Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1868-09-26)

Den 25. September 68.

Kjere trofaste Hegel!

Fru Geelmuyden i Bergen vil ikke slippe »Arne«; men næste Aar i Slutten af August er Fordringen forfalden, Bogen fri; hun vil heller ikke indrømme det; men derom maa i hvert Fald procederes.

Altsaa i Slutten af næste Aars August kommer Bogen ud hos Dem! Om Godtkjøbsudgaven af mine Bondefortællinger med det Samme skal udkomme, maa blive Deres Sag. Mellem Bønderne her og maaske Bønderne i Danmark, naar de nu er forberedte ved »en glad Gut«, maa der kunne aabnes et aldeles nyt og stort Marked, naar den Ting tages rigtig. — Halte-Hulda har hun Ret til for alle Tider. De maa tage den s. 31fra hende med Nødværge-Ret eengang i Tiden, jeg skjønner ikke rettere.

Men for at møde hendes anden Udgave af Arne vil jeg udstede et Cirkulære, hvori jeg fortæller Forholdet og bebuder en Udgave paa Deres Forlag i August næste Aar. Følgen deraf er naturligvis, at hun ikke faar solgt et eneste Exemplar af sin, — hvad jeg ogsaa har sagt hende. Er det nu nok, naar dette Cirkulære staar i Eders og Sveriges Boghandlertidende? Maa det ogsaa ud i de andre skandinaviske Blade?

Dette er det ene, det andet er, at over Jul har De Arnljot Gelline til Tryk hos Dem, det skal gaa ordentlig fra Haanden; thi jeg er fri Theatret; man gjorde Vrøvl med mig om en Kontrakt til Allersyvende og Sidst; det er min Agt ikke at tage det paa mange Aar, d. v. s. før jeg har gjort min skandinaviske Rundrejse og bor i et Hus, hvori jeg ejer hver Spiger. Hjælpe Gud i Himlen mig dertil, jeg bliver ikke fuldt lykkelig forinden!

Men indtil min Rundrejse begynder (næste Vaar) maa jeg læne mig til Dem, som ikke maa blive træt af mig! Med Arne, Arnljot Gelline, Sigurd Slembe og de nye Smaafortællinger til Rejsen vejer jeg jo en liden Del op paa Deres store Regnskab, — og fra det Øjeblik Fortællingerne begynde, kan jeg gjerne betale Dem Deres Tilgodehavende først og fremst, hvis De føler nogen Skrupel; mig er det om at gjøre at have mit Regnskab hos Een. Forlanger De anden Kaution end den, som er i mine Bøger, staar ogsaa saadan til Tjeneste, — og vil De trods alt dette ikke indlade Dem paa Foretagendet, saa sig mig det kun uopholdelig; Forholdet mellem os er det samme for det; men jeg maa da tage, hvad jeg trænger, gjennem Bankhistorier. — Det Vigtigste for mig er uopholdelig Besked; thi det uror mit Arbejde ikke at være paa det Rene. —

Jeg har afbrudt de fleste Forbindelser heroppe for denne Vinter; jeg havde nok deraf den forrige, og jeg maa arbejde det Dobbelte, ellers bliver jeg ikke færdig til Vaaren. Da tror jeg i hvert Fald at kunne være færdig med begge Dele; jeg er ganske vist ofte kommet for sent, men til det Vigtige, Uopsætlige aldrig, fordi Gud har givet mig inderlige Kræfter, naar det ret først behøvedes.

Aldrig har jeg boet saa skjønt som nu, aldrig havt den Glæde af mit Hjem. Maatte jeg nu ogsaa høre alt Godt fra Dem og Deres!

s. 32Brandes’s Raseri over Maria Stuart og Fru Gundersen var ganske fornøjeligt at læse. Heroppe gjør det jo ikke godt, at man modtager os paa den Maade — endogsaa i et ellers saa neutralt Blad som »Ill. Tidende«; men een Ting har dog hendes Optræden forvoldt, som jeg glæder mig ved, den har kastet de Rester overbord af norsk Lydhørighed under Kjøbenhavns Dom, som visselig endnu laa tilbage hist og her i gamle Kroge, og som ofte har ærgret mig, saasom Nordmændene aldrig kan lære at dømme, før de tør dømme selvstændigt. Men nu, da man dernede stikker og hvæser efter Fru Gundersen som efter den norske Poesi, er Forholdet forunderlig forandret, man er bleven stolt og uafhængig, og vi vinder i Agtelse blandt vore Egne!

Clemens Petersens Dom staar paa Afstand som i Nærheden trods mange enkelte Fejlskud saa umaadelig højt over hele Resten, at den ikke er til at sammenligne dermed. Hans brede positive Natur skaber idet den kritiserer, skaber Opfatninger, Synsmaader over det, vi daglig lever i uden ret at vide, hvad det er. Ved ham faa vi vide det. Hvergang jeg læser ham, det være sig over hvilketsomhelst Emne, er det som jeg ejer alle mine Opgaver (og i dem mig selv) sikkrere. Maatte han sige det Samme om mig, det skulde være det Stolteste jeg bejlede til.

Hils nu Deres hjerte Søn, som jeg altsaa ad Aare træffer i Norge sammen med Dem selv; jeg er da paa Rejser, saa jeg kan ikke indbyde Eder; men jeg kan sige Velkommen, hvor jeg end træffer Eder, jeg har allevegne Venner! —

Lev vel, lev vel, kjere Hegel. Gud velsigne Dem og oplive Dem for Deres Gjerning og os Alle, som har Dem kjer.

Deres hengivne
Bjørnstjerne Bjørnson.