Kapitel 77.

Kapitel 77.

Bestemmelser om Domsforhandling ved Landsret i Nævningesager.

§ 845.

Overanklageren samt den beskikkede Forsvarer skal være til Stede under hele Domsforhandlingen, saa længe de har Adgang til at faa Ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskelhge Personer udfører Overanklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv i Sagen.

Udebliver Overanklageren enten ved Domsforhandlingens Begyndelse eller i Løbet af denne, udsættes Sagen. Det samme gælder, naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller naar den valgte Forsvarer ikke møder, medmindre Omstændighederne

F. t. L. om Rettens Pleje.

maatte gøre det muligt for Formanden at beskikke en Forsvarer, som straks kan udføre Hvervet.

§ 846.

Tiltalte skal, saa vidt Loven ikke hjemler Undtagelse, personlig være til Stede under hele Domsforhandlingen, saa længe han har Adgang til at udtale sig; dog kan Rettens Formand, efter at hans Afhørelse er sluttet, tillade ham at fjerne sig.

§ 847.

Udebliver Tiltalte ved Begyndelsen eller i Løbet af Domsforhandlingen, og kan han ikke straks bringes til Stede, udsættes Sagen.

I efternævnte Tilfælde kan dog en Domsforhandling fremmes i Tiltaltes Fra- værelse, saafremt Retten ikke finder hans Nærværelse nødvendig:

1. naar han er undveget, efter at Anklageskriftet er ham forkyndt;

2. naar han, efter at være mødt ved Sagens Paaraab, har forladt Tingstedet uden Rettens Tilladelse;

3. naar det skønnes,

a) at der ikke vil blive Spørgsmaal om højere Straf end Fængsel, og Tiltalte derhos har samtykket i Sagens Fremme, eller

b) at Forhandlingen utvivlsomt vil føre til hans Frifindelse.

§ 848.

Formanden kan beslutte, at Tiltalte skal forlade Retssalen, medens et Vidne eller en Medtiltalt afhøres, naar særegne Grunde taler for, at en uforbeholden Forklaring ellers ikke kan opnaas.

Er en Tiltalt i Medfør af foranstaaende Bestemmelse aftraadt, skal, naar han atter er indladt i Retssalen, Forklaringen, for saa vidt den angaar ham, gentages, eller i alt Fald dens Indhold meddeles ham.

§ 849.

Naar Tiltalte fjernes fra Retssalen i Henhold til § 151, kan Forhandlingen fort- sættes, hvis Formanden ikke finder en Udsættelse nødvendig.

Tiltalte bør i saa Fald, saa snart og saa vidt hans Adfærd gør det muligt, atter indføres i Retssalen og gøres bekendt med det under hans Fraværelse forefaldne; saa bør der og, for saa vidt det efter Forhandlingens Standpunkt endnu er muligt, gives ham Adgang til at fremkomme med, hvad han under almindelige Forhold vilde have haft Lejlighed til.

§ 850.

Naar Domsforhandlingen er begyndt, fortsættes den saa vidt muligt uafbrudt, indtil endelig Afgørelse har fundet Sted.

Har Forhandlingen været afbrudt, bestemmer Rettens Formand, om og i hvilket Omfang det allerede foretagne skal gentages, naar Sagen atter kommer for.

§ 851.

Hvor der findes Grund til at antage, at offentlig Gengivelse af Forhandlinger under Hovedforhandlingen vil kunne have skadelig Indflydelse paa Sagens Oplysning eller Paadømmelse, kan Retten ved Kendelse bestemme, at saadan Gengivelse af For-

Forelagte Lovforslag m. m. 191

handlingerne eller visse Dele af samme ikke maa finde Sted, forinden Dom er afsagt. Kendelsen ophæves, saa snart Grundene for samme ikke længere antages at være til Stede. Overtrædelse straffes med Bøder fra 100 til 1000 Kr.

§ 852.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræder paa en Tid, da Domsforhandlingen er udsat, paahviler det enhver vedkommende snarest muligt at underrette Rettens For- mand, for at Bestemmelse om Udsættelse om muligt kan tages og Meddelelse til alle ved- kommende finde Sted, førend Sagen paa ny skulde have været for.

§ 853.

Naar Retten er sat til Sagens Behandling, lader Rettens Formand Sagen paa- raabe og Tiltalte føre ind i Retssalen samt saa vidt fornødent Vidner og Syns- og Skøns- mænd paaraabe, hvorhos han giver de Paalæg og træffer de Foranstaltninger, som maatte findes fornødne for at sikre disses Tilstedeblivelse og hindre indbyrdes Meddelelse.

Derefter skrides, for saa vidt der ikke opstaar Spørgsmaal om Udsættelse, Afvis- ning eller desl., som findes forinden at burde afgøres, til Udtagelse af Nævninger, jfr. dog § 863.

§ 854.

I enhver Nævningesag skal 12 Nævninger udtages til at deltage i Afgørelsen.

Kan det forudses, at en Sags Forhandling vil medtage et længere Tidsrum, kan Rettens Formand, førend Lodtrækningen begynder, beslutte, at endvidere en eller fiere Nævninger skal udtages som Suppleanter. Saafremt da nogen af Nævningerne maatte blive forhindret i at overvære den hele Forhandling, indtil Nævningernes Erklæring er afgivet, indtræder en Suppleant i hans Sted efter den Rækkefølge, i hvilken Navnene er udtrukne.

Suppleanterne overværer Forhandlingen, men deltager ikke i Nævningernes Raad- slagninger og Afstemninger, saa længe de ikke er indtraadt i en Nævnings Sted.

§ 855.

Ingen maa medvirke som Nævning i en Straffesag, naar han befinder sig i noget af de i § 60 Nr. 1—4 nævnte Tilfælde, i hvilke Dommeren i en saadan Sag skal vige sit Sæde, eller han har handlet som Dommer i Sagen.

§ 856.

Foranstaltningerne til Nævningernes Udtagelse begynder med, at de indkaldte Nævninger paaraabes. Indsigelse fra Parternes Side om, at Genpart af Nævningelisten ikke er behørig meddelt, maa fremsættes, førend Lodtrækningen begynder. Førend denne stiller derhos Rettens Formand Spørgsmaal til Overanklageren, den eller de Tiltalte og disses Forsvarere, til Dommerne og Nævningerne, om der med Hensyn til nogen af de indkaldte tilstedeværende Nævninger maatte være dem nogen Omstændighed bekendt, som efter § 60 eller i Medfør af Reglerne i Kapitel 6 udelukker fra at være Nævning i den foreliggende Sag eller i det hele. De herefter opstaaende Spørgsmaal afgøres af Retten. Kendelse, hvorved en Nævning udelukkes, kan ikke indbringes for højere Ret. Imod Kendelser, hvorved Indsigelse mod en Nævnings Habilitet forkastes, kan Kæremaal rejses. Naar det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstaas.

§ 857.

For at Lodtrækning kan iværksættes, kræves Tilstedeværelse af mindst 20 eller, hvis en eller flere Suppleanter skal udtages, henholdsvis 21 eller flere Nævninger, som kan medtages ved Lodtrækningen.

Er ikke mindst 20 Nævninger eller, hvis Suppleanter skal tiltræde, et tilsva- rende større Antal Nævninger mødt, eller synker Nævningernes Tal ved Rettens Af- gørelser under det nævnte laveste Tal, drager Rettens Formand Omsorg for, at det til Lodtrækningen fornødne Antal af Nævninger bringes til Veje ved Tilkaldelse af Hjælpe- nævninger i den Orden, i hvilken disses Navne findes opførte paa Hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke kunne skaffes til Veje paa denne Maade, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning, saaledes som i § 95 bestemt.

§ 858.

Lodtrækningen foregaar paa den Maade, at Sedler, hvorpaa Nævningernes fulde Navne er skrevne, og som oplæses, nedlægges i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkelt- vis udtages og oplæses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lodtrækning er foretaget, uden at det ovenfor foreskrevne Antal Nævninger var til Stede, skal fremsættes før Lodtrækningens Slutning.

§ 859.

Saa snart et Navn er trukket af Urnen og oplæst, har først Overanklageren, indtil Ordet er givet Tiltalte, og derefter Tiltalte, indtil et nyt Navn er udtrukket, eller, med Hensyn til det sidst udtrukne Navn, indtil Lodtrækningen er erklæret for endt, Ret til uden Angivelse af Grund at forkaste den udtrukne Nævning. En afgiven Erklæring kan tilbagetages, naar det sker indenfor de angivne Tidsgrænser. Afgives ingen Erklæring, gælder Nævningen for antaget.

§ 860.

I det hele kan der i Henhold til § 859 forkastes 4 Nævninger fra hver Side.

Er der i samme Sag flere Tiltalte, er disse lige nær berettigede til at udøve den en enkelt Tiltalt hjemlede Forkastelsesret.

Kan de ikke enes om Udøvelsen af denne Ret, fordeles de dem indrømmede Forkastelser ligelig imellem dem. Med Hensyn til de Forkastelser, som ikke kan fordeles saaledes, afgøres det ved Lodtrækning, hvem af de Tiltalte de skal tilkomme. Lige- ledes bestemmes ved Lodtrækning, i hvilken Rækkefølge de skal erklære sig om For- kastelse. En herefter af en af de Tiltalte erklæret Forkastelse gælder ogsaa for de andre.

§ 861

Indsigelser, der gaar ud paa, at Reglerne i §§ 859 og 860 er tilsidesatte, skal fremsættes før Anklageskriftets Oplæsning.

§ 862.

Naar 12 eller, hvis Suppleanter skal tiltræde, henholdsvis 13 eller flere ufor- kastede Nævninger er udtrukne, ophører Lodtrækningen. De 12 først udtrukne er Nævningerne i Sagen; den eller de, hvis Navne senere maatte udtrækkes, er Suppleanter.

§ 863.

Naar flere Sager foretages paa een Dag. kan, saafremt saavel Overanklageren som den eller de Tiltalte samtykker heri, de Nævninger, der har gjort Tjeneste i en Sag, uden ny Udtagelse udføre Hvervet i den nærmest paafølgende Sag.

Mangler Betingelserne for Anvendelsen af foranstaaende Regel, og der som Følge heraf paa ny skal udtages Nævninger for en senere, til Forhandling paa samme Dag ansat Sag, kan efter Formandens Bestemmelse Lodtrækning for den senere Sag foretages, førend Forhandlingen i den tidligere Sag begynder.

§ 864.

Nævningerne indtager deres Sæde i den ved Lodtrækningen bestemte Orden.

§ 865.

Naar Nævningerne har indtaget deres Sæde og de i § 765, 1ste Stykke, ommeldte Spørgsmaal er rettede til Tiltalte, oplæses Anklageskriftet, og Tiltalte spørges, om han erkender sig skyldig i det der omhandlede Forhold. Erkender Tiltalte sig skyldig, kan, naar han heri samtykker, efter Rettens Bestemmelse Nævningernes Medvirkning bort- falde, men Sagen behandles i saa Fald desuagtet efter de i dette Kapitel givne Regler med de fornødne Lempelser. Tager Tiltalte senere sin Erkendelse af at være skyldig tilbage, er Nævningernes Medvirkning nødvendig, og Forhandlingen maa i fornødent Fald gentages.

§ 866.

Træffes ikke saadan Bestemmelse som ommeldt i § 865, 2det Punktum, paa- minder Formanden Nævningerne om, at de, indtil deres endelige Kendelse er afgivet, ikke angaaende Sagen maa have Samtale eller Forbindelse med nogen anden end Retten gennem dennes Formand, og tager dem derpaa i Ed, idet han foreholder dem, at de skal love og sværge opmærksomt at følge Forhandlingen i Retten og samvittighedsfuldt besvare de Spørgsmaal, som vil blive dem forelagt, saaledes som de finder ret og sandt at være efter Loven og Sagens Bevisligheder.

Herpaa svarer Nævningerne hver for sig, staaende op med oprakte Fingre efter Lovens Forskrift om Eds Aflæggelse:

»Det lover og sværger jeg, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord«.

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler Medlemmer af visse Trossamfund til at aflægge Ed paa anden Maade end den sædvanlige, skal ogsaa her komme til An- vendelse. Ligeledes finder Regelen i § 187 om Afgivelse af en Forsikring i Eds Sted til- svarende Anvendelse.

Indsigelser, der gaar ud paa, at Nævningerne ikke er blevet lovlig edfæstet, skal fremsættes, før Tiltaltes Afhørelse begynder (§ 868).

§ 867.

Nævningerne vælger umiddelbart efter Edfæstelsen under Ledelse af den Næv- ning, hvis Navn først blev udtrukket, en Ordfører. Valget sker ved Stemmeflerhed; i Tilfælde af Stemmelighed foretrækkes den ældste.

§ 868.

Naar Nævningerne har valgt deres Ordfører, eller, i det i § 865, 2det Punktum, omhandlede Tilfælde, naar de er aftraadt, giver Formanden Tiltalte Lejlighed til at

forklare sig om de Forhold, som Tiltalen angaar. Enhver af de andre Dommere, enhver af Nævningerne, Overanklageren og Forsvareren kan begære yderligere Spørgsmaal, der sigter til at tydeliggøre hans Forklaring, rettet til Tiltalte. Derpaa følger den øvrige Bevisførelse.

Afgiver Tiltalte under Afhørelsen en fuldstændig Tilstaaelse, afgør Retten, om og i hvilken Udstrækning yderligere Bevisførelse skal finde Sted.

§ 869.

Opstaar der Spørgsmaal, om nogen Fejl foreligger, der hindrer Sagens Fremme, eller om Overanklageren har Paataleret, kan Forhandlingen begrænses til dette Punkt, indtil Spørgsmaalet har fundet sin Afgørelse.

Det samme gælder, naar Spørgsmaal rejses, om et saadant Forhold, som er be- skrevet i Anklageskriftet, overhovedet er strafbart, eller om Straf er udelukket ved For- ældelse eller af anden lignende Grund. Er Rettens Dommere enige, kan Frifindelsesdom straks afsiges.

Fejl, der hindrer Sagens Fremme, bør, hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne, og den Udsættelse gives, som i saa Henseende maatte behøves. Skal Fejlen kun tages i Be- tragtning, naar den gøres gældende fra Tiltaltes Side, maa Indsigelse fremsættes, saa snart dertil er blevet Lejlighed; i Almindelighed maa det ske, førend Lodtrækning til Udtagelse af Nævninger begynder.

Den Omstændighed, at Retten forinden Domsforhandlingens Begyndelse har nægtet at tage en Begæring om Sagens Afvisning til Følge (§ 842), er ikke til Hinder for, at det saaledes foreløbig rejste Spørgsmaal paa ny bringes frem under Domsforhandlingen.

§ 870.

Bevisførelsen foregaar først fra Overanklagerens og derefter fra Forsvarets Side; Beviser, hvis Førelse Retten af egen Drift beslutter, fremføres paa det Tidspunkt, For- manden bestemmer. Førend en Parts Beviser fremføres, kan den bevisførende i Korthed angive, hvad det er for Beviser, han vil føre, og hvad han dermed vil godtgøre.

Efter ethvert enkelt Vidnes Afhørelse, saavel som efter Fremførelsen af ethvert andet Bevis, har Tiltalte Adgang til, hvis han ønsker det, at forklare sig, saa vidt Beviset dertil giver Anledning.

§ 871.

Om Slutning af Bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt Punkt, førend alle Beviserne er fremførte, samt om Genoptagelse af en sluttet Bevisførelse, tager Retten Beslutning.

Omfatter Sagen flere Forbrydelser, kan Formanden lade Forhandlingen og Næv- ningernes Paakendelse foregaa særskilt for hver enkelt Forbrydelse.

§ 872.

Overanklageren afhører de af ham fremstillede Vidner. Vidner, som fremstilles fra Forsvarets Side, afhøres af Forsvareren eller af Tiltalte.

Paa tilsvarende Maade forholdes med Afhørelse af Syns- og Skønsmænd.

§ 873.

Formanden er berettiget og forpligtet til, naar som helst han i Sandhedens Inter- esse finder Grund dertil, at rette Spørgsmaal til den, som afhøres. Bevisførelse sigtende

t-il at svække Vidnets Troværdighed i sin Almindelighed maa kun finde Sted paa den Maade og i den Udstrækning, som Retten tilsteder. Den bør nægtes, naar de tilsigtede Oplysninger ikke findes at være af væsentlig Betydning.

§ 874.

Vidner og Syns- eller Skønsmænd, som fremstilles efter Rettens Beslutning af egen Drift (jfr. § 880, sidste Stykke), afhøres af Formanden; dog er han beføjet til at overlade Afhørelsen til Parterne.

Sker Afhørelse ved Rettens Formand, kan Parterne andrage paa, at yder- ligere Spørgsmaal stilles; Formanden kan overlade det til dem selv at stille saadanne enkelte Spørgsmaal.

§ 875.

Dommerne og Nævningerne er berettigede til at rette Spørgsmaal til de frem- stillede Vidner. Syns- eller Skønsmænd, efter at have erholdt Ordet af Formanden.

§ 876.

Af de Udsagn, der afgives under Afhørelsen, optages det væsentligste i en sær- skilt Bog; er de paagældende tidligere afhørte for en Ret, er dog Henvisning tilstrækkelig, og kun væsentlige Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes.

§ 877.

Dokumenter, der paastaas at have været Genstand for eller at være frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som yder umiddelbar Oplysning om Gerningen eller Tiltaltes Forhold til denne, bliver at oplæse, naar Bevisførelsen kræver det.

Fremdeles kan efternævnte Dokumenter under Domsforhandlingen benyttes som Bevismidler og bliver da at oplæse:

1) Tilførsler til Retsbøger om Ransagninger, Beslaglæggelser, Besigtigelser og Syns- eller Skønsforretninger, foretagne udenfor Domsforhandlingen, saavel som Erklæ- ringer til Retten, afgivne af Syns- eller Skønsmænd; dog kan Retten, naar den finder saadant hensigtsmæssigt, bestemme, at mundtlig Afhøring af Syns- eller Skøns- mændene helt eller delvis skal træde i Stedet for Oplæsning af disses Forklaringer eller skriftlige Erklæringer;

2) Tilførsler til Retsbøger om de af Tiltalte under Afhørelsen om Sigtelsen afgivne Forklaringer, naar Tiltalte enten nu vægrer sig ved at svare, eller den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller naar Tiltalte er udeblevet (jfr. § 847);

3) Tilførsler til Retsbøger angaaende de af Vidner, Syns- eller Skønsmænd under Af- hørelse afgivne Forklaringer, naar disse Personer enten er døde eller af anden Grund ikke kan afhøres paa ny, eller deres Fremstilling for Retten ikke finder Sted af de i § 172, jfr. §§ 202 og 209, angivne Grunde, eller naar den nu afgivne Forklaring afviger fra den tidligere, eller naar et Vidne vægrer sig ved at afgive Forklaring, og de fore- skrevne Tvangsmidler ikke antages at burde anvendes eller forgæves er blevet anvendt;

4) Tilførsler til Retsbøger af Forklaringer saavel som Erklæringer, afgivne af de i D. L. 1—2—1 omhandlede Personer samt af Personer, der har Eksterritorialitetsret, for saa vidt de nævnte Personer ikke giver Møde i Retten;

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i Medfør af et offentligt Hverv, derunder Ud- skrifter af Tiltalte tidligere overgaaede Straffedomme.

Udenfor de nævnte Tilfælde kan Dokumenter og Aktstykker, som indeholder Erklæringer eller Vidnesbyrd, kun benyttes som Bevismidler, naar Retten undtagelsesvis hertil giver Tilladelse. Udenretslige Bevidnelser angaaende Tiltaltes tidligere Vandel maa under ingen Omstændigheder benyttes.

§ 878.

Oplæsning af Tilførsler til Retsbøger angaaende Udsagn af Tiltalte, Vidner eller Syns- eller Skønsmænd paa Grund af de nu afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med de tidligere afgivne bør kun finde Sted, efter at der paa foreskreven Maade er givet de paagældende Lejlighed til sammenhængende Udtalelser om Genstanden for Afhørelsen, og de yderligere Spørgsmaal, hvortil denne Udtalelse opfordrer, er stillede.

Naar Oplæsning af de i § 877 Nr., 2 og 3, ommeldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden meddeles af Rettens Formand og tilføres Retsbogen; saa bør det og bemærkes, om Vidnets eller Syns- og Skønsmandens Forklaring er beediget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken Grund.

§ 879.

Oplæsning af skriftlige Beviser sker ved Retsskriveren, medmindre Rettens Formand tillader den bevisførende selv at oplæse dem, eller et af Rettens Medlemmer foretager Oplæsningen.

§ 880.

Bevis, som haves til Stede, kan ikke nægtes ført af den Grund, at det ikke er anmeldt for Modparten saa betimelig, at denne har haft tilstrækkelig Forberedelse; men hvor dette ikke er sket, og hvor Retten ikke i den Anledning har udsat Førelsen af det paagældende Bevis til en senere Dag, kan Modparten, efter at det er ført, forlange en passende Udsættelse, medmindre Retten finder, at det er uden Betydning for Sagen, eller af anden Grund finder, at en Udsættelse ikke vilde tjene noget berettiget Formaal.

Udsættelse til Førelse af Bevis, som ikke haves til Stede, bevilges af Retten, naar den finder, at Omstændighederne gør dette ønskeligt for Sagens Oplysning.

Retten kan, naar den anser det for nødvendigt til Sagens fuldstændige Oplys- ning, beslutte, at Beviser skal føres, som ingen af Parterne har begært førte, eller som den, der har anmeldt samme, har erklæret at ville frafalde, og kan i dette Øjemed udsætte Sagen; de Foranstaltninger, som Beslutningen foranlediger, træffes af Retten eller efter dens Paalæg af Overanklageren.

§ 881.

Rettens Afgørelse af Tvistepunkter, som opstaar under Bevisførelsen mellem Parterne, samt af Indsigelser, der fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd, sker, for saa vidt det begæres, ved Kendelse.

§ 882.

Førend Dom eller Kendelse afsiges under Domsforhandlingen, bør der være givet Parterne Lejlighed til at udtale sig. Tiltalte har stedse det sidste Ord.

§ 883.

Efter at Bevisførelsen er sluttet, faar først Overanklageren, dernæst Forsva- reren og, saafremt Tiltalte begærer det, denne Ordet for at udtale sig om Bevisførelsens Resultat samt om Retsspørgsmaalene i Sagen, dog saa vidt muligt uden at omhandle saadanne Punkter, som ikke skal forelægges Nævningerne til Afgørelse.

§ 884.

Efter at Parterne har haft Ordet, skal Overanklageren overlevere Retten og Forsvareren Udkast til de Spørgsmaal, som skal forelægges Nævningerne, hvorefter der gives Forsvareren og Tiltalte Lejlighed til at ytre sig og fremsætte Forslag til Ændrin- ger i eller Tillæg til Spørgsmaalene. Spørgsmaalene fastsættes derefter af Retten og meddeles Parterne; hvor dette kræves af Reglerne i § 908, 4de Stykke, gives der disse fornyet Lejlighed til at ytre sig.

Intet Spørgsmaal kan forelægges Nævningerne, medmindre det har været ud- trykkelig fremdraget under Forhandlingerne, og det saaledes har været muligt for Parterne at ytre sig derom.

§ 885.

Ved Spørgsmaalene til Nævningerne skal det forelægges dem til Afgørelse, om Tiltalte er skyldig i det Forhold, som Tiltalen angaar; Tiltalens Angivelser kan fra- viges indenfor de Grænser, som er betegnede i § 908. Som Følge heraf hører det under Nævningernes Afgørelse, om nogen Grund, som udelukker Straf, eller om saadanne i Straffeloven bestemt betegnede Omstændigheder, der hjemler Nedsættelse eller Forhøjelse af Straffen udenfor den almindelige Strafferamme, er til Stede.

Undtagne fra Nævningernes Afgørelse er Spørgsmaal om

a) Strafskyldens Forældelse,

b) de i Straffelovens §§ 7 og 58 ommeldte Omstændigheder,

c) Straffens Forhøjelse paa Grund af Gentagelse.

For saa vidt det imidlertid ved Anvendelsen af Reglerne om Strafskyldens For- ældelse og Strafforhøjelse paa Grund af Gentagelse kommer an paa det Tidspunkt, da den paatalte Handling blev begaaet, afgøres dette Spørgsmaal af Nævningerne efter den al- mindelige Regel.

Om Overanklageren er paataleberettiget, er ikke Genstand for Nævningernes Afgørelse.

§ 886.

Det tilkommer ikke Nævningerne at afgøre noget om Tilstedeværelsen af Om- stændigheder, der kan komme i Betragtning ved Straffens Udmaaling indenfor Lovens Strafferamme, og som Følge heraf heller ikke i de Tilfælde, hvor Loven paa Grund af skærpende eller formildende Omstændigheder, men uden nærmere Betegnelse af disse eller blot med Angivelse af vejledende Eksempler, har udvidet Grænserne for Straffens Valg, at afgøre, om saadanne Omstændigheder foreligger.

§ 887.

Ethvert Spørgsmaal til Nævningerne skal stilles saaledes, at det kan besvares med »ja« eller »nej«.

Ethvert enkelt Spørgsmaal maa alene angaa een Tiltalt og, saa vidt muligt, kun eet forbrydersk Forhold,

F. t. L. om Rettens Pleje.

§ 888.

Naar undtages saadanne Tillægsspørgsmaal, som omhandles i §§ 889 og 890, skal ethvert Spørgsmaal begynde med Ordene »Er Tiltalte (Tiltalte N. N.) skyldig?« I Spørgsmaalet skal Forbrydelsens Art betegnes ved dens i Loven hjemlede Navn eller ved en Henvisning til den paagældende Strafbestemmelse; tillige skal Forbrydelsens i Loven beskrevne Kendemærker optages i Spørgsmaalet; Gerningen skal beskrives ved saadan Angivelse af Tid og Sted, Genstand, Udførelsesmaade og andre nærmere Omstændigheder, som maatte udkræves til dens tilstrækkelige Betegnelse.

§ 889.

Naar der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til Støtte for, at der foreligger en Omstændighed, som vil udelukke Straf, eller som der efter Rettens Skøn mulig kan blive tillagt en saadan Virkning, kan der, om fornødent, stilles et sær- skilt Spørgsmaal om Tilstedeværelsen af samme som Tillæg til Hovedspørgsmaalet, for at fremkalde en udtrykkelig Udtalelse af Nævningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovedspørgsmaalet bliver at fremsætte, sker der i saa- danne Tilfælde ingen Forandring.

§ 890.

Skal der spørges om Tilstedeværelsen af Omstændigheder, der ifølge Loven hjemler Forhøjelse eller Nedsættelse af Straffen, kan dette, om fornødent, ske i Form af særskilte Tillægsspørgsmaal, der kun bliver at besvare, saafremt det Hovedspørgsmaal, hvortil de slutter sig, besvares bekræftende. Er der under Bevisførelsen fremkommet noget Datum til Støtte for, at en Strafnedsættelsesgrund foreligger, kan Tillægsspørgsmaal herom ikke nægtes stillet, naar dette er begært af Forsvareren eller Tiltalte.

§ 891.

Angaar flere Hovedspørgsmaal (med tilhørende Tillægsspørgsmaal) det samme Forholds Henførelse under forskellige Strafbestemmelser med forskellig Strafferamme, stilles det Spørgsmaal først, hvis Bekræftelse medfører den strengeste Strafferamme.

§ 892.

Naar et Spørgsmaal kun skal besvares under Forudsætning af en bestemt Be- svarelse af et forudgaaende Spørgsmaal, bør dette udtrykkelig bemærkes i den skriftlige Udfærdigelse.

Ligeledes anføres ved hvert Spørgsmaal, at der udkræves otte Stemmer til det Svar — »Ja« eller »Nej« —, som er ugunstigst for Tiltalte.

§ 893.

Etter at Spørgsmaalene er fastsatte, gennemgaar Formanden i Korthed Sagen og dens Bevisligheder og forklarer saa vidt fornødent Spørgsmaalene og de Retssætninger, der skal lægges til Grund for deres Besvarelse. Naar Formanden finder dette fornødent, overgives Afskrifter af Spørgsmaalene til Nævningerne, forinden han begynder sit Foredrag.

Enhver af Parterne kan, efter at Formanden har sluttet sit Foredrag, og for- inden Nævningerne trække sig tilbage til Raadslagning, forlange, at særlig paapegede Dele af Formandens Udvikling af Retssætninger gengives i Retsbogen.

Forelagte Lovforslag m. m. 192

§ 894.

Naar Formanden har endt sit Foredrag, oplæses Spørgsmaalene og overgives i en af Formanden underskreven Udfærdigelse til Nævningernes Ordfører.

Formanden kan efter sit Skøn og skal efter Begæring af Ordføreren medgive Nævningerne Afbildninger, Tegninger eller Kort, som maatte være fremlagte under Sagen, Ting, der paastaas at være tagne eller frembragte ved Forbrydelsen eller at have været brugte eller bestemte til dens Udførelse, eller som i øvrigt yder umiddelbar Oplys- ning om Gerningen eller Tiltaltes Forhold til denne.

Formanden henleder Nævningernes Opmærksomhed paa de i §§ 895 og 897—899 indeholdte Bestemmelser om, hvad de ved deres Raadslagning har at iagttage, og for- klarer disse nærmere, for saa vidt han finder det fornødent; derefter opfordrer han Næv- ningerne til at begive sig til det for dem bestemte Værelse.

§ 895.

Indtil Nævningernes Erklæring er vedtaget, maa intet Samkvem finde Sted mellem dem og andre Personer, ej heller maa nogen Nævning forlade Raadslagnings- værelset eller nogen anden betræde dette uden Tilladelse af Rettens Formand. Rettens Formand træffer fornøden Foranstaltning til Iagttagelse heraf.

Overtrædes foranstaaende Bestemmelser af en Nævning eller andre, kan Retten idømme den eller de skyldige Bøder indtil 1,000 Kr.

Den af Nævningerne i Henhold til § 867 valgte Ordfører leder deres Forhandlinger.

Om Raadslagningen og Afstemningen skal Nævningerne iagttage Tavshed. Meddelelse derom maa i intet Tilfælde optages i Pressen eller paa anden Maade ske offentlig. Overtrædelse af disse Bestemmelser straffes med simpelt Fængsel.

I Nævningernes Forsamlingsværelse skal Aftryk af denne Lovs §§ 895 og 897—899 være opslaaede i flere Eksemplarer.

§ 896.

Ved Afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene Hensyn til de Beviser, som er fremførte under Domsforhandlingen. Bedømmelsen af Bevisernes Vægt er ikke bundet ved Lovregler.

§ 897.

Efter tilendebragt Raadslagning afstemmer Nævningerne om de enkelte Spørgs- maal i den Orden, hvori disse er stillede. Ordføreren afæsker hver Nævning enkelt- vis hans Stemme i den ved Lodtrækningen bestemte Orden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for Tiltalte ugunstig Besvarelse af et Hoved- eller Tillægsspørgsmaal kan kun vedtages med mindst 8 Stemmer; denne Regel finder ogsaa Anvendelse ved de i §§ 889— 890 ommeldte Tillægsspørgsmaal.

Er den bekræftende Besvarelse af et Hovedspørgsmaal blevet vedtaget med den fornødne Stemmeflerhed, bliver de Nævningers Stemmer, som maatte have erklæret sig for det benægtende Svar, at regne til den Tiltaltes Gunst ved Afgørelsen af de til samme sig sluttende Tillægsspørgsmaal: som Følge heraf bliver der ved Afstemningen over saa- danne Tillægsspørgsmaal ikke at afæske disse Nævninger en særlig Erklæring.

§ 898.

Opstaar der Tvivl hos Nævningerne om den Fremgangsmaade, som de skal iagttage, eller om Betydningen af de stillede Spørgsmaal eller om Svarenes Affattelse,

eller antager de det for nødvendigt, at yderligere eller ændrede Spørgsmaal forelægges dem, kan de derom henvende sig til Rettens Formand, som, efter at Nævningerne i Retssalen har fremsat deres Andragende, her meddeler dem Oplysning eller foran- stalter det fornødne. Bliver der at tage Bestemmelser om Forandringer i eller Tillæg til Spørgsmaalene, eller finder Rettens Formand det i øvrigt fornødent, genoptages For- handlingen, og der gives Parterne Lejlighed til at udtale sig.

§ 899.

Nævningernes Ordfører vedtegner det Svar, som udkommer ved Stemmernes Sammentælling, lige over for ethvert af Spørgsmaalene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre Nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

§ 900.

Efter at Nævningerne er vendt tilbage til Retssalen, spørger Rettens Formand dem om Udfaldet af deres Raadslagning. Derefter oplæser Nævningernes Ordfører de stillede Spørgsmaal og umiddelbart efter hvert af disse det vedtegnede Svar. Erklæringen overleveres dernæst til Rettens Formand, der underskriver den tilligemed Retsskriveren.

§ 901.

Lider Nævningernes Erklæring af Mangler i Formen, eller er dens Indhold utyde- ligt, modsigende eller ufuldstændigt, eller opstaar der Tvivl, om den oplæste Erklæring udtrykker Nævningernes virkelige Mening eller er vedtaget med det foreskrevne Stemme- tal, og Mangelen ikke straks kan afhjælpes eller Tvivlen hæves ved en Erklæring af Næv- ningernes Ordfører, kan Retten paalægge Nævningerne at begive sig tilbage til deres Værelse for ved en ny Erklæring at afhjælpe Mangelen eller fjerne Tvivlen. De fornødne Forklaringer meddeles Nævningerne af Rettens Formand.

Vedrører Mangelen kun Formen, maa Nævningerne intet forandre i Erklærin- gens Indhold; ligeledes skal de Svar, hvis Berigtigelse eller Fuldstændiggørelse ikke fordres, forblive uforandrede. Utilstedelige Ændringer maa ikke tages i Betragtning af Retten.

Berigtigelsen eller Fuldstændiggørelsen vedføjes saaledes, at det træder tydelig frem, hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den her omhandlede Forholdsregel kan træffes, saa længe Retten ikke har afsagt Dom.

§ 902.

Ogsaa udenfor de i det foregaaende særlig nævnte Tilfælde kan Retten, saa længe Dom ikke er afsagt, beslutte at forandre Spørgsmaal eller at stille nye Spørgsmaal; for- inden saadan Bestemmelse træffes, maa der være givet Parterne Lejlighed til at ytre sig.

§ 903.

Har Nævningerne erklæret, at Tiltalte ikke er skyldig, afsiger Retten straks Frifindelsesdom. Hertil henregnes ogsaa det Tilfælde, at Nævningerne vel har besvaret Hovedspørgsmaalet bekræftende, men tillige har givet et for Tiltalte gunstigt Svar paa et Tillægsspørgsmaal om en Omstændighed, som udelukker Straf (§ 889).

Retten kan ligeledes straks afsige Frifindelsesdom, naar den allerede da er paa det rene med, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han

ifølge den i Spørgsmaalene givne Beskrivelse af Gerningen og Nævningernes Svar paa disse er erklæret skyldig.

§ 904.

Hvor Nævningernes Erklæring gaar ud paa, at Tiltalte er skyldig, men Retten finder, at Sagens Bevisligheder ikke har afgivet tilstrækkeligt Grundlag for at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne har erklæret ham skyldig, kan den ved Kendelse beslutte, at en ny Domsforhandling skal foregaa. Beslutningen træffes i Embeds Medfør, uden at Parterne har Adgang til derom at fremsætte Begæring, og kan træffes, saa længe Dom ikke er afsagt.

§ 905.

Ny Domsforhandling, som besluttes i Medfør af forrige Paragraf, bliver at foretage, enten paa samme eller paa et senere Ting, for andre Dommere og andre Nævninger. Indtil Nævningeerklæring under den nye Sag er afgivet, kan Rigsanklageren beslutte at frafalde Tiltale, i hvilket Tilfælde Frifindelsesdom bliver at afsige.

Falder ogsaa den nye Domsforhandling ud til en fældende Nævningeerklæring, kan Retten, naar den finder, at Beviset er utilstrækkeligt til at fælde Tiltalte for den Forbrydelse, i hvilken Nævningerne har erklæret ham skyldig, afsige Frifindelsesdom eller, naar den finder det godtgjort, at Tiltalte er skyldig i en mindre Forbrydelse end den, Nævningernes Erklæring lyder paa, afsige Dom i Overensstemmelse hermed; Bestem- melsen i sidste Punktum af § 909 finder herved tilsvarende Anvendelse.

Under den nye Sag kan der ikke forelægges Nævningerne noget Spørgsmaal, som sigter paa en strengere Straf, end Tiltalte vilde have været hjemfalden til, saafremt den første Nævningeerklæring var blevet taget for gyldig, medmindre Betingelser foreligger for Genoptagelse.

§ 906.

Naar Tiltalte af Nævningerne er erklæret skyldig, og Retten ikke straks i Hen- hold til § 903, 2det Stykke, eller § 905 afsiger Frifindelsesdom eller i Henhold til § 904 beslutter, at ny Domsforhandling skal foregaa, faar først Overanklageren og derefter Forsvareren og Tiltalte Ordet for at udtale sig om Strafudmaalingen og andre Punkter, som ligger udenfor Nævningernes Afgørelse, og der gives dem Lejlighed til at fremkomme med de Bevisligheder, som herved maatte udkræves. Parternes Udtalelser og Bevisførelsen maa ikke gaa ud paa at rokke ved noget, som er afgjort ved Nævningernes Erklæring. Ved denne Forhandlings Slutning optages Sagen til Dom.

Har Tiltalte ikke været til Stede under Afgivelsen af Nævningernes Erklæring, bliver denne, forinden Forhandlingen kan fortsættes paa Grundlag af samme, at oplæse for ham, efter at han atter er fremstillet.

§ 907.

Domsforhandlingen afsluttes ved Rettens Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som tingfæstet ved Retten, indtil Dommens Fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af Anke Sagens Aktstykker er indsendte til Rigsanklageren (jfr. § 952).

§ 908.

Dommen skal, for saa vidt den ikke gaar ud paa Sagens Afvisning, enten dom- fælde eller frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Overanklageren ikke er paataleberettiget, naar Forfølgning frafaldes, naar Strafskylden er forældet, samt naar Tiltalte ikke findes skyldig.

Retten kan ikke domfælde for noget Forhold, der ikke omfattes af Tiltalen.

Derimod er Retten ikke udelukket fra at henføre det paatalte Forhold under en anden Strafbestemmelse end den, Overanklageren har paastaaet anvendt, eller fra at afvige fra Tiltalen med Hensyn til de med Forbrydelsen forbundne Biomstændigheder (Tid, Sted o. desl.), alt under Betingelse af, at det med Sikkerhed skønnes, at Tiltalte, ogsaa under Forudsætning af saadan Afvigelse fra Tiltalen, har haft fyldestgørende Ad- gang til Forsvar. Finder Retten, at dette ikke er Tilfældet, eller nærer den Tvivl i saa Henseende, skal den, forinden dens afvigende Bedømmelse lægges til Grund for Dom- fældelsen, give Parterne Lejlighed til at udtale sig og efter Omstændighederne tilstaa den til Varetagelse af Forsvaret fornødne Udsættelse.

§ 909.

Finder Retten, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han ifølge den i Spørgsmaalene givne Beskrivelse af Gerningen og Nævningernes Svar paa disse er erklæret skyldig, afsiger den Frifindelsesdom. Finder den, at et For- hold som det, hvori Tiltalte er erklæret skyldig, efter Loven kun kan henføres under et mildere Straffebud, end Nævningernes Erklæring lyder paa, afsiger den Dom i Overens- stemmelse hermed. Hører der til Gerningsindholdet af den mindre Forbrydelse, for hvilken der saaledes bliver Spørgsmaal om at domfælde Tiltalte, Omstændigheder, om hvis Tilstede- værelse Nævningeerklæringen intet har afgjort, bliver de til Afgørelse af dette Punkt for- nødne Spørgsmaal først at forelægge Nævningerne.

§ 910.

I Sager angaaende Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for ufor- skyldt Udstaaelse af Straf kommer foranstaaende Regler til Anvendelse med de fornødne Lempelser. I Stedet for Spørgsmaal til Nævningerne om Tiltaltes Skyld rettes Spørgs- maal paa, om Tiltalte efter det oplyste er berettiget til Erstatning. Kun hvis mindst 8 Nævninger er enige om, at der tilkommer Tiltalte Erstatning, vil der være at tilkende ham Erstatning. Retten bestemmer Størrelsen af det Beløb, der vil være at tilkende Tiltalte.

§ 911.

I det Omfang, hvori Dommen er grundet paa Nævningernes Erklæring, indskrænker Domsgrundene sig til den fornødne Henvisning til denne. I øvrigt skal, saafremt Til- talte frifindes, de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at mangle, eller de Straf udelukkende Omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte Lovbestemmelser anføres. Domfældes Tiltalte, skal de Strafbestemmelser anføres, som bringes i Anvendelse.