Ursue Negerie, under det danske Fort Christiansborg paa Guldkysten af Guinea, d. 25. Februar 1838. *)
Mine kjære og dyrebare samt højtelskværdige Forældre!
Om De denne Gang, mine kjære Forældre, faar et langt, kort eller slet intet Brev, beror paa mine s. 152Kræfter og Evner; imidlertid vil jeg paabegynde det, da en Lejlighed til London ventes hver Dag. Med Glæde kan jeg i Dag melde Dem, at jeg næst Guds Hjælp lykkelig og vel har overstaaet min Klimatsyge; desværre har jeg været smertelig og farlig syg siden den 12. December 1837; jeg er nu saa vel, at jeg kan være oppe; men er saa aldeles afkræftet og saa afpillet, saa jeg ikke formaar at beskrive Dem det. Neppe har jeg Magten over min Pen, og til mine Forretninger igjen vil jeg vistnok ikke kunne gaa ind i For\'cet førend i April Maaned. Som Reconvalescent er det i denne Tid en højst farlig Tid for mig; Appetitten er saa stor, at jeg kunde spise uafladelig fra Morgen til Aften.
Min egentlige langvarige og farlige Sygdom fik jeg ved at nyde Ting, jeg ikke maatte, og i en rasende stor Mængde. Jeg var allerede kommen paa Benene i Januar Maaned d. A.; men bliver derpaa saa voldsom igjen kastet paa Sygelejet ved et Tilbagefald, der paa yderst lidet nær havde kostet mig Livet. Det, der nu smerter mig noget ubeskrivelig, er et Par Ben fulde af Huller. De kan forestille Dem, hvad jeg lider i denne Tid. Der er nu ikke Tanke af Lægge, og saa ovenikjøbet have et Par Ben fulde af Hævelse og som jeg næsten den hele Dag maa trykke og presse Materie ud af. Dernæst maa jeg ligge næsten hele Dagen paa Sophaen med dem eller have dem hvilende paa en Stol. Skal jeg gaa, maa jeg krybe paa alle s. 1534 og udstaa utaalelige Smerter. Jeg er endnu ikke færdig med mit Onde; jeg er desuden saa besat med Udslet over hele Kroppen, at De ikke skal kunne sætte en Finger paa et rent Sted. Det er saa ækelt for mig, da Materien flyder, hvor jeg drejer og vender mig. Hænderne ere saa skurvede paa mig, at jeg ved alle Lejligheder maa søge at skjule dem. Det er Landets Udslet, jeg hår faaet, blandet med ren gedigen Patentfnat, imellem os sagt. Man ønsker En til Lykke her med saadant Udslet og raadne Ben, da det er et Tegn paa, man vel har overstaaet Sygdommen, og at dette er Slutningsrenselsesmidlet.
Hvad der ogsaa endnu smerter mig ganske artig er: Paa Grund af min ganske frygtelige Magerhed og den uafladelige Liggen, blev der ikke andet tilbage end Skind og Ben; men tilsidst gik Benene igjennem det raadne, tynde Skind, og Smerten blev utaalelig. Endnu sidde mine Albuer i et blodigt Kjød, og med Respect at sige har jeg ondt ved at sidde paa Enden, hvor alle Ben ere gaaede igjennem Skindet. Jeg tror uden at lyve, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg i denne Sygdom har udstaaet alle de Pinsler og Smerter, et Menneske kan udstaa. Men hvad har alt det Overstandne at sige, naar man saa omsider har Livet frelst og med Glæde kan tænke sig den overvundne Tid, hvor man saa i Dunkelhed Salen fyldt med Mennesker, der stod og ventede paa Aandens Opgivelse.s. 154Daglig takker jeg den Stormægtige for den store Gave, idet mit Liv 2 Gange svævede i den højeste Fare, og han begge Gange saa stormodigen skjænkede mig det. Haabe vil jeg, kjære Forældre, De over Hamborg har modtaget nogle faa Linier, jeg herfra skrev i December Maaned og sendte med en Kjøbmand Effenhausen; fra den Tid vil jeg nu begynde at fortælle Dem, hvorledes det er gaaet mig lige til nu.
Hrr. Kjøbmand Lutterodt, hos hvem jeg og Flere spiser om Middagen, inviterede mig med de Andre oppe paa sin Plantage for at nyde den landlige Luft, drikke Palmevin og være afsondret fra sine Forretninger, hvortil man saa saare ofte her finder Nødvendighed. De første Nætter sov jeg aldeles Intet, og gav Muskitter og Fluer Skylden; men da jeg i samfulde 14 Dage ikke havde 4 Nætters Rolighed, kom jeg efter, at jeg var fuld af Udslet over hele Kroppen, og at det var Vandet, jeg ikke kunde taale at bade mig i; jeg kogte derpaa Vandet, men det hjalp kun lidet, og jeg befandt mig kun ilde, da slet ingen Søvn var at faa.
Det gik de Andre ikke meget bedre, men naar Dagen brød frem, havde man saa meget at gaa at skue paa, saa man glemte Natten. Hele halve Nætter sad vi oppe, paa Grund af Søvnløshed, og fortalte Historier. Medens jeg var der, fik Lutterodt Besøg af 2 Missionairer fra Akropang, som vare hos ham i 4 Dage. Strax efter, at disse Missionairer
s. 155Fot. Rudolph Jørgensen, Helsingør.
Gouvernementsboligen og det Indre af Fortet Christiansborg, set fra et Vindue over Porten. Copi – efter Løjtnant Svedstrups Tegning – i Handels- og Søfartsmuseet paa Kronborg.
s. 156s. 157vare komne til deres Hjem, blev den Ene, en Hr. Stanger *) , der udkom med mig, syg, fik Klimatfeber, Forraadnelsesfeber, og døde efter faa Dages Forløb. De andre Missionairer og et Fruentimmer bleve Alle dernæst nedlagte paa Sygelejet, men skulle nu være raske. Denne Stanger var en sand Jernmand, men det var netop hans Ulykke. Svage Mennesker kunne leve her, derpaa have vi netop et Exempel her med vores Doctor, der nu 2 Gange har været farligt angreben og kun meget langsomt gjenvinder Helbredet.
Et andet Exempel er, at den yngste Assistent her, ogsaa en meget stærk Mand, rejser hjem til Danmark med denne Lejlighed, efter at Doctoren har givet ham Attest paa, at, da han siden Juni Maaned har lidt og endnu lider af Klimatsyge, finder han Klimatet ikke raadeligt for ham.
Det var et højst besynderlig Vejr i dette Efteraar, om jeg saa skal kalde det; vi pleje her paa denne Tid og de første Maaneder i Begyndelsen af hvert Aar at have den saakaldte Hamatertid, der er den sundeste Tid af hele Aaret, men meget skadelig for Jorden. I Stedet herfor faar vi denne Gang en meget tyk, usund Taage, der endog vedbliver over 4 Uger. Det er egentlig denne Taage,s. 158man tilskriver alle de Sygdomme, der indfandt sig saavel hos Mulatterne, Negerne og de Blanke. Selv Kjøbmand Lutterodt, der har været her i 33 Aar, Kjøbmand Richter, der er Indfødt, maatte i Aar udstaa en Dyst i flere Uger. Af Negere døde der ikke Faa; derimod slap de Blanke og Mulatter for Afgang. Mange Mennesker og Børn ere endnu syge; men man har Haab om, at Vejret nu hver Dag vil bedre sig. Nej, her er et sjældent farligt og usundt Klima, og, som jeg har sagt Dem i mine foregaaende Skrivelser, gjelder ingen Klimatisering. Klimatet eller Atmosphæren er ofte saa hurtig foranderlig her, at et stærkt, sundt Menneske paa et Minut kan være revet ud af Verden.
Foruden de omtalte Syge var Doctoren og Herbst angrebne af Feber. En Assistent, Hr. Dall, der har været her paa fjerde Aar, maatte igjen udstaa en slem Dyst, og nu til sidst har vores Præst her, ogsaa en 4 Aars Mand, atter faaet Feberen. Oppe paa Plantagen mærkede jeg ikke noget til den usunde Taage, og antager min Sygdom tildels hidrører fra de mange Vandringer, vi gjorde for at se, hvor vores Formænd havde anlagt Plantager og Bygninger. Disse Marscher foregik altid i den stærkeste Solhede, og af Magelighed kastede man Parasollen til Drengen. Blandt de Steder, jeg saa, bemærkede jeg især 2 meget mærkelige Klipper, der vistnok ere flere hundrede Fod høje, og over disse paa en meget smal Sti bære Negerne de sværeste s. 159Dragter paa Hovedet, Nat og Dag, uden at man endnu hører, at En styrter ned af dem. Den første Klippe, jeg besteg, hedder Marma, ligger tet ved Kongens Plantage, bestaar ikke af andet end uhyre store Sten. Ned af Klippen krøb jeg formelig paa alle Fire og Enden til Hjælp; idet jeg engang saa mig tilbage, kom 2 svære Negere med store Træer, gik i en oprejst Stilling rask frem, medens jeg frygtede for, de og Brændet styrter over mig. Paa denne Klippe var temmelig kjøl, oppe paa den er Plantager; vi spiste endel Frugt, og efter denne Tour befandt jeg mig vel.
Da Guinea var dansk.
11
2 Dage derefter skulde vi bestige den anden Klippe, som godt er 2 Gange saa høj som den Første. Den hedder Adjimantee, ligger omtrent ¾ Vej fra Kongens Plantage, og over denne Klippe gaar den egentlige Hovedsti til det Indre af Africa. Disse Klippers Bestigelse har kostet mig over 10 Millioner Sveddraaber.
Den 11. December f. A. begav hele Selskabet, 5 i Alt, sig paa denne Tour med et talrigt Følge af Drenge med Spise- og Drikkevarer. Ved samme Lejlighed saa jeg 2 Plantager, den ene ved Navn Pampa, den anden ved Navn Bibiasse. Ved denne sidste er jeg vis paa, jeg fik min Sygdom, da jeg var umanerlig varm, og her blæste det frygtelig koldt. Efter et kort Ophold gik Touren videre. Disse Besøg vare dog paa Tilbagetouren fra Adjementhe for at faa nogle Appelsiner, hvoraf jeg s. 160slet ingen siden kunde nyde. Ved Opgangen til Klippen flyder en meget stærk og temmelig dyb Aa. Da vores Følge kun vare smaa Drenge, var her intet andet at gjøre end, saa varme vi vare, at smøge vore Benklæder op og vade over. Det gjorde vi nu alle strax og besteg Klippen til det højeste Punct. Vi saa ud Alle af Sved, som vi vare trukne op af en Dam. Paa Højden var umanerlig koldt. Vi nøde Forfriskninger, men kom Alle til at ryste af Kulde.
11*
Vi mærkede strax, det vil blive snavs efter Turen, da Tilbagemarschen kun meget langsomt kunde fortsættes for ikke at styrte ned ad Klippen, hvor den dybeste Afgrund løb tæt parallel med Stien. Nedkommen fra Højden vare vi Alle som et Stykke Is, vadede over Aaen og befandt os saare ilde. Vi jaskede nu afsted til den kongelige Plantage i den stærkeste Solhede, vel at mærke Hrr. Wulff uden Parasol, som en ældgammel Kystmand.
Nu, endelig naaede vi førnævnte Plantage, og tænk Dem, selv Appelsiner havde de fleste tabt Appetitten til. Jeg ender nu her i Dag og har angrebet mig over mine Kræfter, men jeg kan forestille mig, at faar De intet Brev fra mig, men hører af Een, der er kommen fra Kysten, og muligen fra Kjøbenhavn, at jeg har været syg, vil De en lang Tid gaa og ængste Dem unyttig; thi med Guds Hjælp vil jeg nu haabe, Faren er forbi; derfor s. 161skal jeg i denne Uge anvende al den Tid paa Brevet, som jeg befinder mig vel i og kan taale at sidde paa Popoen.
Efter et kort Ophold paa den Kongelige Plantage, og tilstrækkelig afkjølet, tog jeg mig et koldt Bad; men jeg mærkede øjeblikkeligen en hel forunderlig Forandring med mig, Appetitten havde forladt mig og en svær Hovedpine og Døsighed indfunden sig. Doctoren var ren caput. Natten derpaa sov jeg aldeles Intet, og Madlugten blev mig til en Modbydelighed. Den tredie Dag mærkede jeg Anstød af Feber; jeg tog strax et Brækmiddel og fik et helt Mæssingbækken fuldt op af en grøn Galle; samme Brækmiddel virkede hos mig som Laxativ tillige, ikke desmindre tog jeg Dagen efter et ordentligt Laxativ; men da Sygdommen tog til, og varme Bade heller ingen Virkning vilde gjøre, lod vi os Alle bære ned, som generede mig meget, da det var saa varmt.
Dagen efter min Nedkomst tog jeg atter et Laxativ. Alt i den Hensigt at forebygge Sygdommens Tiltagelse; men da mærkede jeg, det var for sildigt. Med Respect at sige var min Urin, som den i lang Tid vedblev at være, saa rød som Blod og lugtede, saa Ingen kunde taale at være i Nærheden. Jeg mærkede nu strax, at jeg havde faaet Gulsoten og Klimatfeberen, og at Galden var gaaet over og havde blandet sig i Blodet. Hvad var nu at gjøre, hver Dag tiltog Sygdommen, Doctoren s. 162laa ogsaa, og Lægehjælp var ingen Steds fra at vente. Jeg tog min Tilflugt altsaa til en Negerdoctor, hvis Cure bestaa alene i Badning flere Gange om Dagen. Denne smukke sorte Mand tog mig da under Cuur og behandlede mig i 3 Uger. Naar jeg undtager, at han hver Dag vilde tvinge mig til at spise og drikke, uagtet jeg ikke kunde taale at se Brød, og en Anden Gang han nær havde slaaet mig ihjel, brugte jeg ham ikke til andet end bade mig 3 Gange daglig. Det sorte Bæst skulde give mig et extra godt Laxativ en Dag. Jeg maa sige Dem, min Mave var under Sygdommen kommen hel i Uorden og jeg led bestandig af Forstoppelse. Dette Laxativ fik jeg, Gud ved, hvad det var, nok det, det hjalp Intet. Jeg var den Dag yderst slet og om Aftenen saa angreben, at en Stue fuld af Mennesker ventede mit sidste Suk. Jeg laa og sprællede som en Aal i Sengen, og var ikke i Stand til at faa Luft.
Endelig fandt en af mine Drenge paa at koge noget Tammerintvand, og da jeg havde faaet et Par Glas deraf, fik jeg strax Aabning, saa Drengen, kan jeg sige, næst Gud har frelst mit Liv. Min Livlæge blev jeg nu rasende forbitret paa, og han kom aldrig mere og tilbød sig at give mig Medicin; men vadske mig gjorde han ypperlig 3 Gange som foransagt, Kl. 6 Morgen, 11 Formiddag og 5 Eftermiddag og hver Gang først med grøn Sæbe, dernæst med Limoner og tilsidst med lugtende s. 163grønne Blade. Jeg maatte give ham Afsked, førend jeg egentlig havde bestemt, fordi Udslettet tiltog saa slemt hos mig, at jeg ikke længere kunde taale det.
De tror maaske ikke, kjære Forældre, at Skrivningen generer mig meget — jo betydelig, mine Hænder ere saa fulde af Udslet, at jeg uafladelig maa passe at tørre Materien af, dertil ere Benene saa ravgale, at jeg snart maa opgive at gaa. Fra Hjemmet bragte jeg herud et Par hvide Ben, men paa Grund af de mange Ar, Hullerne efterlader sig, bringer jeg dem sorte hjem. Fra Hjemmet tog jeg et hvidt Ansigt, men medbringer tilbage et aldeles gult og solforbrændt Ansigt. Gud! hvor har jeg ofte fortrudt min Ansættelse her, nej denne Gjenstand vil jeg denne Gang ikke plage Dem med.
Jeg kom mig dog saa lidt efter lidt af første Sygdom, kom atter paa Benene igjen, men havde det daarlige usunde, taagede Vejr at kæmpe imod. Den 12. Januar d. A. gjorde jeg dog min første Udflugt ind i Fortet; men det kostede mig mange Sveddraaber. I Begyndelsen af min Sygdom var jeg dog saa heldig, at der ankom her paa Africa en engelsk Orlogsmand. Chefen og Doctoren fra Skibet kom over at hilse paa Gouvernøren. Mørch var saa forekommende imod mig, at han og Chefen og Doctoren kom op til mig. Doctoren, en ung Mand, undersøgte strax min Sygdom og fandt strax,s. 164hvori den stak. De ved, kjære Forældre, jeg i min Ungdnom bestandig har været plaget af Sting. Disse Sting indfandt dem nu atter rasende voldsomt, og en Hovedpine, der ikke staar til at beskrive. Doctoren greb mig om Livet, saa jeg troede, Aanden trykker han ud af mig, gjorde nogle andre Greb og Følelser og forsikrede mig derpaa, jeg var aldeles uden Fare; jeg maatte endelig ikke ved en utidig Ængstlighed slaa mig selv ihjel. Jeg forsikrede ham, at jeg ikke kjendte til Frygt, og tænkte aldrig paa det farlige Klima, jeg er i.
Selv samme Aften fik jeg en stor Spanskflue og en Mængde Kininpulvere; tillige havde han sørget for,« at en Mulat, fra engelsk Accra, der fusker i Doctorprofessionen, hver Dag kom til mig for at have Tilsyn med mig, og sørge for, at jeg hver Dag tog mine 3 Pulvere. Takke maa jeg den Almægtige Gud, at jeg under Sygdommen ikke har været berøvet min Forstand, som saa ofte er Tilfældet her; kun om Natten var det mig ikke muligt at sove, jeg laa hele Natten og pludrede og atter pludrede, uden at der var mindste Sammenhæng i hele min Snak, men det var mig en Umulighed at faa Munden stoppet. Den engelske Læge gav mig derpaa 1, siden 2 Opium-Piller, og disse forhjalp mig til min Rolighed; men det ækleste ved min Nattero var, at jeg hver Morgen laa og svømmede i ildelugtende Sved. Denne Doctor gav mig flere ret gode Laxativer, og tilsidst fik jeg endogsaa s. 165stærk Diarré, der tiltog saa voldsomt, at det løb fra mig i Sengen, uden at jeg mærkede det. Mine Madrasser tog dog ingen Skade, det gik ud over Lagner og Skjorter. Hvor mange hundrede forskjellige Stykker Tøj og Linned tror De, jeg under min Sygdom har gjort Brug af? Det bliver mange, mange Dusin.
Ved denne Sygdom (Klimatsyge) har man altid en slem Smag i Munden; paa Tungen samler sig, naturligvis fra Maven, saadan en tyk, hvid Slim, at man flere Gange om Dagen maa skrabe den ren med en Kniv. Hos mig traf den Tilgift, at jeg fik i flere Uger Munden fuld af Tandbylder, at alt Tandkjødet skilte sig fra Tænderne, og at Alt, hvad jeg skulde tygge, maatte jeg synke halvtygget, fordi jeg ikke kunde taale at bruge Tænderne. Det er ikke til at beskrive, hvad jeg led i disse Tænder i flere Uger, og hvorledes min Mave kom i Uorden ved al den utyggede Næring, den maatte modtage. I Begyndelsen af Sygdommen var i flere Uger min daglige Kost, tidlig og sildig, Salep, Risvand og Sagosuppe. De kan vel forestille Dem, at jeg snart blev ked heraf, og al anden Mad og Spiritus blev mig paa det strængeste forbudt.
Da jeg var krøbet ud af Reden, begyndte jeg strax at spise Frugt, den og andre Nydelser af Ting, jeg ikke maatte faa, gav mig smaa Tilbagefald; men disse blev jeg dog befriet for, da mine Drenge bleve forbudne at kjøbe noget Spiseligt til mig.s. 166Nogle extragode Flasker Madeira havde en god Ven practiseret hemmelig til mig, dem laa jeg i Rolighed og tog mig en Slurk af engang imellem; thi undvære det aldeles var mig en plat Umulighed, især i dette Klima. Da jeg nu kunde stolpere omkring ved en Andens Arm og ved min Stok, begyndte ogsaa Appetitten ganske artig at indfinde sig, og jeg tror, jeg kunde spise fra Morgen tidlig til Aften sildig uden at blive mæt. I flere Uger blev nu min Kost daglig Hønsekjødsuppe og kogt Fisk; men Kjød og skarpe Ting maatte jeg ikke faa. Foruden de sædvanlige Retter lod jeg mig hver Aften koge en Tallerkenfuld Vandgrød, og det gav mig saa hurtig mine Kræfter tilbage, at jeg var den Første af alle de Syge, der kunde gaä ud, og gik ind i Fortet den 12. Januar d. A. Dette gjorde jeg nogle faa Gange, men befandt mig hver Gang ved Hjemkomsten meget afmattet og maatte til sidst opgive disse Toure. Gulsoten indfandt sig strax igjen hos mig.
Kjære Forældre, De kan ikke tro, hvor man i den Slags Sygdomme gaar hele Dagen og ærgrer sig over ingen Ting. Gallen er i saadan Oprør, at man ikke kan taale at se sine Drenge. Dette har været Tilfældet hos Alle her, og Drengene maa bestandig se at undgaa, man ikke faar dem at se, da man er i Stand til at kaste en Kniv efter dem. Gallen gik vistnok over i Blodet hos mig mere end 10 Gange, og det gik mig tilsidst saaledes, at s. 167den eneste Dreng, jeg havde, thi de Andre bleve alle jagne paa Døren, ogsaa en Dag vilde forlade mig, saa jeg ikke havde Een Eneste tilbage. Enden blev, jeg maatte tiltale ham med Ræson og forhøje hans Gage. Ja, denne Sygdom har kostet mig ikke faa Skillinger, naar De især vil tage i Betænkning, at de Ting, man bruger her til at give en Kræfterne tilbage, ere saa uforskammet dyre. En Flaske Madeira, koster her 1 Pjaster, en Flaske Øl, (Porter og Ale) 3 Rbdr., og i et Øjeblik ere saadan 6 Boutellier lensede. Hvad der saa generer allermest, er, at Pengene ere her næsten forsvundne fra Landet. Ingen Handel paa Grund af de mange Uroligheder over det Hele, og de Artikler jeg før kunde tjene mindst 100 pCt. paa, kan jeg nu ikke tjene 50 pCt. paa, ja jeg kan endog ikke blive af med de Ting, der forhen har været stor Rift om, Embedsmændene i det Hele er det yderst slet for, og man kan, dersom det længe saaledes vedbliver, ikke leve her af sin Gage.
Ved en alvorlig Sygdom indfinder sig sædvanlig den Syges gamle Svagheder; saaledes gik det mig ogsaa. Min kjære Moder ved, at jeg har et slemt Tilfælde med Trykninger under Hjertet, der mange Gange rent kunde tage Aanden fra mig. Her fik jeg igjen i min Sygdom disse Tilfælde, og rædsom, voldsom; jeg har visnok haft dem 5 à 6 Gange. Første Gang, jeg fik det Tilfælde, var Købmand Lutterodt inde hos mig. Jeg havde det saa s. 168stærkt, at jeg laa paa Jorden og vred mig som en Orm. Han løb ud paa Altanen og kunde ikke taale at se mig saaledes lide, og jeg tror ogsaa, at 2 Minutter til havde jeg ikke været mere blandt de Levende; han raadede mig at skylle nogle bitre Draaber ned, og det hjalp mig ogsaa strax. De andre Gange har jeg brugt samme Middel; men Tilfældet vedvarer langt længere nu og er ogsaa langt mere smertefuldt.
Den 19. f. M. var Glæden forbi; thi da troede jeg gandske bestemt, nu er Spillet ude, jeg maa nu sige Godnat, Mette, Pengene ligge i Vinduet. Det var et voldsomt og farligt Tilbagefald, der rammede mig; i samfulde 4 Dage ingen Nattesøvn, svær Hovedpine og Brækning af Galde og Diarree fra Morgen til Aften. Den engelske Mulatlæge kom atter over til mig, og efter et Par foregaaende Fodbade om Aftenen (Stingene havde atter indfunden sig i ti Gange fordoblet Grad) blev alt Haaret og mine Barter ragede af; jeg fik 2 Spanske-Fluer paa Tindingerne, 2 paa Siderne og Sennep paa Læggene. — Det var frygtelige Smerter at udstaa paa en Gang, og forestil Dem kjære Forældere, hvor stærke de paa Siderne vare, at jeg i samfulde 3 Uger ikke kunde faa dem lægte, der flød uafladelig Materie fra dem, og Gud maa vide, om jeg nogensinde bliver skilt ved de mange Ar, jeg har tillagt mig her. — Engang under min Sygdom blev jeg aareladt; han tog 2 Thekopper fulde. Blodet s. 169var næsten sort, og i det spilte den grønne Galde. Underlig nok, at under min Sygdom var altid mine Aarer gandske røde at se paa; men en Dag denne Mulat fik at se, at Aarerne igjen vare blevne blaa, erklærede han, Sygdommen for endt, og mig uden mindste Fare.
Mine Kræfter kommer dog kun meget langsomt tilbage, og et helt Qvarter kan jeg dog ikke spadsere omkring i min Sal. Den største Del af Dagen maa jeg ligge paa Canapeen. — Appetitten har igjen indfunden sig i en rasende Grad; men jeg holder mig, saameget det staar i min Magt; men at jeg om Dagen spiser 4 Gange saa meget, som da jeg ikke var angreben af Sygdom, det er temmelig vist, og desuagtet er og bliver jeg ikke andet end Skind og Ben. —
Jeg gaar hver Dag ind til Kjøbmand Lutterodt, der bor saaledes omtrent, som De for Kjøbmand Simon *) ; men med dette Middagsbesøg maa jeg nu snart ophøre, da Udslettet vedbliver endnu at tage saa stærk til; jeg har i de sidste Dage maattet holde op med at bade. De kan forestille Dem mig besat ligefra Fødderne til Hovedet med gule Materie-Bylder, Benene fulde af Huller og Saar,s. 170og begge Hænder har et Udseende som Skurv. — Det er besynderlig nok, at man her ønskes til Lykke af Alle med disse Ækelheder, det skal være et bestemt Bevis paa, at Klimatsygen rigtig og ordentlig er overstaaet, og at alle Usundheder skal ud af Kroppen ved Udslet som Negrene her kalde for Kraukrau. — Det værste er, at det er saa langvarigt og ækelt; jeg forsikrer Dem paa, at jeg lugter som et Aadsel, og Medicinen, jeg bruger, endnu langt værre. —
Kjære Forældre! Det glæder mig, at jeg saalangt har kunnet fortsætte mit Brev; thi om et Par Dage vil jeg vistnok ikke være i Stand til det, da min højre Haand alt mere og mere besættes med det slemme Skurv. Jeg har vistnok trættet Dem med min lange Beskrivelse over min Sygdom; jeg vil derfor ogsaa forlade denne Gjenstand og gaar over til noget mere Interessant.
Den 5. Januar d. A. var for mig lige saa stor en Glædesdag, som den 16. August f. A. var for Dem; thi jeg modtog paa denne Dag Deres saalænge ventede kjære Skrivelse; med Brevet modtog jeg ogsaa en Luch *) og en Pakke Aviser. For den Første takker jeg Dem mange tusinde Gange og for Aviserne beder jeg, De takker Hrr. Olsen ligesaa s. 171mange Gange, jeg havde været fornøjet med de Randers Aviser alene. Det var et Venskabsstykke, jeg aldrig skal glemme; maatte jeg kun finde Lejlighed at vise Gjengjeld. Consulen havde i London leveret mit Brev om Bord den 24. Oktober f. A., dog ved jeg, at Capitajnen først sejlede derfra den 4. November, kom hertil 2. Januar d. A. og rejser, efter hvad jeg har hørt i Dag, førstkommende Søndag Morgen. Det var ellers et Lykketref, at mit Brev blev afleveret. Breve med danske Adresser gaar sædvanlig Retour, og først efter lang Tids Forløb blive de afleverede til den rette Ejermand. Valentin beder jeg derfor for Eftertiden paa mine Breve at sætte følgende engelske Adresse: »To W. J. Wulff, Esquire, Supernumerary Assistent. Christiansborg. Coast Guinea." Fra General-Toldkammeret og Commerce-Collegiet kom der ogsaa Breve hertil; og besynderlig nok, jeg fik ikke en eneste Tøddel fra Behrens. Jeg har antaget hans Taushed næsten for en Slags Ligegyldighed imod mig, eller muligen han ikke har vidst, at Collegiet afsendte Breve hertil. Med Brev og Aviser var jeg usigelig lykkelig; men desværre ankom disse Ting i de Dage, jeg var meget syg, og bedre gjorde de nyankomne Ting mig ikke; thi jeg læste tidlig og sildig; og vilde paa een Gang opsluge alle Nyheder; ofte maatte jeg dog lægge Alt til Side og tage Roligheden, som jeg saa højligen trængte til. Efter Brevenes Gjennemlæsning beklagede jeg mig meget s. 172over, at jeg i Grunden kun havde faaet temmelig Lidet efter saa lang Tids Forlob. Jeg har vistnok for hver Linie, jeg fik, givet 10 Linier og mere; derhos vare næsten alle Breve af eens Indhold, og jeg kan ikke tilbageholde den Yttring, at de havde expederet mig saa ligegyldigt denne Gang.
Den selv samme Dag, som jeg havde modtaget Deres Brev, kjære Forældere, kommer min Spisevært, Kjøbmand Lutterodt, ind til mig med et Brev fra Kjøbenhavn (fra den Assistent Chenon, De ved, jeg skrev om fra Kjøbenhavn), og giver mig bemeldte Brev til Gjennemlæsning. I Brevet skrev han, at Collegiet havde bestemt, at jeg skulde hjemsendes, fordi jeg var en Jøde; han skriver tillige, at dersom jeg ikke havde givet det Løfte fra mig, at lade mig døbe, vilde Collegiet ikke kunne undgaa at give mig en aarlig Pension; dette Løfte kan han og Alle være vis paa, hverken Collegiet eller Kongen nogensinde skal faa fra mig. At Sagen har været afgjort, maa være aldeles vis; thi han beder mig i Slutningen af Brevet, at tage en Kasse med herfra til sig. — De kan forestille Dem, mine kjære Forældere, min ubeskrivelige store Glæde ved denne Efterretning. Ingen Nattesøvn havde jeg, og jeg glædede mig til efter min Sygdom at kunne tage herfra, overraske Dem, og i Stedet for dette Brev, selv fremstille mig for Dem. Min Glæde fik imidlertid den paafølgende Dag en Ende; thi da hørte jeg fra Fortet, at intet Brev fra Collegiet s. 173var kommet, denne Sag betræffende. Jeg formoder stærkt, at Collegiet har forandret deres tagne Beslutning, og jeg kommer maaske desværre til at udholde mine 6 Aars fulde Qvarantainetid. De, kjære Forældre, har maaske intet hort fra Kjøbenhavn om denne Affaire. For denne Gang slutter jeg nu og beder Dem ret ofte at betænke mig med Brev. Jeg hilser Alle uden Undtagelse mange Gange, og De, kjære Forældre, være først og sidst hilset mange tusinde Gange fra
Deres oprigtige og tro Søn
W. J. Wulff.