§ 984.

De nuværende Dommere og andre Embedsmænd ved Landsover- samt Hof- og Stadsretten i København, Kriminal- og Politiretten samt Sø- og Handelsretten sammesteds og Landsoverretten i Viborg ere pligtige at modtage Beskikkelse ved de ny Landsretter, Københavns Byret, Sø- og Handelsretten og i de i § 22, 2det Stykke ommeldte Dommerembeder, og de nuværende Underdommere og Underrets- skrivere at modtage Beskikkelse ved samtlige Underretter, dog uden Formindskelse i deres hidtil hafte Embedsindtægter og saaledes, at den Embedstid, der med Hensyn til Beregning af Alderstillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Embeds- lønningen i den Stilling, de hidtil have beklædt, ogsaa kommer dem til Gode i de ny Stillinger, i hvilke de saaledes ere pligtige at modtage Beskikkelse.

For saa vidt der i nærværende Lov stilles strengere Fordringer i Henseende til juridisk Eksamen for Dommere og andre Retsembedsmænd end efter de hidtil gældende Regler, forbliver det dog ved disse med Hensyn til de Mænd, der alt ere beskikkede som saadanne.

De nuværende Underretsdommere ere pligtige at modtage Beskikkelse som særlige Politimestre i de i § 22, 2det Stykke omhandlede Retskredse, dog uden For- mindskelse i deres Embedsindtægter og saaledes, at den Embedstid, der med Hensyn til Beregning af Alderstillæg har været lagt til Grund for Udregningen af Embeds- lønningen i den Stilling, de hidtil have beklædt, ogsaa kommer dem til Gode i de ny Stillinger, i hvilke de saaledes ere pligtige at modtage Beskikkelse.

§ 985.

Personer, som ved Lovens Ikrafttræden have eller tidligere have haft Au- torisation til som Fuldmægtige for en Retsembedsmand at udføre visse af de denne paahvilende Forretninger, kunne autoriseres som Dommerfuldmægtige (§17, 4de Stykke) uanset, at de kun have Karakteren „Ej ubekvem" ved den juridiske Fællesprøve eller den tidligere juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 986.

Indtil Udløbet af et Aar efter denne Lovs Ikrafttræden bliver, for saa vidt den paagældende i øvrigt opfylder de Betingelser for at stedes til Sagførervirksomhed, som denne Lov foreskriver, paa Begæring Beskikkelse som Underretssagfører at meddele den. der har gjort 3 Aars Tjeneste som Fuldmægtig paa et Amtskontor.

Forelagte Lovforslag m. m.

§ 987.

De, som ved denne Lovs Ikrafttræden have Beskikkelse som Underretssagførere, have Ret til at møde for den Landsret som første Instans, under hvilken de ifølge § 113 høre, samt tillige for Sø- og Handelsretten i alle Sager. Det samme gælder de Amts- eller Retsbetjentfuldmægtige, som ved Lovens Ikrafttræden opfylde Betingelserne for at blive Underretssagførere, naar de tage Beskikkelse som saadanne.

§ 988.

Udtrykkene „Højesteretssagfører" og „Underretssagførere" i §§ 108, 113, 114, 117 og 983 skulle forstaas som indbefattende de i Henhold til den hidtilværende Lovgivning beskikkede Sagførere af de tilsvarende Klasser. De i Henhold til den hidtilværende Lovgivning beskikkede Overretsprokuratorer og Overretssagførere skulle i Henseende til Møderet (§ 114) saavel som i øvrigt ved Anvendelsen af de foranstaaende Bestem- melser være ligestillede med Landsretssagførere.

Sagførere, som forinden denne Lovs Ikrafttræden have været antagne til at udføre offentlige og beneficerede Sager, beholde dette Hverv, for Straffesagers Ved- kommende dog kun som Forsvarere, saa længe ikke Justitsministeren efter Erklæring fra vedkommende Ret anser dem for uskikkede dertil. Justitsministeren kan, efter- haanden som der findes Anledning dertil, antage andre Sagførere til at deltage i nævnte Hverv.

§ 989.

Fra den Dag, denne Lov træder i Kraft, behandles borgerlige Domssager, som derefter tingfæstes (jfr. § 256), i Overensstemmelse med de Regler, som denne Lov foreskriver, dog at den i Medfør af den ældre Lovgivning ved Forligskommissionerne stedfundne Forligsprøve forbliver gyldig. Derimod bliver Behandlingen af de Doms- sager, i hvilke Stævning paa den nævnte Tid allerede er forkyndt, at tilendebringe i Overensstemmelse med de hidtil gældende Regler. Den, der meddeler Modparten Stævning i Overensstemmelse med denne Lov, antages derved at have lovlig frafaldet den Stævning, som han i Henhold til de hidtil gældende Regler maatte have udtaget og ladet forkynde, men endnu ikke irettelagt,

§ 990.

Søgsmaal efter Gældsbreve, med Hensyn til hvilke den i Forordningen af 25. Januar 1828 hjemlede hurtige Retsforfølgning gyldig er vedtaget, blive, for saa vidt de ikke ifølge foregaaende Paragraf skulle behandles efter de hidtil gældende Regler, at behandle efter de i Kapitel 38 givne Regler, som om disse vare paaberaabte i Gældsbrevet.

§ 991.

I alle Tilfælde, hvor Behandlingen af en borgerlig Sag er foregaaet eller ifølge § 989 skal foregaa efter de hidtil gældende Regler, bliver der ogsaa med Hensyn til Appel at forholde efter disse.

Dog skal Appellen, for saa vidt ikke Appelfristen udløber tidligere i Medfør af den hidtil gældende Ret, iværksættes i det seneste inden 8 Uger at regne fra Dommens Afsigelse eller, hvis Dommen er afsagt forinden Lovens Træden i Kraft, fra dette Tidspunkt. Oprejsning kan dog bevilges overensstemmende med de hidtil gældende Regler.

§ 992.

Paa Fuldbyrdelsen af Domme i borgerlige Sager, som ere afsagte inden Lovens Træden i Kraft eller i Sager, hvis Behandling i Medfør af § 989 er foregaaet efter

den hidtil bestaaende Ret, blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af For- holdets Natur flydende Lempelser.

Med Hensyn til Eksekution efter tinglæste Pantebreve med Pant i faste Ejen- domme, der ere oprettede forinden Lovens Ikrafttræden, forholdes efter Lov om Ud- pantning m. m. af 29. Marts 1873 § 15, 1ste Stykke.

§ 993.

Med Hensyn til foreløbige Sikringsmidler, som først bringes i Anvendelse efter Lovens Træden i Kraft, blive dennes Regler i det hele at følge.

§ 994.

Enhver, der forinden denne Lovs Træden i Kraft er belagt med Arrest paa Person, bør sættes i Frihed, for saa vidt og saa snart han ifølge nærværende Lovs Bestemmelser ikke vilde kunne holdes i Gældsfængsel. Ligeledes bliver den Forhøjelse af Underholdspenge, som fastsættes i § 600, efter Lovens Træden i Kraft at anvende med Hensyn til allerede arresterede Skyldnere, dog at over for disse den Virkning, som er forbundet med Udeblivelse af de befalede Underholdspenges Betaling, ikke skal indtræde førend en Uge, efter at vedkommende Arrestrekvirent ved Fogdens For- anstaltning er bleven underrettet om Forhøjelsen.

§ 995.

Straffesager, der endnu ikke ere optagne til Dom paa den Tid, Loven træder i Kraft, behandles efter de Regler, som denne Lov foreskriver. Gyldigheden af Rets- handlinger, som ere foretagne i Sagen, førend Loven træder i Kraft, bedømmes efter den tidligere Lovgivning. Nærmere Regler om Behandlingssted og Behandlingsmaade for de heromhandlede Sager kunne gives ved kongelig Anordning.

§ 996.

Appel af Straffedomme, som ere afsagte, førend Loven træder i Kraft, sker efter de hidtil gældende Regler. Med Hensyn til Dommens Fuldbyrdelse blive Reglerne i denne Lov at anvende med de af Forholdets Natur flydende Lempelser.

§ 997.

Genoptagelse af Straffesager, der ere afsluttede ved upaaankelig Dom eller paa anden Maade, førend denne Lov træder i Kraft, eller i Henhold til § 996, kan ske efter Begæring af Justitsministeren eller Domfældte eller nogen af de i §902, 2det og 3die Punktum, nævnte Personer; i Henseende til saadan Genoptagelse blive de i Kapitel 82 foreskrevne Regler at følge. Om Genoptagelse af en Sag, der er afsluttet ved upaaankelig Underretsdom, kan finde Sted, beror paa, om Sagen efter denne Lovs Regler vilde høre for Landsretten; Afgørelsen træffes af vedkommende Landsret.

Register til Lov om Rettens Pleje.

Paragraf,

Første Bog: Domsmagten m. m.

Første Afsnit: Domstolenes Ordning:

Kap. 1: Retterne.... 1—22

Kap. 2: Retsmøder 23—33

Kap. 3: Retsbøger 34—42

Kap. 4: Dommere, Retsskrivere, Retsvidner og Retsbude m. m. ... 43—60

Kap. 5: Tilfælde, hvor Rettens Personer skulle eller kunne vige deres Sæde 61—68

Andet Afsnit. Nævningers Kaldelse:

Kap. 6: Almindelige Bestemmelser 69—73

Kap. 7: Grandlister 74—78

Kap. 8: Nævningekredsens Aarsliste. 79—83

Kap. 9: Udtagelse af Nævninger for det enkelte Ting og for den i

enkelte Sag 84—105

Tredie Afsnit. Sagførere :

Kap. 10: Sagføreres Beskikkelse og Adgang til at benytte Fuld- mægtig m. m 106—117

Kap. 11: Sagføreres Rettigheder og Pligter ... 118—123

Kap. 12: Ophør af Retten til Sagførervirksomhed 124—125

Anden Bog: Fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager.

Kap. 13: Almindelige Bestemmelser om Procesmaaden 126—130

Kap. 14: Forkyndelser og Meddelelser 131—145

Kap. 15: Vidner 146—172

Kap. 16: Syn og Skøn 173—190

Kap. 17: Rettens Raadslagninger og Afgørelser 191—200

Paragraf.

Tredie Bog: Den borgerlige Retspleje.

Første Afsnit: Almindelige Bestemmelser:

Kap. 18: Retternes Virkekreds 201 211

Kap. 19: Værneting . 212 225

Kap. 20: Forening af flere Kray under samme Retssag 226—231

Kap. 21: Sagens Parter 232—236

Kap. 22: Rettergangsfuldmægtige 237—244

Kap. 23: Forligsmægling 245—253

Kap. 24: Procesmaaden i Almindelighed. 254—273

Kap. 25: Om Parternes og Trediemands Forpligtelse til at frem- lægge synbare Bevismidler 274—278

Kap. 26: Afhøring af Parter og Parts Ed 279—287

Kap. 27: Sagsomkostninger og Rettergangsbøder 288—306

Kap. 28: Fri Proces 307—314

Andet Afsnit. Rettergangsmaaden:

Kap. 29: Forberedelse af Domsforhandling i Sager, der i første In- stans henhøre under Landsretterne.. . 315—340

Kap. 30: Domsforhandling for Landsret i første Instans 341—354

Kap. 31: Intervention og Tilstævning af Trediemand i Landsrets- sager i første Instans 355—362

Kap. 32: Skriftlig Behandling af Sager ved Landsretterne i første Instans 363—371

Kap. 33 : Anke til Højesteret 372—394

Kap. 34: Kære til Højesteret 395—400

Kap. 35: Ny Foretagelse ved Højesteret 401—402

Kap. 36: Behandling af Sager der i Medfør af Kap. 18 henhøre under Underret og Retsmidler mod Underrettens Afgørelser ... 403—419

Kap. 37: Behandling af Sager, der paakendes ved Sø- og Handels- retten 420

Kap. 38: Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve 421—425

Kap. 39: Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søge sig en bortebleven Persons Formue tilkendt 426—433

Kap. 40: Fremgangsmaaden, naar nogen skal umyndiggøres, eller Enke skal sættes under fast Lavværgemaal 434—444

Kap. 41: Fremgangsmaaden ved at erhverve Mortifikations- eller Ejendomsdom 445—454

Tredie Afsnit. Eksekution og Tvangsauktion.

Kap. 42: Almindelige Betingelser for Eksekution 455—469

Kap. 43: Fuldbyrdelse af Domme, der ikke lyde paa Udredelse af Penge 470-477

Kap. 44: Fuldbyrdelse af Domme, der lyde paa Udredelse af Penge 478—492

Paragraf.

Kap. 45: Eksekutionsforretningens Foretagelse og Proceduren under samme 493—514

Kap. 46: Almindelige Bestemmelser for Tvangsauktion. 515—520

Kap. 47: Tvangsauktion over Løsøre 521—536

Kap. 48 : Tvangsauktion over fast Ejendom 537—562

Kap. 49: Proceduren af Tvistigheder, der opstaa under Tvangsauk- tionen 563—569

Kap. 50: Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende Fogedforretninger m. m 570—572

Fjerde Afsnit. Udpantning samt Indsættelses- og Udsættelsesforretninger:

Kap. 51: Udpantning 573—585

Kap. 52: Indsættelses- og Udsættelsesforretninger, 586—588

Femte Afsnit. De foreløbige Retsmidler:

Kap. 53: Arrest 589—622

Kap. 54: Forbud 623-630

Sjette Afsnit. Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v., Tvangsakkord udenfor Konkurs samt- Konkurs.

Kap. 55: Skifte af Dødsbo og Fællesbo m. v. og Tvangsakkord uden- for Konkurs 631—643

Kap. 56: Konkurs 644—655

Kap. 57: Auktioner i Dødsboer m. m. og i Konkursboer 656—659

Fjerde Bog: Strafferetsplejen.

Første Afsnit: Almindelige Bestemmelser:

Kap. 58: Strafferetsplejens Omraade . 660—662

Kap. 59: Retternes Virkekreds. 663—670

Kap. 60: Værneting og Forening af Straffesager 671—686

Kap. 61: Paatalen 687-698

Kap. 62: Sigtedes Forsvar 699—709

Andet Afsnit. Midler til Sagens Oplysning m. m.:

Kap. 63: Besigtigelse 710—712

Kap. 64: Beslaglæggelse 713—722

Kap. 65: Ransagning 723—729

Kap. 66: Sigtedes Indkaldelse og Afhørelse for Retten 730—735

Kap. 67: Anholdelse. 736—746

Kap. 68: Fængsling 747—761

Kap. 69: Beslag paa Sigtedes Formue og Forbud mod Foreninger og Skrifter 762—768

Paragraf.

Tredie Afsnit. Undersøgelse, førend Tiltale er rejst, i Sager, som for- følges af Amtmanden (i København Politidirektøren) eller Politiet:

Kap. 70: Efterforskning . 769—782

Kap. 71: Forundersøgelse ved Retten 783—797

Fjerde Afsnit. Tiltale og Domsforhandling ved Landsret:

Kap. 72: Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhand- ling i Sager, ved hvis Paadømmelse Nævninger skulle medvirke . 798—811

Kap. 73: Bestemmelser om Domsforhandling ved Landsret i Næv- ningesager 812—874

Kap. 74: Bestemmelser om Iværksættelse af Tiltale og Forberedelse af Domsforhandling for Landsret i første Instans i Sager, hvori Nævninger ikke medvirke 875—881

Kap. 75: Bestemmelser om Domsforhandling uden Nævninger 882—887

Femte Afsnit. Tiltale og Domsforhandling ved Underret samt ved Sø- og Handelsretten:

Kap. 76: Tiltale og Domsforhandling for Underret samt Sø- og Handelsretten i Sager, som ikke i Medfør af § 690 paa- tales af Politimesteren 888—892

Kap. 77: Tiltale og Domsforhandling for Underret, henholdsvis Sø- og Handelsretten i offentlige Politisager 893—900

Sjette Afsnit. Retsmidler mod trufne Afgørelser:

Kap. 78: Paaanke af Domme, afsagte af Landsretterne i første Instans . 901—922

Kap. 79: Paaanke af Domme, afsagte af Underretterne ........... 923—927

Kap. 80: Paaanke af Domme, afsagte af Sø- og Handelsretten .... 928

Kap. 81: Kære til højere Ret 929—935

Kap. 82: Genoptagelse .. 936—948

Syvende Afsnit. Regler om Paatale af særlige Myndigheder og om Anke af visse private Straffesager samt om Forfølgning af borgerlige Krav under Straffesager:

Kap. 83: Behandling af Sager, som paatales af en særlig offentlig Myndighed . 949

Kap. 84: Regler om Anke af visse private Straffesager .... ... 950

Kap. 85: Paatale af borgerlige Krav under Straffesager 951—957

Ottende Afsnit. Fuldbyrdelsen af Domme i Straffesager:

Kap. 86 958-967

Niende Afsnit: Sagsomkostninger og Eettergangsbøder i Straffesager:

Kap. 87: Sagsomkostninger .. 968 975

Kap. 88: Eettergangsbøder 976—977

Tiende Afsnit.

Kap. 89: Særlige Bestemmelser om nogle Forbør m. m 978

Femte Bog: Slutnings- og Overgangsbestemmelser.

Kap. 90: Slutningsbestemmelser 979—983

Kap. 91: Overgangsbestemmelser 984—997

Forsl. t. L. om Rettens Pleje.

Bemærkninger til foranstaaende Lovforslag.

Grundloven af 5te Juni 1849 bestemte i sin § 76, at Retsplejen bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov, og i sin § 79, at Offent- lighed og Mundtlighed saa snart og saa vidt som muligt skal gennemføres ved hele Retsplejen, samt at Nævninger skulle ind- føres i Misgerningssager og i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser. Disse Forskrifter ere gentagne uforandrede i den reviderede Grundlov af 1866 §§ 71 og 74. I den borgerlige Retspleje er Mundt- lighedsprincipet gennemført paa et begræn- set Omraade ved Loven om Oprettelse af en Sø- og Handelsret i Kjøbenhavn af 19de Februar 1861. I Strafferetsplejen blev Offentlighed og Mundtlighed saavidt muligt gennemført ved Loven om Rigsretten af 3die Marts 1852, ligesom ogsaa offentlig og mundtlig Behandling af visse Politisager indførtes i Kjøbenhavn ved Lov Ilte Fe- bruar 1863.

I øvrigt er det halve Aarhundrede, der nu er forløbet siden Grundloven af 1849, opfyldt med en Bække Bestræbelser for en almindeligere Gennemførelse af de nævnte Grundlovsprineiper, Bestræbelser, der som bekendt hidtil have været uden direkte praktisk Resultat.

I 1852 blev det saaledes af Justits- minister A. W. Scheel overdraget Højeste- retsassessor Mourier at udarbejde de for- nødne Lovudkast til Gennemførelse af Grundlovens Bud paa Strafferetsplejens Om- raade. Et af denne udarbejdet Lovudkast tillige med Grundtræk til en Ordning af Domsmagten blev derpaa i August 1854 indsendt til Justitsministeriet; den davæ- rende Justitsminister (Ørsted) tilstillede un- der 7de December s. A. den Kommission, der dengang var nedsat til Udarbejdelse af en ny Straffelov, Udkastet til Betænkning, ledsaget af en udførlig Skrivelse, hvori han nærmere udviklede og begrundede sine Be- tænkeligheder med Hensyn til Lovudkastet i det hele.

Da imidlertid det af Mourier udarbej- dede Lovudkast nærmest var bygget paa fransk Ret, ansaa den følgende Justits- minister (Simony) det rettest tillige at søge et Lovudkast udarbejdet, der nærmest slut- tede sig til den engelske Strafferetsplejes Principer, og dette Arbejde blev overdraget Hotlier Hage, som den 20de Juni 1857 ind-

sendte 3 Udkast til Love henholdsvis om 1) Domsmagten i Straffesager, 2) Forfølg- ningen af de Straffesager, der behandles ved Nævningeretter, og 3) Behandlingen af Straffesager, der høre under Kredsretternes Omraade. Under 24de August 1857 blev det overensstemmende med Straffelovskom- missionens Ønske overdraget en særlig Kommission*) at afgive Betænkning over saavel de af Mourier som de af Hage ud- arbejdede Forslag. Denne Kommission gennemgik Grundprincip er ne i de nævnte Lovforslag; men da den kom til det Re- sultat, at Behandlingen i det enkelte vilde være forbunden med særegne Vanskelig- heder, fordi der forelaa indbyrdes meget afvigende Forslag, uden at man vidste, hvor- vidt Regeringen vilde kunne slutte sig til noget af dem, standsede den sine Arbejder og indsendte Udskrift af sine Forhandlin- ger til Justitsministeriet med Anmodning om, at dette selv vilde udarbejde et Lov- forslag. der da kunde danne Grundlag for Kommissionens videre Forhandlinger.

Denne Anmodning fandt Ministeriet at burde efterkomme, og der udarbejdedes i Aaret 1859 af daværende Departements- chef Leuning et nyt Udkast, hvis endelige Behandling i Ministeriet endnu ikke havde fundet Sted, da der i Bigsdagen i Efter- aaret 1861 (jfr. Folketingstid. 1861 Sp. 621, 973, 1164, Tillæg A. Sp. 945, 963, 1027) af Hage blev indbragt 3 Lovforslag angaa- ende Gennemførelse af Grundlovens § 79, hvilke med enkelte Afvigelser stemmede med de Udkast, der som foran anført havde foreligget den i dette Øjemed nedsatte Kommission til Betænkning. Disse Forslag gennemgik en første Behandling i Folke- tinget, som derefter vedtog tvende af et nedsat Udvalg foreslaaede Beslutninger (jfr. Folketingstid. 1861 Tillæg B. Sp. 537, 556, 567, A. Sp. 1507, B. 569), i Henhold til hvilke de forelagte Lovforslag tilligemed Udvalgets Betænkning tilstilledes Begerin- gen, idet Folketinget udtalte sit levende Ønske om at se Lovforslag til Gennem-

*) Penne Kommission (den første Proceskom- mission) bestod af Højesteretsassessor Bruun, Generalprokurør Algreen-Ussing, Højesterets- assessor Mourier, Departementschef i Justits- ministeriet Leuning, Byfoged Crone, Kriminal- retsassessor Køpke, Højeretsadvokat Broch og Cand. juris Hother Hage.

Forelagte Lovforslag m. m. 258

førelse af Forskrifterne i Grundlovens §§ 76 og 79 forelagte Rigsdagen af Justitsmini- steren.

I den saaledes i Folketinget stedfundne Behandling fandt Justitsministeren (Casse) fornyet Opfordring til at fremme Sagen saa meget som muligt, og da de Forarbej- der, som man alt var i Besiddelse af, dels i de tidligere udarbejdede Lovforslag, dels i den nedsatte Kommissions Betænkning i Forbindelse med Forhandlingerne i Folke- tinget og den af sammes Udvalg afgivne Betænkning, ansaas tilstrækkelige, forelagde Ministeren (Casse) i Efteraaret 1862 (jfr. Folketingstid. 1862 Sp. 23, 227, Tillæg A. Sp. 459) Udkast til Lov om Gennemførel- sen af Offentlighed og Mundtlighed i Straffe- retsplejen samt Indførelse af Nævninger i Misgerningssager og i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser, et Udkast, i hvilket — som det hedder i de samme ledsagende Motiver — Ministeriet havde troet saa vidt muligt at burde slutte sig til den Maade, hvorpaa Anklagerettergangen med Offentlighed, Mundtlighed og Nævnin- ger er gennemført i England og de Lande, der have holdt sig til den der stedfundne Retsudvikling, medens man paa den anden Side, hvor saadant lod sig forene med de til Grund for den ny Rettergangsmaade liggende Principer, formente at burde tage Hensyn til de her i Landet bestaaende For- hold og til den under disse udviklede Rets- bevidsthed.

Dette Forslag var imidlertid, da Rigs- dagens Samling blev sluttet i Slutningen af Januar Maaned 1863, ikke naaet videre end til at have gennemgaaet en første Be- handling i Folketinget, hvorhos en Betænk- ning om det var afgiven af et af Folketin- get nedsat Udvalg (jfr. Folketingstid. 1862 Tillæg B. Sp. 649).' Det udtales i denne Betænkning, at den omhandlede Reform maa betragtes som et stort Skridt til at udvikle og befæste Grundloven, der ikke kan siges at være fuldstændig gennemført, saa længe den bebudede Reform i Rets- plejen — hvilken har en saa indgribende Betydning for den personlige Frihed, for Udviklingen af det statsborgerlige Liv, for Befæstelsen af Tilliden til Domstolene, for Udbredelsen af Agtelse for Loven og Nid- kærhed for at opretholde den — ikke er bleven tilvejebragt. I den følgende Rigs- dagssamling fremsatte dernæst Justitsmini- steren (Casse) paany i Januar 1864 For- slaget fra forrige Samling (jfr. Folketings- tid'. 1863 Sp. 63, 388, Tillæg A. Sp. 455) med Optagelse af adskillige Ændringer under Hensyn til det af Folketingsudvalget

foreslaaede. 1 Forbindelse hermed blev der fremsat Forslag til Lov om Kongeriget Danmarks Inddeling i Underrretskredse m. m. og om Politiets Ordning i Konge- riget Danmark med Undtagelse af Køben- havn og gamle Københavns Amt, hvorhos der bebudedes Forelæggelsen af et særligt Forslag til Lov om Strafferetsjdejen i København. Heller ikke disse Forslag naaede længer end til første Behandling i Folketinget og til Udvalgsbetænknings Af- givelse (jfr. Folketingstid. 1863 Tillæg B. Sp. 377). I Oktober 1864 (Justitsminister Heltzen) blev derpaa de samme 3 Lovfor- slag paany forelagt Rigsdagen (jfr. Folke- tingstid. 1864 Sp. 287, 852, Tillæg A. Sp. 1053), men naaede atter kun til første Be- handling i Folketinget.

Sagen hvilede derpaa, indtil Hage i December 1867, da Rosenørn-Teilmann var Justitsminister, fremsatte 3 Lovforslag i væsentlig Overensstemmelse med de sidste Gang i Oktober 1864 fremsatte (jfr. Folke- tingstid. 1867 Sp. 387, 1073, Tillæg A. Sp. 1129). Forslagene kom til første Behand- ling i Folketinget, men blev ved denne tagne tilbage af Forslagsstilleren, efter at der var fremkommet Forslag til en moti- veret Dagsorden, som gik ud paa, at en saa stor og indgribende Reform, som Lov- forslagene gik ud paa, vanskelig kunde gennemføres med Held, før Regeringen tog Initiativet dertil, og alle fornødne Forar- bejder var til Stede, at det vilde være ret- test, at der, forinden endelig Beslutning toges om Indførelse af Nævninger i den kriminelle Retspleje, forelaa Forberedelser til den civile Retsplejes Omordning, og at man forventede, at Regeringen vilde lade begge disse Anliggenders Fremme være sig særdeles magtpaaliggende.

I Henhold til allerhøjeste Reskript af 28de Februar 1868 blev der derpaa af Justitsminister Ro senørn-Teilmann nedsat en Kommission til Udarbejdelse af For- slag til en Omordning af saavel den civile som den kriminelle Retspleje.*) Om Ar-

*) Denne Kommission (den anden Proceskommis- sion) bestod fra Begyndelsen af følgende Med- lemmer: Højesteretsassessor Krieger som For- mand, Højesteretsassessor Ussing, Borgmester i København, Etatsraad Larsen, Formand i Sø- og Handelsretten i Købenbavn Klein, Professor juris Nellemann, Kriminalretsassessor Nyholm, Overretsassessor Rimestad, By- og Herreds- foged Hage samt Højesteretsadvokaterne Broch og Liebe. Senere tiltraadtes Kommissionen, i Henbold til allerhøjeste Reskripter af 8de Juni og 19de Oktober 1870, af Professor juris Goos og Departementschef i Justitsministeriet Bi-

bejdets Gang i denne Kommission afgav Kommissionens Formand i Forbindelse med Indsendelsen af de af Kommissionen udarbejdede 3 Lovudkast: om Strafferets- plejen, om den borgerlige Retspleje og om Domsmagtens Ordning m. m., en Beret- ning til Justitsministeriet, dateret Septbr. 1877.

Som Grundlag for Kommissionens Ar- bejder paa den borgerlige Retsplejes Om- raade tjente et af Nellemann forfattet foreløbigt Udkast, hvis vigtigste Dele til- sendtes Landets Overdommere, Advokater, Amtmænd, en Del Sagførere og andre med Anmodning om, saa vidt de dertil maatte føle sig opfordrede, at ytre sig over samme, hvorefter der til Kommissionen indkom en Del forskellige Udtalelser og Meddelelser.

Om Udpantning udarbejdedes et sær- ligt Lovudkast med Motiver af Ricard.

Som Grundlag for Kommissionens Ar- bejder paa Strafferetsplejens Omraade tjente et af Goos udarbejdet Udkast til Lov om Strafferetsplejen.

Som Grundlag for Kommissionens Ar- bejder paa Retsorganisationens Omraade tjente først dels et af Klein udarbejdet Forslag til Lov om Domsmagtens Ordning, dels et af Nyholm udarbejdet Forslag til Lov om en Rets- og Politiorganisation, og senere et af Goos i Tilslutning til de nævnte Udkast udarbejdet Udkast til Lov om Domsmagtens Ordning samt om den offentlige Anklagemyndighed og om Nævningers Kaldelse.

Under Arbejdets Gang udsondredes forskellige Dele til særskilt legislativ Be- handling, hvilket førte til, at der paa Grundlag af Kommissionens Arbejder frem- kom følgende særlige Love: Konkursloven af 25de Marts 1872, Udpantningsloven af 29de Marts 1873 og Skifteloven af 30te November 1874.

Kommissionen foretog den endelige Behandling af Udkast til Lov om Straffe- retsplejen i Slutningen af 1874, og Ud- kastet med Motiver vedtoges derpaa, dog med et dissentierende Votum af Ussing, i Marts 1875 i den Form, hvori det afgaves til Justitsministeriet. Udkastet til Lov om Domsmagtens, den offentlige Anklage- myndigheds, Politimyndighedens samt Sag- førervæsenets Ordning med Motiver ved- toges i dets endelige Skikkelse i Februar

card, medens to af dens oprindelige Medlem- mer, Etatsraad, Borgmester Larsen og By- foged Hage, afgik ved Boden, forinden Kom- missionen havde sluttet sine Arbejder.

1876. Lovudkastet om den borgerlige Retspleje med Motiver vedtoges i September 1877; med Hensyn til dette afgav Brock og Ussing dissentierende Vota.

Efter at Justitsministeriet havde mod- taget de nævnte Udkast, lod det ved en særlig Kommission udarbejde Forslag til en ny Lov om Retsafgifter, et Arbejde, der nødvendiggjordes ved, at den bestaaende Sportellovgivning, navnlig Sportelreglemen- tet af 22de Marts 1814, ikke lader sig an- vende under en fra den nuværende saa forskellig Indretning af hele Retsplejen som den paatænkte. Af samme særlige Kommission udarbejdedes derhos et For- slag til Lov om Udgifterne i Strafferets- plejen. Medens efter de gældende Regler samtlige de særlige Omkostninger i krimi- nelle Sager udredes af Kommunerne, blev der i dette Lovforslag foreslaaet en For- deling af disse, saaledes at de egentlige Delinkventomkostninger skulde bæres af Statskassen, medens Kommunerne vedbli- vende skulde udrede Udgifterne dels til det underordnede Politipersonale, dels til Indrettelsen og Vedligeholdelsen af Arrest- husene med Inventarium, Opvarmning, Betjening og Rengøring samt Udgifterne til Arrestanternes Bevogtning og til Til- vejebringelsen af de fornødne Retslokaler med Undtagelse af Lokalerne til Lands- retterne. Kommunerne skulde for de i Arresthusene modtagne Arrestanter af Statskassen have en fast Betaling pr. Dag. Med Hensyn til Fordelingen af de Ud- gifter, der vedblivende skulde falde Kom- munerne til Last, blev der i Lovforslaget truffet en Ordning, hvorved de nu i høj Grad bebyrdede Købstæder lettedes, og en ligelig Fordeling fandt Sted. — Endelig blev der i Justitsministeriet udarbejdet et Forslag til Lov om Lønninger m. m. for de i Lov om Domsmagtens Ordning om- handlede Embeds- og Bestillingsmænd.

De sidstnævnte 3 Lovforslag blev i Tilknytning til 3 Lovforslag, der i alt væ- sentligt svarede til de af Proceskommis- sionen udarbejdede Udkast, af Justitsmini- ster Nellemann forelagt i Folketinget i Sam- lingen 1880—81 (Rigsdagstid. Tillæg A. Sp. 3365—4106). Samtlige 6 Lovforslag vare Genstand for en 1ste Behandling i Folke- tinget i Tiden fra 26de Januar til 5te Fe- bruar 1881. (Folket. Tid. Sp. 1981—2364). Deres Overgang til 2den Behandling og Henvisning til et Udvalg af 15 Medlemmer vedtoges. Udvalget blev valgt, men afgav ingen Betænkning. I Samlingen 1881—82 forelagde Regeringen de ovennævnte Lov- forslag paa ny. De henvistes efter en ganske

kort Omtale ved 1ste Behandling atter til Udvalg; videre skete ikke.

Sagen hvilede derefter — dog at der lejlighedsvis gennem det private Initiativ fremsattes Procesreformforslag — indtil Folketinget den 10de November 1891 efter en lang forudgaaende Forhandling (Folket. Tid. 1891 Sp. 910—1112) vedtog en saa- lydende Beslutning: „Idet Tinget udtaler sit levende Ønske om en snarlig Omord- ning af Betsplejen i Overensstemmelse med Grundlovens § 74, jfr. § 71, opfordrer det Justitsministeren til at foretage de fornødne Skridt til Fremme af denne Beforms Gen- nemførelse".

Under Hensyn hertil blev ved aller- højeste Beskript af 11. Maj 1892 den tredie Proceskommission nedsat*). Af denne blev følgende Lovudkast udkarbejdede:

1. Udkast til Lov om Domsmagtens, den offentlige Anklagemyndigheds, Politi- myndighedens samt Sagførervæsenets Ordning.

2. Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje.

3. Udkast til Lov om Strafferetsplejen.

4. Udkast til Lov om Betsafgifter.

5. Udkast til Lov om Lønninger m. m. for de i Lov om Domsmagten Ord- ning omhandlede Embeds- og Bestil- lingsmænd og

6. Udkast til Lov om offentlige Auktioner, der ikke er Tvangsauktioner.

Disse Lovudkast med tilhørende Be- mærkninger m. v afgaves af Kommissionen til Justitsministeriet i Begyndelsen af Aaret 1899, men blev ikke forelagt for Rigsdagen førend den 26de Oktober 1901, da den nu- værende Justitsminister fremsatte de 4 førstnævnte i Folketinget, hvor de henvistes til et Udvalg, som under 16de Maj 1902 afgav Betænkning.

I Rigsdagssamlingen 1902—03 -frem- satte Justitsministeren den 7de Oktober 1902 paany de 3 førstnævnte af Forslagene, men samlede til et Lovforslag under Navn „Forslag til Lov om Rettens Pleje" og paa

*) Denne Kommission bestod oprindelig af : Over- præsident Klein som Formand, Departements- chef i Justitsministeriet Ricard, Højesterets- assessorerne Rimestad og Nyholm, Justitiarius i Københavns Kriminal- og Politiret Ingerslev, Professor juris Deuntzer, daværende Kriminal - retsassessor, senere Overretsassessor Thomsen, Højesteretssagfører Oct. Hansen og Direktør N. I. Larsen. Efter at Højesteretsasessor Bime- stad var sfgaaet ved Døden i Oktober 1894, blev det ved allerhøjeste Resolution af 30te Januar 1896 overdraget Justitiarius i Lands- over- samt Hof- og Stadsretten Ipsen at til- træde Kommissionen.

de allerfleste Punkter i Overensstemmelse med de betydelige Ændringer, der fremgik af den fornævnte Udvalgsbetænkning. Lov- forslaget blev med en Række af Ændringer vedtaget af Folketinget ved 3die Behand- ling den 18de December 1902.

I Landstinget kom Forslaget til 1ste Behandling den 13de Januar 1903 og hen- vistes til et Udvalg, som afgav Betænkning den Ilte Maj 1903.

I Rigsdagssamlingen 1903—04 blev Lovforlaget paany fremsat for Landstinget den 7de Oktober 1903 i samme Skikkelse, hvori det i den foregaaende Rigsdags- samling var vedtaget i Folketinget. Lov- forslaget henvistes til et Udvalg, som afgav Betænkning den 27de Oktober 1903, og Lovforslaget vedtoges i Landstinget ved 3die Behandling den Ilte December 1903 i en Skikkelse, der paa mange og for en stor Del meget væsentlige Punkter afveg fra den, hvori det var vedtaget i Folke- tinget.

I dette kom det til 1ste Behandling den 16de Januar 1904, henvistes til et Ud- valg, som afgav Betænkning den 25de Fe- bruar 1904, og ved 3die Behandling den 10de Marts 1904 blev det paa de væsent- ligste Uenighedspunkter ført tilbage til den tidligere af Folketinget vedtagne Skikkelse. Efterat det den 16de og den 17de Marts 1904 havde været til eneste Behandling hen- holdsvis i Landstinget og i Folketinget og var vedtaget i væsentlig afvigende Skikkel- ser, blev der den 17de Marts 1904 af Folke- tinget paa Forslag af Alfred Christensm be- gært Fællesudvalg, som den 21de April 1904 afgav Beretning, hvori udtaltes Ønske om Lovforslagets Genoptagelse paa et senere Tidspunkt.

I Bigsdagssamlingen 1904—05 frem- satte Justitsministeren paany Lovforslaget i Folketinget den Ilte Oktober 1904 i den Skikkelse, hvori det sidst var vedtaget af Folketinget. Forslaget blev ikke henvist til Udvalg, men blev ved 3die Behandling den 22de Oktober 1904 uforandret vedtaget af Folketinget.

I Landstinget kom Forslaget til 1ste Behandling den 28de Oktober 1904, hen- vistes til et Udvalg, som afgav Betænkning den 22de Februar 1905, og ved 3die Be- handling den 9de Marts 1905 blev Lovfor- slaget ført tilbage til den Skikkelse, hvori det senest var vedtaget af Landstinget.

Efter at det ved eneste Behandling den Ilte Marts 1905 og den 17de Marts 1905, henholdsvis i Folketinget og Lands- tinget, var vedtaget i afvigende Skikkelser, vedtog Landstinget paa Forslag af Madsen-

Mygdal dets Henvisning til Fællesudvalg, som den 3die April 1905 afgav Beretning, hvori oplystes, at Justitsministeren i Fælles- udvalget havde angivet som sin Hensigt at søge Lovforslaget fremmet i næste Rigs- dagssamling.

I Rigsdagssamlingen 1905—06 frem- satte Justitsministeren den 3die Oktober 1905 Lovforslaget i Landstinget i den Skikkelse, hvori det senest var vedtaget af Landstinget, men med udtrykkelig Bemærk- ning, at den valgte Skikkelse udelukkende var anvendt, for at Lovforslaget om muligt kunde naa noget hurtigere gennem Lands- tinget end i den foregaaende Samling. Efter 1ste Behandling den 13de Oktober 1905 blev Lovforslaget uden Henvisning til Udvalg ved 3die Behandling den 20de Oktober 1905 vedtaget uforandret.

I Folketinget, hvor det kom til Be- handling den 6te November 1905 og ej heller blev henvist til Udvalg, blev det ved 3die Behandling den 13de November 1905 vedtaget i den Skikkelse, hvori det senest var vedtaget af Folketinget. Efterat Lov- forslaget den 15de November 1905 og den 17de November 1905 ved eneste Behand- ling henholdsvis i Landstinget og Folke- tinget var vedtaget i afvigende Skikkelser, blev det paa Forslag af Sveistrup henvist til et Fællesudvalg, som den 5te April 1906 afgav Beretning. Af denne fremgaar det, at der i Fællesudvalget var Enighed om, at „det vilde være uden Udsigt til Resultat at forhandle videre."

Naar der saaledes i Fællesudvalget var Enighed om, at det vilde være uden Udsigt til Resultat at forhandle videre, stemmer dette ganske med Justitsministe- steriets Opfattelse af Sagens Gang igen- nem de fem Rigsdagssamlinger, hvori Pro- ceskommissionens Forslag har været til Behandling paa Rigsdagen.

Det maatte da blive Justitsministe- riets Opgave at tilvejebringe et nyt For- handlingsgrundlag, der baade kunde op- fylde Grundlovens Krav til Beskaffenheden af en Retsplejereform og kunde vinde Ud- sigt til Gennemførelse derved, at der toges et rimeligt Hensyn til de under Forhand- lingerne saavel i Tingene som i Udvalgene fremkomne afvigende Anskuelser og til den stærke Understrøm af Betænkelighed ved den af Proceskommissionens Forslag flydende Udgiftsforøgelse saavel for Stats- kassen som for de procesførende Parter. Det maatte derhos efter Justitsministeriets Skøn ogsaa fremme Udsigterne til Gen- nemførelse, naar Forslaget i saa stort et Omfang som muligt søgte at tage Hensyn

til det Befolkningen gennem saa lange Tider tilvante, og til ikke at paaføre den større Ulempe end absolut nødvendigt i Henseende til Tidsspilde og personlig Ulejlighed.

Med disse Hensyn for Øje er nær- værende Lovforslag udarbejdet i den For- visning, at, om det maatte blive vedtaget, vilde derved være tilvejebragt en Rets- pleje, hvorunder Befolkningen vilde kunne leve med saa stor Tryghed og Tillid, som overhovedet mulig.

Grundloven paabyder som allerede foran nævnt en Reform af Retsplejen (Grundlovens § 74), hvorved Offentlighed og Mundtlighed saavidt muligt gennemføres ved hele Rets- plejen, og at Nævninger skulle indføres i Misgerningssager og i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser. Tillige inde- holder Grundlovens § 71, at Retsplejen bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov.

Proceskommissionens Forslag søgte at opfylde begge disse Løfteparagrafer under ét, men tog netop derved et Ud- gangspunkt, som af sig selv ved Indførelse af en stor Mængde nye Embeds- og Be- stillingsmænd medførte stærkt forøgede Ud- gifter og en betydeligt forøget Ulejlighed for Befolkningen derved, at denne i mange Tilfælde fik væsentligt større Afstand fra Embedskontorerne og Tingstederne end nu, hvorhos denne Ordning ganske af sig selv maatte paa en Række af andre Punk- ter lede til forøgede Udgifter og forøget Ulejlighed.

Det foreliggende Lovforslag gaar alene ud paa nu at indføre den i Grundloven foreskrevne Reform af Retsplejen — idet den dog paa forskellige Punkter og navn- lig i Henseende til Omraadet for Næv- ningers Medvirkning i Retsplejen gaar be- tydeligt videre, end Grundloven kræver — men foreslaar Retsplejereformen indført paa en saadan Maade, at en Adskillelse af Retspleje og Forvaltning naarsom- helst med Lethed vil kunne foretages. Herved opnaas det, at man, indtil saadan Adskillelse finder Sted, kan bibeholde den bestaaende og for Befolkningen tilvante Inddeling af Underretskredsene og de nu- værende Tingsteder og Retskontorer og undgaar den betydelige Forøgelse af An- tallet af Embeds- og Bestillingsmænd, idet den nuværende Forening af Underdommer- og Underøvrighedsembederne bibeholdes, indtil bemeldte Adskillelse finder Sted. Dette betyder en stor Formindskelse af Udgifterne ved Reformen og af Ulemperne for Befolkningen.

Udenfor København bliver der kun en Forandring i Retsbetjentembedernes Or- ganisation i meget tæt befolkede Rets- kredse (for Tiden kun Aarhus, Odense og Frederiksberg), hvor der vil blive en sær- lig Dommer (paa Frederiksberg to) under hvem Retsplejen henlægges, og en særlig- Politimester, under hvem de administra- tive Forretninger henlægges. I Køben- havn indfører Forslaget ligesom Proces- kommissionens Forslag en Byret som Underret.

Lovforslaget foreslaar ligesom det tid- ligere Forslag to Landsretter, den ene for Øerne med Sæde i København, den anden for Jylland og (i Overensstemmelse med Rigsdagens Vedtagelser) med Sæde i Vi- borg, men organiserer derhos, hvor Talen er om Behandling i første Instans saavel af borgerlige Sager som af Straffesager, Landsretterne som rejsende Domstole med Tingsteder omkring i Landet, hvorved det opnaas, at de fleste, der skulle møde som Nævninger eller som Parter eller Vidner, Syns- og Skønsmænd o. s. v., faar kortere til Mødestedet end efter de tidligere For- slag, hvilket medfører betydeligt mindre Ulejlighed, Tidsspilde og Rejseudgifter, hvorved saavel Statens som Amtskommu- nernes og de procesførende Parters Ud- gifter betydeligt vil nedbringes.

Højesterets Organisation er foreslaaet i samme Skikkelse som i det tidligere Forslag.

Det tidligere Forslags Regler om Dom- mere og Sagførere er i alt væsentligt bi- beholdt. Derimod har man paa Grund af den nedenfor beskrevne Forandring i Be- handlingen af Straffesager været i Stand til at undgaa den i de tidligere Forslag omhandlede meget kostbare Forøgelse af Politiet, idet formentlig en eller to rej- sende smaa Afdelinger Opdagelsespoliti, hvorom særligt Lovforslag senere vil blive fremsat, vil være en tilstrækkelig Forøgelse af Politiet,

Hvad den borgerlige Retspleje angaar, bibeholder Lovforslaget Reglerne om For- ligsmægling, Værneting, Forening af Sager, Sagens Parter, Rettergangsfuldmægtige. fri Proces og Sagsomkostninger, saaledes som disse forefindes i de seneste Rege- ringsforslag, altsaa med de Forandringer, Proceskommissionens Forslag i saa Hen- seende er undergaaet, Disse Bestemmelser udgør i det væsentlige kun en tidssvarende Kodifikation af de nugældende Regler. Ligeledes er de tidligere Forslags Bestem- melser om personlig Afhøring af Parterne og Partsed bibeholdte.

Rettergangsmaaden i borgerlige Sager bliver efter Lovforslaget ligesom efter de tidligere Forslag saaledes, at Sagerne i første Instans paadømmes dels af Under- retterne, dels af Landsretterne; dog har Lovforslaget, da Landsretternes Arbejde lettes betydeligt, været i Stand til at hen- lægge betydeligt flere Sagers Paadømmelse til Landsret end de tidligere Forslag Men Hovedafvigelsen paa dette Punkt fra de tidligere Forslag bestaar deri, at Be- handlingen af alle Sager i første Instans uden Undtagelse begynder ved Underretten og at de Sager, hvis Paadømmelse i første Instans hører under Landsret, først kommer frem for denne, naar de er saavidt for- beredte, at de er modne til mundtlig Pro- cedure og Paadømmelse.

Rettergangsmaaden i de til Under- retternes Paadømmelse henlagte borgerlige Sager vil efter Forslaget i væsentlig Hen- seende minde om den nu i mindre Gælds- sager brugte Fremgangsmaade med Vej- ledning af Dommeren, dog at der kun ganske undtagelsesvis vil blive Tale om Indlægsveksling imellem Parterne, idet disse eller deres Sagførere i Almindelig- hed mundtlig skal fremstille Sagen for Dommeren.

I de borgerlige Sager, som i 1ste In- stans skal paadømmes af Landsretterne, nemlig de betydeligere Sager, hvori der ikke paa Grund af Indstævntes Udeblivelse gaar Udeblivelsesdom, foregaar som foran an- tydet Forberedelsen af Sagens Behand- ling for Underretten. Under denne for- beredende Behandling afhøres Vidner, Skønsmænd og Parter, og en kort Ind- lægsveksling finder Sted. Naar Forberedel- sen saaledes er bragt til Ende, henvises Sagen til mundtlig Domsforhandling for Landsretten i den første ordinære Rets- session, Landsretten afholder paa det Ting- sted, hvorunder den paagældende Retskreds hører. Her finder en mundtlig Procedure Sted efter lignende Regler, som nu følges ved den mundtlige Procedure i Højesteret, og med Oplæsning af de Dokumenter, som Parterne paaberaaber sig, derunder Ud- skrifter af afholdte Tingsvidner, Syns- og Skønsforretninger samt afgivne Partsfor- klaringer. Rettens Formand har Ledelsen af hele Proceduren, og Dommerne have Ret til at stille Spørgsmaal for at fjerne Uklarhed i Fremstillingen.

Paa Grundlag af den saaledes fore- gaaede mundtlige Procedure fældes Dommen.

I Proceskommissionens Forslag var det saakaldte Umiddelbarhedsprincip indført i hele Retsplejen, ihvorvel dette ikke er

krævet i Grundloven og ikke er nødvendigt for at opfylde Grundlovens Bud. Følgen af Umiddelbarhedsprincipets Anvendelse i Proceskommissionens Forslag var, at Afhø- ringen af Parter, Vidner, Syns- og Skønsmænd altid i alle borgerlige Sager skulde foregaa under Domsforhandlingen og for den Dom- stol, hvor denne foregik. Heraf fulgte atter, at der i Underretssager for mange og i Landsretssager for næsten alle de nævnte mødende vilde blive længere, som oftest betydeligt længere og flere Rejser at gøre, hvilket baade vilde medføre store Udgifter for de procesførende Parter og betydelig Tidsspilde og Ulejlighed for de mødende. I det foreliggende Lovforslag er Umiddel- barhedsprineipet fraveget i alle borgerlige Sager, dog med den Undtagelse, at Lands- ret og Højesteret i de Tilfælde, hvor Ret- ten finder det nødvendigt, kan kræve, at de Personer, hvis egen Forklaring den mener selv at burde høre, skulle fremstille sig for den. Forslagets Hovedregel bliver herefter, at Vidner og Syns- eller Skønsmænd lige- som nu kun skulle være pligtige at afgive Forklaring for Underretten paa deres Hjemsted, og disse Forklaringer, der pro- tokolleres efter de nugældende Regler, op- læses da ved den mundtlige Domsforhand- ling paa lignende Maade som nu ved Højesteret. Dette System vil medføre væ- sentlig mindre Udgifter og Ulejlighed end Proceskommissionens Forslag, og saa vidt vides har endnu ingen ment, at den hidtil i Højesteret brugte mundtlige Procedure ikke var fuldt tilstrækkelig og vel egnet til at give de retskyndige Dommere fuld Op- lysning om Sagens Beskaffenhed, i hvert Fald, naar den fik det ovennævnte Tillæg om Adgang til at indkalde særlig betyd- ningsfulde Vidner til Afhøring under Doms- forhandlingen.

Alle af en Underret afsagte Domme i borgerlige Sager kunne indankes for Lands- retten ligesom efter Proceskommissionens Forslag, men Landsrettens Dom i saadanne Sager kan, ligesom efter Proceskommis- sionens Forslag, kun i særlige Tilfælde ind- ankes for Højesteret.

Alle af en Landsret i 1ste Instans af- sagte Domme kunne ligesom efter Proces- kommissionens Forslag indankes for Højeste- ret. Nye Beviser kunne paaberaabes i Højesteret uden særlig Bevilling, men nye Vidner skulle i Reglen føres for Under- retten paa det Sted, hvor Vidnerne bor. Ogsaa i Ankesager foreskriver Lovforslaget mundtlig Procedure saavel for Landsret som for Højesteret.

I Henseende til Arrest, Eksekution, Tvangsauktion, Skifte og Konkurs m. v. foreskriver Lovforslaget i det væsentlige de samme, hovedsagelig med vor nugæl- dende Ret stemmende Regler, som fore- sloges i Proceskommissionens Forslag. Alle disse Forretninger er efter Lovforslaget henlagte til Underdommerne. Der var under Sagens Behandling paa Rigsdagen en afgørende Uenighed imellem de to Ting paa dette Punkt, idet Folketinget ved Retsplejens Adskillelse fra For- valtningen mente, at disse Sager burde henlægges til de nye Øvrighedspersoner. Justitsministeriet var ganske enigt heri og maa fremdeles være af den Formening, at naar Retsplejen bliver adskilt fra Forvalt- ningen, bør disse Sager, der ifølge deres Natur og Beskaffenhed ere administrative, ikke forblive hos Underdommerne, hvor de efter den nugældende Ordning ere, men henlægges til Øvrigheden. Men da det foreliggende Lovforslag som oven anført ikke gaar ud paa allerede nu at adskille Retsplejen fra Forvaltningen, bliver dette vidtrækkende Uenighedsspørgsmaal for Øjeblikket uden Betydning.

Hvad Behandlingen af Straffesager an- gaar, har nærværende Lovforslag fra Proces- kommissionens Forslag bibeholdt det Prin- cip, at der i enhver Straffesag forud for dens Behandling ved den dømmende Ret, hvad enten denne er Underretten eller Landsret, gaar en Forberedelse ved Underret, men i Lighed med, hvad der foran er udviklet om borgerlige Sager, strækker Behandlingen ved Underret af de Sager, der skulle paa- dømmes af en Landsret som 1ste In- stans, sig til et noget mere fremskredet Punkt end i Proceskommissionens For- slag foreslaaet, nemlig til det Tidspunkt, da Sagen er moden til Domsforhandling og Paadømmelse, idet der dog i den Hen- seende gøres en Undtagelse i Nævningesager, hvis Behandling ved Underret stopper paa det samme Punkt, hvor den efter Proces- kommissionens Forslag skulde ophøre.

Den nævnte Forandring staar i For- bindelse med, at nærværende Lovforslag ej- heller i Straffesager — Nævningesager dog undtagne — saaledes som Proceskommis- sionens Forslag bygger paa Umiddelbarheds- principet. Man er nemlig gaaet ud fra, at i alle de Sager, ved hvis Paadømmelse kun retskyndige Dommere skulle medvirke, vil Sagens Beskaffenhed kunne blive ligesaa klart og fyldestgørende behandlet og frem- stillet for de retskyndige Dommere ved en lignende Fremgangsmaade som den, der

nu bruges under den mundtlige Procedure for Højesteret i Straffesager.

Bortset fra Nævningesager er nærvæ- rende Lovforslags Regel altsaa den, at saavel i Underretssager som i de Sager, der i første Instans skulle paadømmes af Landsret, foregaar hele Indsamlingen af Bevismaterialet ved Underretten, hvor- efter Oplæsning af de tilvejebragte Be- viser finder Sted under den mundtlige Forhandling for Retten. Ligesom i borger- lige Sager kan Landsretten dog forlange, at en eller flere af de Personer, der have afgivet Forklaring i Sagen, skulle møde under Domsforhandlingen og personlig afgive For- klaring der. Ved denne Fremgangsmaade vil det offentlige i næsten alle Landsretssager spares for de meget betydelige Udgifter, som efter Proceskommissionens Forslag vilde bevirkes ved Vidners og andres Rejse til det Sted, hvor Landsretten holdes, og deres Ophold der ofte i flere, stundom i mange Dage, ligesom den Ulejlighed og Tidsspilde, som derved vilde foraarsages Borgerne, i en ganske tilsvarende og meget betydelig Grad formindskes.

Kun i Landsretssager, hvori der med- virker Nævninger, har man, da disse jo ikke kunne forudsættes at have de retskyndige Dommeres Øvelse og i mange Tilfælde ej heller deres Evne til ved at høre en Oplæs- ning at tilegne sig det oplæstes virkelige Indhold og Betydning, fundet det fornødent at bibeholde Umiddelbarhedsprincipet efter Proceskommissionens Forslag.

Lovforslaget beholder uforandret Pro- ceskommissionens Forslag om, hvilke Sager der i 1ste Instans skulle paadømmes ved Underret, og hvilke Sager der i 1ste In- stants skulle paadømmes ved Landsret.

I alle Straffesagerne bliver det som an- ført Underretten, som ligesom efter Proces- kommissionens Forslag besørger den forbere- dende Behandling. Hvad denne angaar, formener Justitsministeriet, at man Ted en Reform af Strafferetsplejen maa fuldstændig bort fra det nuværende Inkvisitionssystein med dets hemmelige Forhør, dets Udeluk- kelse af Forsvarere, dets Pligt for den Sigtede til at udtale sig, en Pligt der endogsaa kan fremtvinges ved Tvangsmidler saa stærke som Hensættelse paa Vand og Brød, indtil den Sigtede svarer, o. s. v. Men man har ikke ment, at den Vej, Proceskommissionen er gaaet med Indførelse af det rene An- klageprincip, er den eneste, ad hvilken man kan naa til en for den Sigtede fuldt ud betryggende og retfærdig Ordning.

Anklageprincipet, saaledes som det

er udført i Proceskommissionens Forslag, lægger saa godt som hele Sagens Le- delse i Politiets Haand. Herimod kan der blandt andre Invendinger navnlig gø- res den, at den vidtrækkende Virksom- hed, som derved overlades Politiet, med Nødvendighed, hvis dette skal kunne magte Opgaven, maa medføre en meget betydelig Forøgelse af Politistyrken hele Landet over og derved særdeles betydeligt større Udgifter for det Offentlige end efter det nuværende System.

Det foreliggende Lovforslag foreslaar en Undersøgelsesform, hvorunder Under- søgelsesdommeren modtager saavel den Sig- tedes som Vidnernes og andres Forklarin- ger, men ikke kan kræve, at den Sigtede skal svare, paa hvilken Frihed for den Sigtede til at undlade at udtale sig der maa lægges den allerstørste Vægt. For- slaget foreslaar tillige ligesom de tid- ligere Forslag, at Retsmøderne som Re- gel skal være offentlige, at der sørges for, at den Sigtede, saasnart han bliver arresteret, kan faa en Forsvarer, og at Vare- tægtsarrestens Anvendelse lovbindes. Der- næst foreslaas Indførelse af borgerlig Kon- trol med Varetægtsarrestanter og gives en udvidet Adgang til Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest og til Erstatning for ufor- skyldt Udstaaelse af Straf ifølge en Dom, der senere viser sig at have været urigtig, og foreslaas en ganske ny Regel om Er- statning, eventuelt Æreserklæring, i Til- fælde af Anholdelse, der viser sig uberet- tiget, Lovforslaget indeholder endvidere den betydningsfulde Regel, at hvor Spørgsmaai opstaar om Erstatning for uforskyldt Vare- tægtsarrest eller for uforskyldt Udstaaelse af Straf, kan den, der søger Erstatningen,, altid forlange afgjort af Nævninger, om der tilkommer ham Erstatning, og hvor stor denne skal være.

Og endelig indfører Lovforslaget til den Sigtedes fuldkomne Betryggelse mod Overgreb fra Undersøgelsesdommerens Side den nye Regel, at den Sigtede, som har aflagt Tilstaaelse, paa et hvilketsomkelst Trin af Sagens Behandling, saalænge der ikke er faldet Dom i Sagen, kan tage en afgiven Tilstaaelse tilbage, uden at der, saaledes som Tilfældet er efter den nugældende Ordning og ogsaa vilde have været efter Proceskommissionens Forslag, behøver at foreligge Omstændigheder, der bestyrker Rigtigheden af Tilstaaelsens Til- bagetagelse.

Den samlede Virkning af alle disse Bestemmelser — hvortil for betydelige

Forsl. t. L. om Rettens Pleje.

Straffespørgsmaals Vedkommende kan føjes, at i alle Sager, der behandles af de ved nærværende Lovforslag organiserede Dom- stole, vil Dommen blive afsagt af andre Dommere end den, der har ledet Under- søgelsen — er efter Justitsministeriets Formening, at der i Lovforslaget er skabt et Undersøgelsessystem, der end- ogsaa afviger mere fra det nuværende Undersøgelsessystem end Proceskommis- sionens paa Anklageprincipet byggede Forslag i saa Henseende, og som formentlig indeholder større Sikkerhed for den Sigtede imod vilkaarlig eller urig- tig Behandling, end Anklageprincipets Gren- nemførelse i og for sig vilde medføre.

Naar Undersøgelsesdommeren efter de anførte Regler har tilendebragt Forunder- søgelsen, bliver det af Tiltalemyndigheden — i København Politidirektøren, udenfor København Amtmanden — afgjort, om Til- tale skal finde Sted eller ikke. Finder Til- tale Sted, beskikkes der i de Sager, der skal paadømmes ved Underretten, Anklager og Forsvarer, hvilken sidste kan være den samme som har været Tiltaltes Forsvarer under Forundersøgelsen, hvorpaa mundtlig Domsforhandling og Domsafsigelse sker ved Underretten.

I de Sager, der i 1ste Instans uden Nævninger paadømmes ved Landsretten, sendes hele det ved af Forundersøgelsen tilvejebragte Materiale til Landsretten, hvor Anklager og Forsvarer efter de foran frem- stillede Regler, der i det væsentlige stemme med den nuværende Højesteretsprocedure, procedere Sagen mundtlig, hvorpaa Lands- retten afsiger sin Dom.

I de Sager, der paadømmes i 1ste In- stans af Landsretten under Medvirkning af Nævninger, foregaar, som foran nævnt, Domsforhandlingen, derunder indbefattet Afhøring af Vidner, Syns- og Skønsmænd og Afgivelse af Udtalelser af Tiltalte, ganske paa samme Maade som af Proceskommissio- nen foreslaaet.

Hvad Udtagelse af Nævninger angaar, søger nærværende Forslag, uden at gaa bort fra de af Proceskommissionen fore- slaaede Grundprinciper for Nævningers Udtagelse, en Ordning, som formentlig vil være egnet til at løse Uenigheden paa dette Punkt imellem Rigsdagens to Ting, idet det som Middel til at undgaa partiske Næv- ninger indfører paa Nævningeudtagelsens forberedende Stadier en Række af nye Ud- skydninger.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om hvilke Sager, der skulle behandles med Nævninger, foreslaar nærværende Lovforslag ligesom

de seneste Regeringsforslag, at Nævninger skulle medvirke i Misgerningssager ,og i Sager, der rejse sig af politiske Lovover- trædelser.

Ihvorvel Grundlovens Krav til Næv- ningers Medvirkning dermed vilde være op- fyldt, gaar Lovforslaget dog betydeligt videre. For det første giver det, som anført. Adgang til Nævningers Medvirk- ning ved Spørgsmaal om Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest eller for ufor- skyldt Udstaaelse af Straf. Dernæst be- stemmer det, at Nævninger skal medvirke, hvor der bliver Spørgsmaal om Ikendelse af Legemsstraf. Og endelig giver Lovforslaget Adgang til Medvirkning af Nævninger, hvor der bliver Spørgsmaal om Idømmelse af Strafarbejde med visse Undtagelser. Paa dette Punkt stiller Lovforslaget sig i Prin- cipet paa samme Maade som Proces- kommissionens Forslag, men søger ikke det afgørende 1 den i den paagældende Straffebestemmelse givne Strafferamme, men i. om der i det enkelte foreliggende Tilfælde vil blive ikendt Strafarbejde eller ikke.

Med Hensyn til Appel af Straffesager gælder ligesom i borgerlige Sager den Re- gel, at Domme, der ere afsagte i 1ste In- stans af Underret, kunne indankes for Landsret, hvor de procederes mundtlig, og at Domme, afsagte i 1ste Instans ved Landsret, kunne indankes for Højesteret, hvor de behandles efter de om mundtlig Procedure gældende Regler. Men i Mod- sætning til Proceskommissionens Forslag, der i alle Sager, der vare paakendte af Landsret, hvad enten det var Sager i 1ste Instans eller Appelsager, kun hjemlede en begrænset Appel til Højesteret, der kom til at fungere som en Art Kassationsret med Hensyn til begaaede formelle og pro- cessuelle Fejl, hjemler det foreliggende Lov- forslag i alle Appelsager Adgang til Behand- ling og Undersøgelse af Sagen i dens fulde Udstrækning, alene med Undtagelse af Næv- ningesager. hvori det er anset fornødent ligesom i Proceskommissionens Forslag at fastholde Nævningernes Afgørelser som endelige, forsaavidt ingen formelle eller processuelle Fejl foreligger.

I offentlige Politisager bibeholder Lov- forslaget i det væsentlige den nu i Køben- havn brugelige Fremgangsmaade, hvorved Offentlighed og Mundtlighed allerede er indført. Saavel i borgerlige Sager som i Straffesager bibeholder Lovforslaget den i Proceskommissionens Forslag under Be- nævnelsen Kære foreslaaede hurtige og forholdsvis formløse Adgang til at fore-

Forelagte Lovforslag m. m. 259

lægge en Række Afgørelser af Underret for Landsret og af Landsret for Højesteret.

Den Regeringen nu tilkommende Myn- dighed til under særlige Omstændigheder at nedsætte ekstraordinære Retter foreslaar Lovforslaget hibeholdt. Det vil nemlig meget vel kunne tænkes, at en Sag enten omfatter saa mange Personer eller kræver Under- søgelser i en saa stor Del af Landet eller af andre Grunde er af stort Omfang, at det baade af Hensyn til Sagens egen Be- handling og af Hensyn til det Ophold, denne vilde medføre for andre samtidig behand- lede Sager, maa anses i høj Grad ønske- ligt, at dens Behandling finder Sted uden- for de sædvanlige Retssagers Rækkefølge,

ligesom ogsaa saadant kan tænkes formaals- tjenligt af andre Grunde, f. Eks. at den ordinære Dommer uden at være inhabil dog kan antages at have en saadan Stilling til Sagen, at dens Behandling under hans Le- delse maatte anses for lidet heldig. Til Betryggelse for Sigtede er det imidlertid i Lovforslaget foreskrevet, at alle de ved de almindelige Retter gældende Regler om Undersøgelsesmaade, Forsvarer, Varetægts- arrest, Fængselskontrol, Erstatning og Med- tagelse af Nævninger skulle finde Anven- delse ved saadanne ekstraordinære Retter, hvis Domme og andre Afgørelser altid skulle staa under Anke og Kære til Høje- steret.