Christiansborg, den 27. Marts 1837.
Kjære, gode Forældre!
Da Skibet, med hvem dette Brev skal gaa, sejler herfra Africa om en 8 à 12 Dage, saa vil jeg endnu tilføje mit Brev nogle faa Linier og dermed for denne Gang slutte det, med det Løfte, at De med Guds Hjælp endnu i dette Aar skulle erholde et og maaske to Breve.
Jeg har det for Tiden saa temmelig godt, skranter lidt af og til, som er en Følge af, at jeg slet ikke kan faa Maven i Orden, og jevnligen maa gribe til Medicinen for at faa Aabning. Det, som styrker mig meget, er vistnok, at jeg daglig bader mig 1 à 2 Gange, først i Saltvand og dernæst i Ferskvand. Mit Bryst er derimod fuldkommen helbredet, hvorimod jeg ofte har en rasende Tandpine, der forstyrrer mig mange Nætters Søvn. Gud s. 115ved, hvoraf dette kommer; jeg horer, at mange af mine Forgjængere ogsaa have været plaget deraf.
Alle de Nyankomne staa sig endnu, og ingen af os har endnu haft Klimatfeberen. Klimatet er i denne Tid slemt usundt, og man maa være højst forsigtig og omhyggelig for sit Helbred. Regntiden har allerede begyndt meget stærk. I denne Tid have vi ofte meget stærke Tornader eller Traradter, det stormer, saa Himmel og Jord bæver derved. Stormen tager megen løs Sand og Snavs fra Jorden og hvirvler det op i Luften, saa den er ganske tyk. Det er sædvanligt kulsort, naar en Traradt kommer, og man maa blive paa et Sted siddende; sædvanlig følger strax Regn efter. Ofte have vi i denne Tid stærke Lyn og Torden; de første ere rædsomme at se, hele Horizonten ligner et Ildhav. Om Dagen er dog trykkende Varme, og man har et tungt Aandedræt lige i Middagsstunden. Vores gode Gouvernør og Præsten have begge i 14 Dage været meget hæftig syge, og Mange have tvivlet om, at de havde gjennemgaaet Touren, men de ere dog begge paa Benene igjen, rigtignok stærkt afkræftede ; men de vil snart gjenvinde Helbredet ved god Pleje.
I Gaar fandt her en Scene Sted, som kunde have bleven slem, men den endte dog bedre, end det tegnede sig. Anledningen dertil var følgende: En Neger her fra Negeriet var gaaet over at anklage en Sag imod en anden Neger for den hollandske s. 116Commandant paa Crevecæur. Idet han staar og foredrager sin Sag, trækker han en Kniv fra Bæltet. Dette ser en hollandsk Soldat og slaar den af Haanden paa ham, men nu siger Negeren, at han tabte Kniven af Bæltet. Hollænderne lader strax Negeren bringe her til Fortet med en Soldat, som nogle Negerkjællinger heraf Negeriet hujer og skriger efter, da han vil gaa tilbage. Soldaten bliver bange, løber tilbage t;.l Fortet og begjærer sig escorteret igjennem Negeriet. Dette var jo en stor Fornærmelse mod den hollandske Soldat, der, skjøndt i fuld Uniform, kunde befrygte Overfald.
Gouvernøren sender strax ned i Negeriet og forlanger Kjællingerne ind i Castellet til Afstraffelse, men de svare nej og vil ikke komme. Allarmtrommen gik derpaa strax for at kalde alle Soldater og Kongens Slaver ind, hvilke Alle mødte strax, bleve satte under Gevær, Castellet lukket og en hel Del Kanoner rettede imod Negeriet og ladte med Kugler. To Skud blev nu gjort med løst Krudt, og dersom de nu ikke kom inden en halv Time ind i Fortet, var der bleven skudt skarp, og vores Gouvernør, der ikke er bange af sig, havde bestemt skudt en Del af Negeriet i Brand, dersom de ikke strax havde indfunden dem. De kom imidlertid løbende ind og sidde nu alle i Slavekasserne. Deres Straf bliver vel Bøder og ventelig 25 Rbdr. for hvert Skud, som blev gjort.
Jeg var i Byen, da Allarmtrommen gik, og for s. 117føjede mig strax ind for at se, hvad det skulde blive til, og om vi nu paa engang skulde gaa op i Røg og Damp. Jeg satte mig hen ved mit Bord, drak mit Thevand i god Mag og Ro og lod de Andre fyre og gøre sig lystige, saa meget de vilde. Freden, hørte jeg saa strax, var sluttet, og Castellet igjen aabnet; saa var jeg brav igjen. At jeg bekjender mig til den mosaiske Religion, har jeg tilkjendegivet dem. De studsede da herover, da Ingen vidste det. Gouvernementet her har indberettet det til Collegiet, da ingen af de Breve hertil angaaende min Udnævnelse taler noget derom. Det skulde glæde mig af Hjertet, om Kongen skulde sige, naar han derpaa blev gjort opmærksom, at jeg skulde have min Afsked med min Gage, Pension og fri Hjemrejse, men med det Haab tør jeg vel neppe smigre mig.
Jeg længes meget efter igjen at komme til Europa, og De kan ikke tænke Dem, kjære Forældre, hvor min Længsel især var ubeskrivelig, da jeg tænkte mig et Aar tilbage, var hjemme og morede mig med min hele Familie. Da troede jeg ikke næste Fastelavn at skulle være i Africa. Mange Gange har jeg fortrydt mit dumme Skridt, men hvem der ikke vil høre, maa føle, og mån maa trøste sig med, at den Tid vil nok gaa. Jeg er ogsaa temmelig vis paa, at kommer jeg igjen til Danmark, vil jeg aldrig finde mig tilfreds i den Tvang der. Her lever man utvungent og s. 118ugenert og fører et frit Liv, har Alt, hvad man næsten vil ønske sig og Tjenere og Tjenerinder i stor Overflødighed; man vil dog ikke hvile saa, førend man igjen kom til Africa.
Ikke mere herom. Derom kan vi nærmere tale mundtlig. Nu for denne Gang lev vel mine kjære, højtelskværdige Forældre; hils endnu engang Alle uden Undtagelse. Jeg tænker, med Guds Hjælp i Juni Maaned vil De have modtaget dette Brev.
Deres til Døden tro og lydige Søn.
Min Poppedreng kalder paa Lene og Tordenskjold, Carls Dreng. *)