§ 131.

Sagførerne er paa den Maade og med de Begrænsninger som i denne Lov bestemt eneberettigede til at udføre Retssager for andre. En Bemyndigelse til i eget Navn at indtale en Fordring eller anden Rettighed („Mandatarfuldmagt'') kan ikke give den, hvem Bemyndigelsen er givet, Ret til selv at møde i Sagen, naar han ikke vilde være berettiget til at give Møde som Sagfører for vedkommende Dom- stol i den paagældende Sag.

Indgreb i Sagførernes Eneret, derunder indbefattet, at nogen uberettiget offentlig betegner sig som Sagfører, anses med Bøder fra 50 til 200 Kr., hvilken Straf, naar Forseelsen er sket gennem Proformaretshandler, ved hvilke det er givet Udseende af, at vedkommende optræder som Transporthaver, kan stige til 500 Kr. Overenskomster om, at Transportgiveren skal betale Bøden, er ugyldige, og det i Tilfælde af saadant Proformaværk tilsagte Vederlag for Udførelse af Sager kan ikke søges betalt samt kan, hvis det er erlagt, søges tilbage.

§ 132.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, plig- tig at paatage sig Udførelsen af en Retssag.

§ 133.

Sagførere er pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede For- retninger. De er pligtige at fremme de dem betroede Retssager med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De maa som en Følge heraf ikke forhale Sa- gerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Ud- flugter. De skal afholde sig fra usømmelig Tale og Skrivemaade for Retten og efter- komme de Paalæg, som særlig gives dem af Retten i Medfør af denne Lov.

§ 134.

Ingen Sagfører maa kræve højere Betaling, end der skønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i saadan Egenskab yder ved Udførelse af Retssager.

For øvrigt er det ikke forbudt at betinge sig højere Betaling for det Tilfælde

t Sagen vindes, end for det Tilfælde, at den helt eller for en Del tabes, lige saa lidt som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Genstand.

Overenskomster om Betaling, der aabenbart foruretter en af Parterne, er ugyldige.

§ 135.

Enhver Sagfører, der er antaget til Udførelse af beneficerede Sager, jfr. §331, er pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham, at affatte Besværinger til Øvrig- hedsmyndigheder og Ansøgning om fri Proces, endvidere til at affatte Forligsindkal- delser og Stævninger i borgerlige Sager, som vedkommende ønsker at anlægge ved den Eet, for hvilken Sagføreren er antaget, for saa vidt der ikke er Adgang til at opnaa Rettens Bistand efter § 425, 1ste Stykke. Saadanne Henvisninger foretages af Politi- mesteren. som skønner over de paagældendes Uformuenhed og iagttager, at Henvis- ningerne fordeles ligelig mellem de paagældende Sagførere. — Disse Bestemmelser gælder dog indtil videre ikke for de Sagførere, der har Kontor i København eller paa Frederiksberg; men Bestemmelserne kan af Justitsministeriet, naar Omstændighederne maatte tale derfor, med fornøden Tillempelse udvides til ogsaa at omfatte dem.

Paa de aarlige Finanslove bevilges det fornødne Beløb til Vederlag til de paa- gældende Sagførere for deres heromhandiede Virksomhed. De nærmere Regler for Fastsættelsen og Udbetalingen af disse Vederlag gives af Justitsministeren.

§ 136.

Sagførere, som overtræder de i nærværende Lov givne Forskrifter eller i øvrigt forser sig i deres Virksomhed som Sagførere, anses med de i Straffelovens § 144 om- handlede Straffe.

Naar den Straf, som skal paalægges en Sagfører, ikke er højere end Bøder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen paalægges under den Sag, med Hensyn til hvilken Forseelsen er begaaet. enten ved en særskilt Kendelse eller ved den endelige Dom.