Drachman, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Drachman, Holger Henrik Herholdt (1885-11-25)

Dronningens Vej 26 Frederiksberg
25 Novbr. 85.

KæreJustitsraad Hegel.

Jeg har nu ordnet mine Manuskripter for Sommeren og lagt Planen for Vinterarbejdet, saaledes at jeg her kan meddele Dem, hvad der vil kunne udkomme til Foraaret, og hvad der allerede kan paabegyndes i Vinter.

Jeg tror, jeg fortalte Dem, da De sidst var her, at jeg læste den første Halvdel af »Alkibiades« op i Studenterforeningen, og at den vakte den Interesse, som jeg havde ventet mig men som tillige glædede mig personlig at modtage Beviset for. Jeg har underkastet Stykket saadanne Forkortelser og Ændringer, som vare til dets Gavn, men »Alkibiades« vil ikke destomindre være at betragte som en Bog, et Læsedrama, hvor de lyriske Momenter faa Lov til at staa i deres Styrke og Skønhed — saa kan der altid senere hen tænkes paa en Bearbejdelse for Scenen. At Læsedramaet vil virke imponerende, naar det foreligger i hel, sluttet Skikkelse, derom har jeg Lov til selv at have en Mening efter at have anvendt saa megen Flid og saa megen Erfaring derpaa. Det er ført frem til tre Fjerdedelen af sin Størrelse, og det vil blive endt noget efter Nytaar. Selvfølgelig vil den eventuelle Bearbejdelse for Scenen kun blive et Theater-Manuskript (omtrent som jeg kan tænke mig Ibsens »Brand« eller »Per Gynt« naar de opføres), og dette vil ikke vedkomme Digterværket som Bog.

Fra disse to Sommere i Udlandet skriver sig desuden Planen til den paabegyndte Udførelse af min »Adam Homo« — nemlig det store fortællende Digt »Nybyggere«. Jeg tror, at jeg i sin Tid meddelte Dem noget herom, men da netop dette Digterværk i sig rummer og afgiver Forklaringen paa hele den aandelige Krise, jeg har gennemløbet i de sidste 3—4 Aar og som nu er afsluttet i det Stade,

s. 281 Senere Billede.
Holger Drachmann.

s. 282s. 283jeg ogsaa udadtil har indtaget ideelt og religiøst, politisk og literært, saa har mine Meddelelser herom, særlig i denne Sommer, selvfølgelig maattet være en Del reserverede — hvad jeg ikke tror, og heller ikke haaber, at De har mistydet. Grundlaget for denne Digtning har jeg lagt i den hellige Skrift, Fundamentet for Enhver, der vil opdrage sig selv og derigennem opdrage andre — den Bog, hvortil jeg selv bestandig er vendt tilbage, hvergang Tvivl og Uro vilde bemægtige sig mit Sind. Forøvrigt er Rammen bred, som den maa være i enhver episk Digtning, der vil afspejle sin Tid og fortælle baade den Enkeltes og de Manges Levnedsløb. Æmnet er broget og afvekslende; jeg har baade Studier og Erfaringer at øse af, og Bogen vil — derfor kan jeg indestaa baade med min Prosa og mit Talent — komme til at beskæftige Sindene i vide Kredse.

Men det er mit Forslag til Dem, at dette Arbejde udgives i Hæfter, med Capitelvis Afslutning eller Afrunding af hvert; hvad ogsaa hele Arbejdets Karakter og Størrelse berettiger det til. Maaske ulige store Hæfter, eftersom Handlingens fremadskridende Gang selv naturligt medfører Inddelingen. Vilkaarene for mit Arbejde maa da være saaledes, at Honoraret for hvert Ark deles i to lige store Dele, hvoraf den ene afdrager paa min Gæld til Dem og den anden tilsendes mig for hver ny Levering af Manuscript. Ogsaa er det mit Forslag til Dem, at de samme Vilkaar gælder for »Alkibiades«, nemlig at Honoraret for hvert Ark, som De modtager, deles ligeligt mellem Dem og mig. At jeg helst vilde vedblive at sende Dem Manuscript til Trykning og Udgivelse uden selv at oppebære Honorar derfor, lige indtil min Gæld var afgjort til Dem — derom behøver jeg vel ikke at sige mange Ord, thi enhver brav Mand vil helst snarest muligt ud af et Gældsforhold, selv om det har den mildeste Form. Men jeg maatte da i Mellemtiden leve af Luften, hvad der nu engang er en fysisk Umulighed. Her bliver jo ikke Tale om Forskud, men stadig om Løn for præsteret Arbejde; og hvis ikke Forholdet imellem os kan ordnes saaledes — som det jo iøvrigt tidligere før Rejsen var — saa maa jeg ganske opgive min digteriske Virksomhed og udelukkende arbejde i Journalistiken, hvortil jeg ikke savner Opfordringer, men som rigtignok yderligere vil trække Afgørelsen af mit Mellemværende til Dem i Langdrag.

Heldigvis er der en stor indre Fasthed og Sindsligevægt s. 284hos mig netop under disse urolige og vanskelige Tider herhjemme. Dette skylder jeg ubetinget Opholdet i Udlandet og Virkningerne derfra baade paa de Domme, jeg fælder over Menneskene, og de Fordringer, jeg stiller til mig selv. Rejsen skylder jeg atter Dem ɔ: den Tillid, De har næret til mine Evner og min Karakter. De har taget Part i min Udvikling — og naar jeg forsikrer Dem om, at jeg nærer den roligste Overbevisning om, at jeg har valgt det Bedste i min Stilling til mit Land og Folk, saa vil De ogsaa vide i vort fremtidige Forhold at træffe de Afgørelser, der sikrer Deres eget Tarv, mit, og den danske Literaturs.

Med mange Hilsner fra Børnene, der takker for Gaven, er jeg

Deres hengivne
Holger Drachmann.

Apropos. Nu er Chef, Censor og Skuespillerne i den ønskeligste Enighed om Æventyrkomediens dramatiske Virkning efter den store Omarbejdelse.

Holger Drachmanns Grav.