252
►Nornerne.
[Af N. F. S. Grundtvig.]
✂
204
(PS)
Asken, som ved ►
►Urdas ►Kilde
Rødder slog i Tidens Grund,
Aarle grøn, udgaaet silde
I den sidste Aftenstund,
Plantet ud fra ►Gaade-Landet,
Af Livs-Kilden altid vandet,
Hedd i Norden
►Ygdrasil
.
✂
►Nornerne
, som ►Asken vande:
“
►Vorde, ►Vægrende
og
►Skal
”,
Alle Folk i alle Lande
Skabe Kaar og ►Arvetal,
205
(PS)
Regne ud med Runer ►strage
►
Mandhjems Aar og ►
Gudhjems Dage,
Tidens Gry, Midtvei og Kvæld!
✂
Ingensteds fra Hedning-►Stader
Man i ►Næde eller ►Ny
Slige Døttre af
►Alfader
Skimted over Skov i Sky,
Som, med Fremsyn i det Høie,
Holdt med hele Tiden Øie,
Styred Slægtens Levnetsløb.
✂
Dertil sporedes ei Mage
Selv i 📌Grækenland og 📌Rom,
Saa, hvad der i gamle Dage
Skjalden kaldte
►Nornedom
,
Gjaldt kun Spindet af Livs-Traaden,
Medens Menneskelivs-Gaaden
Blev den blinde Skiæbnes Værk.
✂
Ogsaa mellem 📌Nordens Bjerge
Man sig lod sin Lykke spaae,
Men til ►Alfer kun og ►Dværge
Regnedes de ►Norner smaa,
Der, som efter eget Tykke,
Hverdags-Liv og ►Slumpe-Lykke
Maalte ud i ►Alenviis.
✂
Ja, det var kun i
📌Høinorden
,
Giennem Skjaldens Hjernespind,
►
►Irmin-Strædet over Jorden
Gik i ►Gimle-Borgen ind,
206
(PS)
Frit sig selv opgav omsider
Guderne for Aar og Tider,
Evighedens ►Mærkesmænd!
✂
Alle andre Hedning-Guder
►Sig tillyve Evighed,
Tid for dem har ingen Knuder,
Om dens Maal de intet veed,
Menneskene de opfatte
Kun som Guders Abekatte,
Skabt til dem at lege med.
✂
►Aser
alle ædle Helte,
Efter deres Prøvetid,
Vil i
►Valhall
sammensmelte,
Øve til den store ►Id:
Selv-Opoffrelse ved ►Maalet,
Af ►Ny-Solen overstraalet:
►Gimle-Borgens Gylden-Tag!
✂
Alle andre Hedning-Stammer,
Naar de søgte Viisdoms Skat,
Søgte den i Stumheds Kammer
Og i Dødens mørke Nat,
Ledte op paa Tomheds Hylde
►Solegran til Rummets ►Fylde,
►Traad til Livets Labyrint!
✂
Kun hos
►Aser
og hos
►Vaner
Syn der var for Tidens Tegn,
Hvor sig Aanden ►Heltebaner
Bryder i hver Himmelegn,
207
(PS)
Og hvor Kæmpen, som
►Hlorride
,
Er saavel paa Jordens Side
Som paa Himmelens indfødt.
✂
►Døgnets Hedenskab i Verden
Er, paa Tydsk og paa Latin,
Blindt for ►Asa-►Herrefærden,
Her ved 📌Sund, som hist ved 📌Rhin,
Leder op paa Tomheds Hylde
►Solegran til Rummets ►Fylde,
►Traad til Livets Labyrint.
✂
Høit udraabes ►end med Latter:
“Biblens fem Gang tusind Aar
Selv for Himlens yngste Datter
Ei til Vuggetid forslaaer,
Og hvert ►Arvetal fra Eden
Synker ned i Bundløsheden
Som et Fnug i Verdens Alt.
✂
“Krøniken om Verdens Riger
Og Halvguders Heltery,
Der til Stjernerne opstiger,
Bryder med sin Glands hver Sky,
Det er ►Tommelidens Pralen,
Som vil maale med sin Alen
Tid og Rum og Evighed.
✂
“Pattedyret med ►Høinæsen,
Som gaaer dagligdags paa To,
Kalder sig et fornemt Væsen:
“Menneske” med Ord og Tro,
208
(PS)
Naar han ►giøer og naar han ►gaber,
Er han meer end andre Aber?
Er hans Aande meer end Damp?
✂
“Hvad er det man kalder Guder,
Hvad er det man kalder Aand,
Som skal løse alle Knuder
Uden Mund og uden Haand!
Hvad kan de mod ►“Dampens” ►Vætte
Med et Aandepust udrette!
Hvad er de mod Ilt og Brint!”
✂
Kun i Skoven, hvor ►end blusser
Hjertets Ild af Aandens Glød,
►Aser
vove mod ►Rimthusser
Tvekamp ►end paa Liv og Død,
►Odins Ord ved ►Balders-Baalet
►End, som i ►Vafthrudners-Maalet,
Knuser ►Jettens Pandebrask!
✂
Ja, hvor Mennesket paa Jorden
Vaagner op med Aand og Ord,
Og hvor Hjertet, som i Norden,
Slaaer for Daad af
►Asa-Thor
,
Indeklemte mellem Skjolde,
Arrige som andre ►Trolde,
►Thusser ►springe maae i Flint.
✂
Thi kun hvor i Kæmpe-Røsten
Larmen dønner høit i Sky,
Som i Vaaren, ►saa i Høsten
►Troldene for Lynet flye,
209
(PS)
Maae bekiende, at ophøiet
Ordets Kraft er over Øiet,
Følelig som Tordenslag!
✂
Ordet med sin Klang i Røsten,
Med sin Fart til Hjertensgrund,
Som en Lynilds-Fart fra Østen,
Slag i Slag fra Mund til Mund,
Det er Guddoms-Underværket,
Det er Folke-Kiendemærket
Mellem Dyr som mellem Steen.
✂
Mellem Jord og Himmel svinger
Ordet sig af Munden ud,
►
Livet, som deraf udspringer,
Har kun Mennesket af Gud,
Deraf sig hos Mand og Kvinde
Skal et Levnetsløb udspinde,
Som til Maal har Evighed!
✂
Derfor ikke Bjerges Alder
Eller Maanens første ►Ny
►Tidens Fødsel
Aanden kalder,
Men Kraft-Ordets Klang i Sky,
Med det Storværk Tid er givet,
Og for Mennesket Ord-Livet
Er det aandelige Lys.
✂
Ja, ►Livs-Ordet er Nat-Lampen
For vor Slægt, og ei for Dyr,
I vor Aande har Ord-Dampen
Magt og Mod som
►Thor
og
►Tyr
,
210
(PS)
Kan med Liv og Lys udrette
Meer end hele ►
Rummets ►Vætte
Med sin Trældoms blinde Drift.
✂
Uden “►Ordet som det lyder
,”
Ord-Skrift er utænkelig,
Bogstav-Skrift kun Ord betyder,
Som kan hørlig nævne sig,
►Saa naar Ordet var forstummet,
Ei i hele Verdens-Rummet,
Var et Glimt af Tanke-Lys.
✂
Eller kan selv ►Rummets Pave,
Som fornægter Livets Ord,
Uden Røst og Runestave
Raabe ud sin Kløgt paa Jord?
Eller kan en Tanke fødes,
Uden med en Lyd at mødes
I det ►Ord, som skaber Lys?
✂
Kun til Aand kan Ordet svare,
Gaae i Hjertet ind og ud,
Kun i Ordet aabenbare
Kan sig Menneske og Gud,
Kun i Ord kan alt udtrykkes,
Hvad vi troe og hvad os tykkes,
Ord og Tanke gaaer i eet.
✂
Kun i Ord kan Tanker giemmes,
Kun med Ord de gaae i Arv,
Derved kun Oplysning fremmes
Skridt for Skridt til Livets Tarv;
211
(PS)
Kun i Ordet Jorderige
Fundet har en ►Himmel-Stige,
Slægten har et Levnetsløb!
✂
Levnetsløbet i det Store,
Stykket ud i Baner smaa,
Hvor Livs-Ordet vi kan spore,
►Læres til vi at forstaae,
Som en Livs-Vei over Døden,
Giennem Nat til Morgenrøden:
►Valhals-Vei til
►Gimleborg
!
✂
Det er klarlig
►Norne-Dommen
,
Liv og Fred er
►Urdas
►Maal,
►Verdand
slaaer med Dødsord ►Bommen,
►Skulda
drikker ►Urdas ►Skaal,
Rister Runer for Livs-Ordet,
Som, hvor dybt det end er jordet,
Staaer med Solen op igien.
✂
Derom
►Gladhjems
Haner gale
Høit i Nordens
►Asamaal
,
Det er
►Odins
mørke Tale
Ved Nordlysets ►Baldersbaal,
Det er Hjertets Toner ømme,
►Freias
gyldne Taare-Strømme,
Morgenrødens Moderskiød!
✂
Ja, Livs-Ordet op af Døde
Stod med ham, som kaldes ret
“►De Opstandnes Førstegrøde,”
I sin Grav af Gud begrædt,
212
(PS)
I sit Ord til alle Sjæle
Aandens Røst og Himlens Mæle,
Selv det evige Guds-Ord!
✂
Med hans Ord til hele Jorden
Aand og Liv ►udgaae paany,
Som i Østen, ►saa i Norden
Svinger Ordet sig i Sky,
►Saa sin Byrd det aabenbarer,
Thi kun det tilhimmels farer,
Som fra Himlen daled ned.
✂
Om Livs-Ordet i 📌Høinorden
Nu der Syn for Sagnet gaaer,
Om Guds Forsyns Vei paa Jorden,
Om Guds-Folkets ►Gyldenaar,
Levnets-Løbet af Livs-Aanden
►Selv sig klarer efterhaanden
I Guds-Ordets Middags-Lys!
✂
Folke-Livet, fra de Døde
Her opreist med Ungdoms-Mod,
I sin anden Morgenrøde
►Træder Døden under Fod,
Og dermed er ►Pant os givet
Paa Opstandelse til Livet►
Af det hele ►Adams-Kiøn!
✂
Ja, Guds-Ordet i vor Midte
Giør
►et ►Tidens Tegn
fuldstort,
Hvortil ►Speilet er at hitte
Kun i Øst ved
📌Nains Port,
213
(PS)
Hvor en ►
Ungersvend fra Baaren
Reiste sig og kyssed Taaren
Fra sin gamle Moders Kind►.
✂
Og Guds-Ordet ved vor Side
I sin egen Konge-Stad
Giør et Tegn, som rygtes ►vide
Og giør Menigheden glad,
Moder-Hjertet i Guds Rige,
Moder til den ►
tolvaars Pige,
Som sad op ved Herrens Haand►!
✂
Levnetsløbet i det Store,
Giennem Slægtens Tusindaar,
Længe nok var kun at spore
Til
►Utidens
Ormegaard;
Under alle Himmel-Egne
For udlevet var at regne
Folke-Livet trindt paa Jord!
✂
►Asken
syntes nys forbandet
Til at visne og gaae ud,
Atter dog, af
►Norner
vandet,
Skyder nu den friske Skud;
Dagligdags dog meer den ►frønnes,
Og om end den synlig grønnes,
►Øxen er ved Roden lagt.
✂
Folke-Livet trindt paa Jorden,
Hvor engang det havde Vaar,
Faaer, saavelsom i vort 📌Norden,
Høst i samme Hundredaar;
214
(PS)
Men, ifølge Himmel-Røsten,
►Alt som Sæden, ►saa er Høsten,
►Veirets Frugt er Hvirvelvind.
✂
De, som saaed Støv i Luften
Til et himmelhøit Kastel,
De kun høste med Fornuften
►Rulle-Vei med Damp til ►Hel,
Det er, hvad de blinde Kræfter
Pege paa og hige efter,
Det er deres ►Dødning-Dands.
✂
Men hos Folket i 📌Høinorden
Nu der Syn for Sagnet gaaer
Om Guds Forsyns Vei paa Jorden
Og Guds-Folkets ►Gyldenaar;
Levnetsløbet med Livs-Aanden
Her ►sig klarer efterhaanden
I Guds-Ordets Middags-Lys!
✂
►Tidens Fødsel
, ►Tidens Fylde
,
Derpaa giætted 📌Nordens Aand,
Derom han, hvem Engle hylde,
Giver Svar fra første Haand;
I 📌Høinorden findes Øre
Til om Tidens Løb at høre
Klare Ord af Sandheds Mund.
✂
Livets Kilde, ►Livets Krone,
Kiærlighedens ►Dronning-Stol,
Skjult i Hjertedybets Tone
For
►Valguders
Vinter-Sol,
215
(PS)
For den græd i danske ►Aarer
►Freia
hemmelig Guld-Taarer,
►Taare-Sæd gav gylden Høst!
✂
Her paa Kæmpe-Tungemaalet
►Klarer sig hver Heltedaad,
Her paa Hjerte-Modersmaalet
Røbes Hjertets skjulte Raad,
►Klarer sig paa jordisk Maade
Kiærlighedens Himmel-Gaade:
Aandens Frihed, Hjertets Fred!
✂
Først og sidst ►sig klarer Ordet,
Aandens Tolk og ►Kvindens Sæd,
►
►End ufødt med Kraft omgjordet,
Men i Moder-Skiødet spæd►,
Som vi nu til Verdens Ende
Glade troe og frit bekiende
Om ►Guds-Ordet, som blev Kiød!
✂
Sagnet gik for Vind og Vove
Her paa Bølgen under Ø
Om et ►Bur i
📌Sællands
Skove
Ved den stille, dybe Sø,
Hvor i ►Asernes
►Høialder
Mad til Lægedom for
►Balder
Laved
►Norne-Søstre tre.
✂
Nu paa Grund er Sagnet drevet,
Maa behandles som et Vrag,
Thi sin ►Helsot overlevet
►Balder har den Dag idag,
216
(PS)
Ladet ►
►Gevars
Datter fare,
Ægtet
►Gefion
den klare,
Enke-Dronning efter
►Skjold
!
✂
Om med
►Gelder
da end
►Høder
Harmelig giør fælles Sag,
Brat han for sin ►Kryhed bøder,
Stryge maa sit Fællesflag;
Thi, hvor tit end Verden skifter,
Atter dog sit Kys tilvifter
Lykke-►Disen Dannebrog!
✂ N. F. S. Grundtvig.