1915/1916: Lovforslag

1915/1916: Lovforslag

XXXVI

Forslag til Lov om Rettens Pleje.

(Fremsat i Folketinget den 1. December 1915 af Justitsminister Zahle.)

Første Bog.

Domsmagten m. m.

Første Afsnit.

Domstolenes Ordning.

Kapitel 1.

Retterne.

§ 1.

De almindelige Domstole er Højesteret, Landsretterne og Underretterne samt Sø- og Handelsretten i København.

Rigsretten, Sessionerne, de gejstlige og militære Retter omfattes ikke af denne Lov. Det samme gælder om de i Lov Nr. 35 af 15. Februar 1895 omhandlede Kon- sularretter, den ved Lov Nr. 225 af 14. April 1905 § 35 under Navn af Akkordretten oprettede Domstol, de i Lov Nr. 77 af 19. April 1907 §§ 11 og 12 og i Lov Nr. 134 af 8. Juni 1912 omhandlede Voldgiftsretter samt den i sidstnævnte Lovs § 7 omhand- lede staaende Voldgiftsdomstol, for saa vidt der ved de nævnte Love er fastsat særlige Regler for disse Retter. Regeringen bemyndiges dog til ved kongelig Anordning at fastsætte saadanne Lempelser i disse Særregler, som denne Lov nødvendiggør.

Det har sit Forblivende ved de Bestemmelser om den faste Voldgiftsret, som indeholdes i Lov Nr. 81 af 12. April 1910, dog at Bestemmelserne i nærværende Lov kommer til Anvendelse i Stedet for de tilsvarende Regler i Lov Nr. 53 om Rettens Pleje af 26. Marts 1909.

Forelagte Lovforslag m. ra. 166

§ 2.

Højesteret er øverste Domstol for hele Riget. Den har sit Sæde i København og bestaar af en Formand og 12 andre Højesteretsdommere. I Formandens Sted træder i fornødent Fald den efter Embedsalder ældste af Rettens tilstedeværende Dommere.

I hver Sags Afgørelse ved Højesteret deltager, for saa vidt ikke andet særlig er bestemt, mindst 9 Dommere. Haves i nogen Sag ikke det fornødne Antal af Høje- steretsdommere til Raadighed, kalder Formanden en eller flere Landsdommere til at deltage i Sagens Behandling.

§ 3.

Skriverforretningerne ved Højesteret samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestaas af en Justitssekretær. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuld- mægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Højesterets Formand træffer Be- stemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 4.

Der skal være 2 Landsretter: Østre Landsret og Vestre Landsret, hver med samme Landomraade, som henholdsvis Landsoverretten i København og Landsover- retten i Viborg hidtil har haft.

Østre Landsret, der har sit Sæde i København, bestaar af en Formand og 17 andre Landsdommere; Vestre Landsret, der har sit Sæde i Viborg, bestaar af en Formand og 12 andre Landsdommere.

I Formandens Forfald træder i fornødent Fald det efter Embedsalder ældste

tilstedeværende Medlem af Retten i hans Sted.

§5.

Landsretternes Domsmyndighed omfatter dels Behandling og Paakendelse i første Instans af Retssager i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov, dels Prøvelse i anden Instans af Underretternes Behandlinger og Afgørelser overens- stemmende med de nævnte Regler. Endvidere kan Kære rejses for Landsretten over

Underrettens Afgørelser vedrørende de i § 14 a—c og f ommeldte Forhold.

§6.

Hvor ikke andet er særlig bestemt i denne Lov, deltager i de enkelte Lands- retssagers Behandling mindst 3 af Rettens Dommere. Sagernes Fordeling mellem

Dommerne bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 7.

I de Straffesager, ved hvis Paadømmelse Nævninger medvirker, samt i andre Sager, naar de i Medfør af § 11 behandles ved et Ting (jfr. § 23) udenfor Rettens Sæde, kan Landsrettens Formand overdrage til en anden af Rettens Dommere at beklæde Formandspladsen. Ved hver Landsret kan, om fornødent, saadant Hverv overdrages til 3 af Rettens Dommere. Overdragelsen sker for et Aar ad Gangen og kan fornys.

§ 8.

I andre Sager end de i § 7 nævnte beklædes Formandspladsen af Rettens Formand eller, naar han ikke deltager i Behandlingen, af den efter Embedsalder ældste af de Dommere, af hvem Retten dannes.

§ 9.

Sø- og Handelsretten i København, der har at behandle Sø- og Handelssager, som i Henhold til denne Lovs Bestemmelser anlægges i København, samt de Straffe- sager, der efter de hidtil gældende Regler har hørt under Sø- og Handelsretten, bestaar af en af Kongen beskikket Formand, en ligeledes af Kongen beskikket Næst- formand samt saa mange handelskyndige og søkyndige Medlemmer, som fastsættes ved kongelig Aliordning, der endvidere bestemmer Medlemmernes Funktionstid.

De sø- og handelskyndige Medlemmer vælges paa den i Lov af 19. Februar 1861 § 3 angivne Maade og skal have de i samme Lovs § 4 nævnte Egenskaber, ligesom Bestemmelserne i Lovens §§6 og 7 skal gælde om dem. De søkyndige Medlemmer behøver ikke at have Bopæl i København.

Til at deltage i Behandlingen af borgerlige Sager, der angaar Skibsføreres og Mandskabs Rettigheder, Pligter og Forhold vedrørende disse deres Stillinger eller Handelsbetjentes og Lærlinges Tjenesteforhold til deres Principaler, eller Straffesager anlagte mod Mandskabet, vælges et ved kongelig Anordning fastsat Antal Medlemmer, hvis Funktionstid ligeledes bestemmes ved Anordningen.

Disse Medlemmer vælges af den i Lov 19. Februar 1861 § 3 nævnte Valg- forsamling blandt Mænd, der foruden at fyldestgøre de i Lovens § 4, 2det og 4de Punktum, fastsatte Betingelser hører til Skibes Mandskab eller til det underordnede Handelspersonale.

Af disse Medlemmer tiltræder der eet, naar Retsformanden eller en af Par- terne i ovennævnte Sager forlanger det.

Til at sætte Retten udkræves under Domsforhandling i borgerlige Sager, der i Medfør af §§ 224—225 vilde høre under Landsretterne, Tilstedeværelsen af For- manden eller Næstformanden og 4 sø- eller handelskyndige Dommere, under Doms- forhandling i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne af Formanden eller Næstformanden og 2 sø- eller handelskyndige Dommere. Under Forberedelse af Domsforhandling i borgerlige Sager beklædes Retten af Formanden eller Næstformanden alene, dog at denne altid er berettiget til at tilkalde ind- til 4, henholdsvis 2 sø- eller handelskyndige Dommere og, dersom Retshandlingen an- gaar en Sag, der skal paadømmes ved Sø- og Handelsretten, og den bestaar i Vidne- førsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, i Regelen bør tilkalde samtlige de sø- eller handels- kyndige Dommere, der skal deltage i Paadømmelsen, for saa vidt saadan Tilkaldelse ikke i det enkelte Tilfælde frembyder Vanskeligheder.

Under Domsforhandling i Straffesager (Lov af 19. Februar 1861 § 17), samt naar Søforklaringer eller Søforhør skal optages, dannes Retten af Formanden eller Næstformanden og 2 søkyndige Dommere. 1 førstnævnte Sager kan det dog, enten straks ved Sagens Begyndelse eller senere, af Formanden, efter Samraad med Næst- formanden, bestemmes, at der skal tilkaldes 4 søkyndige Dommere, naar Sagens Om- stændigheder taler derfor, saasom at der formenes at blive Spørgsmaal om at frakende Skipper Ret til at føre Skib eller Styrmand, Maskinmester eller Lods Ret til at gøre Tjeneste i saadan Egenskab, eller at i Tilfælde af Skibes Sammenstød, eller lignende, Sagen kan afføde betydelige Erstatningskrav. I de Straffesager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i Medfør af Lov om Straf for Brug af urigtige Varebetegnelser m. m. af 8. Juni 1912 § 16, dannes Retten under Domsforhandling af Formanden eller Næstformanden og to handelskyndige Dommere. Udenfor Domsforhandling be- klædes Retten i Straffesager af Formanden eller Næstformanden alene. Endvidere er Formanden eller Næstformanden berettiget til paa egen Haancl at slutte offentlige Politisager paa den i §§ 936 og 937 nævnte Maade.

Ved Sø- og Handelssager forstaas i denne Lov de borgerlige Sager, i hvilke Fagkundskab til Søforhold eller til Handelsforhold skønnes at være af Betydning; og ved Afgørelsen heraf vil der være at tage særligt Hensyn til, om begge Parter ønsker Sagen behandlet som Sø- og Handelssag.

I København bliver Handlendes, Fabrikanters og Skibsrederes Konkursboer derhos at behandle af Sø- og Handelsretten under Ledelse af Formanden eller Næst- formanden. I hvert enkelt Bos Behandling deltager Formanden eller Næstformanden og 2 af de sø- og handelskyndige Medlemmer.

Retten bestemmer selv den Omgang, hvorefter de sø- og handelskyndige Med- lemmer skal deltage i Rettens Møder og Boernes Behandling.

Forretningernes Fordeling mellem Formanden og Næstformanden bestemmes af Formanden efter Forhandling med Næstformanden.

§ 10.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestaas ved hver Landsret af en Justitssekretær, der tillige er Retsskriver. Desuden ansættes der ved Landsretterne, foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale, ved Østre Landsret 6, ved Vestre Landsret 3 Fuldmægtige. Landsrettens Formand træffer Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

Ved Sø- og Handelsretten indrettes et af Formanden ledet Skriverkontor, hvorved ansættes en Justitssekretær samt to Fuldmægtige foruden det øvrige fornødne Kontorpersonale.

§ 11.

Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, foregaar dels paa det Sted, hvor Landsretten har sit Sæde, dels paa andre ved kongelig Anordning dertil fastsatte Steder i Landsretskredsen. I Anordningen bestemmes, hvilke Dele af Landsretskredsen der skal henlægges til hvert af disse Tingsteder.

Naar der i andre Landsretssager i første Instans er truffet Bestemmelse om, at umiddelbar Bevisførelse undtagelsesvis skal finde Sted (§§ 360, 369 og 922), kan Landsretten, naar det for saadan Bevisførelses Skyld findes formaalstjenligt, be- stemme, at Domsforhandlingen helt eller delvis skal foregaa udenfor Rettens Sæde. Sager, i hvilke saadan Bestemmelse er truffet, kan henvises til Behandling og Paakendelse paa de Ting, der i Henhold til Regelen i denne Paragrafs 1ste Stykke afholdes udenfor Landsrettens Sæde.

§ l2.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse. Staden København udgør en Underretskreds. I øvrigt deles Riget i 88 By- og Herredsretskredse, saaledes som det angives paa den nærværende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Underretskredsenes Omraade kan ske ved kongelig Anordning.

§ 13.

Underrettens Virkekreds omfatter Behandling og Paakendelse af Retssager og Foretagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov.

§ 14.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles udenfor den egentlige Retspleje, hvortil ogsaa henregnes Skifteforvaltning og Fogedforretninger — derunder Auktionsforretninger —:

a. Tinglæsningsvæsenet;

b. de Retsbetjentene ved Lov af 23. Januar 1862 angaaende Tiendevederlagets Be- rigtigelse paahvilende Forretninger;

c. Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd udenfor Retsplejen, for saa vidt den ikke kan ske af Øvrigheden, jfr. § 213;

d. Formandsskabet i Lanclvæsenskommissioner overensstemmende med Lov af 30. December 1858 § 2,

samt udenfor Københavns Byrets Omraade:

e. de ved Lov af 26. Maj 1868 om umyndiges Midlers Forvaltning § 7, jfr. Be- kendtgørelse af 11. Maj 1869, og ved samme Lovs § 10 til Skifteretterne hen- lagte Forretninger, for saa vidt Bogen om den borgerlige Retspleje ikke med- fører Forandring heri;

f. Notarialforretninger.

§ 15.

Københavns Byret, som udgør Underret for København, bestaar af en For- mand og 20 andre Dommere. Af disse er to Fogder og to Skifteforvaltere. By- retten deles i 16 Afdelinger, som hver beklædes af en enkelt Dommer, der behandler og paakender de til Afdelingen henlagte Sager. Almindelige Regler om Forretnin- gernes Fordeling mellem Afdelingerne fastsættes af Rettens Formand med Justits- ministerens Billigelse. Indenfor de herved dragne Grænser foretages Fordelingen af Formanden, der tillige efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer fordeler Afdelingerne mellem disse. Naar det gøres fornødent, kan Formanden overdrage til et Medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udføre Forretninger i en anden Afdeling end den ham tildelte.

§ 16.

Til Københavns Byret hører et Skriverkontor samt et Pante- og Brev- skriverkontor.

Skriverkontoret, hvorunder Skriverforretningerne ved Byrettens forskellige Af- delinger samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter vedrørende Domssager og Skiftevæsenet hører, forestaas af en Justitssekretær; der ansættes 21 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Fogedforretninger og de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger kan. for saa vidt der ikke derved bliver Spørgsmaal om Afgørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse ud- føres af en Fuldmægtig eller en anden dertil af Byrettens Formand bemyndiget Per- son. To af Fuldmægtigene tillægges der under Benævnelsen Underfogder Bemyndigelse til paa eget Ansvar at afsige de under Fogedforretninger forefaldende Kendelser, saa- ledes at der med Hensyn til Paaanke og Kære gælder de samme Regler som med Hensyn til vedkommende Dommere i Byretten, jfr. Kapitel 53.

Pante- og Brevskriverkontoret, hvorunder Skøde- og Pantebøgernes Førelse hører, forestaas af en Pante- og Brevskriver, og der ansættes 4 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Beslutninger vedkommende Bøgernes Førelse kan indenfor det af Pante- og Brevskriveren fastsatte Omraade tages af en Fuld- mægtig paa eget Ansvar. Tinglæsninger og Aflæsninger foregaar ved de Afdelinger, som behandler borgerlige Domssager. Rettens Formand fastsætter Fordelingen med Justitsministerens Billigelse.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestaas for Fogedforret- ningernes Vedkommende af Fogderne og for Pante- og Brevskriverforretningernes

Vedkommende af Pante- og Brevskriveren.

§ 17.

Udenfor København bestaar Underretterne hver af en Dommer, der tillige er Retsskriver, dog at der i Frederiksberg Birk ansættes 3 Dommere, mellem hvem Forretningerne fordeles ved kongelig Anordning.

Til Forretningerne som Retsskriver henregnes:

1) Besørgelsen af de under Betten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser, derunder Udskrifter af Retsbøgerne;

2) Oppebørsel af Retsafgifter og Regnskabsaflæggelse herfor;

3) Ekspedition af Dokumenter, der tinglæses eller aflæses, og Førelse af Skøde- og Pantebøgerne og

4) Notarialforretninger.

I Underretskredse, hvor Folketallet efter sidste Folketælling overstiger 40,000 Indbyggere (jfr. dog angaaende Frederiksberg Birk Paragraffens 1ste Stykke), ansæt- tes en særlig Dommer, til hvilken henlægges de Dommeren og Skriveren ved Underret- terne paahvilende Forretninger vedrørende Strafferetsplejen og Skifteforvaltningen. Hvor Omstændighederne særlig taler derfor, kan Kongen dog bestemme, at en Underretskreds, hvis Folketal har naaet den nævnte Størrelse, skal deles i to Retskredse hver med en enkelt Dommer; Sammenlægning af paa denne Maade adskilte Retskredse kan kun ske ved Lov. Ligeledes kan det ved kongelig Anordning bestemmes, at Fordelingen af Forretningerne mellem to i samme Underretskreds ansatte Dommere skal være en anden end ovenfor nævnt. Saadan Bestemmelse kan dog kun træffes samtidig med Lovens Ikrafttræden samt ellers, naar der første Gang skal ansættes to Dommere i Retskredsen.

Paa Underretsdommerens Begæring kan der af Landsrettens Formand med- deles dertil egnede Personer (§ 45) Bemyndigelse til paa Dommerens Ansvar at ud- føre Fogedforretninger, de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger eller Dele af samme, Notarialforretninger samt de i § 1018, 1ste Stykke, omhandlede Forhør. Be- myndigelse til at udføre nogen Del af de egentlige Dommerforretninger kan kun med- deles af Justitsministeren.

Med Hensyn til Udlægs og Udpantningers Foretagelse ved Politimesteren og Sognefogeden gælder Reglerne i 3die Bogs 3die Afsnit.

§ 18.

I Søsager samt i de Straffesager, der efter de hidtil gældende Regler har hørt under Søretterne, tiltrædes Underretten udenfor København af 2 søkyndige Mænd overensstemmende med Reglerne i Lov om Søretter af 12. April 1892 §§ 2, 3, 4 og 5, og saaledes at Retten kan beklædes af Formanden alene i de i nævnte Lovs § 1, 2det Stykke, 1ste og 2det Punktum, angivne Tilfælde.

§ 19.

Ved kongelig Anordning bestemmes Tingstederne for Underretterne udenfor København. Bortfalder et af de nuværende Hovedtingsteder, oprettes der paa det paagældende Sted et Bitingsted for Retskredsen.

Tildeles der en Retskreds flere Tingsteder, fastsætter Anordningen de Dele af Kredsen, som med Hensyn til Rettens ordentlige Møder skal henhøre til ethvert af disse. Tinglæsning og Aflæsning af Dokumenter skal dog for hele Retskredsen foregaa ved det Tingsted, der i Anordningen betegnes som Hovedtingsted, men Dom- meren er pligtig ved de ordentlige Retsmøder paa ethvert Tingsted i Kredsen at modtage Dokumenter, som indleveres til Tinglæsning eller Aflæsning, samt efter For- udbegæring at udlevere tinglæste og aflæste Dokumenter.

Dommeren skal have Bolig ved Kredsens Tingsted (Hovedtingsted). Dog kan Justitsministeren tilstede Afvigelse herfra.

Skønnes det efter Omstændighederne fornødent, kan det ved kongelig Anord- ning bestemmes, at Dommeren paa et eller flere Steder i Retskredsen udenfor Hoved- tingstedet vil have at indrette en Afdeling af sit Embedskontor. Justitsministeren træffer Bestemmelse om Kontordagenes Antal og Kontortidens Længde.

er tilkommer Underretterne den samme Myndighed til at bestemme, at Domsforhandlingen skal foregaa udenfor Rettens Sæde, som ved §11, 2det Stykke, 1ste Punktum, er tillagt Landsretten.

§ 20.

Sø- og Handelssager kan behandles ved de for almindelige borgerlige Rets- sager dannede Retter, naar begge Parter er enige herom.

Begæring om, at en Sag skal behandles som Sø- eller Handelssag, eller Ind- sigelse derimod skal fremsættes senest paa den første Tægtedag. Rettens Afgørelse af Spørgsmaal derom kan ikke medføre Afvisning af Sagen, men kun Henvisning af dens videre Behandling til den rette Domstol. Kærefristen er 3 Dage.

Sø- og Handelssager, der ellers vilde være at behandle udenfor København, kan, naar Parterne er enige herom, indbringes for Sø- og Handelsretten i København.

§ 21.

Regeringens Ret til at anordne ekstraordinære Retter vedbliver indtil videre i sit nuværende Omfang. Saadanne Retter vil i alle Henseender i Sager, der falder under nærværende Lov, have i deres Fremgangsmaade at anvende denne Lovs Regler uden dog at være bundne ved Bestemmelsen om Retskredsenes Grænser.

For saa vidt Straffesager angaar, kan dog de ekstraordinære Retters Virksom- hed ikke udstrækkes ud over Sagernes Undersøgelse, i hvilken Henseende Bestemmel- serne i 4de Bog, 2det og 3die Afsnit , bliver at iagttage, hvorimod Sagernes Paa- dømmelse skal ske ved de ordinære Domstole.

De ekstraordinære Retter staar i alle Afgørelser under Kære og Anke umiddel- bart til Højesteret.

Ligeledes kan Kongen dels i Sager, i hvilke der foreligger Sigtelse for Over- trædelse af den borgerlige Lovgivning, og tillige for Forhold, der vedrører Sigtedes Stilling som gejstlig Embedsmand, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og paakendes enten ved gejstlig eller ved borgerlig Ret, dels i Sager, hvorunder Per- soner, af hvilke nogle henhører under militære, andre under borgerlige Retter, sigtes for Delagtighed i samme forbryderske Forhold, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og paakendes ved borgerlig Ret. I disse Tilfælde kan Kongen tilfor- ordne de borgerlige Retter, til hvilke Sagens Undersøgelse og Paakendelse henvises, samt de borgerlige Domstole, hvem Paakendelsen i Tilfælde af Anke tilkommer, hver tvende henholdsvis gejstlige eller militære Medlemmer som Dommere.

Kapitel 2.

Retsmøder.

§ 22.

Højesteret holder Møde til de samme Tider, som hidtil har været brugeligt, men Retten kan bestemme saadanne Forandringer heri, som den maatte anse for hen- sigtsmæssige, hvorom det fornødne bliver at bekendtgøre i Lovtidenden.

Beslutninger af Retten, som gaar ud paa i Henhold til Reglerne i denne Lov at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler, er ikke bundne til de foreskrevne eller vedtagne Mødetider.

§ 23.

Til Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, afholdes regelmæssigt Ting af Østre Landsret i Løbet af hver Maaned i København og i øvrigt

f hver Landsret mindst en Gang i Løbet af hver 3 Maaneder paa hvert af Ting- stederne udenfor København, paa Bornholm dog kun en Gang i Løbet af hver 6 Maaneder.

Tiden for de ovennævnte regelmæssige Tings Begyndelse bestemmes for hvert Fjerdingaar af Landsrettens Formand og bringes til almindelig Kundskab.

Over de Sager, som skal foretages paa et Ting, forfatter Landsrettens Kontor — i Straffesager med Overanklagerens Bistand — en Fortegnelse, i hvilken Sagerne opføres i den Orden, i hvilken de formenes at burde foretages, med Angivelse af den Tid, paa hvilken hver Sag paaregnes at ville kunne komme for. Paa Fortegnelsen opføres fremdeles de Sager, som i Medfør af § 11, 2det Stykke, 2det Punktum, maatte være henviste til Tinget. Denne Fortegnelse forelægges betimeligt Rettens Formand til Godkendelse. Naar Fortegnelsen, efter Omstændighederne med de Ændringer, som Formanden maatte have bestemt, er godkendt af ham, bekendtgør Retsskriveren ved Opslag paa Tingstedet en overensstemmende hermed affattet Tingliste. Senere For- andringer eller Tillæg indføres paa Tinglisten, saa snart de er godkendte af For- manden, og foranstaltes saa hurtigt som muligt meddelt alle vedkommende.

Overordentlige Ting til Domsbehandling af Straffesager, under hvilke Sigtede er fængslet, afholdes saavel paa Rettens Hovedtingsted som paa dens andre Tingsteder efter de af Justitsministeren ved Anordning fastsatte Regler.

§ 24.

Til Behandling af andre end de i § 23 nævnte Sager afholder Landsretterne Møder til de Tider, som Retterne bestemmer, og hvorom offentlig Bekendtgørelse finder Sted. Overordentlige Møder kan vedkommende Formand beramme, naar saadant af særegne Grunde findes fornødent.

Sø- og Handelsretten i København træffer selv Bestemmelse om Tiden for Rettens Møder og om Bekendtgørelsen heraf.

§ 25.

Bestemmelse om Tiden for ordentlige Møder i de Afdelinger af Københavns Byret, der behandler Domssager, saavel som om Bekendtgørelsen heraf træffes af By- rettens Formand med Justitsministerens Billigelse; overordentlige Møder kan be- rammes af Dommeren i den paagældende Afdeling. Møder i andre Sager berammes af Dommeren overensstemmende med Reglerne i de følgende Bøger.

§ 26.

For Underretterne udenfor København bestemmes ved kongelig Anordning Tiden for de ordentlige Retsmøder til Domssagers Behandling paa de enkelte Ting- steder. Dommeren berammer i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre Retsmøder.

§ 27.

Paa Søn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder undtagen i paatrængende Tilfælde, Om Tilfældet er paatrængende, afgøres af Retten eller dennes Formand.

§ 28.

Naar Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det, eller Omstændighederne i øvrigt gør det nødvendigt, kan Formanden afbryde begyndte Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle vedkommende.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 29.

Retsmøderne er offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er foreskrevet. Dog kan Retten undtagelsesvis paa Begæring af en Part eller i Embeds Medfør beslutte, at Forhandlingen skal foregaa for lukkede Døre, naar Hensyn til Sædeligheden eller Orden og Ro i Retslokalet kræver det. Det samme gælder i borgerlige Sager, naar offentlig Forhandling vilde tilføje nogen en ufornøden Krænkelse, og i Straffesager, naar Statens Forhold til fremmede Magter kræver det, samt med Hensyn til Rets- handlinger, som finder Sted udenfor Domsforhandling, naar særegne Omstændigheder giver Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens Oplysning, eller det begæres af Værgen for en Sigtet under 18 Aar. Domme afsiges stedse i offentligt Møde.

§ 30.

Rettens Beslutning om, at Dørene skal lukkes, sker ved Kendelse, efter at Parterne har haft Lejlighed til at udtale sig. Kendelsen, der i borgerlige Sager ikke er Genstand for Kære, afsiges offentligt; om Dørene skal lukkes under den forud- gaaende Forhandling, afgør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dørene skal lukkes, kan træffes saavel ved Forhandlingens Begyndelse som i Løbet af denne; den kan straks eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingen.

§ 31.

Naar Domsforhandlingen i en Straffesag holdes for lukkede Døre, har de ved den paatalte Handling forurettede Personer, fremdeles Dommere, Øvrighedspersoner, offentlige Anklagere, Sagførere samt de, der er indkaldte som Nævninger til det paa- gældende Ting, Adgang til at overvære samme; endvidere kan der af Rettens For- mand tilstedes enkelte andre Adgang. Om de Forhandlinger, der af Hensyn til Sta- tens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden finder Sted for lukkede Døre, maa der ikke af de nævnte Personer gives Meddelelse til nogen, hvem Adgang til at overvære dem ikke har været tilstedet. Ej heller maa offentlig Gengivelse af saa- danne Forhandlinger i noget Tilfælde finde Sted. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Hvorvidt der i borgerlige Sager, i hvilke Forhandling finder Sted for lukkede Døre, kan tilstedes enkelte Personer, som ikke har med Sagen at gøre, Adgang, beror paa Rettens Formand. Det samme gælder, naar i en Straffesag Retshandlinger udenfor Domsforhandling foregaar for lukkede Døre. Bestemmelserne i 1ste Stykke, 2det—4de Punktum, om Forhandlinger, der af Hensyn til Statens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden holdes for lukkede Døre, finder tilsvarende Anvendelse ved de her nævnte Forhandlinger.

§ 32.

Adgang til offentligt Retsmøde kan nægtes Personer under 18 Aar samt en- hver, der fremstiller sig i en saadan Tilstand, at hans Nærværelse vilde stride mod Rettens Værdighed eller god Orden, i Straffesager desuden Personer, der for Vold eller for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling har været straffede med offentligt Arbejde, Fængsel paa Vand og Brød, Fængsel paa sædvanlig Fangekost eller Tvangsarbejde uden senere at have faaet Æresoprejsning. Rettens Formand kan under enhver Omstændighed for at hindre, at Rummet overfyldes, begrænse Antallet af de Personer, der indlades.

Forelagte Lovforslag m. m. 167

Kapitel 3.

Retsbøger.

§ 33.

Almindelige Forskrifter om, hvilke Retsbøger der skal føres ved de forskellige Retter, saavel som om deres Indretning og Førelse, kan gives ved kongelig Anord- ning. Indenfor de derved dragne Grænser bestemmes Retsbøgernes Indretning for de af flere Dommere bestaaende Retter af Formanden, for de øvrige Retters Vedkom mende af Landsrettens Formand.

De Retsbøger, som føres, autoriseres ved de af flere Dommere bestaaende Retter af vedkommende Formand og ved de øvrige Retter af vedkommende Dommer.

§ 34.

Angaaende alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen.

I Retsbogen indføres Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) Navnene paa de Personer, der fungerer som Dommere, Nævninger, Retsskriver og Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) Navnene paa de Personer, der er til Stede som Parter eller paa disses Vegn eller til deres Bistand, eller Bemærkning om de Forholdsregler, som maatte være trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet er offentligt eller ikke.

§ 35.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingerne.

Fuldstændigt optages Parternes Paastande, Begæringer og Indsigelser, for saa vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er tilstrækkelig, samt Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Paastande, Begæringer eller Indsigelser optages intet i Retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt; dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skal optages.

Særlig Bemærkning gøres i Retsbogen om, hvorledes der er gaaet til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagttages, om, hvad der fremlægges i Retten, og hvilke Dokumenter der er blevet oplæst.

Rettens Afsigelse af Domme og Kendelser og dens øvrige Beslutninger optages i Retsbogen. Domme og Kendelser indføres fuldstændigt i Dombogen.

Om noget i øvrigt skal optages i Retsbogen, beror paa, om saadant særlig en foreskrevet i Loven.

§ 36.

Hvor ikke det modsatte er udtrykkelig bestemt, finder Oplæsning og efter Om- stændighederne Vedtagelse af det Retsbogen tilførte kun Sted, naar Rettens Formand af særlige Grunde anser det for nødvendigt, enten af egen Drift eller i borgerlige Sager ifølge Begæring af Part, Vidne eller Syns- eller Skønsmænd.

§ 37.

Retsbogen underskrives ved hvert Retsmødes Slutning af Rettens Formand, fremdeles af de Personer, der maatte have fungeret som Retsskriver eller Retsvidner.

en afgiver Bevis for, hvad der er foregaaet under Retshandlingen, og særlig for, hvorledes der er gaaet til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagt- tages ; Modbevis er ikke udelukket.

§ 38.

Aktstykker og andre Dokumenter, som fremlægges i Retten, forsynes med Fremlæggelsespaategning.

§ 39.

Stævningerne og Parternes øvrige Processkrifter forbliver i Rettens Arkiv. Af Dokumenter og andre Aktstykker, der benyttes som Bevis, skal, naar de forlanges tilbageleverede, Grenpart, der bekræftes af Retsskriveren, eller, hvor saadan ikke er ansat, af Dommeren, afgives til Retten; dog undtages herfra Dokumenter, der er Udskrift af Embedsbøger. Om og i hvilket Omfang Genpart skal tages af Handels- bøger, Regnskabsbøger eller andre Dokumenter af betydeligt Omfang, beror paa Formanden.

§ 40.

Hvor en Retsskriver er ansat, samler han de enhver Sag vedkommende Doku- menter og bevarer dem samt de af tilbageleverede Originaler tagne Genparter. Ved andre Retter paahviler dette Dommeren. De i Nævningesager overensstemmende med §§ 894 og 898—900 udfærdigede Spørgsmaal tilligemed Nævningernes vedtegnede Er- klæringer bliver at samle og opbevare som Bilag til Retsbogen.

§ 41.

Udenfor de Tilfælde, for hvilke der i denne Lov er truffet særlig Bestem- melse, kan Parterne samt andre, som deri har retlig Interesse — de sidstnævnte i Straffesager dog først, naar Sagen er endt — hos Retsskriveren eller, hvor ingen saa- dan er ansat, hos Dommeren forlange Udskrift af Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivningsbogen, samt af de øvrige hos Retten beroende til en Sag hørende, fremlagte Dokumenter.

Kapitel 4.

Dommere. Retsskrivere, Retsvidner og Retsbude m. m.

§ 42.

Faste Dommere ved Rigets almindelige Domstole beskikkes af Kongen.

Til Højesteret sker Udnævnelse som „Højesteretsdommer", til Landsret som „Landsdommer", til hver af de andre Retter — bortset fra Sø- og Handelsretten i Køben- havn, jfr. § 9 — som „Dommer" med Angivelse af, hvor paagældende ansættes.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd, som har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med bedste Karakter, kan beskikkes. Dog skal Mænd, som har bestaaet den nævnte Eksamen med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis lmi gradus efter den nuværende Ordning, og som i øvrigt opfylder de foran nævnte Betingelser, kunne beskikkes i Embeder som Dommere ved Underretterne udenfor København, naar de har været Politimestre eller i mindst 5 Aar har haft fast Beskikkelse i noget af de i § 52, 1ste Stykke, nævnte Embeder eller i Embeder under Politiet i København, eller naar de i Løbet af mindst 5 Aar med fornøden Bemyndigelse jævnlig har deltaget i de

egentlige Dommerforretninger ved Underretter udenfor København. Med Hensyn til Udbringeise af det nævnte Tidsrum finder Bestemmelsen i § 43, 4de Stykke, tilsva- rende Anvendelse.

§ 43.

Til Højesteretsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand. der i 3 Aar har været Landsdommer, Formand i Byretten for København, Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten, Overretsassessor, Kriminal- og Politiretsassessor, Rigsanklager, Højesteretssagfører. Departementschef i Centraladministrationen eller beskikket Lærer i Lovkyndighed ved Universitetet,

Førend nogen kan beskikkes til Højesteretsdommer, skal han først have godt- gjort sin Dygtighed til at have Sæde i Retten ved som Prøve at votere først i mindst 4 Sager, af hvilke mindst den ene skal være borgerlig.

Til Landsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand, der i 3 Aar kar været enten i nogen af de i 1ste Stykke nævnte Stillinger eller Dommer ved Underret, Politimester, Overanklager, Overretssagfører, Landsretssagfører eller kgl. ansat Em- bedsmand i Centraladministrationen.

Til Udbringeise af de i ovennævnte Bestemmelser ommeldte 3 Aar kan Virk- somhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Til at indtræde i de i § 21, 1ste og 2det Stykke, ommeldte ekstraordinære Retter skal saa vidt muligt faste Dommere beskikkes. Ingen kan beskikkes, som ikke opfylder de i § 42, 3die Stykke, nævnte Betingelser.

§ 44.

Midlertidig Beskikkelse til Højesteretsdommer kan ikke finde Sted. Ved Em- bedsledighed skal fast Beskikkelse ske inden 6 Maaneders Forløb.

Til midlertidig at beklæde andre Dommerembeder, naar det paa Grund af Embedsledighed eller en fast Dommers Forfald maatte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Beskikkelse. Enhver Dommer ved Underret skal være forpligtet til, naar det af fornævnte Grunde skønnes fornødent, at modtage Beskikkelse af Justits- ministeriet til. foruden sit eget Embede, midlertidig at beklæde et andet Under- dommerembede. Udenfor Tilfælde af Sygdomsforfald kan Embede som Landsdommer, som Dommer i Byretten for København, som Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten eller som Dommer ved Underret udenfor København ikke holdes besat ved midlertidig Beskikkelse udover et Aar.

I paatrængende Tilfælde, samt naar den faste Dommers Forfald skønnes at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at fore- staa Dommerembedet ved en Underret udenfor København. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som beskikkes til midlertidig at beklæde et Dommerembede, maa være i Besiddelse af de samme Egenskaber, som udkræves til at beklæde Embedet som fast Dommer. Dog er det ved Underretterne udenfor København med Hensyn til Eksamensfordringen tilstrækkeligt, at den paagældende har underkastet sig den fuld- stændige juridiske Eksamen med Karakteren haud illaudabilis eller har opnaaet Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" enten ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 45.

Den Bemyndigelse, som i Henhold til § 17 kan gives til paa en Underrets- dommers Ansvar at udføre visse denne paahvilende Embedsforretninger, kan kun med-

deles Personer, som har dej § 42 angivne Egenskaber; dog er det tilstrækkeligt, at den paagældende fyldestgør den i § 44 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen. Bemyndigelse til at udføre Forretninger, der ikke er egentlige Dommerforretninger (§ 17, 4de Stykke. 1ste Punktum), skal ogsaa kunne meddeles Kvinder.

§ 46.

Naar det paa Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst Inhabilitet maatte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved Underretterne udenfor København. Landsrettens Formand en Sættedommer.

Med Hensyn til Sættedommerne finder Regierne i § 44, 4de Stykke, Anvendelse.

§ 47.

Spørgsmaal om en Dommers Strafansvar for Overtrædelse af de ham efter Lovene som Dommer paahvilende Pligter bedømmes — bortset fra det i § 48. 2det Stykke, omhandlede Tilfælde — efter Straffeloven og paakendes under en selvstændig Straffesag; dog kan Straffen, hvis den ej overstiger Bøder, i Tilfælde af Anke eller Kære paalægges uden særligt Sagsanlæg, efter at der. om fornødent, er givet vedkom- mende Dommer Lejlighed til mundtlig eller skriftlig at udtale sig om det paagæl- dende Forhold.

Erstatningsansvar maa som hidtil gøres gældende ved Anke. for saa vidt det ikke enten efter Bogen om Strafferetsplejen paakendes i Forbindelse med Spørgsmaal om Straf eller indtales, efter at Straffedom er fældet over den paagældende.

§ 48.

Gør en Dommer sig som saadan skyldig i Forsømmelse eller Skødesløshed i Embedsførelse, der dog ikke er af en saadan Beskaffenhed, at den ifølge Lovgivningen paadrager Straf, eller udviser han i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt Forhold, paa- hviler det Formanden i den Ret, hvoraf han er Medlem, med Hensyn til Landsretternes Formænd og Formanden samt Næstformanden for Sø- og Handelsretten, Højesterets Formand, samt med Hensyn til de øvrige Dommere, vedkommende Landsrets Formand, i Stilhed at give ham fornøden Advarsel.

Det staar derhos enhver, der under Møde for en Ret anser sig krænket ved utilbørligt eller usømmeligt Forhold fra en Dommers Side, frit for at paa- klage det af Dommeren udviste Forhold til højere Ret. Klagen, der maa fremsættes skriftlig og inden fjorten Dage, efter at Sagens Behandling for paagældende Ret er sluttet, behandles i øvrigt overensstemmende med de i Kapitel 85 givne Regler for Kæremaal. Finder den overordnede Ret Klagen begrundet, kan den udtale sin Mis- billigelse af Dommerens Adfærd eller paalægge ham en Bøde.

§ 49.

Viser saadan, efter Omstændighederne gentagen Advarsel, Misbilligelse eller Bøde sig frugtesløs, eller har Dommeren gjort sig skyldig i et Forhold, der maa svække eller gøre ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forud- sætter, kan dette drage til Følge efter Omstændighederne Afsættelse uden Pen- sion eller med Pension, beregnet efter Pensionslovens Regler, eller endelig saa- ledes, at Pensionens Størrelse bliver at bestemme ved særlig Lov. Er der Tale om et efter Straffeloven strafbart Forhold, bliver Sagen af Justitsministeren eller af Formanden at overgive til vedkommende Overanklager for eventuelt at forfølges som

selvstændig Straffesag. I andet Fald. eller naar Dommen i Straffesagen ikke lyder paa Embedsfortabelse, afgøres Spørgsmaalet ifølge Justitsministerens nærmere Be- stemmelse under en af det offentlige mod Dommeren anlagt Sag. Sagen behandles efter de for Landsretsproceduren for borgerlige Sager i 1ste Instans gældende Regler.

I Overensstemmelse hermed bliver det fremdeles at afgøre, hvorvidt en Dommer bør ved Dom afsættes paa Grund af vedvarende Aands- eller Legemssvaghed.

§ 50.

Naar Straffesag er rejst mod en Dommer, eller naar han maa antages at have gjort sig skyldig i saadant utilbørligt Forhold, som omhandles i § 49, saavel som naar han er blevet uvederhæftig eller aandssvag, kan han suspenderes. Afgørelse herom træffes, naar Talen er om en Dommer ved Underret, af Landsrettens Formand og to af Rettens Medlemmer, og naar Talen er om en Højesterets- eller Landsdommer eller om Formanden eller Næstformanden for Sø- og Handelsretten, af Højesterets Formand og to af Rettens Medlemmer.

§ 51.

Beslutning om Ophør af midlertidig Beskikkelse til at beklæde et Dommer- embede (§ 44) eller af Bemyndigelse til at udføre Dommergerning efter § 17, 4de Stykke, kan tages af den Myndighed, der har meddelt den, dog, for saa vidt det er Landsrettens Formand, med Ret for den paagældende til at forelægge Spørgsmaalet for Justitsministeren.

§ 52.

Justitssekretærer ved Højesteret, Landsretterne. Københavns Sø- og Handelsret og Københavns Byret, Pante- og Brevskriveren ved sidstnævnte Ret og samtlige Fuld- mægtige ved de nævnte Retter beskikkes af Kongen.

Til midlertidig at beklæde et af de nævnte Embeder, naar det paa Grund af Lmbedsledighed eller Forfald maatte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Be- skikkelse. I paatrængende Tilfælde, samt naar Forfaldet skønnes at ville blive kort- varigt, kan vedkommende Rets Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til fast eller midlertidig at beklæde de i denne Paragraf nævnte Embeder udkræves, at vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederhæftig Mand, samt at han har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen i det mindste med Karak- teren haud illaudabilis eller har opnaaet Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 53.

Naar nogen af de i § 52 nævnte Embedsmænd paa Grund af Inhabilitet er udelukket, beskikker vedkommende Rets Formand i fornødent Fald en Mand, som har de i § 52, 3die Stykke, angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

§ 54.

Klage over en Justitssekretærs og i København over Pante- og Brevskriverens Af- gørelser fremsættes inden 6 Maaneder for den Ret. ved hvilken han er ansat. Efter at have modtaget den paagældende Embedsmands Erklæring afgør Retten, for Københavns

yrets Vedkommende Rettens Formand, Sagen ved Kendelse. Mod denne Kendelse kan rejses Kæremaal. Hvor Retsskriverforretningerne paahviler Dommeren, afgøres deslige Klager ved Kære. Kærefristen er i sidstnævnte Tilfælde 6 Maaneder.

Med Hensyn til Retsskriveres og Pante- og Brevskriverens Ansvar til Straf og Erstatning for Overtrædelse af deres Embedspligter finder Reglerne i § 47, jfr. § 48, 2det Stykke, tilsvarende Anvendelse.

§ 55.

Til Retsmøder, der i Straffesager afholdes af en Ret, som beklædes af Enkelt- dommer, skal, saafremt ingen særlig Retsskriver er til Stede, en Stævningsmand i eller udenfor Retskredsen eller i Mangel af en saadan en fuldmyndig, uberygtet Mand i selvstændig Stilling af Dommeren tilkaldes som Retsvidne. Kan en saadan ikke straks komme til Stede, bliver Retshandlingen at udsætte, medmindre dens Øjemed derved vilde staa i Fare for at forspildes. Tilkaldelse af Retsvidne kan fremdeles undlades, naar der er beskikket en Forsvarer for Sigtede, eller denne selv har antaget en saadan, med- mindre den valgte Forsvarer ifølge § 821 Nr. 3 er udelukket fra Retsmødet, eller dette holdes for lukkede Døre, og Tilkaldelsen forlanges enten af Sigtede eller Forsvareren. I sidstnævnte Tilfælde skal der, naar Ønske derom fremsættes, og Omstændighederne tillader det, tilkaldes en anden end en Stævningsmand.

Dommeren sørger saa vidt muligt for, at Tilkaldelsen af andre end Stævnings- mændene sker efter Omgang; kun i Nødsfald kan en Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter hinanden. Hvor Forholdene tillader det, bør der gives ham et passende Varsel. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller uden betimelig An- meldelse herom, kan det straffes med en Bøde af indtil 20 Kr. Dommeren kan paalægge Retsvidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved Retshandlingen erfarer om Under- søgelsens Genstand; Overtrædelse af et saadant Paalæg straffes med Bøder indtil 100 Kr.

Retsvidner har Krav paa samme Godtgørelse som i § 192 foreskrevet for Vidner. Den Retten i § 192, 3die Punktum, givne Beføjelse til at tilstaa et Vidne passende højere Godtgørelse end den almindelige skal uden Hensyn til, om den der nævnte Betingelse er til Stede, kunne anvendes ved tilkaldte Retsvidner, naar det skønnes, at Tilkaldelsen har medført større Tab eller uforholdsmæssigt Besvær eller Ulempe for den tilkaldte.

§ 56.

Ved Højesteret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og Køben- havns Byret ansætter Rettens Formand det fastsatte Antal Retsbude.

§ 57.

I hver af de i § 12 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stæv- ningsmænd.

De ved Landsretterne og Underretterne ansatte Retsbude kan benyttes som Stævningsmænd for vedkommende Rets Omraade i det Omfang og paa den Maade. som vedkommende Formand eller Underretsdommer nærmere bestemmer. De Stæv- ningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes af vedkommende Formand eller Underretsdommer. Fortegnelse over Retskredsens Stævningsmænd opslaas paa Tingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og Kø- benhavns Byrets Lokaler og bekendtgøres tillige aarlig og oftere, naar Forandring sker, i Statstidenden. Ved Sø- og Handelsretten i København finder de om Stævnings- mænd ved Landsretterne givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 58.

Ved Anordning gives der en Instruks for Stævningsmænd.

Enhver Stævningsmand afgiver til vedkommende Retsformand eller Underrets- dommer en højtidelig Erklæring om, at han med Troskab og Samvittighedsfuldhed vil opfylde de Pligter, der paahviler ham efter nærværende Lov og den ham meddelte Instruks. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren. Dommeren i Retskredsen har at vejlede Stævningsmændene med Hensyn til deres Pligter.

§ 59.

Det underordnede Personale ved Højesterets. Landsretternes, Sø- og Handels- rettens og Københavns Byrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

Kapitel 5.

Tilfælde, hvor Rettens Personer skal eller kan vige deres Sæde.

§ 60.

Ingen maa handle som Dommer i en Sag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald eller, hvis det er en Straffesag, er forurettet ved Forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i en borgerlig Sag eller med Sigtede i en Straffesag i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien saa nær som Søskendebørn eller er en af Parternes eller Sigtedes Ægtefælle. Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejefader. Adoptiv- eller Plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller beslægtet i Sidelinien saa nær som Søskende med nogen i en borgerlig Sag op- trædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for en af Parterne eller med den forurettede i en Straffesag eller dennes Rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en saadan Sag optrædende offentlig Anklager eller Politiembeds- mand eller Forsvarer for Sigtede;

4) har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller Skønsmand i Sagen eller har hand- let i den, hvis det er en borgerlig Sag, som Sagfører eller i øvrigt som Retter- gangsfuldmægtig for nogen af Parterne, og hvis det er en Straffesag, som Politi- embedsmand. offentlig Anklager, Forsvarer eller Rettergangsfuldmægtig for den forurettede;

5) har handlet i Sagen i den underordnede Instans som Dommer eller, hvis det er en Straffesag, som Nævning.

Den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder er for- enede i hans Person, tidligere af den Grund har haft med Sagen at gøre, medfører ikke Inhabilitet, naar der ikke efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 61.

I de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregaaende Paragraf formenes at medføre hans

F. t. L. om Rettens Pleje.

nhabilitet, ligesom ethvert andet Medlem af Retten, der maatte være bekendt med saadanne Omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at rejse Spørgsmaal derom, hvorefter Afgørelse træffes ved Kendelse af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Paakendelsen af Spørgsmaalet.

§ 62.

Parterne kan ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 60 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer be- klæder Retten, naar andre Omstændigheder foreligger, som er egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan ogsaa Dommeren selv, naar han frygter for, at Parterne ej kan have fuld Tillid til ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsættes. Beklædes Retten af flere Dommere, kan enhver af disse rejse det Spørgsmaal, om nogen af Rettens Med- lemmer paa Grund af Omstændigheder af heromhandlede Art bør fratræde.

De Spørgsmaal, som maatte opstaa i Henhold til nærværende Paragraf, afgøres paa samme Maade, som i § 61 er bestemt med Hensyn til de i § 60 omhandlede Tilfælde.

§ 63.

Spørgsmaalet om en Dommers Fratræden, der, naar det rejses af en af Par- terne, i borgerlige Sager i processuel Henseende behandles som andre Formalitets- indsigelser, bør saa vidt muligt rejses før den mundtlige Forhandlings Begyndelse. Det kan afgøres, uden at Parterne har haft Adgang til at ytre sig derom.

§ 64.

Kendelser, hvorved en Enkeltdommer erklærer at ville vige sit Sæde, eller hvorved det paalægges en Dommer i en Kollegialret at vige sit Sæde, er ikke Gen- stand for Anke eller Kære. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, kan Kæremaal rejses. Naar det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstaas.

§ 65.

Fra det Øjeblik, da Retskendelse for, at en Dommer skal vige sit Sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage saadanne Handlinger i Sagen, som ej kan opsættes.

§ 66.

De om Dommere givne Forskrifter finder ogsaa Anvendelse paa Retsskrivere og Retsvidner. Afgørelsen af Habilitetsspørgsmaalet træffes af Retten.

§ 67.

En Stævningsmand maa ikke foretage eller deltage i en Forretning, naar nogen af Parterne er hans Ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i lige op- eller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald.

Forelagte Lovforslag m. m. 168

Andet Afsnit.

Nævningers Kaldelse.

Kapitel 6.

Almindelige Bestemmelser.

§ 68.

For hvert Aar, regnet fra 1. Juni til 31. Maj, vælges for hver Nævningekreds et Antal Personer til at udføre Nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne for det enkelte Ting ved Lodtrækning, og blandt de saaledes udtagne atter Nævningerne for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

Ved Nævningekreds forstaas den Del af en Landsretskreds, som i Henhold til § 11 er henlagt til samme Landsretstmgsted.

§ 69.

Til Nævning kan med de af §§ 70 og 71 følgende Undtagelser kaldes enhver Mand eller Kvinde, som har Valgret til Folketinget, medmindre den paagældende paa Grund af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kendskab til det danske Sprog er ude af Stand til at fyldestgøre en Nævnings Pligter.

§ 70.

Udelukkede fra at være Nævninger er: Ministre, Departementschefer samt ligestillede Embedsmænd i Centraladministrationen, Medlemmer af Højesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne, Formand og Næstformand i Sø- og Handels- retten, offentlige Anklagere, Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de anerkendte Trossamfunds Gejstlige.

§ 71.

Følgende Personer kan begære sig fritagne for Nævningehvervet:

1) Rigsdagsmænd og Rigsdagens Tjenestemænd, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgørende Militærpersoner, dog derunder ikke indbefattet de ved Bornholms Væbning ansatte,

3) Told- og Postvæsenets Embeds- og Bestillingsmænd, faste Brandfolk, saavel som de ved Jernbaner og Telegrafer samt Telefoner ansatte Personer,

4) Læger, som ikke holder Hjælpelæge, og Fødselshjælpersker,

5) Apotekere, der driver deres Næring uden Hjælp af en farmaceutisk Kandidat,

6) Lodser,

7) eksaminerede Kedelpassere ved de det offentlige Tilsyn underkastede Dampkedler,

8) de, som inden Nævningeaarets Begyndelse fylder 65 Aar,

9) de, som paa Grund af deres Helbredstilstand eller Erhvervs- eller Familieforhold ikke uden Fare for deres Velfærd kan opfylde Nævningepligten,

10) de, som har fæstet Bopæl i en anden Nævningekreds.

ngen kan kaldes til Nævning, som ikke er optaget paa Grundlisten (§§ 73 ff.) og Nævningekredsens Aarsliste (§§ 78 ff.). Efter den førstnævnte Listes endelige Be- rigtigelse af Kommunalbestyrelsen kan ingen optages paa den uden ifølge Forandring af Kommunalbestyrelsens Kendelse efter Anke.

Grunde, der udelukker fra Nævningehvervet (§§ 69 og 70), men som maatte være blevet upaaagtet eller først er opstaaet efter Udløbet af lovbestemt Frist, skal af den paagældende Myndighed tages i Betragtning uden Hensyn til nævnte Frist.

Krav paa Fritagelse for Nævningehvervet af Grunde, som først er opstaaet efter Udløbet af lovbestemt Frist, er ikke afskaaret.

Kapitel 7.

Grundlister.

§ 73.

Kommunalbestyrelserne — i København den samlede Kommunalbestyrelse ved et Udvalg af 8 Medlemmer, af hvilke efter Forholdstal 4 vælges af Magistraten og 4 af Borgerrepræsentanterne — udvælger aarlig efter Forholdstal blandt de Personer, der er opførte paa Folketingsvalglisten og opfylder de øvrige i §§ 69 og 70 fore- skrevne Betingelser, et Antal, der anses for særlig egnede og værdige til Nævninge- hvervet, nemlig i København 1,200 og 200 Suppleanter, paa Landet i hver Sogneraads- kreds og i Købstæderne samt i Handelspladserne 1 for hvert fulde Antal af 250 Ind- byggere og 1 Suppleant for hvert fulde Antal af 500 Indbyggere, regnet efter den sidst afholdte almindelige Folketælling. De nærmere Regler for Valgenes Foretagelse fast- sættes ved kongelig Anordning.

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen har kom- munal Bestyrelse fælles med en Købstad (Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867 § 1. Lov om Købstadkommunernes Styrelse af 26. Maj 1868 § 15), henregnes i den her omtalte Henseende til Købstaden.

§ 74.

Fortegnelse over de ifølge § 73 valgte (Grundlisten) skal fremlægges til al- mindeligt Eftersyn i 8 Dage i April Maaned og i øvrigt i Overensstemmelse med de i Lovene om Valg til Rigsdagen af 7. Februar 1901 § 12 og af 10. Maj 1915 § 8 for Valglisterne til Folketinget foreskrevne Regler, hvorhos der til enhver paa Listen op- tagen skal sendes skriftlig Meddelelse om hans Optagelse.

Indsigelser mod Listen eller Begæringer om Fritagelse for Nævningehvervet skal fremsættes skriftlig for Kommunalbestyrelsen under Angivelse af Grunden, hvor- paa de støttes, inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, i hvilken Listen ligger fremme.

Indsigelse kan fremsættes af enhver, som anser sig uden Føje optagen paa Listen, eller som efter § 71 mener at have Krav paa Fritagelse, saavel som af enhver til Folketinget valgbar Beboer af Kommunen, som formener, at nogen uberettiget er optaget paa Listen.

De fremkomne Indsigelser paakendes af Kommunalbestyrelsen — i København af det i § 73 nævnte Udvalg — under Iagttagelse af de i Lovene om Valg til Rigs-

agen al 7. Februar 1901 § 14 og af 10. Maj 1915 § 10 foreskrevne Regler. Kendelsen kan af den, hvem den gaar imod, indankes til Udvalget for Aarslistens Dannelse. Med- delelse om, at Anke vil finde Sted, skal inden 3 Dage efter Kendelsens Afsigelse gøres til Kommunalbestyrelsen.

§ 75.

Den efter Afgørelsen af fremsatte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Kommunalbestyrelsens — i København af det i § 73 ommeldte Udvalgs — Formand og indsendes af ham inden 1. Maj til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse (§ 78). Saa skal og Afskrift af de Kendelser, mod hvilke Anke, overensstemmende med § 74 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 76.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Findes det, at Listen i nogen Kommune ikke paa lovbefalet Maade er bragt i Stand, paa- lægger han, i fornødent Fald under Tvangsbøder. Kommunalbestyrelsen ufortøvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gør indberetning herom til Justitsministeren, der afgør, om Strafansvar skal gøres gældende.

§ 77.

Dersom hidtil upaaagtede eller senere opstaaede Grunde, som udelukker nogen paa Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i § 74 ommeldte Frists Udløb maatte komme til Kommunalbestyrelsens Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, saa snart ske kan, gøres Meddelelse, ledsaget af fornødne Op- lysninger, til Formanden for Udvalget for Aarslistens Dannelse, saafremt enten Lod- trækningen til denne Liste endnu ikke har fundet Sted, eller den paagældende ved Lodtrækningen er blevet optaget paa den. Herom skal Kommunalbestyrelsen samtidig underrette den, om hvis Udelukkelse der er Tale.

Kapitel 8.

Nævningekredsens Aarsliste.

§ 78.

Til Afgørelse af, hvem der skal opføres paa Nævningekredsens Aarsliste, dannes for 3 Aar ad Gangen i hver Kreds et Udvalg, bestaaende af en af Kongen beskikket Formand. 2 af Landsrettens Formand og 2 af vedkommende Amtsraad og Købstad- Kommunalbestyrelser valgte Medlemmer.

De nærmere fornødne Regler om de to sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg fastsættes af Justitsministeren.

Udvalgets Medlemmer er berettigede til Godtgørelse for Befordring med 20 Øre for hver løbende Kilometer; de Udlæg, som Udførelse af de Udvalgets Formand i de følgende Paragraffer paalagte Forretninger medfører, godtgøres efter Regning.

§ 79.

Formanden for det i § 78 nævnte Udvalg sammenkalder Møde af Udvalget paa Nævningekredsens Tingsted saa betids, at Aarslisten kan være affattet inden 15. Maj. Om Tid og Sted for Mødet, som afholdes offentlig, skal mindst 1 Uge forud Bekendt- gørelse indrykkes i Statstidenden, med Opfordring til dem, som i Medfør af § 74 i Slutningen agter at paaanke en Kendelse af Kommunalbestyrelsen, samt til de paa Grundlisterne opførte Personer, der maatte mene at have et ved § 71 hjemlet og ikke ved Forsømmelse (§ 72 i Slutningen) afskaaret Krav paa Fritagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begæring til Udvalgets Formand.

§ 80.

Udvalget afgør først de Spørgsmaal vedrørende Optagelsen paa Grundlisten, som ifølge §§ 77 og 79 er forelagte det, eller som det selv maatte finde Anledning til at rejse ifølge fremkommen, paa bestemte Kendsgerninger støttet Tvivl, om nogen af de paa Listen opførte fyldestgør Betingelserne efter §§ 69 og 70 for at kunne være Nævning. Der gives dem, hvem Afgørelsen angaar, og som er mødt eller har ladet møde, Lejlighed til at udtale sig og til at fremføre medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Afgørelser, som paategnes Grundlisten, kan ikke paaankes.

Naar der ved de Afgørelser, som træffes af Kommunalbestyrelsen eller Udvalget, udskydes nogen af de valgte, træder den paa Listen først opførte Suppleant i den udelukkedes Sted.

§ 81.

Naar de nævnte Fortegnelser paa den anførte Maade er berigtigede, bliver af det hele for hver Nævningekreds særlig udpegede Antal Personer ved Lodtrækning at udtage, for den københavnske Kreds 600, for den bornholmske Kreds 120 og for hver af de øvrige Nævningekredse 200.

De saaledes udtagne opføres med deres fulde Navn, Livsstilling. og Bo- pæl efter Bogstavfølge og under Løbenumre paa en særegen Liste, som underskrives af Udvalgets Medlemmer og udgør Nævningekredsens Aarsliste. Listen offentliggøres i Statstidenden.

§ 82.

Viser nogen Forsømmelse i Udførelsen af de ham efter Kapitlerne 6—8 paa- hvilende Forretninger, bliver han, for saa vidt ikke højere Straf er forskyldt efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

Kapitel 9.

Udtagelse af Nævninger for det enkelte Ting.

§ 83.

Mindst en Uge før hvert Ting, paa hvilket Nævningesager skal paakendes, afholder det i § 78 nævnte Udvalg et offentligt Møde paa Tingstedet, for ved Lod- trækning at udtage Nævninger for det forestaaende Ting. Mødets Tid og Sted lader Formanden mindst en Uge forud bekendtgøre i Statstidenden og ved Opslag paa Tingstedet med Opfordring til de paa Aarslisten opførte Personer, som mener at have

t ved § 71 hjemlet og ikke ved Forsømmelse afskaaret Krav paa Fritagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig med Angivelse af Grund at indgive deres Begæring til Udvalgets Formand.

Denne lader før Mødet de Navne, som findes paa Aarslisten, og som ikke ifølge Afgørelser, trufne i Anledning af tidligere Ting i Nævningeaaret, eller i Medfør af Regelen i § 96 maatte være udgaaet, afskrive paa Sedler med deres paa Aarslisten opførte Løbenumre.

§ 84.

Paa Mødet afgør Udvalget først de mulig fremkomne Spørgsmaal om Fri- tagelser eller om Udslettelse at Aarslisten. Med Hensyn til disse Afgørelser gælder Reglerne i § 80.

§ 85.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgørelser maatte blive at lægge til Side, sammenholdes derefter med Aarslisten og eftertælles, hvorefter der skrides til Lodtrækning af 30 Hovednævninger og 10 Hjælpenævninger for det forestaaende Ting.

I dette Øjemed bliver først de Sedler, der indeholder Navne paa Personer, som bor paa det Sted. hvor Retten skal holdes, eller i Nærheden af det, lagt i en Urne, og blandt dem 10 Sedler udtrukket af Formanden, en for en. Ethvert udtrukket Navn oplæses straks og optegnes paa en Liste. Derefter lægges ogsaa de andre Sedler i Urnen, og 30 Sedler udtages af Formanden, en for en; ethvert udtrukket Navn op- læses straks og optegnes paa en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med Løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtrækkes.

Den sidste Liste er Tingets Hovedliste, den første Hjælpelisten. Begge Lister underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gælder for hele det forestaaende Ting, selv om dette maatte fortsættes ud over den 31. Maj.

§ 86.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten bliver de Personer, som har været opførte paa Hjælpelisten ved tidligere Ting i Nævningeaaret, men ikke har været indkaldte, ikke medtaget, for saa vidt der foruden dem findes opført paa Aarslisten et tilstrække- ligt Antal saadanne Personer, som kommer i Betragtning til Hjælpelisten.

§ 87.

Genparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skal mindst en Uge før Tingets Begyndelse være Landsretten og Overanklagerne i Hænde. Tilsvarende Genparter, der bliver at tilvejebringe af det i § 78 nævnte Udvalg, afsendes ved Foranstaltning af Formanden for det forestaaende Ting, mindst 6 Dage før Tinget eller Dagen, til hvilken Indstævning er sket, til hver af de Tiltalte og deres Forsvarere. Finder Indstævning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist saaledes, at den bliver en Dag kortere end Varselet. Til de Tiltalte sker Meddelelsen paa den i §§153 ff. fore- skrevne Maade.

§ 88.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de paa Hovedlisten opførte Personer paa den i §§153 ff. foreskrevne Maade indkaldes med en Uges Varsel til at give Møde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted for Rettens Holdelse og indeholder Paamindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fritagelsesgrunde

eller Forfald samt om Følgerne af Forsømmelse i denne Henseende og af Udeblivelse uden lovligt Forfald.

Paa lignende Maade gives der de paa Hjælpelisten opførte Personer Tilsigelse om, at de under det forestaaende Ting skal holde sig beredte til efter Indkaldelse at møde til Udøvelse af Nævningehvervet.

§ 89.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjælpenævninger mener at have noget ikke ved Forsømmelse afskaaret Krav paa Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bør han ved Tilsigelsens Forkyndelse eller saa snart, som det bliver ham muligt, opgive saadant enten for Stævningsmanden, der paategner Tilsigelsen Bemærkning herom, eller skriftlig til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i saa Henseende, som staar til hans Raadighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres Fortabelse.

§ 90.

Finder Udvalgets Formand efter de foreliggende Oplysninger, at en fremsat Begæring om Fritagelse bør tages til Følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt, eller at det ved de i § 77 nævnte Meddelelser er oplyst, at Grunde er forhaanden, som udelukker nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjælpenævninger fra Nævninge- hvervet, foretager han i et offentligt, Dagen forud bekendtgjort Møde paa lignende Maade som i §§ 83—86 foreskrevet ny Lodtrækning til Fuldstændiggørelse henholdsvis af Hovedlisten og Hjælpelisten.

Med Hensyn til de ved denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages Reglerne i §§ 87 og 88 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes saa meget, som Omstændighederne gør nødvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Hensyn til fremsatte Begæringer om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han Meddelelse derom forkynde for paagældende paa den i § 88 bestemte Maade med Betydning om, at Spørgsmaalet kan indbringes til Afgørelse af Retten ved Tingets Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgørelser om Fritagelse og Udelukkelse har kun Gyldighed for det forestaaende Ting.

§ 91.

Senest Dagen før Tingets Begyndelse skal Aarslisten, den endelige Hovedliste og Hjælpeliste for Tinget og de paategnede Tilsigelser til Hoved- og Hjælpenævnin- gerne være Rettens Formand i Hænde. Fremdeles skal Udvalgets Formand til samme Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de Meddelelser, som efter § 77 maatte komme ham i Hænde om tidligere upaaagtede eller senere opstaaede Grunde, som udelukker nogen af de paa Tingets Lister opførte Personer fra Næv- ningehvervet.

§ 92.

Enhver Nævning, som udebliver efter behørig Indkaldelse, uden at lovligt Forfald oplyses, eller som, efter at være mødt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald unddrager sig Opfyldelsen af de ham som Nævning paahvilende Pligter, ifalder en Bøde, første Gang fra 40 til 400 Kr. og i Gentagelsestilfælde fra 100 til 1,000 Kr.

Spørgsmaal om Nævningers Ansvar efter denne Paragraf afgøres af Retten uden Nævninger.

en afsagte Kendelse forkyndes snarest muligt for den paagældende Nævning. Denne har i en Uge fra Kendelsens Forkyndelse Adgang til at fremkomme med Op- lysninger for Retten om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at han har haft lovligt Forfald. Findes disse fyldestgørende, ophæver Retten sin Kendelse. De omhandlede Kendelser kan ikke gøres til Genstand for Anke eller Kære.

§ 93.

Har en udebleven Nævning, for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst ikke opfyldt den ham efter § 89 paahvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og Med- delelse af Oplysninger, eller møder en Nævning for sent. men inden Lodtrækning af Nævninger til nogen Sag er begyndt den paagældende Dag, kan Retten ved Ken- delse idømme ham en Bøde af indtil 20 Kr. Denne Kendelse kan ikke omgøres af Retten, ej heller paaankes eller paakæres.

§ 94.

Rettens Formand kan meddele en Nævning Orlov under Samlingen for en bestemt Tid.

§ 95.

Viser det sig under Tinget, at det til Lodtrækningen af Nævninger til en Sag fornødne Antal (§ 857) ikke kan skaffes til Veje ved Indkaldelse af de tilsagte Hjælpe- nævninger, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de paa Aarslisten opførte Personer, som er bosatte paa eller nær ved det Sted, hvor Retten holdes. Herved bliver Regelen i § 86 at iagttage. De udtrukne Navne tilføres Hjælpelisten og meddeles straks Overanklageren, den eller de Tiltalte og deres be- skikkede Forsvarere, hvorhos de paagældende straks indkaldes efter Reglerne i § 88 med Aftens Varsel.

§ 96.

Ved Tingets Slutning lader Rettens Formand Navnene paa de Nævninger, der efter Indkaldelse har givet behørigt Møde paa Tinget og ikke her efter Begæring paa Grund af en midlertidig Forhindring er blevet fritaget for at gøre Tjeneste i Henhold til § 71 Nr. 9, udstryge paa Aarslisten. Tillige meddeles der de ovenmeldte Nævninger paa Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om. at de har givet behørigt Møde under Tinget.

§ 97.

Der tilkommer Nævninger 4 Kr. for hver Dag, de i Anledning af Nævninge- hvervet holdes borte fra Hjemmet, og endvidere, naar de giver Møde over 3 Kilometer fra den By, hvori de bor, eller, naar de bor paa Landet, fra deres Hjem, Godtgørelse for Billet til Jernbane (III. Klasse) og Dampskib (II. Plads), hvor saadant kan be- nyttes, og i øvrigt for Befordring frem og tilbage med 20 Øre for hver Kilometer, dog mindst 1 Kr.

§ 98.

Aarslisten samt Tingets Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Tingets Slutning til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

F. t. L. om Rettens Pleje.

Tredie Afsnit.

Anklagemyndigheden.

Kapitel 10.

§ 90.

De offentlige Anklagere er Rigsanklageren, Overanklagerne samt de til disses Bistand beskikkede Mænd.

§ 100.

Rigsanklageren beskikkes af Kongen. Til midlertidig at fungere som Rigs- anklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele Beskikkelse.

Rigsanklageren virker ved Højesteret og fører Tilsynet med de offentlige An- klagere efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Rigsanklageren har Embedskontor i København.

§ 101.

Til Bistand ved Udførelsen af Rigsanklagerens Hverv beskikker Kongen en Overanklager.

Justitsministeren kan efter Forhandling med Rigsanklageren give ogsaa andre Bemyndigelse til at optræde i en enkelt Sag for Højesteret i Rigsanklagerens Sted.

§ 102.

For Østre Landsretskreds beskikker Kongen 3. og for Vestre Landsretskreds ligeledes 3 Overanklagere. Til midlertidig at fungere som Overanklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele Beskikkelse.

Overanklagerne virker ved Landsretterne, Sø- og Handelsretten og Underretterne efter de derom i denne Lov givne Regler.

Fordelingen af Forretningerne mellem Overanklagerne i hver Landsretskreds saavel som Stedet for deres Embedskontor bestemmes af Justitsministeren.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at optræde for Landsretten i Stedet for eller sammen med Overanklageren kan efter Forhandling med denne gives af Justitsmini- steren.

§ 103.

Justitsministeren beskikker de fornødne Medhjælpere for Overanklageren.

Rigsanklageren beskikker efter Forslag af Overanklageren Anklagere ved Sø- og Handelsretten og Underretterne, een eller efter Omstændighederne flere ved hver Underretskreds, til efter Paalæg af Overanklageren at udføre Tiltale for de nævnte Retter. Saadan Beskikkelse kan meddeles samme Mand for flere Underretskredse.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at udføre Tiltale for Underretten eller Sø- og Handelsretten kan efter Forhandling med Overanklageren gives af Rigsanklageren.

§ 104.

Kun uberygtede, vederhæftige Mænd kan beskikkes til eller handle som offentlige Anklagere.

Den, der beskikkes til Rigsanklager eller Overanklager, eller som bemyndiges til at optræde for Højesteret eller Landsretten i en enkelt Sag, skal fyldestgøre de

Forelagte Lovforslag m. m. 169

etingelser, der ifølge § 120 udkræves for at blive Højesteretssagfører, dog at den i § 123 nævnte Prøve ikke kræves.

Den, der beskikkes til Medhjælper for en Overanklager eller til Anklager ved Sø- og Handelsretten og Underretterne eller bemyndiges til i en enkelt Sag at udføre en Tiltale for nogen af de nævnte Retter, skal fyldestgøre de Betingelser, som ifølge §122 udkræves for at blive Sagfører ved Underretterne.

§ 105.

Udøvelse af Sagførervirksomhed er uforenelig med Stillingen som Rigsanklager eller Overanklager. Dog skal den Anklager, der har Beskikkelse som Sagfører, med sine Foresattes Tilladelse kunne overtage Udførelsen af enkelte borgerlige Retssager.

Virksomhed som Sagfører udelukker ikke fra Beskikkelse som Medhjælper for en Overanklager eller som Anklager ved Sø- og Handelsretten og Underretten, ej heller fra Bemyndigelse til ellers at optræde som Anklager i en enkelt Sag.

§ 106.

De offentlige Anklagere er Justitsministeren underordnede og staar med Hen- syn til deres Hvervs Udførelse under dennes Tilsyn.

§ 107.

Anklagere ved Sø- og Handelsretten og Underretterne samt de Mænd, der bemyndiges til at optræde som Anklagere i en enkelt Sag, erholder Vederlag af det offentlige for den enkelte Sag. Retten fastsætter i Dommen eller, hvis Sagen afsluttes uden Dom. ved Kendelse Vederlaget efter Arbejdets Betydning og Omfang. I øvrigt gælder Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 om de her omtalte offentlige Anklagere.

Fjerde Afsnit.

Politimyndigheden.

Kapitel 11.

§ 108.

Med Hensyn til Politiets Ordning i København forbliver det ved de nugældende Bestemmelser. Det forbeholdes at underkaste Bestemmelserne om Statens Tilskud til Københavns Politi et Gennemsyn.

Til Hjælp for Politidirektøren ved Paatale af Straffesager ansættes 9 Politi- fuldmægtige, der skal have de til Ansættelse som Politimester nødvendige Kvalifika- tioner og lønnes af Statskassen. Beskikkelsen sker ved Justitsministeren efter Politi- direktørens Indstilling.

§ 109.

I øvrigt deles Riget i 65 Politikredse, saaledes som det angives paa den nær- værende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Politikredsenes Omraade kan ske ved kongelig Anordning. Hver Politikreds forestaas af en Politimester, der skal have Bolig i Kredsen efter Justitsministerens nærmere Bestemmelse. Har en Politikreds hidtil været delt mellem flere Politimestre, oprettes der paa de Steder i Kredsen, der fremtidig ikke bliver Sæde for et selvstændigt Politikontor, en Afdeling af dette, for

hvis Omraade og Virksomhed nærmere Bestemmelser træffes af Justitsministeren. Enhver Politimester skal efter Justitsministerens Bestemmelse være forpligtet til for- uden sit eget Embede midlertidig at beklæde et andet Politimesterembede, naar ved- kommende Politimester har Forfald, eller Embedet er ledigt.

Politimestrene, der beskikkes af Kongen, maa være fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd. som har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med i det mindste Karakteren haucl illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ord- ning eller haud illaudabilis lmi gradus efter den nuværende Ordning. Ved midlertidig Beskikkelse er det dog tilstrækkeligt, at vedkommende fyldestgør den i § 44 i Slut- ningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen.

§ 110.

Udenfor København udøves Politiets Virksomhed dels af Statspolitiet, der er fælles for hele Riget, dels af det kommunale Politi, hvis Virksomhedsomraade falder indenfor de enkelte Politikredse.

§ 111.

Statspolitiets Opgave er at udføre de Politiet paahvilende Hverv indenfor den straffende Retsplejes Omraade i Overensstemmelse med den derom gældende Lovgiv- ning og saaledes navnlig at foretage Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser. Desuden paahviler det Statspolitiet at paase Overholdelsen af Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende m. m. af 15. Maj 1875, samt i det Omfang, hvori dets øvrige

Virksomhed tilsteder det, at yde Bistand til Opretholdelse af Sikkerhed, Fred og Orden.

§ 112.

Det kommunale Politis Opgave er i første Række at opretholde Sikkerhed, Fred og Orden og at paase Overholdelsen af Love og Vedtægter.

Desuden er det kommunale Politi pligtigt at bistaa Statspolitiet i enhver Henseende i det Omfang, hvori dets øvrige Virksomhed tilsteder det.

§ 113.

Chefen for Statspolitiet har den øverste Ledelse af dette. Til hans Bistand beskikkes en af Kongen udnævnt Politiinspektør.

Antallet af Politibetjente kan ikke overstige 200. Af disse kan indtil 30 beskikkes til Overpolitibetjente.

Bestemmelserne i Lov om Oprettelse af et Statspoliti af 13. Maj 1911 for- bliver i øvrigt i Kraft.

§ 114.

Politimesteren leder de i Politikredsen forefaldende Politiforretninger og er saavel det kommunale Politis som Statspolitiets øverste stedlige Foresatte. For saa vidt angaar de særlig til Statspolitiet henlagte Hverv, staar Politimesteren under Chefen for Statspolitiets Overtilsyn.

Det paahviler yderligere Politimesteren at bestyre Arresthusene.

Andre Forretninger end de foran nævnte, som efter den hidtil gældende Ret har været henlagte til Herredsfogeden, Birkedommeren eller Byfogeden, og som ikke ifølge Reglerne i denne Lovs 1ste Bogs 1ste Afsnit gaar over til Retterne, varetages indtil videre af Politimesteren, dog at den Øvrigheden efter Danske Lov 3—16—4, jfr. Fr. 30. April 1824 § 3 Nr. 6 tilkommende Afgørelsesret gaar over til vedkom- mende Amtmand.

Øvrighedens Deltagelse i Frederiksberg Kommunalforvaltning ordnes ved sær- lig Lov. Indtil denne Lov er givet, er Politimesteren i Frederiksberg Birk tillige Formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

§ 115.

Den eller de af Politimesteren antagne Fuldmægtige kan der af Amtmanden meddeles Autorisation til paa Politimesterens Ansvar at udføre dennes Forretninger. For at kunne autoriseres som saadan udkræves, at den paagældende fyldestgør de i § 109, 2det Stykke, stillede Betingelser; dog er det tilstrækkeligt, at vedkommende fyldestgør den i § 44 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen.

§ 116.

Kun Personer, der har Indfødsret samt er vederhæftige og af et uplettet Rygte, kan ansættes som Politibetjente i de kommunale Politikorps.

De maa ved deres Ansættelse være over 22 Aar og som Regel ikke over 40 Aar.

§ 117.

Antallet af kommunalt ansatte Politibetjente kan hverken formindskes eller forøges uden Justitsministerens Samtykke.

Sognefogderne og lignende Bestillingsmænd bistaar Politiet efter de gældende Regler. Det særegne Kystpoliti bortfalder.

§ 118.

Politimyndighederne er Justitsministeren underordnede og staar under hans øverste Tilsyn. Indenfor de af denne Lov dragne Grænser fastsætter Justitsministeren Regler for det stedlige Politis Forhold til henholdsvis Overanklageren, Chefen for Statspolitiet og Amtmanden saavel som for disse Myndigheders indbyrdes Samvirken.

Femte Afsnit.

Sagførere.

Kapitel 12.

Sagføreres Beskikkelse og Adgang til at benytte Fuldmægtig m. m.

§119.

Sagførere beskikkes af Justitsministeriet. Beskikkelse meddeles paa Begæring enhver (Mand eller Kvinde), som har Indfødsret, har opnaaet 25 Aars Alderen, ikke er ude af Raadighed over sit Bo, ifølge paalidelige Vidnesbyrd har ført en retskaffen Vandel og derhos opfylder de i de efterfølgende Paragraffer for de enkelte Stillinger foreskrevne Betingelser.

§ l20.

For at blive Højesteretssagfører udfordres, at den paagældende har bestaaet den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren laudabilis, samt at han enten i 3 Aar har været i Virksomhed som Landsretssagfører eller Overanklager, eller i lige Tid har været i Virksomhed som Universitetslærer i Lovkyndighed eller Dommer, uden mod eget Ønske at være fjernet fra disse Stillinger paa en saadan Maade, at den almindelige Pensionsret er gaaet tabt eller indskrænket, og endelig at han har bestaaet den nedenfor i § 123 omhandlede Prøve.

§ 121.

For at blive Landsretssagfører udfordres, at den paagældende har bestaaet den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis lmi gradus efter den nuværende Ordning, samt at han i 3 Aar har været i Virksomhed som Sagfører ved Underret eller som Anklager ved en Underret, eller har som autoriseret Fuldmægtig hos en Højesteretssagfører eller Landsretssagfører eller som Medhjælper hos en Overanklager stadig deltaget i Behandlingen af Retssager. Endvidere skal han have aflagt den i § 123 omhandlede Prøve.

§ 122.

For at blive Sagfører ved Underret udfordres, at den paagældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis, eller har opnaaet Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" enten ved den juri- diske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede, samt at han enten i 3 Aar stadig har som autoriseret Fuldmægtig hos en Sagfører deltaget i dennes Forretninger, derunder Behandlingen af Retssager, eller ogsaa, at han i lige Tid har været Retsskriver, Politimester, Politifuldmægtig i København (§ 108, 2det Stykke) eller stadig har været i Virksomhed som Fuldmægtig under en Ret eller som autoriseret Fuldmægtig hos en Dommer eller en Politimester.

Til Udbringeise af de i de to foregaaende Paragraffer og i nærværende Para- graf ommeldte 3 Aar kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sam- menlægges.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en højere Art af Sagførervirksomhed, er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sag- førervirksomhed.

§ 123.

Sagførerprøverne for Højesteret og Landsretterne bestaar i, at den paagældende henholdsvis for Højesteret eller en Landsret udfører 3 med mundtlig Domsforhandling sluttende Sager, som han selv maa forskaffe sig, og af hvilke mindst 2 er civile, deraf i alt Fald den ene for Sagsøgeren. Prøven er bestaaet, naar hans Udførelse af disse Sager af vedkommende Domstol kendes forsvarlig.

Saadan Prøve kan ingen underkaste sig oftere end 2 Gange, og ingen erholder Adgang til Prøven, forinden han har fremlagt Justitsministeriets Tilkendegivelse om, at han efter bestaaet Prøve vil kunne erholde Beskikkelse henholdsvis som Højeste- retssagfører eller Landsretssagfører.

§ 124.

For Beskikkelserne som Højesteretssagfører, Landsretssagfører og Sagfører ved Underret erlægges Afgifter henholdsvis af 200, 120 og 60 Kr. — Afgifterne til- falder Statskassen.

Forinden Beskikkelsen udleveres til vedkommende, har han at underskrive en højtidelig Forsikring om, at han med Flid og Troskab vil udføre de Sager, der betros ham, og at han i det hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagfører. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren.

§ 125.

Udøvelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller Retsskriverembede. noget Embede som Rigsanklager eller Overanklager, nogen Øvrig-

edspost eller Ansættelse i Politiets Tjeneste, ej heller med noget Tjenesteforhold hos en Amtmand, Dommer, Politimester eller Retsskriver. Hvorvidt for øvrigt nogen of- fentlig Embeds- eller Bestillingsmand tillige kan udøve nogen Sagførervirksomhed, bestemmes af Kongen.

Ønsker en Sagfører, som befinder sig i nogen af de Stillinger, med hvilke Ud- øvelse af Sagførervirksomhed i Almindelighed er uforenelig, i et enkelt Tilfælde, at overtage Udførelsen af en Retssag, skal dette dog ikke være ham forment, naar han dertil erholder sine Foresattes Tilladelse.

§ 126.

Den, der beskikkes som Højesteretssagfører, er, saa længe han vil benytte Be- skikkelsen, forpligtet til at have Kontor i eller ved København. Landsretssagførere og Sagførere ved Underret er forpligtede til, inden Beskikkelsen udleveres dem. at anmelde for Justitsministeriet, i hvilken Landsretskreds eller Underretskreds de vil have Kontor. Højesteretssagførere, som ikke har Kontor i eller ved København, bliver, saa længe de beholder Kontor udenfor dette Sted. at betragte som Landsretssagførere. Enhver Sagfører, som flytter sit Kontor til en anden Retskreds, skal inden 14 Dage efter Flytningen anmelde denne for Justitsministeriet. Ingen Sagfører maa samtidig have Kontor i flere Underretskredse.

§ 127.

Højesteretssagførerne er berettigede til at give Møde for alle Landets Dom- stole. Landsretssagførerne for begge Landsretter, Københavns Sø-og Handelsret og alle Underretter, Sagførerne ved Underret for Sø- og Handelsretten i Sager, som i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Underret, samt for enhver Underret, jfr. dog § 1031.

Ingen Sagfører kan give Møde eller lade møde for en Ret, der beklædes af en Enkeltdommer, med hvem Sagføreren er gift eller er beslægtet eller besvogret i anden Grad af Sidelinien eller nærmere.

§ 128.

Under mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og Handelsret i Sager, der i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for Højesteret er det ikke Sagførere tilladt at give Møde ved en anden, medmindre denne er en Sagfører, der vilde være berettiget til selv at møde for vedkommende Domstol i den paagældende Sag. Dog skal det være Sagførere tilladt ved enhver uberygtet Person at fremsætte og begrunde Begæring om Sagens Udsættelse paa Grund af For- hold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde.

§ 129.

Udenfor mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og Handelsret i Sager, som i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for Højesteret samt uden Begrænsning for Underret og Sø- og Handelsretten i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underret, er det Sagførere tilladt uden særlig Angivelse af Grund at lade møde for sig ved deres autoriserede Fuldmægtige.

Med Angivelse og paa Rettens eller Modpartens Forlangende Bevisliggørelse af lovligt Forfald kan Sagførere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangs- foretagender give Møde ved enhver uberygtet myndig Person.

§ 130.

Enhver Sagfører er berettiget til at have en autoriseret Fuldmægtig, der skal være en uberygtet Person, som har underkastet sig i det mindste den juridiske Fælles- prøve eller den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede. Autorisa- tionen meddeles for Fuldmægtige hos Højesteretssagførere af Højesterets Formand, for Fuldmægtige hos Landsretssagførere af Formanden i vedkommende Landsret, for Fuldmægtige hos de Sagførere ved Underret, der har Kontor i København, af Formanden i Københavns Byret og for Fuldmægtige hos andre Sagførere ved Underret af Dommeren i den Retskreds, i hvilken vedkommende Sagfører har Kontor. De autoriserede Fuld- mægtige skal, saa længe de vil benytte Fuldmagten, have Bopæl i eller ved den Stad eller i den Retskreds, hvor deres Principal har Kontor.

Kapitel 13.

Sagføreres Rettigheder og Pligter.

§ 131.

Sagførerne er paa den Maade og med de Begrænsninger som i denne Lov bestemt eneberettigede til at udføre Retssager for andre. En Bemyndigelse til i eget Navn at indtale en Fordring eller anden Rettighed („Mandatarfuldmagt'') kan ikke give den, hvem Bemyndigelsen er givet, Ret til selv at møde i Sagen, naar han ikke vilde være berettiget til at give Møde som Sagfører for vedkommende Dom- stol i den paagældende Sag.

Indgreb i Sagførernes Eneret, derunder indbefattet, at nogen uberettiget offentlig betegner sig som Sagfører, anses med Bøder fra 50 til 200 Kr., hvilken Straf, naar Forseelsen er sket gennem Proformaretshandler, ved hvilke det er givet Udseende af, at vedkommende optræder som Transporthaver, kan stige til 500 Kr. Overenskomster om, at Transportgiveren skal betale Bøden, er ugyldige, og det i Tilfælde af saadant Proformaværk tilsagte Vederlag for Udførelse af Sager kan ikke søges betalt samt kan, hvis det er erlagt, søges tilbage.

§ 132.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, plig- tig at paatage sig Udførelsen af en Retssag.

§ 133.

Sagførere er pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede For- retninger. De er pligtige at fremme de dem betroede Retssager med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De maa som en Følge heraf ikke forhale Sa- gerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Ud- flugter. De skal afholde sig fra usømmelig Tale og Skrivemaade for Retten og efter- komme de Paalæg, som særlig gives dem af Retten i Medfør af denne Lov.

§ 134.

Ingen Sagfører maa kræve højere Betaling, end der skønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i saadan Egenskab yder ved Udførelse af Retssager.

For øvrigt er det ikke forbudt at betinge sig højere Betaling for det Tilfælde

t Sagen vindes, end for det Tilfælde, at den helt eller for en Del tabes, lige saa lidt som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Genstand.

Overenskomster om Betaling, der aabenbart foruretter en af Parterne, er ugyldige.

§ 135.

Enhver Sagfører, der er antaget til Udførelse af beneficerede Sager, jfr. §331, er pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham, at affatte Besværinger til Øvrig- hedsmyndigheder og Ansøgning om fri Proces, endvidere til at affatte Forligsindkal- delser og Stævninger i borgerlige Sager, som vedkommende ønsker at anlægge ved den Eet, for hvilken Sagføreren er antaget, for saa vidt der ikke er Adgang til at opnaa Rettens Bistand efter § 425, 1ste Stykke. Saadanne Henvisninger foretages af Politi- mesteren. som skønner over de paagældendes Uformuenhed og iagttager, at Henvis- ningerne fordeles ligelig mellem de paagældende Sagførere. — Disse Bestemmelser gælder dog indtil videre ikke for de Sagførere, der har Kontor i København eller paa Frederiksberg; men Bestemmelserne kan af Justitsministeriet, naar Omstændighederne maatte tale derfor, med fornøden Tillempelse udvides til ogsaa at omfatte dem.

Paa de aarlige Finanslove bevilges det fornødne Beløb til Vederlag til de paa- gældende Sagførere for deres heromhandiede Virksomhed. De nærmere Regler for Fastsættelsen og Udbetalingen af disse Vederlag gives af Justitsministeren.

§ 136.

Sagførere, som overtræder de i nærværende Lov givne Forskrifter eller i øvrigt forser sig i deres Virksomhed som Sagførere, anses med de i Straffelovens § 144 om- handlede Straffe.

Naar den Straf, som skal paalægges en Sagfører, ikke er højere end Bøder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen paalægges under den Sag, med Hensyn til hvilken Forseelsen er begaaet. enten ved en særskilt Kendelse eller ved den endelige Dom.

Kapitel 14.

Ophør af Retten til Sagførervirksomhed.

§ 137.

Naar en Sagfører ved Dom findes skyldig i en i den offentlige Mening van- ærende Handling, skal Retten til at udøve Sagførervirksomhed ved samme Dom frakendes ham.

Har en Sagfører gjort sig skyldig i det i Straffelovens § 253 omhandlede For- hold, bliver, selv om i øvrigt andet Strafansvar mod ham i Medfør af samme Lovs § 254 maatte bortfalde, Retten til Sagførervirksomhed ved Dom at frakende ham for en bestemt angiven Tid eller for bestandig under den mod ham anlagte Straffesag, eller, hvis en saadan ikke maatte være anlagt, da under en særlig i dette Øjemed ifølge Justitsministerens Bestemmelse mod ham rejst Straffesag.

Naar Dom til Fortabelse af Ret til Sagførervirksomhed er overgaaet en Sag- fører, kan han ikke, selv om han paaanker saadan Dom, fortsætte sin Virksomhed, før han ved endelig Dom har faaet sin Dom forandret.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 138.

Kommer en Sagfører under Konkurs, har Justitsministeren at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed og kan som Regel først tilbagegive ham den, naar han fremskaffer Erklæring fra samtlige de i Konkursboet anmeldte Kreditorer om, at han har fyldestgjort dem for deres Krav, eller at de har samtykket i Boets Ekstradition. Bliver en Sagfører umyndiggjort, har Justitsministeren ligeledes at fra- tage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed, saa længe Umyndiggørelsen vedvarer.

Kapitel 15.

Sagførersamfund og Sagførerraad.

§ 139.

Samtlige Sagførere udgør et Samfund.

§ 140.

Sagførersamfundet skal have en Bestyrelse, der benævnes Sagførerraad.

Sagførerraadet bestaar af 12 Medlemmer, Halvdelen valgt af og blandt Lands- rets- og Højesteretssagførerne og Halvdelen af og blandt Sagførerne ved Underret. Samt- lige Valg gælder for 4 Aar; Genvalg kan finde Sted. Sagførerraadet vælger af sin Midte Formand og Næstformand.

§ 141.

Til almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer indbydes ved en offentlig Be- kendtgørelse i Statstidende med mindst 14 Dages Varsel.

§ 142.

Almindelige Møder sammenkaldes dels for at vælge Medlemmer af Sagfører- raadet, dels for at afhandle andre Genstande vedkommende Sagførerstandens Forhold og Interesser.

Sagførerraadet sammenkalder Møder, saa ofte dette findes nødvendigt; naar et Antal af mindst en Fjerdedel af Medlemmerne af Sagførersamfundet, eller naar en af Landsretternes Formænd forlanger det, er Sagførerraadet pligtigt at sammen- kalde Møde.

Første Gang efter, at denne Lov er traadt i Kraft, sammenkalder Formanden for østre Landsret Møde til Valg af et Sagførerraad.

§ 143.

Sagførerraadet har ikke blot at paase, at Sagførerne i deres Forhold som saadanne holder sig Lovene efterrettelige, men ogsaa, at de i deres Sagførervirksomhed undgaar alt, hvad der ikke kommer overens med den Hæderlighed, Nøjagtighed og Paa- lidelighed, som en offentlig beskikket Sagfører altid maa udvise, ligesom det med bindende Virkning har Ret til at afgøre Tvistigheder angaaende Vederlag for den af dem i denne deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til private, naar disse i denne Anledning henvender sig til det.

Forelagte Lovforslag m. m. 170

§ 144.

I Henhold til den foregaaende Paragraf kan Sagførerraadet skride ind mod hvert enkelt Samfundsmedlem, saavel af egen Drift som ifølge Begæring.

Sagførerraadet kan tildele de enkelte Medlemmer af Sagførersamfundet Irette- sættelser, forbyde dem Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger, paalægge dem Bøde af ikke over 300 Kr., suspendere dem fra Sagførervirksomheden i en vis Tidr dog ikke længere end 1 Aar.

Dog kan de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den paagældende har haft tilstrækkelig Lejlighed til at erklære sig over de ham gjorte Bebrejdelser og fremkomme med sit Forsvar, mundtlig eller skriftlig.

§ 145.

Gaar Sagførerraadets Beslutning ud paa Irettesættelse, Bøde over 40 Kr., For- bud imod Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger eller Suspension, kan den paagældende Sagfører fordre Beslutningen, forinden den kan træde i Virksomhed, prøvet af den Landsret, i hvis Kreds han har Kontor, naar han inden 3 Dage for- langer dette ved en Skrivelse til Landsrettens Formand;

Landsrettens Formand har da at kalde Sagførerraadet og den paagældende Sagfører til et Møde med Landsrettens Medlemmer, af hvilke mindst 5 maa være til Stede.

I dette Møde, som holdes for lukkede Døre, gives der alle vedkommende Lej- lighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Landsretten enten stadfæster eller ophæver Sagførerraadets Beslutning.

§ 146.

Sagførerraadet har at føre Tilsyn med de Personer, som forbereder sig til Sag- førervirksomheden ved en Landsret eller en Underiet. Ethvert Andragende fra saa- danne Personer om Beskikkelse som Landsretssagfører eller Sagfører ved Underret skal forelægges Sagførerraadet til Erklæring. Dersom Sagførerraadets Erklæring gaar ud paa, at den paagældende ikke kan antages virkelig at have deltaget i Sag- førerforretningers Udførelse eller at have med tilbørlig Flid bivaanet Retsforhandlin- gerne, eller paa, at han ikke har ført en retskaffen Vandel, kan Andragendet om Be- skikkelse i Regelen ikke tages til Følge; dog kan Justitsministeren, naar særegne Grunde taler derfor, tildele vedkommende Beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales af Sagførerraadet, men dog ikke førend efter, at der paa ny er givet dette Lejlighed til at ytre sig.

§ 147.

For Sagførersamfundet kan der angaaende Samfundets indre Anliggender oprettes Vedtægter, som dog ikke maa indeholde noget, der strider mod denne Lov.

Saadanne Vedtægter skal behandles og vedtages med absolut Stemmeflerhed paa et almindeligt Møde og derefter forelægges Kongen, som enten stadfæster dem eller nægter dem Stadfæstelse.

Anden Bog.

Fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager.

Kapitel 16.

Almindelige Bestemmelser om Procesmaaden.

§ 148.

Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag.

Naar Oplæsning skal finde Sted, bestemmer Rettens Formand, ved hvem den skal foregaa, for saa vidt andet ikke i Loven er foreskrevet.

§ 149.

Retssproget er dansk. Afhørelse af Personer, der ikke er det danske Sprog mægtige, foregaar ved Hjælp af en edsvoren Tolk. Dog kan i borgerlige Sager ved Underret Tilkaldelse af Tolk undlades, naar ingen af Parterne gør Fordring herpaa, og Retten tiltror sig fornødent Kendskab til det fremmede Sprog. Det samme kan under sidstnævnte Forudsætning finde Sted i Straffesager udenfor Domsforhandling for Landsret.

Dokumenter, der er affattede i fremmede Sprog, skal ledsages af en Over- sættelse, der, naar Retten eller Modparten forlanger det, skal bekræftes af en autoriseret Translatør.

Forhandling med og Afhørelse af døve, stumme og døvstumme foregaar enten ved Hjælp af Personer, der er kyndige i Tegnsproget eller Talemetoden, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmaal og Svar.

Til at bistaa som Tolk eller Tegnsprogkyndig maa ingen tilkaldes, der ifølge §§ 60 og 62 vilde være udelukket fra at handle som Dommer i Sagen. I øvrigt bliver de om Vidner gældende Regler at anvende paa de nævnte Personer med de Lempelser, der følger af Forholdets Natur, og for saa vidt ikke andet særlig er foreskrevet.

§ 150.

Rettens Formand leder Forhandlingen. Han bestemmer Rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, for saa vidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom

ngen maa tage Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg for saa vidt muligt at fjerne alt, hvad der til Unytte trækker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhand- lingens enkelte Dele, naar han anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig behandlet.

§ 151.

Rettens Formand vaager over, at Forhandlingen foregaar med den tilbørlige Orden og Værdighed. Han er berettiget til i dette Øjemed at afbryde og tilrettevise Parter, Vidner eller andre, naar de tillader sig upassende Udtalelser eller utilbørlige personlige Angreb. Vedbliver en Part hermed trods Tilrettevisning, kan Ordet fra- tages ham. Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrrer For- handlingerne eller tilsidesætter den Agtelse, som skyldes Retten, kan udvises af Rets- salen. Bliver i en borgerlig Sag Ordet frataget en Part, eller bortfjernes han, kan Forhandlingen fortsættes, hvis Retten ikke finder en Udsættelse nødvendig. Det samme gælder, naar Ordet fratages den Sigtede i en Straffesag. Bortfjernes han, for- holdes efter Reglerne i §§ 821 og 849. Er det den offentlige Anklager eller Sigtedes Forsvarer, som bortfjernes, eller hvem Ordet fratages, gaas der frem, som om ved- kommende var udeblevet.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i Retten mødende, Uorden, hvorved Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod Formandens Befalinger kan Retten (derunder ogsaa Skifte- og Fogedret) lade vedkommende fjerne fra Rets- lokalet og kan endvidere ved en Kendelse, der afsiges straks, paalægge Straf af Bø- der indtil 40 Kr.

De Straffe, som paalægges i Henhold til denne Paragraf, medfører ingen Ind- skrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens al- mindelige Regler, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde Retten Bistand til Udførelse af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 152.

De Forretninger, som ifølge denne Lov paahviler Rettens Formand, udføres, naar Retten beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

Kapitel 17.

Forkyndelser og Meddelelser.

§ 153.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser i borgerlige Sager skal, for saa vidt ikke Loven eller Overenskomst mellem Parterne medfører Undtagelse, foregaa ved en Stævningsmand eller i de i § 156 Nr. 3 angivne Tilfælde ved Politiet.

Paa samme Maade foregaar i Straffesager med de i §§ 159 og 160 hjemlede Undtagelser

1) Forkyndelse for Sigtede af Tilsigelse eller Stævning til Møde for Retten, af Anklageskrift, Bevisfortegnelse, Domsudskrift, Ankemeddelelse eller Kæremaal og af den i sidste Stykke af § 948 ommeldte Tilkendegivelse,

2) Forkyndelse for Vidner og Syns- eller Skønsmænd af Indkaldelse til Afhørelse, for Syns- eller Skønsmænd af den Beslutning, hvorved de er udmeldte, og for udeblevne Vidner eller Syns- eller Skønsmænd af den i § 177, jfr. § 189, om- meldte Kendelse.

§ 154.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte For- kyndelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det fore- tagne svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

§ 155.

Det, der skal forkyndes paa den i § 153 foreskrevne Maade, gives i dobbelt Ud- færdigelse til den, der skal iværksætte Forkyndelsen. Begæring eller Paalæg om Fore- tagelse af Forkyndelser kan rettes umiddelbart til en Stævningsmand. Skal Forkyn- delse i en borgerlig Sag ske paa et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, eller i en Straffesag i en anden Underretskreds end den, hvor Retten, fra hvilken Forkyndelsen udgaar, har sit Sæde, eller udgaar den i en saadan Sag fra Landsretten eller Overanklageren, kan Udfærdigelserne sendes til Underretten i den Kreds, hvor Forkyndelsen skal ske. Vedkommende Underret er da pligtig — i borgerlige Sager mod Forudbetaling af alle fornødne Udgifter — at overgive dem til Stævningsmanden eller — i Straffesager — Politiet.

Begæringen eller Paalæget om Forkyndelse skal efterkommes snarest muligt, i Byerne senest inden 24 Timer, paa Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen. Om Tiden, paa hvilken Begæringen eller Paalæget er modtaget, skal Stævningsmanden — i borgerlige Sager efter Forlangende af vedkommende Part — undertegne en ham forelagt skriftlig Tilstaaelse.

Naar Forretningen udføres af en Stævningsmand, kan denne tilkalde endnu en Stævningsmand eller en anden god Mand som Vidne.

§ 156.

Ved Iværksættelse af Forkyndelsen gælder følgende Regler:

1) Forkyndelsen bør saa vidt muligt søges iværksat for den paagældende personlig, ordentligvis paa hans Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Forkyndelse for den paagældende personlig er gyldig, uanset hvor den sker. Dog kan den i intet Fald ske i Kirken eller paa andet Sted, medens Gudstjeneste eller kirkelige Handlinger foregaar der.

2) Kan Forkyndelsen ikke ske for den paagældende personlig paa hans Bolig her i Riget, kan den gyldig iværksættes for hans Ægtefælle, Børn over 18 Aar, Tjeneste- folk eller andre til Husstanden hørende voksne Personer, som er til Stede der; er saadanne ikke at træffe, da for vedkommende Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for saa vidt denne træffes til Stede der. For- kyndelsen kan endvidere foregaa paa den paagældendes Kontor, Værksted eller andet fast Forretningslokale for en til Kontoret hørende, paa Værkstedet arbej- dende eller i Forretningen ansat voksen Person, som findes til Stede, og for Skipperes og Søfolks Vedkommende paa det Skib, hvortil de hører, for en til Skibet hørende voksen Person, der findes til Stede. Har den paagældende ikke Bopæl, Kontor, Værksted eller andet Forretningslokale i Riget og ikke hører til et herværende Skib, kan Forkyndelsen ske paa hans midlertidige Opholdssted i Riget for dem, hos hvem han er til Huse.

3) Har Stævningsmanden ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen paa nogen af de ovenfor angivne Maader. skal ban i Forbindelse med det eventuelt tilkaldte Vidne (§ 155, 3die Stykke) paategne Udfærdigelsen Attest herom og straks over- levere den til Politiet, der snarest muligt skal søge at iværksætte Forkyndelsen.

4) Forkyndelser, som sker paa vedkommendes Bolig eller sædvanlige Opholdssted, skal foregaa imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. Paa Søn- og Helligdage

aa de ikke foregaa i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag. Jule- aften maa de ikke foregaa efter Kl. 6 Eftermiddag.

Udføres Forretningen af en Stævningsmand, skal denne, hvis de af ham mod- tagne Opgivelser ikke leder til Forkyndelsens Iværksættelse, efter Evne søge saadan Underretning, at Forkyndelsen kan ske.

§ 157.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning behøver ikke at godtgøres for den eller dem, for hvem Forkyndelsen sker.

De Personer, for hvem Forkyndelse i Henhold til Reglerne i § 156 Nr. 2 fore- tages, kan i Regelen ikke vægre sig ved at modtage den. Nægter nogen ubeføjet at modtage Forkyndelsen, eller forsømmer han, hvor Forkyndelsen er sket, at levere vedkommende den ved Forkyndelsen overleverede Genpart, uagtet dette kunde ske uden Udgift eller væsentligt Besvær, kan han ved Kendelse under Sagen tilpligtes at erstatte de ved hans Vægring eller Undladelse forvoldte Omkostninger.

§ 158.

Det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som forkyndes, overgives til den eller dem. for hvem Forkyndelsen sker, medens det andet Eksemplar tilbagegives eller med første Post afsendes til den, der har begært eller beordret Forkyndelsen.

Førstnævnte Eksemplar skal, hvis Forkyndelsen ikke er sket for den ved- kommende personlig, forinden Afleveringen forsynes med en Paategning, der inde- holder fornøden Angivelse af den Dag og Time, paa hvilken, det Sted, hvor, og de Personer, for hvem Forkyndelsen er sket. Sidstnævnte Eksemplar skal i alle Tilfælde forsynes med Paategning af ovennævnte Indhold, og, hvis Forkyndelsen ikke er sket for vedkommende selv, tillige med Paategning om, hvorledes der i den Anledning er forholdt, samt hvad der er opgivet om hans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværksætte Forkyndelsen, fordi den paagæl- dende ikke har kunnet antræffes i Retskredsen og ej heller har Bolig eller midler- tidigt Opholdssted der, tilbagegives Udfærdigelsen med Paategning om det stedfundne samt om, hvad der er Politiet bekendt angaaende hans Bolig eller Opholdssted.

Paategningen afgiver Bevis for det. som ifølge clen er foregaaet; dog er Mod- bevis ikke udelukket.

Gaar Politiets Opgivelse ud paa, at paagældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen efter Foranstaltning af den, der har begært eller beordret den, at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstaaende Regler.

§ 159.

Har vedkommende bekendt Bolig eller Opholdssted i Udlandet, og kan For- kyndelse ikke ske her i Riget overensstemmende med § 156, sker Forkyndelse eller Meddelelse paa den ved Stedets Love eller ved Traktat hjemlede Maade. Fornøden Begæring herom, som vedkommende Part i borgerlige Sager kan fordre udstedt af Retten, tilstilles den paagældende fremmede Myndighed.

§ 160.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at opspørge vedkommendes Bopæl eller Op- holdssted. eller har i en Straffesag en Sigtet, som vides at opholde sig i Udlandet, und- draget sig Forfølgning ved Flugt, iværksættes Forkyndelsen ved 3 Gange gentagen Ind- rykkelse i Statstidenden. Det er i saadant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning, at den selv henligger til Modtagelse paa vedkom-

mende Rets Skriverkontor. I Bekendtgørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvor- paa det støttes, at denne Forkyndelsesmaade benyttes.

Ovenstaaende Regel gælder ogsaa, naar den paagældende fremmede Myndighed har vægret sig ved at efterkomme den til samme ifølge § 159 rettede Begæring; dog skal i saa Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles vedkommende med Posten i betalt Brev, der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne det ene Eksemplar af Udfær- digelsen med Paategning om, at ligelydende Eksemplar er afsendt til nærmere be- tegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Paategningen afgiver Bevis herfor, indtil Modbevis føres.

§ 161.

I borgerlige Sager kan Parterne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, for saa vidt der sammesteds forefindes nogen, der er villig til at modtage Forkyndelsen, ved Anvendelsen af de foregaaende Regler at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 162.

En Forkyndelse, der er sket overensstemmende med de i §§ 156—161 givne Regler, anses lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger maatte komme til paagældendes Kundskab.

§ 163.

Meddelelse, som under Retsmøde i Sagen gives vedkommende personlig til Retsbogen, kan altid træde i Stedet for Forkyndelse.

§ 164.

Benytter begge Parter i en borgerlig Sag Sagførere til at udføre Sagen, kan Meddelelser til Sagførerne under Sagens Gang ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Meddelelsen kan gyldigt afleveres paa Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er aabent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende Fuldmægtig eller andre Kontorbetjente.

§ 165.

De fra Retten udgaaende Meddelelser, for hvilke Loven ingen særlig Forskrift indeholder, sker paa den Maade, som Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder hensigtsmæssigst, og uden at hans Beslutninger herom er Genstand for Kære. Det er tilladt at tilstille Meddelelsen med Posten.

§ 166.

Naar der af Retten i et behørig afholdt Møde træffes Beslutning om Tids- punktet for et nyt Møde eller for en Retshandlings Iværksættelse, anses de Personer, der er til Stede og paahører Beslutningen, for at have faaet tilstrækkelig Underret- ning derom. Personer, som har været lovlig tilsagte til Mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt Mødet, forinden Beslutningen der toges, har intet Krav paa særlig Forkyndelse eller Meddelelse om det nye Møde eller om Tids- punktet for de besluttede Retshandlingers Iværksættelse. Dog bør Retten ikke und- lade ved Budsendelse eller med Posten at give dem Meddelelse om Beslutningen, for saa vidt denne antages at være af Interesse for dem.

§ 167.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser bliver at forkynde efter de i dette Kapitel givne Regler, skal tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger paagældendes Møde for Retten, hvor saadant gøres fornødent.

Kapitel 18.

Vidner.

§ 168.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om. hvad der med Hensyn til Sagen eller Undersøgelsens Genstand er ham bekendt, for saa vidt Loven ikke særlig hjemler Undtagelse herfra.

§ 169.

Mod dens Ønske, som har Krav paa Hemmeligholdelse, maa Vidnesbyrd ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossamfunds Præster om det, som i Skriftemaal eller i øvrigt i deres Egenskab af Sjælesørgere maatte være dem betroet,

2) i Straffesager Forsvarere angaaende, hvad der er betroet dem i denne deres Egenskab, og i borgerlige Sager Sagførere angaaende det, som de ved Partens For- trolighed har erfaret i en Sag. der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Raad har været søgt.

3) de ved den kongelige Fødselsstiftelse i København ansatte Embedsmænd, Betjente og Jordemødre angaaende de Kvinders Svangerskab og Barnefødsel, som for- løses paa Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet tilsigtes at oplyse, om Drab eller anden strafbar Handling er begaaet mod Barnet.

Foranstaaende Regler kommer dog ikke til Anvendelse i Straffesager, naar Retten skønner, at det for at forebygge, at nogen urettelig domfældes, er magtpaalig- gende. at det paagældende Vidnesbyrd aflægges. Dog skal i saa Fald Vidnesbyrdet aflægges for lukkede Døre og ikke udstrækkes ud over det for Øjemedet nødvendige.

Ej heller maa Vidnesbyrd afkræves Embeds- og Bestillingsmænd eller andre, som handler i offentligt Hverv, angaaende, hvad der ifølge dette er dem betroet eller kommet til deres Kundskab, for saa vidt Lov eller anden Forskrift med Hensyn dertil paalægger dem Tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede Myndighed eller for Rigsdagsmænds Vedkommende det paagældende Tings Formand saavel som Rege- ringen samtykker i, at de afhøres, og da kun paa de Betingelser og i det Omfang, som Samtykket angiver.

Retten har paa Embeds Vegne saa vidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de Tilfælde, hvor saadant efter nærværende Paragraf ikke maa afkræves. Er det efter Omstændighederne klart, at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstaaende Regier, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 170.

Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, naar Besvarelsen af et Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog for et væsentligt Formuetab eller

F. t. L. om Rettens Pleje.

nden hermed i Klasse staaende Skade, samt naar Spørgsmaalet angaar Meddelelser, som Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for saa vidt Vidnet selv eller dets Ægtefælle herved kan skades.

I Straffesager kan Vidnesbyrd kun nægtes (jfr. dog 4de og 5te Stykke), naar Besvarelsen af det stillede Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

Et Vidne kan ingen Sinde undslaa sig for at besvare det Spørgsmaal, om der er overgaaet Vidnet en Straffedom.

Den, hvem Ansvaret for et trykt Skrifts Indhold i Medfør af Lov af 3. Januar 1851 § 3 kan komme til at paahvile, kan nægte Vidnesbyrd angaaende Betingelserne for en Forgængers Ansvar, naar han enten selv vil overtage Ansvaret, eller Opfor- dringen til ham ikke er sket inden 3 Maaneder, efter at Bekendtgørelse om Skriftets Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

Ligeledes kan paa Bladet navngiven Redaktør og Redaktionssekretær ved et offentligt Blad nægte Vidnesbyrd angaaende, hvem der er Hjemmelsmand til en i det paagældende Blad optagen, ikke med Forfatterens Navn forsynet Artikel eller Meddelelse, medmindre Sagen angaar en Forbrydelse, der kan medføre højere Straf end simpelt Fæng- sel, eller den angaar Brud paa Tavshedspligt, som paahviler nogen i offentligt Hverv.

At nogen i de nævnte Tilfælde har fundet sig i at afgive en Forklaring, som han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undslaa sig for at bekræfte den eller for at afgive videre Forklaring.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen er til Stede, skal Retten før Afhørelsen gøre paagældende opmærksom paa hans Ret til at undslaa sig.

§ 171.

I borgerlige Sager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Naar Landsretssager forberedes ved Landsretten selv, er dog Personer, som bor eller opholder sig i en Underretskreds, der har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, jfr. § 338, 2det Stykke, pligtige til under Sagens Forberedelse at møde som Vidner for vedkommende Landsret.

I Straffesager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, naar han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade for at naa hen til vedkommende Ret. Til Domsforhandling for Landsret i Sager, ved hvis Paadømmelse Nævninger medvirker, er dog enhver, hvis Helbredstilstand ikke er til Hinder derfor, pligtig at møde som Vidne indenfor den Landsretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, samt i øvrigt, naar han ikke vilde faa længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at paaberaabe i Ind- kaldelsen, kan det saavel i borgerlige Sager som i Straffesager paalægges et fjernere boende Vidne at give Møde for Landsret eller Højesteret, naar dets Afhøring maa antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning. Det samme gælder med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, naar Afhøring i Medfør af §§ 389, 415 og 438 bestemmes at skulle ske for et Medlem af Landsretten eller Højesteret.

§ 172.

I borgerlige Sager afgives Vidnesbyrd som Regel for Underretten paa det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Naar Forberedelsen af en Landsretssag Forelagte Lovforslag m. m. 171

foregaar ved Landsretten selv (jfr. § 338), afgives Vidnesbyrdet dog for denne Ret for saa vidt Regelen i § 171, 1ste Stykke, ikke er til Hinder derfor.

I Straffesager afgives Vidnesbyrd i Regelen for vedkommende Undersøgelsesret eller, for saa vidt Vidnet enten ikke er pligtigt at give Møde for denne, eller et saa- dant Møde af vedkommende Undersøgelsesdommer skønnes at ville medføre væsentlig større Besvær for Vidnet end Møde for Underretten paa det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig, for denne sidste Ret, Dog har Vidner, hvis Forklaring skal be- nyttes som Bevis under Domsforhandling for Landsret i Nævningesager, at møde under denne og der at aflægge Forklaring, medmindre Reglerne i § 171 eller Vidnets Hel- bredstilstand er til Hinder derfor, eller dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidt- løftiggørelse af Forhandlingerne, Ulemper for Vidnet eller Bekostning, som ikke vilde staa i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Vidnesbyrdet kan antages at have for Sagens Oplysning.

Landsret eller Højesteret kan derhos, for saa vidt ikke Vidnets Helbredstilstand er til Hinder derfor, saavel i borgerlige Sager som i Straffesager bestemme, at Vidnes- byrd, der maa antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, aflægges under Domsforhandling for Retten, se endvidere med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret og Højesteret, §§ 389, 415 og 438. Naar en Underret træffer saadan Bestemmelse i Medfør af § 433, jfr. § 442, eller i Medfør af § 926, jfr. § 922, eller naar Vidner skal afhøres under Domsforhandling i offentlige Politisager i Medfør af § 935, er Vidnets Mødepligt begrænset ved Reglerne i § 171.

Er et Vidnes Helbredstilstand til Hinder for, at det møder paa det sædvanlige Tingsted, kan Retten til dets Afhørelse sættes paa saadant Sted, som Omstændig- hederne udkræver.

§ 173.

Militære af Hæren og Flaaden er pligtige til at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 174.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgaar, hvor ikke andet er bestemt, fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges. I borgerlige Sager udstedes Indkal- delsen efter vedkommende Parts Begæring og overgives ham til Forkyndelse. Skal et Vidne indkaldes for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, maa en Udskrift af denne forelægges Underretten.

Foruden Vidnets Navn, og hvad der i øvrigt hører til dets nærmere Betegnelse, Sagen og Indkaldelsens Øjemed, hvem der har begært Indkaldelsen, den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Stedet og Tiden for Mødet skal der i Indkaldelsen nævnes det Varsel, som skal gives den indkaldte, og gøres opmærksom paa, at Udeblivelse medfører Strafansvar.

Varselet er i borgerlige Sager en Uge, men kan dog under særlige Omstændigheder afkortes efter Beslutning af Rettens Formand. I Straffesager tilkommer der Vidnet Aftens Varsel, hvortil lægges to Døgn, saafremt det skal møde udenfor den Underretskreds, hvor det bor eller opholder sig, og Afstanden til Tingstedet er over 15 Kilometer; dog kan Retten eller dens Formand fastsætte andet Varsel eller paalægge uopholdeligt Møde.

Skal Vidner føres i Udlandet, udsteder Retten — i borgerlige Sager efter vedkommende Parts Forlangende — de i saa Henseende fornødne Begæringer til de udenlandske Myndigheder.

§ 175.

Enhver, som er til Stede i et Retsmøde eller i umiddelbar Nærhed af Rets- lokalet, kan det af Eetten paalægges at fremstille sig straks til Afgivelse af Vidnes- byrd. Tilstedeværende Vidner kan det paalægges at møde til ny Tid.

Naar nogen anholdes under Udførelsen af en Forbrydelse eller paa friske Spor, kan Politiet paa Stedet tilsige enhver tilstedeværende til det Eetsmøde, hvor den anholdte skal fremstilles.

§ 176.

Naar Vidneførsel foregaar for den dømmende Eet, er de afhørte Vidner pligtige at blive til Stede, indtil den paagældende Sags Behandling er sluttet, eller Formanden tillader dem at forlade Tingstedet enten helt eller mod at blive til Stede i. Nærheden. Hvorvidt de kan eller skal blive til Stede i Eetssalen, beror paa Forman- dens Bestemmelse.

§ 177.

Udebliver et lovmæssig indkaldt Vidne uden lovligt Forfald eller uden at have betimelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var muligt, eller forlader det i det i § 176 omhandlede Tilfælde uden Tilladelse Tingstedet, før den paagældende Sags Behandling er sluttet, skal Retten i borgerlige Sager efter Partens Begæring straks ved Kendelse idømme Vidnet en Bøde fra 10 til 200 Kr., tilpligte det at erstatte de Udgifter, som maatte være foraarsagede ved Udeblivelsen, samt indkalde det paa ny med et af Retten fastsat Varsel efter Kendelsens Forkyndelse ved Partens Foranstaltning. I Straffesager kan der i samme eller et senere Retsmøde idømmes Vidnet Bøde og Er- statning som foranført, dog at Boden, hvis Vidnet var indkaldt til Domsforhandling for Nævninger, kan stige til 400 Kr.

Retten kan derhos — i borgerlige Sager dog kun efter Partens Begæring og kun i Tilfælde af Vidneførsel under Domsforhandling eller af gentagen Udeblivelse — lade et udeblevet Vidne afhente med Magt og, hvis Sagen udsættes, beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd kan finde Sted; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod saadan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og i intet Tilfælde maa et Vidne i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Maaneder, uafbrudt eller sammenlagt. Ud- gifterne derved afholdes som Delinkventomkostninger.

Kendelse, hvorved Bøde eller Erstatning er idømt et fraværende Vidne, kan omgøres, naar Begæring derom fremsættes i det første Retsmøde, i hvilket Vidnet derefter giver Møde eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles, inden en Uge, efter at Kendelsen er det forkyndt eller kommet til dets Kundskab.

§ 178.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag, hvori, eller for den Ret, hvortil han er indkaldt, skal dog, naar han ikke har lovligt Forfald, møde efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Paakendelse af Retten. Naar det af Retten findes fornødent, maa Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan ses, at Indsigelsen er grundet.

§ 179.

Vidner er, om fornødent, pligtige til, forinden de møder i Retten, at styrke eller opfriske deres Kundskab om Vidneførselens Genstand ved at efterse deres Regn-

skabsbøger, Breve eller andre Optegnelser eller bese Genstande, hvortil de uden Omkostning eller Besvær har Adgang, o. desl., og denne Pligt kan af Retten særlig paalægges dem ved Indkaldelsen eller senere. Undlader Vidnet at efterkomme denne Pligt, behandles han efter Reglerne i § 177.

§ 180.

Forinden et Vidne afhøres om Sagen, stiller Dommeren de Spørgsmaal til det, som findes fornødne for at forvisse sig om dets Identitet samt for at afgøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse. Dommeren skal derefter alvorlig lægge Vidnet paa Hjerte at følge Sandheden, idet han minder det om det Strafansvar, som det paadrager sig ved at afgive falsk Forklaring for Retten, og om, at det maa være forberedt paa at bekræfte sin Forklaring med Ed eller paa anden højtidelig Maade.

Skal flere Vidner afhøres, kan Dommeren lade denne Forberedelse til Af- hørelse foregaa under eet for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 181.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bør i Regelen ikke paahøre Forklaringer af andre Vidner, af Syns- eller Skønsmænd eller, hvis det er i en Straffesag, af Sigtede. Vidner, hvis Udsagn staar i Strid med hinanden, kan efter Parternes Begæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Saadant bør dog ikke i Straffesager, ved hvis Paadømmelse Nævninger maa antages at skulle medvirke, uden særlig Grund ske før Domsforhandlingen.

§ 182.

Naar en Part selv afhører de af ham fremstillede Vidner, kan Modparten, hver Gang Afhørelsen af et Vidne er sluttet, rette Spørgsmaal til det. og Parten kan der- efter rette de Spørgsmaal til Vidnet, hvortil Modafhøringen har givet Anledning. Ret- tens Formand kan tillade Fremsættelse af yderligere Spørgsmaal.

Retten kan, efter Begæring eller af egen Drift, lade et Vidne, der er aftraadt, fremstaa paa ny til yderligere Afhørelse; foranstaaende Regler finder herved tilsvarende Anvendelse.

Vidner kan andrage paa, at de selv eller et andet Vidne eller en Part (i Straffesager Tiltalte) yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuld- stændiggøre eller berigtige forudgaaende Udsagn.

§ 183.

Under et Vidnes Afhøring bør det iagttages: at Vidnet saa vidt muligt foranlediges til at udtale sig i sammenhængende Orden om de Punkter, angaaende hvilke dets Forklaring æskes,

at det bringes paa det rene, hvorvidt Vidnets Forklaring støtter sig til egen Iagttagelse, og

at Spørgsmaal, hvorved der foreholdes Vidnet Omstændigheder, som først skal godtgøres ved dets Svar, saa vidt muligt undgaas.

Om Vidnet maa benytte nedskrevne Oplysninger ved Besvarelsen af de til det rettede Spørgsmaal, afgøres af Retten, efter at det er opgivet, af hvem, naar og i hvilket Øjemed de er affattede.

§ 184.

Naar Vidner afhøres af andre end Rettens Formand, har denne at vaage over, at utilbørlige, navnlig forvirrende Spørgsmaal ikke stilles ved Afhørelsen, og at

enne foregaar i en passende Form. Sker Afhørelsen, trods Formandens Advarsel paa utilbørlig Maade eller paa en Maade, som ikke er egnet til at bringe Sandheden for Dagen, eller som gaar udenfor Sagen, kan han unddrage den paagældende Part Afhørelsen og selv overtage den. Skønner han, at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

§ 185.

Vidners Forklaringer optegnes i borgerlige Sager i Retsbogen, saaledes at de vigtigste Udtalelser gengives saa vidt muligt med Vidnets egne Ord, medens uvæsent- lige Bemærkninger kan udelades. Har Vidnet tidligere været afhørt, er Henvisning tilstrækkelig, saa at kun Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes. Det Retsbogen tilførte bliver efter endt Afhøring at oplæse for Vidnet, og Bemærkning, om Vidnet godkender Forklaringen, optages i Retsbogen.

Naar Vidner afhøres under Domsforhandling for Landsret i Ankesager, og der ikke er særlig Grund til at antage, at Tilladelse til Anke til Højesteret vil blive søgt eller tilstaaet, samt ved Vidneafhøring under Domsforhandling for Højesteret, beror det paa Retten, om og hvor meget der skal optegnes af Vidners Forklaringer. Med Hensyn til Oplæsning og Vedtagelse gælder Regelen i § 36.

I Straffesager forholdes med Hensyn til Optegning, Oplæsning og Vedtagelse af Vidneforklaringer efter Bestemmelserne i Bogen om Strafferetsplejen, sammenholdte med § 35, 6te Stykke, og § 36.

§ 186.

I borgerlige Sager bliver Vidneforklaringer at bekræfte med Ed eller anden højtidelig Forsikring, jfr. § 187, naar nogen af Parterne forlanger det.

I Straffesager skal saadan Bekræftelse ligeledes som Regel finde Sted, saavel naar Vidneforklaringen afgives for en Undersøgelsesret som under Domsforhandlingen, medmindre et for en Undersøgelsesret afhørt Vidne maa antages paa ny at skulle afhøres under Domsforhandling (Nævningesager).

Afgiver et forinden Domsforhandlingen edfæstet Vidne senere Forklaring under Domsforhandling, skal Bekræftelse finde Sted efter de for denne givne Regler, med- mindre Rettens Formand finder det tilstrækkeligt, at Afhørelsen sker i Henhold til den tidligere aflagte Ed.

Finder Retten i noget Tilfælde, at det, hvorom Vidnet er spurgt, allerede er tilstrækkeligt bevist, eller at det er uden væsentlig Betydning for Sagens Afgørelse, hvis det er en borgerlig Sag, eller ganske uden Betydning for Tiltaltes Frifindelse eller Domfældelse, hvis det er en Straffesag, bortfalder Bekræftelsen.

§ 187.

I Stedet for Ed træder en efter en af Justitsministeren foreskreven Formular afgiven højtidelig Forsikring, naar Vidnet hører til et Trossamfund, der ikke tillader sine Medlemmer at aflægge Ed efter nogen af de paa det paagældende Tidspunkt gæl- dende Edsformularer, eller der foreligger Erklæring fra Vidnet om, at Vidnet ifølge sin religiøse Tro ikke kan aflægge Ed. eller om, at Vidnet ikke har nogen religiøs Tro. Saadan Erklæring tages dog kun for gyldig, naar den er afgivet enten før den Tid, da det, hvorom Vidnet spørges, skal have fundet Sted, eller mindst et Aar før Vidneførselen, og Erklæringen ikke er to Aar gammel. Erklæringen afgives paa Ret- tens Kontor i den Retskreds, hvor Vidnet har sit personlige Værneting. Bevis for dens Afgivelse udstedes uden Betaling.

ekræftelsen sker efter Afhøringen og bør, naar Omstændighederne taler derfor, udsættes, indtil alle Vidner, hvis Forklaringer angaar et og samme Forhold, er af- hørte. For saa vidt Omstændighederne giver Anledning dertil, bør Dommeren først paa ny minde Vidnerne om Bekræftelsens Betydning og om det Ansvar, som de paa- drager sig ved at bekræfte en falsk Forklaring. Forinden han modtager et Vidnes Bekræftelse, bør han give Vidnet fornøden Lejlighed til at berigtige sin Forklaring; hvor han dertil finder Anledning, kan han foreholde Vidnet, hvad der af andre Vidner er forklaret eller paa anden Maade er fremkommet i Modstrid med Vidnets Forklaring. Vidnets Bekræftelse gaar ud paa, at det forsikrer, at det har talt Sandhed og intet fortiet,

§ 188.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 Aar,

2) Personer, hvis Aandsevner skønnes at være saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som er under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der er dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten paa Grund af deres forbryderske Vandel eller paa Grund af deres Stilling til Sagen eller til Par- terne eller deres Aandstilstand paa den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lig- nende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upaalideligt,

Foranstaaende Bestemmelser finder tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den i § 187 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

§ 189.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aliægge Vidneeden eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager efter en Parts Begæring — ved Kendelse paalægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr. Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til nærværende Paragraf eller denne og § 177 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Maaneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring foraarsagede Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, naar denne er afgivet under Domsfor- handling, erklæres paa Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har opsættende Virkning.

§ 190.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstaar under Vidneførselen i Anledning af Ind- sigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende har ytret sig, ved Kendelse, i Straffesager dog kun, naar saadant begæres.

I Regelen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen i en af flere Medlemmer bestaaende Ret udsættes, for at Retten kan raadslaa. Saadan Udsættelse bør dog altid være saa kort som muligt og bør i Straffesager aldrig og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregaar Vidneførselen for en anden Ret end den. ved hvilken Sagen i øvrigt behandles, afgøres opstaaede Tvistigheder af hin.

§ 191.

De i det foregaaende omhandlede Tvangsmidler imod Vidner bringes til An- vendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 192.

Vidner har Krav paa en Godtgørelse af i Kr., hvis deres Møde medfører et Tidsspilde for dem af under 4 Timer, men ellers af 2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for hver 4 Timer, de ud over 8 Timer er fraværende fra Hjemmet til Opfyldelse af deres Vidnepligt, samt derhos, for saa vidt det er nødvendigt for dem at tilbagelægge mere end 7 Kilometer for at naa til Retten, paa Erstatning for Rejseudgifter frem og tilbage med 10 Øre for hver løbende Kilometer. Hvis Jernbane eller Dampskib kan benyttes, beregnes Rejseudgifterne dog efter Prisen for henholdsvis 3die Klasse og 2den Plads. Indkaldes Vidnet til at møde udenfor de i de to første Stykker af § 171 fastsatte Afstande, kan der af Retten tilstaas det passende højere Godtgørelse og Vederlag for Rejseudgifter. De Ydelser, paa hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kan anslaas bestemt, tilbørligt Forskud paa samme, maa tilbydes betalte sam- tidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 193.

Ved Optagelse af Arvelegitimationstingsvidner o. desl. bliver de i nærværende Kapitel og § 353 givne Regler at følge, for saa vidt disse ifølge Forholdets Beskaffen- hed lader sig anvende.

Naar Vidner skal føres om Rigtigheden af et Testament, bliver de i Forord- ningen af 21. Maj 1845 § 24 indeholdte Regler om, hvem der skal stævnes, at følge.

§ 194.

Politimesteren er berettiget til at indkalde Personer, som bor eller opholder sig i vedkommende Politikreds, til Møde for at afgive Forklaring uden Ed om, hvad der med Hensyn til Genstanden for Efterforskningen i en Straffesag maatte være dem bekendt. Udebliver den indkaldte uden lovligt Forfald (jfr. § 177), er Politimesteren berettiget til at paalægge ham en Bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden en Uge, for saa vidt Klage ikke fremsættes efter Regelen i § 814.

Vægrer den indkaldte sig ved at afgive Forklaring for Politimesteren, kan denne foranledige ham indkaldt for Retten til Vidneafhørelse (§ 809), men kan ikke træffe andre Tvangsforanstaltninger mod den vægrende.

Reglerne i § 192 finder tilsvarende Anvendelse ved Indkaldelse til Afgivelse af Forklaring for Politimesteren.

§ 195.

I Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel om Vidneførsel i borgerlige Sager indeholdte Regler, jfr. ogsaa § 353, samt de i saa Henseende traktatmæssig fastsatte Bestemmelser, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 m. m., sker Optagelsen af Beviser til Brug ved borgerlige Retssager, som er anlagte eller skal anlægges i Udlandet. Er der i Anmodningen forlangt iagttaget en særskilt Form eller Fremgangsmaade, skal dette saa vidt muligt ske, medmindre saadant maa anses at være utilstedeligt efter de derom gældende Lovbestemmelser.

Kapitel 19.

Syn og Skøn.

§ 196.

Naar der i en borgerlig Sag fremsættes Begæring om Optagelse af Syn og Skøn, og Begæringen af Retten tages til Følge, saavel som naar i en Straffesag de i § 743 nævnte Betingelser foreligger, udmelder Retten ved et Udmeldelsesdekret en eller flere Syns- eller Skønsmænd. Dersom den, der skal tilkaldes, har en almindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af vedkommende Syn eller Skøn, sker i Straffe- sager Tilkaldelsen ved Rettens til ham rettede Begæring.

Personer, som bor udenfor vedkommende Rets Embedsomraade, kan kun ud- meldes af denne, naar det er oplyst, at de er villige til at efterkomme Udmeldelsen, eller naar det findes nødvendigt, enten fordi der indenfor Retskredsen ikke findes sag- kyndige Personer, som kan benyttes, eller fordi den Ting, der er Genstand for For- retningen, er udenfor Retskredsen.

§ 197.

Kun Personer, der er uberygtede, kan udmeldes til Syns- eller Skønsmænd, hvorhos Personer, der vilde være udelukkede fra at handle som Dommere i Sagen ifølge § 60, Nr. 1 og 2, under ingen Omstændigheder maa tilkaldes som Syns- eller Skønsmænd, og de øvrige i § 60 nævnte Personer kun, for saa vidt det ikke er muligt at finde andre lige saa gode.

Til at foretage Syn og Skøn kan Kvinder udmeldes lige saavel som Mænd. Alt, hvad der i denne og andre Love er bestemt om Syns- eller Skønsmænd, finder tilsvarende Anvendelse paa Kvinder.

§ 198.

Enhver, der er pligtig at vidne, er ogsaa pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skønsmand.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd fritages for Udmeldelse, naar de ved Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyser, at de ikke har den fornødne Tid, eller at Forretningens Foretagelse i øvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter. Personer, for hvem Syns- eller Skønsforretningens Udførelse vilde medføre stort Be- svær eller Ulempe, bør, for saa vidt Omstændighederne tillader det, forskaanes for Udmeldelse. Det samme gælder om den, der har fyldt 65 Aar.

§ 199.

For saa vidt Personer er beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Fore- tagelsen af visse Syn eller Skøn, bør andre kun udmeldes hertil, naar Henvendelse til hine vilde medføre en Forhaling, hvorved Øjemedet kunde forspildes, eller naar andre særegne Grunde gør det tilraadeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegen Indsigt eller Færdighed bør i Regelen kun udmeldes Mænd, der ifølge offentlig Stilling eller Livserhverv eller dog ifølge offentlig aflagte Prøver maa anses for duelige hertil.

Skal i en Straffesag en Kvinde synes paa Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det til Øjemedets Opnaaelse er tilstrækkeligt, Kvinder dertil vælges, navnlig bør, hvor Spørgsmaal foreligger om Svangerskab eller Barnefødsel, kvindelige Læger eller Jorde- mødre benyttes, for saa vidt disse maa antages at have tilstrækkelig Indsigt til at afgive Erklæring om Spørgsmaalet.

F. t. L. om Eettens Pleje.

§ 200.

Enhver af Parterne kan gøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skønsmændene, men Retten er ikke bundet herved. Retten bør forinden Udmeldelsen meddele Parterne — i borgerlige Sager dog kun, hvis de er mødt —, hvilke Per- soner der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at udtale sig om disse. Denne Regel kan i Straffesager tilsidesættes, naar Omstændighederne ikke tillader dens Iagttagelse.

Indsigelser, der ikke gøres gældende straks ved Udmeldelsen, kan i borger- lige Sager ikkun tages i Betragtning, naar Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte saadanne Indsigelser, har inden en Uge efter Udmeldelsen at indkalde Mod- parten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at frem- sætte sine Indsigelser. Rettens Kendelse kan, naar den tager Indsigelserne til Følge, ikke paaklages; nægter den at tage Indsigelserne til Følge, kan der finde Kære Sted over dens Afgørelse.

§ 201.

I borgerlige Sager maa det i Udmeldelsesdekretet tydeligt angives, hvad der er Forretningens Genstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Afhjemlingen skal foregaa — medmindre Fastsættelsen af Tiden herfor efter Omstændighederne findes at maatte bero til senere Berammelse —, og det paalægges de udmeldte til den Tid at møde for at afgive og bekræfte deres Erklæring. Hvor særlige Grunde taler derfor, bør den til Synet eller Skønnet fornødne Besigtigelse foretages i et Retsmøde, der kan afholdes udenfor det sædvanlige Tingsted.

I Straffesager foretages den til et Syn eller Skøn fornødne Besigtigelse under et Retsmøde — der efter Omstændighederne bliver at foretage udenfor det sædvan- lige Tingsted —, medmindre Synet eller Skønnet udkræver fortsat Iagttagelse eller Undersøgelse, eller Besigtigelse under et Retsmøde af anden Grund, saasom af Sømme- lighedshensyn, findes uhensigtsmæssig eller ufornøden, i hvilket Tilfælde Retten kan overlade Mændene at foretage eller fortsætte deres Besigtigelse udenfor Retsmøde. I saadant Tilfælde bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller under Møde inden Retten at give dem saadan Meddelelse om Synets eller Skønnets Genstand og Øjemed, som i første Stykke nævnt, samt saadan anden Anvisning, som maatte udkræves. Skal Mændene afgive skriftlig Erklæring, bliver der i Udmeldelsesbeslut- ningen eller Begæringen eller i en Tilførsel til Retsbogen, hvoraf Udskrift overgives dem, at forelægge dem bestemte Spørgsmaal til Besvarelse.

Vil Foretagelsen af et Syn eller Skøn medføre Tilintetgørelse eller Forandring af dets Genstand, bør saa vidt muligt en Del af denne holdes udenfor Undersøgelsen. Lader dette sig ikke gøre, bør Syns- eller Skønsmændenes Antal ikke være under to.

De gældende Regler om Obduktionsforretninger bliver fremdeles staaende ved Magt.

§ 202.

Med Hensyn til Syns- eller Skønsmænds Møde til Afhjemling eller gentagen Afhøring for Retten finder Reglerne i §§ 171 og 172 tilsvarende Anvendelse. Hvis disse Regler er til Hinder for, at Afhjemlingen finder Sted ved den udmeldende Ret, kan denne i Udmeldelsesdekretet bestemme, at Afhjemlingen skal ske ved Underretten paa det Sted, hvor Syns- eller Skønsmændene bor eller opholder sig, eller, hvis dette maatte medføre mindre Besvær for Mændene, for Underretten i den Retskreds, hvor Forretningen er foretaget.

Forelagte Lovforslag m. m. 172

kal Syns- eller Skønsmænd møde for en Underret ifølge en anden Rets Be- slutning, maa en Udskrift af denne forelægges Underretten, der forsyner den med en Paategning om, naar Afhjemlingen skal finde Sted.

Hvor det viser sig nødvendigt at udmelde Syns- eller Skønsmænd, der opholder sig i en anden Retskreds end den, hvor Genstanden for Forretningen befinder sig, og Omstændighederne ikke tillader, at Genstanden forsendes til Mændenes Opholdssted, er de pligtige at begive sig derhen, hvor den findes, selv om de i § 171 opstillede Grænser for deres Mødepligt derved overskrides.

§ 203.

Udmeldelsesdekretet bliver uden Ophold at forkynde for de udmeldte i Over- ensstemmelse med de for Vidner givne Regler. Skal Mændene møde for en Under- ret ifølge en anden Rets Beslutning, skal tillige den i foregaaende Paragraf ommeldte Berammelse af Afhjemlingen forkyndes for dem, i borgerlige Sager desuden for Modparten.

I borgerlige Sager skal Syns- og Skønsmændene give Parterne Underretning om, naar og hvor Forretningen foregaar, ligesom de ogsaa har at meddele Parterne Genpart af den skriftlige Forretning (§ 204) eller dog at give dem Adgang til at gøre sig bekendt med den senest 3 Dage forinden Afhjemlingen.

Klage over Syns- og Skønsmænds Fremgangsmaade ved deres Forretning fremsættes for den Ret, for hvilken Afhjemlingen skal ske. Denne kan paalægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre Forretningen.

§ 204.

Syns- og Skønsmænd afgiver deres Forklaring ved en skriftlig, til Retten stilet, af Mændene underskreven Erklæring. Dog kan Retten med Hensyn til Forklaring, som skal afgives under Domsforhandlingen i Nævningesager (se § 834), frafalde Krav om skriftlig Afgivelse. Yderligere Forklaring kan afæskes dem inden Retten; findes Erklæringen mangelfuld, kan derhos Retten paalægge dem at omgøre eller fuldstæn- diggøre den i en yderligere skriftlig Erklæring. Vedrører Manglerne Erklæringens Af- fattelse, bør Retten yde Mændene fornøden Bistand til deres Afhjælpning. Saadan Bistand kan ogsaa, naar Mændene ønsker det, og Omstændighederne i øvrigt taler der- for, ydes inden det Retsmøde, i hvilket Afhjemlingen finder Sted. Herom skal der da senest i dette Retsmøde meddeles Parterne Underretning.

Er Erklæring afgivet af et dertil beskikket Kollegium, bør Møde i Retten, hvor saadant skal finde Sted, som Regel ikke fordres af flere end et af dets Medlem- mer eller, hvor der er Meningsforskel, af et Medlem for hver af de Meninger, hvori Kollegiet har delt sig; dette udpeger selv de Medlemmer, som skal give Møde. Hvor Erklæring afgives af to eller flere Syns- eller Skønsmænd, bør, hvis Mændene ikke er enige, hver enkelts Mening fremgaa af Erklæringen.

Afhørelse af Syns- og Skønsmænd sker efter Reglerne om Afhørelse af Vidner; dog kan Mændene som Regel overvære hverandres saavel som Vidners Afhørelse, og det kan af Retten tilstedes dem at raadføre sig med hverandre, forinden de svarer.

§ 205.

I borgerlige Sager har Syns- og Skønsmænd at bekræfte deres Syn eller Skøn med Ed eller, under de i § 187 angivne Betingelser, med den dér omhandlede høj- tidelige Forsikring, medmindre begge Parter giver Afkald derpaa. Er Syn eller Skøn afgivet i Henhold til en almindelig Beskikkelse hertil, bortfalder Bekræftelsen. Denne

gaar ud paa. at Mændene har udført deres Hverv og afgivet deres Erklæring eller Forklaring efter Samvittighed og bedste Overbevisning.

I Straffesager finder saadan Bekræftelse som i første Stykke nævnt Sted, naar Syns- eller Skønsmændenes Erklæring eller Forklaring afgives for en Undersøgelsesret, medmindre Mændene maa antages paa ny at skulle afhøres under Domsforhandlingen (Nævningesager), samt naar Afhøring finder Steel under Domsforhandlingen, jfr. dog § 186.

§ 206.

Naar en Syns- eller Skønsmand uden gyldigt Forfald udebliver fra Retsmødet eller uden lovlig Grund vægrer sig ved at udføre Hvervet eller undlader at foretage noget, som paahviler ham i Anledning af dette, eller vægrer sig ved at svare paa de Spørgsmaal, som stilles til ham i Retten, eller ved at bekræfte sin Erklæring eller Forklaring med Ed eller Forsikring, hvor saadant er foreskrevet, finder Reglerne i §§ 177 og 189 Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Dog kan Retten, naar dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, udnævne andre Syns- eller Skønsmænd enten straks, eller naar de anordnede Tvangsmidler forgæves er anvendte. I borgerlige Sager kan dette dog kun ske efter Begæring af vedkommende Part, der i saa Fald ikke kan forlange yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de genstridige Syns- eller Skønsmænd.

§ 207.

Har Syns- eller Skønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gøre Forretningen færdig, kommer de i § 177, sidste Stykke, givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følger af Forholdets Natur.

§ 208.

Med Hensyn til Indsigelser fra Syns- eller Skønsmændenes Side saavel som Kære over de Kendelser, hvorved noget paalægges dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 209.

De om Vidner givne Regler skal med de Lempelser, der følger af Forholdets Natur, anvendes paa Syns- og Skønsmænd, for saa vidt ovenstaaende Forskrifter ikke er til Hinder derfor.

§ 210.

At Syn eller Skøn har fundet Sted, udelukker ikke fornyet Syn eller Skøn over samme Genstand ved de samme eller, naar Retten finder det hensigtsmæssigt, andre Mænd.

§ 211.

Udmeldte Syns- og Skønsmænd erholder, for saa vidt Udførelsen af det dem paalagte Hverv eller deres Møder for Retten i Anledning deraf gør det nødvendigt for dem at rejse mere end 3 Kilometer fra deres Hjem, dels Godtgørelse for Udgif- terne derved, beregnet efter 2den Klasses Takst for Rejse paa Jernbane, efter 1ste Klasses Takst for Rejse paa Dampskib, og i øvrigt med 30 Øre for hver løbende Kilometer, dels i Tærepenge 2 Kroner, naar Fraværelsen fra Hjemmet ikke varer 4 Timer, og ellers 6 Kroner med Tillæg af 3 Kroner for hver 6 Timer, de ud over 12 Timer er fraværende fra Hjemmet.

isse Ydelser eller, hvis de ikke kan anslaas bestemt, passende Forskud paa dem skal i borgerlige Sager tilbydes forud. I Straffesager kan Mændene ved Udmeldelsens Forkyndelse for dem forlange fornødent Forskud paa Godtgørelsen for Rejseudgifter saavel som paa de dem forinden deres Møde for Retten tilkommende Tærepenge. I øvrigt bliver de dem tilkommende Beløb at udbetale ved Rettens For- anstaltning.

Der tilkommer derhos Syns- og Skønsmænd Godtgørelse for andre Udlæg og sportelmæssig Betaling for deres Forretning. Har denne udkrævet særlig Møje eller Tidsanvendelse eller særlige Fagkundskaber, kan Retten forhøje Betalingen efter sit Skøn.

Udenfor de nævnte Betalinger maa Syns- eller Skønsmænd under den i Straffelovens § 117 bestemte Straf intet modtage af Parterne for deres Forretning.

§ 212.

Til Understøttelse under Efterforskningen i en Straffesag kan Politimesteren, naar Omstændighederne ikke tillader Opsættelse, lade foretage Syns- eller Skønsforret- ninger ved Mænd. som han selv tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Erklæring an- gaaende Forretningens Resultat. Er de paagældende ikke beskikkede med alminde- lig Bemyndigelse til Foretagelsen af saadant Syn eller Skøn, er de dog kun pligtige at efterkomme Kaldelsen, naar Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Underretskreds, i hvilken de bor. Udebliver eller vægrer nogen saaledes tilkaldt Syns- eller Skønsmand sig ved at efterkomme Kaldelsen, kan Politimesteren paalægge ham en Bøde til Politikassen af indtil 20 Kr., at udrede inden en Uge, og, naar Sagen er af sær Vigtighed, endog om fornødent lade ham afhente med Magt. Politi- mesteren har dog snarest muligt at henvende sig til Retten om Varetagelse af det videre fornødne i Anledning af Forretningen, og det staar da de paagældende frit for, i Overensstemmelse med §814, for Retten at forebringe deres mulige Klager over formentlige Overgreb fra Politimesterens Side.

Reglerne i den foregaaende Paragraf finder tilsvarende Anvendelse ved Tilkal- delse af Syns- og Skønsmænd ved Politimesteren.

§ 213.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Søforklaringer. Under de i § 187 angivne Betingelser træder den dér omhandlede Forsikring i Eds Sted. Det har ligeledes sit Forblivende ved de Regler, som for Tiden gælder om Sø- og Han- delsrettens, henholdsvis Søretternes Medvirkning ved Besigtigelser. Skøn og Taksationer i Tilfælde, hvor der ikke er rejst Retssag, jfr. dog § 18.

Kapitel 20.

Rettens Raadslagninger og Afgørelser.

§ 214.

Domme, Kendelser og andre Beslutninger af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt Dommer, og som ikke hører til de Beslutninger, Rettens Formand kan træffe, vedtages ved Afstemning efter forudgaaende Raadslagning. For Afstemningsordenen fastsætter Retten selv de fornødne Regler. Retten kan bestemme saadanne Foran- dringer i disse, som den til enhver Tid maatte anse for hensigtsmæssige. Formanden

temmer dog altid sidst; han forestaar Afstemningen og samler Stemmerne. Afstem- ningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog. Enhver Dommer har Ret til at paase, at hans Stemme gengives rigtigt.

Dommernes Raadslagninger og Afstemninger maa ikke overværes af Tilhørere med Undtagelse af Retsskriveren.

I en Sags Afgørelse kan ingen Dommer eller Nævning deltage, som ikke har overværet de mundtlige Forhandlinger i deres Helhed. Naar i en Straffesag, som behandles ved Landsret, en Dommer eller en Nævning faar Forfald eller af anden Grund maa fratræde, efter at Domsforhandling er begyndt, kan denne fortsættes, saa- fremt dog højst een Dommer og een Nævning mangler.

Ved Forhandlinger, som forudsættes at blive af længere Varighed, bør i Retter, som bestaar af flere Medlemmer, en eller flere Dommere ud over det nødvendige mindste Antal deltage.

§ 215.

I Dommens Vedtagelse deltager for Landsretternes Vedkommende mindst tre, og for Højesterets Vedkommende mindst ni Medlemmer af Retten, jfr. dog § 214. Samme Regler gælder ogsaa for Vedtagelse af Kendelser, medmindre andet er bestemt.

§ 216.

For enhver Afgørelse i en Ret, der beklædes af flere Dommere, skal der være Stemmeflerhed. Ved lige Stemmetal gør Formandens (jfr. § 7), eventuelt den efter Embedsalder ældste i Afgørelsen deltagende Dommers Stemme Udslaget, Kræver Af- gørelsen Afstemning over flere Punkter, er de Dommere, som har befundet sig i Mindretal, pligtige at deltage i de senere Afstemninger, for saa vidt det modsatte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig i en Straffesag om det samme Spørgsmaal flere end to for- skellige Meninger, af hvilke ingen er i Flertal, bliver de for Sigtede ugunstigste Stemmer regnet sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemme- flerhed. Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den ugunstigste for Sigtede, bliver der afstemt særskilt herom.

Særskilt Afstemning finder ligeledes Sted, naar der opstaar Meningsforskel om, hvorledes Spørgsmaalene skal stilles, eller om Afstemningens Resultat.

Den vedtagne Afgørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller af den af de i Afgørelsen samstemmende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages. Stemmetallet maa ikke optages i Rettens Afgørelser.

§ 217.

Rettens Afgørelser sker ved Kendelse i de Tilfælde, hvor denne Form er særlig foreskrevet.

§ 218.

Domme og Kendelser skal ledsages af Grunde. Andre Beslutninger af Retten eller Rettens Formand behøver ikke at begrundes, medmindre saadant særlig er foreskrevet.

Den i Rettens Afgørelse af en borgerlig Sag givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer under Sagens Behandling afgiver fuldt Bevis for disse, for saa vidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 219.

Rettens Afgørelser træffes snarest muligt, efter at den paagældende For- handling er til Ende. Kan i en Straffesag Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, skal dog Dom afsiges senest inden en Uge og, hvor Nævninger har medvirket, senest Dagen efter. Det sidste gælder ogsaa om Kendelser i Straffesager.

Afsigelsen af en Dom foregaar ved, at Domsslutningen, efter at hele Dommen er skriftlig udarbejdet, oplæses i et Retsmøde.

Dersom det ikke ved Optagelsen af en borgerlig Sag tilkendegives, naar Dom- men eller Kendelsen vil blive afsagt, skal Parterne og efter Omstændighederne Vidner og Syns- eller Skønsmænd tilsiges til at høre den afsagt. Er den paagældende ikke saaledes sat i Kendskab om Afsigelsestiden, regnes for hans Vedkommende de ellers fra Afsigelsen løbende processuelle Frister først fra Dommens eller Kendelsens Forkyndelse for ham.

I Straffesager bør Tiltalte, hvis han er fængslet, bringes til Stede ved Dom- mens Afsigelse, jfr. dog § 919, 3die Stykke. Er Dommen fældende, og er Tiltalte ikke til Stede ved Afsigelsen, bliver Udskrift af Dommen at forkynde for ham; i an- dre Tilfælde meddeles der ham paa Begæring Udskrift uden Betaling. Af alle Domme tilstilles der Overanklageren Udskrift. Ved Afsigelsen eller Forkyndelsen af en fæl- dende Dom bliver det at betyde Domfældte, inden hvilken Frist og paa hvilken Maade han kan fremsætte Meddelelse om Anke.

§ 220.

Stadfæstelse af en indanket Dom kan gives enten i Henhold til de i samme anførte Grunde eller i Henhold til ny Begrundelse.

I overordnet Rets Dom skal det altid anføres, ved hvilken Ret den indankede Dom er afsagt.

§ 221.

Retten kan til enhver Tid i Embeds Medfør eller ifølge Begæring berigtige Skrivefejl, som er indløbet i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regnefejl samt saadanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrører Udfærdigelsens Form.

Fremdeles kan den ogsaa, naar Begæring derom fremkommer inden Anke- fristens Udløb, og efter at der er givet Parterne og i Straffesager tillige Forsvareren Lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i Afgørelsen af en borgerlig Sag inde- holdte Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer eller den i Afgø- relsen af en Straffesag indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng, for saa vidt Fremstillingen erkendes at lide af Fejl, bestaaende i Forbigaaelser, Uklar- heder eller Modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage Forandringer enten i Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning angaaende slige Berigtigelser træffes, og Meddelelse om dem sker efter de samme Regler, som gælder for den oprindelige Afgørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Afgørelse træder i alle Hen- seender i Stedet for den oprindelige. Beslutningen angaaende Berigtigelse er ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 222.

Beslutninger af Retten eller dens Formand, der ikke behøver at begrundes, saavel som Kendelser af blot procesledende Beskaffenhed kan omgøres, naar nye Op- lysninger foreligger.

§ 223.

I de Tilfælde, hvor en efter Loven tilstedelig Afvigelse fra de almindelige Regler om Straffesagers Behandling betinges af en forudgaaende Beslutning af en Ret, ved hvilken den Sag, med Hensyn til hvilken Spørgsmaalet opstaar, ej er tingfæstet, bliver Spørgsmaalet skriftlig at forelægge Retten. Er denne Højesteret eller en Landsret, træffes Afgørelsen af Formanden med to Medlemmer af Retten eller, hvor saadant særlig er bestemt, af Formanden. Retten tager Beslutning paa Grundlag af det forelagte samt de yderligere Oplysninger og Erklæringer, som maatte være ind- hentede ; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved en Undersøgelsesret Mundtlig Forhandling finder ikke Sted, medmindre Formanden af særegne Grunde finder Anledning til at beslutte en saadan; dog er Retsmødet i saa Fald ikke offent- ligt. De i denne Paragraf ommeldte Afgørelser kan ikke paaklages for højere Ret.

Tredie Bog.

Den borgerlige Retspleje.

Første Afsnit.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel 21.

Retternes Virkekreds.

§ 224.

Enhver borgerlig Retstrætte behandles i første Instans ved Landsret, med- mindre den er henlagt til Underret eller den ved Overenskomst mellem Parterne ind- bringes for Underret, for saa vidt dette lovligt kan ske. Om Virkekredsen for Sø- og Handelsretten i København gælder denne Lovs § 9.

§ 225.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmaal angaaende private Formuerettigheder, naar Genstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 300 Kr.

2) ;Sager angaaende Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, naar Genstanden for samme ikke overstiger 300 Kr.

3) Sager angaaende Servitutter og partielle Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (§ 446, jfr. § 443).

5) Ægteskabssager (§ 448).

6) Sager angaaende Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom (§ 468), samt Mortifikation af Servitutter, Brugsrettigheder og Grundbyrder (§ 477).

7) Sager angaaende Erhvervelse af Ejendomsdom.

8) Sager, hvorved Faderskabet til Børn udenfor Ægteskab søges oplyst, for at Underholdsbidrag kan paalægges Faderen.

9) Sager, anlagte i Medfør af Forordningen af 28. Marts 1845 § 17 til Hæftelses- breves Udslettelse.

10) Sager angaaende strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen er henviste til privat Forfølgning, jfr. § 725, for saa vidt der ikke paastaas højere Erstatning end 300 Kr.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 226.

Sagens Værdi bestemmes efter Paastanden i Stævningen. Bestaar Søgsmaalet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse. Ved Krav paa noget mod Er- læggelse af en Modpræstation medregnes denne ikke. Dersom Paastanden omfatter Renter af Fordringen, tages kun Hensyn til Fordringen selv.

Der tages intet Hensyn til Sagsomkostninger eller til senere Nedsættelse af Paastanden.

§ 227.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

1) Er aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for be- standig eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 279) levende Personers Livs- tid eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 Aar efter det nævnte Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25-dobbelte af et Aars Beløb.

2) Er aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5-dobbelte af et Aars Beløb.

3) Kan Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingen Sinde over 25.

Er Beløbet af aarlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige Aar, tages Værdien i det sidst forløbne Aar som Enhed.

§ 228.

Lyder Paastanden ikke paa en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af den Genstand ved Rettens Skøn, jfr. dog § 227.

§ 229.

I de i de tvende foregaaende Paragraffer omhandlede Tilfælde er Rettens Af- gørelse, for saa vidt den gaar ud paa at erklære sig kompetent til at paakende Sa- gen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Af- gørelse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

§ 230.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmaalet, maa den Part, som paastaar den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt paahviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

§ 231.

Imod Søgsmaal, der i Henhold til § 225 er anlagte ved Underret, kan Mod- fordringer gøres gældende, naar i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Frem- sættelse er til Stede (§ 280). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den over- skydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, for saa vidt Dommen ikke herved kommer til at lyde paa noget højere Beløb end 300 Kr. (§ 225, jfr. §§ 226, 227 og 228), eller saafremt Modfordringen kunde forfølges ved Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmaal, der svæver for Landsret, kan Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret.

Forelagte Lovforslag m. m. 173

§ 232.

Naar Sagen ifølge den oprindelige Paastand rettelig er begyndt ved Underret, forbliver den ved denne, uagtet Paastanden senere udvides eller forhøjes, naar dog Sagens Værdi ikke derved imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges- ud over den i § 225 bestemte Grænse af 300 Kr.

En Udvidelse af Paastanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregaa saaledes, at Fordringer af forskellige af de i § 225 nævnte Klasser inddrages under Sagen.

§ 233.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent, fordi enkelte Fordringer, Spørgsmaal eller Dele udskilles til særskilt Behandling eller Paakendelse i Henhold til § 286, § 294 eller § 295, selv om disse eller Resten af Sagen, for sig betragtet, vilde høre under Underret.

§ 234.

Parterne kan retsgyldig vedtage at lade en Sag behandle ved Underret, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Und- tagelse af de i Kapitel 43 og 44 nævnte Sager (jfr. endvidere §§ 657 og 669).

Kapitel 22.

Værneting.

§ 235.

Retssager skal, hvor denne Lov ikke hjemler Undtagelse, anlægges ved den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte har Bopæl (Hjemting).

§ 236.

Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere Retskredse, anses han at have Hjemting i enhver af dem.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten paa det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Berammelse, eller, dersom hans Op- holdssted ikke vides, ved Retten paa det Sted, hvor han vides sidst at have boet eller opholdt sig.

§ 237.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke er det paagældende Lands Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer anses at have Hjemting i København, for saa vidt de ikke vedlige- holder Bopæl paa noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske Undersaatter, som ikke kan sagsøges i det Land, hvor de har Bopæl.

§ 238.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer saavel som Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formaal, har Hjemting i den Retskreds, hvor deres Hoved-Forretningslokale er, eller, naar saadant ikke kendes og ikke erfares ved Henvendelse til Politiet, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor. De Værnetingsbestemmelser, der indeholdes i Firmalov af 1. Marts 1889 § 34, Sølov

f 1. April 1892 § 10, Lov om Oplagsbeviser m. v. af 30. Marts 1894 § 18 og Patentlov af 13. April 1894 § 24, forbliver gældende.

Retssager, der angaaende Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af For- eningen eller Selskabet mod de enkelte Medlemmer eller opstaar imellem disse som saadanne, kan anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemting.

§ 239.

Sager imod Staten skal anlægges ved den Ret, i hvis Kreds den Embeds- mand, som paa Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor eller i Mangel af saadant sin Bopæl.

§ 240.

Sager angaaende Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grrundbyrderettigheder eller andre — skal anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmaal, hvorved Fordringer, der er forbundne med Pant i fast Ejendom, eller hvorved enkelte forfaldne Grundbyrdeydelser indtales, kan anlægges paa det Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, anses den med Hensyn til Spørgs- maalet om. hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skal eller kan anlægges, at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stue- huset. hører. Findes saadanne ikke, eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse,

kan Sagen anlægges i hvilken som helst af disse.

§ 241.

Det har sit Forblivende ved Bestemmelserne i §§ 84 og 85 i Lov om Skifte af Dødsbo m. v. af 30. November 1874 samt i Lov Nr. 72 om Forfatterret m. m. af 1. April 1912 § 6, 5te Stykke, saaledes at i sidstnævnte Tilfælde Østre Landsret træder

i Stedet for Hof- og Stadsretten i København.

§ 242.

Den, der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har haft andres Midler under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvalt- ning eller sit Regnskab ved Retten paa det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kan ogsaa anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses af den. der har ført samme, imod den, for hvem han har ført den eller det.

§ 243.

Søgsmaal til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kan anlægges ved Retten paa det Sted, hvor Retshandelen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge Loven eller i øvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes, saafremt Sagsøgte ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse er til Stede i Retskredsen.

Har nogen under et Ophold i en Retskreds paadraget sig en Forpligtelse, som skulde opfyldes dér, inden han forlod Retskredsen, kan han endvidere i den Anled- ning sagsøges dér, uagtet han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse ikke er til Stede i Retskredsen.

§ 244.

Sager, hvorunder der paastaas Straf, Erstatning eller Oprejsning i Anledning af retsstridige Skadetilføjelser eller andre Retskrænkelser, kan anlægges paa det Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregaaet, eller, naar den har været udøvet i flere Retskredse, i hvilken som helst af disse.

§ 245.

Naar flere Sagvoldere skal eller dog kan sagsøges under eet, og Sagen imod dem ikke ifølge denne Lov kan indbringes for andet Værneting, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemting.

§ 246.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskellige Retter, har Sagsøgeren Valget, for saa vidt ikke andet fremgaar af Lovens Forskrifter.

§ 247.

Naar Parterne vedtager det, kan de indbringe deres Sag for hvilken af samt- lige ligeartede Retter i første Instans, de vil, uden at Rettens Samtykke behøves.

§ 248.

Udlændinge kan sagsøges her i Riget, for saa vidt nogen Ret ifølge de for- anstaaende Regler kan anses som Værneting i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter kan anlægges, skal det, for saa vidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser er til Hinder derfor, være Indlændinge tilladt i Sager angaaende Formueretsforhold at sag- søge Udlændingen i den Retskreds, hvor han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse opholder sig eller har Gods.

Med Hensyn til svenske Undersaatter har det sit Forblivende ved Lov om svenske Dommes Fuldbyrdelse m. v. af 19. Februar 1861 § 6.

Kapitel 23.

Forening af flere Krav under samme Retssag.

§ 249.

Flere Krav af samme Sagsøger mod samme Sagvolder kan fra først af for- enes under een Retssag, selv om de hviler paa forskellige faktiske og retlige Grunde og er af ulige Beskaffenhed, naar Retten er kompetent med Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig paa dem.

§ 250.

Under samme Betingelser kan flere Parter fra først af sagsøge eller sag- søges i Forening under samme Retssag; dog udfordres endvidere hertil, for saa vidt Kravene ikke har fælles Oprindelse eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gør Indsigelse derimod.

Anlægges Sag mod nogen af de i § 238 nævnte Korporationer, Foreninger eller Selskaber, kan Ansvar, der udspringer af samme Retsforhold, under Sagen gøres gældende mod Bestyrelsens Medlemmer personlig, uden Hensyn til deres Værneting.

§ 251.

Enhver, der tror sig i det hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Genstand for en Retstrætte i første Instans imellem andre, kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 34 indtræde som Intervenient i den begyndte Sag.

Intervention kan ikke finde Sted, naar den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gøres kompetent til at paakende Interventions- søgsmaalet, dersom det anlagdes særskilt.

§ 252.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svæ- vende Sag. kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse og faa Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i Kapitel 34.

§ 253.

Sagsøgeren kan andrage paa at maatte tilstævne (adcitere) Trediemand for at faa Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Saadant An- dragende kan dog ikke tages til Følge, naar det maa tilregnes Sagsøgeren som en Forsømmelse, at den paagældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er blevet ind- draget under Søgsmaalet. I øvrigt bliver de i Kapitel 34 givne Regler at iagttage.

§ 254.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den Myndighed, som er tillagt den i § 286.

Kapitel 24.

Sagens Parter.

§ 255.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgøres efter Lovgivningens alminde- lige Regler.

Ligeledes afgøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer optræder som Proces- fæller for at udgøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

§ 256.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, og i et Retsmøde en eller flere af disse udebliver, medens en eller flere af dem giver Møde, repræsenterer den eller de, der møder, de udeblevne.

§ 257.

Myndigheden til at raade over Retstrætter som Part afgøres efter den borger- lige Rets Regler; dog tages kun Hensyn til Sagens egentlige Genstand, men ikke til Sagsomkostninger.

§ 258.

Retten har ikke paa Embeds Vegne at afkræve Parterne Bevis for, at de er myndige til at raade over Processen. Afvisning paa Grund af Sagsøgerens eller Sag- volderens Mangel paa Myndighed til at raade over Sagen finder derfor kun Sted efter Paastand.

Dog kan Retten paa Embeds Vegne afvise Sagen enten straks, eller naar de fornødne Oplysninger ikke fremskaffes, naar der ifølge den Maade, hvorpaa Parterne i Processkrifterne betegnes, eller i øvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger er Grund til at antage, at nogen af dem mangler Myndighed til at raade over Sagen.

§ 259.

Enhver kan baade som Sagsøger og som Sagvolder gaa i Rette for sig selv.

Højesteret og Landsret samt Underretten, naar den medvirker ved Forbere- delsen af en Landsretssag, kan. naar en Parts Processkrifter findes uforstaaelige, tilbagevise disse og tilkendegive Parten, at han maa lade sin Sag udføre for sig af en Sagfører; ligeledes kan de under de mundtlige Forhandlinger afvise en Part, der selv udfører sin Sag, og henvise ham til at lade en Sagfører møde for sig, naar det viser sig, at han ikke kan fremstille Sagen med tilbørlig Ro og Klarhed. Retten træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Ud- sættelse. Saafremt ovenomhandlede af Retten givne Paalæg, som ej er Genstand for Anke eller Kære, ikke efterkommes, anses Parten som den, der ikke har indgivet de paagældende Processkrifter, eller som den, der udebliver under paagældende mundtlige Forhandling.

Kapitel 25.

Rettergaugsfuldmægtige.

§ 260.

Enhver kan baade som Sagsøger og som Sagvolder lade møde i Retten for sig ved en efter nedenstaaende Regler berettiget Rettergangsfuldmægtig.

Sagførere er eneberettigede til at møde i Retten som Fuldmægtige for Par- terne; dog kan der mødes af Værger for umyndige og umyndiggjorte, af Kuratorer for mindreaarige, af faste Lavværger for Enker, ved Ægtefælle, beslægtede og besvog- rede i anden Grad af Sidelinien eller nærmere samt ved Personer, der staar i fast Tjenesteforhold til Parten, saaledes at de er antagne af ham for ikke kortere Tid end en Maaned og — naar Parten ikke selv er Sagfører — ikke med det særlige Hverv for Øje at møde for Retten.

Den. der foregiver at staa i et af de ovennævnte Forhold til Parten, maa være rede til at føre Bevis herfor, naar det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstaa en passende Udsættelse hertil.

Endvidere er det under Skiftebehandlinger tilladt at lade møde for sig ogsaa ved andre end de foran nævnte Personer, og det samme gælder under Fogedforret- ninger, derunder Auktionsforretninger, for dens Vedkommende, imod hvem Retshand- lingen er rettet, og under sidstnævnte Forretninger for de bydendes Vedkommende, alt for saa vidt ikke fremsatte Paastande eller Indsigelser foranlediger Forhandling for vedkommende Ret. jfr. dog § 517, 2det Stykke.

§ 261.

Den, der uden at være Sagfører møder som Fuldmægtig for Parten, maa være personlig myndig og ikke ved Dom fundet skyldig i en i den offentlige Mening van- ærende Handling.

Retten har paa Embeds Vegne at afvise Personer, der ikke er berettigede til for den at give Møde for andre, og at tilbagevise Processkrifter, der er underskrevne af andre end Parten og de foran nævnte mødeberettigede Personer.

§ 262.

Det, der i § 259 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise en Parts Processkrifter eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under lige Betingelser gælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke er Sagførere.

§ 263.

En Rettergangsfuldmægtigs Handlinger eller Undladelser er, for saa vidt som de falder indenfor Bemyndigelsens Grænser, lige saa bindende for Parten, som om de var foretagne af denne selv.

Dog kan Tilstaaelser eller andre Erklæringer om det faktiske i Sagen, som fremkommer under de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, naar dette sker straks og umiddelbart efter, at Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 264.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommet under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at raade over Sagen, ej heller derved, at Parten er blevet myndig til selv at raade over Processen, men kun ved en Tilkendegivelse til Modparten om Befuldmægtigelsens Ophør.

§ 265.

Retten paaser paa Embeds Vegne, at den. der møder som Rettergangsfuld- mægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke paa Embeds Vegne Sagførere Bevis for, at de er befuldmægtigede for Parten, og naar deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten, kan de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere maa være i Stand til straks for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers straks kan afvises.

§ 266.

Naar en i øvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen anden giver Møde for Parten, kan han, naar saadant kan ske uden væsentlig Ulempe, af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den paagældende har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilvejebringe Partens Godkendelse af hans Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger saavel som muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 267.

Om end en Part i øvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

Kapitel 26.

Forligsmægling.

§ 268.

Genstand for tvungen Forligsmægling er alle borgerlige Domssager i første Instans. Dog er Forligsprøve ej fornøden,

1) naar Modfordringer gøres gældende, selv om selvstændig Dom for dem paastaas,

2) i Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (Kapitel 41).

3) i Sager, der anlægges af eller paa Foranstaltning af eller imod Statsmyndigheder,

4) i paatrængende Sager,

5) naar offentlig Indstævning finder Sted,

6) naar Sagvolderen bor eller opholder sig udenfor Kongeriget uden at have en Sagsøgeren bekendt, her bosat Fuldmægtig, som Sagsøgeren er berettiget til at indkalde paa Sagvolderens Vegne,

7) naar Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag (§ 634).

Den i Tyendelov af 10. Maj 1854 §§ 65—76, jfr. Lov af 4. Marts 1857 § 8, anordnede Mægling for en Tyendeforligsmægler vedbliver at bestaa i Overens- stemmelse med de der givne Regler, kun at den i Tyendelovens § 67 ommeldte edelige Erklæring afløses af en tilsvarende højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular.

I følgende Tilfælde foregaar Mæglingen ved Retten:

a) i Sager angaaende de i Tyendeloven af 10. Maj 1854 omhandlede Forhold, for saa vidt de ikke henhører under den ovenfor omtalte særlige Mægling,

b) i Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, dog med Undtagelse af trykte eller skriftlige Beskyldninger,

c) i Sager, i hvilke der søges Underholdsbidrag hos Faderen til et Barn udenfor Ægteskab,

d) i de under Københavns Byret hørende Sager angaaende private Formuerettigheder, naar Genstanden for samme i Penge eller Penges Værdi ikke overstiger 300 Kr.,

e) i Sø- og Handelssager, jfr. for København Lov om Sø- og Handelsret af 19. Fe- bruar 1861 § 19.

I øvrigt foregaar Forligsmægling ved de i næste Paragraf nævnte Forligskom- missioner.

§ 269.

For Københavns Byrets Omraade skal der foruden den ved Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19 for Sø- og Handelssager indrettede Forligs- kommission beskikkes en Forligskommission, der behandler de øvrige Sager og bestaar af et af Magistratens Medlemmer eller en af dens Embedsmænd, en Borgerrepræsen- tant samt en af Justitsministeriet beskikket Mand udenfor Retterne.

Udenfor København bliver den ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af 4. Marts 1857 foreskrevne Ordning fremdeles bestaaende. Hører der til Kredsen intet Landdistrikt, vælges begge Forligskommissærer af Byraadet.

Forinden en Forligsmægler begynder sin Virksomhed, afgiver han en højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular om at ville med al mulig Nid- kærhed og Redelighed efter bedste Evne og Overbevisning søge at befordre villig og mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkommer for ham.

Staar en Forligsmægler i noget af de i § 60, 1) eller 2), nævnte Forhold til Sagen eller Parterne, fratræder han, og Mæglingen udføres af den eller de andre Forligsmæglere alene eller i Forening med en særlig dertil beskikket Forligsmægler.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 270.

Parterne er berettigede til at give Møde for en hvilken som helst af de i forrige Paragraf nævnte Forligskommissioner, og en af en saadan foretagen Mægling er gyldig, uanset ved hvilken Ret Sagen senere behandles. Indklagede er imidlertid kun pligtig at give Møde for Forligskommissionen i den Forligskreds, i hvilken han har Bopæl eller Ophold, og for den af sø- eller handelskyndige Mænd bestaaende Kommis- sion kun, naar Sagen er en Sø- eller Handelssag.

Til Mægling ved Retterne eller Forligskommissionerne udenfor København og Frederiksberg skal Parterne give personligt Møde, medmindre de har lovligt For- fald, i hvilket Tilfælde vedkommende Part kan lade møde ved en hvilken som helst, med tilstrækkelig Fuldmagt forsynet, god Mand. Den Part, som ej blot bor udenfor Forligs- kredsen, men tillige 25 Kilometer borte fra det Sted, hvor Forligsmæglingen foregaar, skal dog være fritaget for personlig Mødepligt. Møde ifølge Mandatarfuldmagt (jfr. § 131) betragtes ikke som personligt Møde af Parten. Den Part, som møder ved Fuldmægtig, bliver ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 325, naar han efter

dertil at være opfordret af Modparten ikke oplyser at have været berettiget hertil.

§ 271.

Indgivelse af en særlig Klage til de i § 269 nævnte Forligskommissioner er ikke nødvendig. Derimod maa Klageren udstede en paa lignende Maade som en Stæv- ning affattet Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Stævningen kan benyttes som saadan. Indkaldelsen eller Stævningen indleveres til Forligskommissionen, der giver den Paategning om Tid og Sted for Mæglingens Foretagelse, hvorefter den til- bageleveres Klageren til Forkyndelse for Modparten i Overensstemmelse med de for Stævnings Forkyndelse givne Regler, dog at Varselet kun behøver at være 3 Dage, hvis Indklagede bor i Kredsen, og en Uge, hvis han bor udenfor denne. Benyttes Stæv- ningen til Forligsindkaldelse, kan de nævnte Frister medregnes som Dele af det foreskrevne Stævnevarsel.

Tror Klageren sig ikke i Stand til selv at udfærdige Forligsindkaldelsen i en Sag. hvis Genstand er en Fordring, lydende paa en bestemt Pengesum, skal en af Forligskommissærerne udfærdige den efter hans Begæring mod en Kendelse paa 50 Øre. Der tilstilles ved Justitsministerens Foranstaltning Forligskommissionerne Blanketter til Forligsindkaldelser.

§ 272.

Udebliver Klageren fra Forligsmæglingen uden at oplyse lovligt Forfald, medens Indklagede møder eller lader møde, kan Kommissionen paa Begæring ved en upaaankelig og efter Forløbet af 8 Dage eksigibel Kendelse tillægge Indklagede en Erstatning paa indtil 10 Kr. hos Klageren for forgæves Møde. Oplyser Klageren inden 8 Dage efter Kendelsens Afsigelse, at han har haft lovligt Forfald, sætter Kommis- sionen Kendelsen ud af Kraft.

Hvis en Sag, i hvilken Mægling ved en af de i § 269 nævnte Forligskommis- sioner skulde have fundet Sted, indbringes for Retten, jfr. §§ 340 og 429, uden at Sag- søgeren forinden behørig har indkaldt til samt har mødt eller ladet møde til Forligs- mægling, bliver Sagen efter Paastand at afvise, og der tilkendes Sagsøgte, naar han møder og gør Paastand derpaa, Erstatning for forgæves Møde. Dog kan Retten i Stedet for Afvisning bestemme, at Sagen udsættes, for at Forligsmægling kan finde Sted.

Naar Indklagede ikke møder eller lader møde, henvises Sagen efter Klagerens Begæring af Kommissionen til Retten, og Indklagede bliver derhos ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 325, naar han ikke oplyser at have haft lovligt Forfald.

Forelagte Lovforslag m. m- 174

§ 273.

Den tvungne Forligsmægling ved Forligskommissionerne foregaar for lukkede Døre, og det er forbudt at udstede Attester eller føre Vidner om, hvad der af Par- terne tilstaas eller foreslaas under Mæglingen, medmindre det vedtages af begge Parter og udgør Punkter af Forliget.

En Sag kan under Mægling for en Forligskommission ikke udsættes, naar nogen af Parterne rejser Indsigelse derimod.

Kommer Forlig i Stand, bør dette i sin Helhed indføres i Forligsbogen og underskrives af Parterne.

§ 274.

Naar Forligsmægling har været forsøgt i Anledning af en Sag, er Forligsind- kaldelsens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgs- maalsgrunde eller Paastande.

§ 275.

Spørgsmaal om Gyldigheden af indgaaede Forlig henhører under Afgørelse ved Retterne i første Instans, jfr. herved § 484. Dog maa Indsigelser mod Retsforlig gøres gældende ved Kære, naar de støttes paa Fejl ved Rettens Handlinger.

§ 276.

Den bestaaende Adgang til for Forligskommissionen at godkende et udenfor samme sluttet Forlig for derved at give Forliget Eksekutionskraft eller sikre sig Bevis derfor opretholdes. Dog kan saadan Godkendelse kun gyldig finde Sted ved en For- ligskommission, under hvilken enten Kreditor eller Skyldneren hører.

Kapitel 27.

Procesmaaden i Almindelighed.

§ 277.

Over de til Retten indkomne Sager føres en Sagliste. Er denne ikke indrettet saaledes, at den tillige kan være Retsliste for den enkelte Retsdag, affattes der, for saa vidt ikke Regelen i § 23, Stykke 3, finder Anvendelse, for hver enkelt Retsdag en Retsliste, paa hvilken de Sager, som skal komme for, optages. Retslisten for den enkelte Dag opslaas, Dagen før Retten sættes, i Rettens Forværelse paa et for alle tilgængeligt Sted.

Rettens Formand afgør, i hvilken Orden de Sager, der er ansatte til For- handling paa samme Retsdag, skal foretages. Sager, som ikke naar at komme til Forhandling, overgaar uden videre til næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Retten eller dens Formand er bemyndiget til at lade en Sag udgaa af Rets- listen og overføre den til en af de paafølgende Retsdage, naar der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Retspersonalet eller andre Aarsager, saasom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles paa den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Hen- seende kan baade mundtlig og skriftlig meddeles Rettens Formand, saavel under Retsmøder som udenfor disse.

Naar en Sag ifølge denne Paragraf overføres til en følgende Retsdag, lader Rettens Formand, for at forebygge forgæves Møder, alle vedkommende saa hurtigt som muligt underrette derom.

§ 278.

Naar et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslæt eller ifølge Rettens Bestem- melse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste Retsmøde, medmindre Rettens Formand bestemmer anderledes. Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, over- gaar Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 279.

En Sag anses for anlagt, naar Forligsindkaldelse eller Stævning er indleveret til Berammelse eller Sagen er anmeldt for Retten efter § 337, 2det Stykke, eller § 425, 3die Stykke.

Ved Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 337, 2det Stykke, omhandlede Angivelse anses Sagen for tingfæstet; en Modfordring er at anse som tingfæstet ved Fremlæggelsen eller Meddelelsen af det Svarskrift, hvori den frem- sættes. I det i § 425, 3die Stykke, nævnte Tilfælde er Sagen tingfæstet, naar den foretages i Retten.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Paastand under Domsforhandlin- gen, staar det ham frit for at hæve Sagen, dog at Sagsøgeren ikke derved kan for- hindre, at der gives Sagsøgte Dom for allerede tingfæstede Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen, jfr. dog § 391.

§ 280.

Sagsøgte er berettiget til at fremsætte Modfordringer, for saa vidt som disse enten har fælles Oprindelse med Hovedfordringen eller dog er udjævnelige (kom- putable) med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen som en Bestanddel af Sagsøgtes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser paa samme Maade som disse. Dog kan den Retten ved § 286 tillagte Myndighed udøves ogsaa med Hensyn til Modfordringer.

§ 281.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kendsger- ninger, paa hvilke han støtter sine Paastande, saavel som bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kendsgerninger og de af denne til ham stillede Opfordringer.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kendsgerning skal anses ind- rømmet eller bestridt, og hvilken Virkning Undladelse af behørig at besvare en Op- fordring medfører, afgør Retten efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele.

§ 282.

Retten bør ved hensigtsmæssige Spørgsmaal til Parterne søge at fjerne Uklar- hed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer. Om fornødent kan Retten indkalde Parterne til Besvarelse af saadanne Spørgsmaal.

Saavel Rettens Formand som hvert enkelt af dens andre Medlemmer kan stille Spørgsmaal.

Naar der ikke svares paa de stillede Spørgsmaal, eller Svaret ikke har til- strækkelig Bestemthed, eller en til Møde i saadan Anledning tilsagt Part udebliver uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten fortolke Tavsheden, Ubestemtheden eller Ude- blivelsen paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig lægge dennes Fremstil- ling til Grund for Paakendelsen.

§ 283.

Retten kan opfordre en Part til at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler eller til- vejebringe Syn eller Skøn, naar Sagen ikke uden dette kan bedømmes med tilstrække- lig Sikkerhed.

Efterkommer en Part ikke denne Opfordring, kan Retten efter Omstændig- hederne bringe Regelen i § 282, sidste Stykke, til Anvendelse.

§ 284.

Dersom Retten, efter at Optagelse til Dom er sket, finder Grund til at stille Spørgsmaal af den i § 282 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til, at der rettes yderligere Spørgsmaal til afhørte Parter, Vidner eller Syns- og Skønsmænd, eller til, at der indhentes Syn eller Skøn, kan den under Angivelse af Øjemedet ind- kalde Parterne til et Møde, i hvilket Spørgsmaalene begæres besvarede, eller Parterne opfordres til snarest muligt at foretage det fornødne til at fremskaffe Besvarelsen, Synet eller Skønnet.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes for- skudsvis af det offentlige, indtil det ved den endelige Dom kan afgøres, hvilken af Parterne der skal bære dem.

§ 285.

Antager Retten, at der er Omstændigheder til Stede, som kan medføre Af- visning paa Embeds Vegne, kan den standse Forhandlingen og opfordre Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmaalet.

Naar Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes Forhandlingen.

§ 286.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skal forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten ogsaa med Hensyn til Retssager imellem forskellige Parter, naar Søgsmaalenes For- ening fra først af ikke vilde stride imod § 250.

Er flere Krav forenede under een Retssag, kan Retten bestemme, at en Ad- skillelse skal finde Sted og et eller flere af Kravene forhandles og paadømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingen foreløbig skal indskrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmaalsgrunde eller enkelte Indsigelser kan som en Følge heraf gøres til Genstand for særskilt Procedure.

§ 287.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil faa Indflydelse paa Sagens Udfald, Genstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte. eller er det ind- bragt til Afgørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Paastand eller paa Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det hele eller til Dels skal ud- sættes, indtil hin Retstrætte er paadømt, eller den administrative Afgørelse er truffet.

§ 288.

Opstaar der under en Sag Mistanke hos Retten om, at en strafbar Handling, hvis Forfølgning under en Straffesag vil have Indflydelse paa Sagens Udfald, er be- gaaet af en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgørelse.

§ 289.

Ved Udøvelse af den i §§ 286—88 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnaas.

§ 290.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede Bestemmelser kan træffes paa ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kan omgøres, naar Retten anser dette hen- sigtsmæssigt.

Retten anordner det fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, naar den benytter sin i §§ 283 og 285—88 omhandlede Myndighed.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede procesledende Bestemmelser er ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 291.

Ved Dommen skal Sagen paakendes uden anden Henvisning til paafølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 308.

Bevis ved Syn eller Skøn kan ikke henskydes til Optagelse efter Dommens Afsigelse.

§ 292.

Afgørelsen træffes paa Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevis- førelsen. jfr. dog §§ 345, 390, 415 og 438. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antages at være. afgør Retten i Henhold til det samlede Indhold af Forhand- lingerne og den stedfundne Bevisførelse.

Særlig har Retten, naar der mellem Parterne er Strid, om en Skade er for- aarsaget, eller hvilken Erstatning der skal gives, og den ifølge de Oplysninger, som foreligger eller indhentes (§ 284), anser sig for at være i Stand hertil, at afgøre disse Spørgsmaal efter et Skøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder.

§ 293.

Retten kan ikke tilkende en Part mere, end han har paastaaet. Om Sags- omkostninger og Rettergangsbøder træffes de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Paastand herpaa er nedlagt.

Der maa ved Afgørelsen ikke tages Hensyn til Søgsmaalsgrunde eller Ind- sigelser, som ikke er gjorte gældende af Parterne, og som disse er berettigede til at frafalde, om det end af Sagens Forhandling kan ses, at de kunde have været benyttede.

§ 294.

Er flere Krav forenede under Sagen (§§ 249 og 250), kan Retten, saa snart noget af disse er modent til Paakendelse, afsige Dom derom.

§ 295.

Retten kan afsige Dom angaaende enkelte af de fremsatte Søgsmaalsgrunde eller Indsigelser saavel som angaaende Modfordringer, ikke blot hvor særskilt For- handling af dem er anordnet (§ 286, sidste Stykke), men ogsaa hvor de, uden at dette er Tilfældet, er modne til Paakendelse. Ligeledes kan Retten, naar Sagsøgte for en

Del har erkendt Rigtigheden af et indtalt Beløb, straks give Sagsøgeren Dom for det af Sagsøgte saaledes anerkendte Beløb.

Domme af den Art, som de i foregaaende Stykke omhandlede, er dog kun at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de bliver at lægge til Grund og saa vidt fornødent at optage; en saadan Dom kan ikke særskilt fuldbyrdes, med- mindre Retten særlig bestemmer, at den mod eller uden Sikkerhedsstillelse straks kan fuldbyrdes.

§ 296.

Naar en Part ønsker Bevis optaget for en udenlandsk Domstol, kan han af den Ret. for hvilken Sagen henstaar, eller, naar Søgsmaal endnu ikke er tingfæstet, af den Ret, ved hvilken Søgsmaalet eventuelt vil være at anlægge, begære udfærdiget en Anmodning til vedkommende Ret i det fremmede Land om Foretagelse af den paagældende Retshandling. For at Begæringen kan tages til Følge, maa Parten med- dele de Oplysninger, som kræves til Anmodningens Udfærdigelse. Ønskes saaledes Vidner førte, skal de anføres ved Navn med Opgivelse af deres Bopæl og de særlige Forhold, hvorom deres Forklaring ønskes, samt de Dokumenter, som ønskes dem fore- lagte, eller som de opfordres til at fremlægge, nærmere opgives; jsaa vidt muligt skal der stilles bestemte Spørgsmaal til Vidnerne. Ønskes Skøn afgivet, skal Skønsmæn- denes Egenskaber samt de Forudsætninger, der skal lægges til Grund for Skønnet, tilstrækkeligt angives. Begæringen fremsættes efter de for Begæring om Bevisoptagelse ved danske Retter givne Regler.

Retten afgør ved Kendelse, om og i hvilken Udstrækning Begæringen skal efterkommes. Gaar Kendelsen ud paa, at Begæringen helt eller delvis skal efter- kommes, skal den indeholde de fornødne Oplysninger til Anmodningens Udfærdigelse samt fastsætte den Sikkerhed, som Parten skal stille for de Omkostninger, som skønnes at ville medgaa til Bevisoptagelsen, og den Tid, inden hvilken Sikkerheden skal være stillet. Naar Sikkerheden er stillet, udfærdiger Rettens Formand en Anmodning til vedkommende Domstol om, at Bevisoptagelse maa finde Sted. Anmodningen skal, paa Grundlag af det i Kendelsen oplyste, indeholde en kort Fremstilling af det Forhold, der ligger til Grund for Sagen, samt en nøjagtig Angivelse af, hvad der begæres fore- taget, hvorhos den skal oplyse, hvorvidt nogen af Parterne skal varsles til Forretningen, og i bekræftende Fald Varselets Længde. I øvrigt forholdes efter de traktatmæssig fastsatte Bestemmelser om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Retsanmodninger fra Dan- mark til Udlandet, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 m. m.

Skal Partsed aflægges ved fremmed Domstol, fremsættes Begæring om dens Aflæggelse for den Ret, der har afsagt Edsdommen.

Anmodninger fra fremmede Retter om Bevisoptagelse eller andre retslige Hand- linger bliver at efterkomme overensstemmende med de derom gældende Lovbestem- melser og traktatmæssige Bestemmelser, jfr. i øvrigt § 195.

Kapitel 28.

Om Parternes og Trediemands Forpligtelse til at fremlægge synbare Bevismidler.

§ 297.

Dokumenter, som er i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Med- virkning kan forskaffe sig, maa fremlægges overensstemmende med de i 2det Afsnit indeholdte Regler, jfr. navnlig §§ 349, 359, 410 og 432.

§ 298.

Vil en Part beraabe sig paa Dokumenter, der er i Modpartens Værge eller under hans Raadighed, kan han opfordre denne til at fremlægge dem. Sker dette ikke, kan Parten efter at have angivet de Kendsgerninger, der ved Dokumentet skal bevises, begære, at det ved Rettens Kendelse skal paalægges Modparten at fremlægge Dokumentet i et af Retten fastsat Retsmøde. Ubeføjet Undladelse heraf kan Retten i saa Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 282, sidste Stykke. Det samme gælder ogsaa, naar vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Paastaar vedkommende Part. at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplys- ninger, som er denne Sag uvedkommende, og som han ikke ønsker bekendtgjorte, bestemmer Retten, paa hvilken Maade Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, paahviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

§ 299.

Trediemand er pligtig til paa Opfordring at fremkomme med Dokumenter, naar vedkommende Part enten er Medejer af dem eller i øvrigt har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Be- sigtigelse af Dokumenter, der er hans Raadighed undergivne, men dog kun, for saa vidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller paadrage ham Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

§ 300.

Den Part. der vil benytte et under Trediemands Raadighed værende Dokument som Bevis, kan fremsætte Begæring om, at det maa paalægges Trediemand paa Partens egen Bekostning at fremlægge Dokumentet. Saadan Begæring maa indeholde en nøj- agtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skal bevises, samt nærmere For- klaring angaaende de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kendelse paalægge Trediemand at fremlægge Doku- mentet i et nærmere bestemt Retsmøde eller forinden oversende det til Retten, som da besørger det fremlagt. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Ken- delses ufortøvede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed anses som Fra- faldelse af Begæringen om Dokumentets Fremførelse.

Fremkommer Dokumentet ikke i Retsmødet, maa i dette de Indsigelser frem- sættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gøre. Disse forhandles og paakendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 189, sidste Stykke, og 190.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Paalæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. § 177.

§ 301.

Naar en Syns- eller Skønsforretning skal finde Sted, har Parterne at give de udmeldte Mænd Lejlighed til at bese eller gøre sig bekendte med Forretningens Gen- stand, for saa vidt denne er i deres Værge eller under deres Raadighed. Naar en Part

vægrer sig ved at efterkomme Synsmændenes og Modpartens Opfordring i saa Henseende, bliver han at behandle efter Grundsætningen i denne Lovs § 282, sidste Stykke.

Er Forretningens Genstand i Trediemands Værge, og nægter han de udmeldte Adgang til at iagttage den, kan vedkommende Part derom henvende sig til den Ret, hvor Afhjemlingen skal ske. Skønner Retten, at Trediemands Vægring ifølge Grund- sætningerne i § 299 er ubeføjet, paalægges det ham at tilstede Synsmændene Adgang inden en vis Frist. De i § 300 givne Regler bliver i øvrigt i saadant Tilfælde at anvende.

Kapitel 29.

Afhøring af Parter og Parts Ed.

§ 302.

Retten kan efter Modpartens Paastand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmaal sigtende til Sagens Oplysning.

Om Partens Mødepligt i denne Henseende gælder følgende Regler:

Ingen er — for saa vidt han ikke særlig har forpligtet sig dertil — pligtig at møde for en Underret (jfr. § 355) udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. naar han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade for at naa hen til Retten.

For Landsret eller for Højesteret er i Regelen ingen, som ikke særlig har for- pligtet sig dertil, pligtig at møde udenfor den Landsretskreds, hvor han bor eller op- holder sig, naar han vilde faa længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at paaberaabe i Indkaldelsen, kan det dog paalægges en fjernere boende Part at give Møde for Lands- ret eller Højesteret, naar det maa anses for at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning.

Hvor ikke foranstaaende Regler eller Partens Helbredstilstand er til Hinder derfor, og hvor heller ikke andet er særlig bestemt (se § 355), har Parter at møde og aflægge Forklaring for den Ret, der skal dømme i den paagældende Sag, medmindre dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne eller Ulemper for Parten eller Bekostning, som ikke vilde staa i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Forklaringen kan antages at have for Sagens Oplysning.

Naar en Part ikke kan eller skal møde for vedkommende dømmende Ret (eller den i § 355 omhandlede Ret), bliver den at afhøre ved Underretten paa det Sted, hvor den bor eller opholder sig. I Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, forholdes efter §§ 389, 415 og 438.

De i § 172, sidste Stykke, §§ 173—75 og § 169 indeholdte Regler om Vidner finder med de fornødne Lempelser Anvendelse, naar Forklaring fordres afgivet af Parter.

§ 303.

Enhver Part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin For- klaring. Dette tilstedes ham i Almindelighed, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part. der fremstiller sig for

F. t. L. om Rettens Pleje.

t afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmaal, som Modparten eller Retten maatte gøre ham. Herved er Reglerne i § 302, 6te Stykke, anvendelige, uden at de i bemeldte Paragrafs 3die og 4de Stykke nævnte Afstandsbestemmelser fri- tager Parten for at aflægge Forklaringen for den dømmende Ret.

§ 304.

Naar en Part afgiver Forklaring i Henhold til de to foregaaen de Paragraffer, finder de i §§ 176, 179, 180, 182—85 og 190 indeholdte Regler Anvendelse med de for- nødne Lempelser.

§ 305.

Naar en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller naar Parten, hvad enten han er tilsagt eller har mødt frivilligt, ikke svarer paa de ifølge §§ 302—03 stillede Spørgsmaal, eller Svaret ikke har til- strækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemt- heden paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig lægge dennes Fremstilling til Grund for Paakendelsen.

Er en efter §§ 302—03 afgiven Forklaring usandfærdig, finder Straffelovens §§ 146 og 148 Anvendelse.

§ 306.

Retten kan efter sit Skøn enten tillade den Part, hvem Bevisbyrden paahviler, at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed eller paalægge Modparten edeligt at benægte imod ham anførte Kendsgerninger.

Eden kan kun angaa Kendsgerninger, om hvilke Parten har personlig Kundskab.

Parts Ed kan ikke aflægges af Personer, der ifølge § 187 eller § 188, Nr. 1—3, ikke vilde kunne edfæstes som Vidner.

§ 307.

Den, som paaberaaber sig et Dokument, der angiver sig som udstedt af Mod- parten, kan forlange, at det i Tilfælde af, at tilstrækkeligt Bevis for. at Dokumentet er ægte eller uægte, ikke findes at være tilvejebragt, paalægges Modparten edeligt at benægte dets Ægthed. En tilsvarende Ret tilkommer den Part, som paaberaaber sig Indholdet af sin autoriserede og ordentligt førte Handelsbog, medmindre Handels- bog staar mod Handelsbog.

Er en Person sigtet af en Kvinde for at være Fader til et af hende udenfor Ægteskab født Barn, kan det i Sager om Underholdsbidrag til Barnet eller Bidrag til Barselfærdsudgifter forlanges, at det enten paalægges den Sigtede edeligt at fralægge sig Faderskabet eller tillades Kvinden, for saa vidt hun er Sagsøger, edeligt at be- kræfte sin Sigtelse, alt dog kun saafremt der ikke findes tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for eller mod Sigtelsen.

§ 308.

Parts Ed tilstedes eller paalægges ved en foreløbig Dom (Edsdom), der affattes alternativt, men ikke er eksigibel.

Naar Edsdommen er afsagt, bestemmer Retten Sted og Tid for Edens Af- læggelse. Eden aflægges i Regelen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan

Forelagte Lovforslag m. m. 175

det, hvor Forholdene lægger betydelige Hindringer i Vejen herfor, efter Begæring af den, hvem Ed er paalagt, tillades ham at aflægge Eden for Underretten paa det Sted, hvor han bor eller opholder sig. Eet kan sættes paa den paagældendes Bopæl, naar han paa Grund af Sygdom ikke kan forlade samme. Skal Eden aflægges for den Eet, der har afsagt Dommen, berammes et Retsmøde ikke senere end 14 Dage fra Dommens Afsigelse til Edens Aflæggelse. Skal Eden aflægges ved Underretten paa det Sted, hvor den paagældende bor eller opholder sig, bestemmer den Eet, der har afsagt Dommen, en Frist til Edens Aflæggelse, ikke længere end 4 Uger fra Dommens Af- sigelse, og udsætter herefter Sagen. Den, hvem Ed er paalagt, har da at henvende sig til Underretten for at faa et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fast- satte Frist, hvorhos han med et Varsel af mindst en Uge har at kalde Modparten til dette Møde. Under særegne Omstændigheder, saasom naar en af Parterne bor uden- for Eiget, kan saavel de nævnte Frister for Edens Aflæggelse som Varselet til Mod- parten forlænges ved Beslutning af den Eet, der har afsagt Dommen.

§ 309.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Eetsmøde skal Eden aflægges, saafremt ikke Sagen udsættes paa Grund af anmeldt lovligt Forfald for en af Parterne, uover- vindelige Hindringer for Retten o. desl. Kan den, hvem Ed er paalagt, paa Grund af Omstændigheder, der oplyses efter Edsdommens Afsigelse, ikke aflægge Eden, maa dette oplyses for den Eet, for hvilken Eden skulde have været aflagt, eller for den Eet, der har afsagt Dommen.

Dersom den, hvem Ed er paalagt, udebliver uden lovligt Forfald, anses han at have nægtet Edens Aflæggelse. Edssagen kan genoptages, naar hans Udeblivelse skyldes lovligt Forfald, og han inden en Uge begærer det. Bestemmelserne i § 373 finder derved Anvendelse med de fornødne Lempelser. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Forinden Eden aflægges, kan Eetten gøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmaal forvisse sig om, at han tilfulde forstaar Edstemaet, Finder Eetten i Henhold hertil eller paa Grund af den Maade, hvorpaa Parten udtaler sig om Sagen, eller af andre Grunde Betænkelighed ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Eetsmøde eller endog ved en Kendelse nægte at stede ham til Edsaflæggelse. Gøres der Indsigelse mod Edens Aflæggelse, og saadan Indsigelse for- kastes ved Dommerens Kendelse, bliver det i denne at bestemme, om Kære skal have opsættende Virkning.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som har fremkaldt Eettens Be- tænkelighed ved Edens Aflæggelse, tilføres Eetsbogen.

§ 310.

Naar Eden er aflagt, eller naar den efter Bestemmelserne i § 309 ikke længer kan aflægges, sluttes Edssagen, og saafremt Edens Aflæggelse har været henlagt til Underretten paa det Sted, hvor den edspligtige bor eller opholder sig, tilstiller ved- kommende Part snarest muligt den Eet, der har afsagt Edsdommen, en Udskrift af Edssagen. Sidstnævnte Eet afgør da, efter, saa vidt dertil findes Anledning, at have givet Parterne Lejlighed til at ytre sig, hvilket af de i Edsdommen nævnte Alterna- tiver der skal staa ved Magt, eller om der, hvor den i Edsdommen som Alternativ bestemte Edsaflæggelse ikke kan finde Sted, skal gives en ny Dom. Denne Afgørelse er den endelige Dom i Sagen, og fra den regnes Fuldbyrdelsesfristen samt Ankefristen.

Kapitel 30.

Sagsomkostninger og Rettergangsbøder.

§ 311.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at faa dem erstattet af Modparten ifølge nedenstaaende Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kan foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det foretagne at være. eller af begge Parter i det Forhold, som Retten bestemmer, se dog § 284, 2det Stykke.

§ 312.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen paa- førte Udgifter, for saa vidt Parterne ikke selv har truffet en anden Overenskomst, eller Retten i særlige Omstændigheder finder skellig Grund til at gøre Afvigelse fra denne Regel.

Udgifter, der ikke har været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde har været fornødne, afgør Retten efter sit Skøn. Beløbet ansættes under eet til en rund Sum, saaledes at Ud- gift til Sagførersalær erstattes med et passende Beløb, og øvrige Udgifter saa vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af Sagens Omkostninger skadesløst eller efter Regning eller overhovedet paa anden Maade end med et bestemt, i Dommen fastsat Beløb kan saaledes ikke finde Sted, selv om der derom foreligger Overenskomst mellem Parterne,

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmaalsgrunde eller Indsigelser forkastes, eller enkelte Beviser anses ikke at oplyse noget i Sagen, medfører ikke i og for sig. at de herpaa anvendte Udgifter skal som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

Naar en Sag hæves, kan Retten efter Omstændighederne paalægge den ene Part helt eller delvis at erstatte Modparten dennes Sagsomkostninger eller bestemme, at hver af Parterne skal bære sine Omkostninger (ophæve Omkostningerne).

Har Sagsøgte lovlig tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, bør Sagsøgeren erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter følgende Del af Processen.

§ 313.

Naar Sagen i det hele afvises, betragtes den med Hensyn til Sagsomkost- ninger som tabt af Sagsøgeren.

§ 314.

Procesfæller hæfter solidarisk for Sagsomkostninger. Dog kan Retten, naar Omstændighederne taler derfor, paalægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 315.

For saa vidt en Sags Udfald er gjort afhængigt af den ene Parts Ed, bliver den ogsaa i Henseende til Sagsomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, efter som Eden aflægges eller ikke.

§ 316.

Naar hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, bliver Sagens Omkostninger delvis at paalægge en af Parterne eller at ophæve.

Dog kan Retten paalægge en Part at erstatte Modparten Sagens Omkostnin- ger, naar dennes Paastand kun i en mindre betydelig Grad har været afvigende fra, hvad der bliver kendt for Ret, og ingen særskilte Omkostninger er foranledigede ved Afvigelsen.

§ 317.

Den Part, som ved Anke eller Kære ikke opnaar nogen Forandring af den paaklagede Afgørelse, anses for saa vidt som tabende og har derfor ordentligvis at erstatte Modparten Ankesagens eller Kæremaalets Omkostninger.

§ 318.

Opnaas der ved Anke eller Kære en Forandring i den faldne Dom eller Ken- delse, bliver der med Hensyn til Ankesagens eller Kæremaalets Omkostninger saavel som med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, for saa vidt herom skal træffes Afgørelse, at forholde efter de i §§ 312—16 givne Regler og Om- kostningerne enten at paalægge Modparten eller at ophæve eller dele.

§ 319.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigts- løse processuelle Skridt, er, selv om han i øvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Mod- parten de denne derved foraarsagede Udgifter.

§ 320.

Angaaende Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der straks træffes Afgørelse af Retten ved Kendelse, naar saadan Afgørelse, saasom i de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald. Er særskilt Afgørelse ikke tilforn truffet, gøres der i den endelige Dom fornøden Be- mærkning i Henseende til saadanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 321.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kan ifølge Modpartens Paastand under Sagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel har foraarsaget. Den, der nedlægger saadan Paastand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 322.

Bestemmelsen i foregaaende Paragraf er ogsaa anvendelig paa Dommere i underordnede Instanser, naar Sagen indbringes for højere Ret, dog saaledes, at den Dommer, over hvem Paastanden agtes nedlagt, skal underrettes herom samtidig med. at Ankestævning forkyndes for Modparten. Dommeren er da berettiget til at give Møde for den højere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Kære er det til- strækkeligt, at Paastanden over Dommeren optages i Kæreskriftet eller i den Tilførsel til Retsbogen, der træder i Stedet for denne.

§ 323.

En Udlænding er, naar han optræder som Sagsøger, og der af Sagsøgte frem- sættes Forlangende derom paa Sagens første Tægtedag, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skøn passende Sikkerhed for de Sagsomkostnin- ger, som det kan blive paalagt ham at tilsvare Sagsøgte, medmindre Danske i ved- kommende fremmede Stat er fritagne for saadan Sikkerhedsstillelse, ifr. Justits- ministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909, Art. 17. Stilles den forlangte Sikkerhed ikke, bliver Sagen at afvise.

§ 324.

Skønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller rejst Anke eller Kære eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Sag eller indbringe Sagen for højere Ret, bliver han herfor ved Dommen at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 325.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, saavel som for ikke at have givet behørigt Møde ved den befalede Forligsmægling, dog at Bøden for det sidstnævnte Forhold kan gaa ned til 4 Kr. eller, i Underretssager, til 2 Kr.

§ 326.

De i §§ 324—25 givne Straffebestemmelser medfører ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestem- melser, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

§ 327.

Straf i Henhold til §§ 324—25 kan ved Dommen paalægges ikke blot Parten, men ogsaa hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge.

§ 328.

De i dette Kapital omhandlede Straffe idømmes uden Paastand, naar Retten af det i Sagen foregaaede kan skønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse er til Stede, ligesom en idømt Straf, naar Sagen er indbragt for overordnet Ret, og Betingelserne for Straffens Anvendelse ikke findes at være til Stede, uden Paastand ophæves.

§ 329.

Ved Tvistigheder, som afgøres af Foged- eller Skifteretter, finder Bestemmel- serne i nærværende Kapitel Anvendelse i Overensstemmelse med de i §§ 527, 656 og 668 givne Regler.

Kapitel 31.

Fri Proces.

§ 330.

For saa vidt fri Proces ikke er hjemlet ved særlig Lovbestemmelse, kan den meddeles, naar

1) den paagældendes Forfatning er saadan, at han ikke uden at savne det nødven- dige til sin og Families Underhold eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan

afholde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom der i Almindelighed skal tilvejebringes Attester, i København fra vedkommende Rodemester og udenfor København enten fra vedkommende Byraad (Sogneraad) eller fra Præst eller Underøvrighed, og

2) det efter de Oplysninger, som kan haves om Sagens Beskaffenhed, er at for- mode, at paagældende har rimelig Grund til at føre Proces.

Med Hensyn til Udlændinge kræves desuden, at vedkommende fremmede Stat ikke stiller Danske ringere end Indlændinge i her omhandlede Henseende, jfr. Justits- ministeriets Bek. Nr. 119 af 19. Maj 1909, Art. 20 ff.

§ 331.

Ved Meddelelse af fri Proces opnaas:

1) Fritagelse for Betaling af Retsafgift.

2) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekendtgørelser samt til Rejseudgifter, Dagpenge og anden Betaling til Vidner, Syns- eller Skøns- mænd o. desl., hvilke Udgifter i saa Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre Sagen, for saa vidt saadan Sagførerhjælp ikke skønnes at være unødvendig eller af den paagældende frafaldes.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som maatte behøves.

Justitsministeren antager efter Overenskomst et passende Antal af de til Møde for vedkommende Domstol berettigede Sagførere til at udføre det under Nr. 3 nævnte Hverv.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse paa Forpligtelsen til at erstatte Modparten Sagens Omkostninger, lige saa lidt som paa dennes Forpligtelse til at udrede Sagens Omkostninger, som om fri Proces ikke var meddelt,

§ 332.

I Underretssager meddeles fri Proces af Amtmanden paa det Sted. hvor Sagen er anlagt eller agtes anlagt, i København af Overpræsidenten. For saa vidt Landsrets- og Højesteretssager angaar, meddeles fri Proces af Justitsministeren. Med Hensyn til Sager, der er anlagte eller skal anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, afgøres det i Overensstemmelse med Regelen i § 442, om Bevillingen bliver at give af Justitsministeren eller Overpræsidenten i København.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Rets Formand at beskikke en Sag- fører blandt de dertil antagne til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 333.

Den givne Tilstaaelse af fri Proces ophører, naar Parten dør. Den kan tages tilbage, naar de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at have været til Stede eller at være bortfaldet.

§ 334.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den Instans, derunder til den for at opnaa ny Foretagelse af Sagen for samme Ret fore- skrevne Procedure, samt til Eksekution.

Naar Retshandlinger skal foretages efter Begæring af udenlandsk Myndighed, forholdes der efter de derom gældende Lovbestemmelser og Traktater.

§ 335.

Udenfor det i § 330 nævnte Tilfælde skal Justitsministeren i samme Omfang som hidtil være berettiget til at tilstaa fri Proces, saaledes at Virkningen er den i § 331, § 333 og § 334, 1ste Stykke, angivne.

Fri Proces tilkommer i de i § 454 og § 457, jfr. § 466, ommeldte Sager hen- holdsvis Overanklageren og Øvrigheden.

§ 336.

Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 forbliver gæl- dende i borgerlige Sager.

Andet Afsnit.

Rettergangsmaaden.

Kapitel 32.

Forberedelse af Domsforhandling i Sager, der i første Instans henhører nnder Landsretterne.

§ 337.

Processen indledes med Stævning. I denne skal begge Parter være beteg- nede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens Paastand, en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpaa Paastanden støttes, og en Angivelse af de Dokumenter, han agter at paabe- raabe sig, samt en Opfordring til Sagsøgte om at møde og fremkomme med sit Svar paa Sagens første Tægtedag (jfr. endvidere § 349).

Parterne kan dog, naar de efter Overenskomst begge møder for Retten (jfr. § 340), og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning be- gære Sagen foretaget. Sagsøgeren har i saa Fald at fremlægge en skriftlig Angivelse af sin Paastand og af de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes.

§ 338.

Efter at i fornødent Fald Varselet er fastsat (jfr. § 339), bliver Stævningen, der udtages til den Underret, under hvilken Sagens Paadømmelse vilde høre. saafremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, med Angivelse af den tidligste Tid for Sagens første Tægtedag, at indlevere paa den nævnte Underrets Kontor til Paategning om Dag og Tid, da Sagen falder i Rette, hvorefter den tilbagegives Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

Hvis Sagen, saafremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, skulde behandles ved en Underret, som har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, i hvilken Henseende Underretten i Frederiksberg Birk skal anses at have Tingsted i København, bliver Stævning at udtage til Landsretten, og Sagens Forberedelse foregaar

i sin Helhed ved denne Ret. jfr. § 172, 1ste Stykke. Reglerne i de følgende Para- graffer finder da Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Under Forberedelsen af en Sag kan Landsretten beklædes af en enkelt Dommer. Dersom Retshandlingen bestaar i Vidneførsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, bør dog det sædvanlige Antal Dommere være til Stede, medmindre dette vilde være forbundet med Vanskelighed.

§ 339.

Har Sagsøgte Bopæl i den ovennævnte Underrets Retskreds, skal Sagsøgeren lade Stævningen forkynde med 14 Dages Varsel. Bor Sagsøgte udenfor nævnte Kreds, er Varselet 3 Uger, medmindre han har Bopæl paa Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, saavel som naar det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varselet bestemmes af vedkommende Underretsdommer.

Maa det antages, at Sagsøgte ikke har nogen Bopæl, træder hans Opholdssted i Stedet for Bopæl i Henseende til Stævnevarselet.

Under særlige Omstændigheder kan det lovbestemte Varsel af Underretsdom- meren forkortes efter Sagsøgerens Begæring.

Forinden Underretsdommeren fastsætter et Varsel, hvilket sker ved Paategning paa Stævningen, kan han afkræve Sagsøgeren nærmere mundtlige eller skriftlige Oplysninger.

§ 340.

Paa Sagens første Tægtedag skal Sagsøgeren møde for den i § 338 nævnte Underret og fremlægge Stævning tillige med Sagens øvrige Dokumenter eller den i § 337, 2det Stykke, omhandlede Angivelse. Undlader han dette, bliver Sagen straks af vedkommende Underretsdommer at afvise, og der tilkendes den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for saa vidt han ikke frafalder Paastand derom. Samme Virkning har Sagsøgerens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, indtil Skriftvekslingens Slutning.

I de Sager, i hvilke der skal prøves Forlig for Forligskommissionen. fremlægges Indkaldelse til denne samt Bevis for, at Forligsprøve er foretaget. Hører Sagen til dem, i hvilke Forligsmægling ved Retten skal finde Sted, sker denne ved Underretten.

Sagsøgerens Udeblivelse forhindrer ikke. at der af Underretsdommeren gives Sagsøgte Dom for de før Udeblivelsen tingfæstede Modkrav.

§ 341.

Udebliver den lovligt stævnede Sagsøgte, afsiger vedkommende Underrets- dommer efter Sagsøgerens Begæring Dom i Henhold til hans mundtlige Fremstilling af Sagen, der dog kan indskrænke sig til en Henvisning til Stævningen og de ved- lagte Dokumenter. Herved bliver imidlertid at iagttage, at ingen Paastande eller Søgsmaalsgrunde, der ligger udenfor Stævningens Indhold, kan tages i Betragtning, og at Sagen, naar det fremkomne viser, at Stævningens Angivelse af de faktiske Om- stændigheder i væsentlige Henseender er urigtig eller ufuldstændig, afvises.

Sagsøgeren kan dog i Stedet for saadan Udeblivelsesdom begære Sagen udsat og skal da lade forkynde Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstaaende Bestemmelser kommer ogsaa til Anvendelse, naar Sagsøgte ude- bliver ved et senere Retsmøde uden at have afgivet noget Svar i Sagen. At Sagsøgte, efter at have svaret i Sagen, udebliver inden Domsforhandlingen, berettiger ikke Sag- søgeren til at begære Udeblivelsesdom og afskærer ikke Sagsøgte fra senere at møde i Sagen.

F. t. L. om Eettens Pleje.

§ 342.

Møder Sagsøgte uden at rejse Indsigelse, gives efter Sagsøgerens Begæring Dom i Overensstemmelse med Paastanden, hvilken Dom ligeledes afsiges af den i § 338 nævnte Underret.

§ 343.

Vil Sagsøgte bestride Sagsøgerens Paastand, maa han paa Sagens første Tægtedag fremlægge et Svarskrift, indeholdende hans Paastand og en kort Fremstil- ling af hans Benægtelser og Indsigelser og i det hele af de Kendsgerninger, hvorpaa hans Forsvar grunder sig. Vil han gøre Modfordringer gældende, maa de Kendsger- ninger anføres, hvorpaa de støttes. Han maa tillige fremlægge de Dokumenter, som han vil paaberaabe sig. Undladelsen af at opfylde disse Forskrifter medfører, at han betragtes som udebleven, jfr. dog § 346.

Sagsøgte maa i Svarskriftet fremsætte alle sine Formalitetsindsigelser, men kan foreløbig indskrænke sig hertil med udtrykkeligt Forbehold af Realitetsindsigelser, hvis ogsaa saadanne haves.

Den Indsigelse, at Stævningen er urigtig forkyndt, eller at Varselet har været for kort. kan ikke bevirke Sagens Afvisning, men kun berettige til Udsættelse.

§ 344.

Sagsøgeren kan kræve Udsættelse for at gøre sig bekendt med Sagsøgtes Svarskrift og eventuelt til yderligere Skriftveksling. Retten fastsætter, efter at Parterne i Korthed mundtlig har udtalt sig om Sagen, en Frist, inden hvis Udløb Sagsøgeren skal meddele Sagsøgte sine yderligere Bemærkninger, og en Frist for Sagsøgte til Af- givelse af Gensvar til Sagsøgeren og berammer tillige et nyt Retsmøde, i hvilket be- meldte Skrifter fremlægges.

En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer da nye Frister dertil samt be- rammer et nyt Retsmøde.

Af ethvert Processkrift, som ikke inden Fremlæggelsen er meddelt Modparten, skal en Genpart overgives denne samtidig med Fremlæggelsen.

§ 345.

Har Sagsøgte i sit Svarskrift behandlet saavel Sagens Formalitet som dens Realitet, kan Sagsøgeren foreløbig indskrænke sig til at udtale sig om Formaliteten. Naar der har fundet en særskilt Skriftveksling Sted om Formaliteten, kan enhver af Parterne fordre denne paakendt, inden der skrides til Realitetens Behandling.

Paakendelse af Sagens Formalitet sker i saa Tilfælde ved, at den i § 338 nævnte Underret efter at have optaget Sagen indsender en Udskrift af Retsbogen og Sagens Dokumenter, deriblandt de mellem Parterne vekslede Processkrifter, til Lands- retten, der træffer Afgørelse paa det foreliggende skriftlige Grundlag. I Tilfælde af. at Sagen ikke i det hele afvises, skal Landsretten ved Formalitetskendelsens Afsigelse henvise Sagen til vedkommende Underret til Fortsættelse af Sagens Forberedelse til Domsforhandling i Realiteten.

Dersom de fremsatte Formalitetsindsigelser giver Anledning til Bevisoptagelse, bliver denne at iværksætte inden Sagens Indsendelse til Landsretten. Herved finder Reglerne i §§ 351 ff. tilsvarende Anvendelse.

§ 346.

Naar Omstændighederne taler derfor, kan den i § 338 omhandlede Underret efter Begæring tilstaa den Part Udsættelse, der ikke i rette Tid har fremlagt eller

Forelagte Lovforslag m. m. 176

meddelt sine skriftlige Bemærkninger, eller tillade ham at lade det fornødne tilføre Retsbogen.

Naar der under Domsforhandlingens Forberedelse bliver Anledning til at udøve de i §§ 286—88 nævnte procesledende Beføjelser, tilkommer det samme Underret at tage Bestemmelse herom.

§ 347.

Anser en Part Modpartens Udtalelser om Sagens Sammenhæng for at lide af Uklarhed eller andre Mangler, som ikke efter hans Opfordring er afhjulpne under Skriftvekslingen, bliver i det i § 344 omhandlede Møde eller efter Omstændighederne i et nyt af vedkommende Underret berammet Møde Skriftvekslingens Resultat paa de omspurgte Punkter at fastslaa i en Tilførsel til Retsbogen, efter at der har været givet Parterne Lejlighed til mundtlig at udtale sig, eller om fornødent ved Rettens Kendelse.

Udebliver den Part, der har rejst Spørgsmaalet, fra Forhandlingen, bortfalder denne. Udebliver den anden Part, eller nægter han at svare, anses Skriftvekslingen paa de omspurgte Punkter at skulle forstaas saaledes, som det af Modparten angives, for saa vidt dette ikke strider mod det øvrige Indhold af Skriftvekslingen.

§ 348.

Naar en Part, efter at Skriftvekslingen er sluttet, uden Modpartens Samtykke ønsker at forandre eller udvide sine Paastande eller at fremføre nye Anbringender, kan han i den Anledning begære et Retsmøde berammet for vedkommende Underret, saafremt dette kan linde Sted inden Domsforhandlingen. Mindst 3 Dage inden Mødet skal han skriftlig meddele Modparten, hvad han agter at fremkomme med, og hvorfor det først nu fremkommer, samt underrette ham om Retsmødet. I dette afgør Retten, om det efter Omstændighederne, og navnlig fordi det findes undskyldeligt, at Parten ikke tidligere har fremsat sine nye Paastande eller Anbringender, kan tilstedes ham at fremføre dem som Tillæg til Skriftvekslingen. I bekræftende Fald fremlægges det omspurgte straks eller tilføres Retsbogen, og der tilstaas efter Begæring den fornødne Udsættelse i Anledning af det saaledes fremførte.

Udebliver den Part, der har begært Mødet, bortfalder Andragendet; udebliver Modparten, anses de for Andragendet paaberaabte Grunde for beviste.

§ 349.

Paaberaaber en Part sig i Skriftvekslingen Dokumenter, der er i hans Be- siddelse, bør disse i Original eller Genpart følge med vedkommende Processkrift til Udlaan til Modparten. Hvis en fuldstændig Genpart vilde medføre betydeligere Van- skelighed eller Bekostning, er det tilstrækkeligt, at Genparten omfatter den Del af Dokumentet, som vedrører Sagen. Naar de originale Dokumenter ikke udlaanes til Modparten, skal de henlægges paa Rettens Kontor til Modpartens Eftersyn i en Tid af mindst en Uge umiddelbart efter Processkriftets Meddelelse eller Fremlæggelse.

§ 350.

Begge Parter kan til Retsbogen opgive en i den paagældende Underrets- kreds boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser skal rettes. I Mangel af saadan Opgivelse skal Meddelelserne ske til den for eller med Parten optrædende Sagfører, saafremt han har Bopæl eller Kontor i bemeldte Kreds, og ellers, saavel som naar Parten ikke benytter Sagfører, under samme Betingelse til Parten selv. Udenfor de nævnte Tilfælde kan Meddelelserne afgives paa vedkommende Underrets Kontor, forudsat at vedkommende Part i et Retsmøde er gjort opmærksom herpaa.

§ 351.

Naar Skriftvekslingen er sluttet, kan Sagsøgeren saavel som ogsaa Sagsøgte, saafremt Modkrav er tingfæstede, i et Retsmøde begære Sagen henvist til Doms- forhandling ved den paagældende Landsret. Ønsker imidlertid en af Parterne Ud- sættelse for at føre Bevis, kan en passende Udsættelse hertil tilstaas, for saa vidt det af Underretten skønnes at være nødvendigt, for at vedkommende Part tilbørlig kan varetage sit Tarv. Til Oplysning herom og for at Retten kan sættes i Stand til at træffe de i § 352 omtalte Afgørelser, finder, for saa vidt fornødent, en mundtlig Forhandling Sted, hvorunder Parterne efter kortelig at have fremstillet, hvorom Sagen drejer sig, angiver, hvorvidt de agter at føre Bevis, og i bekræftende Fald for hvad og paa hvilken Maade.

§ 352.

I det i forrige Paragraf omhandlede Retsmøde træffer vedkommende Underret derhos, for saa vidt Udsættelse er tilstaaet, Bestemmelse om Afhørelse af Vidner, om Foretagelse af Syns- eller Skønsforretninger, om Indkaldelse af Parterne til personlig Afhøring i Henhold til § 302, samt om det skal paalægges Modparten eller Tredie- mænd at fremkomme med Dokumenter m. m., jfr. ogsaa §§ 283 og 296. Skal per- sonlig Afhøring af Parterne i Henhold til § 302 finde Sted, kan Retten bestemme, at Parternes Afhøring skal foregaa, forinden Bestemmelse tages om Indkaldelse af Vidner eller Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd. Deslige Bestemmelser kan ogsaa saavel før som senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis den, naar Begæring om at erholde en saadan Bestemmelse fremkommer, finder det hensigtsmæssigt, kan den kræve Modpartens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmaalet. Naar den Omstændighed, som ønskes bevist, skønnes at være uden Betydning for Sagen, eller naar Modparten under Skriftvekslingen har erkendt den eller til Retsbogen erklærer ikke at ville benægte den, tilstedes Bevisførelse ikke.

Parterne kan ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgaaende Be- stemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

§ 353.

Vidneførsel, der skal tjene til Oplysning i en borgerlig Sag, kan i Regelen først foregaa, naar Bestemmelse derom er taget efter § 352. Naar paagældende Part staar i Fare for at miste sit Bevis eller i øvrigt gør det sandsynligt, at han har sær- lig Interesse i, at Beviset optages tidligere, kan han dog begære, at Vidneførselen fore- gaar forinden.

Skal Vidneførsel finde Sted for den Underret, der leder Forberedelsen af Doms- forhandlingen, udsteder Retten de fornødne Indkaldelser til Vidnerne samtidig med, at den efter § 352 tager Bestemmelse om deres Førelse. I andre Tilfælde indledes Vidneførsel med. at vedkommende Part indgiver skriftlig Begæring herom til Under- retten paa det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Saafremt Vidneforklaringen er bestemt til Brug under en Søsag. tiltrædes Retten udenfor København af to sø- kyndige Medlemmer; i København træder Sø- og Handelsretten i den almindelige Underrets Sted saavel i Handels- som i Søsager.

Den ovenfor nævnte Begæring om Vidneførsel skal indeholde Angivelse af den Sag, i Anledning af hvilken, og af den Person, mod hvem Vidneførselen skal foregaa, Opgivelse af det, hvorfor Bevis søges tilvejebragt, og af Vidnernes Navne m. v., samt Oplysning om, at der efter § 352 er taget Bestemmelse om Vidneførselen eller, at denne i øvrigt har Hjemmel i denne Lovs Bestemmelser. Retten kan paalægge Parten yderligere at oplyse Rigtigheden af sine Anbringender. Den træffer derefter i eller

udenfor et Retsmøde Bestemmelse, om Vidneførselen kan tilstedes. Nægtes dette, kan Parten inden en Uge iværksætte Kære herover til højere Ret.

§ 354.

Udmeldelse af Syns- eller Skønsmænd sker ved Underretten paa det Sted, hvor Genstanden for Syns- eller Skønsforretningen befinder sig. Angaar Syns- eller Skønsforretningen ikke nogen legemlig Genstand, sker Udmeldelsen ved den i § 338 omhandlede Underret eller, for saa vidt Sag endnu ikke er tingfæstet, ved Under- retten paa Modpartens Hjemsted.

De i foregaaende Paragraf indeholdte Regler finder i øvrigt tilsvarende Anven- delse med Hensyn til Syn og Skøn.

§ 355.

Skal personlig Afhøring af Parterne finde Sted i Henhold til § 302, foregaar denne for den i § 338 omhandlede Underret (jfr. dog § 302, 7de Stykke) i et dertil berammet Retsmøde.

Naar Sagens Forberedelse foregaar ved Landsretten, sker Afhøringen for denne Ret, medmindre Regelen i § 302, 3die Stykke, er til Hinder derfor.

§ 356.

Til Vidneførsel o. desl. skal Modparten indkaldes med samme Varsel, som om han var Vidne, se dog § 166. Samtidig eller dog mindst 3 Dage før Vidneførselen skal der derhos gives Modparten saadan Meddelelse om Vidnernes Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for saa vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom. I paatrængende Tilfælde kan Indstævning af Modparten undlades. Naar saadan Indstævning ikke har fundet Sted, kan Dommeren beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at varetage Modpartens Tarv mod et passende Salær, der udredes af den Part, der har begært Indkaldelsen, under For- behold af Godtgørelse ved Dommen i Hovedsagen. Under denne afgøres det derhos, om der har været Føje til at undlade at indstævne Modparten, og. i benægtende Fald, om Tingsvidnet kan benyttes som Bevis i Sagen.

§ 357.

Under Vidneførsel afhører enhver Part de af ham fremstillede Vidner.

Retten kan stille Spørgsmaal til Vidnet saavel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne har spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

Naar Vidnets Helbredstilstand kræver Afhøring paa et særligt Sted, skal Dommeren afhore Vidnet, hvis dette eller nogen af Parterne begærer det. Der skal i saa Fald gives Parterne Lejlighed til gennem Retten at stille Spørgsmaal til Vidnet. Ret til at begære Afhøring ved Dommeren tilkommer ogsaa den Part, der ikke selv er Sagfører eller møder ved Sagfører.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, naar Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmaal til Vidnet.

§ 358.

Reglerne i § 357 finder med de fornødne Lempelser Anvendelse, ogsaa naar Parter eller Syns- eller Skønsmænd skal afhøres.

§ 359.

Den, der under Domsforhandlingen vil paaberaabe sig Dokumenter, der ikke allerede er Modparten bekendte, skal mindst en Uge forud afgive dem til denne i

Original eller fuldstændig eller delvis Genpart (§ 349) og, hvis ikke Originalen ud- laanes, henlægge denne til Eftersyn paa den i § 338 nævnte Rets Kontor.

§ 360.

Den i § 338 omhandlede Underret kan om fornødent efter Udløbet af den i Henhold til § 351 indrømmede Udsættelse tilstaa Parterne yderligere Udsættelse til Tilvejebringelse af Bevis eller i Anledning af Fremkomsten af nye Paastande eller An- bringender, jfr. § 348.

Naar ingen af Parterne begærer yderligere Udsættelse, eller saadan Udsættelse nægtes, henviser vedkommende Underret Sagen til Domsforhandling for Landsretten.

Samtidig med, at Underretten henviser Sagen til Domsforhandling for Lands- retten, indsender den til denne en Udskrift af, hvad der Sagen vedkommende er til- ført Retsbogen, samt Sagens Dokumenter, for saa vidt de beror ved Retten, derunder de mellem Parterne vekslede Processkrifter. Har efter Henvisningen Tillæg til Skriftvekslingen fundet Sted i Medfør af § 348, bliver samme Regel at iagttage ved Tillægsbehandlingens Afslutning.

Finder Underretten, at der er Anvendelse for Reglerne i §§ 294 og 295, iagt- tages foranstaaende Regler med de fornødne Lempelser.

Efter at have modtaget de i 3die Stykke nævnte Udskrifter og Dokumenter berammer Landsretten det Møde, i hvilket Domsforhandlingen skal finde Sted, efter forinden at have givet Parterne Lejlighed til at udtale sig herom. Samtidig kan den efter Parternes Begæring tage Bestemmelse om Indkaldelse til yderligere Afhørelse under Domsforhandlingen af tidligere afhørte Vidner, Synsmænd eller Skøns- mænd eller Parter, jfr. §§ 369 og 370.

§ 361.

Efter en Sags Henvisning til Landsretten kan hver af Parterne tilvejebringe nye Oplysninger, saafremt dette kan ske inden Domsforhandlingen; men under denne kan saadanne Oplysninger i Almindelighed kun paaberaabes, saafremt de i §§ 356 og 359 givne Regler er iagttagne af vedkommende Part. Bevisførelse af den i § 352, 1ste Punktum, omhandlede Art kan dog kun finde Sted, naar der i Medfør af nævnte Paragraf er truffet Bestemmelse derom, eller Landsretten undtagelsesvis tillader den, jfr. § 362.

§ 362.

Udsættelse af Domsforhandlingen i en til Landsretten i Medfør af § 360 hen- vist Sag kan forinden Domsforhandlingens Begyndelse besluttes af Landsretten, naar dette findes nødvendigt af Hensyn til Retten selv eller andre særlige Aar- sager, saasom Forfald for en af Parterne eller Sagførerne, men kun aldeles undtagelses- vis af Hensyn til Fremskaffelsen af nye Beviser fra nogen af Parterne. Den, for hvem Forfald er indtraadt, skal snarest muligt anmelde det for Retten. Besluttes Udsættel- sen, har Retten saa vidt muligt at meddele alle vedkommende Underretning derom inden det oprindelig til Domsforhandlingen berammede Retsmøde.

Senest 3 Dage før Domsforhandlingen skal, medmindre Afvigelse herfra til- stedes af Retten, enhver af Parterne paa Landsrettens Kontor aflevere mindst eet Eksemplar af hvert af de af ham fremlagte Processkrifter til Afbenyttelse for Retten.

Kapitel 33.

Domsforhandling for Landsret i 1ste Instans.

§ 363.

Udebliver Sagsøgeren ved Domsforhandlingen, afviser Landsretten Sagen og tilkender den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for saa vidt han ikke frafalder Paastand derom. Sagsøgerens Udeblivelse udelukker ikke, at der gives Sagsøgte Dom for af ham tingfæstede Modkrav.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, finder de i § 341 givne Regler til- svarende Anvendelse.

§ 364.

Naar Domsforhandlingen er begyndt, kan den udenfor de i §§ 366, 369 og 370 nævnte Tilfælde ikke uden tvingende Nødvendighed udsættes, men fortsættes uaf- brudt i det begyndte og de paafølgende Møder, der saa vidt muligt skal holdes de umiddelbart efterfølgende Dage.

§ 365.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser behandles før Realiteten og paakendes særskilt, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller nogle af dem skal forhandles i Forbindelse med Realiteten.

Naar Formaliteten er indladt, er alle de Indsigelser vedrørende Formaliteten indtil dette Tidspunkt, som kan frafaldes, udelukkede fra at komme i Betragtning.

I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Retten ved Formalitets- kendelsens Afsigelse beramme ny Domsforhandling. Udebliver Sagsøgte da ved denne Domsforhandling, finder de i § 341 indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 366.

Domsforhandlingen foregaar paa Grundlag af Skriftvekslingen og det Retsbogen tilførte. Naar en Part under Forhandlingen helt eller delvis frafalder Paastande, Be- nægtelser o. desl. eller gør Indrømmelser, er Modparten berettiget til at faa fornøden Tilførsel herom optaget i Retsbogen. Vil en Part fremsætte Paastande eller Anbrin- gender, paa hvilke Modparten ikke er blevet forberedt gennem det skriftlige Grundlag, bliver det efter Begæring ved Rettens Kendelse at nægte, saafremt deres Fremsættelse vilde medføre Forhandlingens Udsættelse, medmindre det skønnes at være undskylde- ligt, at de ikke tidligere er meddelte. Tilstedes deres Fremsættelse, optages de i Retsbogen, og Forhandlingen bliver efter den deri interesserede Parts Begæring at udsætte ganske eller til Dels, for saa vidt det er nødvendigt til Varetagelse af hans Tarv.

Tilsvarende Regler gælder om Fremførelse af Beviser, om hvis Fremkomst Modparten ikke har erholdt saa betimelig Meddelelse, at han har kunnet forberede sig tilstrækkelig.

§ 367.

Ved Domsforhandlingen gives i Regelen Ordet først til Sagsøgeren, men Rettens Formand kan gøre Afvigelse herfra.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse skal Parterne oplæse og fremlægge deres skriftlig affattede Paastande.

§ 368.

Under Domsforhandlingen fremstiller den Part. der først faar Ordet, kortelig Sagens Hovedtræk; derefter lader han ved Retsskriveren oplæse de Dokumenter, som han vil paaberaabe sig, derunder Udskrifter af Tingsvidner og afgivne Partsforkla- ringer m. m. Modparten lader derpaa paa lignende Maade sine Dokumenter læse. Derefter udvikler førstnævnte Part nærmere sin Opfattelse af hele Sagen, derunder Bevisførelsens Resultater og de vedkommende Retsspørgsmaal, hvorefter Modparten faar Ordet for en tilsvarende Udvikling. Retten kan vedtage eller tillade saadanne Afvigelser fra den foreskrevne Forhandlingsgang, som maatte findes formaalstjenlige.

De paaberaabte Dokumenter, hvoraf efter Omstændighederne trykte eller skrevne Grenparter omdeles til Dommerne, overgives efter Oplæsningen til Retten.

§ 369.

Hvis saadan Bestemmelse ikke allerede tidligere er truffet, jfr. § 360, kan Retten under Forhandlingerne efter Begæring bestemme, at tidligere afhørte Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter skal fremstilles til yderligere Afhøring under Domsforhandlingen, jfr. §§ 171 og 172, 202 samt 302. Træffes saadan Bestemmelse, udsættes Sagen om fornødent, jfr. § 11.

§ 370.

Saafremt Vidneførsel o. desl. i Henhold til § 360 eller § 369 finder Sted under Domsforhandlingen, finder Reglerne i §§ 357—58 tilsvarende Anvendelse. Ind- kaldelse udstedes af Landsrettens Formand. Den Part, der har foranlediget et Vidne eller en Syns- eller Skønsmand indkaldt til Afgivelse af Forklaring under Domsfor- handling, kan, naar den Indkaldte har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde vedkommendes Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten af- skæres fra at stille Spørgsmaal til Vidnet eller Syns- eller Skønsmanden.

Retten kan paa Grund af et Vidnes eller en Syns- eller Skønsmands Udeblivelse eller Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, naar vedkommende Part begærer dette. Udsættelsen kan gives paa bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Fald kan, naar Hindringen er hævet, enhver af Parterne frem- sætte Begæring for Retten om, at der berammes en Tid til Sagens Foretagelse og udstedes Indkaldelse til alle vedkommende.

§ 371.

Naar Sagen i det hele eller for et enkelt Punkt skønnes at være tilstrækkelig behandlet, sluttes Forhandlingerne (jfr. § 286), Sagen optages, og Dom afsiges (jfr. § 219).

Domsforhandling i en ny Sag maa først paabegyndes, naar Dom i den sidst optagne Sag er vedtaget. Undtagelse herfra kan dog finde Sted, naar Sagen frem- byder særlige Vanskeligheder, men der skal ogsaa i dette Tilfælde, inden ny Doms- forhandling paabegyndes, afholdes Raadslagning om den optagne Sag, og den endelige Vedtagelse af Domsslutningen maa aldrig udsættes udover den tredie Søgnedag efter Domsforhandlingens Tilendebringelse.

§ 372.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, og Sagsøgeren vil fremføre noget, som ikke indeholdes i det Sagsøgte meddelte, maa han begære Forhandlingen helt eller delvis udsat og meddele Sagsøgte Udsættelsen og det ny Anbringende med et af Retten bestemt Varsel.

§ 373.

Enhver, der i Medfør af §§ 340, sidste Stykke, 341 eller 363 er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan begære Sagen genoptaget og fortsat fra det Punkt, hvor Forhandlingen paa Grund af Udeblivelsen standsede for hans Vedkommende, naar han godtgør, at Udeblivelsen var ham utilregnelig. Den, der ønsker at benytte sig heraf, maa indgive en skriftlig begrundet Begæring til den Ret, der har afsagt Udeblivelsesdommen, ledsaget af de fornødne Bevisligheder. Finder Retten ikke Grund til straks at afvise Begæringen, berammes et Retsmøde, og Rettens Formand (jfr. § 152) fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. Udebliver denne, anses de for Begæringen paaberaabte Grunde for be- viste; møder Modparten og rejser Indsigelse, forhandles Spørgsmaalet om Genop- tagelse mundtlig.

Retten afgør ved Kendelse, om Sagen skal genoptages, og berammer i bekræf- tende Fald et Retsmøde samt fastsætter et Varsel, med hvilket Modparten dertil skal indkaldes. I dette Møde træffes de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse overensstemmende med de almindelige Regler, for saa vidt Genoptagelsen ikke afvises, fordi Modparten ikke er behørig indkaldt.

Samtidig med, at Sagen erklæres for genoptagen, saavel som paa ethvert senere Trin af Sagen kan Retten efter Begæring bestemme, at den afsagte Udeblivelsesdoms Virkninger skal udsættes.

Fører Genoptagelsen til samme Resultat som den afsagte Dom, bliver denne at stadfæste; i modsat Fald ophæves den. og ny Dom afsiges af vedkommende Landsret.

§ 374.

Begæring om den i § 373 omhandlede Genoptagelse maa fremsættes, saa snart det er muligt, og kan ikke fremføres efter et Aars Forløb fra Dommens Afsigelse. Er Sagen indanket til højere Ret, er Adgangen til Genoptagelse udelukket, indtil Anken frafaldes eller afvises. Naar Indkaldelse til det første i § 373 ommeldte Rets- møde er sket, er begge Parter udelukkede fra at paaanke Udeblivelsesdommen, indtil Genoptagelsen bortfalder eller afvises. Adgang til Genoptagelse haves kun een Gang i samme Sag.

§ 375.

Den, der, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan endvidere begære Sagen genoptaget, naar han inden en Uge efter Dommens Afsigelse skriftlig begærer et Retsmøde berammet samt enten fremlægger Bevis for at have betalt de idømte Sagsomkostninger eller i Retten deponerer Beløbet. Vedkommende Ret giver Begæringen Paategning om, at Sagen er genoptaget, og fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. I Mødet maa Domfældte i Regelen, jfr. § 346, afgive sit Svar i Sagen: undlader han dette, eller er Modparten ikke behørig indkaldt, afvises Genoptagelsen.

Indkaldelse af Modparten til Sagens Genoptagelse har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning.

I øvrigt gælder Bestemmelserne i § 373, sidste Stykke, dog saaledes at Ude- blivelsesdommens Paalæg af Sagsomkostninger ikke kan ophæves, og i § 374. 2det- 4de Punktum, samt de almindelige Regler om Landsretsproceduren.

§ 376.

Naar Tilladelse til at fremføre ny Paastande eller Anbringender søges hos Landsret eller Højesteret paa Grund af utilregnelig Udeblivelse henholdsvis under For- beredelsen af Domsforhandling i en Landsretssag eller under selve Domsforhandlingen

F. t. L. om Rettens Pleje.

ed Landsret, kan Landsret eller Højesteret i Stedet for at give bemeldte Tilladelse bestemme, at Sagen skal genoptages. Andrageren maa da inden 14 Dage efter at have erholdt Meddelelse om Landsrettens eller Højesterets Bestemmelse, hvis Forkyn- delse for Modparten har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning, indgive Begæring til vedkommende Ret om Berammelse af et Retsmøde til at træffe de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse, jfr. §§ 373 og 374.

Kapitel 34.

Intervention og Tilstævning af Trediemand i Landsretssager i første Instans.

§ 377.

Interventionssøgsmaal anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgs- maal gældende Regler, for saa vidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragraffer medfører Afvigelse herfra.

§ 378.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han senest en Uge forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte forberedende Retsmøder, i hvilket han vil optræde, for de oprindelige Parter lader forkynde en skriftlig Angivelse af sin Paastand og de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes, og i bemeldte Retsmøde fremlægger denne. Vil nogen af Parterne modsætte sig Interventionen eller bestride Intervenientens Paastand, maa han fremlægge Svarskrift, jfr. §§ 343 og 346. Om yderligere Skriftveksling i Anledning af Interventionssøgsmaalet gælder de i §§ 344—45 fastsatte Regler.

§ 379.

Paastaar nogen af Parterne Interventionssøgsmaalet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 251, bliver Spørgsmaalet herom foreløbig at afgøre ved Landsrettens Kendelse i Overensstemmelse med Reglerne i § 345.

§ 380.

Det oprindelige Søgsmaal og Interventionssøgsmaalet forhandles i øvrigt i For- bindelse med hinanden som een Retssag.

I Overensstemmelse med § 286 kan Retten udskille Interventionen til særskilt Forhandling før eller efter Hovedsagen, saaledes at den enten paakendes i Forbin- delse med Hovedsagen eller særskilt.

§ 381.

Intervenienten er berettiget til at benytte Anke og Kære overfor den sted- fundne Behandling og den afsagte Dom ligesom enhver af de oprindelige Parter.

§ 382.

Den, der blot vil optræde under Sagen for at understøtte en af Parterne, jfr. § 252, skal til den Underret, der leder Sagens Forberedelse, indgive en skriftlig Begæ- ring om at faa Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begæring meddeles Parterne. Modsætter en af disse sig Begæringen, bliver Spørgsmaalet at afgøre ved Kendelse af Landsretten i Overensstemmelse med Reglerne i § 345. Indrømmes Begæringen, træffer Forelagte Lovforslag m. m. 177

vedkommende Underret de nærmere Bestemmelser om Maaden, hvorpaa den paagældende skal have Adgang til at ytre sig i Sagen og fremføre Beviser.

§ 383.

Tillader Retten, jfr, § 382, Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at faa Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsæt- tes Sagen saa længe, som nødvendigt er, for at paagældende Trediemand paa sæd- vanlig Maade kan stævnes til at svare som Sagvolder. De i §§ 377, 380 og 381 om Intervention givne Regler finder ogsaa Anvendelse med Hensyn til Tilstævnmg.

§ 384.

Naar en Sag af vedkommende Underret er henvist til Domsbehandling for Landsret, kan Indtræden i Sagen eller Tilstævning kun finde Sted med Landsrettens Samtykke. Gives saadant Samtykke, kommer med Hensyn til den videre Behandling dette Kapitels Regler til Anvendelse.

Kapitel 35.

Skriftlig Behandling af Sager ved Landsretterne i første Instans.

§ 385.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kan saavel den Underret, der leder Sagens Forberedelse, som Landsretten paa ethvert Trin af For- handlingerne for vedkommende Ret anordne skriftlig Behandling af Sagen. Naar saa- dan Bestemmelse er truffet af Landsretten, kan den ikke paakæres eller paaankes. Er Bestemmelsen taget af vedkommende Underret, kan Kære ske til Landsretten.

§ 386.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, iværksættes der under Ledelse af den Ret, for hvilken Sagen ved dens Overgang til skriftlig Behandling henstaar, en Veks- ling imellem Parterne af Indlæg, ikke over to fra hver Side. En fortsat Skriftveks- lin g tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nød- vendig. Retten bestemmer Frister til Indlægenes Afgivelse, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at svare derpaa.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skal 3 Dage forinden være Modparten meddelte, saa at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kan Parterne begære Udlaan af det fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Udlaan i Original finder Sted, maa han lade medfølge Genparter, som da bliver at bekræfte paa Rettens Kontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at efterse Originalerne.

§ 387.

I det Retsmøde, i hvilket det sidste Indlæg fremlægges, eller efter Omstæn- dighederne i et senere berammet Retsmøde, tilstaas der, for saa vidt Bevisførelsen

ikke er afsluttet før Sagens Overgang til skriftlig Behandling, efter Begæring og efter foregaaende mundtlig Forhandling, jfr. § 351, den fornødne Udsættelse til at tilveje- bringe Bevis samt træffes de fornødne Bestemmelser om Bevisoptagelsen, jfr. § 352.

Skal ingen Bevisførelse finde Sted, kan Sagen begæres optaget til Paakendelse.

§ 388.

Har Bevisoptagelse fundet Sted, kan hver af Parterne efter dens Tilendebringelse i dertil berammede Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

§ 389.

Med de af det foregaaende følgende Lempelser kommer i øvrigt denne Lovs almindelige Regler for Proceduren til Anvendelse, ogsaa naar skriftlig Behandling finder Sted.

Sagens Optagelse sker, for saa vidt Indlægsvekslingen har fundet Sted for Underretten, af denne, der snarest muligt derefter indsender Dokumenterne til Lands- retten tilligemed Udskrift af, hvad der vedrørende Sagen er tilført Retsbogen.

Dersom Landsretten efter Sagens Optagelse til Dom finder det af særlig Betyd- ning for Sagens Oplysning, at der rettes yderligere Spørgsmaal til tidligere afhørte Parter, Vidner, Syns- eller Skønsmænd, kan den træffe Bestemmelse herom, samt om saadan Afhøring skal ske for et Medlem af Landsretten eller for Underretten, jfr. §§ 171 og 172, 202 samt 302. Med Udgifterne ved saadanne Foranstaltninger forhol- des paa den i § 284 foreskrevne Maade.

§ 390.

Dom afsiges paa Grundlag af de fremlagte Indlæg og skriftlige Beviser. Paa- stande, Søgsmaalsgrunde, Indsigelser saavel som overhovedet faktiske Anbringender kan ikkun komme i Betragtning, for saa vidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller er optagne i Retsbogen.

§ 391.

Udebliver nogen af Parterne i et Retsmøde, bliver Sagen efter den mødende Parts Begæring at optage til Paakendelse paa Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vekslede Indlæg m. m. Er det Sagsøgeren, der udebliver, kan Sagsøgte dog ogsaa begære Sagen afvist.

Sagsøgeren kan hæve Sagen, saa længe den ikke er optaget til Paakendelse; dog kan han ikke derved afskære Modparten fra at faa Dom for tingfæstede Modkrav.

§ 392.

Dommens Vedtagelse og Afsigelse foregaar efter de almindelige Regler. Dog kan Rettens Formand, naar Omstændighederne taler derfor, anordne, at skriftlig Stemmegiven skal finde Sted.

§ 393.

Med Hensyn til Anke og Kære forholdes der efter de almindelige Regler.

Kapitel 36.

Anke til Højesteret.

§ 394.

Domme, afsagte i første Instans af en Landsret, kan, med den i § 229 inde- holdte Undtagelse, overensstemmende med nedenstaaende Regler af Parterne paaankes til Højesteret, I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for saa vidt Anke ikke særlig er udelukket,

Anke kan iværksættes til Forandring, Ophævelse eller Hjemvisning, hvorimod Anke alene til Stadfæstelse ikke kan finde Sted. Heller ikke kan Anke iværksættes alene til Forandring af Dommens Bestemmelser om Sagsomkostninger og processuelle Straffe, Dog kan Justitsministeren tillade, at deslige Bestemmelser særskilt paaankes af Parterne, naar Afgørelse med Hensyn til disse Punkter er uafhængig af Sagens Ud- fald, eller af Trediemand, hvem Omkostninger eller Straf er paalagt eller Salær tilkendt eller frakendt.

§ 395.

Anke kan iværksættes fra begge Parters Side, men de tvende Anker bliver da at forene til samtidig Forhandling, jfr. § 286. 1ste Stykke.

Udtrykkelig eller stiltiende Afkald paa Anke kan ikke gyldig gives, forinden den Retsafgørelse, om hvis Paaanke der er Tale, er truffet,

§ 396.

Edsdomme og Afgørelser i Henhold til § 295 af enkelte Spørgsmaal eller Dele af Sagen kan først paaankes, naar den endelige Dom er afsagt.

§ 397.

Ankefristen er 8 Uger fra Dommens Afsigelse at regne. Anken kan dog und- tagelsesvis tillades af Justitsministeren indtil et Aar efter Dommens Afsigelse, naar der foreligger tilstrækkelig Grund til at afvige fra den almindelige Regel om Ankefristen.

§ 398.

Inden Ankefristens Udløb eller inden 4 Uger, efter at den i § 397 ommeldte Tilladelse til Anke er meddelt, skal Appellanten indlevere Ankestævning paa Rettens Kontor til Sagens Berammeise overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmaalet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Anke- grunden og den Paastand, der agtes nedlagt.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler med fornøden Lempelse, dog saaledes at det ikke maa være kortere end 4 Uger.

§ 399.

Hæves eller afvises en i rette Tid, jfr. §§ 397 og 398, indanket Sag, skal det, uanset at Ankefristen imidlertid maatte være udløbet, være Parten tilladt at indanke

Sagen paa ny, naar ny Stævning indgives paa Rettens Kontor til Sagens Berammelse inden 14 Dage fra det Retsmøde, hvor Sagen blev hævet eller afvist. Denne Ret kan kun benyttes een Gang.

§ 400.

Paa den berammede Tægtedag skal Appellanten møde og fremlægge Anke- stævningen. Undlader han dette, afvises Sagen, og der tilkendes den Indstævnte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger. Samme Virkning har Appellantens Ude- blivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, saafremt Domsforhandlingen ikke er berammet, eller ved selve Domsforhandlingen.

§ 401.

Udebliver Indstævnte, skønt lovlig varslet, og Appellanten begærer Sagen fremmet, udgaar den til skriftlig Behandling.

Appellanten kan dog i Stedet herfor begære Sagen udsat og skal da lade for- kynde en Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstaaende Bestemmelser kommer ogsaa til Anvendelse, naar Indstævnte ude- bliver i et senere Retsmøde, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, eller udebliver ved Domsforhandlingen, i hvilket sidste Tilfælde derhos det, som han allerede maatte have fremført for Højesteret, lades ude af Betragtning. At Indstævnte, efter at have svaret i Sagen, udebliver i andre Retsmøder end det. hvori Domsforhandlingen finder Sted, berettiger ikke til at anvende Bestemmelsen i nærværende Paragrafs 1ste Stykke og afskærer ikke Indstævnte fra senere at møde i Sagen.

§ 402.

Møder indstævnte uden at rejse Indsigelse, optages Sagen efter Begæring til Domsafsigelse.

§ 403.

Vil Indstævnte fremsætte Formalitetsindvendinger mod Ankesagen, eller ønsker han. uden selv at paaanke, Dommen forandret eller ophævet, skal han i det nævnte første Retsmøde fremlægge en skriftlig Angivelse af bemeldte Indvendinger eller af sine Ankegrunde samt den Paastand, som han agter at nedlægge. Ønsker Indstævnte blot Dommen stadfæstet, er det tilstrækkeligt, at han mundtlig erklærer dette.

Naar Indstævnte har afgivet sit Svar, tager Retten efter Appellantens Begæring Bestemmelse om Tiden for Domsforhandlingen — der dog ikke uden begge Parters Samtykke maa ansættes tidligere end 4 Uger efter Retsmødet —, for saa vidt der ikke ifølge Sagens Beskaffenhed efter eller uden Opfordring fra Parternes Side findes An- ledning til at bestemme, at den skal forhandles skriftlig.

§ 404.

Paastande eller Anbringender, der ligger udenfor den ved Landsretten sted- fundne Procedure, kan ikke fremsættes uden Modpartens Samtykke; dog kan Retten tilstede deres Fremsættelse, naar det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere er fremkommet, og deres Afskæreise vilde medføre et uforholdsmæssigt Tab for Parten.

§ 405.

Den, der ønsker at opnaa den i § 404 ommeldte Tilladelse, maa i en Paa- tegning paa Stævningen eller den i § 403 omtalte skriftlige Angivelse meddele, hvad han agter at begære Tilladelse til at fremføre, samt de formentlig derfor talende Om- stændigheder, og Retten bringer da Spørgsmaalet om Tilladelsens Meddelelse til Af- gørelse i det første eller, om fornødent, et senere berammet Retsmøde, efter at Par- terne har udtalt sig.

Vil en Part uden at have iagttaget den anførte Fremgangsmaade søge at opnaa bemeldte Tilladelse, maa han snarest muligt til Retten indgive et skriftligt, be- grundet Andragende, der tillige maa indeholde Oplysning om Grunden til, at An- dragendet ikke er fremkommet tidligere. Finder Retten tilstrækkelig Undskyldning herfor, ansættes et Retsmøde, saafremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen, og Andrageren har da med et af Retten fastsat Varsel at give Modparten Meddelelse om dette Retsmøde og dets Genstand. Udebliver Andrageren, bortfalder hans Andragende; udebliver Modparten, anses de i Andragendet paaberaabte Grunde for beviste.

Meddeler Retten Tilladelsen, tilstaas der paa Begæring enhver af Parterne den fornødne Tid til at varetage sit Tarv i den Anledning, ligesom en berammet Domsforhandling, om fornødent, udsættes. Saafremt en begært Skriftveksling skønnes at være nødvendig, fastsætter Retten Frister for Processkrifternes Meddelelse og be- rammer et nyt Retsmøde, hvorhos de i §§ 347, 348 og 349 givne Regler kommer til Anvendelse.

Fremkommer nye Paastande eller Anbringender først under Domsforhandlingen, og finder Retten i Overensstemmelse med de foranstaaende Grundsætninger, at deres Fremførelse bør tilstedes, bestemmer den det fornødne i Lighed med de i § 366 givne Regler.

§ 406.

Nye Beviser kan fremføres for Højesteret med Modpartens Samtykke, eller naar der samtidig med Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 403 omtalte skriftlige Angivelse er givet Modparten skriftlig Meddelelse om, af hvilken Art de ny Beviser er, og hvad derved forventes bevist. Foreligger der tilstrækkelig Undskyldning for, at den nævnte Meddelelse ikke er givet som anført, kan Retten tilstede, at den fremkommer paa et senere Trin af Sagen, i hvilken Henseende til- svarende Regler til de i § 405 givne kommer til Anvendelse. Modparten kan i øvrigt frafalde den omhandlede Meddelelse.

§ 407.

Naar Omstændighederne taler derfor, kan Højesteret tillade, at enkelte Punkter eller Dele af Sagen, som ikke har foreligget for eller ikke er paakendte af Lands- retten, indbringes for Højesteret. Med Hensyn til Opnaaelsen af saadan Tilladelse kommer tilsvarende Regler til de i § 405 givne til Anvendelse.

§ 408.

I det første Retsmøde har Retten, for saa vidt den ikke anser det for hen- sigtsmæssigt at udsætte Afgørelsen til et senere Møde, efter Begæring, og efter at der i Retsmødet har været givet Parterne Lejlighed til at udtale sig, at træffe Be-

stemnielse om Afhørelse af nye eller gentagen Afhørelse af tidligere førte Vidner, jfr. §§ 171 og 172, Syns- eller Skønsmænd, jfr. § 202, eller Afhørelse af Parterne efter § 302, om en slig Afhøring skal finde Sted, inden Bestemmelse tages om Vidners Afhøring, jfr. § 352, om det skal paalægges Modparten eller Trediemand at frem- komme med Dokumenter m. m. Deslige Bestemmelser kan ogsaa senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis det, naar Begæring om at erholde en saadan Bestemmelse fremkommer, findes hensigtsmæssigt, kan Retten kræve Mod- partens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmaalet.

Parterne kan ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgaaende Be- stemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

§ 409.

Skal Vidneførsel o. desl. finde Sted, kan Retten, hvor det findes at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, bestemme, at Afhørelsen skal foretages under Domsforhandlingen, jfr. med Hensyn til Parter § 302, 6te Stykke.

I andre Tilfælde foregaar Vidneførsel og Afhørelse af Parter ved Underretten paa Vidnets eller Partens Hjemsted og Syns- eller Skønsforretninger ved den i § 354 nævnte Underret. Ved saadan Bevisoptagelse finder Reglerne i § 353, 2det og 3die Stykke, og §§ 356—58 tilsvarende Anvendelse.

§ 410.

Skal Vidner o. desl. i Henhold til en af Højesteret i Medfør af § 408 truffen Bestemmelse føres for den dømmende Ret, skal der mindst 3 Dage forud gives Mod- parten Meddelelse om deres Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for saa vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom.

Reglerne i §§ 357—58 og § 370 finder tilsvarende Anvendelse. Udmeldelse af ny Syns- eller Skønsmænd sker, naar Mændene skal møde for Højesteret, ved Rettens Formand.

De nye Dokumenter, som en Part vil paaberaabe sig, skal mindst 14 Dage før Domsforhandlingen afgives til Modparten enten i Original eller i Grenpart, og i sidste Fald skal Originalen samtidig henlægges til Eftersyn for Modparten paa Rettens Kontor.

Beviser, med Hensyn til hvilke de foranstaaende Regler ikke er iagttagne, skal efter Paastand lades ude af Betragtning, medmindre Retten tilsteder deres Be- nyttelse i Overensstemmelse med de i § 366 givne Regler.

§ 411.

Om processuelle Meddelelser gælder de i § 350 givne Regler.

Om Udsættelse af Domsforhandlingen kommer de i § 362 foreskrevne Regler til Anvendelse.

Afgørelser, som bliver at træffe af Højesteret inden Domsforhandlingen, kan i det Omfang, Retten bestemmer, træffes af et Udvalg, bestaaende af 3 af Rettens Medlemmer. Udvalgets Sammensætning bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 412.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser mod Ankesagen behandles før selve denne og særskilt paakendes, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller

nogle af dem skal forhandles-i Forbindelse med Realiteten. Bestemmelsen i § 343, 3die Stykke, gælder ogsaa ved Højesteret.

Domsforhandlingen indledes ved, at Appellanten fremstaar og lader Anke- stævningen og den paaankede Afgørelse oplæse. Forhandlingernes Gang foregaar efter den hidtil brugte Ordning. Dog kan Retten vedtage eller tilstede Afvigelser, som findes formaalstjenlige. I øvrigt gælder de i §§ 364, 367 og 371 fastsatte Regler med de Lempelser, Retten i de enkelte Sager bestemmer.

§ 413.

Paastand om den indankede Afgørelses Forandring eller Ophævelse eller om Sagens Hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den, der har udtaget Ankestævningen, men ogsaa af Modparten, jfr. §§ 403 ff.

Klager over Behandlingen ved Landsretten, som efter Sagens Stilling ved Højesteret er uden nogen reel Betydning for vedkommende Part, kan af Højesteret lades ude af Betragtning.

§ 414.

Naar Sagens Forhandling er afsluttet, afsiges Dom snarest muligt. Domsfor- handling i en ny Sag maa ikke finde Sted, forinden Dommen i den optagne Sag er vedtaget.

§ 415.

Naar skriftlig Behandling finder Sted paa Grund af Sagens Beskaffenhed, jfr. § 403, forhandles Sagen ved skriftlige Indlæg, ikke over to fra hver Side, som veksles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden bestemmer.

Har Bevisførelse fundet Sted, kan enhver af Parterne i dertil berammede Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

Udgaar en Sag til skriftlig Behandling paa Grund af Indstævntes Udeblivelse, har Appellanten inden en fastsat Frist at aflevere et skriftligt Indlæg tilligemed Sagens Dokumenter, derunder fuldstændig Beskrivelse af det for Landsretten passerede. Oplyses det, inden Sagen er paakendt, at Indstævntes Udeblivelse ikke kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, kan Højesteret reassumere Sagen.

Mundtlig Domsforhandling finder ikke Sted i disse Sager.

Er Vidner indkaldte for Højesteret, jfr. § 409, og de har givet Møde, kan Højesteret bestemme, at de, inden Sagen udgaar til skriftlig Behandling, skal af- høres, efter at Appellanten har fremstillet Sagens Omstændigheder. I øvrigt sker Vid- ners Førelse, Syns- eller Skønsforretningers Optagelse og Parters Afhøring for Underret, jfr. § 409, medmindre Højesteret bestemmer, at den skal ske for et af Rettens Med- lemmer.

Ved skriftlig Behandling finder i øvrigt de almindelige Regler om Højesterets- proceduren Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 416.

Naar Højesterets Dom gaar ud paa Hjemvisning, kan enhver af Parterne hen- vende sig til den Underret, der har ledet Sagens Forberedelse for Landsretten, med en Udskrift af Dommen og begære et Retsmøde berammet, hvortil han da har at indkalde Modparten med et af vedkommende Underretsdommer fastsat Varsel. Sagen fremmes derefter i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

F. t. L. om Rettens Pleje.

Kapitel 37.

Kære til Højesteret.

§ 417.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret, som ikke — eller dog ikke for Tiden — kan gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne i § 394, kan, for saa vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremaal til Højesteret overensstemmende med de nedenstaaende Regler. Overfor Domme kan Kæremaal kun rejses i det i § 229 nævnte Tilfælde.

Er en Beslutning blevet paakendt af Højesteret ifølge Kæremaal, kan den ikke senere paaankes, og saa længe Kære over en Beslutning er svævende, kan denne ikke paaankes.

§ 418.

Kære iværksættes ved til den Landsret, hvis Handling eller Afgørelse man vil paakære, at indgive en skriftlig Fremstilling af Kæregrunden og den Paastand, som i den Anledning gøres. Af Fremstillingen skal Genpart meddeles Modparten. Vidner, Syns- og Skønsmænd, der har mødt under Domsforhandling, kan fremsætte deres Kære mundtlig til Retsbogen.

Kæremaalet kan støttes paa ny faktiske Anbringender og Beviser.

§ 419.

For saa vidt Landsretten ikke i Medfør af § 177, § 207 eller § 222 forandrer sin Afgørelse, indsender den inden Udløbet af en Uge Kæreskriftet eller Udskrift af Retsbogen samt af den paaklagede Kendelse og øvrige fornødne Aktstykker til Højesteret, hvorhos Retten kan vedføje sin egen Erklæring. Om den stedfundne Ind- sendelse gives der straks begge Parter Meddelelse.

§ 420.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse har begge Parter Adgang til at indsende skriftlige Udtalelser til Højesteret. Senere indsendte Udtalelser er ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, naar de indkommer, inden Afgørelse har fundet Sted. I øvrigt kan Højesteret efter sit Skøn af egen Drift indhente Oplysninger eller Erklæringer fra Landsretten eller Parterne.

§ 421.

Paa det indkomne skriftlige Grundlag træffer Højesteret snarest muligt Af- gørelse ved Kendelse. Naar særlige Grunde taler derfor, kan Højesteret dog af egen Drift eller efter en Parts Begæring anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i saa Fald den, der kærer, afvises Kæremaalet, hvorimod Modpartens Udeblivelse ikke har nogen særlig Virkning.

Kæremaal kan forhandles for og afgøres af et saadant Udvalg som be- stemt i § 411.

§ 422.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kærefristen 2 Uger, efter at Af- gørelsen er truffet. Justitsministeren kan, naar Omstændighederne taler derfor, senere, Forelagte Lovforslag m. m. 178

dog ikke efter 6 Maaneders Forløb, tillade, at Kæreskrift indgives inden 2 Uger efter Tillad eisens Meddelelse.

Kære til Højesteret har ikke opsættende Virkning, hvor det ikke særlig er fastsat i denne Lov. Dog kan saavel Landsretten som Højesteret anordne saadan Opsættelse.

Adgang til Kære fortabes, naar en til den given Udsættelse ikke benyttes.

Kapitel 38.

Ny Foretagelse ved Højesteret.

§ 423.

Højesteret kan paa Andragende undtagelsesvis tillade, at en ved denne Ret paadømt Sag paa ny foretages ved samme, naar der er tilvejebragt en meget stor Sandsynlighed for, at en af Højesteret paadømt Sag uden Andragerens Fejl har fore- ligget urigtig oplyst, og for, at der nu haves Oplysninger, som vil medføre et væsent- lig forskelligt Resultat, samt naar samtlige Omstændigheder i høj Grad taler for Be- vilgelsen af Andragendet, derunder ogsaa, at det maa anses for givet, at Andrageren kun ad denne Vej vil kunne undgaa eller oprette et for ham indgribende Tab.

Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade Paaanke af en ellers upaaankelig Landsrets- eller Underretsdom.

Samtidig med at Tilladelsen gives, saavel som paa ethvert senere Trin, kan Højesteret eller den Ret, der behandler Sagen, paa Begæring bestemme, at den afsagte Doms Virkninger skal stilles i Bero. ganske eller til Dels, mod eller uden Sikker- hedsstillelse.

Paa Adgang til den i nærværende Paragraf omhandlede Retshjælp kan der ikke gives Afkald.

§ 424.

Højesteret bestemmer i hvert enkelt Tilælde, hvorledes de fornævnte Andra- gender skal behandles, samt hvorledes den forinden Andragendets Afgørelse fornødne Bevisførelse skal foregaa, og fastsætter de Lempelser i de almindelige Procesregler, der maatte findes nødvendige eller hensigtsmæssige ved Sagens fornyede Foretagelse.

Findes Forudsætningerne for ny Foretagelse eller ekstraordinær Anke ikke at foreligge, afviser Retten Sagen.

Kapitel 39.

Behandling af Sager, der i Medfør af Kapitel 21 henhører under Underret, og Retsmidler mod Underrettens Afgørelser.

§ 425.

Sagen indledes med Stævning. Naar Sagen hører til de i § 225 Nr. 1 og 4 nævnte, og dens Værdi er under 50 Kr., eller Sagsøgeren er ubemidlet, har Retten paa Begæring at affatte Stævning og om fornødent at forsyne den med Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Det samme gælder i de i § 225 Nr. 8 nævnte Sager.

I Stævningen skal begge Parter være betegnede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens Paastand og en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes. Stæv- ningen skal derhos angive de Dokumenter, Sagsøgeren vil benytte, samt opfordre Sagsøgte til at møde paa Sagens første Tægtedag og svare i Sagen samt til at med- tage de Dokumenter, han vil paaberaabe sig.

Parterne kan dog, naar de efter Overenskomst begge møder for Retten, og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning begære Sagen foretaget.

§ 426.

Naar Stævning benyttes, indgives den til Retten, der forsyner den med en Paategning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Stæv- ningen tilbageleveres Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

§ 427.

Har Sagsøgte Bopæl i Underretskredsen, skal Stævningen forkyndes ham med en Uges Varsel. Bor Sagsøgte udenfor Underretskredsen, er Varselet 14 Dage, med- mindre han har Bopæl paa Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, saavel som naar det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varselet bestemmes af Dommeren.

I øvrigt er de i § 339, 2det, 3die og 4de Stykke, indeholdte Bestemmelser anvendelige.

§ 428.

Dommeren kan, naar som helst han inden Sagens Optagelse finder Grund dertil, mægle Forlig mellem Parterne. Kommer Forlig i Stand, tilføres det Retsbogen.

§ 429.

Efter at Sagsøgeren i de Sager, i hvilke Forlig skal prøves ved Forligskom- missionen, har fremlagt Indkaldelse til Kommissionen samt Bevis for, at Forlig har været forsøgt, udvikler Parterne mundtlig deres Sag for Dommeren uden videre For- beredelse ved Skrift, Sagsøgeren fremlægger den behørigt forkyndte Stævning og fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpaa Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har ogsaa, for saa vidt Parterne ikke møder ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn til, hvad de bør foretage til Oplysning af Sagen og i øvrigt til Varetagelse af deres Tarv under denne.

De fra begge Sider nedlagte Paastande skal ved Forhandlingens Slutning indføres fuldstændigt i Retsbogen, medmindre de i særskilt skriftlig Affattelse frem- lægges til denne. For saa vidt saadant efter Omstændighederne maatte anses for- nødent, kan Dommeren foranledige saadan skriftlig Affattelse af Paastanden og dertil tilstaa Udsættelse.

Endvidere skal Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng i det Om- fang, som af Dommeren skønnes hensigtsmæssigt, tilføres Retsbogen, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 430.

Dommeren bestemmer, om Formalitetsindsigelser skal forhandles og paa- kendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne maa derfor altid være beredte paa at forhandle Realiteten i det første Retsmøde.

§ 431.

Paastande kan forandres, indtil den i § 429 omhandlede Tilførsel eller Frem- læggelse til Retsbogen af dem er sket, men efter den Tid, for saa vidt Forandrin- gen gaar ud paa andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han straks skal svare paa en forandret Paastand, udsættes Sagen.

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§§ 231 og 280).

§ 432.

Dokumenter maa, hvad enten de paaberaabes i Stævningen eller ikke, frem- lægges i Retsmødet; dog kan Retten, for saa vidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid eller Anledning for Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra Modpartens Side fremkomne giver vedkommende Part Anledning til at frem- komme med yderligere Dokumenter, eller at det dog er undskyldeligt, at vedkommende Part ikke har medbragt Dokumentet, udsætte Sagen herefter.

Til at gøre sig bekendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Regelen gives Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet.

Finder Retten, at dette sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Doku- mentet fremlægges, maa, dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlaanes ham, forsynes med en Genpart af samme, og der maa gives ham Adgang til paa Dommerens eller Rettens Kontor at undersøge Dokumentet.

§ 433.

Saafremt ingen af Parterne begærer at føre yderligere Bevis, eller saadant ikke skønnes at kunne føre til Oplysning af Omstændigheder, der er af Betydning for Sagen, skal Dommeren, efter at Paastandene i Overensstemmelse med § 429, 3die Stykke, er nedlagte, give Parterne Lejlighed til en mundtlig Domsforhandling.

Findes det derimod, at Sagens tilbørlige Oplysning udkræver yderligere Bevis- førelse, navnlig ved Vidner eller Syn og Skøn. udsættes Sagen efter vedkommende Parts Paastand, for at Bevisførelsen kan finde Sted. Herved iagttages Reglerne i §§ 351—359, dog saaledes, at det staar Dommeren frit for at bestemme, at Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter, som skal møde for den paagældende Underret, først skal afhøres i det Retsmøde, hvor Domsforhandlingen foregaar, og at Af- høringen, dersom nogen af Parterne begærer det, for hans Vedkommende sker ved Dommeren. Naar Bevisførelsen er til Ende, finder Domsforhandling Sted.

Dom afsiges snarest muligt efter Domsforhandlingen.

§ 434.

Hvor de i de foregaaende Paragraffer givne Bestemmelser ikke indeholder af- vigende Forskrifter, bliver de i Kapitel 32—35 om Sagers Behandling for Landsret givne Regler at følge med de Lempelser, som flyder af Forholdets Natur.

§ 435.

Domme, afsagte af en Underret, herunder ogsaa Domme, afsagte i Henhold til §§ 340—342, kan med den i § 229 nævnte Undtagelse overensstemmende med neden- staaende Regler af Parterne indankes for den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for saa vidt Anke ikke særlig er udelukket. De i §§ 394, 2det Stykke, 395 og 396 givne Regler finder tilsvarende Anvendelse paa Underretssager.

Landsrettens Dom i en fra Underret indanket Sag kan ikke yderligere paa- ankes. Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret, overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36, naar den skønnes at have almindelig Interesse eller videregaaende betydelige Følger for vedkommende. Andra- gende herom maa fremsættes inden saadan Frist, som bestemmes i § 397.

Kære af Parterne til Højesteret overensstemmende med Kapitel 37 kan lige- ledes kun iværksættes med Tilladelse af Justitsministeren. Andragende herom kan dog kun bevilges indtil 6 Maaneder efter, at den paagældende Afgørelse er truffet.

§ 436.

Med Hensyn til Tiden for Ankens Iværksættelse gælder de i § 397 givne Regler, dog at Ankefristen kun er 4 Uger.

§ 437.

Inden Ankefristens Udløb skal Appellanten indlevere Ankestævning paa Lands- rettens Kontor overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmaalet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Anke- grunden og den eller de Paastande, der agtes nedlagte.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler.

§ 438.

Naar Indstævnte udebliver uden at have givet Tilsvar eller ved Domsforhand- lingen, finder de i §§401 og 415, 3die—5te Stykke, indeholdte Regler tilsvarende An- vendelse.

Fremdeles gælder §§ 407 og 412, 1ste Punktum, ogsaa ved Anke til Landsret, hvorhos §§ 413 og 416 finder tilsvarende Anvendelse. Hjemvisning kan dog ikke finde Sted, fordi Underretsdommeren ikke behørigt har vejledet Parten.

§ 439.

Paastande, der ligger udenfor de ved Underretten fremsatte, kan ikke uden Modpartens Samtykke nedlægges, medmindre Retten tillader det, fordi det findes und- skyldeligt, at de ikke tidligere er fremkommet. Ønskes en saadan Tilladelse opnaaet, følges tilsvarende Regler til de i § 405 angivne.

§ 440.

Parterne er berettigede til at fremføre nye Beviser, naar det i Stævningen eller et andet Processkrift eller i et forudgaaende Retsmøde er meddelt Modparten, af hvilken Art det ny Bevis er, og hvad derved forventes bevist.

Med Hensyn til Bevisoptagelsen forholdes efter Bestemmelserne i §§ 408—410, dog at de i § 408 omhandlede Beslutninger i Regelen først bliver at træffe i det Rets- møde, i hvilket Skriftvekslingen afsluttes.

Vil nogen af Parterne fremsætte nye Anbringender, maa disse anføres i hans Processkrifter overensstemmende med Reglerne i §§ 337 ff. Efter Skriftvekslingens Slutning kan nye Anbringender uden Modpartens Samtykke kun fremføres med Rettens Tilladelse, i hvilken Henseende Reglerne i §§ 348 og 366 finder tilsvarende Anvendelse.

For Ankesagens Behandling gælder i øvrigt de for Procesmaaden ved Landsret fastsatte Bestemmelser, dog at Skriftvekslingen foregaar for selve Landsretten, der ogsaa i øvrigt leder Sagens Forberedelse til Domsbeliandling.

§ 441.

Underrettens Afgørelser, derunder ogsaa Afgørelser af en Underret, der leder Forberedelsen af en Landsretssag i 1ste Instans, kan paakæres til Landsret i de samme Tilfælde, i hvilke Landsrettens Afgørelser kan paakæres til Højesteret.

Fremgangsmaaden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benyttes ved Kære over Landsrettens Afgørelser; dog kan Kæremaalet her altid fremsættes mundtlig til Retsbogen. Ogsaa § 422 finder her Anvendelse med fornødne Lempelser.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære kan ikke indbringes for Højesteret.

Kapitel 40.

Behandlingen af Sager, der paakendes ved Sø- og Handelsretten.

§ 442.

Sager, der i Medfør af denne Lovs §§ 224—25 vilde høre under Lands- retterne, behandles for Sø- og Handelsretten i Overensstemmelse med de for Lands- retterne givne Regler, dog at Sagernes Forberedelse til mundtlig Domsforhandling foregaar ved Sø- og Handelsretten selv, jfr. § 9. Paaanke og Kære iværksættes til Højesteret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36 og 37.

Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, be- handles efter de for Underretterne givne Regier. Anke og Kære i disse Sager sker til Østre Landsret efter de i Kapitel 39 givne Regler.

Kapitel 41.

Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve.

§ 443.

Sagsøgeren kan anvende den i dette Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning: 1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gældsbreve, naar Skyldneren enten i selve Gældsbrevet eller ved senere Paategning paa samme har underkastet sig saadan Forfølgning.

2) I Vekselsager, hvorved forstaas Sager, som anlægges mod Trassenter, Endossenter eller Acceptanter af trasserede Veksler eller mod Udstedere og Endossenter af egne Veksler til Vekslens Betaling eller for at gøre Vekselregres gældende, Sager, som anlægges mod Trassenter og Endossenter af Veksler paa Grund af mang- lende Accept, til Betaling af Vekselsummen eller det ikke accepterede Beløb (Veksellovens § 29) eller mod Trassenter og Endossenter samt Acceptanter paa Grund af manglende eller ikke betryggende Accept, til Stillelse af Sikkerhed (Veksellovens §§ 25, 26 og 30), Sager, som anlægges mod dem, der har tegnet Borgen (Aval) for en vekselforpligtet Person, til Vekselforpligtelsens Opfyldelse.

3) I Sager, hvorunder Regreskrav efter en Check indtales.

§ 444.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten end, at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til saaledes at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er foregaaet en Forfalskning, efter at Underskriften er meddelt.

I Vekselsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som angaar selve Vekslens Indretning og Indhold eller den til Vekselfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgang eller andre i Vekselloven foreskrevne Betingelser for at kunne gøre Vekselretten gældende. Tilsvarende Regler gælder om de i § 443 Nr. 3 nævnte Sager.

I de i § 443 Nr. 1 nævnte Sager kan Sagsøgte derhos, for saa vidt Søgs- maalet foruden paa selve Gældsbrevet støttes paa Transport eller andet udenfor Gældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, med Hensyn til hvilken Bevisbyrden ikke paahviler ham, eller til hvis Godtgørelse han ikke behøver andre Bevismidler end Dokumenter, som haves til Stede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten er udelukkede fra at komme i Betragtning, naar Parterne ikke er enige om at ønske dem paakendt; men det forbeholdes Sag- søgte i Anledning af slige Indsigelser, naar han i sit Tilsvar har opgivet eller i det mindste forbeholdt dem, at anlægge et selvstændigt Erstatningssøgsmaal mod Sagsøgeren.

Dette Erstatningssøgsmaal behandles i alle Henseender efter de alminde- lige Regler.

§ 445.

Imod de i § 443 Nr. 2 og 3 omhandlede Fordringer kan Modfordringer kun gøres gældende, naar disse er støttede paa, at der ved Forsømmelse med at give den i Veksellovens §§ 20, 30, 42, 45 og 75 omhandlede Underretning er forvoldt Sagsøgte Skade, og imod de i § 443 Nr. 1 omhandlede kun, for saa vidt Modfordringen selv gaar ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 446.

Sager, i hvilke den heromhandlede Retsforfølgning anvendes, behandles uden Hensyn til Genstandens Værdi ved Underret efter de ovenfor i Kapitel 39 givne Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Om- sorg for, at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

§ 447.

Naar Sager af heromhandlede Beskaffenhed indankes for Landsret, er det en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte andet end det, som i Henhold til ovenstaaende Regler kunde gøres gældende for Underret.

Kapitel 42.

Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søger sig en bortebleven Persons Formue tilkendt.

§ 448.

Sager angaaende et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning bliver at behandle efter de almindelige for Underretsproceduren gældende Regler med de nedenfor givne nærmere Bestemmelser ved Underretten for det Sted, hvor Sagsøgte har Bopæl eller Opholdssted, eller, dersom Sagsøgte har forladt Landet, eller det ikke vides, hvor Sag- søgte er, for det Sted, hvor denne sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget.

§ 449.

Dersom Sagsøgte ikke under Sagen giver Møde ved antagen Sagfører, har Sag- søgeren at andrage paa, at der af Retten maa blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer. Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer paalægges det offentlige, hvor det ikke paalægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

§ 450.

Retten kan uden Hensyn til, om Modparten begærer det, paalægge Sagsøgeren at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433, og der under Ed at besvare de Spørgsmaal angaaende Sagens Genstand, som Retten maatte gøre. Ugrun- det Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

§ 451.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte bor eller opholder sig i Riget, paalægge denne at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433. og der under Ed besvare de Spørgsmaal angaaende Sagens Genstand, som gøres af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 452, 2det Punktum.

§ 452.

Indrømmende Proceserklæringer fra Sagsøgtes Side har ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridsspørgsmaalets Indhold og Omfang, men der kan alene tillægges dem Betydning som Bevismidler. Ligeledes kan Sagsøgtes Udeblivelse, Tavs- hed eller ubestemte Erklæringer i de i § 305 omhandlede Tilfælde kun tages i Be- tragtning som Bevisdata imod paagældende.

§ 453.

Parts Ed finder, bortset fra de i §§ 450 og 451 omhandlede Tilfælde, ikke Anvendelse i Ægteskabssager.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 454.

Overanklageren kan under Iagttagelse af Keglerne i Kapitel 34 som Intervenient paa det offentliges Vegne indtræde i en Ægteskabssag for at forhindre, at Skilsmisse- dom eller Dom. hvorved et Ægteskab erklæres ugyldigt, urettelig tilsniges; han kan ligeledes, uden at være indtraadt i Sagen i første Instans, i det anførte Øjemed paa det offentliges Vegne paaanke en saadan Dom.

§ 455.

Offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i Retsmøder i Ægteskabssager, der- under dog ikke indbefattet selve Dommen, kan Retten ved Kendelse forbyde, naar nogen af Parterne fremsætter Ønske derom. Overtrædelse af saadant Forbud straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

§ 456.

I Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Forordningen af 11. September 1839 søger sig hans Formue tilkendt enten til Indtægtsnydelse eller til Ejen- dom, har Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 449 at drage Om- sorg for, at et Forsvar for den borteblevne beskikkes, i Landsretssager af Rettens Formand, i Underretssager af vedkommende Dommer, ligesom de er pligtige efter Rettens Paalæg at fremstille sig, jfr. § 302, for at afgive edelig Forklaring angaaende de Omstændigheder, paa hvilke Sagens Afgørelse beror.

Kapitel 48.

Fremgangsmaaden, naar nogen skal umyndiggøres, eller Enke skal sættes under fast Lavværgemaal.

§ 457.

Begæring om Umyndiggørelse kan fremsættes af paagældendes Ægtefælle, Slægtninge i op- eller nedstigende Linie eller første Sidelinie, Værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos bør i alle Tilfælde Øvrigheden andrage paa nogens Umyndiggørelse, naar dette efter de Oplysninger, som enten fra vedkommende selv. hans Slægt eller Venner eller paa anden Maade er kommet Øvrigheden i Hænde, maa anses for rigtigt.

Endelig kan enhver selv andrage paa at blive umyndiggjort.

§ 458.

Begæring om Umyndiggørelse indleveres skriftlig til Underretten paa det Sted, hvor den paagældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmaal, bor eller opholder sig; har han ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted, da til Underretten paa det Sted, hvor hans sidste bekendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggørelsen skal begrundes, skal saa vidt muligt ledsage Andragendet, Skønnes yderligere Oplys- ninger fornødne, kan Underretsdommeren gøre vedkommende opmærksom herpaa og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underretsdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for sig.

Forelagte Lovforslag m. m. 179

§ 459.

Er Begæringen udgaaet fra den, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmaal, eller indvender han ikke noget derimod, efter at han af Underretsdommeren er op- fordret til at møde og erklære sig derom, tilfalder det Underretsdommeren ifølge de foreliggende Oplysninger at afgøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelse, og i bekræftende Fald har han da at afgive endeligt Umyndiggørelsesdekret, som ikke kan paakæres.

I alle andre Tilfælde har Underretsdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende Beviser i Forbindelse med saadan skriftlig Erklæring, hvortil han maatte finde Grund, til den Landsret, under hvilken han staar.

Dersom Umyndiggørelsesgrunden findes at være sandsynliggjort ved de frem- lagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbundet med Opsættelse, kan Under- retsdommeren uden Hensyn til Indsendelsen til Landsretten afgive et foreløbigt Umyn- diggørelsesdekret, der, da det straks træder i Kraft, bliver at tinglæse og at kundgøre i Statstidenden eller ved Kirkestævne med de Retsvirkninger, som Plakat af 10. April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afgivelse beskikker Underretsdommeren en foreløbig Værge.

§ 460.

Landsrettens Formand beskikker en Sagfører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne, og be- rammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 461.

Efter at Parterne har ytret sig. afgør Retten paa Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, om endeligt Umyndiggørelsesdekret skal afgives, eller om Begæringen herom skal nægtes.

§ 462.

Udebliver den, der andrager paa nogens Umyndiggørelse, i noget af de i §§ 460 og 461 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændig- hederne finder Grund til at udsætte den.

§ 463.

Med Hensyn til Paalæg af Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangs- maade, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 460 beskikkede Sagfører, kommer Reglerne i Kapitel 30 til Anvendelse, saaledes at den. der umyndiggøres, betragtes som tabende.

§ 464.

Den ovenangivne Fremgangsmaade bliver ogsaa at anvende, naar der af andre fremsættes Begæring om, at Enke maa sættes under fast Lavværgemaal.

Naar en Enke selv begærer at blive sat under fast Lavværgemaal, har Under- retsdommeren uden videre Undersøgelse at, tage Begæringen til Følge.

§ 465.

Naar endeligt Umyndiggørelsesdekret er afgivet, eller naar det er besluttet, at en Enke skal sættes under fast Værgemaal, paahviler det vedkommende Ret straks at

give den til Værges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underret- ning herom.

§ 466.

Naar enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat under fast Lavværgemaal, eller nogen af de i § 457, 1ste Stykke angivne Personer for Landsretten tror at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foran- staltnings Vedbliven, har paagældende at indgive et Andragende til Landsretten i den Kreds, hvor den umyndiggjorte bor, om at maatte blive stedet til i et Retsmøde at begrunde eller lade begrunde en Begæring om Umyndiggørelsens Ophævelse. Er Sinds- svaghed Umyndiggørelsesgrunden, kan der dog i Regelen ikke tages Hensyn til et af den umyndiggjorte eller af andre paa hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledsaget af Anbefaling fra Retslægeraadet eller en Embedslæge eller fra Overlægen paa den Helbredelsesanstalt, paa hvilken den umyndiggjorte maatte være anbragt.

Derefter har Landsretten at beramme et Retsmøde, om hvilket der meddeles den umyndiggjortes Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres de paagældende, og de fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver Umyndig- gørelsesdekretet eller afslaar Begæringen herom.

I sidste Fald bæres Omkostningerne ved Forhandlingerne af den, der har rejst Sagen. Ophæves Dekretet, afholdes Omkostningerne af det offentlige.

§ 467.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter kommer i øvrigt med de af det foregaaende følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager. Med Hensyn til offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i saadanne Sager finder Bestemmelserne i § 455 til- svarende Anvendelse.

Kapitel 44.

Fremgangsmaaden ved at erhverve Mortifikations eller Ejendomsdom.

§ 468.

Sager, hvorunder Mortifikation paa Dokumenter søges, bliver, for saa vidt angaar Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom, at anlægge ved Underretten paa det Sted, hvor den faste Ejendom er beliggende, og ellers ved Landsretten paa det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt. Lader disse Regler sig ikke anvende, f. Eks. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersaat i Udlandet, skal Sagen anlægges i København.

Mortifikation af bortkomne Konnossementer søges paa det Sted, hvor Varerne skal afleveres. Mortifikation af Oplagsbeviser og de i Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 ommeldte Garantibeviser søges paa det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorunder Ejendomsdom søges, bliver at anlægge ved Underretten paa det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Genstand er et Dokument, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf. Ejendoms- dom paa et Skib eller en Skibspart søges i København.

§ 469.

Den, der søger Mortifikation paa et Dokument, har til den Ret, hvor Sagen efter § 468 skal føres, at indgive skriftlig Begæring om Indkaldelse af den eller dem, som maatte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det.

§ 470.

Begæringen om Mortifikation paa et Dokument skal være ledsaget af Oplys- ninger, som gør det antageligt, at den paagældende er berettiget til at erholde Mortifikation, og navnlig om Maaden, hvorpaa Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det paagældende Dokument maa betegnes med en saadan Tydelighed, at det ikke kan forveksles med andre.

§ 471.

Retten afgør derpaa ved Kendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse maa udstedes. Forinden Beslutning derom tages, kan Retten afæske den, der søger Mortifikation. yderligere mundtlig eller skriftlig Oplysning. Undlader han at efterkomme Opfordringen, eller befindes de af ham givne Oplysninger ufyldestgørende, kan Retten nægte at udstede Indkaldelsen.

§ 472.

Tilstedes offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en saadan i Overensstemmelse med den indgivne Begæring, hvorefter den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Bekendtgørelse ved Indrykkelse 3 Gange i Statstidenden.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der maatte anse sig for berettigede til det, til at møde og fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation paa en i Indkaldelsen angiven, af Retten nærmere bestemt Retsdag, som ikke maa falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 Aar efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i Statstidenden. Derhos maa indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, maa vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 473.

Møder ingen og gør Indsigelse paa den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives der, for saa vidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmaade ser nogen Hindring derfor, Mortifikationsdom.

Møder nogen og fremsætter Indsigelse mod Mortifikation, bliver Spørgsmaalet, om denne kan gives eller ej, at afgøre ved Rettens Dom.

§ 474.

Mortifikationsdomme kan kun paaankes, for saa vidt der under Sagen er frem- sat Indsigelse mod Mortifikationen, eller paa Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmaade eller paa Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

§ 475.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om, hvem der kan søge Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kan mortificeres, saavel som angaaende Rets- virkningerne af Mortifikation.

Om Udlevering og Salg af Varer efter Konnossementer m. m. mod Sikkerheds- stillelse har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 §167, Lov om Oplagshuse af 23. Februar 1866 § 9 og Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 § 15. Ligeledes gælder fremdeles Reglerne i Vekselloven af 7. Maj 1880 § 74.

Bestemmelserne i Forordning af 28. Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov; Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Underret.

§ 476.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmaaden ved Mortifikationsdoms Er- hvervelse kommer med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, naar nogen vil søge Ejendomsdom efter foregaaende offentlig Indkaldelse.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om Adgangen til at søge saadan Ejendomsdom saavel som om Retsvirkningerne af den.

§ 477.

Om Adgang til Erhvervelse af Mortifikationsdom paa Servitutter, Brugsrettig- heder og Grundbyrder har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov Nr. 67 af 14. April 1905, dog at der i Stedet for den i bemeldte Lovs § 4 omhandlede Bevilling til Erhver- velse af Mortifikationsdom uden særlig Indstævning træder en af vedkommende Ret i Overensstemmelse med § 471 meddelt Tilladelse.

Tredie Afsnit.

Eksekution og Tvangsauktion,

Kapitel 45.

Almindelige Betingelser for Eksekution.

§ 478.

Eksekution kan ske paa Grundlag af:

1) Domme og Kendelser, afsagte af Domstole eller af andre Myndigheder, der efter Lovene er beføjede til at afsige eksigible Kendelser.

2) Forlig, indgaaede for Forligskommissioner. Retter eller Overøvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun i saadanne Sager, hvor det ved Lovgivningen er paalagt dem at mægle Forlig, saavel som for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemmer, at de for dem afsluttede Forlig skal kunne eksekveres.

Forlig, der er sluttede udenfor Forligskommissionen og godkendte i en saadan, kan dog kun tjene til Grundlag for Eksekution, naar de er forsynede med to med Stilling og Bopæl anførte Vidners Paategning om, at Forliget førend Skyldnerens Underskrift er lydelig oplæst for og vedtaget af ham, samt naar de Omkostninger, Skyldneren indgaar paa at betale, bortset fra de med Ekseku- tionen forbundne, er anførte deri med en bestemt Sum.

3) Tinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Ejendom, naar de er oprettede eller vedkendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner, og Forfaldstiden er indtraadt enten paa Grund af Opsigelse, eller fordi det Tidspunkt, der i Pantebrevet er fastsat som Betalings- termin, er kommet, eller, for saa vidt saadan Følge udtrykkelig er betinget i Pantebrevet, paa Grund af Udeblivelse med Renter. Udlæget, som kan ske ikke blot for Kapitalen eller Afdrag paa samme, men ogsaa særskilt for Renter, kan dog ikke udstrækkes til andet end Pantet.

1) Bodmeribreve efter Keglerne i Sølov 1. April 1892 § 185.

2) Forlig, indgaaede for, og Domme, afsagte af danske Konsuler i de i Lov om danske Konsulers Doms- og Øvrighedsmyndighed m. m. af 15. Februar 1895 nævnte Tilfælde.

Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregaaende Lovmaal og Dom kan finde Sted under de i 4de Afsnit angivne Betingelser.

§ 479.

I Henhold til Traktat, indgaaet paa Betingelse af Gensidighed, kan der ved Anordning tillægges Domme og Kendelser, afsagte af udenlandske Ketter eller Myn- digheder, samt udenlandske offentlige Forlig, for saa vidt de bestemmer andet end Straf, Eksekutionskraft her i Riget, naar de er forsynede med en af de i Anord- ningen angivne udenlandske Myndigheders Bevidnelse om at være udfærdigede i den Form, der fordres til Eksekution, samt om at have den Egenskab at give Adgang til Eksekution efter den udenlandske Lovgivning.

Med Hensyn til Sverige har det sit Forblivende ved Lov af 19. Februar 1861.

Udenfor de i denne Paragraf nævnte Tilfælde kan Eksekution ikke ske umid- delbart paa Grundlag af en udenlandsk Dom eller Kendelse.

§ 480.

Eksekution foretages af Underretsdommeren, der i denne sin Virksomhed be- nævnes Foged; Eksekution kan dog ske i Købstæderne og Handelspladserne ved Politi- mesteren og paa Landet ved Sognefogeden, naar Dommen eller Forliget lyder paa Betaling af en Pengesum, der bortset fra d^ efter Sagens Begyndelse paaløbne Renter og Sagsomkostninger ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Ekseku- tionen derhos ikke er fast Ejendom. Til Brug under saadanne Forretninger leveres der Politimesteren (Sognefogeden) en af Fogeden autoriseret Bog, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Kommunes Kasse.

Ved Eksekutionsforretningens Foretagelse har Fogeden (Politimesteren, Sogne- fogeden) at sørge for, at tvende gode Mænd er til Stede som Vidner. Disse er tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen fore- faldende Vurderinger og andre lignende Skøn. Skulde de ikke være i Stand til rettelig at anslaa de forekommende Genstande, har Fogeden at tilkalde andre Mænd. som hertil er skikkede. Saavel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurde- ringer, har i Fogedbogen, henholdsvis den i 1ste Stykke nævnte Bog, at underskrive en Forsikring paa Tro og Love om, at de vil udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Politiet er pligtigt paa Forlangende at understøtte Fogeden, dersom han i sine Førretningers Udførelse møder saadan Modstand, som han ikke ved egen og Vid- nernes Hjælp tror at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begærer Politiets Bistand.

§ 481.

Ingen Foged kan foretage Eksekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds, medmindre disse blot er at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen paabegyndt Eksekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at fore- tage Eksekution i rørligt Gods. Dog er Fogeden ikke pligtig at rejse længere end 15 Kilometer ud over Grænserne af sin Retskreds.

§ 482.

Den, der vil have en Eksekution foretaget, skal for Fogeden fremsætte sin Begæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kendelsen eller Forliget eller af det originale Pantebrev eller Bodmeribrev, ligesom han ogsaa ved samme Lejlighed har at meddele alle de Oplysninger, som i øvrigt maatte være fornødne, for at Fogeden kan tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begæringen skal, hvis Fordringen, bortset fra Sagsomkostninger og Renter, der er paaløbet siden Sagens Begyndelse, overstiger 300 Kroners Værdi, være skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogeden, som da har at tage den til Fogedbogen.

Eksekution kan begæres under eet hos samme Skyldner efter forskellige Ekseku- tionsgrundlag.

§ 483.

Dommen eller Kendelsen maa være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Til- fældet, vedkommer det ikke Fogeden at undersøge eller afgøre, om Dommen eller Kendelsen maatte lide af saadanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre en anden Afgørelse efter Anke eller Kære. Kun hvis Dommen eller Kendelsen ikke er udgaaet fra en lovlig bestaaende Domstol eller nogen til at afsige eksigible Dekreter beføjet Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogeden at nægte Eksekution.

§ 484.

Under Eksekutionen af Forlig har Fogeden at paakende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angaar, kun for saa vidt Fogedens Kendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tids- frist eller afhængig af Erlæggelse af en Modydelse, maa det ved Forligets eget Ind- hold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse være givet, at Betingelsen er indtraadt eller Tidsfristen udløbet, eller at Forligshaveren fra sin Side har erlagt Modydelsen, for saa vidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 485.

De i foregaaende Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger finder ogsaa Anvendelse paa de i § 478 Nr. 3 nævnte Pantebreve og de i § 478 Nr. 4 nævnte Bodmeribreve.

§ 486.

Den. der forlanger Eksekution efter en udenlandsk Dom eller Kendelse, maa samtidig med Begæringen herom forelægge Fogeden de Oplysninger, som udkræves efter § 479.

§ 487.

Domme kan fuldbyrdes, naar Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, uden at lovlig Anke er blevet iværksat ved Ankestævnings Indlevering til Berammelse inden denne Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen, der regnes fra Dommens Afsigelse eller, jfr. § 219, 3die Stykke, fra dens Forkyndelse, er ved alle Retter 15 Dage.

Ved Domme, der paabyder en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme Dommen.

Ansvar for Overtrædelse af en Dom, som paalægger at undlade noget, ifaldes ikke før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb.

Domme, hvorved der tilkendes nogen en Ret, kan ikke før Udløbet af den almindelige Eksekutionsfrist afgive Hjemmel til Udøvelse af saadan Ret,

§ 488.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, naar Omstændighederne taler herfor, efter Paastand sætte Fuldbyrdelsesfristen — herunder ogsaa den ved de to sidste Stykker af § 487 hjemlede Frist — til kortere Tid end den i § 487 angivne. I Forbindelse hermed kan det paa Domfældtes Begæring bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil eksekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Paastand i Dommen bestemmes, at Eksekution med eller uden foregaaende Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Dommen betimelig paaankes.

Paastand om foranførte Bestemmelser maa fremsættes senest under den mundtlige Domsforhandling.

§ 489.

Kendelser, som bestemmer noget, der skal fuldbyrdes, kan eksekveres straks, saa snart de er afsagte og givne beskrevne, medmindre andet fremgaar af Kendelsens eget Indhold.

Fuldbyrdelse af de i § 177, jfr. §§ 206 og 300, omtalte Kendelser kan dog først finde Sted, naar Fristen til at fremsætte Begæring om Kendelsens Ophævelse i Henhold til § 177 er forløbet, eller Retten har nægtet at efterkomme en saadan Begæring.

§ 490.

Eksekution efter Forlig kan foregaa, saa snart Tidspunktet for Forligets Op- fyldelse er indtraadt. Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Eksekution, naar der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne, og der derhos, for saa vidt Skyldneren bor paa den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 17 forkyndt Meddelelse om Dagen, paa hvilken Forretningen vil blive foretaget,

§ 491.

Naar Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, kan Eksekutionen ikke hindres ved senere iværksat Anke, medmindre saadant bestemmes af den Ret, til hvilken Sagen er indanket,

§ 492.

De i det følgende om Domme givne Bestemmelser finder ogsaa Anvendelse paa Forlig og andre Eksekutionsgrundlag, dog mod de Lempelser, som følger af For- holdets Natur.

F. t. L. om Rettens Pleje.

Kapitel 46.

Fuldbyrdelse af Domme, der ikke lyder paa Udredelse af Penge.

§ 493.

Er der paalagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Ekse- kution, med de i §§ 494—496 nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommeise anslaas i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de i Kapitel 47 opstillede Regler, for saa vidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtraadt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsæt- ninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder i Stedet for den Ydelse, hvorpaa Dommen principalt gaar ud, kan Domhaveren under Foged- forretningen faa fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse maa anslaas. Kan Ydelsen i og for sig ikke anslaas til Penge, kan Fogeden i Stedet derfor sætte en Godtgørelse i Penge.

I Regelen har Fogeden med Vidnernes Bistand at foretage Ansættelsen (§ 480); hvis disse ikke er tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogeden udmelde andre, som, efter at have afgivet en Forsikring som den i § 480 omtalte, yder den fornødne Bistand.

Fogeden har, saa vidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Yederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogeden Pengevederlaget ifølge sit Skøn over Omstændig- hederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Per- soners Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren faar fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffe- sag ifølge § 499, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne Sag i Stedet for under Fogedforretningen.

§ 494.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Dom- haveren en vis Raadighed over den, har Fogeden, saa vidt gørligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse eller paa anden lig- nende Maade.

§ 495.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogeden ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen, om fornødent med Magt. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge paa den i § 493 omtalte Maade og Beløbet ind- drevet. Lyder Dommen paa, at Domfældte skal udlevere et Barn, har Fogeden umid- delbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Barnet og overgive det til den, som efter Dommen er berettiget til at fordre dette, om fornødent med Magt.

Med de af Forholdets Natur flydende Lempelser finder § 520 ogsaa Anven- delse ved Forretninger af heromhandlede Art,

§ 496.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogeden efter Domhaverens Paastand tillade denne at lade saa- Forelagte Lovforslag m. m. 180

clant foretage ved andre, saaledes at Udlæg derefter kan gøres overensstemmende med næste Kapitel for det efter en af Fogeden godkendt Regning hertil medgaaede Beløb, dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste Maade. hvorpaa Domhaveren kan komme til sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et Dokument, kan Fogeden udfærdige dette med samme Virkning, som om han af Domfældte var blevet befuldmægtiget hertil. Er Domfældte tilpligtet at stille en Sikkerhed, kan Fogeden udtage saa meget af hans Gods, som hertil er fornødent, og over dette haves da samme Sikkerhedsret som over udlagt Gods.

Er Domhaveren kendt berettiget til at udføre en Handling mod at erstatte den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kendt pligtig at foretage noget imod at faa Udgifterne derved erstattet af Domhaveren, er Fogeden pligtig til paa vedkom- mendes Forlangende, om fornødent med sagkyndiges Bistand, at afgøre Spørgsmaal om Udførelsen af Dommen saavel som at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

§ 497.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal undlade noget, kan Domhaveren, naar Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning paa den i § 493 bestemte Maade faa sin Interesse anslaaet i Penge og Beløbet inddrevet efter Kapitel 47. For saa vidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Sag i Hen- hold til § 499, kan Erstatningen fastsættes under denne i Stedet for under Foged- forretningen.

§ 498.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal erlægge en Række Ydelser, eller kan Dommen overtrædes ved en Række Handlinger, kan Domhaveren, hver Gang Dommen tilsidesættes, gaa frem efter §§ 493—497.

§ 499.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom. hvorved det er ham paa- lagt at foretage noget, saavel som den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det er ham paalagt at undlade noget, kan, hvad enten Domhaveren gaar frem efter §§ 493—497 eller ikke, under en af denne anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller simpelt Fængsel, hver Gang en særskilt Tilsidesættelse af Dommen foreligger. Saa- dan Sag kan dog ikke anlægges, naar Domhaveren i Mindelighed eller ved Anven- delse af ovennævnte Fremgangsmaade har opnaaet sin Ret eller Sikkerhed for den, ligesom i saa Fald en allerede anlagt Sag bliver at hæve og Fuldbyrdelsen af en idømt Straf undlades eller standses. At Domfældte har udstaaet Straf efter en i Medfør af nærværende Paragraf erhvervet Dom, udelukker ikke Domhaveren fra at anvende den i §§ 493—497 ommeldte Fremgangsmaade.

Naar Straffedom er afsagt over Domfældte, har Politiet paa Domhaverens Be- gæring at yde Bistand til hans Rets Gennemførelse ved at opsøge og fratage Dom- fældte de ham frakendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger. til- intetgøre, hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret, og deslige.

§ 500.

Ved de foregaaende Paragraffers Forskrifter er der ikke gjort nogen Ind- skrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Efterkommeise.

Kapitel 47.

Fuldbyrdelse af Domme, der lyder paa Udredelse af Penge.

§ 501.

Domme, der lyder paa Betaling af Penge, kan fuldbyrdes ved Eksekution i Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter, følges de om Eksekution af Bødedomme gældende Regler, jfr. §§ 997, 999 og 1005.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gældsfængsel.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Afsoning af Underholds- bidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur.

§ 502.

Eksekution kan kun udstrækkes til saa meget af Domfældtes Gods, som, efter Fradrag af, hvad der kan forudses at ville medgaa til Fyldestgørelsen af Trediemands fortrinligere Krav, i Henhold til stedfunden Vurdering behøves til Dommens Fyldest- gørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Paastand og Foge- dens Skøn om dennes Rigtighed vil medgaa til Retsafgifter eller andre nødvendige Udgifter, saasom ved det udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

For saa vidt Eksekutionen foretages for Honorar til Rekvirentens juridiske Konsulent, fastsættes dettes Størrelse af Fogeden under Hensyn til Sagens Beskaffenhed og Ulejligheden med Inddrivelsen, selv om ingen Indsigelse mod Størrelsen af det for- drede Beløb fremsættes og uanset, at der derom foreligger Overenskomst. Fogedens Kendelse herom er Genstand for Kære.

§ 503.

Eksekution iværksættes, under Iagttagelse af de i det følgende givne Regler, derved, at Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) giver Domhaveren Udlæg til For- auktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Rettig- heder eller Fordringer paa andre, jfr. endvidere §§ 504, 557 og 558.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til andre, kan der gives sekundært Udlæg deri.

Hvis rede Penge forefindes, bliver disse af Fogeden at udbetale Domhaveren til Dækning af eller Afdrag paa Fordringen. Foretages Forretningen af Politimesteren (Sognefogeden), bliver Beløbet af denne at aflevere til Fogeden, der da foranstalter det videre fornødne. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer paa ham selv, naar disses Rigtighed anerkendes.

§ 504.

Udlæg kan gøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder eller i andre Brugsrettigheder over faste Ejendomme paa den Maade, at Ejendommen ved Fogedens Foranstaltning, jfr. § 508, administreres til Domhaverens Fordel, og Indtæg- terne af den benyttes til dennes Dækning paa samme Maade som ellers de ved Tvangs- auktion indvundne Pengebeløb, alt for saa vidt saadant kan ske uden at krænke andres Ret.

§ 505.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det skønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger. Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 557), tages der Hensyn til de Omkostninger,

som Salg paa anden Maade vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder eller i Indtægterne af faste Ejendomme finder ingen Vurdering Sted, men Udlægets Omfang og Udstrækning bestemmes ved et Skøn under tilbørligt Hensyn til de med den benyttede Fremgangsmaade forbundne Udgifter og Omkostninger.

§ 506.

Domfældte eller den, der under Forretningen optræder paa hans Vegne, jfr. § 517, er berettiget til at paavise de Ting, i hvilke Eksekution skal ske, og Domhaveren kan ikke gøre Indvendinger herimod, naar blot de paaviste Genstande efter Foged- vidnernes Vurdering eller Skøn afgiver en til det Beløb, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, naar der kan paavises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan faas, saavel som ej heller i Løsøregenstande, hvis Opbevaring eller Realisation maatte være særlig vanskelig, eller i Fordringer, som maa anses for omtvistede eller usikre. Ej heller kan Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgørelse paa anden Maade, naar der kan gives ham Udlæg til Forauktionering. For saa vidt andet Gods kan paavises, behøver han ikke at modtage sekundært Udlæg i Genstande, som i Forvejen er udlagte til andre, eller hvorover andre har erhvervet Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren maa staa tilbage.

§ 507.

Paaviser hverken Domfældte eller nogen paa hans Vegne Genstande, hvori Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Genstande, hvori han vil søge Fyldestgørelse.

Dog har Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) herved at paase, at de for Domfældte mest undværlige Genstande først udlægges, saa at altsaa en Ejendoms nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avisredskaber saavel som Haandværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, saa længe andre mere undværlige Genstande forefindes.

Gødning saavel som Straa og Hø samt Føde- og Sædekorn, Foderroer, Foder- kartofler og Sukkerroeaffald, for saa vidt til Ejendommens Drift findes fornødent, maa ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehør til den: ej heller maa Sæd paa Marken omhugges eller anden Afgrøde indhøstes, førend den er moden hertil.

Det har endvidere sit Forblivende ved den bestaaende Lovgivnings Bestem- nielser om, at de befalede Brandredskaber ej kan skilles fra Ejendommen.

§ 508.

Naar Fyldestgørelse søges paa den i § 504 omhandlede Maade, har Fogeden at.overgive Administrationen af vedkommende Ejendom, saa vidt Brugsretten rækker, til en af ham godkendt Bestyrer og eventuelt at paalægge Fæstere, Forpagtere, Leje- tagere og andre at betale deres Afgifter til denne, samt i øvrigt at iværksætte de Tvangs- foranstaltninger, som er fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kan komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogeden godkendte Bestyrer aflægger til de af Fogeden bestemte Tider til denne Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer Overskuddet til Fogeden efter Fradrag af Driftsudgifter og øvrige Administrationsomkostninger, der- under hans eget Honorar.

For saa vidt Ejendommens Bestyrelse maatte give Underskud, hæfter Dom- haveren herfor, og Fogeden kan med Hensyn hertil afkræve ham en Sikkerhedsstillelse, naar han anser det fornødent.

Naar Domhaveren er blevet dækket for sin Fordring med paaløbne Renter og Omkostninger, overleveres Ejendommen igen til Skyldneren.

Alle Spørgsmaal angaaende Ejendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og den tvungne Administrations Ophør afgøres af Fogeden, naar Domhaveren, Skyldneren eller andre i Ejendommen interesserede i den Anledning fremfører Klager eller Indsigelser.

§ 509.

Udlæg kan ikke gøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Genstande, som hører til de vigtigste Livsfornødenheder eller er nødvendige til hans Næringsvejs Ud- øvelse, hidtil et Vurderingsbeløb af 25 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 75 Kr. Disse Genstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget Valg; er han ikke til Stede under Eksekutionsforretningen, bør der gives dem, der ellers er til Stede i hans Hus, Anledning til paa hans Yegne at foretage et saadant Yalg. Denne Ret til at undtage Genstande hidtil en vis Yærdi fra Udlæget indtræder dog ikke, naar Udlæg gøres for Skatter eller andre Afgifter til det offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Genstande, som er særlig givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

§ 510.

Eksekution maa ikke gøres i over- eller underordnede Militæres Uniforms- stykker, Yaaben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Genstande.

Ej heller maa Eksekution gøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embeds- dragter eller i Genstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Be- stillingers Udførelse.

§ 511.

Eksekution kan kun gøres i Rettigheder, som paa den|Tid, Forretningen fore- tages, alt er erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, saasom ventendes Arv.

Eksekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer paa andre, selv om de er betingede eller endnu ikke forfaldne, naar de dog kan angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed. Er Udlæg sket i falden Arv, kan Arvekravet ikke uden Domfældtes Samtykke forauktioneres, forinden Arveparten kan fordres udbetalt.

Udlæg kan ikke gøres i det, som Skyldneren maatte kunne erhverve ifølge gensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, naar det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller andet, som Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes i Stand til at give eller udføre. Som Følge heraf kan Udlæg ikke gøres i ikke forfalden Tyende- eller Arbejdsløn.

Dog skal ovenstaaende Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil bestaaende Adgang til for Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn eller lignende Indtægt.

§ 512.

I saadant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Genstand for Ekse- kution, kan Udlæg ikke gøres, naar det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Bestemmelser retsgyldig er fastsat, at Kreditorer ikke kan søge Fyldest- gørelse i Godset.

§ 513.

I endnu ikke udbetalt Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke udbetalte Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse staaende Under- støttelser, som udredes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 514.

Undtagne fra Eksekution er fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjeneste- emolumenter i Overensstemmelse med Lov af 21. Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmænd eller andre, som udfører offentlige Hverv, samt Rejseudgifter og Tærepenge, der er udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd, 3) Underholdspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Be- stemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til trængende, som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger, 5) Midler og Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt Klasselotterigevinster, 6) Skipperens og Skibsmandskabets om Bord i Skibet værende Ejendele, som udkræves til Tjenesten om Bord, naar Skibet er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt.

§ 515.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livsforsikringssummer og lignende mod Vederlag erhvervede Indtægter er, for saa vidt ikke andet ved Retsforholdets Stiftelse rets- gyldig er bestemt, ikke undtagne fra Eksekution, medmindre særlig Lovhjemmel der- for haves, eller saadant maatte følge af den borgerlige Rets Regler.

Kapitel 48.

Eksekutionsforretningens Foretagelse og Proceduren under samme.

§ 516.

Er det fornødne Eksekutionsgrundlag til Stede, og finder Fogeden ikke i øvrigt noget til Hinder for at efterkomme Begæringen om Eksekution, berammer han en Tid til Forretningens Foretagelse, saa vidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens Ønske. Skal Forretningen ske ved Politimesteren eller Sognefogeden, udfærdiger Fogeden en Anmodning til denne, der kan tegnes paa Dommen eller Forliget og skal inde- holde en nøjagtig Angivelse af det Beløb, derunder Renter og Omkostninger, jfr. § 502, for hvilket Udlæg vil være at foretage. Denne Anmodning tilstilles ved Rekvi- rentens Foranstaltning Politimesteren (Sognefogeden), der derefter uden ufornøden Hen- stand iværksætter Eksekutionen. Hvor ikke det modsatte er sagt eller følger af Sagens Natur, skal de i §§ 516—32 om Fogeden givne Regler finde tilsvarende An- vendelse paa Politimesteren og Sognefogeden.

Eksekutionsforretningen skal i Regelen begynde paa Domfældtes Bopæl, med- mindre Fogeden skønner, at der ifølge de foreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvigelse herfra.

Naar Dommen lyder paa Udlevering eller Afstaaelse af Ting, kan Eksekutions- forretningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan Eksekutionsforretningen begynde, hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kan tjene til Fyldestgørelse, forefindes.

§ 517.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt Møde fra Domhaverens Side. Saadant Møde er dog ufornødent, naar Dommen eller Forliget lyder paa Betaling af en Pengesum, der, bortset fra de efter Sagens Begyndelse paaløbne Renter og Sagsomkostninger, ikke overstiger 100 Kr., og der ikke æskes Ud- læg i fast Ejendom.

Eksekutionsforretningen kan foregaa, selv om Domfældte ikke træffes til Stede. Dog skal i dette Tilfælde, hvis ingen anden fremtræder som befuldmægtiget til at give Møde for Domfældte, Fogeden opfordre hans Hustru, Børn over 18 Aar, Tyende eller andre i hans Tjeneste staaende eller til Husstanden hørende voksne Personer, som er til Stede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Er saadanne ikke heller at antræffe, eller er de uvillige til at optræde, rettes en Uge Opfordring til hans Hus- vært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for saa vidt nogen af disse er til Stede.

§ 518.

Forretningen begynder med, at Fogeden opfordrer vedkommende til ved For- dringens Fyldestgørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at afværge Eksekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogeden til at fore- tage de fornødne Eksekutionshandlinger i Overensstemmelse med Kapitel 47.

Naar Rekvirenten i Henhold til § 517 ikke møder under Forretningen, skal Fogeden være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag derpaa, naar saadant til- bydes, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten.

§ 519.

Naar Domfældte ikke paaviser behørige Udlægsgenstande, er han pligtig paa Fogedens Forlangende at aabne sine Værelser og Gemmer, for at det kan ses, om heri indeholdes Genstande, som egner sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, saavel som naar ingen træffes til Stede, der er i Stand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogeden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogeden ligeledes beføjet til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult Værdigenstande paa sig. En saadan Undersøgelse kan dog ikke iværksættes af Politi- mesteren eller Sognefogeden uden i Henhold til særlig Ordre fra Fogeden, og dennes Beslutning derom maa stedse ske ved en af Grunde ledsaget Kendelse. Om Foretagelse af en saadan Undersøgelse skal altid gøres udtrykkelig Bemærkning i Fogedbogen.

§ 520.

Skyldneren er pligtig under Eksekutionsforretningen paa Forlangende at op- give redelig og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Fyldestgørelse af Fordringen, samt i øvrigt at meddele alle i saa Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke til Stede, kan Rekvirenten begære Forretningen udsat og med et af Fogeden bestemt Varsel lade ham tilsige til Møde. Er Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke mødt, kan Fogeden, naar han finder det fornødent, af egen Drift udsætte Forret-

ningen til et senere Møde og iværksætter da umiddelbart Indkaldelsen til dette. Naar Rekvirenten ønsker det, eller Fogeden i hans Fraværelse finder det hensigtsmæssigt, kan det nævnte Møde afholdes paa Fogedkontoret.

Vægrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger, eller undlader han uden lovligt Forfald at møde ved Forretningens Fortsættelse, kan han hensættes i simpelt Fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i saa Henseende, dog ikke ud over 6 Maaneder. Beslutning herom kan ikke fattes af Politimesteren eller Sognefogeden, der i fornødent Fald forelægger Sagen for Fogeden.

§ 521.

Naar; Skyldneren under en Eksekutionsforretning eller paa en Tid, da han maatte forudse en saadan, i egennyttig Hensigt for at unddrage sin Kreditor den ham tilkommende Fyldestgørelse, foretager noget, der gaar ud paa, at hans lovlige Ejen- dele eller Fordringer skal unddrages fra at udlægges til paagældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 522.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 483 givne Begrænsning fremsættes Indsigelser imod Eksekutionens Fremme enten i det hele eller for en Del eller paa den paastaaede Maade.

§ 523.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Eksekutionen, naar dennes Fore- tagelse paa den paastaaede Maade vilde stride imod hans Ret. Han har i saa Fald blot at fremsætte sin Indsigelse til Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 nævnte Bog, og æske Fogedens Kendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 524.

Foretages Eksekution af Fogeden selv, fremsættes mulige Indsigelser under For- retningen.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren, hvis han er mødt, ytre sig. Om nogen yderligere Ordveksling skal finde Sted, beror paa Fogedens Tilladelse.

Forhandlingerne for Fogeden foregaar mundtlig.

Under Forhandlingerne for Fogeden kan Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skøn eller personlig Afhørelse af Parterne ikke finde Sted, medmindre Fogeden mener und- tagelsesvis at burde tilstede det. Finder en saadan Bevisførelse Sted, foretages den efter de for Underretssager gældende Regler.

Henhører Hovedsagen under Underret, har Fogeden at yde Parterne Vejled- ning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 429.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), kan Indsigelser fremsættes, dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter dens Afholdelse. Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Politimesteren (Sognefogeden) indtegne Indsigelsen i den ham leverede Bog og tilstille Fogeden en Udskrift af denne. Nogen Forhandling eller Bevisførelse for Politimesteren (Sognefogeden) kan ikke finde Sted. Indsigelser, der fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogeden. Naar denne finder det fornødent, kan han give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne, og de i 3die—5te Stykke indeholdte Regler finder da tilsvarende Anvendelse.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 525.

I Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 omhandlede Bog, optages:

1) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Eksekutionsgrund- lagets Beskaffenhed;

2) Betegnelse af Fogeden og Vidnerne;

3) Beretning om Forretningens Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedbogen en ordret Angivelse af de fremsatte Paastande. Naar Fogeden selv foretager Forretningen, eller Forhandling for Foged- retten i Medfør af § 524, sidste Stykke, finder Sted, lader Fogeden derhos i det Omfang, som af ham skønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammen- hæng tilføre Fogedbogen, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 526.

Udsættelse kan kun undtagelsesvis gives under Forretningen, naar ikke Par- terne er enige derom.

Derimod kan Fogeden beslutte eller tilstaa en Standsning i Forhandlingerne, naar Omstændighederne kræver det. Fogeden har da ved Bevogtning eller paa anden Maade at træfie de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forret- ningen atter fortsættes. Parterne skal paa behørig Maade underrettes om Tiden herfor.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, og kan han ikke uden Ophold skaffes til Stede, skal Fogeden, naar han finder, at en fremsat Indsigelse ikke straks kan forkastes eller tages til Følge, udsætte Forretningen og underrette Parterne om, naar den paa ny foretages, og Rekvirenten har da, hvis han ønsker Forretningen fremmet, at give Møde til den saaledes fastsatte Tid. Naar Ud- sættelse finder Sted i Henhold til denne Bestemmelse, kan Fogeden træffe saadan For- anstaltning som i 2det Stykke nævnt.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), bliver den altid af ham at fremme uden Hensyn til fremsatte Indsigelser.

§ 527.

I opstaaende Tvistigheder afsiger Fogeden Kendelse umiddelbart efter For- handlingernes Slutning eller dog snarest muligt. Er Forretningen foretaget af Politi- mesteren (Sognefogeden), træffer Fogeden efter Forløbet af 14 Dage fra dens Afholdelse Beslutning om mulig fremsatte Indsigelser. Finder Fogeden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Politimesteren (Sognefogeden) Fejlen eller op- hæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogeden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles der Parterne Underretning.

Fogedens Kendelser, der skal være ledsagede af Grunde, indføres fuldstændigt i Fogedbogen.

Deres Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anke eller Kære.

Fogeden kan paalægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren for Fogedretten, at udrede Sagsomkostninger til Modparten, saaledes at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsættes i Kendelsen.

§ 528.

I Fogedbogen eller den i § 480 nævnte Bog optegnes nøjagtig alle de enkelte Genstande, hvori Udlæg gøres; ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Forelagte Lovforslag m. m. 181

Fogeden erklærer derefter til Fogedbogen, jfr. 1ste Stykke, de optegnede Genstande for udlagte til Domhaverens Fyldestgørelse og betyder Domfældte, at ban fra nu af ikke uden at paadrage sig Strafansvar kan raade over dem paa en Maade, som kommer i Strid med Udlægshaverens Ret. Er Domfældte ikke til Stede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 517 tilkaldes paa hans Vegne, Paalæg om at give Domfældte en saadan Betydning, og efter Omstændighederne kan lignende Betydning gives den Trediemand; i hvis Besiddelse det udlagte er.

§ 529.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne findes at ødelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes under en af Fogeden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen maa for at kunne gøres gældende imod dem, der i god Tro ved Retshandler maatte erhverve Rettigheder over Ejendommen, tinglæses ved dennes Værneting.

§ 530.

Udlagt Løsøre maa, naar Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstede- blivelse i uforringet Stand; Udlægshaveren er selv berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring, dog, hvis det udlagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, eller Fogeden i øvrigt finder Grund til at forlange saadan, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Domfældtes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, har Fogeden at træffe de fornødne Foranstalt- ninger til det udlagtes Bevaring paa Domfældtes Bekostning.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, paa- hviler det den, der iværksætter denne, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og i modsat Fald at drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

§ 531.

Naar Gældsbreve udlægges til Forauktionering, maa de forsynes med en Paa- tegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gøres gældende imod Trediemand, der senere i god Tro har faaet Gældsbrevet overdraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling paa Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering paa eller Udlevering af Gældsbrevet.

Hvor der gøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, maa der meddeles Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det samme gælder for Skyldneren efter et Gældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

Med Hensyn til Udlæg i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved Regelen i Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

§ 532.

Kan den Ting, hvori Udlæg gøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogedens Bestemmelse skal have den i Bevaring paa Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne af Fogeden at tilkendegive vedkommende Trediemand, at Domfældte ikke er beføjet til at mod- tage Tingen, naar Trediemands Ret til dens Besiddelse ophører.

§ 533.

Naar de i de foregaaende Paragraffer givne Bestemmelser er iagttagne, bort- falder den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgøres af det udlagte, som Udlæget giver, ikke ved Skyldnerens paafølgende Død eller Konkurs, jfr. dog Konkurslovens § 23 (Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 § 2), eller ved senere af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ej heller ved senere Retshandler gyldig kan overdrage Tredie- mand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, sin af Udlæget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, naar han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning skrider til Tvangsauktion eller faar det udlagte bragt ud af Skyldnerens Be- siddelse, medmindre han ved Anke eller Kære eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget, eller Trediemands Ret er til Hinder for at betage Skyldneren Besiddelsen.

§ 534.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldest- gjort af det udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har faaet tilstrækkeligt Udlæg til at dække sin Fordring, senere paavise Gods, hvori der kan gøres Eksekution, er han berettiget til at forlange Eksekutionsforretningen genoptaget og fortsat efter de ovenfor givne Regier. Omvendt er den, hos hvem Udlæget er sket, berettiget til at be- gære Forretningen genoptaget og det skete Udlæg i det hele eller for en Del hævet, naar den Fordring, hvorfor det er gjort, i det hele eller for en Del er bortfaldet, efter at Udlæget er sket.

Ligeledes kan Fogeden efter Domhaverens Begæring genoptage Eksekutions- forretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det ud- lagte, naar Tiden, som vil hengaa forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget ved, at Anke eller Kære er rejst imod Udlægsforretningen, eller naar Domfældtes For- hold med Hensyn til udlagt Gods, som er forblevet i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller naar Bekosteligheden ved det udlagtes Bevaring eller lignende Grunde opfordrer dertil.

§ 535.

Ogsaa i andre Tilfælde end de i § 534, jfr. § 533, 2det Stykke, nævnte kan Eksekutionsforretningen genoptages efter Begæring af Trediemand eller en af Parterne, naar alle vedkommende samtykker deri.

§ 536.

En sluttet Eksekutionsforretning kan paaankes eller paakæres overensstem- mende med Reglerne i Kapitel 53.

Kendelser, der afsiges af Fogeden, kan først gøres til Genstand for Anke eller Kære, efter at hele Eksekutionsforretningen er sluttet.

§ 537.

Anke eller Kære imod Eksekutionsforretningen maa i Regeien rejses inden 4 Uger, efter at Eksekutionsforretningen er endelig sluttet eller stadfæstet, jfr. § 527, eller, for saa vidt Eksekutionsgrundlaget paa lovlig Maade ophæves eller forandres, 4 Uger, efter at dette er sket.

Dog kan Justitsministeren indtil 1 Aar efter Eksekutionsforretningens Slut- ning eller Stadfæstelse tillade Anke eller Kære, naar ganske særegne Omstændigheder taler herfor.

Kapitel 49.

Almindelige Bestemmelser for Tvangsauktion.

§ 538.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det følgende opstillede Regler, at sætte det udlagte til offentlig Auktion og gøre sig betalt af Auktionssummen, jfr. dog § 557.

Med Hensyn til Forauktionering af haandfaaet Pant forbliver det ved den gældende Ret, dog saaledes at Auktionen foretages af Fogeden.

Det samme gælder om Forauktionering, foretagen af Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer, om Auktion, fore- tagen af Toldvæsenet i Medfør af Lov Nr. 88 om Toldafgifterne m. m. af 5. Maj 1908 § 37, 3die Stykke, og om den af Skipperen efter Sølov 1. April 1892 § 157 foranstal- tede offentlige Auktion over oplagt Gods.

Bortsalg af udlagt Løsøre, hvis Vurderingssum under Udlægsforretningen ikke overstiger 100 Kr., foregaar paa samme Maade som Bortsalg af udpantet Løsøre indtil samme Værdi (§ 605).

§ 539.

Tvangsauktion over udlagt Gods foretages i Regelen af den Foged, som har iværk- sat Udlæget.

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten, for saa vidt Udlæget er foretaget i en Landjurisdiktion, berettiget til at lade de udlagte Genstande bortsælge i den ved Udlægsstedet nærmeste Købstad eller Handelsplads eller, for saa vidt Løsøre angaar, med Fogedens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da pligtig at afholde Auktionen; dog skal ogsaa den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten ønsker det, og han selv dertil er villig.

Den i Sølovens § 20, 3die Stykke, omhandlede Auktion foretages af Fogeden paa Rederiets Hjemsted.

§ 540.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden.

Politiet er forpligtet til paa Begæring at yde Fogeden Bistand i Overensstemmelse med, hvad der i § 480 er bestemt.

§ 541.

Ved Begæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 482 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen maa medfølge, medmindre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforret- ningen, i hvilket Tilfælde en simpel Paaberaabelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 542.

Finder Fogeden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at i øvrigt, intet er til Hinder for det udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begæring, navnlig ved at udstede de fornødne Bekendtgørelser angaaende Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de nødvendige Oplysninger.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke maa foregaa, førend den ordentlige Ankefrist af 4 Uger er udløbet. Fremlægges Bevis for, at der inden denne Frists Udløb

af nogen af de oprindelige Parter lovlig er rejst Anke eller Kære mod Udlægsforretningen, enten selvstændigt eller som et Tilbehør til Dommen, bliver det udlagtes Forauktionering at stille i Bero.

Dog kan Fogeden, naar de udlagte Genstande er udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge saa længe, som Iagttagelsen af foranstaaende Bestemmelser vilde kræve, eller naar deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne Regler hjemler.

§ 543.

Til Omkostninger ved Forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige Auktions- udgifter, Afgifter, Inkassationssalær, Leje af Lokale, Bekostning ved Varernes Opbevaring og desl., men ogsaa Fogedens Udlæg til Porto, Bekendtgørelser m. v. Til Auktionsomkost- ningerne henregnes endvidere ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme Udgifter ved disses Bestyrelse og Drift efter Udlæget indtil det endelige Salg, for saa vidt den, der har udredet dem, har Krav paa Andel i Købesummen.

Kapitel 50.

Tvangsauktion over Løsøre.

§ 544.

Bekendtgørelse om Auktion over udlagt Løsøre skal ske mindst en Uge før Auk- tionens Afholdelse, jfr. dog § 538, sidste Stykke, og § 556. Den skal i det mindste 2 Gange indrykkes i de mere udbredte stedlige Blade, saaledes at den første Bekendtgørelse sker med det nævnte Varsel og den anden en af de nærmeste Dage før Auktionen. Fremdeles skal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregaa offentligt Udraab, for saa vidt saadant paa Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 545.

Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet, naar og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af de Genstande, som skal bortsælges, med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 546.

Auktionsrekvirenten antager en Inkassator, som har at stille en af Fogeden nærmere bestemt Sikkerhed. Det paahviler Inkassator at være til Stede ved Auktionen og afgøre, om han vil give den enkelte bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne Bud bliver betalt, medmindre andet er vedtaget.

§ 547.

Fogeden har at paase, at der ved Auktionsvilkaarene, som i øvrigt forfattes af Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Købere den paa Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogedens Billigelse ikke ud over 3 Maaneder.

Det beror paa Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvilkaarene vil paalægge Køberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Køberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde bliver de at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 548.

Trykte Auktionskataloger kan udstedes af Rekvirenten med Fogedens Billigelse, naar denne efter Beskaffenheden eller Værdien af de Genstande, der skal sælges, finder saadant stemmende med alle Parters Interesse, og udredes Udgifterne dertil i saa Fald af Auktionsbeløbet.

Finder Fogeden ikke Udstedelse af trykte Auktionskataloger nødvendig, staar det dog enhver i Tvangssalget interesseret frit for paa egen Bekostning at udstede saadanne, dog inden for de Frister, som af Fogeden bestemmes.

§ 549.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkaarene, som tillige skal op- slaas til almindelig Efterretning paa et iøjnefaldende Sted i Lokalet, eller, hvis Auktionen afholdes under aaben Himmel, da der, hvor den holdes eller begyndes. I trykte Auktions- kataloger indføres Auktionsvilkaarene straks efter Titelbladet.

Naar dette er iagttaget, kan de paa Auktionen bydende ikke paaberaabe sig Uvidenhed om Auktionsvilkaarene.

§ 550.

Fogeden opraaber derefter de enkelte Genstande til Salg.

Er Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angiver, medmindre Fogeden tilsteder Afvigelser herfra; men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Gen- stande skal opraabes.

Ved hver enkelt Genstand optegnes i Auktionsbogen eller det dertil hørende Auktionskatalog Auktionskøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gøres derom Bemærkning.

§ 551.

Udlægshavere er ingen Sinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skrider til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Dog bør, hvor Auktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre Udlægshaver, de af samme flydende Omkostninger ikke komme en ældre Udlægshaver til Skade, ligesom Beløbet bliver at anvende til hans Fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre Udlægs- haver til gode (jfr. § 554).

Det afgøres efter de hidtil gældende Retsregler, om Panthavere kan mod- sætte sig vedkommende Genstandes Reahsation.

§ 552.

Naar Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstaaende Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 551 ophører ved Tvangssalget.

§ 553.

Inden 14 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogeden over Auktionsbeløbet og til ham at ind- betale, hvad der efter Fradrag af, hvad der tilkommer ham selv, bliver tilovers. I Inkassa- tionssalær maa i Regelen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Beløb, hvorpaa der gives Kredit, og2pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogeden, naar Inkassationen skønnes ikke at kunne faas udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes højere.

§ 554.

Fogeden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham tilkommende Del af Auktionspengene og at afgive det mulig tiloversblevne til Skyldneren, medmindre flere hos Fogeden bar anmeldt Krav paa Deltagelse i det ved Auktionen indkomne, eller det af Skøde- og Pantebøgerne, hvorfra Attest i saa Henseende skal til- vejebringes, kan ses eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogeden erfares, at saadant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogeden at affatte et Udkast til Auktionssummens Fordeling mellem samtlige vedkommende ifølge deres Rettigheders Beskaffenhed.

§ 555.

Fogeden skal ufortøvet meddele enhver af de i foregaaende Paragraf omhandlede Personer, som har bekendt Bopæl inden Riget, særskilt Underretning (§ 165) om, at Ud- kastet henligger til Eftersyn paa hans Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke bekendt Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i Statstidende tilstrækkelig, medmindre han har ladet møde ved Udlægsforretningen eller gjort An- meldelse for Fogeden ved en her i Riget bosat Fuldmægtig, i hvilket Tilfælde Underretning bør gives denne.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens Meddelelse eller efter Bekendtgørelsen Indsigelse imod Fogedens Udkast, iværksættes Fordelingen af Auktions- beløbet, saa snart det er indkommet, i Overensstemmelse med Udkastet, dog uden at nogens Ret i øvrigt er prækluderet herved. Opstaar der Tvist om Fordelingen, som det ikke lykkes Fogeden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til al- mindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14 Dage, anses som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er til Stede, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet; men den Del, som er Genstand for Tvist, tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgørelse. Det paahviler Fogeden at drage Omsorg for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargøreise i Mellemtiden.

§ 556.

Er de udlagte Genstande udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller er deres Bevaring forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogeden lade Auktion afholde med kortere Bekendtgørelsesfrister, end de angivne Regler medfører,

§ 557.

Er Udlæg foretaget i Værdipapirer, som har Kurs paa Københavns Børs, eller i udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, paa hvilke Kurs noteres paa fremmede Børser, har Fogeden efter Udlægshaverens Begæring at besørge disse Effekter, der ikke bhver at forauktionere, solgt ved et paalideligt Pengeinstitut.

§ 558.

Naar Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregaaende Paragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, i Stedet for at stille dem til Auktion, efter- haanden som de forfalder, lade dem indkræve hos den eller dem, der er pligtige at betale samme, ved en af ham antagen Inkassator, som har at stille en af Fogeden nærmere bestemt Sikkerhed. Rekvirenten er pligtig snarest muligt at underrette Fogeden om, hvem han har antaget til Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at indkræve Fordringerne ved en Udskrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogedens Paategning om, at han er

antaget til og autoriseret som Inkassator. Gøres der Indsigelse mod det beregnede In- kassationssalær af nogen i Tvangssalget interesseret, fastsættes det af Fogeden under Hensyn til det med Inkassationen forbundne Arbejde fra 1 til 6 pCt. af det indkomne Beløb.

§ 559.

De Pengebeløb, der indkommer, naar der gaas frem efter §§ 557 og 558, ind- betales til Fogeden, som derefter har at gaa frem efter Reglerne i §§ 554 og 555.

Kapitel 51.

Tvangsauktion over fast Ejendom.

§ 560.

Samtidig med, at Udlægshaveren indgiver Begæring om Auktion, har han til Fogeden at afgive Udkast til Auktionsvilkaarene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyld- neren saavel som den eller de, der i Egenskab af Pant- eller Udlægshavere eller af andre Grunde skal tage Del i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, servitut- berettigede eller desl. i øvrigt kan blive berørt ved Salget, maa blive indkaldt til et Møde. Med denne Anmodning skal der følge fornøden Attest af Skøde- og Pantebogen og Ud- skrift af det senest tinglæste Adkomstdokument, se ogsaa § 541. Hvor Ejendommen bestaar af flere Matrikelnumre, der er behæftede paa samme Maade, er een Pantebogs- attest tilstrækkelig for dem alle. Panteattesten og den nævnte Udskrift samt Udskriften af Udlægsforretningen, for saa vidt denne efter § 541 er fornøden, skal leveres inden 5 Dage, efter at de er bestilte.

Naar ifølge en Udlægshavers Begæring om Tvangsauktion Indkaldelse til det i den følgende Paragraf ommeldte Møde har fundet Sted, kan andre Pant- eller Ud- lægshavere, saa længe førstnævntes Forfølgning ikke er bortfaldet, ikke begære Ejen- dommen stillet til Auktion (jfr. § 570), og en i fornævnte Tidsrum foretagen Arrest eller Eksekution i Ejendommen kan ikke paaføre Forfølgningshaveren eller andre i Tvangs- salget interesserede nogen Udgift.

Dog skal en Panthaver, som foruden i selve den faste Ejendom har Pant i dertil hørende Besætning, Inventarium, Avl og Afgrøde, eller Maskiner, Driftsmateriel og In- ventarium, eller noget herunder hørende, og som deri har gjort Udlæg forinden Auktions- vilkaarenes Vedtagelse, kunne fordre, at en Auktion, der af en anden Kreditor er begært afholdt over Ejendommen uden saadant Tilbehør eller kun med en Del deraf, skal om- fatte de til ham pantsatte Løsøregenstande af omhandlede Art. Paa Auktionen opraabes da Ejendommen alternativt, nemlig først uden det nævnte Tilbehør, og uden at der paa- lægges Køberne de ved Udlæget heri foraarsagede Omkostninger, og dernæst med saa- dant Tilbehør og saaledes, at de nævnte Omkostninger paalægges Køberen.

§ 561.

Naar Fogeden har modtaget behørig Begæring om Tvangsauktion efter § 560, 1ste Stykke, har han med 14 Dages Varsel at indkalde de i foregaaende Paragraf nævnte Personer til et Møde paa hans Embedskontor eller Tingstedet.

Indkaldelsen sker ved, at der gives Skyldneren og dem, hvis Interesse i Tvangs- salget kan ses af Pantebogsattesten eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens Forklaringer, kommer til Fogedens Kundskab, særskilt Underretning, for saa vidt de eller de for dem ved Udlægsforretningen mødte eller særlig opgivne Fuldmægtige har

F. t. L. om Rettens Pleje.

ekendt Bopæl inden Riget (§ 165). Har nogen af de paagældende ikke bekendt Bopæl inden Riget, eller finder Fogeden i øvrigt paa Grund af de foreliggende Omstændigheder Anledning dertil, sker Indkaldelsen tillige ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes efter Fogedens nærmere Bestemmelse indtil 3 Gange i de i §§ 555 og 544 nævnte Tidender.

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrekvirentens eller hans Fuld- mægtigs Navn og Adkomst til at stille Ejendommen til Salg, tydehg Betegnelse af Ejendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Ejerens Navn samt Tilkende- givelse om, at Udkast til Auktionsvilkaarene, af hvilke enhver mod sportelmæssig Betaling kan faa Udskrift, henligger til Eftersyn for vedkommende paa Fogedens Kontor. Auktions- rekvirenten har at tilstille de foran ham berettigede, hvem særskilt Underretning gives, en Afskrift af hans Udkast til Auktionsvilkaarene; at dette er sket, bliver i fornødent Fald at godtgøre paa Mødet.

Derhos skal Tid og Sted for Mødet angives med tilstrækkelig Bestemthed og Nøjagtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemærkes, at den, der ude- bliver, udsætter sig for at miste den Indflydelse paa Auktionsvilkaarenes Affattelse, som han ellers kunde udøve.

§ 562.

I Auktionsvilkaarene skal der, hvis ikke saavel Skyldneren som alle de til Del- tagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykker i en anden Fremgangsmaade, tilstaas Køberen en passende Frist til Tilvejebringelsen af den Del af Købesummen, som skal udbetales. For en Trediedel af dette Beløbs Vedkommende skal Fristen i det mindste være 3 Maaneder fra Auktionens Datum; men med den Del, der overstiger for- nævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den første 11. Juni eller 11. December Termin, som indtræffer mindst 3 Maaneder efter foranførte Trediedels Forfaldsdag. Om- kostningerne ved Auktionen, som bliver at udrede af Køberen, medmindre han ved Auk- tionsvilkaarene er fritaget herfor, kan fordres betalt inden en Uge.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er pligtig at finde sig i, at der i Auktionsvilkaarene indrømmes de ovennævnte Betalingsfrister med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gøre Krav paa, at Auk- tionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod staar det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel af Auktionssummen frit for at indrømme længere Betalingsfrister, give Tilsagn om Prioriteters Henstaaen i Ejendommen eller i andre Maader tilstaa Køberen lempe- ligere Vilkaar. Det bliver i saa Fald paagældendes egen Sag at paase, at der i Auktionsvilkaarene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at saadant sker ved et Tillæg til disse eller ved en Tilførsel i Auktionsbogen enten i det i § 561 omtalte Møde eller i senere Møder.

Den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset Ejendommens Salg, forblive indestaaende i den, har ikke noget Krav paa Fyldestgørelse af Auktionsudbyttet, men kun paa, at hans Ret bevares. Paa den anden Side kan selv- følgelig ingen Panthaver derved, at den pantsatte Ejendom sættes til Tvangsauktion, tvinges til at modtage Betaling, førend hans Fordring efter de almindelige Regler er forfalden.

Naar ikke andet med fælles Samtykke vedtages, har Køberen at forrente Auktions- købesummen med den hver enkelt Panthaver lovhg tilkommende Rente og, for saa vidt Købesummen mere end dækker samtlige Prioriteter, for det overskydende Beløbs Ved- kommende med 4 pCt, fra Hammerslagets Dato at regne.

Forelagte Lovforslag m. m. 182

§ 563.

Dersom der paahviler Ejendommen Grundbyrder, Udredelse af Livrente Aftægt eller lignende Forpligteiser, som har Prioritet forud for al Pantegæld, bliver Ejendommen, medmindre den dertil berettigede samtykker i andet, at opraabe med Forpligtelse til at udrede saadan Byrde udenfor Købesummen. De Ydelser af den nævnte Art, der er forfaldne inden den endelige Auktion, paalægges det Køberen at betale inden 14 Dage fra Hammerslaget, eller, for saa vidt dette gives paa Approbation, efter at saadan er meddelt.

Har saadanne Byrder sekundær Prioritet, opraabes Ejendommen først med Forpligtelse til at overtage og udrede dem som anført udenfor Købesummen. Opnaas derved ikke et til fuld Dækning af de forud prioriterede Krav tilstrækkeligt Bud, sker nyt Opraab uden saadan Forpligtelse. Byrden vil da være at omsætte til Kapitalværdi efter Lovgivningens almindelige Regler og den berettigede have Ret til Dækning af Købesummen, saa vidt tilstrække kan, forud for de senere Prioritetshavere, saaledes at Udbetaling finder Sted til de i forrige Paragraf fastsatte Tider og med Rente af 4 pCt. fra Hammerslagets Dato. Paa lignende Maade forholdes med Hensyn til Brugs- rettigheder, Servitutter o. desl., saaledes at deres Kapitalværdi i fornødent Fald ansættes ved Skøn af Fogeden, efter at alle vedkommende har haft Lejlighed til at udtale sig desangaaende.

Dersom der paahviler Ejendommen betingede eller uvisse Fordringer, kan den berettigede fordre, at der af Købesummen og efter Prioritetens Beskaffenhed afsættes det fornødne Beløb til hans Fyldestgørelse. Det afsatte Beløb, der indbetales til Fogeden, frugtbargøres af denne (jfr. § 581).

§ 564.

I Auktionsvilkaarene bør der optages det fornødne angaaende den Sikkerheds- stillelse, som kan fordres af den bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 562 omhandlede Henstande.

Hvis Ejendommen skal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles Sikkerhed for en Trediedel af det Beløb, som Auktionskøberen er pligtig at udbetale, foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Dersom der med Ejendommen sælges Besætning, Inventarium, Avl, Afgrøde, Driftsmateriel, Maskiner eller andet Løs- øre, som efter Forordningen af 28. Juli 1841 § 3 og Konkurslovens § 153 kan pantsættes i Forening med Ejendommen, eller som i Henhold til § 507 skal betragtes som Tilbehør til den, skal Sikkerheden dog mindst omfatte det fulde Beløb af disse Genstandes Vur- deringssum under Fogedforretningen, og for Avl og Afgrøde, som da ikke var høstet, det Beløb, hvortil Værdien af samme ansættes af Fogeden efter Raadførsel med de inter- esserede. For Købstadejendomme skal Sikkerheden mindst svare til den halvaarlige Lejeindtægt og for bortforpagtede Ejendomme mindst til 1 Aars Forpagtningsafgift.

Saafremt Ejendommen ikke skal overleveres, inden Købesummen er berigtiget, kan der kun fordres Sikkerhed for en Fjerdedel af det Beløb, som Køberen skal udbetale, foruden for Auktionsomkostningerne. Sikkerheden bør bestaa i indenlandske Værdi- papirer, der har Kurs paa Københavns Børs, eller i Panteobligationer i faste Ejendomme, som fyldestgør, hvad der efter de gældende Regler kræves til umyndiges og offentlige Stiftelsers Midlers Betryggelse. Fogeden kan tilstaa den bydende en kort Frist af indtil en Uge til at tilvejebringe Sikkerheden, naar der kun ikke mangler Sikkerhed for de Om- kostninger, som maatte flyde af, at der maa afholdes en ny Auktion.

Medens enhver af de i Salget interesserede er pligtig at lade sig nøje med foran- : førte Sikkerhed, staar det derimod til enhver af dem for sit Vedkommende ganske at

frafalde Fordring paa Sikkerhed eller at lade sig nøje med en ringere reel Sikkerhed eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis paagældende ikke har ladet Tilkendegivelse herom optage i Auktions- vilkaarene, kan han ved selve Auktionen før eller efter Budenes Modtagelse afgive sin Erklæring herom.

§ 565.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de ovenfor i §§ 562—564 givne Regler, saaledes er saavel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede Personer ubeføjet til uden Nødvendighed i Auktionsvilkaarene at optage eller til dem at lade tilføje andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kan antages at ville af- skrække Køberne.

§ 566.

I det i § 561 omhandlede Møde har de indkaldte at fremkomme med deres Ind- sigelser imod eller Ændringsforslag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktions- vilkaar saavel som med de Tilføjelser, som enhver for sit eget Vedkommende vil have optaget i Auktionsvilkaarene. Dog er hermed ikke sigtet til den eller dem, som anser sig ejendomsberettigede til det udlagte eller tror sig i Besiddelse af Servitutter, Grundbyrder eller lignende Rettigheder over Ejendommen, for saa vidt disse skal gaa forud for alle eller nogen af dem, der skal have Dækning gennem Tvangssalget.

§ 567.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemærkning fra nogen af de ind- kaldte eller andre, som møder for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, anses de samtlige at vedtage, at Tvangssalget ogsaa for deres Vedkommende skal foregaa i Hen- hold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkaar. Dog har Fogeden paa Embeds Vegne at paase, at Auktionsvilkaarene ikke vilkaarlig afviger fra de i §§ 562—565 givne Regler, medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle vedkommende, og at der ikke i Auktionsvilkaarene indsættes Bestemmelser, som er i Strid med de ifølge Pante- attesten bedre prioriterede, ikke mødende Panthaveres Rettigheder. Han har fremdeles at sørge for, at Størrelsen af de Omkostninger, Restancer og mulige andre Ydelser, som det paalægges Køberen at udrede udenfor Købesummen, oplyses og udtrykkelig opgives, i alt Fald ved Angivelse af deres højeste Beløb.

Fremsættes der Indsigelser, Ændringsforslag eller Begæringer om Tilføjelser til det forelagte Udkast til Auktionsvilkaar, skal Fogeden ved sin Mægling søge at tilveje- bringe Enighed om Auktionsvilkaarene; men lykkes dette ikke. har han, efter at Parterne har ytret sig, at afgøre den opstaaede Tvist ved en Kendelse, der afsiges snarest muligt, samt derefter at drage Omsorg for, at Auktionsvilkaarene affattes i Overensstemmelse med den trufne Afgørelse.

Fogeden kan, dersom Auktionsvilkaarene ikke skønnes at kunne endelig fast- sættes i det i § 561 omhandlede Møde, tilstaa de fornødne Udsættelser, som i Regelen ikke maa overstige en Uge. Fremkommer der Paastande om at forandre Rekvirentens Ud- kast til Auktionsvilkaarene til Skade for nogen indkaldt, som ikke har givet Møde, skal Fogeden udsætte Sagens Afgørelse til et følgende Møde, til hvilket de paagældende ude- blevne, som har bekendt Bopæl inden Riget, særlig skal kaldes, samtidig med at det meddeles dem, hvilke Paastande der er fremsat. Udebliver de da, anses de at samtykke i, at Paastanden tages til Følge. Har nogen af de paagældende ikke bekendt Bopæl her i Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse med en Uges Varsel i Stats- tidenden tilstrækkelig.

§ 568.

Er der Uenighed om, hvorvidt eller i hvilken Orden paagældende skal fyldest- gøres af Auktionssummen, kan det undlades i Auktionsvilkaarene at optage nogen An- givelse af, til hvem af dem der skal betales; men det kan, naar Fogeden finder Grund til at give herom nedlagt Paastand Medhold, i Stedet for bestemmes, at den omstridte Del af Købesummen skal indbetales til Fogeden, som i saa Fald har at forholde sig efter de ne- denfor i § 581 givne Forskrifter, samt derhos tillige har at drage Omsorg for at ind- kræve Beløbet, i fornødent Fald ad Rettens Vej ved en dertil af ham antaget Sagfører.

§ 569.

Særskilt Vurdering af Ejendommen til Auktionsefterretning finder kun Sted, naar det i det i §561 omhandlede Møde vedtages eller i Tilfælde af Tvist af Fogeden kendes nødvendigt. Han udmelder i saa Fald tvende kyndige Mænd til at beskrive og vurdere Ejendommen. Personer, som bor udenfor Retskredsen, kan udmeldes, saafremt der ikke i denne findes de fornødne sagkyndige. For Udmeldelsen bliver i intet Tilfælde at erlægge Betaling, hvorimod Mændene har Krav paa Betaling efter § 11 i Lov om Udlaan af umyndiges Midler af 19. Marts 1869. Forretningen bør af Mændene fremmes saa hurtigt som muligt og kan foretages med Aftens Varsel til Ejeren, givet paa Ejen- dommen, selv om han ikke der er til Stede. Den afgives skriftlig under Eds Tilbud og kan udfærdiges uden Brug af Stempel. Auktionsrekvirenten har at tilvejebringe og til- stille Mændene de nødvendige Oplysninger.

§ 570.

Naar Auktionsvilkaarene er fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogedens Kendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, fordre, at der skrides til Auktion i Henhold til den begyndte Forfølgning, og med den af samme følgende Retsvirkning. Det samme gælder, hvis Auk- tionsrekvirenten frafalder Forfølgningen paa det i § 561 omhandlede eller et senere i Henhold til § 567 afholdt Møde.

Hverken Rekvirenten eller den Udlægs- eller Panthaver, som efter at den op- rindelige Rekvirent har frafaldet Forfølgningen, begærer samme fremmet, kan paaføre de Fordringshavere, der har Prioriteter eller reelle Rettigheder forud for ham, nogen Udgift i Anledning af Forfølgningens Fremme, men maa selv bære de herved foranledigede Omkostninger, saafremt disse ikke kan dækkes af Auktionsudbyttet uden Tab for de fortrinsberettigede. For Omkostningerne vil den paagældende have at stille Sikkerhed efter Fogedens Bestemmelse.

§ 571.

Fogeden har, saasnart Auktionsvilkaarene er fastsatte, af egen Drift og uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette sker ved, at en Bekendtgørelse af det i næste Paragraf angivne Indhold 3 Gange indrykkes i Statstidenden med et Varsel af mindst 14 Dage fra den første Ind- rykkelse at regne. Fogeden kan derhos, naar det af nogen vedkommende forlanges, og han finder det tjenligt, ogsaa foranstalte Auktionen bekendtgjort i andre Aviser, endogsaa udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogeden at aflyse den ved Bekendtgørelse een Gang i de samme Blade, hvori Auktionen har været bekendtgjort.

§ 572.

Bekendtgørelsen skal indeholde en nøjagtig Betegnelse af Ejendommen og Ejerens Navn, dens Størrelse, Beliggenhed og andre Forhold, som kan antages at have væsentlig Indflydelse paa Værdien, naar og hvorledes Ejendommen kan tages i Øjesyn, samt derhos en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekendtgørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkaarene og Vurderingsforretningen, for saa vidt en saadan er optaget, henligger til Eftersyn for lysthavende.

§ 573.

Paa Auktionsdagen kan der vel modtages Erklæringer om Lempelser i Ud- betalinger, i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v. og af Fogeden gøres Bemærkninger vedkommende Ejendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nød- vendiggjorte Tillæg til eller Forandringer i Auktionsvilkaarene, men ikke fremsættes Indsigelse imod disse, saaledes som de er fastsatte i Henhold til § 567, undtagen for saa vidt der klages over, at Fogeden ikke herved har iagttaget, hvad der paaligger ham at paase efter den nævnte Paragrafs første Stykke. Fremsættes saadan Klage, skal Fogeden for saa vidt det rejste Spørgsmaal ikke i Medfør af § 568 udskydes til senere Afgørelse afgive sin Kendelse for, hvorvidt han anser Klagen beføjet, og hvorledes i bekræftende Fald Auktionsvilkaarene vil være at ændre. Heller ikke kan det formenes dem, der vil fremkomme med de i § 566, 2det Punktum, ommeldte Paastande, at fremsætte saadanne, der da kan imødegaas af andre vedkommende, dog uden at der kan afsiges Kendelse om andet end om, hvorvidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Saadanne Paastande kan dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogeden til efter ved- kommendes Begæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen. Afsiges Fogedens Kendelse i de ovenommeldte Tilfælde ikke straks under Auktionen, bliver de paagældende af ham med Aftens Varsel at indkalde til at paahøre Kendelsen, og for saa vidt Auktionen derefter skal fremmes, berammes samtidig, medmindre Anke eller Kære paa Stedet erklæres og paa Forlangende Sikkerhed stilles for det ved Auktionens Udsættelse forvoldte Tab, Tiden og Stedet, da Auktionen atter skal afholdes. Bekendtgørelse herom sker med en Uges Varsel i de i § 571 nævnte indenlandske Blade.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkaarene, Panteattesten og saa meget af tidligere Tilførsler til Auktionsbogen eller af andre Dokumenter, som Fogeden finder fornødent at meddele de lysthavende, medens de øvrige Salget vedkommende Dokumenter bør være til Stede og til lysthavendes Eftersyn.

§ 574.

Ejendommen opraabes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden Alternativer, efter som Vilkaarene giver Anledning til. Budene optegnes, efterhaanden som de gøres, enten i Auktionsbogen eller paa et særskilt Ark med Tilføjelse af de bydendes Navne. Hvis Størrelsen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkaarene, staar det til Fogeden at fordre, at Overbud skal have en i Forhold til Genstandens Betyden- hed passende mindste Størrelse, ligesom Fogeden i det hele har at lede Auktionen og sørge for, at denne fremmes med Ro og Orden og uden unødvendigt Ophold. Naar ingen efter derom 3 Gange gentagen Opfordring gør Overbud, standses Opraabet, og Resultatet ind- føres i Auktionsbogen. Der gives vedkommende Lejlighed til at gøre de Bemærkninger med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hævelse og deslige, hvortil der maatte være Anledning, og Fogeden afgør derefter det fornødne, dersom det behøves, ved en Kendelse. Hvis Salg skal finde Sted, bekræftes det vedkommende Bud ved Hammerslag.

§ 575.

Enhver, som ifølge § 570 kan fordre Auktionens Fremme, har, for saa vidt han ifølge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville faa Del i den budne Købesum, Ret til, dersom andet ikke er vedtaget ved Auktionsvilkaarenes Fastsættelse, at gøre Fordring paa, at Hammerslag gives den højestbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer, der lovmedholdelig stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse. Fremsættes en saadan Fordring ikke, og Rekvirenten ikke hører til dem, der vil faa Del i den budne Købesum, hæves Auktionen ved en af Fogeden afsagt Kendelse, og det paahviler Rekvi- renten at udrede de med Auktionen forbundne Omkostninger. Ligeledes hæves Auktionen, naar intet Bud gøres, medmindre anden Auktion er begært i Overensstemmelse med den følgende Paragraf. Den afsagte Kendelse kan om fornødent eksekveres hos Rekvirenten.

§ 576.

Dog kan Skyldneren saavel som enhver af dem, hvis Rettighed over Ejen- dommen ved Tvangssalg vil bringes til at ophøre, for saa vidt der ved første Auktion intet Bud sker, eller han ikke ifølge det skete Bud vil faa fuld Dækning for sit Krav, fordre en anden Auktion afholdt, naar han straks paa Auktionsstedet erklærer saadant, imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den ny Auktion flydende Omkost- ninger, for saa vidt disse ikke maatte blive dækket ved et højere Bud. Flere Auktioner afholdes ikke, medmindre alle de, som ifølge § 570 kan fordre Auktionens Fremme, samtykker heri, i hvilken Henseende bemærkes, at de, der ikke gør Indsigelse, anses at samtykke. Gøres paa anden eller en senere Auktion intet Bud, eller fremsættes der ikke af nogen dertil berettiget Fordring paa Hammerslag, hæver Fogeden Auktionen ved Kendelse som i § 575 foreskrevet.

Den, som er højestbydende ved første Auktion, er, dog ikke i længere Tid end 6 Uger, bundet ved sit Bud for det Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske lige saa højt eller højere Bud, eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerheds- stillelse ej kan antages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerslag til ham eller til nogen anden, er den højestbydende ved første Auktion løst fra sit Bud, og Forphgtelse til at vedstaa Budet paa hviler heller ikke den eller de højestbydende ved anden Auktion.

§ 577.

Naar en anden Auktion skal finde Sted, maa herom udgaa en ny Bekendtgørelse med 14 Dages Varsel, der i det mindste indrykkes een Gang efter Regierne i § 571.

Det skal i Bekendtgørelsen udtrykkelig bemærkes, at det er anden og sidste Auktion.

§ 578.

Enhver Pant- eller Udlægshaver er, for saa vidt han under Auktionen har gjort det højeste Bud og herved vil faa Andel i Auktionssummen, uden dog fuldt ud at fyldest- gøres, berettiget til at forlange sig Ejendommen udlagt for dette, naar han paa Auktionen, forinden Adgang til at byde er sluttet, tilkendegiver denne Hensigt og derved giver for- nøden Opfordring til at gøre Overbud. Han har da at forlange Auktionen standset og derefter med Udskrift af det stedfundne samt med Bevis for, at han har opfyldt Auktions- vilkaarene, at henvende sig til Fogeden for af denne at faa sig Ejendommen udlagt paa hidtil gældende Maade.

§ 579.

Den højestbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag.

Den i Auktionsvilkaarene betingede Sikkerhedsstillelse (jfr. § 564) kan først forlanges, naar Hammerslag tilbydes; dog kan Fogeden, naar der af vedkommende frem- sættes Paastand herom, forlange, at ubekendte eller uvederhæftige Personer straks skal stille en mindre Sikkerhed efter Fogedens Skøn, hvis deres Bud skal komme i Betragtning.

§ 580.

Den, der har erholdt Hammerslag, er forpligtet til at berigtige Købesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkaarene angivne Personer eller til Fogeden, dersom dette maatte være bestemt i Henhold til § 568. Det først forfaldende Afdrag paa Købesummen erlægges, for saa vidt ikke andet er bestemt i Auktions- vilkaarene, eller for saa vidt ikke Samtykke fra vedkommende til Udsættelse eller til paagældende Prioritets Overtagelse haves, til den eller de først berettigede, for saa vidt tilstrække kan, og anvendes saaledes i Almindelighed først til Dækning af resterende Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke er betingede udredet udenfor Købesummen.

§ 581.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 568 skal erlægges til Fogeden, har denne snarest muligt, efter at Hammerslag er givet, at gøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpaa med 14 Dages Varsel indkaldes til et Møde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkendegivelse om, at Udkastet ligger til Eftersyn paa Fogedens Kontor, hvor enhver vedkommende mod sportel- mæssig Betaling kan faa en Afskrift af det, sker ved en almindelig Opfordring til at melde sig, som indrykkes een Gang i Statstidenden, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan ses af Skøde- og Pantebøgerne eller paa anden Maade, saasom ved de tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommet til Fogedens Kundskab, særskilt Underret- ning, for saa vidt de har bekendt Bopæl inden Riget (§ 165).

Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogedens Udkast, foretages Fordelingen af Købesummen, efterhaanden som den indkommer, i Overensstemmelse med det, dog uden at herved nogens Ret til Del i den i øvrigt prækluderes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogeden ved Mægling at til- vejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang. For- følges en gjort Indsigelse ikke behørig inden 4 Uger, anses den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat, udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Genstand for Tvist, tilbageholdes, for saa vidt den er indkommet eller maatte indkomme, indtil Sagens endelige Afgørelse.

Fogeden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargøreise i Mellemtiden.

§ 582.

I Tilfælde af, at Auktionskøberen ikke efterkommer Auktionsvilkaarene, er Rekvirenten saavel som enhver af de Personer, som ifølge deres Fordringers Beskaffenhed har Krav paa at faa Del i Købesummen, berettiget til at fordre, at Ejendommen sættes til en eneste Auktion paa Auktionskøberens Risiko og Regning, i Henhold til de ved-

tagne Auktionsvilkaar med de af Forholdets Natur flydende Lempelser, saaledes at han bliver pligtig at tilsvare, hvad der rnaatte bydes mindre, uden at have Krav paa, hvad der maatte bydes mere end Auktionskøbesummen.

Fogeden har paa vedkommendes Begæring at tillyse Auktionen i Overensstem- melse med de for den anden Auktion i § 577 givne Regler.

Ovenanførte Fremgangsmaade udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i Auktionskøbesummen berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogeden paa samtliges Vegne, anvender eller lader anvende almindelig Retsforfølgning imod Aukti onskøberen.

§ 583.

Fogeden har at udstede Auktionsskøde til Køberen paa Tvangsauktionen, eller hvem denne har overdraget sin Ret, naar de for Skødes Erholdelse i Auktionsvilkaarene satte Betingelser er opfyldte, eller Bevis føres for, at alle vedkommende har faaet, hvad der tilkommer dem, eller de samtykker i, at Skøde maa udstedes. Oplyses det for Fogeden, at en Kreditor, der efter tinglæst Forskrivning eller Udlæg har Krav paa Dækning af Købesummen, trods lovligt Tilbud har vægret sig ved eller erklæret sig ude af Stand til at meddele behørig Kvittering til Udslettelse i Pantebogen, eller at han hverken har Bopæl her i Riget eller har opgivet nogen her bosiddende Person som befuldmægtiget til paa hans Vegne at modtage Beløbet, kan dette afgives til Fogeden til Bevaring og Frugtbargøreise efter § 581, sidste Stykke, og skal hans Erklæring herom i det af ham udfærdigede Skøde afgive Hjemmel for, at vedkommende Dokument kan udslettes ved Skødets Tinglæsning.

Bestaar det solgte af flere særskilte Ejendomme, skal Fogeden, naar det forlanges af Køberen, eller hvem der træder i hans Sted, og naar de derpaa hvilende Hæftelser er helt afgjorte eller vedkommendes Samtykke tilvejebragt, give særskilt Skøde eller Overdragelsesdokument paa hver særskilt Ejendom. Forlanges en Ejendom delt, skal det samme iagttages, naar de lovbestemte Betingelser for Delingen er godtgjorte at være til Stede.

Koberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkaarene pligtig at tage Skøde eller Overdragelsesdokument og berigtige Købet i enhver Henseende inden 1 Aar efter Hammerslaget.

§ 584.

Køberen paa Tvangsauktionen er, naar den i § 592 angivne Frist af 4 Uger er forløbet, uden at d.er er rejst Anke eller Kære, og han har fyldestgjort Auktionsvilkaarene, berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald intet udkommer, udslette af Skøde- og Pantebogen.

§ 585.

I Honorar til Auktionsrekvirentens juridiske Konsulent kan der i det højeste paalægges Køberen at betale for samtlige i Forbindelse med Auktionen staaende For- retninger 1/2 pCt. af Købesummen, naar denne overstiger 10,000 Kr., og, hvis den er ringere, kun Salærer fra 20 til 50 Kr. foruden Rejseomkostninger.

For saa vidt nogen af de øvrige mødende har Krav paa Salær, bestemmes dette ikke procentvis i Forhold til Købesummen eller Størrelsen af den Fordring, som de skal værne om, men i Forhold til Ulejligheden ved Mødet og Sagens Beskaffenhed i det hele, ligeledes med Tillæg af Rejseomkostninger.

Hvor der tvistes om Størrelsen af et fordret Salær, afgør Fogeden, hvis Overens- komst ikke kan opnaas ved hans Mægling, Spørgsmaal herom ved Kendelse.

F. t. L. om Rettens Pleje.

Kapitel 52.

Proceduren af Tvistigheder, der opstaar under Tvangsauktionen.

§ 586.

Under Tvangsauktionen kan de oprindelige Parter ikke fremsætte saadanne Indsigelser, som vedrører Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke hører til de i Kapitel 51 omhandlede, kan af Trediemand fremsættes under Auktionsforretningen, naar han formener, at Auktionens Fremme paa den paastaaede Maade vil komme i Strid med hans Ret.

§ 587.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregaar efter de Regler, som i §§ 522, 523 og 524 er givne om Tvistigheders Forhandling under Ekse- kutionsforretninger.

§ 588.

Hvad der skal optages i Auktionsbogen, afgøres efter de i § 525 opstillede Grundsætninger.

Dog bliver de i Reskript af 13. Juni 1783 og Plakat af 3. September 1823 indeholdte Bestemmelser, hvorefter visse Løsøreauktioner ikke behøver at foretages til Auktionsbogen, fremdeles at anvende med de Lempelser, som følger af Reglerne i nærværende Kapitel.

§ 589.

De i § 526 om Udsættelse og Standsning givne Regler kommer ogsaa til Anven- delse paa selve Auktionens Afholdelse, jfr. dog § 573, 1ste Stykke, i Slutningen.

§ 590.

I opstaaede Tvistigheder forholdes der med Kendelses Afsigelse efter § 527.

§ 591.

Imod en sluttet Auktionsforretning kan der rejses Anke eller Kære overens- stemmende med de nærmere Bestemmelser herom i det følgende Kapitel.

Kendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kan først paaankes eller paakæres, efter at hele Auktionsforretningen er sluttet, jfr. dog § 573.

§ 592.

Anke eller Kære over Auktionsforretningen maa i Regelen rejses inden 4 Uger, efter at Auktionsforretningen er sluttet, eller, for saa vidt foregaaende Retshandhnger er paaklagede for højere Ret, 4 Uger, efter at disse er ophævede eller forandrede.

Dog kan Anke eller Kære inden Forløbet af et Aar tillades paa samme Maade, som i § 537, 2det Stykke, er bestemt om Udlæg.

Forelagte Lovforslag m. m. 183

Kapitel 53.

Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende Fogedforretninger m. m.

§ 593.

Klager over Fogedforretninger, som vedrører selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmaal, gøres gældende ved Anke til den Landsret, under hvilken Fogeden staar. Har den, der vil rejse saadan Anke, tillige Klager af den denne Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, bliver disse at inddrage under Anken.

Klager, der alene angaar de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmaade, gøres gældende ved Kære til den Landsret, under hvilken Fogeden staar.

§ 594.

Under Ankesagen eller Kæremaalet er den for Fogeden stedfundne Procedure ikke bindende, og der er endog intet til Hinder for, at nye Paastande fremsættes. Dog kan Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogeden afgivne, Fogedbogen eller Auk- tionsbogen tilførte, Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

I øvrigt gælder de om Anke og Kære fra Underret til Landsret givne Regler med de Lempelser, der følger af Forholdets Natur.

§ 595.

Anke fra Landsret til Højesteret i de her omhandlede Tilfælde finder kun Sted, naar den Fordring, i Anledning af hvilken Eksekution er sket, har været Genstand for Landsrettens Afgørelse i første Instans eller dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af Retstvist vilde henhøre under samme. Dog kan, om end Fordringen ikke er af den anførte Beskaffenhed, Justitsministeren tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Andragende herom maa fremsættes inden den i § 397 nævnte Frist.

Om Anken til Højesteret gælder de almindelige Regler i Kapitel 36.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære er ikke Genstand for yderligere Kære til Højesteret, medmindre Justitsministeren undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil.

Fjerde Afsnit.

Udpantning samt Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

Kapitel 51.

Udpantning.

§ 596.

Udpantning kan kun finde Sted i de i Lov om Udpantning m. m. af 29. Marts 1873 § 1 og senere Love nævnte Tilfælde samt

1) for Renterestancer af den i Henhold til Lov 8. April 1851 om Selvejendoms Indførelse paa det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov af 27. Januar 1852 § 4, Lov af 3. Marts 1852 § 2 og Lov af 8. Februar 1854 § 2, stiftede Pantegæld og

2) for den Betaling, som i Henhold til Brandpolitilov for Landet af 2. Marts 1861 § 22 og Tillægslove, jfr. Bekendtgørelse Nr. 213 af 1. August 1912, og Lov om Brandvæsenet i Købstæderne af 21. Marts 1873 § 10 og dertil sig sluttende Reglementer tilkommer de af vedkommende Amtmænd og Kommunalbestyrelser antagne Skorstensfejere, for saa vidt den ikke er bestemt til et fast aarligt Vederlag af Kæmnerkassen.

Ligesom det altid staar i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved sædvanlig Rettergang, saaledes skal det ogsaa være ham tilladt, naar Fogeden finder, at Omstændig- hederne taler derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bør denne modtages.

§ 597.

Udpantningsretten følger Fordringen, saa at den tilkommer enhver, som med Hensyn til samme er traadt i den oprindelig berettigedes Sted, og vedvarer indtil et Aar efter, at Fordringen er forfaldet til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begært inden Udløbet af ovennævnte Tids- rum, naar den derefter med tilbørlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

I det i Lov Nr. 130 om Børn udenfor Ægteskab m. m. af 27. Maj 1908 § 4 og i Lov Nr. 131 om Hustruers og ægte Børns Retsstilling af 27. Maj 1908 § 4 nævnte Tilfælde afbrydes Fristen ved Indgivelse af Begæring til Politimesteren (Magi- straten) om Bidragets Udbetaling, naar bemeldte Myndighed derefter uden Ophold foretager de fornødne Skridt til Bidragets Inddrivelse.

§ 598.

Den, der begærer Udpantning foretaget, har herom skriftlig at henvende sig til Fogeden. Begæringen ledsages, for saa vidt Fordringen støttes paa eller godtgøres ved skriftlige Dokumenter, af disse og ellers af saadanne Oplysninger, som maatte være fornødne, for at Fogeden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder han efter det foreliggende intet til Hinder for Udpantning, afsiger han ved Paategning paa Begæringen en Kendelse, gaaende ud paa, at den forlangte Udpantning kan foretages, dog paa Rekvirentens Ansvar, for saa vidt Fordringens Rigtighed angaar, hvilken Kendelse ikke særskilt kan paaklages. I modsat Fald nægter han den begærte Udpantning ved en Kendelse, der er Genstand for Kære efter Reglerne i foregaaende Afsnit .

§ 599.

Efter at Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfælde, i hvilke Foranstaltningen til Udpantningens Iværksættelse paaligger Fogeden i Embeds Medfør, denne at drage Omsorg for, at Begæringen og den samme paategnede Kendelse mindst 5 Dage før Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 17 forkyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelsen af Statsskatter, Bankrenter, Brandpenge, Kommuneskatter og alle andre Afgifter til det offentlige, saavel som af Tiendevederlag, Brokorn og alle andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et Sogn eller en Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bekendtgørelse om, at Restancen af Fogeden er god- kendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden Nævnelse af de enkelte Skyldneres Navne, sker, mindst en Uge før Udpantningen foregaar, i et stedligt

Blad efter Fogedens Bestemmelse eller ved Opslag paa offentlige Steder eller ved Trommeslag eller ved Læsning til Kirkestævne efter Stedets Skik og Brug.

§ 600.

Udpantning iværksættes af Fogeden; dog kan Udpantning, naar Fordringen ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Udpantningen ikke er faste Ejendomme, i Købstæderne og Handelspladserne ske ved Politimesteren og paa Landet ved Sogne- fogeden. Naar Rekvirenten afgiver Begæringen, forsynet med Paategning om den i Overensstemmelse med foregaaende Paragraf skete Forkyndelse, henholdsvis til Foge- den, Politimesteren eller Sognefogeden, skal disse efter Fristens Udløb uden ufor- nøden Henstand iværksætte Udpantningen. Ogsaa hos de til Hæren eller Søværnet hørende Militærpersoner iværksættes Udpantning af den civile Foged eller Politi- mesteren (Sognefogeden); men den, som skal foretage Udpantningen, har forud at un- derrette den paagældende Chef om den forestaaende Udpantning.

For saa vidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt Fogeden en videregaaende Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgørelse og Foretagelse og det udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden hvilke det fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de herom givne Bestemmelser, ogsaa med Hensyn til det for Forsømmelser i saa Henseende fastsatte Ansvar.

§ 601.

I Sager, som angaar Inddrivelse af Underholdsbidrag, skal det ikke være for- nødent til Fogeden at indgive særlig skriftlig Begæring om Udpantning, og Fogedens Kendelse om denne kan paategnes Overøvrighedens Resolution, hvorved Bidraget er fastsat eller et om sammes Størrelse indgaaet Forlig er stadfæstet. Naar saadan Re- solution een Gang er forkyndt for den eller de vedkommende, kan Forkyndelsen af Fogedens Udpantningskendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske paa Landet ved Sognefogeden og i Købstæderne ved en Politibetjent. Det paahviler frem- deles Fogeden, naar Begæring om Inddrivelse af shge Bidrag er fremsat og fundet begrundet, selvstændig at besørge det fornødne til denne Inddrivelse, derunder ind- befattet Realisation af de udlagte Genstande og Auktionsbeløbets Indfordring.

§ 602.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omfatte alle af Forretningen samt Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Afgifterne kan ikke fordres forudbetalt. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dække For- dringen og Omkostninger tilstrækkeligt Beløb, fortsættes Udpantningen, uden at der i saa Fald gives Varsel efter § 599. Udpantning foregaar i øvrigt efter de i foregaaende Afsnit om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Møde under Forretningen aldrig er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Udpantningen foretages, en anden Ydelse end Penge, skal henholdsvis Fogeden eller Politimesteren (Sognefogeden), efter saa vidt muligt at have hørt Skyldnerens Erklæring herover, efter sit Skøn med Vidnernes Bistand, men uden at være bundet ved deres Anskuelse, ansætte Ydelsen til et Pengevederlag.

De Udpantninger, som foretages af Politimesteren (Sognefogeden), sker i Over- værelse af to af ham tilkaldte Vidner, som er pligtige at følge ham; er Udpant- ningen saa almindelig, at ingen Vidner kan haves i den By, hvori den foregaar, udmelder han dertil to Mænd af den nærmeste By. Han indfører Forretningen i den i § 480 omhandlede Bog.

Møder Rekvirenten ikke under Forretningen, skal henholdsvis Fogeden eller Politimesteren (Sognefogeden) være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag her- paa, naar saadant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Be- talingen var sket til Rekvirenten, ligesom det i saa Fald paahviler den, der fore- tager Udpantningen, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og ellers drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

§ 603.

Foretages Udpantningsforretningen af Fogeden, kan Indsigelser fremsættes ander Forretningen.

Under den for Fogeden foregaaende Forhandling om rejste Indsigelser kan ordentligvis kun Rekvirenten faa Udsættelse for at begrunde sin Paastand. Er Rekvi- renten ikke mødt, eller kan han ikke straks skaffes til Stede, og Fogeden ikke finder, at en fremsat Indsigelse straks kan forkastes eller tages til Følge, udsættes Forretningen, og Parterne underrettes om, naar Forretningen paa ny foretages, hvorefter den videre Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i Kapitel 48 inde holdte Regler.

Ved Paakendelsen af rejste Indsigelser er Fogeden ikke bundet ved den i Overensstemmelse med § 598 givne Kendelse om Forretningens Fremme. Kendelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kan henholdsvis paaankes eller paa- kæres i Overensstemmelse med Reglerne i foregaaende Afsnit (jfr. navnlig §§ 593 ff.).

§ 604.

Foretages Udpantningsforretningen af Politimesteren (Sognefogeden), kan Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter Forret- ningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Politimesteren (Sognefogeden) antegne Indsigelsen i den ham leverede Bog, men i øvrigt fremme Forretningen samt derefter tilstille Fogeden en Udskrift af Bogen. Indsigelser, som fremsættes efter Forret- ningen, rettes til Fogeden. Efter Forløbet af 14 Dage fra Forretningens Afholdelse træffer Fogeden Afgørelse om fremsatte Indsigelser; findes det fornødent, kan han forinden give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne. Finder Fogeden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Politimesteren (Sognefogeden) Fejlen eller ophæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogeden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgørelser, hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kan henholdsvis paaankes eller paakæres i Overensstemmelse med Reglerne i foregaaende Afsnit (jfr. navnlig §§ 593 ff.).

§ 605.

Rekvirenten maa ikke skride til Realisation af det udpantede førend efter Forløbet af 4 Uger efter Udpantningen eller, for saa vidt Indsigelse efter § 604 er fremsat, dens Stadfæstelse, medmindre de udpantede Genstande øjensynlig er udsatte for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge saa længe (jfr. dog §§ 606 og 607). Realisationen foregaar i øvrigt, naar enten Udpantningens Genstand er fast Ejendom, eller Udpantningen har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kroner, i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i Kapitlerne 49—52; i modsat Fald bortsælges det udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion, som afholdes paa Landet af Sognefogeden og i Købstæderne af Politiet, efter at der

mindst 3 Dage forud har fundet een Bekendtgørelse Sted henholdsvis ved Kirkestævne eller ved Indrykkelse i det Blad, i hvilket Bekendtgørelser fra Politiet plejer at offent- liggøres.

§ 606.

Den, som finder sig forurettet ved en Udpantning, kan, hvad enten Indsigelse har været fremsat under Forretningen eller ikke, gøre sin Klage gældende henholdsvis ved Anke eller Kære i Overensstemmelse med de i foregaaende Afsnit indeholdte Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger. Ligeledes bliver der at forholde efter de dér givne Regler med Hensyn til det Spørgs- maal, om Forauktioneringen skal udsættes, naar Anke eller Kære er rejst imod Ud- pantningsforretningen. Fristen til Anke eller Kære regnes fra Forretningens Dato eller, for saa vidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 604, dens Stadfæstelse; Op- rejsning kan ikke gives efter 6 Maaneder fra det nævnte Tidspunkt.

§ 607.

Har den, hvem Udpantning er overgaaet, andre Indsigelser at gøre gældende mod denne end saadanne, der gaar ud paa, at Fordringen ikke ifølge Lovgivningen kan inddrives ved Udpantning, eller at der ved dennes Foretagelse ikke er brugt den rette Fremgangsmaade, kan han, for saa vidt han ikke vil gøre Ansvar mod Fogeden gældende, og han ikke allerede har rejst Anke eller Kære imod Forretningen efter §606, indbringe Spørgsmaalet om disse Indsigelsers Gyldighed til Prøvelse i første Instans.

Dette Søgsmaal, som i øvrigt bliver at behandle efter de almindelige Regler, kan uden Hensyn til Rekvirentens Værneting anlægges i den Retskreds, hvor Udpant- ningen er gjort; men det maa i det seneste anlægges inden 8 Uger fra Forretningens Dato eller, for saa vidt Indsigelse er fremsat i Henhold til § 604, dens Stadfæstelse.

Naar Sag er anlagt mod Rekvirenten af Udpantningsforretningen inden Ud- løbet af de i § 605 ommeldte 4 Uger, kan Rekvisitus mod at stille Sikkerhed standse Rekvirentens Ret til at bortsælge det udpantede, saa længe indtil det til Prøvelse af Udpantningsforretningen anlagte Søgsmaal er afgjort ved endelig Dom; Paastanden kan i saa Fald rettes paa Udpantningsforretningens Ophævelse. Er Rekvirentens Ret til at skride til Realisation ikke paa den anførte Maade standset, kan Paastanden rettes paa Udpantningsforretningens Ophævelse, for saa vidt det udpantede ikke allerede maatte være bortsolgt, men i modsat Fald kun paa Skadesløsholdelse.

§ 608.

Ligesom Rekvirenten, derunder indbefattet Staten, Kommuner, andre Myndig- heder eller juridiske Personer, naar Udpantningen under et i Medfør af § 606 eller § 607 anlagt Søgsmaal findes ulovlig foretaget, i Overensstemmelse med de hidtil gældende Regler har at erstatte Skyldneren al af Forretningen flydende Skade, saaledes vil han ogsaa have at godtgøre Skyldneren Sagens Omkostninger i alle Instanser, saa- fremt Fordringen ikke skyldtes eller ikke var forfalden, da Udpantningen foregik, og det derhos ikke er Skyldneren, der har fremkaldt eller bestyrket den urigtige Op- fattelse af Retsforholdet, som Rekvirenten har gjort gældende.

Kapitel 55.

Indsættelses- og Udsættelsesforretninger.

§ 609.

Det skal fremdeles i samme Tilfælde som hidtil staa vedkommende berettigede aabent at fordre Fogedens Hjælp til at indsættes i eller udsætte andre af Besiddelsen

f fast Ejendom eller efter Omstændighederne af rørligt Gods, uden at sædvanligt Eksekutionsgrundlag er til Stede. Ogsaa skal Fogedens Hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gøre Forældre- eller Værgemyndighed gældende med Hensyn til umyndige, uden at sædvanligt Eksekutionsgrundlag er til Stede, jfr. med Hensyn til Fremgangsmaaden § 495.

Naar en Panthaver i Henhold til D. L. 5—7—8 og 9 vil træde til sit Pant, skal dette ske ved en af Fogeden foretagen Indsættelsesforretning.

§ 610.

Foruden at det i de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde selvfølgelig staar Rekvisitus frit for at fremføre sine Indsigelser imod Forretningens Fremme for Fogeden til Paakendelse i Overensstemmelse med de almindelige Regler i Kapitel 48, skal det, naar Rekvisitus har andre Indsigelser imod Forretningen at gøre gældende end saadanne, som gaar ud paa, at den ikke lovlig kunde finde Sted uden sædvanligt Eksekutionsgrundlag, eller at der ved dens Foretagelse ikke er brugt den rette Frem- gangsmaade, være ham tilladt, for saa vidt han ikke vil gøre Ansvar imod Fogeden gældende, og han ikke allerede har rejst Anke eller Kære, at anlægge Regressøgsmaal i første Instans imod Rekvirenten. Under dette Søgsmaal, som maa anlægges inden 8 Uger, kan der da efter Omstændighederne saavel tilkendes ham Erstatning i Anled- ning af den formentlig ulovlige Forretning som ogsaa gives Dom for, at Forretningen bør være ophævet.

§ 611.

Imod Fogedens Afgørelser under de i § 609 omhandlede Forretninger kan der benyttes henholdsvis Anke eller Kære i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Retsmidler imod de til Dommes Fuldbyrdelse sigtende Fogedforretninger (jfr. navnlig §§ 593 ff.).

Femte Afsnit.

De foreløbige Retsmidler.

Kapitel 66.

Arrest.

§ 612.

Til Sikkerhed for et Krav, der lyder paa Penge eller Penges Værd, kan Arrest paa Gods finde Sted, naar

1) Udlæg for Kravet ikke endnu kan gøres i Godset, og derhos

2) enten Fordringen er forfalden, eller der er Grund til at befrygte, at Skyldneren ellers ved at bortflytte eller forstikke sit Gods eller paa anden Maade vilde umulig- gøre eller dog væsentlig vanskeliggøre Adgangen til i sin Tid at opnaa Dom og gøre Eksekution.

Med Hensyn til Arrest for Bodmerigæld har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 § 185.

§ 613.

Arrest paa Person som Sikkerhedsmiddel for Fordringer af den i § 612 om- meldte Beskaffenhed kan kun anvendes paa Skyldnere, der staar i Begreb med at for- lade Landet for bestandigt eller paa ubestemt Tid, i Anledning af forfaldne Fordringer, for hvilke de ifølge denne Lovs Regler vilde kunne sagsøges ved danske Retter.

§ 614.

Arrest paa Gods kan ikke foretages i Ting, hvori der ikke vilde kunne gøres Eksekution for den paagældende Fordring.

Naar et Skib er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt, kan Skipperen og Skibsmandskabet ikke arresteres for Gæld.

I Overensstemmelse med de gældende Regler kan der tilstaas Fritagelse for Arrest for de i Laane- og Sparekasser samt andre lignende Institutioner indsatte Summer og disses Renter, saa længe de indestaar sammesteds.

§ 615.

Arrest kan afværges, og foretagen Arrest faas ophævet, naar Skyldneren stiller fornøden Sikkerhed for den Fordring med Renter og Omkostninger, i Anledning af hvilken Arrest søges.

Om den tilbudte Sikkerhed ifølge Størrelse og Beskaffenhed er fyldestgørende, bedømmes af Fogeden efter et Skøn.

§ 616.

Arrest paa Gods medfører, at Skyldneren fra det Øjeblik, Arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte, forbruge, tilintetgøre eller ved Retshandler raade over de arresterede Genstande, derunder oppebære arresterede Fordringer.

For at Arrestens Retsvirkning skal kunne gøres gældende overfor en god- troende Trediemand, saaledes at de foretagne Retshandler taber Gyldighed, er det nød- vendigt, at Tinglæsning af Arrestdekretet har fundet Sted ved Skyldnerens personlige Værneting eller, hvis Arresten er gjort i fast Ejendom, ved dennes Værneting. Er Arrest foretaget i Gældsbrev, udfordres derhos, at der paa dette er gjort en Paateg- ning herom, og naar Arrest er gjort i Fordringer, der ikke grundes paa Gældsbrev, maa der gives Skyldneren efter Fordringen Underretning om Arresten, hvilket lige- ledes bliver at iagttage overfor Skyldneren efter et Gældsbrev for Rentebetalingens Vedkommende.

Med Hensyn til Arrest i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

§ 617.

Arrestrekvirenten er i Regelen ikke berettiget til at lade de arresterede Gen- stande tage fra Skyldneren. Dog kan Fogeden ved rørligt Gods, naar de arresterede Genstandes Beskaffenhed eller Skyldnerens Person og Forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede Genstande skal tages under Bevogtning af ham selv eller af nogen, der hertil af ham beskikkes paa Skyldnerens Bekostning.

§ 618.

Arrest paa Person sker ved Hensættelse i Gældsfængsel ved Fogedens Foran- staltning. Hvis Skyldneren ved Henførelsen til eller Opholdet i Gældsfængslet vilde lide Skade paa Helbred, kan Gældsfængsel ikke anvendes eller kun med saadanne Lempelser, som Fogeden skønner fornødne.

F. t. L. om Rettens Pleje.

I Gældsfængslet maa der ikke paalægges Skyldneren anden Indskrænkning i Henseende til hans Levevis, end Fængslets Orden med Nødvendighed kræver.

§ 619.

Gældsfængsel kan ikke anvendes, naar en til Fordringens Størrelse svarende Sikkerhed kan faas ved Arrest paa Gods.

§ 620.

Arrest paa Person kan ikke anvendes for Fordringer, der er mindre end 100 Kr.

For Fordringer under 200 Kr. maa Fængslingens Varighed ikke overstige 4 Uger, for Fordringer under 400 Kr. 8 Uger, for Fordringer under 1,000 Kr. 12 Uger, for Fordringer under 2,000 Kr. 16 Uger, for Fordringer under 4,000 Kr. 20 Uger, for større Fordringer 24 Uger.

I Fordringsbeløbet indbefattes ogsaa de Renter og Omkostninger, der er paa- løbet, inden Arresten iværksattes, men ikke de, der senere paaløber.

Det har sit Forblivende ved de i Lov Nr. 130 og 131 af 27. Maj 1908 hen- holdsvis i § 17 og § 11 indeholdte særlige Regler angaaende Gældsfængsels Anvendelse i de dér omhandlede Forhold.

§ 621.

Selv om de i foregaaende Paragraf angivne Tider ikke er forløbet, ophører Skyldnerens Fængsling i alle Tilfælde:

1) saa snart Eksekution kan gøres for den Fordring, til Sikkerhed for hvilken Ar- resten er foretaget, enten ifølge en under Arrestforfølgningssagen eller paa anden Maade erhvervet Dom eller ifølge et offentligt Forlig;

2) saa snart den arresterede Skyldners Bo her i Landet eller i et Land, med hvilket Overenskomst herom foreligger, er taget under Konkursbehandling;

3) saa snart den arresterede Skyldner gør antageligt, at han intet ejer, hverken her i Landet eller andetsteds, hvori Eksekution kunde gøres for Fordringen, bortset fra det Gods, hvori der er gjort Arrest for denne, uden at fuld Sikkerhed efter § 619 dog derved er naaet.

§ 622.

Den arresteredes Hensættelse i Gældsfængsel sker paa Rekvirentens Regning. De herved foranledigede Udgifter kan ikke fordres godtgjort af Skyldneren.

§ 623.

De Udgifter, hvis Udredelse paahviler Rekvirenten ved Gældsfængsels An- vendelse, er dels Underholdspenge til Skyldneren, dels Varetægtspenge til Arrest- forvareren.

Underholdspengene fastsættes til 8 Kr. om Ugen, Varetægtspengene til 2 Kr. om Ugen.

Andre i Anledning af Gældsfængselets Anvendelse fornødne Udgifter, saasom til Lokale, til dettes Renholdelse, Belysning og Opvarmning, til fornødne Sengklæder og Boskab m. m., udredes af det offentlige.

§ 624.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Underholds- og Varetægtspenge har Rekvirenten at erlægge henholdsvis til Skyldneren og til Arrestforvareren forud for mindst en Uge ad Gangen, første Gang inden eller ved Skyldnerens Indsættelse i Gældsfængselet og senere inden det hertil svarende Klokkeslæt hver Ugedag derefter.

Forelagte Lovforslag m. m. 184

ndlader Rekvirenten at betale paa foranførte Maade, er Skyldneren berettiget til straks at løslades, og ban kan ikke mere fængsles for samme Fordring.

§ 625.

Arrestforretninger udføres af Fogeden. Ved deres Foretagelse benyttes Vidner paa den Maade, som i § 480 er foreskrevet.

Den i § 480, sidste Stykke, givne Forskrift er ogsaa anvendelig paa Arrest- forretninger.

§ 626.

Hvilken Foged der er pligtig eller berettiget til at foretage Arrestforretninger, afgøres efter de i § 481 givne Regler.

§ 627.

Den, der vil erhverve Arrest paa nogens Gods eller Person, har at indgive skriftlig Begæring herom til vedkommende Foged, ledsaget af de Dokumenter og øvrige Oplysninger, som er forhaanden.

I Regelen har Fogeden før Forretningens Foretagelse at afkræve Rekvirenten en Sikkerhedsstillelse, reel eller personhg, med Hensyn til det Erstatningsbeløb, som vilde tilkomme den, hos hvem Arresten er gjort, i Tilfælde af dennes Ulovlighed; kun hvor de foreliggende Oplysninger skønnes at indeholde et fuldstændigt Bevis for Arrestens Lovlighed, er Sikkerhedsstillelse ufornøden, saa længe ikke Beviset svækkes ved det under Forretningen oplyste. Dog bør der ikke en Gang mod Sikkerheds- stillelse indrømmes Arrest, naar det ifølge det for Fogeden oplyste skønnes, at For- dringen er ugrundet. Alle Spørgsmaal om Sikkerhedsstillelsens Art og Størrelse afgør Fogeden efter sit Skøn.

Søges Arrest for en af de i § 443 ommeldte Fordringer, kan der ikke afkræves Arrestrekvirenten Sikkerhedsstillelse, medmindre der fra Skyldnerens Side under Arrest- forretningen fremkommer saadanne Indsigelser, som kan fremsættes under den i Anledning af Fordringen anlagte Sag, jfr. Kapitel 41.

§ 628.

Arrestforretningen begynder paa Skyldnerens Bopæl eller i Mangel af en saa- dan paa hans sædvanlige Opholdssted, men kan dog efter Omstændighederne, navnlig naar der er Fare ved Opsættelse, eller naar Skyldneren ikke har Bopæl i Riget eller staar i Begreb med at forlade dette, begynde paa det Sted, hvor Personen eller Forret- ningens Genstand forefindes.

§ 629.

Med Hensyn til Parternes Møde under Forretningen m. m. gælder de i § 517 givne Regler, dog at Møde for Rekvirenten altid er nødvendigt.

§ 630.

Arrestforretningen begynder med, at Fogeden opfordrer paagældende til ved Sikkerhedsstillelse eller Betaling at tilfredsstille Rekvirenten, hvorpaa han, naar dette ikke straks sker, efter Afgørelse af mulige Indsigelser skrider til Arrestens Udførelse.

§ 631.

Arresten kan kun udstrækkes til saa meget af Skyldnerens Gods, som i Hen- hold til den under Forretningen foretagne Vurdering behøves til at sikre Rekvirentens Fordring i Forbindelse med de sandsynlige Udgifter ved Arresten og dens Forfølgning.

§ 632.

Med Hensyn til Valget af de Genstande, hvori Arresten gøres, forholdes der efter de i §§ 506 og 507 givne Forskrifter, ligesom der i øvrigt ved Arrestforretningers Foretagelse, med de af Forholdets Natur følgende Lempelser, gaas frem efter de om Eksekutionsforretninger i §§ 519—527 givne Regler.

§ 633.

I Fogedbogen optegnes nøjagtigt alle de enkelte Genstande, hvori Arrest gøres, og ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

Fogeden erklærer derefter til Fogedbogen de optegnede Genstande for belagte med Arrest til Arrestrekvirentens Sikkerhed. Det betydes Skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for Strafansvar kan raade over dem paa en Maade, som kommer i Strid med Arrestrekvirentens Ret. Er Skyldneren ikke til Stede, gives der den eller dem, som i Henhold til § 517 tilkaldes paa hans Vegne, Paalæg om at give ham en saadan Betydning. Efter Omstændighederne kan et lignende Paalæg gives den Trediemand, i hvis Besiddelse det arresterede er.

Er Arrest paa Person paalagt, tilkendegives det af Fogeden Skyldneren, hvis han er til Stede, at han er belagt med Gældsfængsel, hvorefter Fogeden beordrer ham straks henbragt til Gældsfængselet. I modsat Tilfælde er det Rekvirentens egen Sag at drage Omsorg for Udførelsen af Arrestkendelsen ved Skyldnerens Indsættelse i Gældsfængsel, og han kan hertil fordre Politiets Bistand. Saa snart Indsættelsen i Gældsfængselet er sket, har Rekvirenten øjeblikkelig at meddele Fogeden Underretning herom; denne gør, efter at have hørt Arrestforvarerens Forklaring, fornøden Be- mærkning i Fogedbogen om Tiden og Klokkeslættet for Indsættelsen.

§ 634.

Hvis der ikke allerede er anlagt Retssag i Anledning af den Fordring, for hvilken Arrest er gjort, skal Rekvirenten, naar Skyldneren ikke under eller efter For- retningen har frafaldet Forfølgning, inden en Uge efter Arresten anlægge saadan Sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt Paastand paa, at Arrestens Foretagelse stadfæstes. Retten kan bestemme, at Spørgsmaal vedrørende Arrestens Stadfæstelse forhandles særskilt, jfr. § 286. Skal Sagen begynde med Mægling ved Forligskommis- sionen, skal, hvis Forlig ej opnaas, Sagen indstævnes for Retten hurtigst muligt efter Mæglingens Slutning.

Er Retssag i Anledning af paagældende Fordring svævende ved første Instans, bliver der inden fornævnte Frist at anlægge en særskilt Arrestsag ved den samme Ret, ved hvilken hin Sag behandles. Det er Retten forbeholdt at bestemme, at Arrest- sagen skal sættes i Forbindelse med Hovedsagen, saavel som at den ene af disse Sager skal udsættes, indtil den anden er paakendt, jfr. §§ 286 og 287.

Er Dom faldet i første Instans i Retssagen, hvorunder den Fordring er ind- talt, for hvilken Arresten er gjort, anlægges Arrestsagen ved den Ret, af hvilken hin Sag er blevet paakendt. Retten kan i Tilfælde af Anke udsætte Arrestsagens For- handling i det hele eller for en Del, jfr. § 287.

Naar Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag, er Forligsmægling unødvendig.

Reglerne om Arrestens og Fordringens Forfølgning bliver med de fornødne Lempelser at anvende, naar Arrest er afværget ved Sikkerhedsstillelse.

Arrest for Bodmerigæld behøver ikke at forfølges til Stadfæstelse.

§ 635.

Kommer Skyldneren, efter at Arrest er gjort, under Konkurs, eller dør han, og offentligt Skifte uden Gælds Vedgaaelse finder Sted efter ham, bortfalder Arrest- rekvirentens Forpligtelse til at anlægge Retssag i Anledning af Fordringen eller Arresten. Den af Rekvirenten i Anledning af Arresten stillede Sikkerhed løsgives dog først, naar 8 Uger er gaaet efter Arrestens Foretagelse eller, hvis Sag har været anlagt og hæves, 8 Uger efter Ophævelsen, og der derhos ikke fra Boets Side er rejst Sag om Erstatning. |Er dette sket, maa det endelige Udfald af Sagen afventes.

§ 636.

Under Arrestsagen paakendes det, om Arresten er lovlig gjort. Er Retssag i Anledning af den paagældende Fordring svævende, og Arrestsagen ikke behandles i Forbindelse med Hovedsagen, kan Indsigelser mod Fordringens Rigtighed ikke fremføres under Arrestsagen. I øvrigt kan alle andre Indsigelser vedkommende Ar- restens Lovlighed fremsættes og paakendes under Arrestsagen, uden Hensyn til, om de tilforn har været undergivne Fogedens Afgørelses.

Dersom Retten efter derom af Rekvisitus nedlagt Paastand skønner, at der ikke i hans økonomiske Stilling eller Forhold i øvrigt paa den Tid, da Arresten be- gæredes, fandtes nogen rimelig Anledning for Arrestrekvirenten til at benytte det nævnte Retsmiddel, bliver der ikke ved Dommen at tilkende Rekvirenten Erstatning for de med Arrestens Foretagelse eller den særlige Retsforfølgning forbundne Udgifter. Herimod stridende Overenskomster er ugyldige.

§ 637.

Klager fra dens Side, hos hvem Arresten er gjort, sigtende til at bevirke Op- hævelse af den foretagne Arrest som ulovlig gjort, kan overfor Arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under Arrestsagen eller den i Anledning af Fordringen anlagte Retssag.

§ 638.

Arresten kan ophæves saavel ved Dommen i Arrestsagen som ved Dommen i Hovedsagen.

Arresten bortfalder først, naar Ankefristen for den Dom, hvorved den kendes ugyldig, er udløbet, uden at Anke er iværksat, medmindre andet er bestemt i Dommen.

§ 639.

Forsømmer Arrestrekvirenten den ham ifølge det foregaaende paahvilende For- pligtelse til inden de i § 634 ommeldte Frister at begynde Arrestsag eller Sag i Anled- ning af Fordringen eller afvises eller hæves nogen af disse Sager, kan Arresten fordres ophævet, dog uden at Arrestrekvirenten af denne Grund er udelukket fra igen at gøre Arrest for den samme Fordring.

§ 640.

En paalagt Arrest kan i det hele eller for en Del ophæves af Fogeden paa Grund af Omstændigheder, som er indtruffet efter Arrestens Foretagelse. Paa Grund af formelle Fejl ved Forfølgningssagen kan Arresten kun fordres ophævet i Medfør af § 639.

Forinden Arresten ophæves, skal Fogeden saa vidt muligt give Arrestrekvi- renten Lejlighed til at ytre sig, medmindre Grunden til Ophævelsen er Udeblivelse med de anordnede Underholds- og Varetægtspenge.

mod Fogedens Kendelse kan der, hvad enten den gaar ud paa at ophæve Arresten eller nægte dens Ophævelse, iværksættes Anke eller Kære i Overensstemmelse med Reglerne om Anke eller Kære imod dertil Dommes Fuldbyrdelse sigtende Foged- forretninger, jfr. navnlig §§ 593 ff.

Fogedens Ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i Virksomhed ved Anvendelse af Anke eller Kære.

§ 641.

Befindes en Arrest i det hele ulovlig, enten fordi den Fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig Dom befindes grundet hverken i det hele eller for en Del, eller fordi Arresten selv, bortset fra Fordringens Rigtighed, lider af Mangler, som medfører dens Ugyldighed, og som kunde have været undgaaede af Arrestrekvirenten ved fornøden Agtpaagivenhed, er Arrestrekvirenten pligtig at yde den, hos hvem Ar- resten er gjort, Erstatning for Tab, Tort og Kreditspilde. Befindes Arresten ulovlig for en Del, er Arrestrekvirenten pligtig at erstatte den, hos hvem Arresten er gjort, det særlige Tab og den særlige Kreditspilde, som maatte være en Følge af, at der er blevet givet Arresten en for stor Udstrækning.

Bortfalder eller ophæves en gjort Arrest paa Grund af efterfølgende Omstændig- heder, tilkommer der den, hos hvem Arresten er gjort, Erstatning for Tab, Tort og Kreditspilde, naar det maa antages, at Arresten, om den var blevet behørig forfulgt og holdt ved Magt, vilde have medført saadant Ansvar.

§ 642.

Krav paa Erstatning i Anledning af Arresten kan gøres gældende mod Arrest rekvirenten enten som Modkrav under Arrestsagen eller under et selvstændigt Søgs- maal i første Instans, hvilket sidste dog først kan anlægges, naar Arresten enten ved Dom er kendt ugyldig eller ved Fogedens Kendelse (§ 640) ophævet; saadant selvstændigt Søgsmaal maa i saa Fald anlægges inden 12 Uger.

§ 643.

Ophæves Arresten af overordnet Ret, for hvilken Fogedens Nægtelse (§ 640) af at ophæve Arresten er indbragt, kan der ved samme Dom tillægges den, hos hvem Arresten er gjort, den ham tilkommende Erstatning hos Arrestrekvirenten.

§ 644.

Vil nogen drage Fogeden til personligt Ansvar i Anledning af hans Embeds- forhold med Hensyn til Arrestens Foretagelse eller Nægtelse, maa dette ske ved Anke.

§ 645.

Fogedens Nægtelse af Arrest er Genstand for Kære efter Reglerne i Kapitel 53.

Kapitel 57.

Forbud.

§ 646.

Ved Forbud, foretaget af Fogeden, kan der gives en eller flere bestemte private Personer saavel som Repræsentanter for Stat eller Kommune i disses Egenskab som

jere af faste Ejendomme eller som Medkontrahenter i Kontraktsforhold Paalæg om at undlade Handlinger eller Foretagender, som strider imod Forbudsrekvirentens Ret, og som de paagældende paa Grund heraf, selv uden Forbudet, vilde være uberettigede til at foretage.

Forbud mod Ægteskab kan finde Sted ligesom hidtil.

§ 647.

Forbud kan gøres, uagtet det ikke for Fogeden bevises, at de Handlinger, der skal forbydes, er stridende mod Forbudsrekvirentens Ret; men denne maa i saa Fald stille Sikkerhed for den Skade og Ulempe, som ved Forbudet kan foraarsages den paagældende.

Dog maa Forbud end ikke imod Sikkerhedsstillelse iværksættes, naar det maa antages, at det er ulovligt.

§ 648.

Forbud kan kun gøres, naar den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gerning eller Ord har givet Grund til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skal forbydes. Kan fyldestgørende Bevis i saa Henseende ikke fremskaffes for Fogeden, kan det paalægges Forbudsrekvirenten at stille Sikkerhed som Betingelse for at faa Forbud iværksat.

Forbudet bør ikke nedlægges, naar det skønnes, at en af Rekvisitus tilbudt Sikkerhed eller den Straf, som Lovens almindelige Regler hiemler for Retskrænkelsen. yder Rekvirenten tilstrækkeligt Værn.

§ 649.

I de i de tvende foregaaende Paragraffer omhandlede Tilfælde bestemmer Fogeden ifølge Skøn over samtlige Omstændigheder Sikkerhedens Art og Størrelse.

§ 650.

Den, der modvillig overtræder et for ham ved Fogeden nedlagt Forbud, kan under en af Forbudsrekvirenten anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller simpelt Fængsel og i Forbindelse hermed efter Omstændighederne til Erstatning. Spørgsmaalet om Idømmelse af Straf og Erstatning kan dog udsættes, indtil Forbudssagen er afgjort.

Naar Forbud ved Fogeden er nedlagt, har Politiet paa Forbudsrekvirentens Be- gæring at yde Bistand til Forbudets Opretholdelse ved at hindre paagældende i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der maatte være foretaget i Strid med Forbudet, og deslige.

§ 651.

Enhver, der, vidende om et Forbud, yder den, mod hvem Forbudet er rettet, Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse, bliver, for saa vidt Forbudet stad- fæstes, erstatningspligtig over for Forbudsrekvirenten.

§ 652.

I øvrigt bliver med de Lempelser, som følger af Forholdets Beskaffenhed, de Regler at anvende, som i det foregaaende Kapitel, navnlig §§ 625—629 samt §§ 633— 634 og 636—645, er givne om Arrest.

§ 653.

Forbud imod en Fordrings Udbetaling, et Skibs Afsejling eller overhovedet en Genstands Forflyttelse eller anden Raadighedsudøvelse over den er, naar Hensigten hermed er at søge Sikkerhed for Fyldestgørelsen af Krav af den i § 612 ommeldte Art, uden Hensyn til, hvorledes Forretningen benævnes, i et og alt at betragte som Arrest i den paagældende Fordring eller Genstand. Som en Følge heraf bliver de i forrige Kapitel om Arrest givne Kegler i alle Henseender at anvende paa saadanne For- retninger.

Sjette Afsnit.

Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v., Tvangsakkord udenfor Konkurs samt Konkurs.

Kapitel 58.

Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. og Tvangsakkord udenfor Konkurs.

§ 654.

Med Hensyn til Behandlingen af Dødsboer, saavel som af de øvrige Boer, der omhandles i Skifteloven af 30. November 1874 med dertil sig sluttende Love, har det sit Forblivende ved den gældende Ret med de Forandringer, som følger af de i denne Lov indeholdte Regler. Udenfor København beklædes den ordinære Skifteret af Under- retsdommeren.

§ 655.

Naar en paa offentlig Skifte anmeldt Fordring eller et dér fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsiges af nogen iblandt Boets Vedkommende, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig ved Mægling af Skifteretten, afgør denne, om paagældende Paastand skal bestrides af Boet, hvilket sidste ogsaa kan besluttes af Skifteretten, hvor denne paa Embeds Vegne finder at burde mod- sætte sig den, eller om Boet ikke skal optræde som Part, men overlade vedkommende selv at udføre Tvisten.

§ 656.

Skal en Paastand eller Fordring bestrides fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Paastanden eller anmeldt Fordringen, samt tilkendegive ham, at han maa forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang mod Boet. Anlægges Sag ikke af den paagældende inden 4 Uger herefter, bliver Boet at opgøre, som om Paastanden ikke var blevet fremsat, eller Fordringen ikke var blevet anmeldt.

Overlades det til den, som modsiger Fordringen eller Paastanden, selv at ud- føre Tvisten, har Skifteretten at tilkendegive ham, at han inden 4 Uger maa anlægge Retssag imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Paastanden, da der i modsat Fald ved Boets Opgørelse ikke vil blive taget Hensyn til hans Indsigelse imod Fordringen eller Paastanden.

De ovennævnte Underretninger fra Skifteretten meddeles paa den Maade, denne finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet Brev.

Vil Parter, imellem hvilke en Tvist paa Skiftet er opstaaet, overlade Spørgs- maalets Afgørelse til Skifteretten, er denne, naar ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kendelse, ved hvilken Spørgsmaalet da er afgjort paa samme Maade som ved Voldgift. Skifteretten kan paalægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren, at udrede Sagsomkostninger til Mod- parten, saaledes at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsættes i Kendelsen.

§ 657.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Sager kan anlægges ved det Steds Underret, hvor Boet behandles, eller, for saa vidt Sagen ifølge dens Genstand henhører under Landsret, ved den Landsret (jfr. § 338), under hvilken vedkommende Skifteret staar.

Dog skal det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid staa den, der ned- lægger Paastanden eller anmelder Fordringen, frit for at anlægge Sagen ved Underret uden Hensyn til dens Genstand.

§ 658.

Boet er i de i § 656, 1ste Stykke, omhandlede Tilfælde selv at anse som Mod- part, hvorfor Stævningen lyder paa det og forkyndes for Skifteretten paa Boets Vegne.

Det paahviler Skifteretten at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres paa behørig Maade.

§ 659.

Dommen i en i Henhold til § 656 anlagt Sag kan ikke, medmindre paagældende Parter frafalder Anke imod Dommen, eller den kun kan paaankes efter særlig Tilladelse, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend den almindelige Ankefrist er ud- løbet ubenyttet.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge senere Paaanke, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, i fornødent Fald ved Omgørelse af det foretagne, hvis Skifte ikke endnu er sluttet, men efter den Tid maa enhver For- andring søges iværksat ved Paaanke af Repartitionen.

§ 660.

Spørgsmaal om Boets Overtagelse, Bestyrelse — derunder Fastsættelse af de i Skifteloven af 30. November 1874 § 31, 2det Stykke, og § 33, 2det Stykke, omhandlede Vederlag — Udlevering og, med de af §§ 655 og 656 flydende Begrænsninger, ogsaa om dets Opgørelse paakendes af Skifteretten. Tvistigheder angaaende disse Spørgsmaai behandles efter de for Underretssager foreskrevne Regler. Forligsmægling foregaar ved Skifteretten.

§ 661.

Kendelser eller Beslutninger af Skifteretten, der forefalder under Boets Behand- ling, kan, for saa vidt der overhovedet er Adgang til at indbringe dem til højere Rets Prøvelse (jfr. § 663), paakæres til den Landsret, under hvilken Skifteretten staar. Boets Behandling bliver ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten har i saa Fald at drage Omsorg for, at den ankendes Ret ikke foregribes ved Behandlingen, medens Kæremaalet staar paa.

Kæremaalet maa iværksættes inden 2 Uger, efter at paagældende Beslutning er taget, eller Kendelse afsagt.

F. t. L. om Rettens Pleje.

og kan Justitsministeren undtagelsesvis indtil 6 Maaneder, efter at Beslut- ningen er taget eller Kendelsen afsagt, tilstede Kæres Iværksættelse, naar ganske sær- egne Omstændigheder retfærdiggør, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Kære.

§ 662.

Den tilendebragte Skiftebehandling og i Forbindelse hermed de under samme afsagte Kendelser og tagne Beslutninger, for saa vidt som disse ikke har været gjorte til Genstand for Kære, kan paaankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten staar.

Anke maa iværksættes inden 4 Uger, efter at Skiftet i Henhold til Regelen i Lov af 30. November 1874 § 50 anses som sluttet.

Dog kan Oprejsning imod Undladelse af at iværksætte Anke inden den fore- skrevne Tid i øvrigt i Overensstemmelse med Regelen i § 661, sidste Stykke, gives indtil 1 Aar efter Skiftets Slutning.

§ 663.

Anke eller Kære kan ikke finde Sted imod de Bestemmelser, der af Skifte- retten træffes i Henhold til Lov af 30. November 1874 §§ 16, sidste Stykke, 19, 3die Punktum, 23, 24, 1ste Punktum, 27, sidste Punktum, 30, sidste Punktum, 32, 47, 1ste Punktum, 51, 1ste Stykke, og 75 samt denne Lovs § 655.

§ 664.

Anke foregaar i Overensstemmelse med de om Anke fra Underret til Landsret i andet Afsnit givne Regler med de Lempelser, som følger af Forholdets Natur.

Ankestævningen forkyndes for Skifteretten, der paa Boets Bekostning har at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Genmæle.

Den for Skifteretten stedfundne Procedure er ikke bindende, og der er endog intet til Hinder for, at Tillæg til og Rettelser i de tidligere Paastande fremsættes. Dog kan Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Skifteretten afgivne, Skiftebogen tilførte, Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

Kære foregaar med de Lempelser, som følger af ovenstaaende Bestemmelser, efter samme Regler som Kære til Landsret over Underrettens Afgørelser, jfr. § 441.

§ 665.

Naar en i Henhold til § 662 iværksat Anke har fundet sin Afgørelse ved Lands- ret, kan der i Regelen ikke ske yderligere Anke til Højesteret. Dog kan Justitsmini- steren tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Andragende herom fremsættes inden den i § 397 fastsatte Frist.

Om Anke til Højesteret gælder de almindelige Regler i Kapitel 36.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære er ikke Genstand for yderligere Kære til Højesteret.

§ 666.

Med Hensyn til Tvangsakkord udenfor Konkurs har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov af 14. April 1905.

Forelagte Lovforslag m. m. 185

Kapitel 59.

Konkurs.

§ 667.

Med Hensyn til Behandlingen af Konkursboer har det sit Forbhvende ved Reglerne i Konkursloven af 25. Marts 1872 og Lov om en forandret Affattelse af visse Paragraffer i Konkursloven af 15. April 1887 samt Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 og Lov om Tvangsakkord udenfor Konkurs og om Udvidelse af Adgangen til Tvangsakkord under Konkurs af 14. April 1905 § 39 med de Forandringer, som følger af denne Lov. Udenfor København beklædes den ordinære Skifteret af Underretsdommeren.

Foruden i det i Lov om Spare- og Laanekasser af 28. Maj 1880 ommeldte Tilfælde kan Kongen undtagelsesvis, naar Begæring derom maatte indkomme, beskikke Skiftekommissarier til i Stedet for den ordinære Skifteret at forestaa Behandlingen og Opgørelsen af et Konkursbo, der befindes at være af en særegen vidtløftig og indviklet Beskaffenhed. Saadan Begæring maa dog være vedtaget paa en dertil berammet Skiftesamling af mindst tre Fjerdedele af de mødende Fordringshavere, repræsenterende mindst tre Fjerdedele af samtlige bekendte eller, for saa vidt Anmeldelsesfristen er udløbet, anmeldte Fordringers Beløb.

§ 668.

Naar et i Konkursboet fremsat Krav eller en anmeldt Fordring modsiges, eller den Fortrinsret, som er tillagt samme paa den i Henhold til Konkurslovens § 87 forfattede Oversigt, bestrides, og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig imellem de paagældende (jfr. Konkurslovens § 88), har Skifteretten at fremkalde en Beslutning af Boets Vedkommende (jfr. Konkurslovens §§ 74 og 75), om og for hvilket Beløb Boet vil anerkende Fordringen, og hvilken Fortrinsret det vil indrømme den. Herom underretter Kurator snarest muligt den paagældende Fordringshaver samt tilkende- giver ham, at han, hvis han ikke vil finde sig i at behandles paa denne Maade, maa forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang imod Boet. Underretningen meddeles paa den Maade, Skifteretten finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet Brev. Anlægges Sag ikke af den paagældende inden 4 Uger herefter, bliver Fordringen ved Boets videre Behandling og Opgørelse kun at anerkende for saa vidt og med den Fortrinsret, som Boet har indrømmet.

Fordringshavere, som har Interesse i at bestride en Fordring, uagtet Boet ikke vil modsige den eller den for samme paastaaede Fortrinsret, har Adgang hertil, for saa vidt der ikke af Boet er sluttet Overenskomst med vedkommende om Tvistens Genstand, og Sagens Forfølgning ikke udsætter Boet for Tab af Rettigheder. De paa- gældende Fordringshavere har i saa Fald at anlægge Retssag inden 4 Uger, efter at Boets Beslutning er taget. I modsat Tilfælde bliver der ved Boets Opgørelse ikke taget Hensyn til deres Indsigelser. De er phgtige at lade Stævningen forkynde for Boets Kurator.

Vil Parter, imellem hvilke en Tvist er opstaaet, overlade Spørgsmaalets Af- .gørelse til Skifteretten, er denne, naar ingen Bevisførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kendelse, ved hvilken Spørgsmaalet da er afgjort paa samme Maade som ved Voldgift. Herved finder Regelen i § 656, sidste Stykke, sidste Punktum, tilsvarende Anvendelse.

§ 669.

De i foregaaende Paragraf omhandlede Sager kan anlægges ved det Steds Underret, hvor Boet behandles, eller, for saa vidt Sagen ifølge dens Genstand henhører

under Landsret, ved den Landsret (jfr. § 338), under hvilken vedkommende Skifte- ret staar.

Dog skal det altid staa den, hvis Fordring eller nedlagte Paastand bestrides af Boet, frit for at anlægge Sagen ved Underret uden Hensyn til dens Genstand.

§ 670.

Boet er i de i § 668, 1ste Stykke, omhandlede Tilfælde selv at anse som Mod- part, hvorfor Stævningen lyder paa det og forkyndes for Kurator paa Boets Vegne.

Det paahviler Kurator at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres paa behørig Maade.

§ 671.

Dommen i en i Henhold til § 668 anlagt Sag kan ikke, medmindre paagældende Parter frafalder Anke mod Dommen, eller den kun kan paaankes efter særlig Tilladelse, lægges til Grund for Boets videre Behandling, førend den almindelige Ankefrist er udløbet ubenyttet.

Skulde Dommen blive forandret eller annulleret ifølge en senere Paaanke, tages behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, i fornødent Fald ved Omgørelse af det foretagne, hvis Konkursbehandlingen ikke endnu er sluttet, men efter den Tid maa enhver Forandring søges iværksat ved Paaanke af Udlodningen.

§ 672.

Spørgsmaal om Boets Overtagelse, Bestyrelse — derunder Fastsættelse af de i Konkurslovens § 69 omhandlede Vederlag —, Udlevering og, med de af § 668 flydende

Begrænsninger, ogsaa om dets Opgørelse paakendes af Skifteretten. Tvistigheder an- gaaende disse Spørgsmaal behandles efter de for Underretssager foreskrevne Regler.

Forligsmægling foregaar ved Skifteretten

§ 673.

Imod Kendelser eller Beslutninger af Skifteretten, som forefalder under Boets Behandling, kan der udenfor de i Konkurslovens § 137 angivne Tilfælde finde Kære Sted til den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar. Ligeledes er den i Konkurslovens § 48, 2det Stykke, omhandlede Beslutning Genstand for Kære til Landsretten. Med Hensyn til Kære imod den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord forkastes, bliver de i Konkurslovens § 138 fastsatte Begrænsninger at iagttage.

Den sluttede Konkursbehandling og i Forbindelse hermed de under samme af- sagte Kendelser og tagne Beslutninger, for saa vidt som disse ikke har været gjorte til Genstand for Kære, kan paaankes til den Landsret, under hvilken Skifteretten staar. Den Beslutning af Skifteretten, hvorved en antagen Akkord er stadfæstet, kan dog kun i de i Konkurslovens § 139 nævnte Tilfælde indbringes til Prøvelse af Lands- retten; dette sker ved Kære.

§ 674.

Ankefristen er 4 Uger.

Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis indtil 1 Aar efter Konkursbehand- lingens Slutning tilstede Anke, naar ganske særegne Omstændigheder retfærdiggør, at Parten ikke i rette Tid har iværksat Anke.

§ 675.

Kærefristen er 2 Uger.

Naar en Kendelse eller Beslutning, der forefalder under Konkursbehandlingen, er paakæret, bliver Boets Behandling ikke desto mindre at fortsætte, men Skifteretten

ar i saa Fald at drage Omsorg for, at den kærendes Ret ikke foregribes ved Behand- lingen, medens Kæremaalet staar paa. Er der iværksat Kære imod den Beslutning, hvorved en Akkord stadfæstes, maa Boet ikke forinden Spørgsmaalets endelige Af- gørelse udleveres til Skyldneren, medmindre der drages Omsorg for at sikre den kærende. Et Kæreskrift, der ikke paaberaaber sig nogen af de i Konkurslovens § 139 ommeldte Ankegrunde, hindrer ikke Boets Udlevering til Skyldneren.

Oprejsning imod Oversiddelse af Kærefristen kan gives efter Regelen i § 674, sidste Stykke, dog ikke længere end i 6 Maaneder.

§ 676.

Ankestævning forkyndes for Kurator, hvem det paahviler paa Boets Bekost- ning at drage Omsorg for, at der i fornødent Fald tages til Genmæle.

§ 677.

Med Hensyn til alt, hvad der efter Bestemmelserne i dette Kapitel skal iagt- tages af eller over for Boets Kurator, træder i Boer, hvor ingen Kurator er beskikket, Skifteretten i dennes Sted (jfr. Konkurslovens § 80).

§ 678.

I øvrigt finder med Hensyn til Anke og Kære i de ovenfor omhandlede Tilfælde Reglerne i §§ 664—65 tilsvarende Anvendelse.

Fra Sø- og Handelsrettens Skiftekommission finder Anke og Kære Sted til Østre Landsret.

Kapitel 60.

Auktioner i Dødsboer m. m. og i Konkursboer.

§ 679.

Naar pantsatte Genstande skal bortsælges ved Tvangsauktion fra et Arv- og Gældsfragaaelsesbo eller et Konkursbo, skal Auktionen foretages af Skifteretten under Iagttagelse af de i Kapitlerne 49—52 indeholdte Regler og i øvrigt med de Lempelser, som følger af Konkurslov af 25. Marts 1872 og Skiftelov af 30. November 1874, saa- ledes som disse Love og Loven om en forandret Affattelse af visse Paragraffer i Kon- kursloven af 15. April 1887 forandres ved de i nærværende Lov indeholdte Bestem- melser. Kurator i Boet har at udføre, hvad der paaligger Rekvirenten af en Tvangs- auktion. Den, der besørger Inkassators Forretninger for Boet, fungerer ogsaa som saadan, for saa vidt Tvangsauktion angaar.

§ 680.

I de her omhandlede Boer skal enhver Underpanthaver i fast Ejendom og der- med som Tilbehør pantsat Løsøre være berettiget til inden en Maaned efter Rettens Beslutning om, at Konkursbehandling skal finde Sted, eller efter at Arv og Gælds Fra- gaaelse i Dødsbo gennem Proklama eller paa anden Maade er bekendtgjort, at erklære, at han alene vil holde sig til sit Pant, og at han i øvrigt intet Krav gør paa Boet. I saa Fald kan enhver saadan Panthaver, hvis Fordring er forfaldet, forfølge sin Panteret uafhængig af Skiftebehandlingen, efter at han, for saa vidt han ikke allerede er Ud- lægshaver, har foretaget Udlæg i Pantet, hvortil han skal være berettiget uden Lov-

aal og Dom. Saa snart Udlæg saaledes er gjort, er Udlægshaveren forpligtet til at erstatte de af Boet paa Ejendommens Bestyrelse og Drift anvendte Udgifter og til at overtage den fremtidige Bestyrelse. Dersom Udlægshaveren ikke paa Anfordring ind- betaler, hvad Boet saaledes har at fordre, eller dersom en Panthaver ikke inden 4 Uger efter Afgivelsen af den i 1ste Punktum ommeldte Erklæring iværksætter Retsforfølg- ningen og fremmer Realisationen uden ufornødent Ophold, er Boet berettiget til at sætte Ejendommen til Tvangsauktion efter Reglerne i denne Lov, og bortfalder da Pant- eller Udlægshaverens Ret til selvstændig Forfølgning og til at fordre de paa Forfølgningen anvendte Omkostninger paalagt Køberen.

I Henseende til Skiftegebyret anses den pantsatte Ejendom og det ved Auk- tionen medfulgte Løsøre kun at henhøre til Boets Masse med Fradrag af Beløbet af de Pantefordringer, for hvis Vedkommende Fordring paa Boet udenfor Pantet er frafaldet.

§ 681.

For saa vidt der paa en af Boet rekvireret Tvangsauktion efter Budets Be- skaffenhed ikke udkommer noget Overskud til de personlige Kreditorer, og ingen af de Pantekreditorer, hvis Fordringer helt eller delvis vilde erholde Dækning ved Budet, forlanger Bortsalg, bliver Auktionen at hæve, saafremt Panthaverne paa Boets For- langende fra Auktionen at regne paatager sig det fornødne med Hensyn til Ejendom- mens Bestyrelse og holder Boet fri for Udgifter i den Anledning. I saa Fald er enhver af de nævnte Panthavere, uden Hensyn til, om hans Fordring ellers var forfaldet, og om han maatte have anmeldt den i Boet, berettiget til at forfølge sin Panteret i Ejendommen, uafhængig af Skiftebehandlingen, i hvilket Tilfælde den pantsatte Ejen- dom ikke medtages ved Beregning af Skifteafgiften, men Panthaverne anses da at have frafaldet Krav i Boet.

§ 682.

Naar i øvrigt Afhændelse ved offentlig Auktion af et Bos Effekter skal finde Sted, sker dette efter Skifterettens Bestemmelse enten ved denne selv eller i det hele efter de for offentlige Auktioner, der ikke er Tvangsauktioner, gældende Lovregler.

Fjerde Bog.

Strafferetsplejen.

Første Afsnit.

Almindelige Bestemmelser.

Kapitel 61.

Strafferetsplejens Omraade.

§ 683.

Alle Spørgsmaai om Straf, som ikke i Medfør af særlig Hjemmel i Lovgiv- ningen afgøres uden særlig Straffesag eller behandles i den borgerlige Retsplejes Former eller henhører under særlige Domstole, behandles efter de i denne Bog fast- satte Regler. Det samme gælder Ærefornærmelser i navnløse eller med urigtigt eller opdigtet Navn forsynede Skrivelser, for saa vidt den fornærmede forlanger offentlig Paatale, samt Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse eller Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udstaaelse af Straf.

§ 684.

Efter denne Bogs Regler behandles endvidere, uden Hensyn til, om der samtidig nedlægges Paastand om Straf, Sager, hvorunder det offentlige nedlægger Paastand om:

1) Særlige Følger, der til Fyldestgørelse for det almene er fastsatte for Overtrædelser af Love om Politivæsenet, Bygningsvæsenet, Landbovæsenet, Skattevæsenet og lignende Love;

2) Ophævelse af en Forening;

3) Stadfæstelse af Forbud mod Udbredelse af et fremmed Skrift;

4) Anvendelse af Sikkerhedsforanstaltninger mod Undsigende (nu Straffelovens § 299) ;

5) Sikkerhedsforanstaltninger paa Grund af Forbryderes Utilregnelighed (nu Straffe- lovens § 38, 2det Stykke);

6) Udbringeise af Riget (nu Straffelovens § 16 og midlertidig Lov om nogle Æn- dringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 §§ 7 og 8);

7) Meddelelse af Afholdspaalæg til Drankere (nu midlertidig Lov om nogle Æn- dringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 § 6);

8) Opholdspaalæg til Forbrydere (nu midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffe- lovgivningen af 1. April 1911 § 8);

9) Inddragelse af Penge eller Gods;

10) Fortabelse af Embede, Bestilling, Rang, Titel, Orden eller Hæderstegn;

11) Fortabelse af eller Indskrænkning i Næringsadkomst;

12) Fortabelse af Arveret;

3) Omstødelse af Ægteskab, som er indgaaet trods et Slægtskabs- eller Svogerskabs- forhold, der er ubetinget Ægteskabshindring, eller trods et endnu bestaaende Ægteskab eller

14) Mortifikation af Ærefornærmelse:, der i Henhold til § 683 paatales offentlig.

§ 685.

Borgerlige Retskrav paa den Sigtede, som følger af strafbare Handlinger, kan forfølges i Forbindelse med Straffesagen, overensstemmende med de i Kapitel 89 givne nærmere Regler.

Kapitel 62.

Retternes Virkekreds.

§ 686.

Forundersøgelse og enkeltstaaende Retshandlinger foretages ved Underretten, henholdsvis Sø- og Handelsretten, som Undersøgelsesret, Dog kan det i Sager, som henhører under Landsret eller er indankede for Landsret eller for Højesteret, und- tagelsesvis af Landsrettens eller Højesterets Formand overdrages til et Medlem af Landsretten at handle som Undersøgelsesdommer.

§ 687.

Ved Underretterne, henholdsvis Sø- og Handelsretten, behandles og paakendes i første Instans Sager angaaende Lovovertrædelser,

a) for hvilke Straffen ikke kan overstige Fængsel eller Tvangsarbejde, eller

b) som falder under en Strafbestemmelse, der alternativt med andre Strafarter hjemler Anvendelse af Formuestraf, simpelt Fængsel eller Fortabelse af (Ind- skrænkning i) Næringsret, dog at Sigtede eller, hvis han er umyndig, hans Værge kan begære Paakendelse ved Landsretten, naar Straffen kan stige til Straf- arbejde eller Embeds eller Bestillings Fortabelse, eller

c) for hvilke Straffen for 1ste G-ang begaaet Forbrydelse er bestemt alternativt til Fængsel paa Vand og Brød. jfr. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffe- lovgivningen af 1. April 1911 § 13, eller Strafarbejde eller ifølge Straffelovens §229 til Strafarbejde alene, naar Sigtede afgiver en fuldstændig og troværdig Til- staaelse, og han eller hans Værge ikke begærer Paakendelse ved Landsret, eller

d) som behandles ved Sø- og Handelsretten (§ 9, 1ste Stykke) eller ved Underretten ifølge denne Lovs § 18;

e) Sager, hvorunder der enten alene eller i Forbindelse med en Straffepaastand. der hører under Underrettens Paakendelse, nedlægges Paastand om nogen af de i § 684 nævnte Følger, dog med Undtagelse af de under Nr. 2 og 4 ommeldte Sager;

f) Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse;

g) Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udstaaelse af Straf, naar den, som kræver Erstatningen, ikke samtidig med Erstatnings- begæringen forlanger Paakendelse ved Landsret.

Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser, bliver dog altid at behandle ved Landsretterne. Ogsaa andre Sager, som hører under Overanklagerens Paatale, kan denne indbringe umiddelbart for Landsretten, naar han af særlige Grunde finder dette hensigtsmæssigt, og Sigtede eller dennes Værge samtykker deri.

§ 688.

Ved Landsretterne behandles og paakendes i første Instans de Sager, der ikke efter § 687 er henlagte til Underretterne.

Nævninger skal medvirke

a) i Misgerningssager.

En Sag regnes for en Misgerningssag, naar den angaar en Forbrydelse, for hvilken Loven hjemler Livsstraf eller, uden at saadant er betinget af Gentagelse, livsvarigt Strafarbejde.

b) i Sager, der rejser sig af politiske Lovovertrædelser.

c) i Sager angaaende Anvendelse af Straffelovens

§ 299.

d) i Sager, som ikke falder ind under a., b. eller c., naar Strafarbejde eller For- tabelse af Embede, Bestilling eller Valgret maa antages at være forskyldt. I disse Sager bortfalder dog Nævningernes Medvirkning, naar Sigtede eller hans Værge forlanger Sagen paadømt uden Anvendelse af Nævninger. Ligeledes skal paa Begæring af Overanklageren Nævningers Medvirken bortfalde i disse Sager, naar Sigtelsen alene angaar Vold paa Person eller alene Forbrydelse mod Sædelig- heden eller alene nogen af de i alm. borg. Straffelovs Kapitel 23—27 omhand- lede Forbrydelser, og den sigtede forhen har været dømt for nogen Forbrydelse af samme Art til Strafarbejde eller mindst to Gange eller ved Vold en Gang til højere Straf end simpelt Fængsel, og der ikke er forløbet 10 Aar efter Ud- staaelsen af den sidste Straf til Udøvelsen af den Handling, for hvilken han sigtes.

e) i Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Ud- staaelse af Straf, naar den, som kræver Erstatningen, begærer Spørgsmaalet, om saadan Erstatning tilkommer ham, afgjort under Medvirkning af Nævninger, og Krav herom fremsættes samtidig med Begæringen om Erstatningen.

Ogsaa i andre Sager end de ovenfor nævnte kan Landsretten, naar Overan- klageren og Sigtede eller dennes Værge derom er enige, bestemme, at Nævninger skal medvirke.

§ 689.

Ved Anvendelsen af Reglerne i §§ 687 og 688 litra a. kommer, naar Sigtelsen angaar Forsøg eller Meddelagtighed, den Strafbestemmelse i Betragtning, som vilde være anvendelig, hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet, eller Sigtede var Ger- ningsmand.

§ 690.

Finder Forening af flere Straffesager Sted, og nogen af dem hører under Landsret eller kræver Nævningers Medvirkning, bliver de alle at behandle og paa- kende henholdsvis for Landsret og med Nævninger. Forening af Sager mod flere Sigtede, som adskilte vilde høre under Landsret uden og under Landsret med Næv- ninger, bør dog kun finde Sted, naar særegne Grunde taler derfor.

§ 691.

Retten prøver uden Begæring derom, om en Sag hører under dens Virkekreds, og om Nævninger skal medvirke ved Paakendelsen. I de i § 688 litra d., 1ste Punktum, omhandlede Tilfælde beror en saadan Afgørelse paa Rettens eget Skøn om den forskyldte Strafs Art eller Størrelse. Er Domsforhandling ved Landsret begyndt, skal det dog ikke være nødvendigt at afvise Sagen, fordi det findes, at den burde have været anlagt ved Underret. Er Domsforhandling ved Nævninger begyndt, kan

F. t. L. om Rettens Pleje.

isses Medvirkning efter Rettens Bestemmelse vedblive, selv om det findes,, at Sagen burde have været foretaget uden Nævninger.

En Afgørelse af Underret, hvorved en Sigtets Begæring om Sagens Paaken- delse ved Landsret afslaas, saavel som en Afgørelse af Landsret, hvorved Overan- klagerens eller Sigtedes Begæring om Sagens Paakendelse under Medvirkning af Næv- ninger afslaas, kan paakæres.

§ 692.

Til Landsrettens Virkekreds hører endvidere Afgørelser i Anledning af Paaanke af eller Kæremaal mod Underrettens Domme, Kendelser og Beslutninger.

§ 693.

Under Højesteret hører alle Afgørelser i Anledning af Paaanke af eller Kære- maal mod Landsrettens Domme, Kendelser og Beslutninger, derunder indbefattet Handlinger af det Medlem af Landsretten, hvem det maatte være overdraget at handle som Undersøgelsesdommer.

Kapitel 63.

Værneting og Forening af Straffesager.

§694.

Enkeltstaaende Retshandlinger foretages i Regelen ved Undersøgelsesretten (§ 686) i den Retskreds, hvor den Person, som skal afhøres, bor eller opholder sig, eller hvor den Ting findes eller antages at være, til hvilken Retshandlingen har Hensyn.

§ 695.

Forundersøgelse kan begæres enten i den Retskreds, hvor Forbrydelsen er begaaet, eller hvor Sigtede er paagrebet, eller hvor han bor eller opholder sig, eller hvor Oplysninger i Sagen antages bedst at kunne tilvejebringes.

§ 696.

Domsforhandling skal med Hensyn til alle i Kongeriget begaaede Forbrydelser i Regelen foregaa ved den Ret, i hvis Kreds Handlingen er foretaget. Udkræves flere Handlinger til Forbrydelsens Begreb, er den Ret Værneting, i hvis Kreds den sidste af dem er foretaget. Udgør flere i forskellige Retskredse foretagne strafbare Hand- linger, som hver især vilde begrunde Værneting efter foranstaaende Regler, tilsammen een Forbrydelse, eller er en Forbrydelse begaaet paa Grænsen af flere Retskredse, eller er det uvist, i hvilken af flere bestemte Retskredse en Forbrydelse er begaaet, kan Forfølgning ske ved en hvilken som helst af de Retter, om hvilke der paa Grund af de angivne Omstændigheder opstaar Spørgsmaal.

§ 697.

Som Gerningsstedets Værneting ved Forbrydelser, der begaas udenfor Konge- rigets Søterritorium om Bord paa dansk Skib eller af Personer, som hører til saadant Skib, anses den Ret, til hvis Kreds Skibet ved sin Hjemkomst til Kongeriget ankom- mer for at losse eller lade.

Forelagte Lovforslag m. m. 186

§ 698.

Ved den Ret, i hvis Kreds Sigtede bor eller, hvis han ikke har Bolig i Riget, ved Forfølgningens Begyndelse opholder sig, eller, hvis han ikke findes i Riget, ved den Ret, i hvis Kreds han sidst havde Bolig eller opholdt sig, kan forfølges:

1) de under de danske Domstoles Paakendelse hørende Forbrydelser, som be- gaas udenfor Kongerigets Grænser,

2) de Forseelser, som det tilkommer Politimesteren at paatale (§ 721), uden Hensyn til, om de paatales af ham eller andre,

3) andre Forbrydelser, naar der mangler saadanne Oplysninger, som betinger Anvendelse af § 696.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke er det paagældende Lands Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer anses ved Anvendelsen af ovenstaaende Regel som havende Bolig i København, for saa vidt de ikke maatte have vedligeholdt Bolig noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske Undersaatter, som ikke kan sagsøges i det Land. hvor de har Bopæl.

§ 699.

I de i § 698 ommeldte Tilfælde kan Sagen ogsaa forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Sigtede er blevet paagrebet.

§ 700.

Forbrydelser, hvis Paatale efter § 705 sker under een Sag, forfølges under eet ved en Ret, som er Værneting for den Forbrydelse, der nærmest har givet Anledning til Forfølgningen. Hører nogen af de begaaede Forbrydelser for Underret, medens en eller flere andre hører under Landsrettens Paakendelse, træder med Hensyn til Doms- forhandling i Underrettens Sted den Landsret, til hvis Kreds den hører.

§ 701.

Sag om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse (§ 687 f) forfølges ved Retten i den Retskreds, hvor Anholdelsen har fundet Sted. — Sag om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel forfølges, dersom den skal behandles ved Underret (§ 687 g), ved den Underret, for hvilken Forundersøgelsen af Sagen er foretaget, eller i Mangel af en saadan, ved den Underret, som har besluttet Fængslingen, og, hvis den skal behand- les ved Landsret, ved den Landsret, under hvilken nævnte Underret hører. — Sag om Erstatning for uforskyldt Udstaaelse af Straf forfølges, naar den skal afgøres ved Underret, ved den Underret, som har dømt i Sagen, eller, hvis Dommen er afsagt af Landsret, ved den Underret, for hvilken Forundersøgelsen i Sagen er foretaget, eller i Mangel af en saadan, ved den Underret, i hvis Retskreds den uskyldig straffede bor eller opholder sig, og, hvis Sagen skal afgøres ved Landsret, ved den Landsret, som har dømt i den, eller under hvilken den Underret hører, som har afsagt Dommen (jfr. dog § 960, 2det Stykke). Dersom den paagældende Forbrydelse har været paatalt ved Sø- og Handelsretten i København eller udenfor København ved en Underret i Medfør af § 18, kommer foranstaaende Bestemmelser til Anvendelse med de fornødne Lem- pelser, saaledes at Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Landsret eller ved den almindelige Underret i Retskredsen.

Sager mod en Forening til dens Ophævelse i Medfør af Grundloven af 28. Juli 1866 § 87 og Grundloven af 5. Juni 1915 § 85 forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse har sit Sæde, eller, naar saadant ikke med Sikkerhed kan udfindes, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor.

ag til Stadfæstelse af de i Lov af 3. Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhand- lede Forbud forfølges ved den Ret, i hvis Kreds Forbudet er nedlagt.

Paa Sager, hvorunder Paastand alene nedlægges om nogen af de øvrige i § 684 omhandlede Følger, finder Reglerne i §§ 696—99 tilsvarende Anvendelse.

§ 702.

Afvigelse fra Reglerne om Værneting kan, saa længe Domsforhandling endnu ikke er begyndt, paa Begæring, naar særegne Grunde findes at tale derfor, besluttes af Landsretten, dersom Spørgsmaalet angaar Underretter i samme Landsretskreds, henholdsvis Sø- og Handelsretten og en Underret i Østre Landsretskreds, og i andre Tilfælde af Højesteret (§ 223).

Sager, der skal forhandles for Nævningeret, kan af Sigtede begæres fore- tagne paa det Steel, hvor Landsretten har sit Hovedsæde — eller undtagelsesvis for den først forestaaende Nævningeret i Landsretskredsen —, naar Varetægtsfængselet derved efter Landsrettens Skøn vil blive væsentlig afkortet, uden at Bekostningen for det offentlige vil blive forhøjet i nogen uforholdsmæssig Grad.

§ 703.

Efter Begæring kan Retten meddele Tilladelse til, at en begyndt Forfølgning- overflyttes til en anden Ret, som efter foranstaaende Regler er lovligt Værneting, naar dette paa Grund af Vidners Bopæl eller af anden særlig Grund skønnes hen- sigtsmæssigt til Sagens Fremme. Beslutning herom tages af den Ret, ved hvilken Forfølgningen er begyndt, naar den anden Ret deri er enig, og ellers af den fælles overordnede Ret (§ 223). En Beslutning, hvorved en Begæring om Sagens Overflyt- ning til en anden Ret nægtes, kan paakæres.

§ 704.

Naar Sigtede møder, prøver Retten ikke af egen Drift, om Sagen er ind- bragt for rette Værneting. Indsigelse er udelukket, naar Sigtede, førend Domsfor- | handlingen er begyndt, har haft Adgang til at fremsætte den, uden at dette er sket.

At Forundersøgelse eller enkeltstaaende Retshandlinger udenfor Domsforhand- ling ikke er foregaaet ved rette Værneting, berøver dem ikke deres Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Afgørelser af et Værnetingsspørgsmaal, kan det af Paatalemyndigheden indbringes til Afgørelse for Landsretten, hvis Retterne hører til samme Landsretskreds, og i andre Tilfælde for Højesteret. Herved finder i øvrigt Reglerne i Kapitlerne 82—85 Anvendelse, saaledes at der ved Fristernes Be- regning tages Hensyn til den sidste Afgørelse.

§ 705.

Skal Forfølgning, enten ved Undersøgelsesret eller ved den dømmende Ret, samtidig finde Sted mod samme Sigtede for flere Forbrydelser eller mod flere Sigtede som delagtige i een Forbrydelse, bør dette ske under een Sag, for saa vidt saadant lader sig gøre uden væsentlig Forhaling eller Vanskelighed. Forbrydelser af den i § 687 litra d. nævnte Art kan kun forenes med andre Forbrydelser af samme Art.

§ 706.

Retten kan paa Begæring eller i Embeds Medfør beslutte Adskillelse af de Straffesager, som er forenede i Henhold til § 705. Det beror paa Retten, om de Sager, som kun paa Grund af Foreningen forfølges for den, efter Adskillelsen frem- deles skal behandles ved den eller ikke; samme Regel gælder, naar Foreningen op- hører af anden Grund, saasom Frafald af Forfølgning.

§ 707.

Retten kan med Rensyn til flere selvstændige Sager, der samtidig henstaar for Undersøgelsesretten eller samtidig for den dømmende Ret, beslutte, at de skal for- bindes til een Sag, dog, naar Søgsmaalene ikke staar i det i § 705 forudsatte Forhold til hinanden, kun, naar ingen af Parterne gør Indsigelse derimod. Herved finder Regelen i § 705, sidste Punktum, tilsvarende Anvendelse.

Beslutningen tages af den Ret, for hvilken Sagerne henstaar, eller, hvis Spørgs- maal er om Forening af Sager, som er tingfæstede dels ved Landsretten, dels ved en under den hørende Underret, af Landsretten. Forfølges Sagerne ellers for for- skellige Retter, og der ikke er Enighed, afgøres Spørgsmaalet af vedkommende over- ordnede Ret (§ 223).

§ 708.

Retten kan omgøre Beslutninger, som den har truffet i Medfør af §§ 706 og 707; dog kan en Sags Overgang til en anden Ret kun besluttes overensstemmende med Forskrifterne i § 707, 2det Stykke.

§ 709.

Retterne er beføjede til i en fremmed Retskreds, uden Mellemkomst af Retten i denne, at lade foretage Forkyndelser samt at lade udføre Anholdelsesbeslutninger, Fængslingskendelser og Befalinger om ved Tvang at fremstille Vidner eller Syns- eller Skønsmænd for Retten. Naar det i øvrigt til Undersøgelsens Fremme findes hensigts- mæssigt, kan Retten foretage Embedshandlinger i en fremmed Retskreds med Sam- tykke af Retten i denne eller af højere Ret, og i paatrængende Tilfælde uden saadant Samtykke. Fornøden Meddelelse skal snarest muligt ske til Retten i den paagæl- dende Kreds.

Kapitel 64.

Den offentlige Anklagemyndighed.

§ 710.

De offentlige Anklagere virker for Forfølgning af Forbrydelser i Forbindelse med Politiet efter de i denne Lov givne Regler.

§ 711.

Det paahviler de offentlige Anklagere som Embedspligt at fremme enhver Sag med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader, og derved ikke blot have for Øje, at strafskyldige Personer drages til Ansvar, men ogsaa, at Forfølgning af Per- soner, som ikke er strafskyldige, ikke finder Sted. De er pligtige at efterkomme de af Retten i Medfør af nærværende Lov givne Paalæg.

§ 712.

Ved Anordning kan der gives saadanne almindelige Forskrifter for Udførelsen af de offentlige Anklageres Forretninger, som ved Siden af Loven findes fornødne. Justitsministeren kan i Overensstemmelse med de hidtil gældende Regler med Hensyn til enkelte Sager paalægge vedkommende xAnklager at begynde eller fortsætte, undlade eller standse Forfølgning, at gøre Retsmidler gældende o. s. fr.

§ 713.

Staar en offentlig Anklager i et Forhold, som vilde udelukke en Dommer fra at handle i Sagen, skal han gøre Meddelelse herom til sin nærmeste Foresatte, for at denne kan træffe saadan Foranstaltning, som i den Anledning maatte findes fornøden.

§ 714.

Rigsanklageren varetager Udførelsen af Straffesager for Højesteret ; han kan fremdeles efter Paalæg af Justitsministeren eller af egen Drift ganske eller til Dels overtage det til de ved Landsretterne beskikkede Overanklageres Forretningskreds hørende Hverv i en hvilken som helst Straffesag.

Rigsanklageren er de andre offentlige Anklagere overordnet og fører Tilsyn med deres Hvervs Udførelse, hvorved Reglerne i § 712 finder tilsvarende Anvendelse.

§ 715.

Den til Rigsanklagerens Bistand beskikkede Overanklager er beføjet til efter Paalæg af Rigsanklageren eller, i Tilfælde af dennes Forhindring, uden Paalæg at oretage enhver Embedshandling, som hører under Rigsanklagerens Virkekreds.

§ 716.

De for Landsretskredsene beskikkede Overanklagere virker for Forfølgning af alle Forbrydelser, der ikke er henviste til Paatale af private eller af Politimyndig- hederne (§ 721), hvad enten Paadømmelsen i første Instans sker ved Landsret, ved Sø- og Handelsretten eller ved en Underret i Landsretskredsen; endvidere varetager de det offentliges Tarv i Henseende til Paaanke af Sø- og Handelsrettens samt Underretternes Domme i Politisager.

Rigsanklageren kan paalægge en Overanklager at overtage i det hele eller fol- en Del det offentlige Anklagerhverv i en Sag, som hører under en anden Overanklagers Forretningskreds.

Det paahviler Overanklagerne at gøre Indberetning til Rigsanklageren, naar tvivlsomme eller særdeles vigtige Spørgsmaal opstaar i de Sager, som de behandler.

Overanklagernes Medhjælpere er beføjede til efter Paalæg af Overanklageren eller, i Tilfælde af dennes Forhindring, uden Paalæg at foretage enhver Embeds- handling, som hører under Overanklagerens Virkekreds.

§ 717.

De ved Sø- og Handelsretten og Underretterne ansatte Anklagere har efter Paalæg af Overanklageren at udføre Sager for disse Retter.

Kapitel 65.

Paatalen.

§ 718.

Retterne træder i de efter Reglerne i denne Lovs 4de Bog behandlede Sager kun i Virksomhed ifølge Begæring af nogen, hvem Ret til Paatale tilkommer, jfr. dog §§ 809 og 820.

§ 719.

Paatalen tilkommer efter de nedenstaaende Regler Overanklageren, Politi- mesteren. særlige Forvaltningsmyndigheder og private.

§ 720.

I alle Sager, hvis Forfølgning ikke er henvist til Politimesteren eller private (§§ 721 og 725), tilkommer det Overanklageren at paatale for den dømmende Ret, Forfølgning ved Undersøgelsesret rejses i saadanne Sager af Politimesteren, medmindre Overanklageren undtagelsesvis overtager Forfølgningen overensstemmende med Reg- lerne i Kapitlerne 74 og 75. Politimesteren kan i disse Sager kun frafalde Forfølg- ning med Overanklagerens Samtykke.

§ 721.

Politimesteren tilkommer det at rejse Tiltale for Underretten, henholdsvis Sø- og Handelsretten, i de nedennævnte Sager, for saa vidt disse er Genstand for offentlig Paatale (Politisager), nemlig:

1) Sager angaaende Forseelser, for hvilke Loven ikke hjemler anden Straf end Formuestraf, simpelt Fængsel eller Fortabelse af (Indskrænkning i) en Næringsret, dog med Undtagelse af de i Straffelovens §§ 129, 130, 3die Stykke, 208 og 209 omhand- lede Lovovertrædelser;

2) Sager angaaende de Lovovertrædelser, som omhandles i

a. Forordning om Straf for Kvaksalveri m. m. af 5. Sept, 1794 § 5, jfr. Lov af 3. Marts 1854;

b. Forordning om uberettiget Bæren af Uniformer m. v. af 27. Novbr. 1801 § 2;

c. Plakat om Kystpolitiet af 28. Febr. 1817 § 12;

d. Forordning angaaende Foranstaltninger for at hindre rejsende Haandværkssvendes Omflakken i Landet m. m. af 10. Decbr. 1828 §§ 13 og 14, jfr. Lov om Fattig- væsenet af 9. April 1891 § 57;

e. Tyendelov af 10. Maj 1854 § 63, 1ste Punktum;

f. Lov om Københavns Vandforsyning af 30. Novbr. 1857 § 10, jfr. Lov angaaende Tilvejebringelse af Vedtægter for Benyttelsen af Vand fra kommunale Vand- værker af 28. Januar 1876 og Lov om Beskyttelse for Vandforsyningsanlæg af 24. April 1896 § 3;

g. Lov om Straffen for Løsgængeri og Betleri af 3. Marts 1860, jfr. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 § 8, 1ste og 2det Stykke, og Lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte af 30. Marts 1906 § 1;

h. almindelig borgerlig Straffelov af 10. Febr. 1866 §§ 111, 2det Stykke, 277, 2det Stykke, 278, 2det Stykke, jfr. Lov om Handel med Gødnings- og Foder- stoffer af 26. Marts 1898 § 11, 2det Stykke, og § 296 samt § 200, jfr. midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 § 1, jfr. § 2;

i. Lov om Tilsyn med Udvandreres Befordring af 1. Maj 1868 § 10;

j. Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende m. m. af 15. Maj 1875 § 22;

k. Lov om Beskyttelse af Varemærker af 11. April 1890 § 12, 2det Stykke, smh.

m. § 17, 2det Stykke, jfr. Lov Nr. 129 om Beskyttelse for Fællesmærker af 29. April 1913, § 1, 3die Stykke;

1. Lov om Fæstevirksomhedens Ordning af 1. April 1891 § 6, jfr. Lov om Foran- dring i samme af 23. Februar 1894;

Sølov af 1. April 1892 §§ 291, 1ste Punktum, 298, 1ste Stykke, og 302;

n. Lov om smitsomme Sygdomme hos Husdyrene af 14. April 1893 § 16;

o. Lov om Forholdsregler til Beskyttelse af undersøiske Telegraf- og Telefonledninger

af 15. Februar 1895 § 6; p. Strandingslov af 10. April 1895 § 22;

q. Lov om Tilsyn med Dampfartøjer m. m. af 13. Februar 1903 § 30, jfr. Bekendt- gørelse Nr. 3 af 3. Januar 1911;

r. Lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte af 30. Marts 1906 §§ 2, 9, 14 og 15;

s. Lov om Kystfredning af 18. Maj 1906 § 11, 2det Stykke;

t. Lov om Tilvirkning og Forhandling af Margarine m. m. af 19. April 1907 § 22, jfr. Lov Nr. 129 af 12. April 1911 §33;

u. Lov Nr. 130 om Børn udenfor Ægteskab m. m. af 27. Maj 1908 § 16, 3die Stykke;

v. Lov Nr. 131 om Hustruers og Ægtebørns Retsstilling af 27. Maj 1908 §§ 10, 2det Stykke, og 14, 2det Stykke;

x. Lov Nr. 245 om Tilsyn med Udførsel af Kød m. m. af 27. Maj 1908 § 6, 3die Stykke;

y. Midlertidig Lov Nr. 114 om Skibes Dybgaaende og Lastelinie af 14. Maj 1909 §4;

z. Lov Nr. 115 om Tilsyn med Sejlskibe m. m. af 14. Maj 1909 § 29, jfr. Bekendt- gørelse Nr. 131 af 29. April 1913;

æ. Midlertidig Lov Nr. 63 om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 §§ 6, 7 og 8, 3die Stykke;

ø. Lov Nr. 123 om Foranstaltninger mod smitsomme Sygdommes Indførelse i Riget af 12. April 1911 § 32;

aa. Lov Nr. 55 om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse af 1. April 1912 § 14;

bb. Lov Nr. 104 om Beværtning og Gæstgiveri m. m. af 10. Maj 1912 § 34;

cc. Lov Nr. 123 om Værnepligt af 8. Juni 1912 §§ 7, 13, 41 og 44, jfr. § 47;

dd. Lov Nr. 125 om Motorkøretøjer af 29. April 1913 § 32. 1ste Stykke, saa og enhver efter 1. Jan. 1914 udstedt Lov, i hvilken offentlig Politirets Be- handling er foreskrevet, uagtet Straffen kan blive af anden Art end i nærværende Paragrafs Nr. 1 angivet.

Skal en Politisag forfølges under eet med en Sag, som hører under Over- anklagerens Virkekreds, iværksættes Paatalen af Overanklageren overensstemmende med Reglerne i § 720; ogsaa ellers kan Overanklageren efter Overenskomst med Politimesteren overtage Forfølgningen af en Politisag.

I de Tilfælde, hvor Afgørelse ved en Advarsel af en Politisag mod en Tiltalt, der findes skyldig, er udelukket (se § 937), kan Politimesteren kun med Overanklage- rens Samtykke undlade Paatale eller standse Forfølgning.

§ 722.

Overanklageren og Politimesteren paataler i Embeds Medfør. Dog udkræves:

1) Justitsministerens Befaling til Paatale af Embedsmænds Forbrydelser i Em- bedsforhold samt af andre Forbrydelser, ved hvilke dette særlig er foreskrevet;

2) Opfordring af vedkommende særlige Myndighed, naar det ifølge Lovgivningen afhænger af dennes Bestemmelse, om Paatale skal finde Sted;

3) Begæring af en dertil berettiget privat, naar den offentlige Paatale ved Lov- givningen er betinget heraf. Saadan Begæring af en privat maa for at kunne tages til

ølge ikke udelukke nogen medskyldig fra Forfølgningen, medmindre Paatalemyndig- heden billiger Udelukkelsen; angaar den kun nogle af de skyldige, men uden at udelukke mulige medskyldige, kan Forfølgningen udstrækkes til disse. Er privat Paatale i Hen- hold til § 726 begyndt, kan offentlig Paatale ikke begæres.

At Befalingen, Opfordringen eller den privates Begæring i de forannævnte Tilfælde mangler, udelukker ikke, at uopsættelige Skridt foretages, naar Gerningen maa antages at være vedkommende ubekendt, og Omstændighederne gør det rimeligt, at Paatale vil blive begært. Tages Befalingen eller Opfordringen tilbage, inden Dom er afsagt eller Nævningernes Erklæring afgivet, standses Forfølgningen; det samme gælder, naar den privates Begæring tages tilbage, hvis Paatalemyndiglieden skønner, at ingen almen Interesse kræver Fortsættelsen, uden denne Betingelse kun, hvor der er særlig Lovhjemmel.

§ 723.

Udenfor de Tilfælde, hvor Overanklageren skønner, at Undersøgelsen ikke kan ventes at føre til, at en Person findes skyldig til Straf, kan han i Sager, der hører under hans Virkekreds, kun undlade Paatale eller frafalde en paabegyndt For- følgning :

1) i Tilfælde, hvor Lovgivningen indeholder særlig Hjemmel for, at offentlig Paatale under visse Betingelser kan bortfalde, uden at Justitsministerens Samtykke dertil kræves;

2) i Tilfælde, hvor Straffelovens § 7 eller § 64 er anvendelig, naar det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig Straf vilde blive idømt, og at en Domfældelse ikke i Gentagelsestilfælde vilde faa Betydning med Hensyn til Anvendeligheden af en stren- gere Strafbestemmelse;

3) i andre Tilfælde kun indenfor de Grænser, som er dragne ved Lov eller drages ved Bestemmelse, truffen af Justitsministeren.

Finder Overanklageren i andre Tilfælde, at Paatale under Hensyn til særlig formildende Omstændigheder kan undlades uden Skade for nogen offentlig Interesse, skal han forelægge Sagen for Rigsanklageren. Nærer denne Tvivl, indstiller han Spørgsmaalet til Justitsministerens Afgørelse.

Denne bliver fremdeles at indhente, naar der i de i Straffelovens § 70 samt mid- lertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911 § 15 om- handlede Tilfælde er Spørgsmaal. om Paatale bør frafaldes.

§ 724.

Er en Handling, hvis Paatale i Henhold til § 721 paahviler Politimesteren, Overtrædelse af en Lov, hvis Efterlevelse det paahviler en særlig offentlig Myndighed at vaage over, kan den paatales af den vedkommende særlige Myndighed efter de nærmere Regler i § 989, medmindre Forening med en Straffesag, som paatales af Overanklager eller Politimester, skal finde Sted.

§ 725.

Strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen er henviste til privat Forfølgning, bliver ordentligvis at paatale af den private, hvem Paataleret tilkommer, overensstem- mende med Reglerne om den borgerlige Retspleje, jfr. dog § 990.

F. t. L. om Rettens Pleje.

aar en Handling, der udgør en Lovovertrædelse af«ovennævnte Art, tillige indeholder en Lovovertrædelse, som er offentlig Paatale undergivet, kan vedkommende Paatalemyndighed efter Begæring af den private paataleberettigede forfølge begge Lov- overtrædelser under eet. Den private paataleberettigede kan i saadanne Tilfælde paa ethvert Trin standse den efter hans Begæring begyndte Forfølgning.

Fremdeles kan Overanklageren, naar han finder, at en offentlig Interesse kræver, at en Handling af den i 1ste Stykke nævnte Art gøres til Genstand for offentlig Forfølgning, paatale samme overensstemmende med de Regler, som gælder for Behandlingen af de andre Sager, der er undergivne hans Paatale, dog forudsat, at der ikke allerede er gaaet Dom i en angaaende samme Handling anlagt privat Sag, jfr. § 990; anser Overanklageren Retshandlinger ved en Undersøgelsesret nød- vendige, kan han foranstalte de i saa Henseende fornødne Skridt foretagne.

Naar Overanklageren i Henhold til foregaaende Stykke har indledet For- følgning, standser vedkommende privates Ret til selv at paatale, hvorhos Regelen i § 288 i Slutningen i fornødent Fald finder tilsvarende Anvendelse. Naar han straks afgiver Erklæring herom, har han dog Adgang til at slutte sig til Paatalemyndighedens Forfølgning. Dog kan han ikke i noget Tilfælde gøre Krav paa Udsættelse af Sagen, og det paahviler ikke Tiltalte eller dennes Forsvarer at afgive foreskrevne Meddelelser til ham. Frafalder Overanklageren den begyndte offentlige Forfølgning, er det den private tilladt at paatale eller fortsætte sin Paatale (jfr. § 288).

Regelen i Straffelovens § 212, 2det Punktum, bliver staaende ved Magt.

§ 726.

De Lovbestemmelser, som særlig hjemler private Beføjelse til at paatale Lov- overtrædelser, der ogsaa kan forfølges af det offentlige, bliver staaende ved Magt.

Endvidere skal Lovovertrædelser, hvis offentlige Forfølgning er betinget af en privats Begæring, ogsaa hvor det ikke er særlig hjemlet, kunne paatales af den vedkommende private, dersom Handlingen ikke kan medføre højere Straf end simpelt Fængsel. Det samme skal gælde i Sager om Anvendelse af almindelig borgerlig Straffelov § 299.

Ved Forfølgningen i ovennævnte Tilfælde finder Reglerne i § 725, 1ste og 4de Stykke, tilsvarende Anvendelse. Dog skal det have sit Forblivende ved den i Lov om Behandlingen af offentlige Politisager i København m. m. af 11. Februar 1863 § 2, 2det Punktum, den formentlig forurettede hjemlede Beføjelse til at indbringe til Behand- ling som offentlig Politisag Myndighedsmisbrug af Politiets Personale, saaledes at her- ved Reglerne i Kapitel 81, jfr. § 721, skal finde Anvendelse.

Den ved ovennævnte Lov af 11. Februar 1863 hjemlede Ret for den forment- lig forurettede skal paa tilsvarende Maade gælde udenfor København.

§ 727.

Retten prøver i Embeds Medfør, om den, der forfølger efter foranstaaende Regler, er berettiget til Paatale.

§ 728.

Forfølgning kan frafaldes, saa længe ikke Dom er afsagt eller henholdsvis Nævningernes Erklæring afgivet. Frafaldes Paatale, efter at Domsforhandling er begyndt, afsiger Retten Frifindelsesdom. Naar ellers en begyndt Forfølgning frafaldes, udsteder Retten paa Forlangende et skriftligt Vidnesbyrd herom.

Forelagte Lovforslag m. m. 187

Kapitel 66.

Sigtede og lians Forsvar.

§ 729.

Under Ordet „Part", hvor dette i denne Lov anvendes i Bestemmelser, der ikke særlig angaar borgerlige Sager, skal ogsaa den sigtede i en Straffesag anses for indbefattet.

§ 730.

Den, der sigtes for en Forbrydelse, er berettiget til at vælge en Forsvarer til at staa ham bi i Overensstemmelse med de nedenfor nærmere givne Regler. Er han personlig umyndig, tilkommer Valget hans Værge, som derhos altid er berettiget til at optræde paa hans Vegne.

Kun de til Møde for vedkommende Ret berettigede Sagførere eller de særlig af Justitsministeren til Beskikkelse som offentlige Forsvarere ved vedkommende Ret antagne Mænd kan vælges til Forsvarere, medmindre Retten undtagelsesvis tilsteder, at andre personlig myndige og uberygtede Personer benyttes som saadanne,

Udelukkede fra at vælges er Personer, der er indkaldte til at afhøres som Vidner eller Syns- eller Skønsmænd, eller som er begært indkaldte i saadan Egen- skab, indtil Retten har truffet Afgørelse herom, eller hvis Optræden ifølge § 60 Nr. 3 vilde medføre Inhabilitet hos Dommeren.

§ 731.

Offentlig Forsvarer bliver, for saa vidt Sigtede ikke selv har valgt en For- svarer, eller den valgte Forsvarer udebliver, at beskikke,

a) naar Sigtede undergives Varetægtsfængsel som sigtet for en i den offentlige Me- ning vanærende Handling og ikke tidligere for en saadan Handling har været anset med Straf uden at have faaet Æresoprejsning,

b) naar der, forinden Tiltale er rejst, skal afhøres Vidner, eller Besigtigelse skal ske eller Syn eller Skøn afgives til Brug under Domsforhandling, dog at Rets- handlingen ej bliver at udsætte efter Forsvarers Tilstedekomst, naar det maa be- frygtes, at Beviset derved vilde spildes,

c) naar Nævninger skal medvirke i Landsretssager, eller der i saadanne Sager er Spørgsmaal om at lægge Beslag paa Sigtedes Formue i Henhold til denne Lovs § 794,

d) i alle andre Sager, hvor Tiltale er rejst for Landsret, eller der i Anledning af Indankning eller Begæring om Genoptagelse af en Sag skal finde mundtlig For- handling Sted ved Landsret,

e) naar en Landsrets Dom paaankes, eller der i Anledning af Kære undtagelsesvis skal finde mundtlig Forhandling Sted for Landsret eller Højesteret, jfr. § 972, 2det Stykke,

f) naar Vidners eller Syns- eller Skønsmænds beedigede Forklaring begæres til Brug under en i Udlandet indledet Straffesag,

g) i alle Tilfælde, hvor Retten i Medfør af § 29, 2det Punktum, beslutter, at Sigtedes Afhørelse skal foregaa for lukkede Døre.

I de under a og d nævnte Tilfælde bliver offentlig Forsvarer kun at beskikke, naar den Sigtede (eller hans Værge) begærer det. Herom skal der gives Sigtede Lej- lighed til at udtale sig.

§ 732.

Ogsaa udenfor de Tilfælde, hvor Beskikkelse af offentlig Forsvarer følger af Bestemmelsen i § 731, kan der, saavel før som efter at Tiltale er rejst, beskikkes Sigtede offentlig Forsvarer, naar Retten efter Sagens Beskaffenhed finder saadant for- nødent, og Sigtede ikke selv har valgt en Forsvarer, eller denne udebliver; jfr. derhos § 925.

Beslutninger, hvorefter Forsvarer skal beskikkes, kan ikke paaklages for højere Ret. Imod Beslutninger, hvorved Beskikkelse af Forsvarer nægtes, kan Kære til højere Ret finde Sted.

§ 733.

Til at beskikkes som offentlige Forsvarere antager Justitsministeren efter Over- enskomst et passende Antal af de til Møde for vedkommende Domstol berettigede Sagførere eller, om fornødent, andre dertil egnede Mænd. I paatrængende Tilfælde kan dog ogsaa en Sagfører, der ikke er antaget af Justitsministeren, men dog beret- tiget til Møde for vedkommende Ret, beskikkes til Forsvarer.

§ 734.

Til offentlig Forsvarer maa ingen beskikkes, der selv er forurettet ved For- brydelsen eller staar i et saadant Forhold til den forurettede, som vilde udelukke en Dommer fra at handle i Sagen, eller cler er kaldet til at forklare som Vidne, Syns- eller Skønsmand i Sagen eller har handlet i den som Anklager eller Rettergangs- fuldmægtig for den forurettede eller som Politiembedsmand eller som Dommer eller i en anden Straffesag har været Forsvarer for en Sigtet, med hvis Interesse i Sagen den nu Sigtedes staar i Strid, eller hvis Beskikkelse ifølge § 60 Nr. 3 vilde medføre Inhabilitet hos Dommeren.

Er flere Personer sigtede under samme Sag, kan Forsvaret kun udføres af

den samme Person, naar de Sigtedes Interesser under Sagen ikke er modstridende.

§ 735.

Forsvareren beskikkes ved Højesteret, Landsret, Sø- og Handelsretten og Kø- benhavns Byret af vedkommende Rets Formand, ved Undersøgelsesret og Underret af Dommeren. Sagerne bør saa vidt muligt fordeles mellem de antagne Forsvarere efter Omgang; ønsker Sigtede en bestemt Person beskikket og oplyser, at denne er villig, bør han i Regelen beskikkes uden Hensyn til den regelmæssige Omgang, forudsat at ingen lovlig Hindring er forhaanden.

§ 736.

Beskikkelsen kan tilbagekaldes, naar det findes nødvendigt i Forsvarets Inter- esse, samt, for saa vidt Sagen ikke derved forhales, efter Begæring af Sigtede, naar han har truffet Overenskomst om Forsvarets Udførelse uden Udgift for det offentlige.

§ 737.

Forsvareren er berettiget til at overvære alle Retsmøder, selv om disse holdes for lukkede Døre (§ 29), den valgte Forsvarer dog kun, for saa vidt han ikke er ude- lukket fra Tilstedeværelse i Medfør af § 821 Nr. 3. I de Retsmøder, der afholdes, forinden Tiltale er rejst, er Forsvareren berettiget til at fremføre Bemærkninger og til i Korthed af faa disse tilført Protokollen; men Dommeren bestemmer, paa hvilket Tidspunkt af Retsmødet dette kan ske, jfr. dog § 824. I Retsmødet er Forsvareren berettiget til at samtale med den sigtede angaaende disse Tilførsler, men i anden Anledning kun med Dommerens Samtykke.

nder Domsforhandlingen i Landsretssager kan det af Landsrettens Formand tillades, at flere valgte Forsvarere optræder for samme Sigtede, dog kun een for hver enkelt Del af Forhandlingen. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage Ordet til sit Forsvar, jfr. dog § 919, 3die Stykke.

Den offentlige Forsvarer, som er beskikket til at varetage Sigtedes Tarv under Domsforhandlingen, er beføjet til at give Møde ogsaa under Retshandlinger ved anden Ret. Skal en saadan Retshandling foregaa udenfor den Underretskreds, hvori han bor, kan paa hans Begæring en særlig Forsvarer beskikkes til at møde ved samme. Dog bør i paatrængende Tilfælde Retshandlingen ikke udsættes herefter.

§ 738.

Sigtede har, ogsaa naar han er fængslet, Ret til ukontroleret Samkvem — skriftligt eller mundtligt — med sin beskikkede Forsvarer. I Henseende til en Sigtets Samkvem med sin valgte Forsvarer i Fængslingstiden kan Dommeren, naar han anser det fornødent, saa længe Tiltale ikke er rejst, anordne fornøden Kontrol.

§ 739.

Misbruger en Sagfører eller nogen til Forsvarer beskikket Mand sin Stilling til at modarbejde Sagens Oplysning, eller gør han sig skyldig i Tilsidesættelse af

de ham paahvilende Pligter til behørig at fremme Sagen, bliver han at anse efter Straffe- lovens § 144.

§ 740.

Beskikkelse af en offentlig Forsvarer indskrænker ikke Sigtedes Ret til selv at drage Omsorg for sit Forsvar; men Forsvareren behøver ikke Sigtedes Samtykke til at foretage de Handlinger, som han anser for nødvendige eller hensigtsmæssige til dennes Tarv.

§ 741.

De offentlige Forsvarere erholder Vederlag af det offentlige for den enkelte Sag, for saa vidt Krav herpaa ikke er frafaldet. Retten fastsætter dette Vederlag efter Arbejdets Betydning og Omfang ved Dommen, eller naar Forsvarerens Virksomhed er afsluttet. I øvrigt gælder Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 for de offentlige Forsvarere.

Andet Afsnit.

Midler til Sagens Oplysning m. m.

Kapitel 67.

Besigtigelse.

§ 742.

Politiet har at foretage Besigtigelser i alle Tilfælde, hvor dets Pligter med Hen- syn til Efterforskningen medfører det. Skønnes det, at Besigtigelse bør ske ved Ret- ten, har Politiet at drage Omsorg for, at den forefundne Tilstand bliver uforandret indtil Retshandlingen kan finde Sted.

etten kan foretage Besigtigelse af Personer, Genstande og Lokaliteter, naar saadant findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for Sagens Oplysning. Vilde det med- føre uforholdsmæssige Udgifter eller Ulemper, at Besigtigelse foretages af den Ret, ved hvilken Sagen er tingfæstet, eller skal Besigtigelsen foretages før Domsforhand- lingen i en Sag, som er tingfæstet ved Landsretten, foretages den af vedkommende Undersøgelsesret (§§ 686 og 694).

Ved Besigtigelser, som foretages af en Undersøgelsesret, bliver Regelen i § 55 at iagttage. Foretager den dømmende Ret, hvor Loven giver Adgang hertil, under Domsforhandlingen en Besigtigelse paa Aastedet, skal alle de Personer være til Stede, som ellers skal være nærværende under Domsforhandlingen,

Angaaende Besigtigelser, som Underretten, henholdsvis Sø- og Handelsretten, foretager enten som Undersøgelsesret eller i Sager, cler ikke er undtagne fra Anke, skal Retsbogen indeholde saa meget, at den giver et fuldstændigt og tro Billede af det besigtigede.

Forudsætter Adgangen til Besigtigelse en Ransagning, skal de nedenfor for denne foreskrevne Betingelser og Regler iagttages.

§ 743.

Kræves cler til en Besigtigelse eller i øvrigt til en Undersøgelse eller Bedøm- melse af et faktisk Forhold, til hvilken Sagen findes at give Anledning, Indsigt, som ikke kan forudsættes hos Retten, kan denne tilkalde Syns- eller Skønsmænd overens- stemniende med Kapitel 19.

§ 744.

Er der Tvivl om en Sigtets Tilregnelighed, kan Retten ved Kendelse bestemme, at han skal indlægges paa et Sygehus eller et Sindssygehospital til nærmere Under- søgelse, naar lægekyndige — efter Omstændighederne Retslægeraadet — erklærer sig derfor.

Kapitel 68.

Beslaglæggelse.

§ 745.

Ting, der antages at være af Betydning som Bevismidler eller at burde kon- fiskeres, eller som ved Forbrydelsen er fravendte nogen, af hvem de kan kræves tilbage, tages i Bevaring, hvor dette skønnes fornødent. Udleveres saadanne Ting ikke frivillig af den, i hvis Besiddelse de er, eller kræves de tilbage af nogen, der frivillig har udleveret dem, kan de beslaglægges overensstemmende med neden- staaende Regler.

Skriftlige Meddelelser mellem Sigtede og de i § 169 nævnte Personer er ikke Genstand for Beslaglæggelse, saa længe de er i de sidstnævnte Personers Besiddelse og disse ikke sigtes for Delagtighed i Forbrydelsen.

§ 746.

Beslutning om Beslaglæggelse tages af Retten. Politiet kan dog, hvor saadan Beslutning ikke uden Fare kan afventes, foretage en foreløbig Beslaglæggelse, men Beretning om denne maa da uden Ophold og senest inden 24 Timer forelægges for

etten, der afgør, om Beslaglæggelsen skal opretholdes. Samme Beføjelse som Politiet har enhver anden, naar den paagældende træffes i Udførelsen af en Forbrydelse eller paa friske Spor. Kan i dette Tilfælde Forelæggelse for Retten ikke straks finde Sted, skal det beslaglagte uopholdelig afleveres til Politiet, som afkræver nøjagtig Forklaring om det forefaldne og paalægger vedkommende private, hvis Beslaglæggelsen ikke straks hæves, at møde for Retten, der træffer Afgørelse.

Beslaglæggelse af et trykt Skrift, i Anledning af hvis Indhold Ansvar skal gøres gældende, kan kun ske efter Retskendelse.

§ 747.

Vilde Beslaglæggelse udsætte en ikke sigtet Person for Tab, bør den, naar Øjemedet derved kan antages tilstrækkelig sikret, undlades mod Løfte, med eller uden Sikkerhedsstillelse, om paa Opfordring at forevise, fremlægge eller med- bringe Tingen.

§ 748.

Den, der er i Besiddelse af Ting af saadan Art som nævnt i § 745, kan det, for saa vidt han ikke er i noget Tilfælde, hvor Vidnepligt er udelukket, af Retten paalægges at forevise eller udlevere dem. Skal han møde som Vidne, kan det paa- lægges ham at medtage Tingen, naar han har paataget sig dette (§ 747), eller det findes at kunne ske uden Udgift eller væsentligt Besvær. Mod den, som vægrer sig ved eller undlader at efterkomme saadant Paalæg, kan de Bøder og Tvangsmidler anvendes, som er hjemlede overfor Vidner, der vægrer sig ved at svare. Herved finder Regelen i § 189 tilsvarende Anvendelse. Anvendelse af det i denne Paragraf hjemlede Middel medfører ingen Indskrænkning i Adgangen til Ransagning efter næste Kapitel eller omvendt.

§ 749.

Embedsakter, som indeholder Oplysninger, der skønnes at være af Betydning for Sagen, kan Retten eller Paatalemyndigheden kræve meddelte, medmindre Hemme- ligholdelse findes nødvendig i Statens Interesse, hvorom Afgørelse træffes af vedkom- mende Minister. Meddelelsen kan ske i bekræftet Genpart; dog er Retten beføjet til at kræve Fremlæggelse af Originalen.

Om andre hos offentlige Myndigheder beroende Dokumenter kan Retten, naar det findes nødvendigt, ved Kendelse bestemme, at de skal forevises eller udleveres til Benyttelse under Sagen, selv om de maatte være givne i embedsmæssig Forvaring med det Formaal, at Indholdet skal være hemmeligt,

Dog finder ved denne Paragraf Reglerne i § 169 Nr. 1 og 3 tilsvarende Anvendelse.

§ 750.

Breve og andre Forsendelser, som er rettede til eller antages at være be- stemte for eller hidrøre fra Sigtede, kan det ved Rettens Kendelse paalægges Post- væsenet at tilbageholde og udlevere til Retten, naar Sigtelsen angaar en Forbrydelse, som det efter Lovens almindelige Regel tilkommer Overanklageren at forfølge, og Omstændighederne gør det sandsynligt, at Indholdet bør beslaglægges. Undtagne fra saadan Beslaglæggelse er Breve, som veksles mellem Sigtede og hans Forsvarer, for saa vidt dette følger af Reglerne i § 738.

I paatrængende Tilfælde kan Politiet paalægge Postvæsenets Embedsmænd at

tilbageholde saadanne Forsendelser, indtil Rettens Afgørelse faas, dog ikke for et længere Tidsrum end tre Dage.

Under Betingelser svarende til dem, som ovenfor er angivne, kan det paa- lægges Telegrafvæsenets Funktionærer henholdsvis at tilbageholde og meddele Retten eller foreløbig at tilbageholde Telegrammer.

§ 751.

Ting, som er tagne i Bevaring, skal snarest muligt nøjagtig optegnes og mærkes med Embedssegl eller paa anden fyldestgørende Maade. Saavel Sigtede som den, i hvis Værge Tingene var, kan vedføje yderligere Mærke, og der bør, saa vidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, gives dem Lejlighed til at overvære Mærkernes Aftagelse. Den, i hvis Værge Tingene var, kan kræve Mod- tagelsesbevis.

§ 752.

Det første Gennemsyn af Papirer, som beslaglægges, saavel som Aabning af Breve og andre lukkede Dokumenter skal, naar vedkommende ikke samtykker i Af- vigelse herfra, iværksættes af Retten. For saa vidt det er muligt og kan ske uden Skade for Undersøgelsen, skal der gives Sigtede og andre vedkommende Lejlighed til at være til Stede. Naar nogen af disse ønsker det, og ingen særlig Retsskriver er til Stede, skal Retsvidne tilkaldes.

Kan som Følge heraf Gennemsyn af Papirer ikke finde Sted straks ved Be- slaglæggelsen, bliver de foreløbig at forvare i forseglet Omslag.

§ 753.

Retten drager Omsorg for, at de af Post- eller Telegrafvæsenet udleverede Forsendelser eller Telegrammer, hvis Aabning ikke findes nødvendig, eller hvis indhold viser sig at være uden Betydning for Sagen, eller den Del af Indholdet, som maatte være Sagen uvedkommende, befordres videre efter sin Bestemmelse, samt at Under- retning om, hvad cler holdes tilbage, meddeles vedkommende, saa snart det kan ske uden Skade for Undersøgelsen. Under samme Betingelse skal Underretning gives, naar private Dokumenter er udleverede i Medfør af § 749, 2det Stykke.

§ 754.

Ting, som er fravendte nogen ved en Forbrydelse eller er Udbyttet af saa- danne Ting, bliver, senest naar Sagen er endelig sluttet, at udlevere rette vedkom- mende. Andre Ting, som er beslaglagte for at tjene som Bevismidler, skal tilbage- gives, naar de ikke længere behøves. Den, som er interesseret i Tilbagegivelsen, kan derom æske Kendelse.

Kapitel 69.

Ransagning.

§ 755.

Ransagning af en Sigtets Bolig eller andre Rum, Gemmer eller Person for at søge efter Spor af Forbrydelsen eller efter Ting, som er Genstand for Beslaglæggelse, kan finde Sted, naar

1) Sigtelsen angaar en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel til- kommer Overanklageren at forfølge,

eller

2) der foreligger paaviselig Grund til at antage, at Spor af Forbrydelsen eller be- stemte Ting, som kan beslaglægges, der vil være at finde.

§ 756.

Ransagning i foranførte Øjemed af en ikke Sigtets Bolig, Rum eller Gemmer kan finde Sted, naar Sagen

1) angaar en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Over- anklageren at forfølge, og derhos

2 a) Forbrydelsen er begaaet, eller Sigtede er paagrebet i Boligen eller Rummet eller har betraadt samme, medens han forfulgtes paa frisk Gerning eller friske Spor, eller

b) der i øvrigt foreligger paaviselig Grund til at antage, at Spor af Forbrydelsen eller bestemte Ting, som kan beslaglægges, der vil være at finde, elier

e) naar Ransagningen omfatter en Samling af Huse, som udgør en By eller en større afgrænset Del af en By eller af et Sogn.

Ligeledes kan Ransagning af en ikke Sigtets Person finde Sted, naar Sagen angaar en Forbrydelse af den foran under 1) nævnte Art, og der er paaviselig Grund til at antage, at det eftersøgte findes hos ham.

§ 757.

Udenfor de i de foregaaende to Paragraffer fastsatte nærmere Betingelser kan Ransagning i foranførte Øjemed finde Sted af Hus eller Rum, som efter sin Be- stemmelse er tilgængeligt for alle og enhver, eller som staar under Politiets særlige Tilsyn, eller hvori der drives Pantelaanerforretning eller saadan Handel, som omhandles i §§ 49—51 i Lov om Haandværks- og Fabrikdrift m. m. af 29. December 1857.

§ 758.

Ransagning, hvori den, hos hvem den skal iværksættes, ikke udtrykkelig sam- tykker, kan som Regel kun finde Sted ifølge Retskendelse.

Uden foregaaende Retskendelse kan Ransagning, være sig hos Sigtede eller Andenmand, foretages af Politiet:

1) i de Tilfælde, der omhandles i foregaaende Paragraf,

2) naar de Betingelser foreligger, som er angivne i § 756, 1 og 2 a og b, og der er øjensynlig Fare for, at Øjemedet med Ransagningen vilde forspildes, hvis Rets- kendelse skulde afventes.

Har Ransagning uden Retskendelse fundet Sted hos en mistænkt, imod hvem Forfølgning ikke tidligere var begyndt, skal Beretning derom indgives til Retten inden 24 Timer.

Om Politiets Beføjelse til at ransage dens Person, som anholdes, gælder der- hos Regelen i § 772.

§ 759.

Naar Retskendelse om Ransagning ikke skal iværksættes af Retten selv, skal det i Kendelsen angives, ved hvem Iværksættelsen skal ske.

Udenfor paatrængende Tilfælde bør Iværksættelse af Ransagning kun, hvor vedkommende udtrykkelig samtykker, overlades til Politiets underordnede Betjente.

F. t. L. om Rettens Pleje.

ed enhver Ransagning skal saa vidt muligt to uberygtede Mænd tilkaldes som Vidner. Enhver er indenfor en Afstand af 2 Kilometer fra sin Bopæl pligtig at efterkomme saadan Kaldelse; den, som uden lovligt Forfald vægrer sig, ifalder en Bøde fra 2 til 20 Kr.

§ 760.

Den, hvis Bolig, Rum eller Gemmer skal ransages, skal opfordres til at over- være Forretningen; er han fraværende, skal en Husfælle eller Nabo tilkaldes, naar dette kan ske uden Ophold.

Forinden Ransagning paabegyndes, skal Rettens Kendelse oplæses eller fore- vises, eller, hvor ingen Kendelse foreligger, Øjemedet betydes.

Eftersøges bestemte Ting, bør, forinden Ransagning paabegyndes, vedkom- mende opfordres til at udlevere eller paavise samme.

Forefindes ved Ransagningen Ting, som skønnes at burde beslaglægges, for- holdes med dem, som bestemt i foregaaende Kapitel. Med Hensyn til Papirer iagt- tages Reglerne i § 752.

Om Ransagning, cler ikke iværksættes af Retten og tilføres Retsbogen, affattes en Beretning, der medunderskrives af Vidnerne.

Bliver Ransagningen uden Resultat, skal skriftlig Bevidnelse herom paa For- langende meddeles den paagældende.

§ 761.

Ved Ransagnings Iværksættelse bliver endvidere følgende Regler at iagttage:

Al den Skaansel og Varsomhed, som Øjemedet tilsteder, skal udvises.

Ved Nattetid bør Ransagning kun foretages, naar Øjemedets Opnaaelse af- hænger deraf.

Aabning med Magt af lukkede Adgange eller Gemmer bør kun finde Sted, naar en Opfordring om at aabne har vist sig frugtesløs, eller der ingen er til Stede, til hvem den kan rettes.

Personlig Ransagning af en Kvinde skal ske ved ærbare Kvinder og ikke i Over- værelse af Mænd, jfr.

§ 199.

Kapitel 70.

Sigtedes Indkaldelse og Afhørelse for Retten.

§ 762.

Den Sigtede, som befinder sig paa fri Fod. er pligtig efter lovlig Indkaldelse personlig at møde for Retten til Afhørelse og i øvrigt, naar Loven kræver hans Nær- værelse. Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald kan efter de nærmere i Loven givne Regler medføre Anholdelse, Fængsling, Beslaglæggelse af Formuen eller Sagens Paa- dømmelse i Sigtedes Fraværelse.

§ 763.

Sigtede er ordentligvis pligtig at møde for den Ret, ved hvilken Tiltale er rejst eller Forundersøgelse indledet.

Foregaar Forundersøgelse eller er Tiltale i en Politisag rejst i en anden Un- derretskreds end den, i hvilken Sigtede bor eller opholder sig, kan dog Retten, naar Sigtede begærer det eller udebliver, bestemme, at han skal møde til Afhørelse ved Undersøgelsesretten (§ .686) i den Kreds, hvor han bor eller opholder sig.

Forelagte Lovforslag m. m, 188

vor Sigtedes Helbredstilstand gør dette nødvendigt, bliver Retten at sætte paa saadant Sted, som Omstændighederne udkræver.

Retten bestemmer Indkaldelsesvarselet, hvor Loven ikke indeholder Forskrift herom.

§ 764.

For saa vidt Sigtede ikke under Møde for Retten af denne har faaet Paalæg om yderligere Møde til bestemt Tid og Sted, bliver han at indkalde til Retsmøde ved en efter Reglerne i Kapitel 17 forkyndt skriftlig Tilsigelse, der, hvor ikke andet er bestemt, udgaar fra den Ret, for hvilken Mødet skal finde Sted.

Foruden Sigtedes Navn, og hvad der i øvrigt hører til hans nøjagtige Beteg- nelse, Sted og Tid for Mødet, det Varsel, som skal gives, samt Bemærkning om Føl- gerne af Udeblivelse uden oplyst Forfald skal Tilsigelsen, første Gang Sigtede ind- kaldes i en Sag, angive, hvorpaa Sigtelsen gaar ud. I Indkaldelse til Møde under Domsforhandling (Stævning) bliver Sagen at betegne ved Henvisning til Anklageskriftet.

§ 765.

Sigtede, som møder eller fremstilles for Retten til Afhørelse, adspørges først om Navn, Alder, Stilling samt Bopæl og andet, som findes fornødent til Oplysning om hans Identitet,

Efter dernæst at have gjort Sigtede bekendt med den imod ham rettede Sig- telse spørger Dommeren ham, hvorvidt han erkender dens Rigtighed. Dommeren skal derefter afhøre ham om de Forhold, som Sigtelsen angaar, og om de ved Vidne- forklaringer eller paa anden Maade imod ham fremkomne Bevisligheder.

Sigtede er berettiget til paa ethvert Trin af Sagen at tage sin Erkendelse af Sigtelsens Rigtighed tilbage.

§ 766.

Sigtede fremstilles i Retten fri for Baand.

Ingen Tvang maa anvendes imod en Sigtet, der vægrer sig ved at svare i det hele eller paa enkelte Spørgsmaal, eller som hindrer Afhørelsen ved forstilt Afsindig- hed eller paa lignende Maade. Kan saadant Forhold medføre Sagens Forhaling eller vanskeliggøre Forsvaret, bør Dommeren gøre ham opmærksom derpaa.

§ 767.

Under Afhørelsen skal Dommeren tiltale Sigtede med Ro og Værdighed. Spørgs- maalene til ham bør være bestemte, tydelige og saaledes stillede, at det er ham klart, hvad han bekræfter eller benægter ved sine Svar, og intet Spørgsmaal maa fremsættes saaledes, at noget, der er benægtet eller ikke vedgaaet, forudsættes som tilstaaet.

Løfter, urigtige Foregivender eller Trusler maa ikke anvendes. Ej heller maa Afhøringen forlænges i det Øjemed at fremskaffe en Tilstaaelse.

Det er ikke Sigtede tilladt at raadføre sig med en Forsvarer angaaende den umiddelbare Besvarelse af de ham gjorte Spørgsmaal.

Kapitel 71.

Anholdelse.

§ 768.

Naar en mistænkt, som befinder sig paa fri Fod, er udeblevet efter behørig Indkaldelse uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten beslutte hans Anholdelse. I Politi- sager kan Anholdelse af denne Grund dog kun finde Sted, naar det i Tilsigelsen eller under Møde for Retten er betydet ham, at han maa møde personlig og i Udeblivelses- tilfælde maa vente at blive anholdt,

§ 769.

Uden foregaaende Indkaldelse kan Retten beslutte en mistænkts Anholdelse:

1) naar den paagældende er en Person, der strejfer om uden Midler til lovligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Opholdssted i Riget, eller er en ubekendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller kan fremskaffes, og

2) for saa vidt Mistanken angaar et Forhold, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Overanklageren at forfølge, eller nogen af de i denne Lovs § 721 under g, j, r og cc eller i Straffelovens § 200, jfr. Lov Nr. 63 af 1. April 1911 § 1, eller dens § 296, 2det Punktum, eller i Sølov af 1. April 1892 §§ 291, 1ste Punktum, og 298, 1ste Stykke, nævnte Forbrydelser, naar det, om end Betingelserne for Af- sigelse af Fængslingskendelse ikke fuldstændig maatte være til Stede, efter Omstændig- hederne skønnes fornødent at sikre den paagældendes foreløbige Tilstedeblivelse eller Afsondring fra Samkvem med andre.

§ 770.

Anholdelsesbeslutningen tilføres Retsbogen straks, eller saa snart ske kan, med en saa nøjagtig Betegnelse af den paagældende som muligt samt Angivelse af Sig- telsens Genstand, i det mindste i Almindelighed, og Grunden til Anholdelsen. Ud- skrift skal paa Forlangende meddeles den anholdte inden 24 Timer.

Ved Paagribelsen, eller saa snart det kan ske, skal Beslutningen med tilhørende Begrundelse oplæses eller forevises for den anholdte.

§ 771.

Er der Grund til at frygte for, at Øjemedet vilde forspildes ved Ophold for at fremskaffe Rettens forudgaaende Beslutning, kan Politiet uden saadan foretage An- holdelse af de i § 769 Nr. 1 betegnede Personer, naar de mistænkes for at have be- gaaet en Forbrydelse, der er offentlig Forfølgning undergivet, og af andre Personer, naar de træffes under Udførelsen af en offentlig Forfølgning undergiven, strafbar Handling, eller der er bestemte Grunde til at mistænke dem for nogen af de i § 769 Nr. 2 om- talte Forbrydelser.

Samme Beføjelse har enhver anden, naar den paagældende træffes i Udførelsen af en Forbrydelse eller paa friske Spor.

Finder Oprør eller den i Straffelovens § 103 ommeldte Forbrydelse Sted, eller udøves den i Straffelovens § 87 ommeldte Forbrydelse af en samlet Mængde, eller er Drab eller betydeligere Legemsbeskadigelse paafulgt i Slagsmaal, i hvilket flere har deltaget, og Omstændighederne ikke umiskendelig udpeger den eller de skyldige, kan Politiet anholde enhver, der træffes i den samlede Mængde eller indviklet i Slags- maalet, og som ikke straks formaar at rense sig for Mistanken om strafbar Deltagelse

§ 772.

Ved en Anholdelses Iværksættelse skal der gaas frem med saa megen Skaansel mocl den paagældende, som Øjemedet tillader.

Genstande, som kan benyttes til Vold eller Undvigelse, eller som kan tjene til Sagens Oplysning, kan fratages den paagrebne, og personlig Ransagning kan finde Sted, naar der er Grund til at formode, at han har saadanne Genstande hos sig.

§ 773.

Ransagning af Hus for at eftersøge den, som skal anholdes, kan foretages, naar der er Grund til at antage, at han holder sig skjult dér, i Andenmands Hus, dog kun under Betingelser, svarende til de i § 756 angivne, medmindre der efter Husets Bestemmelse tilstedes enhver Adgang til det,

Saadan Ransagning kan foretages af Politiet uden Retskendelse:

1) naar en Person eftersættes, der er truffet i Udførelsen af Forbrydelsen eller paa friske Spor, eller som er undveget efter at været paagrebet;

2) og ellers, naar der er Grund til at antage, at Øjemedet vil forspildes, hvis Kendelse skal afventes, og navnlig, at en blot Bevogtning af Huset saa længe vil være utilstrækkelig.

Udenfor disse Tilfælde udkræves Retskendelse, medmindre den paagældende udtrykkelig frafalder Krav herpaa. I øvrigt finder ved disse Ransagninger Reglerne i §§ 758—761 Anvendelse.

§ 774.

Enhver, der anholdes, skal senest inden 24 Timer fra Paagribelsen at regne stilles for Retten, medmindre han forinden løslades. Klokkeslættet, da Paagribelsen og da Fremstillingen fandt Sted, skal anføres i Retsbogen. Kan han ikke straks føres for Retten, sørger Politiet for den fornødne midlertidige Bevogtning paa den lempeligst mulige Maade. Er Anholdelsen iværksat af en privat, og den anholdte ikke straks kan føres for Retten, skal Anholderen uopholdelig foranstalte den anholdte afleveret til Politiet, som afkræver Anholderen nøjagtig Forklaring om det forefaldne og paa- lægger ham, hvis det ikke straks løslader den anholdte, at møde ved Fremstillingen for Retten.

I Retsmødet skal den anholdte høres om Sigtelsen. For det Tilfælde, at den anholdte fremstilles for en anden Ret end den, som har taget Beslutning om Anhol- delsen, maa der af denne være sørget for, at de fornødne Oplysninger staar til den førstnævntes Raadighed, enten ved direkte Tilsendelse eller ved Overlevering med for- nødent Paalæg til den Politiembedsmand, som fik det Hverv at iværksætte Anholdelsen.

§ 775.

Har Anholdelse fundet Sted for en Handling, for hvilken Fængsling er ude- lukket, skal den anholdte sættes paa fri Fod, naar det i § 774 ommeldte Retsmøde er sluttet,

§ 776.

Har Anholdelse fundet Sted for en Handling, for hvilken Fængsling ikke er udelukket, og findes anholdte ikke at kunne løslades straks, kan Retten enten ved Kendelse beslutte, at han skal fængsles, eller, naar der paa Grund af de foreliggende Oplysningers Utilstrækkelighed eller af anden Grund ikke findes Føje til straks at afsige Fængslingskendelse, eller Retten ifølge § 781 mangler Beføjelse hertil, beslutte,

t lian foreløbig skal forblive under Anholdelse. Det samme finder Anvendelse, hvor den paagældende er mødt uden foregaaende Anholdelse.

Beslutningen tilføres Retsbogen under Iagttagelse af Reglerne i § 770; med Hensyn til Bevogtningen iagttages Regelen i § 774.

§ 777.

Senest inden 3 Gange 24 Timer efter Slutningen af det Retsmøde, hvori den i § 774 omhandlede Fremstilling fandt Sted, skal enten den under Anholdelse forblevne løslades, eller Kendelse afsiges om Fængsling eller anden endelig Forholdsregel.

1 de nævnte 3 Gange 24 Timer skal der, saa vidt det i dette Tidsrum er muligt, søges tilvejebragt enhver Oplysning af Betydning for Spørgsmaalet, om Sigtede bør fængsles. Der skal gives Sigtede Lejlighed til at angive de Oplysninger, som han i sin Interesse ønsker tilvejebragt.

I Stedet for den i § 776 nævnte Forholdsregel bliver med tilsvarende Begræns- ning de i §§ 785 tf. nævnte Forholdsregler og navnlig Løsladelse mod Sikkerhed, indtil endelig Bestemmelse træffes, at anvende under de der angivne Betingelser og nærmere Bestemmelser.

§ 778.

Enhver, som har været anholdt uden tilstrækkelig Grund og uden ved sit eget Forhold at have forskyldt det, kan kræve Oprejsning enten ved en Erklæring om, at Anholdelsen har været paa nævnte Maade ugrundet og uforskyldt eller ved Tilkendelse af Erstatning, jfr. § 792. Begæres alene den nævnte Erklæring, afgør Politimesteren i den Retskreds, hvor Anholdelsen har fundet Sted, om han efter Sagens Omstæn- digheder finder at kunne udstede en saadan. Vægrer han sig herved, eller begæres der Erstatning alene eller som Alternativ, afgøres Spørgsmaalet af Retten, jfr. §§ 687 og 701, efter Henvisning af Overanklageren (jfr. § 926 sammenholdt med § 841).

Begæring om nævnte Oprejsning skal fremsættes for Politimesteren, henholdsvis Overanklageren, inden 3 Maaneder, efter at Anholdelsen er hævet.

Regelen i § 792, 4de Stykke, finder med fornøden Lempelse Anvendelse paa den her omhandlede Erstatning.

Kapitel 72.

Fængsling.

§ 779.

Fængsling kan kun finde Sted i Kraft af en Retskendelse; en saadan kan først afsiges, efter at den paagældende er hørt for en Ret angaaende Sigtelsens Genstand, medmindre det forhindres ved hans Ophold i Udlandet, eller Afhørelse har været umulig paa Grund af andre Omstændigheder, der da maa anføres i Kendelsen.

Børn under 14 Aar maa ikke undergives Varetægtsfængsel. Under en straffe- retlig Undersøgelse angaaende Lovovertrædelser, begaaede af Børn i den nævnte Alder, kan de, hvor Omstændighederne og deres Livsforhold i høj Grad taler derfor, i Stedet for at fængsles efter Rettens Beslutning sættes under Tilsyn af paalidelige Per- soner, Forældre eller andre, hvorved der tillige tages Hensyn til. at de holdes fri for fordærvelig Paavirkning.

§ 780.

Fængsling kan kun besluttes, naar der foreligger skellig Grund til at antage, at den Sigtede har gjort sig skyldig i en Forbrydelse, hvorfor Straffen efter det forelig- gende skønnes at ville blive højere end Bøder eller simpelt Fængsel og derhos

1) den mistænkte er en Person, der strejfer om uden Midler til lovligt Under- hold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Opholdssted i Riget, eller er en ubekendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller kan fremskaffes;

2) eller Sigtelsen angaar en Forbrydelse, hvis Forfølgning er henvist til Overankla- geren, eller nogen af de i denne Lovs § 721 under g, j, r og cc eller i Straffe- lovens § 200, jfr. Lov Nr. 63 af 1. April 1911 § 1 eller dens § 296, 2det Punk- tum, eller i Sølov af 1. April 1892 §291, 1ste Punktum, eller § 298, 1ste Stykke, nævnte Forbrydelser, og der

enten

a) paa Grund af Sagens Beskaffenhed eller den Sigtedes Forhold er Føje til at antage, at han vil unddrage sig Ansvaret ved at flygte eller skjule sig, eller at han vil udeblive fra Domsforhandling, hvortil han er indkaldt,

eller

b) er særlig Grund til at frygte for, at han. hvis han lades paa fri Fod, vil gentage eller fortsætte sin forbryderiske Virksomhed,

eller

c) efter Sagens Omstændigheder er særlig Grund til at antage, at han vil be- stræbe sig for at modvirke Undersøgelsen ved at fjerne Gerningens Spor eller paavirke medsigtede eller Vidner til at afgive urigtig Forklaring eller paa anden lignende Maade.

Beslutter Retten Fængsling under Efterforskningen, fastsætter den i Forbin- delse med Fængslingen en bestemt Tidsfrist, inden hvis Udløb Forundersøgelse maa begæres eller Tiltale rejses. Retten kan dog efter Begæring fra Paatalemyndigheden forlænge Fristen.

Fængsling kan endelig besluttes, naar den anses nødvendig for at hindre en Person, som sigtes for det i Straffelovens § 299 ommeldte Forhold, i at bringe sin Trusel til Udførelse.

§ 781.

Under Efterforskning kan Fængsling besluttes af en hvilken som helst Under- søgelsesret, for hvilken Tiltalte er fremstillet, jfr. § 809 og §813. Ellers tages Beslut- ning om Fængsling af den Ret, ved hvilken Forundersøgelse er indledet eller Tiltale rejst (jfr. § 907), eller for hvilken Sagen er indanket. Naar Sigtede er anholdt, og det antages, at han ikke saa betimeligt vil kunne fremstilles for den nævnte Ret, at Fængslingskendelse dér kan blive afsagt inden Udløbet af den Frist, i hvilken en Person kan forblive under Anholdelse, kan Fængslingskendelse afsiges af en hvilken som helst Undersøgelsesret, for hvilken han fremstilles. Af Kendelsen og det i den Anledning Retsbogen tilførte tilstilles der i saa Fald den Ret, ved hvilken Sagen svæver, Udskrift.

§ 782.

Enhver Kendelse om Fængsling eller Forlængelse af samme skal, foruden Sigtedes Navn og den i øvrigt nøjagtigst mulige Betegnelse af ham, angive Sigtelsens Genstand og de Grunde, hvorpaa Fængslingen støttes. Udskrift meddeles paa Forlan- gende den fængslede inden 24 Timer.

Er Sigtede til Stede i Retten ved Kendelsens Afsigelse, oplæses den for ham. Er han ikke til Stede, overgives en Udskrift af Retsbogen Politiet til Iværksættelse. Ved denne finder Reglerne i §§ 770, 772 og 773 tilsvarende Anvendelse.

§ 783.

Er Fængslingskendelsen afsagt, uden at den fængslede har været hørt an- gaaende Sigtelsen, skal Afhørelse for Retten finde Sted inden 24 Timer efter Paa- gribelsen eller Indbringelsen i Riget, eller efter at Hindringen for hans Fremstilling er ophørt, jfr. § 774.

Den fængslede hensættes saa vidt muligt i Varetægtsfængselet paa det Sted, hvor Sagens første Behandling foregaar. Om hans senere Henbringelse til andet Varetægtsfængsel tager vedkommende Rets Formand Beslutning.

§ 784.

Den fængslede er undergivet de Indskrænkninger, som er nødvendige til Sikring af Fængslingens Øjemed eller til Opretholdelse af Fængselsordenen, overens- stemmende med derom givne Bestemmelser. Særlig fastsættes følgende Regler med Hensyn til den fængsledes Behandling:

1) Varetægtsfanger maa ikke uden eget Samtykke sættes sammen med Fanger, der udstaar Straf, afsoner Bøder el. desl., og heller ikke sammen med andre Varetægts- fanger, medmindre deres Alder, Legems- eller Sindstilstand gør Afsondring utilraadelig, eller Pladsmangel umuliggør Afsondring.

2) Hvor vidt andre end de ved Fængselet ansatte skal have Adgang til Fangen beror paa Rettens Formand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere § 738. Tilladelse til med de Indskrænkninger, som Fængselsordenen kræver, og under saadant Opsyn, som Rettens Formand finder fornødent, at modtage Besøg af en Læge eller Præst efter eget Valg, af Slægtninge eller af Personer, som staar i Forretningsforhold til Fangen, eller med hvem han ønsker at raadføre sig, bør kun nægtes, naar særlige Omstændig- heder giver Grund til at frygte, at deraf vil opstaa Skade for Undersøgelsen.

3) Om det skal tillades Fangen at afsende og modtage Breve, beror paa Rettens Formand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere § 738. Tilladelse bør kun nægtes, naar Rettens Formand, efter at have læst Brevet, finder enten, at der kan være Grund til at befrygte, at dets Afsendelse eller Udlevering vil være til Skade for Undersøgelsen, eller at dets Afsendelse vilde indeholde et Retsbrud. Afsendes eller udleveres Brevet ikke, bør der uden Ophold gives henholdsvis den fængslede eller Afsenderen Under- retning derom. Afsendelse af lukkede Skrivelser til Ret eller Øvrighed kan ikke nægtes Fangen, og Fængselets Forstander har at sørge for, at saadanne Skrivelser fremsendes uden ufornødent Ophold.

4) Varetægtsfanger har Ret til at sysselsætte sig, dog med de Begrænsninger, som følger af Fængslingens Øjemed og Fængselsordenen. Om Fangen ønsker det, skal han saa vidt muligt søges beskæftiget ved Arbejde i Fængselet mod passende Godtgørelse. Fangen har Adgang til Udlaan af Fængselets Bogsamling samt til udenfor denne at forskaffe sig Bøger af videnskabelig, teknisk eller lignende Art, men anden Læsning kun med Fængselsforstanderens Tilladelse. Disse Rettigheder kan kun betages en Fange, naar han har forskyldt det som disciplinær Straf.

5) Det kan, udenfor Tilfælde af disciplinær Straf, ikke formenes en Varetægts- fange ved egne eller andres Midler at forskaffe sig anden og bedre Kost end den al- mindelige Fængselskost, for saa vidt saadant kan ske, uden at Fængselsordenen derved forstyrres. Med samme Begrænsning er Fangen berettiget til at benytte andre Klæder end den almindelige Fangedragt.

6) Legemlig Revselse maa ikke anvendes som disciplinær Straf paa Vare- tægtsfanger.

7) Hverken Arrestforvareren eller andre Personer maa benyttes til at udforske Fangen.

Nærmere Regler om Fængselsordenen fastsættes ved kongelig Anordning under Iagttagelse af det i nærværende Paragraf foreskrevne.

Klager over utilbørlig Behandling i Fængselet kan forebringes for Fængsels- forstanderens foresatte og. hvis de ikke af denne tages til Følge, for Retten i Over- ensstemmelse med Reglerne i § 814. I hvert Fangeram skal findes Opslag, inde- holdende de væsentligste Bestemmelser i Fængselsreglementet og navnlig de i denne Paragraf givne Regler.

§ 785.

Er Sigtede en frugtsommelig eller diegivende Kvinde eller en Person mellem 14 og 18 Aar, bliver hun eller han, for saa vidt det efter Sigtelsens Genstand, Sig- tedes Personlighed og de forhaandenværende Forhold lader sig gøre, efter Rettens Beslutning, i Stedet for at fængsles, at sætte under Tilsyn af paalidelige Personer, Forældre eller andre. For de unge Personers Vedkommende tages der tillige Hensyn til, at de holdes fri for fordærvelig Paavirkning. Naar Forældre eller andre frem- sætter Ønske om, at en saadan Sigtet maa betros til deres Tilsyn, kan Retten, om det findes nødvendigt, knytte Indvilgelse heri til den Betingelse, at Sikkerhed stilles af de paagældende overensstemmende med Reglerne i §§ 786 og 787.

I andre Tilfælde kan, hvor saadant maa anses for tilstrækkeligt til Formaalets Opnaaelse, i Stedet for Fængsling efter Rettens Beslutning anvendes Bevogtning i Hjemmet, efter Omstændighederne efter Sikkerhedsstillelse for det hertil sandsynlig medgaaende Beløb, Tilhold om ikke uden Dommerens Tilladelse at forlade et anvist Opholdssted eller en bestemt Kreds, Paalæg om til bestemte Tider at fremstille sig for Politiet, Beslaglæggelse af Pas eller andre Legitimationsdokumenter eller Sikkerheds- stillelse efter de nærmere Regler i efterfølgende Paragraffer.

§ 786.

Sikkerhedsstillelse kan ikke træde i Stedet for Fængsling, naar den i § 780 Nr. 2 c nævnte Fængslingsgrund er forhaanden.

I de i § 780 Nr. 1 og 2 a nævnte Tilfælde skal Fritagelse for Fængsling til- stedes, naar Formaalet maa antages tilstrækkelig betrygget ved, at Sikkerhed stilles for, at Sigtede vil møde i Retten til enhver; Forhandling i Sagen efter behørig Ind- kaldelse samt indfinde sig til Dommens Fuldbyrdelse, hvis den gaar ham imod. Det paahviler i saa Fald Sigtede at opgive Bolig eller Opholdsted i Kongeriget, hvor alle Forkyndelser til ham kan ske.

I det i § 780, sidste Stykke, ommeldte Tilfælde tilstedes Fritagelse for Fængs- ling, naar det findes tilstrækkeligt, at Sikkerhed stilles for, at Sigtede vil undlade den Virksomhed, som frygtes, indtil Dommen, hvis den gaar ham imod, kan fuldbyrdes.

§ 787.

Sikkerheden, hvis Størrelse i det enkelte Tilfælde fastsættes af Retten, stilles ved Overlevering af rede Penge eller gode Værdipapirer, der paa Forlangende, eller naar det af Dommeren findes hensigsmæssigt, bliver at opbevare i Nationalbanken eller vedkommende Amtstue, eller ved Selvskyldnerkaution af en eller flere i Kongeriget bosatte vederhæftige Mænd.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 788.

Den, af hvem Sikkerhed stilles, skal herom underskrive en Erklæring, hvori den eller de Forpligtelser, indtil hvis Opfyldelse Sikkerheden hæfter, og ved hvis Mis- ligholdelse den forbrydes, er angivne.

Hvorvidt en stillet Sikkerhed bør være forbrudt, afgøres ved Kendelse, efter at der saa vidt muligt er givet de vedkommende Lejlighed til at udtale sig. Det for- brudte Beløb tilfalder Statskassen. Dog bliver først Sagens Omkostninger og den for- urettedes Erstatningskrav deraf at dække, for saa vidt Dækning derfor ikke kan faas paa anden Maade.

Er Sikkerheden forbrudt som Følge af Sigtedes Undvigelse eller Udeblivelse fra Møde, kan Retten, naar Sigtede inden en Maaned efter den Dag, da han er undveget eller skulde være mødt, frivillig fremstiller sig eller paagribes, helt eller delvis eftergive Sikkerhedens Forbrydelse, dog at den hæfter for alle Udgifter, som er bevirkede ved Undvigelsen eller Udeblivelsen.

§ 789.

Beslutning om Fængsling eller Forholdsregel, der træder i Stedet for Fængs- ling, kan af Retten til enhver Tid omgøres.

§ 790.

Den anordnede Fængsling bortfalder, naar Forfølgning frafaldes, eller Sigtede frifindes, eller der dog kun paalægges ham Straf af Bøder eller simpelt Fængsel. Erklæres i de to sidstnævnte Tilfælde Anke af det offentlige, inden Løsladelsen er iværksat, bliver det dog paa dertil fra Paatalemyndighedens Side given Anled- ning ved Kendelse af Retten at bestemme, om Løsladelse skal finde Sted. Gaar Kendelsen ud paa. at Fængslingen skal vedblive, skal den snarest muligt af Overanklageren eller ved Anke til Højesteret af Rigsan klageren forelægges den overordnede Ret til Prøvelse, jfr. §§ 954 og 965.

Fængslingen ophæves ved Rettens Beslutning, naar i Løbet af Undersøgelsen de Grunde, hvorpaa den støttedes, bortfalder, og Grunde til Fængsling ved en ny Ken- delse ikke er forhaanden.

Er Fængslingen besluttet i Henhold til § 780 Nr. 2 c, bliver den at ophæve, saa snart Undersøgelsen i paagældende Retning er sikret, i hvilken Henseende det fornødne hurtigst muligt skal iværksættes, eller senest, naar den i Fængslingskendelsen fastsatte, eventuelt af Retten forlængede Frist er udløbet. Dog kan Retten efter Begæring af Paatalemyndigheden bevilge en yderligere kort Forlængelse af Fristen, saafremt det godtgøres, at det paa Grund af uforudsete og væsentlige Hindringer har været umuligt betimeligt at fremme Undersøgelsen.

I Sager, som er af mindre Betydning, bør Fængslingen ophæves, naar Retten finder, at Sagen ikke fremmes med tilbørlig Hurtighed. Fremdeles bør Fængslingen ophæves, naar en Dom, hvorved kun en kortere Tids Fængselsstraf er idømt, bliver paaanket, og Fængslingens Forlængelse indtil Ankesagens Slutning vilde staa i aaben-

bart Misforhold til den Straf, som er eller kan ventes idømt.

§791.

Forholdsregler, som af Retten er anordnede i Stedet for Fængsling, bortfalder eller ophæves i de samme Tilfælde som Fængsling.

Fremdeles ophører en stillet Sikkerhed af hæfte, naar Sigtede hensættes i Fængsel, eller naar en Sigtet under 18 Aar sættes under andet Tilsyn end den Persons, hvem han mod Sikkerhed var betroet, samt naar den i Overensstemmelse med § 786 Forelagte Lovforslag m. m. 189

aatagne Forpligtelse er opfyldt, eller naar den, der er gaaet i Borgen, opsiger sit Forløfte ved at fremstille Sigtede for Retten eller under saadanne Forhold og med saa langt Varsel, at der er Lejlighed og god Tid til at fængsle ham.

Indgaaet Forløfte ophører ligeledes, naar en afsagt Straffedom ikke fuldbyrdes, uagtet der hertil har været rigelig Tid og Opfordring.

Bestemmelse om Ophør af Fængsling eller om Anvendelse eller Ophør af For- holdsregler, som træder i Stedet for Fængsling, eller om Forbrydelse af stillet Sikker- hed tages af den Ret, hvem det efter § 781 vilde tilkomme at afsige Fængslings- kendelse.

§ 792.

Den, der har været underkastet Varetægtsfængsel og derefter frifindes eller løslades, uden at Sagen forfølges til Dom, har, naar han inden et Aar efter at være kommet til Kundskab om de Omstændigheder, hvorpaa han støtter sit Krav, fremsætter Begæring derom for Overanklageren, jfr. § 841 sammenholdt med § 926, Krav paa en af Retten fastsat Erstatning for den Lidelse, den Tort og det Formuestab, der ,er tilføjet ham ved Frihedsberøvelsen, medmindre de fremkomne Oplysninger dog giver begrundet Formodning for, at han er skyldig i den Forbrydelse, hvorfor han var fængslet. Saadan Erstatning tilkommer ligeledes den, der har været underkastet Varetægtsfængsel i Tilfælde, hvor saadant ikke burde have været anvendt.

Retten til Erstatning bortfalder, naar den paagældende selv ved sit Forhold har givet Anledning til Fængslingen, medmindre det udviste urigtige Forhold maa antages at være foranlediget af Frygt, Forvirring eller undskyldelig Misforstaaelse, endvidere naar vedkommende frifindes paa Grund af en Tilregnelighed udelukkende mangelfuld Sjælstilstand, eller naar han forhen er straffet med Strafarbejde for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling, og der ikke siden hans Løsladelse er hengaaet 3 Aar, herunder dog ikke det i 1ste Stykke, 2det Punktum, nævnte Tilfælde.

Fordringen paa Erstatning for Formuestabet tilkommer efter den paagældendes Død hans Ægtefælle og Livsarvinger.

Erstatningen udredes af Statskassen, men denne har Regres til den vedkom- mende Dommer, for saa vidt han har gjort sig skyldig i Misbrug af Embedsmyndig- hed, Skødesløshed eller andet uforsvarligt Forhold.

§ 793.

Til at føre Tilsyn med Varetægtsfangers Behandling og Forholdene i Vare- tægtsfængsler udvælger henholdsvis Københavns Borgerrepræsentation, Købstædernes Byraad og Amtsraadene efter Forholdstalsvalg 2 Medlemmer af deres Midte for 4 Aar ad Gangen. De saaledes udnævnte Mænd skal have Adgang til i Forening at besøge Fængslerne indenfor deres Omraade og overbevise sig om. at de for Fængslerne og Varetægtsfangernes Behandling gældende Bestemmelser overholdes. Angaaende Mis- brug, som de maatte mene at have forefundet, afgiver de Beretning til paagældende Overøvrighed. Denne lader da de fremsatte Klager nærmere undersøge og gør Ind- beretning til Justitsministeren, som træffer fornøden Foranstaltning til Afhjælpning af de forefundne Misbrug og til Paatale af mulige Overtrædelser og Tilsidesættelser af paagældende Bestemmelser.

Meddelelse til Private eller andre end de i 1ste Stykke, 3die og 4de Punktum, nævnte Myndigheder om. hvad der ved ovennævnte Besøg i Fængslerne er erfaret, straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Kapitel 73.

Beslag paa Sigtedes Formue og Forbud mod Foreninger og Skrifter.

§ 794.

Naar der i en under Landsret hørende Sag er rejst Tiltale, men Sigtede har unddraget sig Sagens videre Forfølgning, kan Retten paa Overanklagerens Begæring, og efter at Forsvareren er hørt, ved Kendelse bestemme, at der skal lægges Beslag paa den Formue, som Sigtede maatte besidde eller erhverve i Riget. Kendelsen for- kyndes overensstemmende med Reglerne i § 160.

Oplyses det senere, at det var Sigtede umuligt at møde eller blive til Stede kan Retten ophæve Beslaglæggelsen.

§795.

Retten drager Omsorg for. at der beskikkes en Værge til at bestyre den beslag- lagte Formue. At saadan Foranstaltning er truffet, bliver at kundgøre ved Tinglæs- ning og ved Bekendtgørelse i Aviserne efter de om Umyndiggørelse gældende Regler.

Værgen har at afgive Løfte om ikke at lade Sigtede tilflyde nogen Indtægt af Formuen. Ægtefælles og Børns Krav paa Underhold af denne ophæves derimod ikke ved Beslaglæggelsen, ligesom Sigtede heller ikke er udelukket fra at raade over den beslaglagte Formue ved Testament,

§ 796.

Beslaglæggelsen ophæves:

1) naar Sigtede kommer til Stede,

2) naar Formuen paa Grund af Sigtedes Død eller ifølge de i Forordningen af 11. September 1839 foreskrevne Regler tilfalder hans Arvinger,

3) naar Forfølgning frafaldes, eller Sagen ved Rettens Kendelse afvises.

Den Ret, som har besluttet Beslaglæggelsen, tager Beslutning om Ophøret i de foran nævnte Tilfælde. Formuen med de under Beslaglæggelsen vundne Indtægter og efter Fradrag af de hafte Udgifter udleveres derefter til Sigtede eller henholdsvis Arvingerne.

§ 797.

Beslaglæggelse af en mistænkts Gods til Sikkerhed for Sagens Omkostninger og Erstatningsansvar kan. hvor og i saadant Omfang, som Retten maatte finde det fornødent, finde Sted ifølge Rettens Kendelse efter Begæring af Paatalemyndigheden eller den ved Forbrydelsen forurettede.

Beslaglæggelse medfører de samme Retsvirkninger som Arrest paa Gods ifølge den borgerlige Retsplejes Regler.

§ 798.

Retten drager Omsorg for Beslaglæggelsens Iværksættelse. Med Hensyn til denne samt de Forholdsregler, som bliver at træffe for at sikre Beslaglæggelsens Rets- virkninger, gælder de i Bogen om den borgerlige Retspleje givne Regler om Arrest paa Gods, dog at særlig Sag til Stadfæstelse af Beslaglæggelsen bortfalder.

§ 799.

Beslaglæggelsen bortfalder, naar Forfølgning frafaldes, eller Sigtede fri- findes, og den ophæves, naar den paa Grund af senere fremsatte Indsigelser

eller senere indtrufne Omstændigheder findes ikke at have Hjemmel. Beslutninger og Forholdsregler med Hensyn til Beslaglæggelsens Ophør træffes af den Ret, for hvilken Sagen er eller var tingfæstet. Med Hensyn til Krav paa Erstatning for Be- slaglæggelsen finder Reglerne om Arrest paa Gods i Bogen om den borgerlige Retspleje Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 800.

Med Hensyn til foreløbigt Forbud mod Foreninger i Henhold til Grundloven af 28. Juli 1866 § 87 og Grundloven af 5. Juni 1915 § 85 bliver det paa nævnte Sted i Grundloven foreskrevne at iagttage.

Forbud mod Udbredelse af Skrifter, som efter Justitsministerens Befaling forfølges i Henhold til Lov af 3. Januar 1851 §§ 14 og 15, besluttes og foranstaltes iværksat efter Overanklagerens Begæring af vedkommende Undersøgelsesret, Sag i denne Anledning skal anlægges inden en Uge. Forbudet bortfalder, naar Forfølgning ikke iværksættes inden den foreskrevne Frist, eller naar den frafaldes. Den i Lov af 3. Januar 1851 § 14 fastsatte Straf for Dommens Overtrædelse gælder ogsaa for Overtrædelse af det foreløbige Forbud.

Tredie Afsnit.

Undersøgelse, førend Tiltale er rejst, i Sager, som forfølges af Overanklageren eller Politiet.

Kapitel 74.

Efterforskning.

§ 801.

Det paahviler Politiembedsmændene, naar i øvrigt Betingelserne derfor er til Stede, af egen Drift og med den størst mulige Hurtighed at efterforske alle strafbare Handlinger, som forfølges af det offentlige, saa snart der opstaar rimelig Formodning om, at saadanne er forøvede.

§ 802.

Udenfor København fører Overanklageren Overtilsyn med Politiets Efterforsk- ning af de Forbrydelser, hvis Paatale hører under hans Virkekreds. Ligesom han som Følge heraf kan give Politiet almindelige Forskrifter, saaledes kan han ogsaa i de enkelte Tilfælde begære Oplysninger, stille Forlangender og, naar særegne Om- stændigheder maatte opfordre dertil, selv handle i Politimesterens Sted. Det paa- hviler Politimesteren gennem Chefen for Statspolitiet at gøre Indberetning maanedlig til Overanklageren om alle foretagne Efterforskninger, endvidere naar tvivlsomme eller særdeles vigtige Spørgsmaal opstaar under Efterforskningen, samt i øvrigt naar det fordres.

I København er Politidirektøren, der i sin Efterforskningsvirksomhed er Ju- stitsministeren umiddelbart underordnet, pligtig at efterkomme alle lovlige Begæringer af Overanklageren vedrørende Efterforskningen af de under sidstnævntes Virkekreds hørende Forbrydelser, samt at meddele de herhen hørende Oplysninger, som denne

begærer; i særlige Tilfælde kan Overanklageren med Justitsministerens Billigelse overtage Ledelsen af Efterforskningen, og det underordnede Politi staar da i fornø- dent Omfang under hans Befaling.

§ 803.

Anmeldelser fra private om formentlig begaaede Forbrydelser eller om For- hold. der vækker Mistanke herom, gøres ordentligvis til Politiet. Dog kan de ogsaa modtages af Overanklageren, som da ufortøvet tilstiller Politimesteren samme.

Anmeldelsen kan være skriftlig eller mundtlig; i sidste Fald skal Modtageren af samme opsætte skriftlig Beretning om den.

Naar dertil findes Grund, kan Politimesteren eller Overanklageren, forinden videre Skridt foretages, ved Begæring til Undersøgelsesretten foranledige Anmelderen afhørt for Retten (jfr. § 809).

§ 804.

Er Sagens Paatale afhængig af Justitsministerens Befaling eller af en Opfor- dring fra en særlig offentlig Myndighed (jfr. § 722), skal Politimesteren bringe de ham tilkomne Oplysninger henholdsvis til Overanklagerens eller den særlige Myndigheds Kundskab, men i øvrigt ikke foretage yderligere Efterforskninger, førend vedkommendes Befaling eller Opfordring foreligger.

Er en Lovovertrædelse, hvis offentlige Forfølgning er betinget af en privats Begæring, kommet til Politimesterens Kundskab, men der er Grund til at antage, at den er den paagældende private ubekendt, kan han gøre Meddelelse til denne, men foretager i øvrigt ingen Efterforskning, førend en udtrykkelig Begæring fra den private foreligger. Indeholder en af den private indgiven Anmeldelse om Forbrydelsen ingen saadan Begæring, skal han foranlediges til at give den fornødne Erklæring.

Ovenstaaende Regler udelukker dog ikke, at uopsættelige Efterforskningsskridt foretages, førend Befalingen, Opfordringen eller Begæringen foreligger, saafremt Ger- ningen maa antages at være vedkommende ubekendt, og Omstændighederne gør det rimeligt, at Paatale vil blive begært (jfr. § 722).

§ 805.

Finder Politimesteren, at der mangler Grund til at foretage videre Skridt i Anledning af en indgiven Anmeldelse eller en fremsat Begæring om Forfølgning, skal han paa Forlangende meddele en skriftlig Erklæring om sin Vægring, og om denne er grundet paa, at den formentlige Lovovertrædelse ikke antages at være Genstand for offentlig Forfølgning, eller paa Anmeldelsens utilstrækkelige Grundlag.

Den, som har indgivet Anmeldelsen eller fremsat Begæringen, kan derefter henvende sig til den overordnede Myndighed med Andragende om, at det maa blive paalagt vedkommende at træde i Virksomhed.

§ 806.

Efterforskningen skal rettes paa at tilvejebringe saadanne Oplysninger, som er tilstrækkelige til at bestemme, om Forfølgning skal indledes ved Retten ved Be- gæring om Forundersøgelse eller ved Iværksættelse af Tiltale.

Saa bør og i øvrigt alle Oplysninger fremskaffes og Foranstaltninger træffes, som skønnes nødvendige eller tjenlige til at forberede Sagens Behandling ved Retten.

Befrygtes et Bevis ellers at ville gaa tabt, bør Bevisførelse foranstaltes.

§ 807.

Til Opnaaelse af Efterforskningens Øjemed er Politimesteren berettiget til under de Betingelser og med de nærmere Bestemmelser, som herom i det foregaaende er fastsatte, at foretage Ransagninger og Beslaglæggelser, fordre Oplysninger af offentlige Myndigheder, indkalde Vidner, foretage Besigtigelse, lade foretage Syn og Skøn, anholde mistænkte m. v.

Kræver Loven i Anledning af en saaledes truffen Foranstaltning en efterføl- gende Henvendelse til Retten, paahviler det den paagældende Embedsmand at sørge for, at denne finder Sted paa lovbefalet Maade.

Om de foretagne Efterforskningshandlinger optages skriftlige Beretninger.

§ 808.

Skønner Politimesteren enten straks eller i Løbet af Efterforskningen, at der vil blive Spørgsmaal om at undlade Paatale i Medfør af § 723, forelægger han de fremkomne Oplysninger for Overanklageren og standser alle ikke uopsættelige Efter- forskningsskridt, indtil Beslutning fra denne foreligger.

§ 809.

Finder Politimesteren (jfr. §§ 801 og 802), at der under Efterforskningen bør træffes Foranstaltninger, som kræver Medvirkning af Retten (Kapitel 18, 19 og 67—72). kan han rette fornøden Begæring til denne.

Undersøgelsesretten er pligtig at tage Begæringen til Følge, medmindre nogen af de Hindringer er til Stede, som er betegnede nedenfor i § 817, eller denne Lovs Regler i øvrigt er til Hinder derfor. Retten prøver i enhver Henseende, hvorvidt en fremsat Begæring om Beslaglæggelse, Ransagning, Anholdelse eller Fængsling er til- strækkelig begrundet. Fremkommer saadan Begæring fra Sigtedes eller dennes For- svarers Side, er Undersøgelsesretten i tilsvarende Omfang pligtig at tage Begæringen til Følge, medmindre det maa antages, at Foretagelsen af den paagældende Rets- handling er uden Betydning for Sigtedes Forsvar.

Rettens Virksomhed ophører, naar den begærte Retshandling er tilendebragt, dog kan Retten uden at afvente yderligere Begæring foretage Rettergangsskridt, som ikke uden Ulempe kan opsættes.

Ogsaa ellers, saasom hvor Anmeldelse om en Forbrydelse sker umiddelbart til Retten, kan denne af egen Drift foretage Retshandlinger, som ikke taaler Opsæt- telse. Fornøden Meddelelse gives uden Ophold Politimesteren.

§ 810.

De under Efterforskningen forefaldende Retsmøder er ikke offentlige. Offentlig Gengivelse af, hvad der i dem forhandles, maa ikke finde Sted, medmindre Retten af særlige Grunde har givet sit Samtykke dertil. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Med Hensyn til Undersøgelsesrettens Virksomhed under Efterforskningen finder de i §§ 821—24 givne Regler Anvendelse, for saa vidt det ikke udelukkes ved For- holdets Natur.

Udskrift af det Retsbogen tilførte meddeles Politimesteren og paa Begæring Overanklageren.

§ 811.

Tages den Begæring eller Opfordring, af hvilken en offentlig Forfølgning er afhængig, tilbage, eller befales det af en Politimesteren overordnet Myndighed, standses

Efterforskningen, og Sagen henlægges med Paategning om Grunden, Hvis Meddelelsen til Politimesteren om den Omstændighed, der foranlediger Sagens Henlæggelse, ikke er sket gennem Overanklageren, gør Politimesteren Indberetning om det passerede til denne, for saa vidt Sagen hører under hans Virkekreds.

§ 812.

Findes Efterforskningens Øjemed at være opnaaet, tager vedkommende Em- bedsmand Beslutning om Sagens Forfølgning ved Retten i Overenssstemmelse med de i det følgende givne Regler eller om Efterforskningens Afslutning ved Sagens Hen- læggelse. Henlægges Sagen, vedtegnes Grunden.

Er Politimesteren paataleberettiget i Henhold til § 721, tilkommer det ham at tage de ovennævnte Beslutninger. Hører Sagen under Overanklagerens Virkekreds, har Politimesteren at begære retslig Forundersøgelse, naar han ifølge Efterforsknin- gens Resultat finder Anledning dertil, og gør derom Indberetning til Overanklageren ; ellers indsender han Sagen til Overanklageren, der tager fornøden Beslutning om yder- ligere Efterforskning, Begæring om Forundersøgelse. Tiltale eller Sagens Henlæggelse.

§ 813.

Faar Politimesteren, efter at Tiltale er rejst i en under Overanklagerens Virke- kreds hørende Sag, Kundskab om Omstændigheder, der opfordrer til yderligere Efter- forskning, og Forholdene ikke tilsteder at indhente Overanklagerens nærmere Bestem- melse, foretager han paa egen Haand de Efterforskningshandlinger, han skønner for- nødne. og gør derefter uopholdelig Indberetning til Overanklageren om det foretagne. Under en saadan genoptagen Efterforskning kan Politimesteren, om fornødent, over- ensstemmende med § 809 rette Begæringer til en anden Undersøgelsesret om Fore- tagelse af enkeltstaaende Retshandlinger (jfr. § 820, 3die Stykke).

§ 814.

Klage over formentligt Myndighedsmisbrug fra Politiets Side under Efter- forskning kan fremsættes for Undersøgelsesretten i den Kreds, hvor den paaklagede Handling har fundet Sted. eller for den Ret, hvis Virksomhed paakaldes mod Klageren, eller ved hvilken Sag om den Lovovertrædelse, der var Genstand for Efterforskning, tingfæstes.

Undlader Politiet i de i denne Lovs §§ 746 og 758, jfr. 773, §§ 774 og 783 omhandlede Tilfælde at forelægge Sagen for Retten inden de foreskrevne Frister, skal Underretsdommeren paa det Sted, hvor Beslaglæggelsen, Ransagningen, Anholdelsen eller Fængslingen er sket, naar det ved Klage fra den forurettede eller paa anden Maade kommer til hans Kundskab, indkalde Politimesteren til at afgive nærmere For- klaring og kan efter Omstændighederne ophæve den trufne Foranstaltning. Undlader Politimesteren at give Møde uden oplyst lovligt Forfald, ophæves Foranstaltningen straks ved Kendelse.

Paalæg af Bøder i Henhold til §§ 194 og 212 kan ophæves af Underrets- kredsens Dommer eller af den Ret, ved hvilken Sag om den Lovovertrædelse, der var Genstand for Efterforskningen, tingfæstes.

Kapitel 75.

Forundersøgelse ved Retten.

§ 815.

Forundersøgelse ved Retten finder ikke Sted i Sager angaaende Lovovertræ- delser. som det efter § 721 tilkommer Politimesteren at paatale. ej heller i Sager an- gaaende de i Lov af 3. Januar 1851 § 14, jfr. § 15, omhandlede Forbud. Finder Fængsling Sted, kan dog Forundersøgelse begæres.

Forundersøgelse ved Retten foretages kun efter Begæring af Politimesteren eller af Overanklageren, hvor denne optræder i Politimesterens Sted. og skal være rettet mod en bestemt Person som sigtet.

Om Genoptagelsen af en sluttet Forundersøgelse gælder Regelen i § 825, 3die Stykke, se endvidere § 830 sammenholdt med §§ 778 og 792.

§ 816.

Begæring om Forundersøgelse fremsættes skriftlig eller mundtlig til Retsbogen; den skal betegne den elier de Personer, mod hvem. og den eller de Handlinger, med Hensyn til hvilke Undersøgelse begæres, og skal ledsages af Sagens Aktstykker, der- under de skriftlige Beretninger, som er optagne under Efterforskningen, samt, saa vidt gørligt, af forhaandenværende synlige Bevismidler saavel som af de fornødne nær- mere Begæringer om Indkaldelse af Vidner m. v.

Ved Begæringens Indgivelse til Retten er Sagen tingfæstet. De Begæringen ledsagende Aktstykker fremlægges til Retsbogen, saa vidt og naar Dommeren finder det rigtigt.

Forundersøgelsen begrænses i Regelen til de Sigtede og de Handlinger, som er betegnede i Begæringen. Fremkommer der under Forundersøgelsen grundet Mis- tanke mod andre Personer eller om andre Forbrydelser end dem, der er nævnte i Begæringen, bør Retten give Paatalemyndigheden fornøden Meddelelse; dog kan Retten uden at afvente yderligere Begæring foretage saadanne Skridt, som ikke uden Ulempe kan udsættes.

§ 817.

Finder Retten, at Sagen ikke er indbragt for ret Værneting, eller at den, der paataler, ej er berettiget dertil, eller at Forundersøgelse er udelukket ved Reglerne i denne Lov, eller at Handlinger af den Art, som Sigtelsen angaar, ikke er Genstand for Straf, eller at Strafskylden er forældet eller Forfølgning af andre lignende Grunde utilstedelig, afsiger den Kendelse om. at Begæringen om Forundersøgelse ikke kan tages til Følge.

§ 818.

Forundersøgelsens Øjemed er at tilvejebringe saadanne Oplysninger, som ud- fordres for at afgøre, om, for hvilken Forbrydelse og for hvilken Ret Tiltale skal rejses, samt at tilvejebringe Bevismaterialet til Brug ved Oplæsning for den dømmende Ret. Maa Domsforhandlingen i Sagen antages at skulle foregaa under Medvirkning af Nævninger, bliver dog kun saadanne Beviser at føre. som det maa anses for umu- ligt eller dog forbundet med særlig Ulempe at tilvejebringe under Domsforhandlingen.

For saa vidt det vil bero paa Sigtedes Begæring, om Domsforhandling, hvis Tiltale rejses, skal foregaa for Landsret under Medvirkning af Nævninger eller ikke,

F. t. L. om Rettens Pleje.

fr. §§ 687 b og c samt 688 d afæsker Undersøgelsesdommeren under Forundersøgel- sen ham Erklæring om, hvorvidt han for det Tilfælde, at Tiltale rejses, begærer Sagen paadømt under Medvirkning af Nævninger. Til Afgivelse af saadan Erklæring bør der gives Sigtede passende Betænkningstid og eventuelt Lejlighed til at raad- spørge sin Forsvarer.

§ 819.

Om de Retshandlinger, der skal foretages til Opnaaelse af Forundersøgel- sens Øjemed, tager Dommeren Beslutning i Henhold til Begæring fra Parterne. Det paahviler som Følge heraf Politimesteren at ledsage sin Begæring om Forundersøgelse med de fornødne nærmere Begæringer om Indkaldelse af Vidner m. v. samt, efter- haanden som Forundersøgelsen skrider frem, at fremkomme med yderligere Begæringer i saa Henseende, for saa vidt det fremkomne giver Anledning dertil. Tilsvarende Pligt paahviler Forsvareren i Sigtedes Interesse. Ogsaa udenfor de Undtagelsestilfælde, hvor Overanklageren paataler for Undersøgelsesretten, er han berettiget til at henvende saadanne Begæringer til den.

Retshandlinger, som Parterne ikke har begæret, kan dog besluttes af Dom- meren af egen Drift, naar han finder dem fornødne for Øjemedet, navnlig i Sigtedes Interesse. Derhos bør Dommeren vaage over, at Undersøgelsen fremmes med størst mulige Hurtighed, og kan i den Anledning rette Opfordring til Politimesteren samt efter Omstændighederne ved Kendelse ophæve en Fængsling, der utilbørlig forlænges.

Findes en Begæring ikke at kunne tages til Følge, afsiges Kendelse.

Politimesteren skal uden Ophold give Dommeren Meddelelse om de Under- søgelseshandlinger, som han, efter at Forundersøgelse ved Retten er begyndt, foretager paa egen Haand.

§ 820.

Politiet er pligtigt at efterkomme de Paalæg. Dommeren giver i Forunder- søgelsens Interesse.

Dommeren er berettiget til at henvende sig med Begæring om Retshandlingers Foretagelse i en anden Retskreds til Undersøgelsesdommeren i denne, jfr. § 686. Føres Forundersøgelsen af et Medlem af Landsretten, er dette fremdeles berettiget til at fordre enkelte Retshandlinger foretagne af Undersøgelsesdommeren i Retskredsen.

I paatrængende Tilfælde kan en Undersøgelsesdommer, for hvem Sagen ikke er tingfæstet, uden at afvente Begæring, foretage enkelte Retshandlinger i Under- søgelsens Interesse, som han anser for uopsættelige. Han har i saa Fald uopholdelig at underrette den Dommer, for hvem Sagen er tingfæstet, om det foretagne.

§ 821.

Det er Paatalemyndighedens Pligt i størst mulige Omfang at være til Stede i Retsmøderne under Forundersøgelsen, og saavel Sigtede som dennes Forsvarer (jfr. § 737) har ordentligvis Ret til at være til Stede i disse, hvad enten de er offent- lige eller ej.

Undtagelse fra foranstaaende Regel finder Sted:

1) naar Dommeren finder Anledning til at anvende den ham efter § 151, 1ste Stykke, tilkommende Beføjelse mod nogen af de nævnte Personer;

2) Sigtede kan midlertidig fjernes, naar der er Grund til at antage, at en ufor- beholden Udtalelse af en Person, der afhøres, ellers ikke kan opnaas;

3) Sigtede og hans valgte Forsvarer kan midlertidig udelukkes fra Deltagelse, naar der er Grund til at antage, at den paagældende vil modvirke Undersøgelsen ved

Forelagte Lovforslag m. . 190

at paavirke Medsigtede eller Vidner til at afgive urigtig Forklaring, ved at fjerne Gerningens Spor eller paa anden lignende Maade; naar det begæres, afsiges Kendelse herom;

4) er der flere Sigtede, beror det paa Dommerens Bestemmelse, om den ene Sigtede maa paahøre den andens Forklaringer.

Har Sigtede i Henhold til Reglerne under Nr. 1—4 været udelukket, bliver det Retsbogen tilførte at meddele ham, naar Grunden til hans Udelukkelse er ophørt, og i ethvert Fald inden Forundersøgelsens Slutning, for saa vidt han ej har unddraget sig Forfølgning.

Føres Beviser under Forundersøgelsen for at kunne benyttes ved Oplæsning under Domsforhandlingen, skal Sigtede være personlig til Stede, medmindre Sagen ingen Udsættelse taaler, eller Retten under Hensyn til Bevisførelsens Genstand eller de i øvrigt foreliggende Omstændigheder finder hans Nærværelse ufornøden. Reglerne under Nr. 1—3 finder dog ogsaa Anvendelse i det her omhandlede Tilfælde.

§ 822.

Til Retsmøder under Forundersøgelsen, i hvilke Sigtede ikke fremstilles som anholdt eller fængslet, og om hvilke han ikke har faaet fornøden Meddelelse i et foregaaende Retsmøde, skal han indkaldes ved lovlig Tilsigelse (§ 764), medmindre Øjemedet ikke tilsteder det Ophold, som dette vilde medføre. Er han mødt, kan Retshandlingen altid fremmes.

Er Sigtede fængslet, kan han forlange sig henbragt til Retsmødet — i hvilken Henseende der bør gives ham Lejlighed til at udtale sig —. medmindre det afholdes udenfor Underretskredsen og i saadan Afstand, at uforholdsmæssigt Besvær kan for- udses at følge deraf.

Saa vidt muligt gives der Paatalemyndigheden og Forsvareren, hvor en saadan or antaget eller beskikket, betimelig Meddelelse om Retsmøderne. Ligeledes bør der med den i § 823, 2det Punktum, angivne Begrænsning saa vidt muligt gives For- svareren Lejlighed til forinden Retsmødet at gøre sig bekendt med de fremlagte Dokumenter.

Udenfor det Tilfælde, som ommeldes i sidste Stykke af § 821, hindres en Retshandlings Fremme ikke ved, at nogen, som havde Ret til at overvære den. udebliver.

§ 823.

Paatalemyndigheden. Sigtede og hans Forsvarer har under Iagttagelse af de nærmere Bestemmelser, Retten maatte give, Adgang til at gøre sig bekendt med Til- førslerne til Retsbogen og med de til denne fremlagte Aktstykker. Saadan Adgang saavel som Udskrift kan dog ved Kendelse nægtes Sigtede saavel som hans valgte Forsvarer, naar der er Grund til at befrygte Modvirken af Undersøgelsen ved Fjer- nelse af Gerningens Spor, Paavirken af Medsigtede eller Vidner til Afgivelse af urigtig Forklaring eller paa anden lignende Maade, dog at den i ethvert Tilfælde maa tilstedes inden Forundersøgelsens Slutning.

§ 824.

Afhørelse af Sigtede saavel som af Vidner og Syns- og Skønsmænd sker ved Dommeren, medmindre denne tillader andet. Saavel Paatalemyndigheden som, hvor Vidner eller Syns- eller Skønsmænd afhøres, Sigtede og Forsvareren kan begære yder- ligere Spørgsmaal stillet. Dommeren kan overlade til den paagældende selv at stille disse.

Af de Personers Udsagn, som afhøres, skal det væsentlige Indhold gengives i Retsbogen; vigtigere Erklæringer af Sigtede og navnlig Tilstaaelser skal saa vidt muligt gengives med hans egne Ord; det samme gælder om Forklaringer, der af- gives af Vidner og Syns- eller Skønsmænd, medmindre de maa antages at skulle af- høres paa ny under Domsforhandlingen (Nævningesager). Naar Afhørelsen er endt, op- læses og vedtages det Retsbogen tilførte.

Efter Oplæsningen er Paatalemyndigheden, Sigtede og Forsvareren berettigede til at fremføre Bemærkninger med Hensyn til den skete Tilførsel. Saadanne Be- mærkninger indføres i Korthed i Retsbogen.

Afslag paa Begæring om yderligere Spørgsmaal saavel som Afgørelse af Tviste- punkter. der opstaar under Forundersøgelsen, sker ved Kendelse.

§ 825.

Frafaldes Forfølgningen, eller finder Retten, at Lovens Betingelser for dens Virksomhed ikke er til Stede, standses Forundersøgelsen, og fornøden Underretning meddeles Paatalemyndigheden og Sigtede.

Forundersøgelsen sluttes, naar Retten finder, at Undersøgelsen er fremmet saa vidt, som Øjemedet udkræver, saa og naar Paatalemyndigheden begærer det og op- lyser, at Tiltale er rejst. Udskrift af Sagen tilligemed dennes Aktstykker tilstilles snarest muligt Paatalemyndigheden. Underretning om Slutningen meddeles Sigtede.

En sluttet Forundersøgelse kan genoptages efter Begæring af Paatalemyndig- heden eller Sigtede. Indtil Tiltale er rejst, kan Retten ogsaa af egen Drift genoptage Forundersøgelsen for at træffe Bestemmelse om Ophør af Fængsling eller anden ved- varende Foranstaltning.

§ 826.

Overanklagerens Beslutning om Frafald af Forfølgning binder ikke den over- ordnede Myndighed; dog maa Forfølgningens Fortsættelse efter den overordnede Myndigheds Beslutning linde Sted inden Udløbet af to Maaneder, medmindre Be- tingelserne for Sagens Genoptagelse efter § 975 er til Stede.

§ 827.

Fremkommer der under Forundersøgelsen Oplysning om Omstændigheder, ifølge hvilke Politimesteren skønner, at der vil blive Spørgsmaal om at undlade Paatale i Medfør af § 723, og som maa antages at være Overanklageren ubekendte, meddeler han ham Underretning herom, ledsaget af fornøden Udskrift af Undersøgelsen. Indtil hans Beslutning inden en af Retten fastsat Frist indtræffer, foretages der kun saa- danne Undersøgelseshandlinger, som ikke taaler Ophold.

§ 828.

Er Forundersøgelse under een Sag iværksat mod flere Sigtede eller for flere Forbrydelser, kan Retten, naar den finder, at Undersøgelsen for enkelte, men ikke alle Sigtedes eller Forbrydelsers Vedkommende er fremmet i det Omfang, som Øjemedet udkræver, for saa vidt slutte Forundersøgelsen.

Sluttes Forundersøgelsen for en eller nogle af de Forbrydelser, for hvilke den samme Person er sigtet, kan Undersøgelsen af de andre Forbrydelser midlertidig hvile, indtil Afgørelse for den eller de førstnævnte Forbrydelsers Vedkommende har fundet Sted, naar Overanklageren forlanger det og Sigtede ikke fordrer Fortsættelse.

§ 829.

Samtidig med, at Tiltale rejses i en Sag, i hvilken Forundersøgelse har fundet Sted, skal Paatalemyndigheden tilstille Undersøgelsesretten Meddelelse herom og om, ved hvilken Ret Tiltale er rejst.

Er Sigtede fængslet, bør Undersøgelsesretten ved Forundersøgelsens Slutning opgive Paatalemyndigheden en vis Frist, ved hvis Udløb Fængslingen vil blive hævet, saafremt ikke inden den Tid enten Tiltale rejses, eller Oplysninger meddeles, som findes at burde begrunde en Forlængelse af Fristen. Paa lignende Maade kan for- holdes, hvor Spørgsmaal opstaar om Ophør af andre vedvarende Foranstaltninger.

§ 830.

I Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse eller om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller Udstaaelse af uforskyldt Straf (jfr. § 988) tilveje- bringes de fornødne nye Oplysninger i Overensstemmelse med Reglerne i dette Kapitel. Den, der kræver Erstatning eller anden Oprejsning, har Ret til at forlange, at der skal foretages Afhøring af ham selv eller andre opgivne Personer.

Fjerde Afsnit.

Tiltale og Domsforhandling ved Landsret.

Kapitel 76.

Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhandling for Landsret i Sager, ved hvis Paadommelse Nævninger skal medvirke.

§ 831.

Tiltale rejses ved et af Overanklageren udfærdiget og underskrevet Anklage- skrift, som skal indeholde:

1. Angivelse af den Domstol, ved hvilken Sagen anlægges;

2. Tiltaltes Navn, og hvad der ellers maatte udkræves til hans nøjagtige Betegnelse;

3. under Benyttelse af Forbrydelsens i Loven hjemlede Navn og under Frem- hævelse af dens i Loven beskrevne Kendemærker og, om fornødent, med Tilføj- else af Straf forhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde, en kort Angivelse af det Forhold, for hvilket Tiltale rejses, med saadan Angivelse af Tid, Sted. Genstand, Udførelsesmaade samt andre nærmere Omstændigheder, som udkræves til dets tilstrækkelige og tydelige Betegnelse; det eller de Lovbud, i Henhold til hvilke Paastand om Straf agtes nedlagt, bør angives. Alternativ — herunder principal og subsidiær — Angivelse er tilladt,

Hverken Angivelser af Beviser eller Udviklinger af Retsspørgsmaal maa findes i Anklageskriftet.

I en Paategning paa Anklageskriftet skal derhos angives det Ting (Samling og Tingsted), paa hvilket Domsforhandlingen ventes foretaget, og at denne skal

foregaa, for Nævninger. Det bør iagttages, at det tidligste Ting vælges, som Omstæn- dighederne tillader.

§ 832.

Anklageskriftet indleveres paa Landsrettens Kontor; ved dets Indlevering er Sagen tingfæstet.

Overanklageren foranstalter uden Ophold en Genpart af Anklageskriftet for- kyndt for Tiltalte. Ved Forkyndelsen afæskes der ham Erklæring, om han har an- taget en Forsvarer. Saa snart Forkyndelsen er sket, skal Overanklageren, saafremt Tiltalte ikke har antaget Forsvarer, gøre fornøden Henstilling til Retten om Beskik- kelse af en saadan.

Om Beskikkelsen af Forsvarer meddeles Underretning til Overanklageren og Tiltalte. Overanklageren meddeler Forsvareren Genpart af Anklageskriftet,

§ 833.

Vil Overanklageren inden Domsforhandlingen enten udvide Tiltalen til andre strafbare Forhold end de i Anklageskriftet nævnte eller berigtige Angivelser i An- klageskriftet, maa dette ske ved Indlevering og Forkyndelse af yderligere eller nyt Anklageskrift.

Under Domsforhandlingen kan Udvidelse af Tiltalen til andre strafbare For- hold ske med Rettens Samtykke, naar Tiltalte indvilger deri, saa og naar det For- hold, som der er Spørgsmaal om at inddrage, er begaaet under selve Domsforhand- lingen. Udvidelsen sker efter Rettens Bestemmelse ved Tilføjelse paa Anklageskriftet eller Tilførsel i Retsbogen: det samme gælder om Berigtigelser, som Overanklageren under Domsforhandlingen foretager i Anklageskriftets Angivelser.

Hvis Tiltalte ikke indvilger i Tiltalens Udvidelse, maa der imod ham rejses ny Sag, under hvilken Straffelovens § 64 da kommer til analogisk Anvendelse.

§ 834.

Samtidig med Indleveringen af Anklageskriftet eller snarest muligt derefter skal Overanklageren paa Rettens Kontor indlevere en Udskrift af de i Sagen fore- tagne retslige Undersøgelses- og Bevishandlinger, ledsaget af Sagens øvrige Dokumenter og andre synlige Bevismidler, samt en Fortegnelse over de Beviser, som agtes frem- førte, med kort Angivelse af, hvad dermed agtes godtgjort. Vidner og Syns- eller Skønsmænd skal betegnes med Navn, og hvad der i øvrigt maatte udkræves til de- res nøjagtige Betegnelse, under Opgivende af, om de agtes afhørte under Domsforhand- lingen eller ved en Undersøgelsesret, eller om allerede afgivne Forklaringer agtes be- nyttede. Ønskes noget Vidnes Mødepligt udvidet (§ 171), eller ønskes Syns- eller Skønsmænd udmeldte, fremsættes fornøden Begæring herom til Retten.

Det bør iagttages, at ikke flere Vidner end fornødent indkaldes, hvorved særlig bliver at tage Hensyn til, om Tiltalte for Retten har afgivet en fuldstændig og tro- værdig Tilstaaelse.

§ 835.

En Genpart af Bevisfortegnelsen foranstaltes af Overanklageren uden Ophold meddelt Forsvareren tillige med en Udskrift af de i Sagen foretagne Undersøgelses- og Bevishandlinger. I øvrigt gøres Sagens Dokumenter og andre synlige Bevismidler saa vidt muligt tilgængelige paa hensigtsmæssig og betryggende Maade, og fornøden Underretning herom meddeles.

§ 836.

Inden Udløbet af en af Overanklageren paa Anklageskriftet opgiven Frist, der paa Begæring kan forlænges af Rettens Formand, skal Forsvareren afgive saavel paa Rettens Kontor som til Overanklageren en Fortegnelse over de Beviser, der fra lians Side maatte ønskes fremførte, med kort Angivelse af. hvad dermed tilsigtes godtgjort. Ønskes Vidner eller Syns- eller Skønsmænd indkaldte, maa det opgives, om de begæres indkaldte til Domsforhandlingen eller for en Undersøgelsesret. Samtidig indleveres paa Rettens Kontor de Dokumenter og andre synlige Bevismidler, af hvilke der maatte agtes gjort Brug.

Vil Forsvareren fremsætte Begæring om:

1. at der, forinden Sagen videre fremmes, foretages Forundersøgelse — eller at den Forundersøgelse, som har fundet Sted, genoptages — til Fremskaffelse af nær- mere betegnede Oplysninger,

2. at noget Bevis, som er opført i Overanklagerens Bevisfortegnelse, maa tilvejebringes paa anden Maade end deri anført, eller

3. at Sagen maa blive foretaget paa andet Ting end paa Anklageskriftet angivet eller maa blive behandlet uden Nævninger, bør den fornødne skriftlige Begæring indgives paa Rettens Kontor inden fornævnte Frists Udløb; Genpart af Begæringen tilstilles samtidig Overanklageren.

Det samme gælder, naar Forsvareren overensstemmende med § 702 eller § 703 vil fremsætte Begæring om Sagens Overflytning til en anden Ret; gaar Begæringen ud paa en Afvigelse fra Værnetingsreglerne (§ 702), bliver den af Retten uden Ophold at indsende til Højesteret, ledsaget af Overanklagerens og efter Omstændighederne Rettens Erklæring.

Antager Forsvareren, at Sagen, saaledes som den er anlagt, ikke kan fremmes, eller at Overanklageren har overset nogen udenfor Bevisspørgsmaalet liggende Omstæn- dighed, paa Grund af hvilken Tiltalte ikke kan fældes, bør han ufortøvet gøre Overanklageren opmærksom derpaa.

§ 837.

Finder Overanklageren at maatte modsætte sig en Begæring, som af Forsvareren er fremsat i Henhold til foregaaende Paragraf, skal han uden Ophold forelægge Retten Sagen til Afgørelse. Forinden denne træffes, bør der, saa vidt dertil er An- ledning, gives Overanklageren og Forsvareren Lejlighed til at ytre sig mundtlig eller skriftlig. Tilfølgetagelse af en Begæring om Indkaldelse af Vidner kan, hvor dertil er særlig Anledning, betinges af, at Tiltalte stiller Sikkerhed for de Omkostninger, som der- ved vil forvoldes.

Naar nogen af Parterne begærer det, kan Retten træffe Bestemmelse om, ved hvilken Undersøgelsesret en Forundersøgelse, der er begært i Henhold til § 836, eller enkelte Retshandlinger, der skal finde Sted under en saadan Forundersøgelse eller til -Optagelse af Beviser til Brug under Domsforhandlingen, bliver at foretage, saavel som, naar Retshandlinger skal foregaa ved en Ret, for hvilken der tidligere har været foretaget Forundersøgelse i Sagen, om, at samme vil være at beklæde af en anden Dommer. Ligeledes kan Landsretten efter en Parts Begæring træffe Bestemmelse om, hvorvidt Tiltalte, hvor denne er fængslet, vil være at henbringe til Retsmøde, der skal finde Sted i en anden Underretskreds end den, hvor han hensidder fængslet, om, at Forsvarer vil være at beskikke til at varetage hans Tarv under Retsmøde udenfor Landsret, og lignende.

§ 838.

Ønsker nogen af Parterne at gøre Brug af andre Beviser end de i hans Bevis- fortegnelse opførte, eller vil han frafalde Førelsen af noget af disse, eller ønsker han noget Bevis optaget paa anden Maade end deri opgivet, skal skriftlig Meddelelse herom snarest muligt gøres paa Rettens Kontor og til Modparten. Bestemmelserne i §§ 834—37 finder herved tilsvarende Anvendelse.

§ 839.

Skal Forundersøgelse finde Sted, eller skal Afhørelse eller Edfæstelse af Vidner eller Syns- eller Skønsmænd foregaa forinden Domsforhandlingen, har Overanklageren at rette fornøden Begæring til vedkommende Undersøgelsesret. Er der Fare for, at et Bevis vilde spildes, hvis dets Optagelse skulde bero, indtil Reglerne i §§ 834—38 er iagttagne, retter Overanklageren uden yderligere forberedende Skridt, end' Omstændig- hederne tillader, Begæring til Undersøgelsesretten; dog skal i ethvert Fald Meddelelse herom snarest muligt indleveres paa Landsrettens Kontor, og Underretning tillige gives Forsvareren. Under samme Betingelse og med samme Forpligtelse kan Forsvareren rette Begæring om Bevishandlinger umiddelbart til Undersøgelsesretten, der afgør, om den her fastsatte Betingelse er til Stede; for de Omkostninger, som Bevisoptagelsen vil medføre, maa i dette Tilfælde saadan Sikkerhed stilles, som Undersøgelsesretten bestemmer.

Saadan Bevisoptagelse som foran ommeldt foregaar efter Reglerne i Kapitel 75. De fornødne Udskrifter af det passerede tilstilles snarest muligt Overanklageren.

§ 840.

Overanklageren foranstalter Stævning til en bestemt Dag forkyndt for Tiltalte med mindst fire Dages Varsel. Genpart af Stævningen tilstilles samtidig Forsvareren.

Er Tiltalte fængslet eller anholdt, foranlediger Overanklageren, at han betimeligt henbringes til Tingstedet.

Vidner og Syns- eller Skønsmænd, som skal fremstilles under Domsforhand- lingen, foranstaltes af Overanklageren betimeligt indkaldte. Er noget Vidne fængslet eller hensat i Forvaring, foranlediger Overanklageren, at den paagældende betimeligt hen- bringes til Tingstedet.

§ 841.

Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Ud- staaelse af Straf rejses ved, at Overanklageren udfærdiger en Beslutning om Sagsanlæg mod vedkommende til at kendes uberettiget til Erstatning, og Fremgangsmaaden bliver i øvrigt med de fornødne Lempelser i Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel givne Regler for Tiltale. For Tiltalte beskikkes en Forsvarer, for saa vidt han ikke be- gærer selv at sørge for sit Forsvar.

§ 842.

Retten kan paa et hvilket som helst Tidspunkt forinden Afholdelsen af det Ting, paa hvilket en Sag er bestemt til at skulle foretages, af egen Drift eller efter Begæring ved Kendelse beslutte dens Afvisning, naar den, efter at der er givet Overanklageren Lejlighed til at udtale sig, samt hvis der er Spørgsmaal om en af hjælpelig Mangel, til at foretage det i saa Henseende fornødne, finder:

1. at nogen Omstændighed er til Stede, som maa medføre, at Sagen under Domsfor- handlingen afvises, eller

2. at Overanklageren mangler Paataleret, eller

3. at et Forhold som det i Anklageskriftet beskrevne ikke er strafbart, eller at Straf er udelukket ved Forældelse eller af anden lignende Grund.

Finder Retten, at Sagen er unddraget fra Behandhng for Nævninger, afsiger den, efter saa vidt fornødent at have givet Overanklageren Lejlighed til at udtale sig, herom Kendelse, hvorefter Overanklageren foranstalter Forundersøgelsen genoptaget til Supplering af Bevismaterialet, jfr. § 818. Hvis det skyldes Tiltaltes egen Erklæring under Forundersøgelsen (§ 688 d, smh. m. § 687 b og c), at Sagen er paastævnet som Næv- ningesag, beror det paa Rettens Skøn, om han nu skal have Adgang til at begære Doms- forhandling uden Nævninger.

§ 843.

Udsættelse af Domsforhandlingen kan forinden dennes Begyndelse besluttes af Retten, naar dette findes nødvendigt af Hensyn til denne selv eller paa Grund af andre Omstændigheder, saasom Tiltaltes Flugt, Hindringer for Overanklageren, Tiltalte eller Forsvareren, for Vidner eller Syns- eller Skønsmænd, Forandringer i Tiltalen eller An- meldelse af nye Beviser.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræder før Domsforhandlingens Begyndelse, paahviler det enhver vedkommende snarest muligt at underrette Retten.

§ 844.

De i de foregaaende Paragraffer omhandlede Beslutninger af Retten, med Und- tagelse af de i § 842 nævnte, kan, saa længe Domsforhandling ikke er begyndt, saavel som naar denne er udsat, træffes af Rettens Formand. Det samme gælder om Beslut- ninger om Sagers Adskillelse eller Forening, om Tiltaltes Anholdelse, Fængsling eller Løsladelse, saa og om enhver anden Beslutning, der sigter til at forberede Domsforhand- lingen. Fornøden Underretning om de tagne Beslutninger meddeles Parterne.

De Retsmøder, som afholdes inden Domsforhandlingen, er ikke offentlige. Be- gæringer til Retten, som ikke fremsættes mundtligt i et Retsmøde, stiles skriftligt til Retten. Er Tiltalte fængslet, kan hans Henvendelser til Retten — derunder Meddelelse om Beviser, han ønsker fremførte (§§ 836 og 838) — fremsættes til Undersøgelsesrettens Retsbog eller for Fængselsbestyreren, som har at modtage samme til en dertil indrettet Bog. Udskrift tilstilles uden Ophold Landsrettens Kontor og i de i §§ 836 og 838 omhandlede Tilfælde tillige Overanklageren.

Kapitel 77.

Bestemmelser om Domsforhandling ved Landsret i Nævningesager.

§ 845.

Overanklageren samt den beskikkede Forsvarer skal være til Stede under hele Domsforhandlingen, saa længe de har Adgang til at faa Ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskelhge Personer udfører Overanklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv i Sagen.

Udebliver Overanklageren enten ved Domsforhandlingens Begyndelse eller i Løbet af denne, udsættes Sagen. Det samme gælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Forsvarer ikke møder, medmindre Omstændighederne

F. t. L. om Rettens Pleje.

maatte gøre det muligt for Formanden at beskikke en Forsvarer, som straks kan udføre Hvervet.

§ 846.

Tiltalte skal, saa vidt Loven ikke hjemler Undtagelse, personlig være til Stede under hele Domsforhandlingen, saa længe han har Adgang til at udtale sig; dog kan Rettens Formand, efter at hans Afhørelse er sluttet, tillade ham at fjerne sig.

§ 847.

Udebliver Tiltalte ved Begyndelsen eller i Løbet af Domsforhandlingen, og kan han ikke straks bringes til Stede, udsættes Sagen.

I efternævnte Tilfælde kan dog en Domsforhandling fremmes i Tiltaltes Fra- værelse, saafremt Retten ikke finder hans Nærværelse nødvendig:

1. naar han er undveget, efter at Anklageskriftet er ham forkyndt;

2. naar han, efter at være mødt ved Sagens Paaraab, har forladt Tingstedet uden Rettens Tilladelse;

3. naar det skønnes,

a) at der ikke vil blive Spørgsmaal om højere Straf end Fængsel, og Tiltalte derhos har samtykket i Sagens Fremme, eller

b) at Forhandlingen utvivlsomt vil føre til hans Frifindelse.

§ 848.

Formanden kan beslutte, at Tiltalte skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en Medtiltalt afhøres, naar særegne Grunde taler for, at en uforbeholden Forklaring ellers ikke kan opnaas.

Er en Tiltalt i Medfør af foranstaaende Bestemmelse aftraadt, skal, naar han atter er indladt i Retssalen, Forklaringen, for saa vidt den angaar ham, gentages, eller i alt Fald dens Indhold meddeles ham.

§ 849.

Naar Tiltalte fjernes fra Retssalen i Henhold til § 151, kan Forhandlingen fort- sættes, hvis Formanden ikke finder en Udsættelse nødvendig.

Tiltalte bør i saa Fald, saa snart og saa vidt hans Adfærd gør det muligt, atter indføres i Retssalen og gøres bekendt med det under hans Fraværelse forefaldne; saa bør der og, for saa vidt det efter Forhandlingens Standpunkt endnu er muligt, gives ham Adgang til at fremkomme med, hvad han under almindelige Forhold vilde have haft Lejlighed til.

§ 850.

Naar Domsforhandlingen er begyndt, fortsættes den saa vidt muligt uafbrudt, indtil endelig Afgørelse har fundet Sted.

Har Forhandlingen været afbrudt, bestemmer Rettens Formand, om og i hvilket Omfang det allerede foretagne skal gentages, naar Sagen atter kommer for.

§ 851.

Hvor der findes Grund til at antage, at offentlig Gengivelse af Forhandlinger under Hovedforhandlingen vil kunne have skadelig Indflydelse paa Sagens Oplysning eller Paadømmelse, kan Retten ved Kendelse bestemme, at saadan Gengivelse af For-

Forelagte Lovforslag m. m. 191

handlingerne eller visse Dele af samme ikke maa finde Sted, forinden Dom er afsagt. Kendelsen ophæves, saa snart Grundene for samme ikke længere antages at være til Stede. Overtrædelse straffes med Bøder fra 100 til 1000 Kr.

§ 852.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræder paa en Tid, da Domsforhandlingen er udsat, paahviler det enhver vedkommende snarest muligt at underrette Rettens For- mand, for at Bestemmelse om Udsættelse om muligt kan tages og Meddelelse til alle ved- kommende finde Sted, førend Sagen paa ny skulde have været for.

§ 853.

Naar Retten er sat til Sagens Behandling, lader Rettens Formand Sagen paa- raabe og Tiltalte føre ind i Retssalen samt saa vidt fornødent Vidner og Syns- og Skøns- mænd paaraabe, hvorhos han giver de Paalæg og træffer de Foranstaltninger, som maatte findes fornødne for at sikre disses Tilstedeblivelse og hindre indbyrdes Meddelelse.

Derefter skrides, for saa vidt der ikke opstaar Spørgsmaal om Udsættelse, Afvis- ning eller desl., som findes forinden at burde afgøres, til Udtagelse af Nævninger, jfr. dog § 863.

§ 854.

I enhver Nævningesag skal 12 Nævninger udtages til at deltage i Afgørelsen.

Kan det forudses, at en Sags Forhandling vil medtage et længere Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, beslutte, at endvidere en eller fiere Nævninger skal udtages som Suppleanter. Saafremt da nogen af Nævningerne maatte blive forhindret i at overvære den hele Forhandling, indtil Nævningernes Erklæring er afgivet, indtræder en Suppleant i hans Sted efter den Rækkefølge, i hvilken Navnene er udtrukne.

Suppleanterne overværer Forhandlingen, men deltager ikke i Nævningernes Raad- slagninger og Afstemninger, saa længe de ikke er indtraadt i en Nævnings Sted.

§ 855.

Ingen maa medvirke som Nævning i en Straffesag, naar han befinder sig i noget af de i § 60 Nr. 1—4 nævnte Tilfælde, i hvilke Dommeren i en saadan Sag skal vige sit Sæde, eller han har handlet som Dommer i Sagen.

§ 856.

Foranstaltningerne til Nævningernes Udtagelse begynder med, at de indkaldte Nævninger paaraabes. Indsigelse fra Parternes Side om, at Genpart af Nævningelisten ikke er behørig meddelt, maa fremsættes, førend Lodtrækningen begynder. Førend denne stiller derhos Rettens Formand Spørgsmaal til Overanklageren, den eller de Tiltalte og disses Forsvarere, til Dommerne og Nævningerne, om der med Hensyn til nogen af de indkaldte tilstedeværende Nævninger maatte være dem nogen Omstændighed bekendt, som efter § 60 eller i Medfør af Reglerne i Kapitel 6 udelukker fra at være Nævning i den foreliggende Sag eller i det hele. De herefter opstaaende Spørgsmaal afgøres af Retten. Kendelse, hvorved en Nævning udelukkes, kan ikke indbringes for højere Ret. Imod Kendelser, hvorved Indsigelse mod en Nævnings Habilitet forkastes, kan Kæremaal rejses. Naar det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstaas.

§ 857.

For at Lodtrækning kan iværksættes, kræves Tilstedeværelse af mindst 20 eller, hvis en eller flere Suppleanter skal udtages, henholdsvis 21 eller flere Nævninger, som kan medtages ved Lodtrækningen.

Er ikke mindst 20 Nævninger eller, hvis Suppleanter skal tiltræde, et tilsva- rende større Antal Nævninger mødt, eller synker Nævningernes Tal ved Rettens Af- gørelser under det nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne Antal af Nævninger bringes til Veje ved Tilkaldelse af Hjælpe- nævninger i den Orden, i hvilken disses Navne findes opførte paa Hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke kunne skaffes til Veje paa denne Maade, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning, saaledes som i § 95 bestemt.

§ 858.

Lodtrækningen foregaar paa den Maade, at Sedler, hvorpaa Nævningernes fulde Navne er skrevne, og som oplæses, nedlægges i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkelt- vis udtages og oplæses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lodtrækning er foretaget, uden at det ovenfor foreskrevne Antal Nævninger var til Stede, skal fremsættes før Lodtrækningens Slutning.

§ 859.

Saa snart et Navn er trukket af Urnen og oplæst, har først Overanklageren, indtil Ordet er givet Tiltalte, og derefter Tiltalte, indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne Nævning. En afgiven Erklæring kan tilbagetages, naar det sker indenfor de angivne Tidsgrænser. Afgives ingen Erklæring, gælder Nævningen for antaget.

§ 860.

I det hele kan der i Henhold til § 859 forkastes 4 Nævninger fra hver Side.

Er der i samme Sag flere Tiltalte, er disse lige nær berettigede til at udøve den en enkelt Tiltalt hjemlede Forkastelsesret.

Kan de ikke enes om Udøvelsen af denne Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser ligelig imellem dem. Med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kan fordeles saaledes, afgøres det ved Lodtrækning, hvem af de Tiltalte de skal tilkomme. Lige- ledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skal erklære sig om For- kastelse. En herefter af en af de Tiltalte erklæret Forkastelse gælder ogsaa for de andre.

§ 861

Indsigelser, der gaar ud paa, at Reglerne i §§ 859 og 860 er tilsidesatte, skal fremsættes før Anklageskriftets Oplæsning.

§ 862.

Naar 12 eller, hvis Suppleanter skal tiltræde, henholdsvis 13 eller flere ufor- kastede Nævninger er udtrukne, ophører Lodtrækningen. De 12 først udtrukne er Nævningerne i Sagen; den eller de, hvis Navne senere maatte udtrækkes, er Suppleanter.

§ 863.

Naar flere Sager foretages paa een Dag. kan, saafremt saavel Overanklageren som den eller de Tiltalte samtykker heri, de Nævninger, der har gjort Tjeneste i en Sag, uden ny Udtagelse udføre Hvervet i den nærmest paafølgende Sag.

Mangler Betingelserne for Anvendelsen af foranstaaende Regel, og der som Følge heraf paa ny skal udtages Nævninger for en senere, til Forhandling paa samme Dag ansat Sag, kan efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for den senere Sag foretages, førend Forhandlingen i den tidligere Sag begynder.

§ 864.

Nævningerne indtager deres Sæde i den ved Lodtrækningen bestemte Orden.

§ 865.

Naar Nævningerne har indtaget deres Sæde og de i § 765, 1ste Stykke, ommeldte Spørgsmaal er rettede til Tiltalte, oplæses Anklageskriftet, og Tiltalte spørges, om han erkender sig skyldig i det der omhandlede Forhold. Erkender Tiltalte sig skyldig, kan, naar han heri samtykker, efter Rettens Bestemmelse Nævningernes Medvirkning bort- falde, men Sagen behandles i saa Fald desuagtet efter de i dette Kapitel givne Regler med de fornødne Lempelser. Tager Tiltalte senere sin Erkendelse af at være skyldig tilbage, er Nævningernes Medvirkning nødvendig, og Forhandlingen maa i fornødent Fald gentages.

§ 866.

Træffes ikke saadan Bestemmelse som ommeldt i § 865, 2det Punktum, paa- minder Formanden Nævningerne om, at de, indtil deres endelige Kendelse er afgivet, ikke angaaende Sagen maa have Samtale eller Forbindelse med nogen anden end Retten gennem dennes Formand, og tager dem derpaa i Ed, idet han foreholder dem, at de skal love og sværge opmærksomt at følge Forhandlingen i Retten og samvittighedsfuldt besvare de Spørgsmaal, som vil blive dem forelagt, saaledes som de finder ret og sandt at være efter Loven og Sagens Bevisligheder.

Herpaa svarer Nævningerne hver for sig, staaende op med oprakte Fingre efter Lovens Forskrift om Eds Aflæggelse:

»Det lover og sværger jeg, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord«.

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler Medlemmer af visse Trossamfund til at aflægge Ed paa anden Maade end den sædvanlige, skal ogsaa her komme til An- vendelse. Ligeledes finder Regelen i § 187 om Afgivelse af en Forsikring i Eds Sted til- svarende Anvendelse.

Indsigelser, der gaar ud paa, at Nævningerne ikke er blevet lovlig edfæstet, skal fremsættes, før Tiltaltes Afhørelse begynder (§ 868).

§ 867.

Nævningerne vælger umiddelbart efter Edfæstelsen under Ledelse af den Næv- ning, hvis Navn først blev udtrukket, en Ordfører. Valget sker ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af Stemmelighed foretrækkes den ældste.

§ 868.

Naar Nævningerne har valgt deres Ordfører, eller, i det i § 865, 2det Punktum, omhandlede Tilfælde, naar de er aftraadt, giver Formanden Tiltalte Lejlighed til at

forklare sig om de Forhold, som Tiltalen angaar. Enhver af de andre Dommere, enhver af Nævningerne, Overanklageren og Forsvareren kan begære yderligere Spørgsmaal, der sigter til at tydeliggøre hans Forklaring, rettet til Tiltalte. Derpaa følger den øvrige Bevisførelse.

Afgiver Tiltalte under Afhørelsen en fuldstændig Tilstaaelse, afgør Retten, om og i hvilken Udstrækning yderligere Bevisførelse skal finde Sted.

§ 869.

Opstaar der Spørgsmaal, om nogen Fejl foreligger, der hindrer Sagens Fremme, eller om Overanklageren har Paataleret, kan Forhandlingen begrænses til dette Punkt, indtil Spørgsmaalet har fundet sin Afgørelse.

Det samme gælder, naar Spørgsmaal rejses, om et saadant Forhold, som er be- skrevet i Anklageskriftet, overhovedet er strafbart, eller om Straf er udelukket ved For- ældelse eller af anden lignende Grund. Er Rettens Dommere enige, kan Frifindelsesdom straks afsiges.

Fejl, der hindrer Sagens Fremme, bør, hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne, og den Udsættelse gives, som i saa Henseende maatte behøves. Skal Fejlen kun tages i Be- tragtning, naar den gøres gældende fra Tiltaltes Side, maa Indsigelse fremsættes, saa snart dertil er blevet Lejlighed; i Almindelighed maa det ske, førend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger begynder.

Den Omstændighed, at Retten forinden Domsforhandlingens Begyndelse har nægtet at tage en Begæring om Sagens Afvisning til Følge (§ 842), er ikke til Hinder for, at det saaledes foreløbig rejste Spørgsmaal paa ny bringes frem under Domsforhandlingen.

§ 870.

Bevisførelsen foregaar først fra Overanklagerens og derefter fra Forsvarets Side; Beviser, hvis Førelse Retten af egen Drift beslutter, fremføres paa det Tidspunkt, For- manden bestemmer. Førend en Parts Beviser fremføres, kan den bevisførende i Korthed angive, hvad det er for Beviser, han vil føre, og hvad han dermed vil godtgøre.

Efter ethvert enkelt Vidnes Afhørelse, saavel som efter Fremførelsen af ethvert andet Bevis, har Tiltalte Adgang til, hvis han ønsker det, at forklare sig, saa vidt Beviset dertil giver Anledning.

§ 871.

Om Slutning af Bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne er fremførte, samt om Genoptagelse af en sluttet Bevisførelse, tager Retten Beslutning.

Omfatter Sagen flere Forbrydelser, kan Formanden lade Forhandlingen og Næv- ningernes Paakendelse foregaa særskilt for hver enkelt Forbrydelse.

§ 872.

Overanklageren afhører de af ham fremstillede Vidner. Vidner, som fremstilles fra Forsvarets Side, afhøres af Forsvareren eller af Tiltalte.

Paa tilsvarende Maade forholdes med Afhørelse af Syns- og Skønsmænd.

§ 873.

Formanden er berettiget og forpligtet til, naar som helst han i Sandhedens Inter- esse finder Grund dertil, at rette Spørgsmaal til den, som afhøres. Bevisførelse sigtende

t-il at svække Vidnets Troværdighed i sin Almindelighed maa kun finde Sted paa den Maade og i den Udstrækning, som Retten tilsteder. Den bør nægtes, naar de tilsigtede Oplysninger ikke findes at være af væsentlig Betydning.

§ 874.

Vidner og Syns- eller Skønsmænd, som fremstilles efter Rettens Beslutning af egen Drift (jfr. § 880, sidste Stykke), afhøres af Formanden; dog er han beføjet til at overlade Afhørelsen til Parterne.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand, kan Parterne andrage paa, at yder- ligere Spørgsmaal stilles; Formanden kan overlade det til dem selv at stille saadanne enkelte Spørgsmaal.

§ 875.

Dommerne og Nævningerne er berettigede til at rette Spørgsmaal til de frem- stillede Vidner. Syns- eller Skønsmænd, efter at have erholdt Ordet af Formanden.

§ 876.

Af de Udsagn, der afgives under Afhørelsen, optages det væsentligste i en sær- skilt Bog; er de paagældende tidligere afhørte for en Ret, er dog Henvisning tilstrækkelig, og kun væsentlige Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes.

§ 877.

Dokumenter, der paastaas at have været Genstand for eller at være frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som yder umiddelbar Oplysning om Gerningen eller Tiltaltes Forhold til denne, bliver at oplæse, naar Bevisførelsen kræver det.

Fremdeles kan efternævnte Dokumenter under Domsforhandlingen benyttes som Bevismidler og bliver da at oplæse:

1) Tilførsler til Retsbøger om Ransagninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser og Syns- eller Skønsforretninger, foretagne udenfor Domsforhandlingen, saavel som Erklæ- ringer til Retten, afgivne af Syns- eller Skønsmænd; dog kan Retten, naar den finder saadant hensigtsmæssigt, bestemme, at mundtlig Afhøring af Syns- eller Skøns- mændene helt eller delvis skal træde i Stedet for Oplæsning af disses Forklaringer eller skriftlige Erklæringer;

2) Tilførsler til Retsbøger om de af Tiltalte under Afhørelsen om Sigtelsen afgivne Forklaringer, naar Tiltalte enten nu vægrer sig ved at svare, eller den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller naar Tiltalte er udeblevet (jfr. § 847);

3) Tilførsler til Retsbøger angaaende de af Vidner, Syns- eller Skønsmænd under Af- hørelse afgivne Forklaringer, naar disse Personer enten er døde eller af anden Grund ikke kan afhøres paa ny, eller deres Fremstilling for Retten ikke finder Sted af de i § 172, jfr. §§ 202 og 209, angivne Grunde, eller naar den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller naar et Vidne vægrer sig ved at afgive Forklaring, og de fore- skrevne Tvangsmidler ikke antages at burde anvendes eller forgæves er blevet anvendt;

4) Tilførsler til Retsbøger af Forklaringer saavel som Erklæringer, afgivne af de i D. L. 1—2—1 omhandlede Personer samt af Personer, der har Eksterritorialitetsret, for saa vidt de nævnte Personer ikke giver Møde i Retten;

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i Medfør af et offentligt Hverv, derunder Ud- skrifter af Tiltalte tidligere overgaaede Straffedomme.

Udenfor de nævnte Tilfælde kan Dokumenter og Aktstykker, som indeholder Erklæringer eller Vidnesbyrd, kun benyttes som Bevismidler, naar Retten undtagelsesvis hertil giver Tilladelse. Udenretslige Bevidnelser angaaende Tiltaltes tidligere Vandel maa under ingen Omstændigheder benyttes.

§ 878.

Oplæsning af Tilførsler til Retsbøger angaaende Udsagn af Tiltalte, Vidner eller Syns- eller Skønsmænd paa Grund af de nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med de tidligere afgivne bør kun finde Sted, efter at der paa foreskreven Maade er givet de paagældende Lejlighed til sammenhængende Udtalelser om Genstanden for Afhørelsen, og de yderligere Spørgsmaal, hvortil denne Udtalelse opfordrer, er stillede.

Naar Oplæsning af de i § 877 Nr., 2 og 3, ommeldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden meddeles af Rettens Formand og tilføres Retsbogen; saa bør det og bemærkes, om Vidnets eller Syns- og Skønsmandens Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken Grund.

§ 879.

Oplæsning af skriftlige Beviser sker ved Retsskriveren, medmindre Rettens Formand tillader den bevisførende selv at oplæse dem, eller et af Rettens Medlemmer foretager Oplæsningen.

§ 880.

Bevis, som haves til Stede, kan ikke nægtes ført af den Grund, at det ikke er anmeldt for Modparten saa betimelig, at denne har haft tilstrækkelig Forberedelse; men hvor dette ikke er sket, og hvor Retten ikke i den Anledning har udsat Førelsen af det paagældende Bevis til en senere Dag, kan Modparten, efter at det er ført, forlange en passende Udsættelse, medmindre Retten finder, at det er uden Betydning for Sagen, eller af anden Grund finder, at en Udsættelse ikke vilde tjene noget berettiget Formaal.

Udsættelse til Førelse af Bevis, som ikke haves til Stede, bevilges af Retten, naar den finder, at Omstændighederne gør dette ønskeligt for Sagens Oplysning.

Retten kan, naar den anser det for nødvendigt til Sagens fuldstændige Oplys- ning, beslutte, at Beviser skal føres, som ingen af Parterne har begært førte, eller som den, der har anmeldt samme, har erklæret at ville frafalde, og kan i dette Øjemed udsætte Sagen; de Foranstaltninger, som Beslutningen foranlediger, træffes af Retten eller efter dens Paalæg af Overanklageren.

§ 881.

Rettens Afgørelse af Tvistepunkter, som opstaar under Bevisførelsen mellem Parterne, samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd, sker, for saa vidt det begæres, ved Kendelse.

§ 882.

Førend Dom eller Kendelse afsiges under Domsforhandlingen, bør der være givet Parterne Lejlighed til at udtale sig. Tiltalte har stedse det sidste Ord.

§ 883.

Efter at Bevisførelsen er sluttet, faar først Overanklageren, dernæst Forsva- reren og, saafremt Tiltalte begærer det, denne Ordet for at udtale sig om Bevisførelsens Resultat samt om Retsspørgsmaalene i Sagen, dog saa vidt muligt uden at omhandle saadanne Punkter, som ikke skal forelægges Nævningerne til Afgørelse.

§ 884.

Efter at Parterne har haft Ordet, skal Overanklageren overlevere Retten og Forsvareren Udkast til de Spørgsmaal, som skal forelægges Nævningerne, hvorefter der gives Forsvareren og Tiltalte Lejlighed til at ytre sig og fremsætte Forslag til Ændrin- ger i eller Tillæg til Spørgsmaalene. Spørgsmaalene fastsættes derefter af Retten og meddeles Parterne; hvor dette kræves af Reglerne i § 908, 4de Stykke, gives der disse fornyet Lejlighed til at ytre sig.

Intet Spørgsmaal kan forelægges Nævningerne, medmindre det har været ud- trykkelig fremdraget under Forhandlingerne, og det saaledes har været muligt for Parterne at ytre sig derom.

§ 885.

Ved Spørgsmaalene til Nævningerne skal det forelægges dem til Afgørelse, om Tiltalte er skyldig i det Forhold, som Tiltalen angaar; Tiltalens Angivelser kan fra- viges indenfor de Grænser, som er betegnede i § 908. Som Følge heraf hører det under Nævningernes Afgørelse, om nogen Grund, som udelukker Straf, eller om saadanne i Straffeloven bestemt betegnede Omstændigheder, der hjemler Nedsættelse eller Forhøjelse af Straffen udenfor den almindelige Strafferamme, er til Stede.

Undtagne fra Nævningernes Afgørelse er Spørgsmaal om

a) Strafskyldens Forældelse,

b) de i Straffelovens §§ 7 og 58 ommeldte Omstændigheder,

c) Straffens Forhøjelse paa Grund af Gentagelse.

For saa vidt det imidlertid ved Anvendelsen af Reglerne om Strafskyldens For- ældelse og Strafforhøjelse paa Grund af Gentagelse kommer an paa det Tidspunkt, da den paatalte Handling blev begaaet, afgøres dette Spørgsmaal af Nævningerne efter den al- mindelige Regel.

Om Overanklageren er paataleberettiget, er ikke Genstand for Nævningernes Afgørelse.

§ 886.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgøre noget om Tilstedeværelsen af Om- stændigheder, der kan komme i Betragtning ved Straffens Udmaaling indenfor Lovens Strafferamme, og som Følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor Loven paa Grund af skærpende eller formildende Omstændigheder, men uden nærmere Betegnelse af disse eller blot med Angivelse af vejledende Eksempler, har udvidet Grænserne for Straffens Valg, at afgøre, om saadanne Omstændigheder foreligger.

§ 887.

Ethvert Spørgsmaal til Nævningerne skal stilles saaledes, at det kan besvares med »ja« eller »nej«.

Ethvert enkelt Spørgsmaal maa alene angaa een Tiltalt og, saa vidt muligt, kun eet forbrydersk Forhold,

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 888.

Naar undtages saadanne Tillægsspørgsmaal, som omhandles i §§ 889 og 890, skal ethvert Spørgsmaal begynde med Ordene »Er Tiltalte (Tiltalte N. N.) skyldig?« I Spørgsmaalet skal Forbrydelsens Art betegnes ved dens i Loven hjemlede Navn eller ved en Henvisning til den paagældende Strafbestemmelse; tillige skal Forbrydelsens i Loven beskrevne Kendemærker optages i Spørgsmaalet; Gerningen skal beskrives ved saadan Angivelse af Tid og Sted, Genstand, Udførelsesmaade og andre nærmere Omstændigheder, som maatte udkræves til dens tilstrækkelige Betegnelse.

§ 889.

Naar der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til Støtte for, at der foreligger en Omstændighed, som vil udelukke Straf, eller som der efter Rettens Skøn mulig kan blive tillagt en saadan Virkning, kan der, om fornødent, stilles et sær- skilt Spørgsmaal om Tilstedeværelsen af samme som Tillæg til Hovedspørgsmaalet, for at fremkalde en udtrykkelig Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovedspørgsmaalet bliver at fremsætte, sker der i saa- danne Tilfælde ingen Forandring.

§ 890.

Skal der spørges om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, der ifølge Loven hjemler Forhøjelse eller Nedsættelse af Straffen, kan dette, om fornødent, ske i Form af særskilte Tillægsspørgsmaal, der kun bliver at besvare, saafremt det Hovedspørgsmaal, hvortil de slutter sig, besvares bekræftende. Er der under Bevisførelsen fremkommet noget Datum til Støtte for, at en Strafnedsættelsesgrund foreligger, kan Tillægsspørgsmaal herom ikke nægtes stillet, naar dette er begært af Forsvareren eller Tiltalte.

§ 891.

Angaar flere Hovedspørgsmaal (med tilhørende Tillægsspørgsmaal) det samme Forholds Henførelse under forskellige Strafbestemmelser med forskellig Strafferamme, stilles det Spørgsmaal først, hvis Bekræftelse medfører den strengeste Strafferamme.

§ 892.

Naar et Spørgsmaal kun skal besvares under Forudsætning af en bestemt Be- svarelse af et forudgaaende Spørgsmaal, bør dette udtrykkelig bemærkes i den skriftlige Udfærdigelse.

Ligeledes anføres ved hvert Spørgsmaal, at der udkræves otte Stemmer til det Svar — »Ja« eller »Nej« —, som er ugunstigst for Tiltalte.

§ 893.

Etter at Spørgsmaalene er fastsatte, gennemgaar Formanden i Korthed Sagen og dens Bevisligheder og forklarer saa vidt fornødent Spørgsmaalene og de Retssætninger, der skal lægges til Grund for deres Besvarelse. Naar Formanden finder dette fornødent, overgives Afskrifter af Spørgsmaalene til Nævningerne, forinden han begynder sit Foredrag.

Enhver af Parterne kan, efter at Formanden har sluttet sit Foredrag, og for- inden Nævningerne trække sig tilbage til Raadslagning, forlange, at særlig paapegede Dele af Formandens Udvikling af Retssætninger gengives i Retsbogen.

Forelagte Lovforslag m. m. 192

§ 894.

Naar Formanden har endt sit Foredrag, oplæses Spørgsmaalene og overgives i en af Formanden underskreven Udfærdigelse til Nævningernes Ordfører.

Formanden kan efter sit Skøn og skal efter Begæring af Ordføreren medgive Nævningerne Afbildninger, Tegninger eller Kort, som maatte være fremlagte under Sagen, Ting, der paastaas at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som i øvrigt yder umiddelbar Oplys- ning om Gerningen eller Tiltaltes Forhold til denne.

Formanden henleder Nævningernes Opmærksomhed paa de i §§ 895 og 897—899 indeholdte Bestemmelser om, hvad de ved deres Raadslagning har at iagttage, og for- klarer disse nærmere, for saa vidt han finder det fornødent; derefter opfordrer han Næv- ningerne til at begive sig til det for dem bestemte Værelse.

§ 895.

Indtil Nævningernes Erklæring er vedtaget, maa intet Samkvem finde Sted mellem dem og andre Personer, ej heller maa nogen Nævning forlade Raadslagnings- værelset eller nogen anden betræde dette uden Tilladelse af Rettens Formand. Rettens Formand træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse heraf.

Overtrædes foranstaaende Bestemmelser af en Nævning eller andre, kan Retten idømme den eller de skyldige Bøder indtil 1,000 Kr.

Den af Nævningerne i Henhold til § 867 valgte Ordfører leder deres Forhandlinger.

Om Raadslagningen og Afstemningen skal Nævningerne iagttage Tavshed. Meddelelse derom maa i intet Tilfælde optages i Pressen eller paa anden Maade ske offentlig. Overtrædelse af disse Bestemmelser straffes med simpelt Fængsel.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skal Aftryk af denne Lovs §§ 895 og 897—899 være opslaaede i flere Eksemplarer.

§ 896.

Ved Afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene Hensyn til de Beviser, som er fremførte under Domsforhandlingen. Bedømmelsen af Bevisernes Vægt er ikke bundet ved Lovregler.

§ 897.

Efter tilendebragt Raadslagning afstemmer Nævningerne om de enkelte Spørgs- maal i den Orden, hvori disse er stillede. Ordføreren afæsker hver Nævning enkelt- vis hans Stemme i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for Tiltalte ugunstig Besvarelse af et Hoved- eller Tillægsspørgsmaal kan kun vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel finder ogsaa Anvendelse ved de i §§ 889— 890 ommeldte Tillægsspørgsmaal.

Er den bekræftende Besvarelse af et Hovedspørgsmaal blevet vedtaget med den fornødne Stemmeflerhed, bliver de Nævningers Stemmer, som maatte have erklæret sig for det benægtende Svar, at regne til den Tiltaltes Gunst ved Afgørelsen af de til samme sig sluttende Tillægsspørgsmaal: som Følge heraf bliver der ved Afstemningen over saa- danne Tillægsspørgsmaal ikke at afæske disse Nævninger en særlig Erklæring.

§ 898.

Opstaar der Tvivl hos Nævningerne om den Fremgangsmaade, som de skal iagttage, eller om Betydningen af de stillede Spørgsmaal eller om Svarenes Affattelse,

eller antager de det for nødvendigt, at yderligere eller ændrede Spørgsmaal forelægges dem, kan de derom henvende sig til Rettens Formand, som, efter at Nævningerne i Retssalen har fremsat deres Andragende, her meddeler dem Oplysning eller foran- stalter det fornødne. Bliver der at tage Bestemmelser om Forandringer i eller Tillæg til Spørgsmaalene, eller finder Rettens Formand det i øvrigt fornødent, genoptages For- handlingen, og der gives Parterne Lejlighed til at udtale sig.

§ 899.

Nævningernes Ordfører vedtegner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sammentælling, lige over for ethvert af Spørgsmaalene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre Nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 900.

Efter at Nævningerne er vendt tilbage til Retssalen, spørger Rettens Formand dem om Udfaldet af deres Raadslagning. Derefter oplæser Nævningernes Ordfører de stillede Spørgsmaal og umiddelbart efter hvert af disse det vedtegnede Svar. Erklæringen overleveres dernæst til Rettens Formand, der underskriver den tilligemed Retsskriveren.

§ 901.

Lider Nævningernes Erklæring af Mangler i Formen, eller er dens Indhold utyde- ligt, modsigende eller ufuldstændigt, eller opstaar der Tvivl, om den oplæste Erklæring udtrykker Nævningernes virkelige Mening eller er vedtaget med det foreskrevne Stemme- tal, og Mangelen ikke straks kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en Erklæring af Næv- ningernes Ordfører, kan Retten paalægge Nævningerne at begive sig tilbage til deres Værelse for ved en ny Erklæring at afhjælpe Mangelen eller fjerne Tvivlen. De fornødne Forklaringer meddeles Nævningerne af Rettens Formand.

Vedrører Mangelen kun Formen, maa Nævningerne intet forandre i Erklærin- gens Indhold; ligeledes skal de Svar, hvis Berigtigelse eller Fuldstændiggørelse ikke fordres, forblive uforandrede. Utilstedelige Ændringer maa ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen vedføjes saaledes, at det træder tydelig frem, hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den her omhandlede Forholdsregel kan træffes, saa længe Retten ikke har afsagt Dom.

§ 902.

Ogsaa udenfor de i det foregaaende særlig nævnte Tilfælde kan Retten, saa længe Dom ikke er afsagt, beslutte at forandre Spørgsmaal eller at stille nye Spørgsmaal; for- inden saadan Bestemmelse træffes, maa der være givet Parterne Lejlighed til at ytre sig.

§ 903.

Har Nævningerne erklæret, at Tiltalte ikke er skyldig, afsiger Retten straks Frifindelsesdom. Hertil henregnes ogsaa det Tilfælde, at Nævningerne vel har besvaret Hovedspørgsmaalet bekræftende, men tillige har givet et for Tiltalte gunstigt Svar paa et Tillægsspørgsmaal om en Omstændighed, som udelukker Straf (§ 889).

Retten kan ligeledes straks afsige Frifindelsesdom, naar den allerede da er paa det rene med, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han

ifølge den i Spørgsmaalene givne Beskrivelse af Gerningen og Nævningernes Svar paa disse er erklæret skyldig.

§ 904.

Hvor Nævningernes Erklæring gaar ud paa, at Tiltalte er skyldig, men Retten finder, at Sagens Bevisligheder ikke har afgivet tilstrækkeligt Grundlag for at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne har erklæret ham skyldig, kan den ved Kendelse beslutte, at en ny Domsforhandling skal foregaa. Beslutningen træffes i Embeds Medfør, uden at Parterne har Adgang til derom at fremsætte Begæring, og kan træffes, saa længe Dom ikke er afsagt.

§ 905.

Ny Domsforhandling, som besluttes i Medfør af forrige Paragraf, bliver at foretage, enten paa samme eller paa et senere Ting, for andre Dommere og andre Nævninger. Indtil Nævningeerklæring under den nye Sag er afgivet, kan Rigsanklageren beslutte at frafalde Tiltale, i hvilket Tilfælde Frifindelsesdom bliver at afsige.

Falder ogsaa den nye Domsforhandling ud til en fældende Nævningeerklæring, kan Retten, naar den finder, at Beviset er utilstrækkeligt til at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne har erklæret ham skyldig, afsige Frifindelsesdom eller, naar den finder det godtgjort, at Tiltalte er skyldig i en mindre Forbrydelse end den, Nævningernes Erklæring lyder paa, afsige Dom i Overensstemmelse hermed; Bestem- melsen i sidste Punktum af § 909 finder herved tilsvarende Anvendelse.

Under den nye Sag kan der ikke forelægges Nævningerne noget Spørgsmaal, som sigter paa en strengere Straf, end Tiltalte vilde have været hjemfalden til, saafremt den første Nævningeerklæring var blevet taget for gyldig, medmindre Betingelser foreligger for Genoptagelse.

§ 906.

Naar Tiltalte af Nævningerne er erklæret skyldig, og Retten ikke straks i Hen- hold til § 903, 2det Stykke, eller § 905 afsiger Frifindelsesdom eller i Henhold til § 904 beslutter, at ny Domsforhandling skal foregaa, faar først Overanklageren og derefter Forsvareren og Tiltalte Ordet for at udtale sig om Strafudmaalingen og andre Punkter, som ligger udenfor Nævningernes Afgørelse, og der gives dem Lejlighed til at fremkomme med de Bevisligheder, som herved maatte udkræves. Parternes Udtalelser og Bevisførelsen maa ikke gaa ud paa at rokke ved noget, som er afgjort ved Nævningernes Erklæring. Ved denne Forhandlings Slutning optages Sagen til Dom.

Har Tiltalte ikke været til Stede under Afgivelsen af Nævningernes Erklæring, bliver denne, forinden Forhandlingen kan fortsættes paa Grundlag af samme, at oplæse for ham, efter at han atter er fremstillet.

§ 907.

Domsforhandlingen afsluttes ved Rettens Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som tingfæstet ved Retten, indtil Dommens Fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af Anke Sagens Aktstykker er indsendte til Rigsanklageren (jfr. § 952).

§ 908.

Dommen skal, for saa vidt den ikke gaar ud paa Sagens Afvisning, enten dom- fælde eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Overanklageren ikke er paataleberettiget, naar Forfølgning frafaldes, naar Strafskylden er forældet, samt naar Tiltalte ikke findes skyldig.

Retten kan ikke domfælde for noget Forhold, der ikke omfattes af Tiltalen.

Derimod er Retten ikke udelukket fra at henføre det paatalte Forhold under en anden Strafbestemmelse end den, Overanklageren har paastaaet anvendt, eller fra at afvige fra Tiltalen med Hensyn til de med Forbrydelsen forbundne Biomstændigheder (Tid, Sted o. desl.), alt under Betingelse af, at det med Sikkerhed skønnes, at Tiltalte, ogsaa under Forudsætning af saadan Afvigelse fra Tiltalen, har haft fyldestgørende Ad- gang til Forsvar. Finder Retten, at dette ikke er Tilfældet, eller nærer den Tvivl i saa Henseende, skal den, forinden dens afvigende Bedømmelse lægges til Grund for Dom- fældelsen, give Parterne Lejlighed til at udtale sig og efter Omstændighederne tilstaa den til Varetagelse af Forsvaret fornødne Udsættelse.

§ 909.

Finder Retten, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han ifølge den i Spørgsmaalene givne Beskrivelse af Gerningen og Nævningernes Svar paa disse er erklæret skyldig, afsiger den Frifindelsesdom. Finder den, at et For- hold som det, hvori Tiltalte er erklæret skyldig, efter Loven kun kan henføres under et mildere Straffebud, end Nævningernes Erklæring lyder paa, afsiger den Dom i Overens- stemmelse hermed. Hører der til Gerningsindholdet af den mindre Forbrydelse, for hvilken der saaledes bliver Spørgsmaal om at domfælde Tiltalte, Omstændigheder, om hvis Tilstede- værelse Nævningeerklæringen intet har afgjort, bliver de til Afgørelse af dette Punkt for- nødne Spørgsmaal først at forelægge Nævningerne.

§ 910.

I Sager angaaende Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for ufor- skyldt Udstaaelse af Straf kommer foranstaaende Regler til Anvendelse med de fornødne Lempelser. I Stedet for Spørgsmaal til Nævningerne om Tiltaltes Skyld rettes Spørgs- maal paa, om Tiltalte efter det oplyste er berettiget til Erstatning. Kun hvis mindst 8 Nævninger er enige om, at der tilkommer Tiltalte Erstatning, vil der være at tilkende ham Erstatning. Retten bestemmer Størrelsen af det Beløb, der vil være at tilkende Tiltalte.

§ 911.

I det Omfang, hvori Dommen er grundet paa Nævningernes Erklæring, indskrænker Domsgrundene sig til den fornødne Henvisning til denne. I øvrigt skal, saafremt Til- talte frifindes, de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at mangle, eller de Straf udelukkende Omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte Lovbestemmelser anføres. Domfældes Tiltalte, skal de Strafbestemmelser anføres, som bringes i Anvendelse.

Kapitel 78.

Bestemmelser om Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhandling for Landsret i Sager, hvori Nævninger ikke medvirker.

§ 912.

Tiltale rejses ved et af Overanklageren udfærdiget og underskrevet Anklageskrift, der skal indeholde de i § 831, 1ste Stykke, omhandlede Angivelser samt Bemærkning om, at Domsbehandlingen ikke skal foregaa for Nævninger.

§ 913.

Anklageskriftet indleveres paa Landsrettens Kontor; ved dets Indlevering er Sagen tingfæstet.

Overanklageren foranstalter uden Ophold en Genpart af Anklageskriftet for- kyndt for Tiltalte. Ved Forkyndelsen afæskes der ham Erklæring, om han har antaget eller begærer beskikket en Forsvarer. Saa snart Forkyndelsen er sket, skal Overankla- geren, saafremt Beskikkelse af Forsvarer er paabudt i Loven eller er begært af Tiltalte eller af Overanklageren antages at burde finde Sted, gøre fornøden Henstilling herom til Landsrettens Formand.

Om Beskikkelsen af Forsvarer meddeles Underretning til Overanklageren og

Tiltalte.

Overanklageren meddeler Forsvareren Genpart af Anklageskriftet.

§ 914.

Samtidig med Indleveringen af Anklageskriftet eller snarest muligt derefter skal Overanklageren paa Rettens Kontor indlevere Udskrifter af de i Sagen foretagne retslige Undersøgelses- og Bevishandlinger, ledsaget af Sagens øvrige Dokumenter og andre synlige Bevismidler. En af Overanklageren til Brug ved Oplæsning under Domsforhandlingen tilvejebragt trykt eller maskinskreven Ekstraktgenpart af nævnte Udskrifter og Dokumenter bliver derhos ved hans Foranstaltning uden Ophold at meddele Forsvareren eller, saafremt der ingen Forsvarer er, Tiltalte. Selve Udskrif- terne kan Forsvareren og eventuelt Tiltalte erholde udlaante. I øvrigt gøres Sagens Dokumenter og andre synlige Bevismidler saa vidt muligt tilgængelige paa hensigts- mæssig og betryggende Maade, og passende Underretning derom meddeles.

Ønsker Overanklageren at tilvejebringe yderligere Beviser, bliver der ogsaa med Hensyn til disse at forholde efter foranstaaende Regler.

Finder Overanklageren det til Sagens fulde Oplysning nødvendigt, at tidligere afhørte Vidner eller Syns- eller Skønsmænd indkaldes til personlig Afhøring for den dømmende Ret (§§ 171—72, jfr. 202), forelægger han Spørgsmaalet herom for Lands- retten. Beslutter Retten inden Domsforhandlingen, at saadan Indkaldelse skal finde Sted, gives der Forsvareren eller Tiltalte Meddelelse derom.

§ 915.

Inden Udløbet af en af Overanklageren paa Anklageskriftet opgiven Frist, der paa Begæring kan forlænges af Rettens Formand, skal Forsvareren eller, hvor del- ingen Forsvarer er, Tiltalte saavel paa Rettens Kontor som til Overanklageren afgive en trykt eller maskinskreven Ekstraktgenpart af saadanne Udskrifter og andre Doku- menter, som han vil lade oplæse under Domsforhandlingen udover de i Overanklagerens Ekstraktgenpart optagne. Er de paagældende Dokumenter ikke allerede indleverede til Retten af Overanklageren, forholdes der derhos med dem efter Regelen i § 914, 1ste Stykke.

Vil Forsvareren eller Tiltalte fremsætte Begæring om Sagens Behandling for Nævninger eller om Indkaldelse af Vidner eller Syns- eller Skønsmænd som i § 914, 3die Stykke, nævnt eller om Indhentelse af nye, nærmere betegnede Oplysninger, bør den fornødne skriftlige Begæring indgives paa Rettens Kontor inden fornævnte Frists Udløb; Genpart af Begæringen tilstilles samtidig Overanklageren. Har Overanklageren efter Indleveringen af Anklageskriftet tilvejebragt nye Beviser, gives der Modparten en særlig Frist til at fremsætte sine derved foranledigede Begæringer.

Endvidere finder Reglerne i § 836, 3die og 4de Stykke, tilsvarende Anvendelse ved Forberedelse af Domsforhandling i Sager, ved hvilke Nævninger ikke skal medvirke.

§ 916.

Finder Overanklageren at maatte modsætte sig en Begæring, som af Forsvareren eller Tiltalte er fremsat i Henhold til foregaaende Paragraf, skal han uden Ophold fore- lægge Retten Sagen til Afgørelse, hvorved Reglerne i § 837, 1ste Stykke, finder Anvendelse.

Finder Retten, at en af Forsvareren eller Tiltalte fremsat Begæring om Sagens Behandling for Nævninger er beføjet, afsiges Kendelse herom. Hvis Tiltalte under For- undersøgelsen i Medfør af § 688 d, smh. m. § 818, har begært Sagen paadømt uden An- vendelse af Nævninger, beror det paa Rettens Skøn, om en af ham eller Forsvareren nu fremsat Begæring om Sagens Paakendelse under Medvirkning af Nævninger kan tages til Følge.

Skal nye Oplysninger tilvejebringes, finder Reglerne i §§ 837, 2det Stykke, og 839 Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 917.

Saa snart Sagen er rede til Domsforhandling, berammer Landsretten efter Overanklagerens Begæring Tiden for denne.

Om Berammelsen meddeles der Overanklageren og Tiltaltes Forsvarer eller, hvor ingen Forsvarer er, Tiltalte Underretning.

§ 918.

Reglerne i §§ 833, 840, 1ste og 3die Stykke, og 841—844 finder med de for- nødne Lempelser Anvendelse ved Forberedelse af Domsforhandling i Sager, ved hvilke Nævninger ikke skal medvirke.

Kapitel 79.

Bestemmelser om Domsforhandling uden Nævninger.

§ 919.

Overanklageren samt den beskikkede Forsvarer skal være til Stede under hele Domsforhandlingen, saa længe de har Adgang til at faa Ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskellige Personer udfører Overanklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv i Sagen.

Udebliver Overanklageren enten ved Domsforhandhngens Begyndelse eller i Løbet af denne, udsættes Sagen. Det samme gælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Forsvarer ikke møder i Tilfælde, hvor dette vil gøre en Beskikkelse fornøden, medmindre Omstændighederne maatte gøre det muligt for For- manden at beskikke en Forsvarer, som straks kan udføre Hvervet.

Er Tiltalte ikke fængslet, har han Ret til at deltage i Retsmødet; er han fængslet, bliver han kun, naar han har fremsat Begæring derom, og Rettens Formand finder, at særlige Grunde taler for at tage denne til Følge, at foranstalte henbragt til Mødet.

Tiltaltes Udeblivelse hindrer ikke Sagens Fremme.

§ 920.

Efter at Anklageskriftet og Stævningen er oplæste, faar Overanklageren først Ordet. Han fremstiller kortelig Sagen og lader derefter ved Retsskriveren oplæse de Af-

snit af Udskrifter vedrørende retslige Undersøgelses- og Bevishandlinger og øvrige Do- kumenter, som efter hans Skøn har Betydning for Sagen, og af hvilke trykte eller ma- skinskrevne Genparter omdeles til Dommerne. Derefter fremstiller han sin Opfattelse af Sagen, derunder Bevisførelsens Resultater, og de vedkommende Retsspørgsmaal. Forsvareren eller Tiltalte faar derpaa Ordet for en tilsvarende Udvikling; han lader de Dokumenter m. v. oplæse, som han tillægger Betydning udover de af Overanklageren fremdragne. Retten kan vedtage eller tillade saadanne Afvigelser fra den foreskrevne Forhandlingsgang, som maatte findes formaalstjenlige.

Omfatter Sagen flere Forbrydelser, kan Formanden lade Forhandlingen foregaa særskilt for hver enkelt Forbrydelse.

Formanden kan derhos bestemme, at Spørgsmaalet, om Tiltalte er skyldig, først skal forhandles og afgøres; i saa Fald finder Reglerne i Slutningssætningen af § 883 og i § 906 tilsvarende Anvendelse.

§ 921.

Saafremt Tiltalte er til Stede ved Domsforhandlingen, kan Rettens Formand rette Spørgsmaal til ham, der sigter til at tydeliggøre den af ham for Undersøgelsesretten afgivne Forklaring. Regelen i § 824, 2det Stykke, finder tilsvarende Anvendelse med Hensyn til Optagelse i Retsbogen af Tiltaltes Svar.

Tiltalte har Ret til at faa Ordet efter Forsvareren.

§ 922.

Reglerne i §§ 848, 849, 850, 851, 852, 869, 879 og 880, 3die Stykke, finder tilsva- rende Anvendelse ved Domsforhandling uden Nævninger.

Hvis Retten under Domsforhandlingen eller til et hvilket som helst Tidspunkt forinden finder det nødvendigt til Sagens fuldstændige Oplysning, at et Vidne eller en Syns- eller Skønsmand, der har afgivet Forklaring for Undersøgelsesretten, afhøres per- sonlig for den dømmende Ret (§§ 171—172, jfr. 202), kan den paalægge Overallklageren at foranstalte den i saa Henseende fornødne Indkaldelse og eventuelt træffe Bestem- melse om Udsættelse af Domsforhandlingen om fornødent til en senere Retsdag.

Om Afhørelsen af saadanne Vidner og Syns- eller Skønsmænd finder Reglerne i §§ 824, 2det Stykke, 874—875 og 878, 1ste Stykke, tilsvarende Anvendelse.

§ 923.

Bestemmelserne i §§ 881—882 finder ogsaa Anvendelse ved Domsforhandling uden Nævningers Medvirkning.

Efter at Parterne har haft Adgang til at udtale sig, optages Sagen til Dom.

Ved Afstemningen skal det Spørgsmaal. om Tiltalte er skyldig i den Forbrydelse, der lægges ham til Last, sondres fra Spørgsmaalet om Straffen og først bringes til Af- stemning. Stemmes der særskilt om Strafforhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde, bliver de Dommeres Stemmer, som har erklæret sig mod Tiltaltes Skyld, men er for- blevet i Mindretal, at regne til Gunst for Tiltalte.

§ 924.

Reglerne i §§ 896 og 907—908 er anvendelige ogsaa ved Domsforhandling uden Nævningers Medvirkning. Hvis Tiltalte er til Stede under Domsforhandlingen, og der

F. t. L. om Rettens Pleje.

ragaar en af ham for Undersøgelsesdommeren afgiven Tilstaaelse, beror det paa Rettens Skøn, om der af den Grund skal gives Overanklageren Adgang til at søge yderligere Beviser tilvejebragt.

Domfældes Tiltalte, skal i Domsgrundene de Omstændigheder nøjagtig an- gives, der som beviste lægges til Grund for Domfældelsen, og det eller de Lovbud an- føres, som bringes i Anvendelse.

Frifindes Tiltalte, skal de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at mangle eller ikke at være beviste, eller de Straf udelukkende Omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte Lovbestemmelser anføres.

Finder Retten efter Domsforhandlingens Begyndelse, at Sagen paa Grund af Stør- relsen af den af Tiltalte forskyldte Straf eller af andre Grunde vil være at behandle under Medvirkning af Nævninger, afsiger den, efter saa vidt fornødent at have givet Parterne Lejlighed til at udtale sig, Dom herom, hvorefter Overanklageren drager Omsorg for, at ny Tiltale iværksættes overensstemmende med Reglerne i Kapitel 76.

Femte Afsnit.

Tiltale og Domsforhandling ved Underret samt ved Sø- og Handelsretten.

Kapitel 80.

Tiltale og Domsforhandling for Underret samt Sø- og Handelsretten i Sager, som paatales af Overanklageren.

§ 925.

Har Sigtede under Forundersøgelse inden Retten afgivet en uforbeholden Til- staaelse, hvis Rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende Oplysninger, kan Sagen, naar Sigtede og, hvis han ikke er personlig myndig, hans Værge samtykker heri, og Politi- mesteren, efter at der er givet ham Lejlighed til at gøre sig bekendt med det under Sagen fremkomne, erklærer sig enig deri, uden Udfærdigelse af Anklageskrift straks fremmes til Dom ved den Ret, hvor Forundersøgelse har fundet Sted. Forinden Dom afsiges, skal det til Retsbogen betydes Tiltalte, hvad der er Tiltalens Genstand, og Lejlighed gives ham til at fremføre, hvad han maatte have at anføre til sit Forsvar. Findes yderligere Oplysninger at burde fremskaffes, sker dette overensstemmende med Reglerne i Ka- pitel 75, og Lejlighed gives Tiltalte til at ytre sig over det saaledes fremkomne.

Der skal derhos, hvis Sigtede er fængslet, altid være beskikket ham en Forsvarer og være givet denne Lejlighed til at gøre sig bekendt med Sagen, samtale med Sigtede og udtale sig overfor Retten, inden der gøres Tilførsel til Retsbogen om Sigtedes Samtykke til Sagens Paadømmelse uden Udfærdigelse af Anklageskrift og Domsforhandling, hvor- hos saavel Forsvareren som Sigtede skal være til Stede, medens denne Tilførsel sker.

Er Sigtede ikke fængslet, skal det, inden Bemærkning om Sigtedes Samtykke til Sagens Paadømmelse uden Udfærdigelse af Anklageskrift og Domsforhandling til- føres Retsbogen, udtrykkelig tilkendegives ham, at der, hvis han ønsker det, vil blive beskikket ham en Forsvarer. Erklærer Sigtede, at han ikke ønsker nogen Forsvarer Forelagte Lovforslag m. m. 193

beskikket, tilføjes der Retsbogen Bemærkning herom; i modsat Fald beskikker Retten ham en Forsvarer, hvis Stilling derefter er den samme som angivet med Hensyn til den fængslede Sigtedes Forsvarer.

Indtil Dom er afsagt, kan Dommeren, dersom han finder, at nogen af de i § 825, 1ste Stykke, angivne Forudsætninger er til Stede, eller at nogen foreliggende Omstændig- hed gør det betænkeligt at paadømme Sagen uden formelig Domsforhandling, beslutte henholdsvis at standse eller slutte Behandlingen overensstemmende med § 825.

Med Dommens Afsigelse og Forkyndelse forholdes overensstemmende med de Regler, som gælder i andre Underretssager.

§ 926.

Udenfor de Tilfælde, hvor den i § 925 hjemlede Fremgangsmaade benyttes, rejses Tiltale for Underretten henholdsvis Sø- og Handelsretten ved et i Overensstemmelse med § 912 affattet Anklageskrift, der udfærdiges af Overanklageren, og ved hvis Indlevering til vedkommende Ret Sagen er tingfæstet.

Er Sagens Udførelse for Retten overdraget en af de ved Retten ansatte An- klagere, skal Overanklageren give Anklageskriftet Paategning herom.

Om Udvidelse og Ændring i Tiltalen gælder Reglerne i § 833.

For saa vidt ikke i det efterfølgende afvigende Forskrifter er givne, finder i øvrigt med Hensyn til Domsforhandlingen og dennes Forberedelse Reglerne i Kapitlerne 78 og 79 Anvendelse med de fornødne Lempelser. Den, hvem Sagens Udførelse er over- draget af Overanklageren, træder herved i det hele i dennes Sted.

I Sager om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse og om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller uforskyldt Udstaaelse af Straf følges ligeledes med de fornødne Lempelser Reglerne i Kapitlerne 78 og 79, navnlig finder ogsaa § 841 tilsvarende An- vendelse ved Underretterne.

§ 927.

Hører Sagen til dem, i hvilke Tiltalte i Medfør af § 687 b og c kan begære Be- handling ved Landsret, og har han ikke allerede afgivet Erklæring i saa Henseende, jfr. § 818, skal Anklageskriftet have en Paategning, hvori Tiltalte gøres opmærksom paa denne sin Ret og opfordres til, saafremt han vil gøre Brug af samme, herom at afgive Erklæring som nedenfor bestemt. Denne Erklæring maa enten afgives ved Anklageskriftets For- kyndelse for den, der iværksætter denne, eller inden fire Dage fra Anklageskriftets For- kyndelse indgives paa Underrettens Kontor eller fremsættes overensstemmende med § 844 til Undersøgelsesrettens Retsbog eller Fængselsbestyrerens Bog. Paa Indholdet af den ovennævnte Paategning skal den, der iværksætter Forkyndelsen, særlig henlede Tiltaltes Opmærksomhed. Om den Erklæring, som Tiltalte i ommeldte Henseende maatte afgive under Forkyndelsen, optages fornøden Bemærkning i Forkyndelsespaategningen.

§ 928.

Hvor det ikke efter Omstændighederne findes rettest at afvente, om Tiltalte vil begære Behandling ved Landsret, og hvor heller ikke Omfanget af den Forberedelse, som Sagen udkræver, gør det uhensigtsmæssigt, berammer Dommeren, for saa vidt han ikke finder, at Sagen straks maa afvises (§ 842), ufortøvet Tid og Sted til Sagens Fore- tagelse; i andre Tilfælde foregaar Berammelsen, saa snart ske kan. Hvor Sagen straks er blevet berammet, kan Stævning forkyndes samtidig med Anklageskriftet.

Den Frist, inden hvilken Meddelelse skal ske fra Tiltaltes Side om Beviser m. v., fastsættes af Dommeren.

§ 929.

Er Tiltalte uden Forsvarer, skal Dommeren, foruden selv at undersøge, hvor- vidt yderligere Oplysninger bør søges tilvejebragt, give Tiltalte Lejlighed til for ham at fremkomme med sine mulige Begæringer vedrørende Sagens Forberedelse eller Fremme.

Kapitel 81.

Tiltale og Domsforhandling for Underret henholdsvis Sø- og Handelsretten i Sager, som paatales af Politimesteren.

§ 930.

Tiltale rejses i Politisager i Almindelighed ved et af Politimesteren udfærdiget Anklageskrift, hvori Sigtedes Navn, og hvad der ellers udkræves til hans nøjagtige Be- tegnelse, anføres, og den formenthge Forseelse betegnes med saadan Angivelse af Tid, Sted og andre nærmere Omstændigheder, som maatte udkræves til Forholdets tilstrække- lige og tydelige Betegnelse, og med Anførelse af de Bestemmelser i Lov, Anordning eller Vedtægt, som antages at være overtraadte, og i Henhold til hvilke Straf antages ifalden.

Naar Sigtede er til Stede i Retten, og Politimesteren eller nogen paa hans Vegne dér giver Møde, kan Tiltale med Dommerens Tilladelse rejses mundtlig til Retsbogen og Sagen derefter straks foretages til Domsforhandling.

§ 931.

Antager Politimesteren, at Forseelsen ikke egner sig til højere Straf end en Bøde af ikke over 40 Kroner, kan han, i Stedet for straks i Overensstemmelse med § 932 at indlevere Anklageskriftet til Berammelse af Sagens Foretagelse i Retten, lade det for- kynde for Sigtede med en af ham given Paategning om, at Sigtede, saafremt han ved- gaar at have gjort sig skyldig i den Forseelse, hvorfor han sigtes, og ønsker saadan Af- gørelse, kan erklære sig rede til, uden retslig Forfølgning, indenfor en nærmere angiven Frist, der efter Omstændighederne af Politimesteren efter Begæring kan forlænges, at erlægge den af Politimesteren for dette Tilfælde angivne Bøde. Saadan Erklæring afgives enten ved Anklageskriftets Forkyndelse til den, som iværksætter denne, i hvilket Fald derom gøres Bemærkning paa Anklageskriftet, eller inden en Uge ved Meddelelse paa Politikontoret. Paa dette føres en særegen Bog, hvori de i Medfør af det ovenanførte udfærdigede Anklageskrifter og de i Anledning af dem afgivne Erklæringer indføres.

Erlægges den vedtagne Bøde i rette Tid, eller afsones den, bortfalder videre For- følgning, og saadan Afgørelse har da i Tilfælde af Forseelsens Gentagelse lige Virkning med en Dom.

Gaar Sigtedes Erklæring ud paa, at han ikke vil afgøre Sagen paa den anførte Maade, eller hvis han overhovedet ikke afgiver nogen Erklæring, bliver Anklageskriftet med paategnet Bemærkning herom at indgive til Dommeren ligesom Anklageskrifterne i Sager, hvori Politimesteren ikke finder Grund til Anvendelse af denne Paragraf.

Bestemmelserne i Lov Nr. 81 af 30. Marts 1906 § 2, 3die Stykke, og § 15, 2det Stykke, om Afgørelse i visse Tilfælde ved en af Politimyndighederne tildelt Advarsel opretholdes.

§ 932.

Naar Anklageskriftet er indleveret, berammer Dommeren, for saa vidt han ikke finder, at Sagen straks maa afvises (§ 842, jfr. § 918 og § 926), snarest muligt Tid og Sted for Sagens Foretagelse og lader Tiltalte tilsige med mindst Aftens Varsel. Forkyndelse af selve Anklageskriftet er ufornøden. Tilsigelsen affattes i Overensstemmelse med Bestem- melserne i § 764, Stykke 2, og skal særlig indeholde Bemærkning om, at Udebhvelse uden oplyst lovligt Forfald kan bevirke, at Tiltalte anses at vedgaa Forseelsen, eller efter Om- stændighederne, at han vil blive anholdt.

Hvorvidt Vidner ogsaa straks skal tilsiges eller andre Foranstaltninger til Bevisførelse træffes, beror paa Dommerens Bestemmelse. Under Tiltaltes Møde i Retten gives der ham fornøden Lejlighed til at opgive de Beviser, han paa sin Side maatte ønske førte.

§ 933.

Det er ikke til Hinder for Sagens Fremme, at ingen giver Møde paa Politime- sterens Vegne; Dommeren afhører i dette Tilfælde dennes Vidner.

§ 934.

Udebliver Tiltalte uden oplyst lovligt Forfald, eller nægter han at afgive For- klaring, kan Retten, naar der ikke under Sagen er Spørgsmaal om højere Straf end Bøder, og Omstændighederne ikke findes at tale herimod, anse ham som den, der vedgaar det ham paasigtede Forhold, og paakende Sagen uden videre Bevisførelse.

Naar der i en Sag, hvorunder der ikke er Spørgsmaal om højere Straf end Bøder, i Tiltaltes Sted møder en Person, der er forsynet med skriftlig Fuldmagt fra Tiltalte og er beredt paa at meddele de fornødne Oplysninger, kan Retten modtage den saaledes mødtes Forklaringer og Erklæringer og lægge dem til Grund, som om de var afgivne af Tiltalte selv.

Skal der i et Tilfælde, hvor hverken Tiltalte eller en Forsvarer er mødt, afhøres Vidner, som er indkaldte efter hans Begæring, foretages Afhørelsen af Dommeren.

Frafalder Politiet en begyndt Forfølgning i de i § 726, 3die og 4de Stykke, om- meldte Sager (Lov af 11. Februar 1863 § 2), er den private Klager berettiget til at op- tage Forfølgningen, naar han straks erklærer dette

§ 935.

Møder Tiltalte og vedgaar at være skyldig i det ham paasigtede Forhold, optages Sagen til Dom, uden at det i Regelen er nødvendigt at tilvejebringe yderligere Oplysninger.

Nægter Tiltalte sig skyldig, eller indrømmer han kun til Dels Sigtelsens Rig- tighed, eller finder Dommeren det i øvrigt nødvendigt, føres Bevis i Sagen.

Bevisførelsen sker for den Ret, der behandler Sagen, se dog §§ 171 og 172, jfr. § 202. Saafremt Bevisførelsen ikke kan ske straks, udsætter Dommeren Sagen til et føl- gende Retsmøde, idet han underretter Parterne om, naar dette skal afholdes, og tilkende- giver Tiltalte, at han ikke kan vente nogen anden Tilsigelse til samme.

§ 936.

Angaar Sagen en Lovovertrædelse, for hvilken der i Loven er, hjemlet Straf af Bøde eller Konfiskation, kan Dommeren, naar han ikke finder Grund til at betvivle Til-

taltes Skyld, give Tiltalte Adgang til at se Sagen afgjort ved, at kan vedtager at erlægge en nærmere bestemt Bøde eller at underkaste sig Konfiskation; Lovens Fastsættelse af Bødens Størrelse er herved ikke bindende. Vedtager Tiltalte den tilbudte Afgørelse, tilføres det fornødne herom Retsbogen. Saadan Afgørelse har i Henseende til Fuldbyr- delse og Gentagelsesvirkning samme Virkning som en Dom.

Er Politimesteren eller nogen paa hans Vegne mødt, skal der, inden der gives Tiltalte Adgang til at vedtage Straf, gives den saaledes mødte Lejlighed til at udtale sig om Straffens Størrelse.

§ 937.

Naar Dommeren finder, at Tiltalte er skyldig, men at Sagen efter Brødens Be- skaffenhed, saasom navnlig i Tilfælde af første Gang begaaet ringe Forseelse, egner sig til Afgørelse ved en Advarsel, er han, saafremt Tiltalte ikke erklærer sig derimod, be- rettiget til i Stedet for at afsige Dom at tildele Tiltalte en saadan Advarsel, for saa vidt Sagens Afgørelse paa denne Maade ikke er udelukket ved særlig Bestemmelse.

Om den trufne Afgørelse tilføres det fornødne Retsbogen.

§ 938.

Reglerne i §§ 931 og 936—937 finder ikke Anvendelse ved Sager, der paatales offentlig i Medfør af § 2 i midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffelovgivningen af 1. April 1911.

§ 939.

For saa vidt ikke andet foran er bestemt eller følger af Forholdets Natur, skal de Regler, der ifølge foregaaende Kapitel, særlig § 929, gælder for andre Underretssager, ogsaa komme til Anvendelse i de Sager, der omhandles i nærværende Kapitel.

Sjette Afsnit.

Retsmidler mod trufne Afgørelser.

Kapitel 82.

Paaanke af Domme, afsagte af Landsretterne i forste Instans.

§ 940.

Domme, afsagte i første Instans af en Landsret med eller uden Nævninger, kan overensstemmende med nedenstaaende Regler af Parterne paaankes til Højesteret. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende Behandling og de under åenne faldne Afgørelser.

Lige med Domme staar i Henseende til Anke saadanne Beslutninger, som om- handles i § 904.

§ 941.

Overanklageren kan anke saavel til Fordel som til Skade for Tiltalte. Anke til Fordel for Tiltalte kan endvidere iværksættes af ham selv og, dersom han ikke er per-

sonlig myndig, af hans Værge. Er Tiltalte død, og er han ved Dommen fundet skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, kan hans Ægtefælle saavel som enhver af hans Slægtninge i op- og nedstigende Linie og hans Søskende anke i hans Sted. Ogsaa Overanklageren kan i dette Tilfælde paaanke en fældende Dom.

Tiltaltes Forsvarer ved Landsretten er pligtig til paa Forlangende at bistaa ham med Raad om, hvorvidt han bør paaanke Dommen, saavel som med Affattelsen og Ind- givelsen af Ankemeddelelsen og dens Begrundelse.

§ 942.

Afkald paa Anke kan finde Sted, efter at Dommen er afsagt. En rejst Anke kan frafaldes, saa længe Dom ikke er afsagt af Højesteret. Frafaldes Anke, efter at Domsforhandling for Højesteret er begyndt, kan derved dog ikke Prøvelse af saadanne Ankegrunde unddrages Højesteret, som tages i Betragtning i Embeds Medfør (§ 959).

§ 943.

Anke kan støttes paa. at Rettergangsregler er tilsidesatte eller fejlagtig an- vendte; dog kan Tilsidesættelse eller fejlagtig Anvendelse af Rettergangsregler, hvis Overholdelse Retten ikke af egen Drift paaser, kun benyttes som Ankegrund, naar Ind- sigelse betimelig er fremsat for den underordnede Ret.

§ 944.

I en Sag, der er paakendt uden Nævninger, kan Anke derhos støttes paa:

1. at Retten ved Afgørelsen af, om Tiltalte skal domfældes, har anvendt Straffe- loven urigtigt;

2. at Straffens Størrelse ikke staar i passende Forhold til Brøden;

3. at Spørgsmaalet, om Tiltalte skal domfældes, er urigtigt afgjort som Følge af en fejlagtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt;

4. at Spørgsmaalet om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for ufor- skyldt Udstaaelse af Straf er urigtigt afgjort.

En Anke, der er rettet mod Dommens Afgørelse af Sagens Realitet, betragtes som omfattende ogsaa Beviserne for Tiltaltes Skyld, naar ikke Ankemeddelelsen ud- trykkelig gaar ud paa det modsatte.

§ 945.

I en Nævningesag kan Anke foruden paa de i § 943 anførte Ankegrunde kun støttes paa:

1. at Retten har afgjort paa urigtig Maade noget Spørgsmaal, som ifølge §§ 885 eller 910 i Slutningen er unddraget fra Nævningernes Afgørelse, eller urigtigt har dom- fældt i Overensstemmelse med en fældende Nævningeerklæring i et Tilfælde, hvor den i Medfør af § 909 burde have frifundet eller ikkun domfældt for en mindre Forbrydelse, end Erklæringen lyder paa, eller omvendt med Urette har fraveget en fældende Næv- ningeerklæring i Henhold til § 909 eller frifundet i Henhold til § 869, 2det Stykke;

2. at Nævningernes Erklæring, hvorpaa Dommen er grundet, er blevet fejlagtig paa Grund af urigtig i Retsmødet given Vejledning i Loven fra Rettens Formands Side, eller fordi Spørgsmaalene til Nævningerne lider af Fejl, der beror paa en urigtig Forstaaelse af Straffeloven;

3. at den Straf, Dommen bar ikendt, ligger udenfor de i Loven fastsatte Græn- ser eller staar i aabenbart Misforhold til Brøden.

Anke kan ikke grundes paa, at Spørgsmaalet, om Tiltalte skal domfældes, er urigtigt afgjort som Følge af en fejlagtig Bedømmelse af Bevisernes Vægt, medmindre Talen er om et Punkt, der ifølge § 885 i Nævningesager er unddraget Nævningernes Afgørelse.

§ 946.

Tilsidesættelse eller fejlagtig Anvendelse af en Rettergangsregel skal ikke bevirke Ophævelse af en paaanket Dom, medmindre det findes antageligt, at Iagt- tagelse af den paagældende Regel kunde have medført et andet Udfald af Sagen.

Ikke-Iagttagelse af Rettergangsregler, som udelukkende er foreskrevne til Betryggelse for Tiltalte, kan ikke føre til Forandring til hans Skade.

§ 947.

Vil Overanklageren anke til Skade for Tiltalte, maa han inden fjorten Dage efter Dommens Afsigelse for Tiltalte lade forkynde Meddelelse om, at Dommen paaankes. Anke til Fordel for Tiltalte kan Overanklageren iværksætte ogsaa efter Udløbet af den nævnte Frist; saadan Anke hindres heller ikke ved, at Tiltalte har givet Afkald paa Anke.

I Sager om Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Ud- staaelse af Straf er Ankefristen for det offentlige altid 3 Maaneder.

Meddelelsen skal indeholde Tilkendegivelse om, at Sagen vil blive foretaget i Højesteret, saa snart dertil er Lejlighed, uden nogen yderligere Underretning til Tiltalte. Genpart af Meddelelsen indleveres paa Landsrettens Kontor.

§ 948.

Vil Tiltalte anke, maa han afgive Meddelelse herom inden fjorten Dage regnet fra Dommens Afsigelse eller, naar han ikke har været til Stede ved Afsigelsen af Dommen, og denne er fældende, fra den Dag, da Udskrift af Dommen er ham forkyndt. Meddelelsen kan, naar den foregaar straks ved Dommens Afsigelse eller Forkyndelse, fremsættes mundtlig henholdsvis til Retsbogen eller til den, som iværk- sætter Forkyndelsen, og som i saa Fald har at optage fornøden Bemærkning i For- kyndelsespaategningen. Ellers indgives Meddelelsen skriftlig, underskreven af Tiltalte, paa Overanklagerens eller Landsrettens Kontor; er Tiltalte fængslet, kan den dog ogsaa fremsættes mundtlig til den Undersøgelsesrets Retsbog, i hvis Kreds Fængslet ligger, eller til Fængselsbestyrerens Bog (§ 844). Hvor Tiltaltes Ankemeddelelse er fremsat til sidstnævnte Bog eller til en Retsbog eller indgivet paa Landsrettens Kontor, bliver henholdsvis Udskrift af Tilførselen eller den modtagne Ankemeddelelse uden Ophold at tilstille Overanklageren.

Snarest muligt efter Modtagelsen af Ankemeddelelsen lader Overanklageren for Tiltalte forkynde en saadan Tilkendegivelse, som ommeldt i § 947, 3die Stykke, og tilstiller, for saa vidt Ankemeddelelsen ikke allerede har passeret Landsrettens Kontor, dette Underretning om Anken.

§ 949.

En Anke, hvorom Meddelelse ikke er sket inden den i §§ 947 og 948 fore skrevne Frists Udløb, bliver af Højesteret at afvise, medmindre den ankende gør

antageligt, at den Omstændighed, hvorpaa Anken grundes, først senere er blevet ham bekendt, eller at Fristens Oversiddelse i øvrigt skyldes Grunde, som ikke kan til- regnes ham. Ankemeddelelsen — som maa indeholde fornøden Angivelse heroin — raaa derhos iværksættes inden fjorten Dage, efter at han er blevet bekendt med Anke- grunden, eller efter at de Omstændigheder er fjernede, som har foranlediget Over- siddelsen af Fristen.

Er der i en Ikke-Nævningesag fra den ene Side rejst Anke, som ikke om- fatter Bevisbedømmelsen, kan Modparten, selv om den ellers foreskrevne Ankefrist for hans Vedkommende er udløbet, indenfor 4 Dage, efter at han har modtaget Med- delelse om Anken, paaanke Dommens Afgørelse af Bevisspørgsmaalet.

§ 950.

Enten i selve Ankemeddelelsen eller i en yderligere Meddelelse, der maa af- gives inden Udløbet af den i §§ 947 og 948 bestemte Frist og paa en af de Maader som der bestemt maa den ankende angive den eller de Grunde, hvorpaa han støtter sin Anke. Hvor særegne Grunde findes at tale derfor, kan Højesteret give ham Ad- gang til at afgive Begrundelse af Anken efter ovennævnte Frists Udløb.

Skal i en Ikke-Nævningesag Anken omfatte Bevisbedømmelsen, kræves ingen nærmere Angivelse af Ankegrund.

§ 951.

Ankemeddelelse før Udløbet af den i §§ 947 og 948 foreskrevne Frist hindrer Dommens Fuldbyrdelse for de domfældtes Vedkommende, hvem Anken angaar.

Sker Ankemeddelelse i Henhold til § 949, kan Højesteret paa derom fremsat Begæring beslutte, at Fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses; dette finder i hvert Fald Sted, naar Anke tilstedes.

§ 952.

Saa snart Overanklageren har ladet forkynde de foreskrevne Meddelelser for Tiltalte (§§ 947 og 950) eller har modtaget dennes Ankemeddelelse med tilhørende Begrundelse, indsender han samme til Rigsanklageren tilligemed Landsretssagens Akt- stykker og Udskrift af Domsforhandlingen.

For saa vidt ikke Anken alene er rejst fra Overanklagerens Side og frafaldes af Rigsanklageren, oversender denne snarest muligt Sagens Akter til Højesteret med de Bemærkninger eller Begæringer, han maatte finde fornødne.

§ 953.

Højesteret kan straks, efter Begæring eller i Embeds Medfør, ved Kendelse afvise Anken, naar det findes, at de foreskrevne Frister og Former ikke er iagttagne, eller at den ankende mangler Beføjelse til at anke, eller at den paaberaabte Anke- grund klarligen ikke kan føre til Dommens Ophævelse. Saadan Afgørelse kan træffes af et Udvalg, bestaaende af tre af Højesterets Medlemmer, i et ikke offentligt Rets- møde, efter at der, saa vidt dertil findes Anledning, er givet Parterne Lejlighed til at ytre sig mundtlig eller skriftlig.

§ 954.

Findes ikke Grund til straks at afvise Anken, beskikker Højesterets Formand Forsvarer for Tiltalte, for saa vidt denne ikke selv har valgt en saadan, og foran-

F. t. L. om Rettens Pleje.

talter Sagens Aktstykker oversendte til Rigsanklageren eller Forsvareren, efter som hin eller denne først skal have Ordet (jfr. § 957), med Paalæg om inden en fastsat Frist — der af Formanden kan forlænges — at tilstille Modparten samme og an- melde Sagen til Foretagelse,

Andre Beslutninger end de i § 953 nævnte, som bliver at tage af Højesteret inden Domsforhandlingen, kan træffes af det i § 953 ommeldte Udvalg eller af Højesterets Formand. De Retsmøder, som afholdes inden Domsforhandlingen, er ikke offentlige. Begæringer til Retten, som ikke fremsættes mundtlig i et Retsmøde, stiles skriftlig til Retten.

§ 955.

Nye Beviser kan forelægges Højesteret angaaende saadanne Omstændigheder, som i den paagældende Sag er undergivne denne Rets Bedømmelse. Skal saadanne Beviser tilvejebringes, paahviler det henholdsvis Rigsanklageren eller Forsvareren efter forudgaaende Meddelelse til den anden Side at foretage de hertil fornødne Skridt, Er der Uenighed om, hvorvidt eller paa hvilken Maade nogen Oplysning skal til- vejebringes, eller vil dens Tilvejebringelse gøre Udsættelse af Sagen nødvendig, bliver Rettens Beslutning at indhente. Beslutter Retten af egen Drift, at nye Oplysninger skal tilvejebringes, giver den herom fornødent Paalæg til Rigsanklageren.

Skal Vidner og Syns- eller Skønsmænd afhøres, kan Højesteret, naar saadant findes nødvendigt til Sagens fuldstændige Oplysning, bestemme, at deres Afhørelse skal ske for Højesteret, jfr. §§ 171 og 172 samt § 202. Ellers sker Afhørelse af Vidner og Syns- eller Skønsmænd ved vedkommende Undersøgelsesret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 75.

Højesteret kan ligeledes, saafremt det findes nødvendigt til Sagens fuldstæn- dige Oplysning, bestemme, at Vidner og Syns- eller Skønsmænd, der har været afhørte tidligere, indkaldes til personlig Afhøring under Domsforhandlingen for Højesteret.

Naar dertil findes Anledning, kan Højesteret forlange Erklæring af Lands- retten til yderligere Oplysning om. hvad der er foregaaet under Domsforhandlingen for samme.

§ 956.

Er Tiltalte ikke fængslet, har han Ret til at deltage i Retsmødet; er han fængslet, bliver han kun, naar han har fremsat Begæring derom, og Højesterets Formand finder, at særlige Grunde taler for at tage denne til Følge, at foranstalte henbragt til Mødet.

Tiltaltes Udeblivelse hindrer ikke Sagens Fremme, naar en Forsvarer er mødt.

§ 957.

Under Domsforhandling for Højesteret har den Part, som anker, først Ordet, I øvrigt foregaar Forhandlingen i de Former, som Højesteret under Iagttagelse af Reglerne i Kapitlerne 2, 3 og 16 herom nærmere fastsætter.

Afhørelse af Vidner for Højesteret foregaar overensstemmende med Reglerne i §§ 872—75.

§ 958.

Er en fra den ene Side rejst Anke støttet til Grunde, der kan lede til, at Højesteret afsiger ny Dom i Realiteten, har Modparten, uanset at han ellers nu vilde

Forelagte Lovforslag m. m. 194

være udelukket fra at paaanke Dommen, Adgang til at paastaa denne ophævet paa Grund af Fejl, der maa lede til Sagens Hjemvisning til ny Forhandling. Dog maa han saa betimelig forud for Sagens Foretagelse give Modparten Meddelelse om, at han agter at fremsætte saadan Paastand, og om Grunden, hvorpaa den støttes, at Modparten faar Tid til fornøden Forberedelse.

Ankegrunde, som ikke er anførte i vedkommende Parts Ankemeddelelse eller den i Fortsættelse af denne afgivne Begrundelse (§ 950) eller i en af ham i Henhold til nærværende Paragrafs første Stykke, sidste Punktum, afgiven Meddelelse, og som heller ikke er af den Beskaffenhed, at Retten i Embeds Medfør skal tage dem i Be- tragtning (§ 959), kan Højesteret tilstede ham at fremkomme med, naar særlige Grunde findes at tale derfor. Findes det, at deres Fremsættelse gør yderligere For- beredelse nødvendig for Modparten, udsætter Højesteret Sagen derefter.

§ 959.

Højesterets Prøvelse er i Regelen indskrænket til de paaberaabte Ankegrunde; herfra gælder dog følgende Undtagelser:

1) Hvor Anken eller en i Henhold til § 958, 1ste Stykke, fremsat Paastand er støttet paa nogen af de i §§ 944 eller 945 omhandlede Grunde, kan Retten prøve, om Straffeloven i det hele er rigtig anvendt, saa og om der er et aabenbart Misfor- hold imellem Forbrydelsen og den idømte Straf, jfr. dog § 960, sidste Punktum.

2) Hvor alene Rettergangsfejl er paaberaabte som Ankegrund, kan Højesteret, naar Dommen ikke ophæves af saadan Grund, prøve, om Straffeloven er urigtig an- vendt til Skade for Tiltalte, eller om den idømte Straf er uforholdsmæssig høj.

3) Naar det i et Tilfælde, hvor Tiltalte er domfældt, findes, at nogen væsentlig til hans Betryggelse sigtende Rettergangsregel er tilsidesat, kan Højesteret, dersom den finder, at den begaaede Fejl gør Domfældelsens Rigtighed tvivlsom, ophæve Dom- men og hjemvise Sagen, uanset at den paagældende Fejl ikke er paaberaabt.

Hvis en Dom. som angaar flere Tiltalte eller flere Forbrydelser af samme Til- talte, kun er paaanket for en eller nogle Tiltaltes eller Forbrydelsers Vedkommende, kan Højesteret, naar den finder, at en Ankegrund, som er gjort gældende under Sagen, eller som Retten i Medfør af Reglerne i denne Paragraf har taget i Betragtning, tillige omfatter nogen Tiltalt eller Forbrydelse, for hvis Vedkommende Dommen ikke er paaanket, til Fordel for vedkommende Tiltalte tillægge den Virkning ogsaa under den saaledes upaaankede Del af Sagen.

§ 960.

Kommer Højesteret til det Resultat, at den paaankede Afgørelse bliver at for- andre, kan den selv afsige ny Realitetsdom, naar den finder, at det fornødne Grund- lag herfor foreligger, hvortil, for saa vidt Spørgsmaal er om at afsige en fældende Dom, ifølge § 945 hører, hvis Sagen er en Nævningesag, at Tiltalte ved en gyldig Nævningeerklæring er kendt skyldig i den Forbrydelse, for hvilken der er Spørgsmaal om at domfælde ham.

Gaar den nye Realitetsdom ud paa Tiltaltes Frifindelse, kan Højesteret af egen Drift optage og afgøre Spørgsmaalet om Erstatning til Tiltalte for uforskyldt Vare- tægtsfængsel eller uforskyldt Udstaaelse af Straf, medmindre Tiltalte har begært dette Spørgsmaal afgjort under Medvirkning af Nævninger.

Finder Højesteret, at den paaankede Afgørelse bliver at forandre, men at Be- tingelserne for, at Retten kan afsige Realitetsdom, ikke er til Stede, ophæver Høje- steret Dommen og, for saa vidt Ophævelsesgrunden ogsaa rammer den til Grund for

ommen liggende Behandling, denne eller den Del deraf, hvorom dette gælder. I Forbindelse hermed bliver Sagen, for saa vidt den foreliggende Fejl ikke er af den Beskaffenhed, at Landsretten burde have afvist Sagen, at hjemvise til denne Ret. Saa vidt fornødent bør i saa Fald Højesterets Dom angive, fra hvilket Punkt den nye Be- handling skal tage sin Begyndelse.

Skal Tiltalte i et Tilfælde, hvor Højesteret vil afsige ny Realitetsdom, dømmes efter et Straffebud, som ikke er bragt i Anvendelse ved den paaankede Dom, og om hvis Anvendelse Rigsanklageren heller ikke har nedlagt Paastand for Højesteret, bør der være givet Parterne særlig Lejlighed til at udtale sig herom. Er Sagen kun ind- anket fra Tiltaltes Side, kan der derhos ikke idømmes strengere Straf end bestemt af Landsretten.

§ 961.

Naar Hjemvisningsdom er afsagt, har Rigsanklageren, hvis han ikke frafalder Tiltale, uden Ophold at foranstalte Sagen paa ny indbragt for Landsretten.

Hvor Landsretten finder det nødvendigt, kan den beslutte at genoptage Be- handlingen fra et tidligere Punkt end angivet i Hjemvisningsdommen. Forinden ny Dom afsiges, maa der i ethvert Tilfælde være givet Parterne Lejlighed til at udtale - sig. Var Sagen kun indanket fra Tiltaltes Side, kan strengere Straf ikke idømmes end ved den tidligere Dom, medmindre Betingelserne for Genoptagelse er til Stede.

Skal i en Nævningesag ny Domsforhandling finde Sted, maa ingen Nævning medvirke, som har deltaget i den tidligere Domsforhandling.

Kapitel 83.

Paaanke af Domme, afsagte af Underretterne.

§ 962.

Domme, afsagte af en Underret, kan, med de nedennævnte Undtagelser, af Overanklageren eller Tiltalte paaankes til den Landsret, til hvis Kreds vedkommende Ret hører. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende Be- handling og de under denne faldne Afgørelser.

I Politisager kan Dommen ordentligvis kun paaankes af Overanklageren, naar andre Følger end Bøde eller Konfiskation kan idømmes efter det Lovbud, Tiltalen lyder paa, og af Tiltalte kun, naar højere Straf er idømt end Bøde af 40 Kr. eller Konfiskation af Genstande af tilsvarende V.ærdi. Dog kan Justitsministeren undtagel- sesvis paa Andragende — der maa fremsættes inden fjorten Dage efter Dommens Af- sigelse eller, hvis det er Tiltalte, som vil anke, og han ikke har været til Stede ved Dommens Afsigelse, efter dens Forkyndelse — tilstede Anke, naar det findes, at sær- lig Grund hertil foreligger, navnlig hvor Sagen skønnes at have en almindelig Inter- esse, eller Dommen medfører videregaaende betydelige Følger for Tiltalte. Under til- svarende Betingelser kan Justitsministeren tilstede, at de i §§ 936 - 37 ommeldte Af- gørelser paaankes af Overanklageren.

Naar saadant Andragende bevislig er indgivet til Justitsministeren, kan Landsrettens Formand bestemme, at Fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses; dette sker i hvert Fald, naar Anke tilstedes.

§ 963.

Ved Paaanke af de lier omtalte Domme bliver Reglerne i §§ 941—944 og 946 —951 i det hele at anvende med de Lempelser, som følger af Forholdets Forskellig- heder, samt med følgende nærmere Bestemmelser:

1) Tiltaltes Ankemeddelelse (§ 948, jfr. § 950) kan, naar han afgiver samme personlig, fremsættes mundtlig til vedkommende Rets Retsbog, selv om det ikke sker straks ved Dommens Afsigelse; Dommeren bør være ham behjælpelig herved.

2) Hvor Justitsministeren i Henhold til § 962 har tilstedet Anke, maa fornøden Ankemeddelelse og Begrundelse afgives inden en Uge, efter at Tilladelsen er meddelt.

§ 964.

Saa snart Ankemeddelelse har fundet Sted, har Modparten Adgang til for Landsretten at fremsætte Begæring (jfr. § 844) om Ankesagens Afvisning af nogen af de i § 953 nævnte Grunde, eller fordi Anke er udelukket efter § 962. Saadan Af- visning kan ske — være sig efter Begæring eller uden Paastand — ved Kendelse i et ikke offentligt Retsmøde, efter at der er givet den ankende Adgang til at ytre sig mundtlig eller skriftlig.

§ 965.

Saa snart Overanklageren har ladet de foreskrevne Meddelelser (§§ 947 og 950) forkynde for Tiltalte eller har modtaget dennes Ankemeddelelse eventuelt med tilhørende Begrundelse, indsender han snarest muligt Sagens Akter til Landsretten. Ved Sagens videre Forberedelse og Behandling bliver Reglerne i §§ 954—956 og 958—961 at anvende med de fornødne Lempelser. Skal nye Oplysninger tilveje- bringes (§ 955), paahviler det Overanklageren at foretage de hertil fornødne Skridt.

Under Domsforhandlingen har den ankende først Ordet. I øvrigt skal Reg- lerne i Kapitel 79 finde Anvendelse paa denne Behandling, for saa vidt saadant ikke er udelukket ved Forholdets Forskellighed eller særlig Bestemmelse.

§ 966.

Landsrettens Dom i en fra en Underret indanket Sag kan i Regelen ikke yder- ligere paaankes. Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret, naar særlig Grund hertil foreligger, navnlig naar Sagen skønnes at have almindelig Interesse eller videregaaende betydelige Følger for vedkommende, Andragende herom maa fremsættes inden saadan Frist, som bestemt i § 962, 2det Stykke, og finder i Henseende til Virkningen af saadant Andragendes Indgivelse og Tilfølgetagelse Reglerne i sidste Stykke af § 962 og i § 963 Nr. 2 tilsvarende An- vendelse.

Landsrettens Dom i en fra Underret indanket Sag om Erstatning for ufor- skyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udstaaelse af Straf kan altid indankes for Højesteret.

Reglerne i Kapitel 82 bliver med de fornødne Lempelser at anvende paa Anke, som iværksættes i Henhold til nærværende Paragraf.

Kapitel 84.

Paaanke af Domme, afsagte af Sø- og Handelsretten.

§ 967.

Domme i Straffesager, afsagte af Sø- og Handelsretten, paaankes til Østre Landsret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 83, men, hvis Dommen er afsagt med 4 søkyndige Dommere (jfr. § 9), til Højesteret efter Reglerne i Kapitel 82.

Kapitel 85.

Kære til højere Ret.

§ 968.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret eller en Underret (denne sidste ogsaa som Undersøgelsesret), som ikke — eller dog ikke for Tiden — kan gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne i §§ 940 og 962, kan, for saa vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremaal til højere Ret overensstemmende med de nedenstaaende Regler. Overfor Domme kan Kæremaal kun rejses i de i §§ 1013 og 1016 nævnte Tilfælde.

Mod Kendelser og andre Beslutninger, der afgives under Domsforhandling eller under dennes Forberedelse, kan dog udenfor de Tilfælde, hvor Adgang til Kære har særlig Hjemmel i Loven, Kæremaal kun rejses, naar og for saa vidt Beslutningen gaar ud paa, at Sagen udsættes eller afvises eller hæves, eller angaar Fængsling, Be- slag, Ransagning eller lignende eller paalægger Straf eller Omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er Part i Sagen.

I Sager, hvor Anke ordentligvis er udelukket ifølge Reglerne i § 966, kan Kæremaal af en Part kun rejses med Tilladelse af Justitsministeren, i hvilken Hen- seende Reglerne om Tilladelse til Anke finder tilsvarende Anvendelse.

Overfor Kendelser og Beslutninger af Sø- og Handelsretten kan Kæremaal rejses i Overensstemmelse med foranstaaende Regler, henholdsvis til Østre Landsret og til Højesteret, jfr. § 967.

§ 969.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kæremaalsfristen fjorten Dage, regnede fra Afgivelsen af den Beslutning, hvorom Talen er, dog at Bestemmelserne i § 949 finder tilsvarende Anvendelse.

Kæremaal medfører ikke Opsættelse af Beslutningens Udførelse, medmindre det modsatte bestemmes enten af den Ret, som har afgivet Beslutningen, eller af den Ret, for hvilken Kære rejses, jfr. ogsaa § 189.

§ 970.

Kæremaal fremsættes skriftlig for den Ret, hvis Beslutning paaklages, eller erklæres mundtlig til dennes Retsbog. Rejses Kæremaal fra Paatalemyndighedens Side, lader denne uden Ophold samme forkynde for Sigtede og, naar nogen anden for det foreliggende Spørgsmaals Vedkommende er at betragte som Modpart, tillige

for sidstnævnte, medmindre Paatalemyndigheden i Retten i den paagældendes Over- værelse har erklæret at ville rejse saadant Kæremaal. Rejses Kæremaal af Sigtede eller af nogen, der ikke er Part i selve Sagen, foranstalter Retten under tilsvarende Forudsætning Paatalemyndigheden saavel som den, der ellers maatte være at betragte som Modpart, underrettet om Kæremaalet.

Er Sigtede fængslet, og er der ikke Lejlighed for ham til at rejse Kæremaal til Retsbogen overensstemmende med foregaaende Stykke, kan han fremsætte det til den Undersøgelsesrets Retsbog, i hvis Kreds Fængslet ligger, eller til Fængsels- bestyrerens Bog (§ 844); Udskrift af Tilførselen bliver da uopholdelig at tilstille den Ret, hvis Beslutning paaklages. Har Sigtede Forsvarer, er denne pligtig at bistaa ham, saaledes som bestemt i § 941, 2det Stykke.

§ 971.

For saa vidt den Ret, hvis Beslutning paakæres, ikke i Medfør af § 222, §177 eller § 207 omgør Beslutningen saaledes, at Øjemedet med Kæremaalet dermed er opnaaet, indsender den uden Ophold Kæremaalet til den overordnede Ret, ledsaget af de fornødne Udskrifter og andre Dokumenter, disse sidste i bekræftede Afskrifter, for saa vidt Originalerne ikke kan undværes, samt efter Omstændighederne af de Bemærkninger, hvortil der fra Rettens Side maatte findes Anledning.

Saavel den, der har rejst Kæremaal, som Modparten kan indgive skriftlige Udtalelser om Sagen til den overordnede Ret; herved gælder det samme, som i fore- gaaende Paragrafs to sidste Punktumer er bestemt om selve Kæremaalet.

§ 972.

Den overordnede Ret er ikke bundet ved den Bedømmelse af de faktiske Om- stændigheder, hvorpaa den paaklagede Beslutning er grundet. Finder den nye Oplys- ninger fornødne, giver den, for saa vidt den ikke selv vil foranstalte samme indhen- tede, de i saa Henseende fornødne Paalæg; Bestemmelserne i § 955 og § 965, tredie Punktum, finder herved tilsvarende Anvendelse; angaar Kæremaalet en Beslutning af en Undersøgelsesret, kan Landsretten umiddelbart til denne rette de fornødne Paalæg om nye Oplysningers Tilvejebringelse.

Naar særlige Grunde findes at tale derfor, kan den overordnede Ret und- tagelsesvis paa Begæring eller af egen Drift anordne mundtlig Forhandling; Forsvarer bliver i saa Fald altid at beskikke, medmindre Sigtede selv har antaget en For- svarer, eller den Forsvarer, som allerede er beskikket for ham, er beføjet til at møde for den overordnede Ret og erklærer sig villig hertil.

Rettens Afgørelse træffes ved Kendelse og meddeles uden Ophold alle ved- kommende.

§ 973.

Mod Landsrettens Afgørelse i et Kæremaal kan yderligere Kære til Højesteret ikke finde Sted, medmindre Justitsministeren undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil. Andragende om saadan Tilladelse maa indgives inden en Uge, efter at Landsrettens Kendelse er meddelt. Paa saadant yderligere Kæremaal finder Reglerne i de fore- gaaende Paragraffer Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Kæremaal kan i Højesteret forhandles og afgøres i det i § 953 om- meldte Udvalg.

§ 974.

Beslutninger vedrørende Forberedelsen af et Kæremaals Forhandling kan i lignende Omfang som bestemt for Ankesagers Vedkommende træffes henholdsvis af Landsrettens eller af Højesterets Formand.

Kapitel 86.

Genoptagelse.

§ 975.

Naar en Forfølgning, som ved Undersøgelsesret har været indledet mod en bestemt Sigtet, standses (§ 825), eller naar, efter at Tiltale er rejst, Forfølgningen frafaldes, uden at Dom bliver afsagt, kan, udenfor det i § 826 omhandlede Tilfælde, ny Forfølgning ved Undersøgelsesret eller ny Tiltale kun rejses, naar nye Beviser af Vægt senere kommer for Dagen, eller de i nedenstaaende § 976 angivne Betingelser er til Stede. Derimod er den Omstændighed, at Undersøgelsesretten i Henhold til §817 har nægtet at tage en Begæring om Forundersøgelse til Følge eller i Henhold til § 825 har standset en begyndt Forundersøgelse, ikke til Hinder for, at Tiltale rejses ved den dømmende Ret.

§ 976.

Genoptagelse af en Sag, som er paadømt ved Højesteret eller ved Landsret under Medvirkning af Nævninger eller ifølge Anke, og hvorunder Tiltalte er frifundet, kan finde Sted efter Rigsanklagerens Begæring:

1. naar det ifølge en Tilstaaelse, Tiltalte senere har afgivet, eller andre Beviser, der senere er kommet for Dagen, maa antages, at han har begaaet For- brydelsen ;

2. naar falske Forklaringer eller Erklæringer er afgivne under Sagen af Vidner eller Syns- eller Skønsmænd, eller falske eller forfalskede Dokumenter er benyttede under samme, eller noget strafbart Forhold, sigtende til at paavirke eller bestemme Sagens Udfald, er udvist enten af Tiltalte eller af nogen, der i Medfør af sit Embede eller offentligt Hverv har medvirket ved Sagens Behandling, og der efter Omstændig- hederne er god Grund til at antage, at saadant har bevirket eller medvirket til, at Tiltalte har undgaaet Domfældelse.

Under tilsvarende Betingelser kan Genoptagelse finde Sted, hvor Tiltalte paa- staas at have gjort sig skyldig i en væsentlig større Forbrydelse end den, hvorfor han er domfældt.

§ 977.

Paa Begæring af en Domfældt kan Genoptagelse af en ved Højesteret eller ved en Landsret under Medvirkning af Nævninger eller ifølge Anke paadømt Sag finde Sted:

1. naar nye Oplysninger tilvejebringes, og det skønnes antageligt, at disse, om de havde foreligget under Sagen, kunde have bevirket Frifindelse eller Anvendelse af en væsentlig mildere Strafbestemmelse;

2. naar noget saadant Forhold oplyses som ommeldt i § 976 Nr. 2, og det skønnes antageligt, at saadant kan have bevirket eller medvirket til Domfældelsen.

Bestemmelserne i § 941, 2det og 3die Punktum, finder her tilsvarende An- vendelse.

Kommer Omstændigheder, som antages at give Tiltalte eller andre paa hans Vegne Føje til at andrage paa Sagens Genoptagelse, til Rettens eller Anklagemyndig- hedens Kundskab, bør de derom underrette vedkommende.

§ 978.

Genoptagelse kan ikke finde Sted, saa længe Anke i Medfør af Lovens al- mindelige Regler staar aaben, eller saa længe en rejst Ankesag henstaar uafgjort.

At Straffen er udstaaet, er ikke til Hinder for Genoptagelse.

§ 979.

Begæring om Genoptagelse fremsættes for Højesteret, naar denne Ret ifølge Faaanke har afsagt Dommen, og Sagen har været paadømt uden Medvirkning af Næv- ninger for Landsretten. I andre Tilfælde fremsættes Begæring for den Landsret, der har paadømt Sagen, selv om Sagen ifølge Anke har været paakendt i Højesteret.

Begæringen indgives skriftlig og maa angive de Omstændigheder, hvorpaa den støttes, og de Beviser, som formenes at skulle give Sagen et andet Udfald. Er Til- talte fængslet, kan hans Begæring fremsættes overensstemmende med § 844 til Under- søgelsesrettens Retsbog eller Fængselsbestyrerens Bog. Er Begæringen støttet paa nogen saadan Grund som nævnt i § 976 Nr. 2, jfr. § 977 Nr. 2, maa den saa vidt muligt være ledsaget af Udskrift af en over den paagældende afsagt Straffedom. Ud- skrift af den tidligere Dom bør medfølge.

§ 980.

Findes i Begæringen ingen Grund opgivet, som efter Loven kan bevirke Gen- optagelse, eller findes de paaberaabte Omstændigheder eller Bevisligheder aabenbart betydningsløse, kan Retten straks ved Kendelse afvise Begæringen.

Finder Retten ikke Anledning til saadan Afvisning, giver den, for saa vidt der ikke allerede med Begæringen er forelagt den en Erklæring fra Modparten, som efter Omstændighederne skønnes fyldestgørende, denne Lejlighed til at udtale sig skriftlig eller mundtlig.

§ 981.

Finder Retten, at yderligere Oplysninger bør tilvejebringes, inden Afgørelse træffes om, hvorvidt Genoptagelse bør finde Sted, giver den, for saa vidt den ikke selv vil foranstalte disse tilvejebragte, de i saa Henseende fornødne Paalæg. Skal Vidner eller Tiltalte afhøres, sker Afhørelsen ved vedkommende Undersøgelsesret over- ensstemmende med Reglerne om retslig Forundersøgelse i Kapitel 75, medmindre Retten anser det nødvendigt til Sagens fuldstændige Oplysning selv at modtage de paa- gældende Forklaringer; Retten kan bestemme, at retslig Forundersøgelse skal finde Sted.

Hvor Begæringen om Genoptagelse er støttet paa, at et saadant strafbart For- hold er begaaet, som nævnt i § 976 Nr. 2, jfr. § 977 Nr. 2, men en Straffesag, som derom er rejst, endnu ikke er afsluttet, bliver, om fornødent, Afgørelsen at udsætte, indtil saadan Straffesag er endt.

Beslutninger vedrørende Forberedelsen af Forhandlingen af en Begæring om Genoptagelse kan i lignende Omfang som bestemt for Ankesagers Vedkommende træffes af Landsrettens eller Højesterets Formand.

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 982.

Retten afgør ved Kendelse, om Begæringen skal tages til Følge eller for- kastes ; tages den til Følge, gaar Kendelsen ud paa. at ny Domsforhandling skal finde Sted. Dog kan Retten efter Omstændighederne, naar den finder en Begæring om Grenoptagelse til Fordel for Domfældte begrundet, og Overanklageren indvilliger deri, straks uden ny Domsforhandling afsige Frifindelsesdom eller Dom. hvorved en mildere Straffebestemmelse bringes i Anvendelse. Er Domfældte død. skal Retten altid uden ny Domsforhandling enten forkaste Begæringen om Genoptagelse eller afsige Dom, hvorved den ældre Dom ophæves.

§ 983.

Den nye Domsforhandling foregaar ved den Landsret, som tidligere har dømt i Sagen. Den forberedes og fremmes overensstemmende med de almindelige om Doms- forhandling for Landsret givne Regler; om Nævninger skal medvirke, bestemmes efter Reglerne i § 688. Ingen Dommer eller Nævning, som har gjort Tjeneste under

den tidligere Sag, maa medvirke ved den nye Domsforhandling.

§ 984.

Hvor Genoptagelse er tilstaaet alene efter Begæring af Domfældte eller nogen af de i § 941, 2det og 3die Punktum, nævnte Personer, maa den nye Dom ikke i noget Punkt afvige fra den tidligere Dom til Skade for ham. I andre Tilfælde maa saadan Afvigelse ikke ske for de Punkters Vedkommende, som ikke berøres af Genoptagelses- grunden.

§ 985.

Mod en Kendelse af en Landsret, hvorved Genoptagelse er tilstaaet eller nægtet af en Sag. der kun ifølge Anke har været paadømt ved Landsretten, kan Kæremaal ikke rejses, medmindre Justitsministeren undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil (§ 968. 3die Stykke).

§ 986.

Begæring om Genoptagelse medfører ikke Udsættelse eller Standsning af Dommens Fuldbyrdelse, medmindre Retten bestemmer det modsatte; det samme gælder om Beslutning om Genoptagelse, der træffes i Henhold til § 976. Er Genoptagelse besluttet i Henhold til § 977, bliver Fuldbyrdelsen altid at udsætte eller standse, hvis Domfældte begærer det.

§ 987.

Er en udebleven Tiltalt blevet domfældt ved Landsretten i en Nævningesag uden overensstemmende med § 847 Nr. 3 at have samtykket i, at Sagen er blevet fremmet i hans Fraværelse, eller ved Underret, henholdsvis Sø- og Handelsretten, uden at Anke overensstemmende med Reglerne i Kapitel 83 staar ham aaben, kan han begære Sagen genoptaget til ny Forhandling, naar han godtgør, at han har haft lov- ligt Forfald og ved ham utilregnelige Omstændigheder har været forhindret fra i Tide at anmelde dette, eller at Stævningen ikke betimelig er kommet til hans Kundskab. Begæringen maa fremsættes inden saadan Frist som bestemt i § 948, jfr. § 949. Reglerne i §§ 979—982 og 985 finder herved tilsvarende Anvendelse.

Udebliver Domfældte under den nye Domsforhandling, hæver Retten ved Ken- delse Sagen, og den afsagte Dom bliver staaende ved Magt.

Under tilsvarende Betingelser, som i denne Paragrafs første Stykke angivet, kan Tiltalte begære Genoptagelse af en af ham rejst Ankesag, som er afvist paa Grund af hans Udeblivelse.

Forelagte Lovforslag m. m. 195

§ 988.

Har en Domfældt udstaaet Straf, der bortfalder, enten som Følge af Anke eller af Genoptagelse, har han Krav paa Erstatning. De i § 792 for Sager angaaende Erstatning for Varetægtsfængsel givne Regler kommer i øvrigt til Anvendelse ogsaa paa disse Sager.

Naar en Straffesag genoptages i Medfør af §§ 976 eller 977, og Forfølgningen leder til Domfældelse af Sigtede, bliver det, hvis denne har oppebaaret Erstatning i Anledning af en tidligere i samme Sag stedfunden Anholdelse eller Fængsling, i Dommen at bestemme, at Erstatningen skal tilbagetales til Statskassen.

Syvende Afsnit.

Regler om Paatale af særlige Myndigheder og om Anke af visse private Straffesager samt om Forfølgning af borgerlige Krav under Straffesager.

Kapitel 87.

Behandling af Sager, som paatales af en særlig offentlig Myndighed.

§ 989.

Forinden en særlig offentlig Myndighed rejser Paatale i Henhold til § 1-4, skal den ved Henvendelse til Politimesteren forvisse sig om, at denne ikke agter at forfølge Sagen. Naar Paatale herefter rejses af en særlig Myndighed, bliver Bestem- melserne i Kapitlerne 81 (med Undtagelse af § 931) og 82—83 og 85 at anvende.

Anke fra Paatalens Side besluttes og iværksættes af Overanklageren, dog kun efter Begæring af den særlige Myndighed.

Har Politimesteren indledet, men senere frafaldet Forfølgning, og er Sagen som Følge heraf blevet hævet, kan den særlige Myndighed rejse ny Forfølgning; dog maa Anklageskrift i saa Fald indgives inden fjorten Dage, efter at Sagen er hævet.

Kapitel 88.

Regler om Anke af visse private Straffesager.

§ 990.

Naar nogen ved en Underrets Dom i en Sag, hvorunder en privat Sagsøger i den borgerlige Retsplejes Former har paatalt en Forbrydelse, som er undergivet privat Paatale, er dømt til Fængselsstraf, kan han rejse Anke overensstemmende med de Regler, som gælder i offentlige Sager. Overanklageren har da overensstemmende med Reglerne i Kapitel 83, jfr. Kapitel 82, at indbringe Sagen for Landsretten, hvor Ankesagen forberedes og behandles efter de for offentlige Sager gældende Regler. Overanklageren lader Meddelelse om Ankesagen forkynde for den private Sagsøger.

der har Adgang til at slutte sig til Forfølgningen for Landsretten overensstemmende med Bestemmelserne i § 725. Finder Overanklageren, at en offentlig Interesse kræ- ver, at en Underrets Dom i en privat forfulgt Straffesag (jfr. 1ste Punktum) gøres til Genstand for Paaanke, kan han af egen Drift iværksætte saadan, og foranstaaende Regler finder da tilsvarende Anvendelse.

Foranstaaende Regler finder tilsvarende Anvendelse, hvor en Landsrets Dom i en privat Straffesag kan paaankes til Højesteret i Medfør af Reglerne i § 435 eller § 966.

Den private Sagsøger kan uanset denne sin Stilling afhøres som Vidne i Sagen.

Kapitel 89.

Paatale af borgerlige Krav under Straffesager.

§ 991.

I Politisager samt i Sager, der paadømmes ved Undersøgelsesretten (§ 925). kan Erstatning hos Tiltalte tilkendes den forurettede for den ved Forbrydelsen for- voldte Skade, naar han herom har fremsat Begæring for Retten, hvortil der, for saa vidt Sagens Beskaffenhed dertil giver Anledning, bør gives ham Lejlighed.

Under andre offentlige Straffesager har vedkommende Paatalemyndighed, naar dette kan ske uden væsentlig Ulempe, efter Begæring af den forurettede at forfølge de for denne ved Forbrydelsen begrundede borgerlige Krav paa Tiltalte. Som Følge heraf bør der, for saa vidt Sagens Beskaffenhed dertil giver Anledning, under For- undersøgelsen gives den forurettede Lejlighed til at erklære, om han begærer sig til- kendt Erstatning under Sagen. Er dette ikke sket, eller rejses Tiltale uden forud- gaaende Forundersøgelse, bør Paatalemyndigheden saa betimeligt give ham Lejlighed til at erklære sig, at fornøden Paastand kan blive optaget enten i Anklageskriftet eller i alt Fald i Stævningen.

For saa vidt særlige Beviser maatte blive at føre under Domsforhandlingen i en Nævningesag til Støtte for et borgerligt Krav, bør Paatalemyndigheden angive disse i sin Bevisfortegnelse eller i et Tillæg til denne (jfr. §§ 834 og 836).

Retten kan paa ethvert Trin nægte et borgerligt Kravs Forfølgning under Straffesagen, naar den finder, at dets Behandling under denne ikke kan ske uden væsentlig Ulempe.

Den i Lov Nr. 125 om Motorkøretøjer af 29. April 1913 § 33, 4de Stykke hjemlede udvidede Adgang til at faa Erstatningskrav afgjort under en offentlig Straffesag bliver staaende ved Magt,

Den forurettede kan paa ethvert Trin indtil Sagens Optagelse til Dom tage sin Begæring efter nærværende Paragrafs første og andet Stykke tilbage med Forbe- hold af Adgang til at paatale Kravet i den borgerlige Retsplejes Former.

§ 992.

Finder Retten, at de Oplysninger, der foreligger til Støtte for en Paastand, som er fremsat i Henhold til de foregaaende Paragraffer, er ufuldstændige, eller at den Domfældelse eller Frifindelse, som finder Sted for Straffespørgsmaalets Vedkom- mende ikke vil medføre en Afgørelse i samme Retning at den heromhandlede Paa- stand, bliver denne ikke at tage under Paakendelse, se dog Lov Nr. 125 om Motor- køretøjer af 29. April 1913 § 33, 4de Stykke.

I ethvert Tilfælde, hvor Retten ikke har paakendt et under Sagen paatalt borgerligt Krav, staar det den forurettede frit for at paatale dette i den borgerlige Retsplejes Former.

§ 993.

Størrelsen af den Erstatning, som tilkendes den forurettede, fastsættes af Retten. I Nævningesager kan dog Retten, naar hertil er særlig Grund, forelægge Nævningerne Spørgsmaal, saavel om Skade er bevirket ved Forbrydelsen, som om Erstatningens Størrelse. Ved Stemmegivningen om Erstatningens Størrelse bliver den Sum gældende, som har over Halvdelen af Stemmerne for sig, naar dertil med- regnes de Stemmer, som er afgivne for et højere Beløb.

§ 994.

I Sager, som forfølges af den forurettede, gøres borgerlige Krav gældende paa samme Maade som Paastanden om Straf.

§ 995.

Paaankes Dommen for Straffepaastandens Vedkommende, bliver ogsaa dens Afgørelse vedrørende de under Straffesagen paatalte borgerlige Krav at prøve af den overordnede Ret, for saa vidt den Afgørelse, der træffes for Straffepaastandens Ved- kommende, maa bestemme Afgørelsen med Hensyn til bemeldte Krav. Ellers om- fatter den overordnede Rets Prøvelse ikke de borgerlige Krav, medmindre disse ud- trykkelig er inddragne under Anken, jfr. dog næstsidste Stykke.

Ogsaa i Henseende til Anke har Paatalemyndigheden at varetage den for- urettedes Tarv, naar fornøden Begæring fra denne foreligger. Reglerne i § 991, 4de Stykke, og § 992 finder ogsaa her tilsvarende Anvendelse.

Ved Paaanke, der omfatter ogsaa Bevisbedømmelsen, bliver de for den under- ordnede Ret rejste borgerlige Krav at undergive den overordnede Rets Prøvelse, naar ikke baade Tiltalte og den forurettede udtrykkelig har frafaldet dette; saadanne Krav kan derhos i dette Tilfælde fra nyt af inddrages under Sagen i samme Ud- strækning, som om Sagen var indbragt for vedkommende overordnede Ret som første Instans.

Kære finder ikke Sted overfor Rettens Beslutninger vedrørende borgerlige Krav.

§ 996.

Overfor Rettens Afgørelse angaaende et ved Dommen paakendt borgerligt Krav staar særskilt Anke i den borgerlige Retsplejes Former saavel Tiltalte som den forurettede aaben, naar Afgørelsen vilde kunne paaankes efter Reglerne om den borger- lige Retspleje. Saadan Anke kan ikke grundes paa, at Afgørelsen er urigtig som Følge af en fejlagtig Bedømmelse af Beviset.

📖 Ottende Afsnit. Fuldbyrdelsen af Domme i Straffesager.

Kapitel 90.

§ 997.

Politimesteren drager Omsorg for Straffedommes Fuldbyrdelse saavel i Hen- seende til Straf som i Henseende til Dommens øvrige Bestemmelser, derunder Erstat- ning til den Skadelidte, for saa vidt denne begærer det. Han staar herved under Overanklagerens Overtilsyn, for saa vidt Sagen hører under dennes Virkekreds.

Bøder, for hvis Inddrivelse der er Hjemmel, og Erstatning, der under Straffe- sagen er tilkendt nogen, inddrives efter de i Bogen om den borgerlige Retspleje fore- skrevne Regler. Med Hensyn til Afsoning af den Del af nysnævnte Bøder, som ikke betales eller indkommer ved Eksekution, har den forurettede at henvende sig til ved- kommende Politimester.

I Domme, hvorved nogen tilholdes at opfylde en Forpligtelse mod det offent- lige, kan som Tvangsmiddel fastsættes en fortløbende Bøde, der tilfalder Statskassen og afsones efter Reglerne i § 3 i Lov af 16. Februar 1866 om Afsoningen af Bøder udenfor kriminelle Sager.

§ 998.

Opstaar der med Hensyn til Dommens Fortolkning, Beregningen af Friheds- straffe, som er idømt eller træder i Stedet for idømt Straf, eller i andre Henseender Tvist mellem Politimesteren eller den denne overordnede Myndighed og den, overfor hvem der er Spørgsmaal om at fuldbyrde en Straffedom, bliver Spørgsmaalet paa dennes Begæring at forelægge den Ret, som har afsagt Dom i Sagen i første Instans, men uden at den af Overanklageren eller Politimesteren anordnede Fuldbyrdelse af den Grund behøver at udsættes, medmindre Retten beslutter det.

Rettens Afgørelse træffes ved Kendelse. Drejer Tvisten sig om, hvorvidt den, overfor hvem der er Spørgsmaal om at fuldbyrde Straffen, er den domfældte, skal mundtlig Forhandling og Bevisførelse finde Sted i et offentligt Retsmøde, i hvilket den paagældende er til Stede. I andre Tilfælde træffes Afgørelsen i et ikke offentligt Retsmøde, efter at der, saa vidt fornødent, er givet Parterne Lejlighed til at udtale sig mundtlig eller skriftlig.

Underrettens, henholdsvis Sø- og Handelsrettens Afgørelse af det i foregaa- ende Stykkes andet Punktum nævnte Spørgsmaal kan paaankes til Landsretten. I øvrigt kan de i Medfør af nærværende Paragraf trufne Afgørelser alene være Gen- stand for Kære.

§ 999.

Ingen Straffedom kan fuldbyrdes før Udløbet af den Frist, i hvilken Anke i Medfør af Lovens almindelige Regler staar aaben, medmindre Afkald paa Anke for- inden er givet.

For Bødedomme, som ej kan paaankes, gælder en Fuldbyrdelsesfrist af 3 Dage, som beregnes paa den i § 948 angivne Maade. Er der Grund til at antage, at Domfældte vil søge at unddrage sig Fuldbyrdelsen, kan Dommen dog fuldbyrdes

straks, medmindre der paa Stedet stilles Sikkerhed for den idømte Bødes Beløb. Er Bøden tillagt den forurettede, er Fuldbyrdelsesfristen den i Bogen om den borgerlige Retspleje foreskrevne, hvilken ogsaa gælder med Hensyn til Erstatning, som ved Straffedommen er tilkendt.

§ 1000.

Ingen Dødsdom maa fuldbyrdes, førend den af Justitsministeren har været Kongen forelagt, og Kongen har besluttet ikke at benytte sin Benaadningsret.

Den Landsret, som har afsagt Dødsdommen, og Højesteret, naar Dommen har været paaanket, skal afgive Erklæring, hvorvidt der findes Grund til at anbefale den domfældte til Benaadning. Erklæringen indgives til Justitsministeren, naar Anke- fristen er udløbet, eller Dommen er stadfæstet af Højesteret,

I alle andre Straffesager, der har været behandlede ved Landsret, kan saa- vel Retten som Nævningerne, der har medvirket ved Sagens Behandling, gøre Ind- stilling til Justitsministeren om Domfældtes Benaadning. De nærmere Regler om Fremgangsmaaden ved Udøvelsen af Nævningernes Adgang til at indstille til Benaad- ning gives ved kongelig Anordning.

§ 1001.

Fuldbyrdelsen af en Straffedom bliver at udsætte, naar en svanger Kvinde er dømt til Døden, eller naar den, som skal udstaa Livsstraf, Frihedsstraf eller legemlig Straf, bliver afsindig eller overfaldes af en heftig Sygdom.

Naar en umiddelbar Udstaaelse af Straffen vilde medføre uforholdsmæssige, udenfor Straffens Øjemed liggende Følger for den paagældendes Velfærd eller væ- sentlige Ulemper for det offentlige, kan Justitsministeren tilstede Udsættelse.

Naar den Ret, som har fældet Dommen, finder Grund til at indstille den domfældte til fuldstændig Benaadning eller til at benaades med at lide Straf af en mildere Art, udsættes Straffens Fuldbyrdelse; det samme gælder, naar Ansøgning herom indgives af den domfældte, for saa vidt ikke allerede tidligere en Ansøgning er afslaaet. Hvorvidt en alt begyndt Fuldbyrdelse af Straffen skal standses paa Grund af Ansøgning om Benaadning, afgør Justitsministeren.

Med Hensyn til Udsættelse af Straffuldbyrdelsen ifølge Dom forbliver det ved Reglerne i midlertidig Lov af 1. April 1911 om nogle Ændringer i Straffelovgivningen. Kapitel 3. Dog skal den i Lovens § 20 i Slutningen ommeldte Kendelse med den domfældtes Samtykke kunne afsiges af Underretten i den Retskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Denne Kendelse afsiges efter foregaaende Undersøgelse, men uden formelig Stævning eller Rettergang og kan ikke paakæres.

§ 1002.

Hvorvidt en domfældt, der ikke tidligere er blevet fængslet, bør hensættes i Varetægtsfængsel i det Tidsrum, som forløber, førend Straffen kan fuldbyrdes, eller naar Fuldbyrdelsen udsættes eller standses, afgøres af Stedets Underret, for saa vidt Forholdene ikke tilsteder at afvente Beslutning af den Ret, der har afsagt Dom i Sagen i første Instans; herved finder da Reglerne i andet Afsnit om Fængsling An- vendelse med fornøden Lempelse. Paa lignende Maade finder Reglerne i Kapitel 73 Anvendelse med Hensyn til Beslaglæggelse paa Gods for Omkostninger og Erstatning, efter at Dom er gaaet.

Har den. som er dømt til Statsfængsel i over 2 Aar eller til Strafarbejde, unddraget sig Straffens Fuldbyrdelse, kan Beslaglæggelse paa hans Formue her i Riget

anordnes efter Reglerne om denne Forholdsregel i Kapitel 73. Er der efter Af- sigelsen af Straffedommen hengaaet 10 Aar, kan Begæring til Retten herom kun fremsættes efter Justitsministerens Befaling. Foruden i de i § 796 Nr. 1 og 2 nævnte Tilfælde bortfalder Beslaglæggelsen, naar Benaadning finder Sted; fremdeles bortfalder den, naar 10 Aar er hengaaet efter Straffedommens Afsigelse, medmindre Justits- ministeren begærer den vedligeholdt.

§ 1003.

Naar en Anke, som alene er rejst af Paatalemyndigheden, afvises eller forka- stes, kan den overordnede Ret gøre saadan Forandring i den ved den paaankede Dom bestemte Straf, som i Medfør af Straffelovens § 58 maatte findes begrundet ved det Varetægtsfængsel, som Domfældte har været underkastet efter Dommens Afsigelse.

§ 1004.

Naar der til Fuldbyrdelsen af en Straffedom bliver Spørgsmaal om den dom- fældtes Paagribelse, kan de samme Forholdsregler anvendes, som er hjemlede, naar Fængslingskendelse er afsagt.

§ 1005.

Bødestraffe, som ikke er fuldbyrdede, bortfalder ved den domfældtes Død, for saa vidt der ikke er særlig Hjemmel for, at hans Bo hæfter for Bøden.

§ 1006.

Ovenstaaende Regler finder med de af Forholdets Natur eller særlige Forskrif- ter følgende Lempelser ogsaa Anvendelse ved Fuldbyrdelsen af Kendelser, hvorved Retten har paalagt Vidner eller andre Straf.

Fuldbyrdelse af de i § 177, jfr. § 206, omtalte Kendelser kan dog først finde Sted, naar Fristen til at fremsætte Begæring om Kendelsens Ophævelse i Henhold til § 177 er forløbet, eller Retten har nægtet at efterkomme en saadan Begæring.

Med Hensyn til Fuldbyrdelsen af de i §§ 194 og 212 ommeldte Bødepaalæg forholdes efter de almindelige Regler om Bøder, som paalægges af Øvrighedsmvn- digheder.

Niende Afsnit.

Sagsomkostninger og Rettergangsbøder i Straffesager.

Kapitel 91.

Sagsomkostninger.

§ 1007.

I Straffesager, som forfølges af en offentlig Myndighed, udredes Omkostnin- gerne ved Sagens Behandling og Straffens Fuldbyrdelse af det offentlige med Forbe- hold af Ret til at faa dem erstattet efter nedenstaaende Regler.

Vederlag til valgte Forsvarere og Udgifter i Anledning af Beviser, som Sig- tede fremskaffer uden Rettens Foranstaltning, vedkommer ikke det offentlige, ej heller Udgifter, der foranlediges ved Skridt, som en Trediemand foretager i sin Interesse. Dog kan Retten efter Omstændighederne tillægge Vidner, som fra Tiltaltes Side fremstilles i Nævningesager uden dertil at være indkaldte, Godtgørelse hos det offentlige.

§ 1008.

Findes Sigtede skyldig, eller kendes han ved Dom uberettiget til Oprejsning for uforskyldt Anholdelse eller Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller Straf- udstaaelse, er han pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige Udgifter, som er medgaaet til Sagens Behandling.

Har Undersøgelsen været rettet paa en anden Forbrydelse end den, eller paa andre Forbrydelser foruden den, for hvilken Tiltalte dømmes, er han ikke pligtig til at erstatte de derved foranledigede yderligere Omkostninger (jfr. dog §1010); kan en Sondring ikke ske, bestemmer Retten, om og hvor stort et Afdrag der bør gøres.

Udgifter, der er foranledigede ved Anke, Kære eller Begæring om en Genop- tagelse, bliver ikkun da at udrede af Tiltalte, naar disse Skridt enten har ført til et for ham ugunstigere Udfald eller er iværksatte af ham selv og ikke har ført til Foran- dring til hans Fordel. Er Anke rejst eller Genoptagelse begært af nogen af de i § 941, 3die Punktum, nævnte Personer, er den paagældende under tilsvarende Betin- gelser pligtig at erstatte de derved forvoldte Udgifter.

Omkostninger, som er foraarsagede ved andres Fejl eller Forsømmelser, bør ikke falde Domfældte til Last. Retten kan ogsaa i Dommen begrænse Omkostnings- ansvaret, naar den finder, at dette ellers vilde komme til at staa i aabenbart Misfor- hold til Domfældtes Skyld og Vilkaar.

Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Landsrettens Personale i Anledning af Rettens Møder udenfor dens Hovedsæde, Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Nævninger. Rejsegodtgørelser og Dagpenge til Overanklageren, som foranlediges ved, at denne har Embedskontor paa et andet Sted end det, hvor Retten holdes, falder ikke Domfældte til Last.

§ 1009.

Dømmes flere Tiltalte som meddelagtige i den samme Handling, har enhver især af dem at erstatte de Udgifter, som hidrører fra Forhold, der alene vedrører ham. Med Hensyn til andre Omkostninger paalægger Retten de enkelte Deltagere at udrede en i Forhold til Graden af deres Deltagelse bestemt Andel og kan tillige bestemme, at alle eller enkelte Deltagere skal hæfte solidarisk.

§ 1010.

Frifindes Tiltalte, eller endes Sagen i øvrigt uden at have ført til Sigtedes Domfældelse, paahviler der ham ingen Pligt til at udrede Omkostninger, undtagen for saa vidt disse maatte være foraarsagede ved hans tilregnelige og retsstridige Hand- linger eller Undladelser.

§ 1011.

Er Straffesagen foranlediget ved tilregnelige og retsstridige Handlinger af an- dre end Sigtede, eller er særegne Udgifter foraarsagede ved saadanne Handlinger eller Undladelser (jfr. § 177), paahviler der den paagældende Erstatningspligt for de Om- kostninger, hans Forhold har medført.

F. t. L. om Rettens Pleje.

verensstemmende hermed kan det af den overordnede Ret, til hvilken Anke har fundet Sted, paalægges en Dommer at bære Omkostninger, efter at der er givet ham Lejlighed til at fremføre sit Forsvar.

Bortfalder en Straffesag, hvis offentlige Forfølgning er betinget af den forurettedes Begæring, fordi denne tager sin Begæring tilbage, kan han efter Overanklagerens eller Politimesterens Paastand tilpligtes at erstatte det offentlige de dette paaførte Udgifter.

§ 1012.

Om Erstatning af Omkostninger træffer Retten Afgørelse ved Dommen eller, naar Sagen endes uden Dom, ved Kendelse.

Er Spørgsmaalet om Erstatning af Omkostninger ved enkelte Retshandlinger eller Afsnit i Sagens Behandling uafhængigt af Sagens Udfald, kan der straks derom træffes Afgørelse ved Kendelse.

Trediemand, hvem det paalægges at erstatte Omkostningerne, bør der forinden være givet Lejlighed til at udtale sig herom, for saa vidt ikke særegne Forskrifter er givne, saasom med Hensyn til udeblevne Vidner.

§ 1013.

Naar en Dom er paaanket, prøver den overordnede Ret Omkostningsspørgs- maalet, for saa vidt dettes Afgørelse afhænger af Ankens Udfald, eller det særlig er inddraget under Anken. En tilsvarende Regel gælder, naar Kæremaal rejses mod en Kendelse, der har paalagt Erstatning af Omkostninger i Forbindelse med Straf eller lignende Følger. I andre Tilfælde kan Kæremaal rejses mod Rettens Afgørelse af Omkostningsspørgsmaal, naar Afgørelsen er uafhængig af Sagens Udfald, og de paa- lagte Omkostningers Beløb kan antages at ville overstige 40 Kr.

Foranstaaende Regler gælder ogsaa med Hensyn til Fastsættelse af Vederlag til offentlige Anklagere, hvor derom bliver Spørgsmaal, og til beskikkede Forsvarere.

Omkostninger, som det er paalagt at erstatte, inddrives efter de i Bogen om den borgerlige Retspleje foreskrevne Regler.

§ 1014.

For saa vidt der i Straffesager bliver Spørgsmaal om Afgifter til Statskassen, kan fri Proces meddeles overensstemmende med Reglerne i Kapitel 31.

Kapitel 92.

Rettergangsbøder m. m.

§ 1015.

Naar en offentlig Anklager, som faar Vederlag for den enkelte Sag, eller en Forsvarer eller Rettergangsfuldmægtig for en privat Sagsøger gør sig skyldig i skødesløs eller forsømmelig Adfærd i Sagen, kan han ved Dommen eller efter Omstændighederne ved Kendelse anses med en Bøde fra 20 til 400 Kr.

For andre Pligtovertrædelser under Sagen kan de nævnte Personer paa lig- nende Maade straffes, naar Sagen findes klar, og højere Straf end Bøder ikke findes at være forskyldt.

Forelagte Lovforslag m. m. 196

§ 1016.

Mod Rettens Bestemmelser om Strafs Paalæg ifølge foranstaaende Paragraf eller §§ 47, 48 og 54 kan Kæremaal rejses; paaankes Dommen, kan Kæremaal be- handles i Forbindelse med Ankesagen efter Rettens Bestemmelse; ogsaa uden saadant Kæremaal kan den overordnede Ret under Ankesagen prøve Ansvarsspørgsmaalet, for saa vidt dette kan ske paa Grundlag af de Oplysninger, der er forelagte Retten i Anledning af Anken.

§ 1017.

Den, som i Tale eller Skrift, beregnet paa at virke i en videre Kreds, giver bevislig urigtige Meddelelser om en Straffesag, der endnu ikke er endelig afgjort eller bortfaldet, eller som paa nævnte Maade gør en saadan Sag til Genstand for Drøftelse, naar denne efter sin Karakter er egnet til at vanskeliggøre Sagens Oplysning eller til at lægge Hindringer i Vejen for en uhildet Afgørelse af den, straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr. eller med simpelt Fængsel.

Tiende Afsnit.

Kapitel 93.

Særlige Bestemmelser om nogle Forhør m. m.

§ 1018.

Med Hensyn til Søforhør har det sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler. Ligeledes kan Optagelse af Forhør ved Undersøgelsesret finde Sted i samme Omfang som hidtil dels angaaende stedfundne Ildebrande, Ulykkestilfælde, dødfundne Personer o. desl., dels efter Begæring af Myndigheder til Oplysning om trængendes Forsørgelseshjem og Undersøgelse af personlige Forhold af retlig Betydning.

For saa vidt der udenfor Strafferetsplejen er Hjemmel for Anvendelse af saa- danne Forholdsregler som de i 4de Bog, 2det Afsnit , omhandlede for andre offent- lige Formaals Skyld, berøres de derom gældende Regler ikke af denne Lov.

Femte Bog. Slutnings- og Overgangsbestemmelser.

Kapitel 94.

Slutningsbestemmelser.

§ 1019.

Bøder, som paalægges i Medfør af denne Lov, tilfalder, naar ikke anderledes i Loven er bestemt, Statskassen.

§ 1020.

For saa vidt Embedsmænd, hvem nogen i denne Lov omhandlet Embedsgerning eller Tilsyn med samme er betroet, maatte findes pligtige at udrede Erstatning til private i Anledning af deres Embedsførelse i saa Henseende, er Statskassen ansvarlig for saadan Erstatnings Udredelse, dersom den ikke kan faas hos vedkommende Em- bedsmand eller i hans Bo.

§ 1021.

Denne Lov træder først i Kraft, naar Love om Lønninger m. m. for forskel- lige af de i første Bog omhandlede Embeds- og Bestillingsmænd og om Retsafgifter er udkommet, og der derhos er forløbet 6 Maaneder efter Indrykkelsen i Lovtidenden af en af Justitsministeren derom udstedt Bekendtgørelse, dog ikke senere end den 1. Oktober 1919.

Loven gælder ikke for Færøerne; men det vil ved særlig Lov være at bestemme, i hvilken Udstrækning dens Bestemmelser skal gøres anvendelige der. Østre Lands- ret træder i færøske og vestindiske Appelsager i Stedet for Landsover- samt Hof- og Stadsretten.

§ 1022.

De i §§ 1, 9, 11, 17, 1ste Stykke, 19, 23, 26, 58 og 73 ommeldte Anordninger og Bekendtgørelser udgaar i betimelig Tid før det Tidspunkt, da Loven træder i Kraft. Fremdeles bliver der før det nævnte Tidspunkt at drage Omsorg for Affattelsen af de i Kapitel 7 og 8 omtalte Lister.

§ 1023.

Samtidig med denne Lovs Ikrafttræden skal der nedsættes et Udvalg, be- staaende af 2 Højesteretsdommere, 2 Landsdommere, 2 Dommere ved Underret, Rigsan- klageren. Chefen for Statspolitiet, 2 Politimestre, 2 Højesteretssagførere, 2 Landsrets- sagførere og 2 Sagførere ved Underret med den Opgave at drøfte saadanne Ændringer i

og Tilføjelser til nærværende Lov og de til den knyttede Anordninger og øvrige Bestemmelser, hvortil der ved Lovens Anvendelse maatte vise sig Trang.

Rigsanklageren kan dog lade sig repræsentere i Udvalget af en af ham ud- peget Overanklager.

Udnævnelse til Medlem af Udvalget sker for Sagførernes Vedkommende af Justitsministeren eller efter hans Bestemmelse af det i § 140 omhandlede Sagfører- raad, for Politimestrenes Vedkommende af Justitsministeren efter Indstilling fra Rigs- anklageren, for Underretsdommernes Vedkommende af Justitsministeren ifølge Ind- stilling fra disse efter de nærmere Regler, som Justitsministeren fastsætter, og for de øv- rige Dommeres Vedkommende ved Valg henholdsvis af Højesteret og af Landsretterne.

Udnævnelsen og Valget, der gælder for 3 Aar ad Gangen, taber sin Gyldighed for et Medlem, der ophører at være henholdsvis Dommer, Politimester eller Sagfører.

Udvalget træder sammen mindst een Gang om Aaret, saavel som naar Justits- ministeren ønsker det, og fastsætter selv sin Forretningsorden. Det har at gøre Ind- stilling til rette vedkommende — Justitsministeren, Retternes Formænd og Underret- terne — om saadanne Forandringer, som det skønner fornødne. Hvert enkelt Medlem kan gøre særskilt Indstilling til Justitsministeren, saafremt et af ham stillet Forslag ikke har fundet Støtte hos Udvalget.

Kapitel 95.

Overgangsbestemmelser.

§ 1024.

De Spørgsmaal. som opstaar ved Sammenlægning eller Deling af hidtilværende Underretskredse med Hensyn til Bidrag til Arresthuses Opførelse eller Vedligeholdelse og andre for en Retskreds fælles Anliggender, afgøres af Justitsministeren i Forening med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkommende kommunale Myndigheder.

§ 1025.

Naar flere hidtilværende Underretskredse sammenlægges til een Retskreds, gaar deres Skøde- og Pantebøger over til denne. Deles en hidtilværende Underrets- kreds, bliver de fornødne Afskrifter af Skøde- og Pantebøgerne at udfærdige og Beta- lingen herfor at udrede af Statskassen.

§ 1026.

De Spørgsmaal, som opstaar ved Sammenlægning eller Deling af hidtilværende Politikredse med Hensyn til de for en Politikreds fælles Anliggender, afgøres af Ju- stitsministeren i Forening med Indenrigsministeren efter Forhandling med vedkom- mende kommunale Myndigheder.

§ 1027.

De ved denne Lovs Ikrafttræden ansatte Justitiarier i Landsover- samt Hof- og Stadsretten i København, i Landsoverretten i Viborg og i Københavns Kriminal- og Politiret er pligtige at modtage Beskikkelse som Formænd henholdsvis i Østre Landsret, i Vestre Landsret og i Københavns Byret.

De andre ved denne Lovs Ikrafttræden ansatte Dommere i Landsover- samt Hof- og Stadsretten og i Københavns Kriminal- og Politiret er pligtige at modtage Be-

skikkelse som Dommere i Østre Landsret eller i Københavns Byret eller som Næst- formand i Sø- og Handelsretten i København, og saadanne Dommere i Landsoverret- ten i Viborg er pligtige at modtage Beskikkelse som Dommere i Vestre Landsret. De nuværende Underretsdommere er pligtige at modtage Beskikkelse ved de nye Un- derretter.

De andre Embeds- og Bestillingsmænd ved de nuværende kollegiale Retter er pligtige at modtage Beskikkelse i tilsvarende eller i Lønningsloven som tilsvarende betegnede Stillinger i de nye kollegiale Retter, henholdsvis i København og i Viborg.

Ved Anvendelse af foranstaaende Regler skal dog ingen lide nogen For- mindskelse i hidtil hafte Embedsindtægter, hvorhos den Embedstid, der med Hensyn til Beregning af Alderstillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Embeds- lønningen i den Stilling, vedkommende tidligere har beklædt, ogsaa kommer ham til gode i den nye Stilling, i hvilken han saaledes er pligtig at modtage Beskikkelse.

For saa vidt der i nærværende Lov stilles strengere Fordringer i Henseende til juridisk Eksamen for Dommere og andre Retsembedsmænd end efter de hidtil gæl- dende Regler, forbliver det dog ved disse med Hensyn til de Mænd, der alt er be- skikkede som saadanne.

Bestemmelserne i Lov Nr. 53 om Rettens Pleje af 26. Marts 1909 § 1001, 6te Stykke, om Forhøjelse af de forskellige Embeds- og Bestillingsmænd tillagte Lønnin- ger forbliver i Kraft, indtil denne Lovs Retsorganisation med tilhørende Lønningsregler er traadt i Virksomhed.

§ 1028.

De nuværende Underretsdommere er pligtige at modtage Beskikkelse som Politimestre, dog uden Formindskelse i deres Embedsindtægter og saaledes, at den Embedstid, der med Hensyn til Beregning af Alderstillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Embedslønningen i den Stilling, de hidtil har beklædt, ogsaa kommer dem til gode i de nye Stillinger, i hvilke de saaledes er pligtige at modtage Beskikkelse.

§ 1029.

Personer, der ved Lovens Ikrafttræden har eller tidligere har haft Au- torisation til som Fuldmægtig for en Retsembedsmand at udføre visse af de denne paahvilende Forretninger, kan autoriseres som Dommerfuldmægtige (§ 17, 4de Stykke) eller Fuldmægtige hos Politimestre (§ 115) samt, indtil der er forløbet 10 Aar fra Lovens Ikrafttræden, midlertidig beskikkes til at beklæde et Underdommerembede (§ 44) eller et Politimesterembede (§ 109), uanset, at de kun har Karakteren „Ej ubekvem" eller „2den Karakter" ved den juridiske Fællesprøve eller den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 1030.

Indtil Udløbet af et Aar efter denne Lovs Ikrafttræden bliver, for saa vidt den paagældende i øvrigt opfylder de Betingelser for at stedes til Sagførervirksomhed, som denne Lov foreskriver, paa Begæring Beskikkelse som Sagfører ved Underret at meddele den, der har gjort 3 Aars Tjeneste som Fuldmægtig paa et Amtskontor.

§ 1031.

De, som ved denne Lovs Ikrafttræden har Beskikkelse som Underretssagførere, har Ret til at møde for den Landsret som første Instans, under hvilken de ifølge § 126 hører, samt tillige for Sø- og Handelsretten i alle Sager. Det samme gælder de Amts- eller Retsbetjentfuldmægtige, som ved Lovens Ikrafttræden opfylder Betingelserne for at blive Sagførere ved Underret, naar de tager Beskikkelse som saadanne.

De, som ved denne Lovs Stadfæstelse har Beskikkelse som Underretssagførere, og som inden den 1. Januar 1914 for Justitsministeren har anmeldt at have Bopæl i København eller Københavns Amt. har Ret til — foruden for alle Underretter udenfor København — at give Møde for Kriminal- og Politiretten og Sø- og Handels- retten i alle Sager og for den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i alle 1ste Instans Sager. Denne Bestemmelse træder i Kraft 8 Dage efter Indrykkelsen i Lov- tidenden af en af Justitsministeren udstedt Bekendtgørelse derom.

§ 1032.

Udtrykkene ..Højesteretssagfører" og „Sagfører ved Underret" i §§ 43, 121. 126, 127, 130, 140 og 1023 skal forstaas som omfattende de i Henhold til den hidtil- værende Lovgivning beskikkede Sagførere af de tilsvarende Klasser. De i Henhold til den hidtilværende Lovgivning beskikkede Overretsprokuratorer og Overretssagførere skal i Henseende til Møderet (§ 127) saavel som i øvrigt ved Anvendelsen af de foranstaaende Bestemmelser være ligestillede med Landsretssagførere.

Sagførere, som forinden denne Lovs Ikrafttræden har været antagne til at udføre offentlige og beneficerede Sager, beholder dette Hverv, for Straffesagers Ved- kommende dog kun som Forsvarere, saa længe ikke Justitsministeren efter Erklæring fra vedkommende Ret anser dem for uskikkede dertil.

§ 1033.

Fra den Dag, denne Lov træder i Kraft, behandles borgerlige Retssager, som derefter tingfæstes (jfr. § 279), i Overensstemmelse med de Regler, som denne Lov foreskriver, dog at den i Medfør af den ældre Lovgivning ved Foriigskommissionerne stedfundne Forligsprøve forbliver gyldig. Derimod bliver Behandlingen af de Rets- sager, i hvilke Stævning paa den nævnte Tid allerede er forkyndt, at tilendebringe i Overensstemmelse med de hidtil gældende Regler; dog kan vedkommende Ret træffe Bestemmelse om saadanne Lempelser i Behandlingsmaaden. som findes hensigtsmæs- sige. Den, der meddeler Modparten Stævning i Overensstemmelse med denne Lov, antages derved at have lovlig frafaldet den Stævning, som han i Henhold til de hidtil gældende Regler maatte have udtaget og ladet forkynde, men endnu ikke irettelagt.

Borgerlige Retssager, som paa den Dag, denne Lov træder i Kraft, svæver ved en Underret udenfor »København, bliver at behandle til Ende og at paakende ved den paagældende Underret uden Hensyn til Sagens Beskaffenhed eller Sagsgenstandens Værdi. Finder en Deling Sted af en hidtilværende Underretskreds, sker Behandlingen i alle Tilfælde, hvor Værnetinget beror paa stedlige Hensyn, ved den Ret, under hvilken den paagældende Del af Retskredsen henlægges, i andre Tilfælde ved den Ret, under hvilken den større Del af Retskredsen er henlagt. Borgerlige Sager, som til den angivne Tid svæver ved Hof- og Stadsretten, herunder Rettens Skiftekommis- sion. eller Københavns Kriminal- og Politiret, gaar efter Reglerne i §§ 224—28 over enten til Østre Landsret eller Københavns Byret. Sager, som svæver ved Landsoverretten i København eller Viborg, gaar over henholdsvis til Østre eller Vestre Landsret.

§ 1034.

Søgsmaal efter Gældsbreve, med Hensyn til hvilke den i Forordningen af 25. Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforfølgning gyldig er vedtaget, bliver, for saa vidt de ikke ifølge foregaaende Paragraf skal behandles efter de hidtil gældende Regler, at behandle efter de i Kapitel 41 givne Regler, som om disse var paaberaabte i Gældsbrevet.

§ 1035.

I alle Tilfælde, hvor Behandlingen af en borgerlig Sag er foregaaet eller ifølge § 1033 skal foregaa efter de hidtil gældende Regler, bliver der ogsaa med Hensyn til Appel at forholde efter disse.

Dog skal Appellen, for saa vidt ikke Appelfristen udløber tidligere i Medfør af den hidtil gældende Ret, iværksættes i det seneste inden 8 Uger at regne fra Dom- mens Afsigelse eller, hvis Dommen er afsagt forinden Lovens Træden i Kraft, fra dette Tidspunkt. Oprejsning kan dog bevilges overensstemmende med de hidtil gæl- dende Regler.

§ 1036.

Paa Fuldbyrdelsen af Domme i borgerlige Sager, som er afsagte inden Lovens Træden i Kraft, eller i Sager, hvis Behandling i Medfør af § 1033 er foregaaet efter den hidtil bestaaende Ret, bliver Reglerne i denne Lov at anvende med de af For- holdets Natur flydende Lempelser.

Med Hensyn til Eksekution efter tinglæste Pantebreve med Pant i faste Ejen- domme, der er oprettede forinden Lovens Ikrafttræden, forholdes efter Lov om Ud- pantning m. m. af 29. Marts 1873 § 15, 1ste Stykke.

§ 1037.

Med Hensyn til foreløbige Sikringsmidler, som først bringes i Anvendelse efter Lovens Træden i Kraft, bliver dennes Regler i det hele at følge.

§ 1038.

Enhver, der forinden denne Lovs Træden i Kraft er belagt med Arrest paa Person, bør sættes i Frihed, for saa vidt og saa snart han ifølge nærværende Lovs Bestemmelser ikke vilde kunne holdes i Gældsfængsel. Ligeledes bliver den Forhøjelse af Underholdspenge, som fastsættes i § 623, efter Lovens Træden i Kraft at anvende med Hensyn til allerede arresterede Skyldnere, dog at overfor disse den Virkning, som er forbundet med Udeblivelse af de befalede Underholdspenges Betaling, ikke skal indtræde førend en Uge, efter at vedkommende Arrestrekvirent ved Fogedens For- anstaltning er blevet underrettet om Forhøjelsen.

§ 1039.

Straffesager, der endnu ikke er optagne til Dom paa den Tid, Loven træder i Kraft, behandles efter de Regler, som denne Lov foreskriver. Gyldigheden af Rets- handlinger, som er foretagne i Sagen, førend Loven træder i Kraft, bedømmes efter den tidligere Lovgivning. Nærmere Regler om Behandlingssted og Behandlingsmaade saavel for de her omhandlede Sager som for Sager, der ved Lovens Ikrafttræden er optagne til Dom uden dog endnu at være paadømte, kan gives ved kongelig An- ordning.

§ 1040.

Appel af Straffedomme, som er afsagte, førend Loven træder i Kraft, sker efter de hidtil gældende Regler, dog at Overanklageren ved den Landsret, som træder i vedkommende Landsoverrets Sted, eller henholdsvis Rigsanklageren varetager, hvad der i Anledning af saadan Appel vilde paahvile Overøvrigheden eller en beskikket Aktor. Med Hensyn til Dommens Fuldbyrdelse bliver Reglerne i denne Lov at an- vende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 1041.

Grenoptagelse af Straffesager, der er afsluttede ved upaaankelig Dom eller paa anden Maade, førend denne Lov træder i Kraft, eller i Henhold til § 1040. kan ske efter Begæring af Rigsanklageren eller Domfældte eller nogen af de i § 941, 2det og 3die Punktum, nævnte Personer; i Henseende til saadan Gren optagelse bliver de i Kapitel 86 foreskrevne Regler at følge. Om Genoptagelse af en Sag, der er afsluttet ved upaaankelig Underretsdom, kan finde Sted. beror paa, om Sagen efter denne Lovs Regler vilde høre for Landsretten; Afgørelsen træffes af vedkommende Landsret.

§ 1042.

Denne Lovs Regler om Oprejsning for uforskyldt Anholdelse, Varetægtsfængsel eller Udstaaelse af Straf saavel som Reglerne om Behandling af Sager vedrørende saadan Oprejsning finder kun Anvendelse, naar vedkommende Anholdelse, Fængsling eller Udstaaelse af Straf helt eller delvis har fundet Sted, efter at denne Lov er traadt i Kraft. Naar en Straffesag genoptages i Medfør af Reglerne i Kapitel 86, jfr. § 1041, bliver Spørgsmaalet om Erstatning for uforskyldt Udstaaelse af Straf eller om Tilbagebetaling af Erstatning for Anholdelse eller Varetægtsfængsel (§ 988) dog at afgøre i Overensstemmelse med denne Lov.

§ 1043.

I Tiden fra Indrykkelsen i Lovtidenden af den i § 1021 omhandlede Bekendt- gørelse og indtil 2 Aar efter Retsplejelovens Ikrafttræden er Justitsministeren be- myndiget til i de kollegiale Retter — herunder dog ikke indbefattet Højesteret — at konstituere i alt indtil 5 Dommere udover det for de paagældende Retter tilsammen fastsatte Antal Dommere.

F. t. L. om Rettens Pleje.

Tavle over By- og Herredsretskredsene,jfr. Lovens § 12.

(Antallet af Indbyggere er angivet efter Folketællingen i 1911).

Sjælland og Møen.

1. Frederiksberg Birk, 97,237 Indb.

2. Københavns Amts nordre Birk. 44,302 Indb.

3. Københavns Amts søndre Birk med Amager Birk, 26,718 Indb.

4. Roskilde Købstad med Ramsø-Tune Herreder samt Lejre Herred, 41,267 Indb.

5. Køge Købstad, Vallø Birk og Bjeverskov Herred. 17,479 Indb.

6. Helsingør Købstad med Kronborg østre Birk og Hellebæk Birk, 26,644 Indb.

7. Hørsholm Birk, 10,932 Indb.

8. Hillerød Købstad med Frederiksborg Birk (undtagen Ølsted Sogn), 21,369 Indb.

9. Kronborg vestre Birk, 14,620 Indb.

10. Frederikssund Købstad og Horns Herred med Frederiksværk Købstad og Halsnæs Birk samt Ølsted Sogn af Frederiksborg Birk, 23,604 Indb.

11. Nykøbing S. Købstad og Dragsholm Birk, 21,155 Indb.

12. Holbæk Købstad med Merløse-Tudse Herreder, 35,531 Indb.

13. Kalundborg Købstad med Arts-Skippinge Herreder samt Samsø Birk, 32,260 Indb.

14. Løve Herred, 15,001 Indb.

15. Slagelse Købstad med Antvorskov Birk, 23,641 Indb.

16. Korsør Købstad og Landjurisdiktion med Skelskør Købstad og Vester Flakkebjerg Herred samt Holsteinborg Birk, 27,722 Indb.

17. Bregentved-Gisselfeld Birk, 20,920 Indb.

18. Ringsted Købstad og Herred samt Skjoldnæsholm og Svenstrup Birker, 17,795 Indb.

19. Sorø Købstad og Birk samt Baroniet Holbergs Birk, 19,506 Indb.

20. Storehedinge Købstad og Stevns-Fakse Herreder, 19,611 Indb.

21. Næstved Købstad og Tybjerg Herred med Øster Flakkebjerg Herred, 30,231 Indb.

22. Vordingborg Købstad og Vordingborg søndre Birk, 19,113 Indb.

23. Præstø Købstad og Vordingborg nordre Birk, 12,600 Indb.

24. Stege Købstad og Møens Herred, 14,535 Indb.

Bornholm.

25. Rønne Købstad med Vester Herred samt Hasle Købstad, Nordre Herred og Ham- mershus Birk, 24,642 Indb.

26. Neksø Købstad og Sønder Herred, Aakirkeby Købstad med Svaneke Købstad og Øster Herred, samt Christiansø, 18,243 Indb.

Forelagte Lovforslag m. m. 197

Lolland-Falster.

27. Stubbekøbing Købstad og Herred, 12,833 Indb.

28. Nykøbing F. Købstad og Herred med Falster Vester Herred, 27,710 Indb.

29. Sakskøbing Købstad og Musse Herred med Nysted Købstad og Birk, 20,190 Indb.

30. Maribo Købstad og Birk med Rødby Købstad og Fuglse Herred samt Fejø Birk, 24,708 Indb.

31. Nakskov Købstad med Lollands Nørre samt Sønder Herreder, 31,384 Indb.

Fyn,

32. Nyborg Købstad med Vinding Herred, 23,985 Indb.

33. Sunds-Gudme Herreder, 32,213 Indb.

34. Svendborg Købstad og Thorseng Birk, 16,505 Indb.

35. Ærøskøbing Købstad og Ærø Herred, 12,163 Indb.

36. Rudkøbing Købstad og Langelands Herreder, 21,086 Indb.

37. Faaborg Købstad og Salling Herred med Muekadell, Holstenshus og Brahetrolle- borg Birker, 30,655 Indb.

38. Odense Købstad med Odense Skt. Hans Sogns Landdistrikt af Odense Herred, 46,595 Indb.

39. Odense Herred (undtagen Odense Skt. Hans Sogns Landdistrikt) med Nørre Søby, Nørre Lyndelse, Sønder Næraa og Højby Sogne af Aasum Herred, 23,572 Indb.

40. Kerteminde Købstad og Hindsholm Herred med Bjerge-Aasum Herreder (und- tagen de 4 under Nr. 39 nævnte Sogne af Aasum Herred), 18,113 Indb.

41. Bogense Købstad og Skovby Herred med Lunde-Skam Herreder og Grevskabet Roepstorffs Birk, 27,401 Indb.

42. Assens Købstad og Baag Herred med Kerte, Bariøse, Sandager og Tanderup Sogne af "Wedellsborg Birk. 25,095 Indb.

43. Middelfart Købstad og Vends Herred med Resten af Wedellsborg Birk, 25,796 Indb.

Jylland.

44. Fredericia Købstad med Elbo, Brusk og Holmans Herreder, 28,757 Indb.

45 Kolding Købstad med Kolding Herred samt Jerlev, Andst og Slaugs Herreder, 54,913 Indb.

46. Vejle Købstad med Nørvang-Tørrild Herreder, 53,458 Indb.

47. Bjerre Herred med Hatting Herred, 21,947 Indb.

48. Horsens Købstad, 23,843 Indb.

49. Voer og Nim Herreder samt Stensballegaard Birk. 19,106 Indb.

50. Tyrsting og Vrads Herreder, 15,525 Indb.

51. Silkeborg Købstad og Birk, 17,989 Indb.

52. Skanderborg Købstad og Hjelmslev-Gjern Herreder, 16,147 Indb.

53. Hads Herred. 14,388 Indb.

54. Aarhus Købstad, 61,755 Indb.

55. Ning Herred med Hasle. Vester Lisbjerg, Framlev og Sabro Herreder, 32,763 Indb.

56. Frijsenborg-Faurskov Birk, 17,139 Indb.

57. Grenaa Købstad samt Nørre og en Del af Sønder Herred, 20,164 Indb.

58. Æbeltoft Købstad samt Mols Herred og en Del af Sønder Herred, 13,519 Indb.

59. Rougsø og en Del af Sønderhald Herred med Øster Lisbjerg og en Del af Søn- derhald Herred, 34,017 Indb.

60. Randers Købstad med Nørhald, Støvring og Galten Herreder, 43,682 Indb.

61. Mariager Købstad og Gjerlev-Onsild Herreder (undtagen Glenstrup, Sønder- Onsild, Nørre-Onsild, Hvornum, Snæbum og Skjellerup Sogne), 12,989 Indb.

62. Hobro Købstad, Gislum og Rinds Herreder med de 6 under Nr. 61 nævnte Sogne af Gjerlev-Onsild Herreder, 29,689 Indb.

63. Hellum-Hindsted Herreder, 23,984 Indb.

64. Løgstør Købstad og Aars-Slet Herreder, 18,282 Indb.

65. Nibe Købstad og Hornum Herred, 16,336 Indb.

66. Aalborg Købstad, 33,449 Indb.

67. Aalborg Birk og Fieskum Herred, 16,829 Indb.

68. Nørresundby Købstad og Kjær Herred med Hvetbo Herred, 34,536 Indb.

69. Sæby Købstad og Dronninglund Herred, 26,990 Indb.

70. Frederikshavn Købstad og Horns Herred med Skagen Købstad og Læsø Birk, 30,805 Indb.

71. Hjørring Købstad og Vennebjerg Herred, 25,771 Indb.

72. Børglum Herred, 27,009 Indb.

73. Øster og Vester Han Herreder, 19,000 Indb.

74. Thisted Købstad og Hillerslev-Hundborg Herreder, 24,516 Indb.

75. Hassing-Refs Herreder, 18,702 Indb.

76. Nykøbing M. Købstad og Morsø Herreder, 24,270 Indb.

77. Skive Købstad og Sallinglands Herreder, 29,566 Indb.

78. Viborg Købstad med Fjends-Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng Herreder, 46,716 Indb.

79. Lysgaard og Hids samt en Del af Hovlbjerg Herred, 24,896 Indb.

80. Herning Købstad og Hammerum Herred, 31,601 Indb.

81. Holstebro Købstad og Hjerm-Ginding Herreder, 36,813 Indb.

82. Lemvig Købstad og Skodborg-Vandfuld Herreder, 22,938 Indb.

83. Ringkøbing Købstad og Ulvborg-Hind Herreder, 21,060 Indb.

84. Bølling-Nørre Herreder, 18.447 Indb.

85. Varde Købstad og Landjurisdiktion med Øster og Vester Herreder, 32,240 Indb.

86. Esbjerg Købstad, Skads Herred samt Fanø Birk, 29,150 Indb.

87. Ribe Købstad med Ribe Herred, 14,152 Indb.

88. Gjørding-Malt Herreder, 18,385 Indb.

Tavle over Politikredsene, jfr. Lovens § 109. Sjælland og Møen.

1. Frederiksberg Birk.

2. Københavns Amts nordre Birk.

3. Københavns Amts søndre Birk og Amager Birk.

4. Roskilde Købstad, Ramsø-Tune Herreder og Lejre Herred.

5. KøgeKøbstad, Vallø Birk og Bjeverskov Herred samt Bregentved-Gisselfeld Birk.

ti. Helsingør Købstad, Kronborg østre Birk og Hellebæk Birk samt Hørsholm Birk.

7. Hillerød Købstad. Frederiksborg Birk (undtagen Ølsted Sogn) og Kronborg vestre Birk.

8. Frederikssund Købstad og Horns Herred, Frederiksværk Købstad og Halsnæs Birk samt Ølsted Sogn af Frederiksborg Birk.

9. Holbæk Købstad, Merløse-Tudse Herreder samt Nykøbing S. Købstad og Drags- holm Birk.

10. Kalundborg Købstad, Arts-Skippinge Herreder og Samsø Birk.

11. Slagelse Købstad, Antvorskov Birk og Løve Herred.

12. Korsør Købstad og Landjurisdiktion, Skelskør Købstad og Vester Flakkebjerg Herred samt Holsteinborg Birk

13. Ringsted Købstad og Herred samt Skjoldnæsholm og Svenstrup Birker. Sorø Køb- stad og Birk samt Baroniet Holbergs Birk.

14. Næstved Købstad og Tybjerg Herred samt Øster Flakkebjerg Herred.

15. Storehedinge Købstad og Stevns-Fakse Herreder.

10. Præstø Købstad og Vordingborg nordre Birk.

17. Vordingborg Købstad og Vordingborg søndre Birk samt Stege Købstad og Moens Herred.

Bornholm.

18. Rønne Købstad, Vester Herred, Hasle Købstad. Nordre Herred, Hammershus Birk, Svaneke Købstad. Øster Herred. Christiansø, Neksø Købstad. Sønder Herred samt Aakirkeby Købstad.

Lolland-Falster.

19. Nykøbing F. Købstad og Herred, Stubbekøbing Købstad og Herred samt Falster Vester Herred.

20. Sakskøbing Købstad og Musse Herred samt Nysted Købstad og Birk.

21. Maribo Købstad og Birk, Rødby Købstad og Fuglse Herred samt Fejø Birk.

22. Nakskov Købstad og Lollands Nørre samt Sønder Herreder.

Fyn.

23. Nyborg Købstad og Vinding Herred.

24. Svendborg Købstad og Thorseng Birk samt Sunds-Gudme Herreder.

25. Ærøskøbing Købstad og Ærø Herred samt Rudkøbing Købstad og Langelands Herreder.

26. Faaborg Købstad og Salling Herred samt Muckadell, Holstenshus og Brahetrolle- borg Birker.

27. Odense Købstad og Odense Skt. Hans Sogns Landdistrikt af Odense Herred.

28. Odense Herred (undtagen Odense Skt. Hans Sogns Landdistrikt) og Nørre Søby, Nørre Lyndelse, Sønder Næraa og Højby Sogne af Aasum Herred.

29. Kerteminde Købstad og Hindsholm Herred samt Bjerge-Aasum Herreder (und- tagen de 4 under Nr. 28 nævnte Sogne af Aasum Herred).

30. Bogense Købstad og Skovby Herreel samt Lunde-Skam Herreder og Grevskabet Roepstorffs Birk.

31. Assens Købstad og Baag Herred samt Kerte, Bariøse, Sandager og Tanderup Sogne af Wedellsborg Birk.

32. Middelfart Købstad og Vends Herred samt Resten af Wedellsborg Birk.

Jylland.

33. Fredericia Købstad samt Elbo, Brusk og Holmans Herreder.

34. Kolding Købstad, Kolding Herred samt Jerlev, Andst og Slangs Herreder.

35. Vejle Købstad og Nørvang-Tørrild Herreder.

36. Horsens Købstad samt Bjerre og Hatting Herreder.

37. Voer og Nim Herreder samt Stensballegaard Birk og Tyrsting og Vrads Herreder.

38. Silkeborg Købstad og Birk samt Skanderborg Købstad og Hjelmslev-Gjern Herreder.

39. Hasle, Vester Lisbjerg, Framlev og Sabro Herreder samt Frijsenborg-Faurskov Birk.

40. Ning Herred og Hads Herred.

41. Aarhus Købstad.

42. Grenaa Købstad samt Nørre og en Del af Sønder Herred og Æbeltoft Købstad samt Mols Herred og en Del af Sønder Herred.

43. Rougsø og en Del af Sønderhald Herred samt Østerlisbjerg og en Del af Sønder- hald Herred.

44. Randers Købstad samt Nørhald, Støvring og Galten Herreder.

45. Mariager Købstad og Gjerlev-Onsild Herreder (undtagen Glenstrup, Sønder-Onsild, Nørre-Onsild, Hvornum, Snæbum og Skjellerup Sogne) samt Hellum-Hindsted Herreder.

46. Hobro Købstad, Gislum og Rinds Herreder samt de 6 under Nr. 45 nævnte Sogne af Gjerlev-Onsild Herreder.

47. Løgstør Købstad og Aars-Slet Herreder samt Nibe Købstad og Hornum Herred.

48. Aalborg Købstad samt Aalborg Birk og Fleskum Herred.

49. Nørresundby Købstad og Kjær Herred samt Hvetbo Herred.

50. Sæby Købstad og Dronninglund Herred.

51. Frederikshavn Købstad og Horns Herred samt Skagen Købstad og Læsø Birk.

52. Hjørring Købstad og Vennebjerg Herred samt Børglum Herred.

53. Thisted Købstad og Hillerslev-Hundborg Herreder samt Øster og Vester Han Herreder.

54. Hassing-Refs Herreder.

55. Nykøbing M. Købstad og Morsø Herreder.

56. Skive Købstad og Sallinglands Herreder.

57. Viborg Købstad og Lysgaard og Hids samt en Del af Hovlbjerg Herred.

58. Fjends-Nørlyng og Middelsom-Sønderlyng Herreder.

59. Herning Købstad og Hammerum Herred.

60. Holstebro Købstad og Hjerm-Ginding Herreder.

61. Lemvig Købstad og Skodborg-Vandfuld Herreder.

62. Ringkøbing Købstad og Ulvborg-Hind Herreder samt Bølling-Nørre Herreder.

63. Varde Købstad og Landjurisdiktion samt Øster og Vester Herreder.

64. Esbjerg Købstad, Skads Herred og Fanø Birk.

65. Ribe Købstad, Ribe Herred og Gjørding-Malt Herreder.

Register til Lov om Rettens Pleje.

Paragraf.

Første Bog: Domsmagten m. m.

Første Afsnit: Domstolenes Ordning:

Kap. 1: Retterne 1—21

Kap. 2: Retsmøder 22—32

Kap. 3: Retsbøger 33—41

Kap. 4: Dommere, Retsskrivere. Retsvidner og Retsbude m. m. .. . 42—59

Kap. 5: Tilfælde, hvor Rettens Personer skal eller kan vige deres Sæde 60—67

Andet Afsnit: Nævningers Kaldelse:

Kap. 6: Almindelige Bestemmelser 68—72

Kap. 7 : Grundlister 73—77

Kap. 8 : Nævningekredsens Aarsliste 78—82

Kap. 9: Udtagelse af Nævninger for det enkelte Ting 83—98

Tredie Afsnit: Anklagemyndigheden:

Kap 10 99—107

Fjerde Afsnit: Politimyndigheden:

Kap. 11 108—118

Femte Afsnit: Sagførere:

Kap. 12: Sagføreres Beskikkelse og Adgang til at benytte Fuld- mægtig m. m . 119—130

Kap. 13: Sagføreres Rettigheder og Pligter 131—136

Kap. 14: Ophør af Retten til Sagførervirksomhed 137—138

Kap. 15: Sagførersamfund og Sagførerraad 139—147

Anden Siog: Fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager.

Kap. 16: Almindelige Bestemmelser om Procesmaaden 148—152

Kap. 17: Forkyndelser og Meddelelser 153—167

Kap. 18: Vidner 168-195

Kap. 19: Syn og Skøn 196—213

Kap. 20: Rettens Raadslagninger og Afgørelser 214—223

Paragraf.

Tredie Bog: Den borgerlige Retspleje.

Første Afsnit: Almindelige Bestemmelser:

Kap. 21: Retternes Virkekreds 224—234

Kap. 22: Værneting 235—248

Kap. 23: Forening af flere Krav under samme Retssag 249—254

Kap. 24: Sagens Parter 255—259

Kap. 25 : Rettergangsfuldmægtige 260—267

Kap. 26: Forligsmægling 268—276

Kap. 27: Procesmaaden i Almindelighed 277—296

Kap. 28: Om Parternes og Trediemands Forpligtelse til at frem- lægge synbare Bevismidler 297—301

Kap. 29: Afhøring af Parter og Parts Ed 302—310

Kap. 30: Sagsomkostninger og Rettergangsbøder 311—329

Kap. 31: Fri Proces 330 -336

Andet Afsnit: Rettergangsmaaden:

Kap. 32: Forberedelse af Domsforhandling i Sager, der i første In- stans henhører under Landsretterne 337—362

Kap. 33: Domsforhandling for Landsret i første Instans 363—376

Kap. 34: Intervention og Tilstævning af Trediemand i Landsrets- sager i første Instans 377—384

Kap. 35: Skriftlig Behandling af Sager ved Landsretterne i første Instans" 385—393

Kap. 36: Anke til Højesteret 394—416

Kap. 37: Kære til Højesteret 417—422

Kap. 38: Ny Foretagelse i Højesteret 423—424

Kap. 39 : Behandling af Sager, der i Medfør af Kap. 21 henhører under Underret, og Retsmidler mod Underrettens Afgørelser... 425—441

Kap. 40: Behandling af Sager, der paakendes ved Sø- og Handels- retten 442

Kap. 41: Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve .. 443—447

Kap. 42: Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søger sig en bortebleven Persons Formue tilkendt 448—456

Kap. 43: Fremgangsmaaden, naar nogen skal umyndiggøres, eller Enke skal sættes under fast Lavværgemaal . 457—467

Kap. 44: Fremgangsmaaden ved at erhverve Mortifikations- eller Ejendomsdom . 468—477

Tredie Afsnit: Eksekution og Tvangsauktion:

Kap. 45: Almindelige Betingelser for Eksekution 478—492

Kap. 46: Fuldbyrdelse af Domme, der ikke lyder paa Udredelse af Penge 493-500

Kap. 47: Fuldbyrdelse af Domme, der lyder paa Udredelse af Penge 501—515

Paragraf.

Kap. 48: Eksekutionsforretningens Foretagelse og Proceduren under samme 516—537

Kap. 49: Almindelige Bestemmelser for Tvangsauktion 538—543

Kap. 50: Tvangsauktion over Løsøre 544—559

Kap. 51: Tvangsauktion over fast Ejendom 560—585

Kap. 52: Proceduren af Tvistigheder, der opstaar under Tvangsauk- tionen 586—592

Kap. 53: Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende Fogedforretninger m. m 593 — 595

Fjerde Afsnit: Udpantning samt Indsættelses- og Udsættelsesforretninger:

Kap. 54: Udpantning 596—608

Kap. 55: Indsættelses- og Udsættelsesforretninger 609—611

Femte Afsnit: De foreløbige Retsmidler:

Kap. 56: Arrest 612—645

Kap. 57: Forbud 646—653

Sjette Afsnit: Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v.. Tvangsakkord udenfor Konkurs samt Konkurs:

Kap. 58: Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. og Tvangsakkord uden- for Konkurs 654—666

Kap. 59: Konkurs 667—678

Kap. 60: Auktioner i Dødsboer m. m. og i Konkursboer 679—682

Fjerde Bog: Strafferetsplejen.

Første Afsnit: Almindelige Bestemmelser:

Kap. 61 : Strafferetsplejens Omraade 683—685

Kap. 62 : Retternes Virkekreds . 686—693

Kap. 63: Værneting og Forening af Straffesager 694—709

Kap. 64: Den offentlige Anklagemyndighed 710—717

Kap. 65: Paatalen 718—728

Kap. 66: Sigtede og hans Forsvar 729—741

Andet Afsnit: Midler til Sagens Oplysning m. m.:

Kap. 67: Besigtigelse 742—744

Kap. 68: Beslaglæggelse . 745—754

Kap. 69: Ransagning 755—761

Kap. 70: Sigtedes Indkaldelse og Afhørelse for Retten 762—767

Kap. 71: Anholdelse 768—778

Kap. 72: Fængsling 779—793

Kap. 73: Beslag paa Sigtedes Formue og Forbud mod Foreninger

og Skrifter 794—800

Forelagte Lovforslag m m. 198

Paragraf.

Tredie Afsnit: Undersøgelse, førend Tiltale er rejst, i Sager, som for- følges af Overanklageren eller Politiet:

Kap. 74: Efterforskning 801—814

Kap. 75: Forundersøgelse ved Retten 815—830

Fjerde Afsnit: Tiltale og Domsforhandling ved Landsret:

Kap. 76: Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhand- ling for Landsret i Sager, ved hvis Paadømmelse Nævnin- ger skal medvirke 831—844

Kap. 77: Bestemmelser om Domsforhandling ved Landsret i Næv- ningesager 845—911

Kap. 78: Bestemmelser om Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhandling for Landsret i Sager, hvori Nævnin- ger ikke medvirker 912—918

Kap. 79: Bestemmelser om Domsforhandling uden Nævninger 919—924

Femte Afsnit: Tiltale og Domsforhandling ved Underret samt ved Sø- og Handelsretten :

Kap. 80: Tiltale og Domsforhandling for Underret samt Sø- og

Handelsretten i Sager, som paatales af Overanklageren .. 925—929

Kap. 81 : Tiltale og Domsforhandling for Underret, henholdsvis Sø- og Handelsretten i Sager, som paatales af Politimesteren 930—939

Sjette Afsnit: Retsmidler mod trufne Afgørelser:

Kap. 82: Paaanke af Domme, afsagte af Landsretterne i første Instans 940—961

Kap. 83: Paaanke af Domme, afsagte af Underretterne 962—966

Kap. 84: Paaanke af Domme, afsagte af Sø- og Handelsretten .... 967

Kap. 85: Kære til højere Ret 968—974

Kap. 86: Genoptagelse 975—988

Syvende A fsnit: Regler om Paatale af særlige Myndigheder og om Anke af visse private Straffesager samt om Forfølgning af borgerlige Krav under Straffesager:

Kap. 87: Behandling af Sager, som paatales af en særlig offentlig Myndighed 989

Kap. 88: Regler om Anke af visse private Straffesager 990

Kap. 89: Paatale af borgerlige Krav under Straffesager 991—996

Ottende Afsnit: Fuldbyrdelsen af Domme i Straffesager:

Kap. 90: 997—1006

Parag af.

Niende Afsnit: Sagsomkostninger og Rettergangsbøder i Straffesager:

Kap. 91: Sagsomkostninger 1007—1014

Kap. 92: Rettergangsbøder m. m 1015—1017

Tiende Afsnit:

Kap. 93: Særlige Bestemmelser om nogle Forhør m. m 1018

Femte Bog: Slutnings- og Overgangsbestemmelser.

Kap. 94: Slutningsbestemmelser 1019—1023

Kap. 95: Overgangsbestemmelser 1024—1043

Bemærkninger til foranstaaende Lovforslag.

Nærværende Lovforslag fremsættes her- ved i den Skikkelse, hvori det vedtoges af Folketinget ved tredie Behandling i Rigs- dagssamlingen 1913—14 (Rigsdagstidende, Tillæg C. Sp. 993 flg.) med Hensyntagen til de Ændringer, som blev bragt i For- slag i Landstingets Betænkning af 29. Maj 1914 (Rigsdagstidende, Tillæg B. Sp. 2819 flg.), og om hvilke man gik ud fra, at de vilde kunne paaregne Tilslutning fra et Flertal i Folketinget. Man har dog ført Bestemmelserne i Lovforslagets § 73 om Nævningernes Udtagelse tilbage til den Skikkelse, de havde ved Lovforslagets Fremsættelse i den nævnte Rigsdagssam- ling (Rigsdagstidende, Tillæg A. Sp. 3373—74) samt foretaget de derved nød- vendiggjorte Ændringer i de foregaaende og efterfølgende Paragraffer. Endvidere har man foretaget de Ændringer, som er en Følge af senere Love, se Ændringerne i §§ 69, 71 Nr. 10. 74. ,1ste og 4(le Stykke, 701, 2det Stykke, 721, jfr. 769 og 780, samt 800, 1ste Stykke, eller af de Forandringer, der under Rigsdagsbehandlingen er sket i det oprindelige Forslag, se Ændringerne i 5. 14, 1ste Stykke. 17. 4de Stykke. 43. sidste Stykke. 50, 156 Nr. 3, 1022 og 1032, 1ste

Stykke. Som seneste Termin for Lovens Ikrafttræden foreslaas i § 1021 den 1. Oktober 1919 i Stedet for, som tidligere, den 1. Oktober 1917.

Ogsaa med Hensyn til Landets Ind- deling i Underrets- og Politikredse har man fulgt de i Landstingets Betænkning indeholdte Forslag, jfr. herved de i Rigs- dagstidende Sp. 2833 flg. og 2839 flg. inde- I holdte Redegørelser for Ændringerne i den af Folketinget vedtagne Inddeling. Dog har man desuden udsondret Børglum Herred som en selvstændig Retskreds fra Hjørring Købstad og Vennebjerg Herred, en Ændring, som imidlertid, da den sam- lede Retskreds allerede havde over 40,000 Indbyggere, ikke betyder nogen Forøgelse af Dommernes Antal, og som i øvrigt efter den nu skete Tilføjelse til Lovforslagets § 17, 3die Stykke (Ændringsforslag Nr. 8 i Landstingets Betænkning), ogsaa vilde kunne ske ved kongelig Anordning. Som Følge af denne Ændring bliver Antallet af By- og Herredsretskredse udenfor Kø- benhavn 88 i Stedet for som i Landstin- gets Betænkning foreslaaet 87. jfr. Lov- forslagets § 12.