Oxe, Peder BREV TIL: Gyldenstierne, Mogens FRA: Oxe, Peder (1558-06-15)

Gisselfeld, 15. Juni 1558.
Peder Oxe til Mogens Gyldenstjerne.

Da Kongen har stævnet ham i to Sager, om hans Regnskaber og om Misbrug af hans Len, beder han Mogens Gyldenstjerne tale med Kongen m. fl. derom og undskylde, at han ikke selv kan møde. Hans ßroder Eskil vil tale nærmere med ham derom.

Wennliig helssenn nu och altiidtt forssenndtt mett wo[r] herre. Kiere her Mogens, sønnerliig gode wenn, nest myn wennliig tackßiigelsße for altt gaatt giiffuer ieg t[iig] wenligenn tiill kennde, att som kon. mt., myn naadiste herre, haffuer nu steffnet meg att møde wdj Nyborii thenn threttinde junij for thuenne aarsßager, thenn første for nogenn mangell skyldtt, som skulle finndis wdj the regennskaff, som nu bleff hørtt wdj Kiøpnehaff[n], t[he]tt [andett] att ieg haffuer brucktt the forlenningger, ieg haff[ue]r [h]afftt wdj panntth, widere, endt mynne forlenings breffue indholler, kierre her Mogens, regenskaffwen att ther finndis nogenn mangell, daa ærre schriffuernes. 430 och fogdernne tiill stede dere, ßaa ieg forßeer meg, de skulle ßuare der tiill, epther thj the haffue raadett ther for, och jeg haffuer ßetth dennom der paa kon. mt. wegne epther kon. mt. befallinng. Er der och noge[t] kommett tiill mitt gaffn, wiill ieg giernne staa der tiill retthe for, som ieg forßeer icke skall finnd[is]. Om ieg skulle haffue brucktt mynne len wiiere, endt mynne pantte breff formelder, det ieg wiistett, huor ieg der wdj haffde forsßett mig, wiille iegh gernne wnderdanliig retthe meg moedtt konn. mt.; der och kon. mt. kandt bettenncke hoss siig, att myn bryst finndis, att epther thij thett haffuer werrett mitt brugeliicktt panntth, att ieg der offuer haffuer wiiere brucktt dett, endt meg burde, wiill ieg ßetthe det indtt hoess hans konn. mt. sielff, huadtt hans kon. mt. wiill. Jeg skall wdj thenne sag giørre, epther som myn bryst kandtt finndis, att ieg wiiere haffuer brugtt mitt pannt, enndtt mynne pantthe breffue formelder; wiill ieg ganndskee wnderdanligen retthe megh epther konn. mt. egenn wiilge. ßedinndis tiig ther for giernne, att thu wille haffue thenn wmage och wiille mett Jahan Friiss, her Otthe 1)), ßarbj wiille giiffue kon. mt. thette tiill kennde. Och att ieg skulle gaa wdj retthe mett konn. mt., som er myn øffriighedtt. . . . .[i]eg ...eg wnderdanligenn tiill konn. mt. som tiill myn naadiigste herre, hans kon. mt. wiille icke dett begierre. Jeg wiill dog retthe meg epther konn. mt. egenn wiillie her wdj. Thu ville och paa dett høgeste wnndskylle meg hoess kon. mtt, att jeg icke sielff møder. Jeg wedtt, meg burde for dett mynste budtt, kon. mt. sennde meg, att komme, huor kon. mt. meg haffue wiilde, som ieg och altiid giernne wiill som end hørßon(!); men myn leyliighedt, epther som hund begiiffuer siig nu, som ieg och før haffuer tallet mett diig, da kanndtt ieg icke giørett.

s. 431

Mynn broder Eskiildtt skall och well wiierre siige diig myn notorfftt. Kiere her Mogens, thu wiille nu mett thisße andre, her Otthe, Jahan och flere aff raadett, som myn broder skal och bede tiill, thale konn. mt. tiill, myn fruues naade och hertug Frederiick, att the wiille were myn naadiiste herrer och dronning, och thu wiille giørre thinn ydderste flitt her wdj. Huor ieg kunde tienne tiig jgienn, om dett worre wdj myn macktt, wiille ieg giernne giørrett epther myn ringe formuue, och wiill haffue tiig Gudtt befalett. Schreffuitt paa Giisselfeldtt thenn 15. dag junij aar etc. mdlviij.

Peder
Oxee.

(Paa en indlagt Seddel følgende med samme Skriverhaand som Brevet:)

Kiere her Mogens, siiden thette breff wor schreffuitt, kom myn broder wdj dag tiill meg och gaff tiill kennde, att kon. mt. icke hagde faaetth dett breff, ieg haffde schreffuitt hans kon. mt. tiill, som jeg wiille, att her Otthe skulle haffue andtuordett hans kon. mt., mens nogen aff raadet raadde, att ieg sielff skulle komme enndt nu dere. Szaa haffuer ieg nu saugdt myn broder myn leyliighedtt, som hand skall wiierre siige diig. ßedendis giernne, thu wiiltt nu hielppe och føye altinng tiill d[ett] beste. Om de bønnder, som er der att klage offuer meg, ieg wiill thett giernne wndgielde, huess meg bør mett retthe. Myn fogett er der, hand maa gaa wdj retthe met dennom; skall well icke myn skyldt finndis. Jeg haffuer och faa[itt] hannom, huess beuissninger ieg wiste, dee wiille klage.

(Bagpaa Brevet: Seglet, Udskriften og Mogens Gyldenstjernes Paaskrift:)

Erliig och welbyrdiig manndtt och strennge riidder, her Mogens Gyllennstiern tiill Stiernneholm, myn ßønnderliig gode wenn, vennliigenn.

Per Oxis vndskiillyng, tet hand icke møtte k. mt. steffnyng.