Grundtvig, N. F. S. Nornerne














252

Nornerne.

[Af N. F. S. Grundtvig.]

1

Asken, som ved Urdas Kilde
Rødder slog i Tidens Grund,
Aarle grøn, udgaaet silde
I den sidste Aftenstund,
Plantet ud fra Gaade-Landet,
Af Livs-Kilden altid vandet,
Hedd i Norden Ygdrasil .

2

Nornerne , som Asken vande:
Vorde, Vægrende og Skal ”,
Alle Folk i alle Lande
Skabe Kaar og Arvetal,
Regne ud med Runer strage
Mandhjems Aar og Gudhjems Dage,
Tidens Gry, Midtvei og Kvæld!

253

3

Ingensteds fra Hedning-Stader
Man i Næde eller Ny
Slige Døttre af Alfader
Skimted over Skov i Sky,
Som, med Fremsyn i det Høie,
Holdt med hele Tiden Øie,
Styred Slægtens Levnetsløb.

4

Dertil sporedes ei Mage
Selv i 📌Grækenland og 📌Rom,
Saa, hvad der i gamle Dage
Skjalden kaldte Nornedom ,
Gjaldt kun Spindet af Livs-Traaden,
Medens Menneskelivs-Gaaden
Blev den blinde Skiæbnes Værk.

5

Ogsaa mellem 📌Nordens Bjerge
Man sig lod sin Lykke spaae,
Men til Alfer kun og Dværge
Regnedes de Norner smaa,
Der, som efter eget Tykke,
Hverdags-Liv og Slumpe-Lykke
Maalte ud i Alenviis.

6

Ja, det var kun i 📌Høinorden ,
Giennem Skjaldens Hjernespind,
Irmin-Strædet over Jorden
Gik i Gimle-Borgen ind,
Frit sig selv opgav omsider
Guderne for Aar og Tider,
Evighedens Mærkesmænd!

254

7

Alle andre Hedning-Guder
Sig tillyve Evighed,
Tid for dem har ingen Knuder,
Om dens Maal de intet veed,
Menneskene de opfatte
Kun som Guders Abekatte,
Skabt til dem at lege med.

8

Aser alle ædle Helte,
Efter deres Prøvetid,
Vil i Valhall sammensmelte,
Øve til den store Id:
Selv-Opoffrelse ved Maalet,
Af Ny-Solen overstraalet:
Gimle-Borgens Gylden-Tag!

9

Alle andre Hedning-Stammer,
Naar de søgte Viisdoms Skat,
Søgte den i Stumheds Kammer
Og i Dødens mørke Nat,
Ledte op paa Tomheds Hylde
Solegran til Rummets Fylde,
Traad til Livets Labyrint!

10

Kun hos Aser og hos Vaner
Syn der var for Tidens Tegn,
Hvor sig Aanden Heltebaner
Bryder i hver Himmelegn,
Og hvor Kæmpen, som Hlorride ,
Er saavel paa Jordens Side
Som paa Himmelens indfødt.

255

11

Døgnets Hedenskab i Verden
Er, paa Tydsk og paa Latin,
Blindt for Asa-Herrefærden,
Her ved 📌Sund, som hist ved 📌Rhin,
Leder op paa Tomheds Hylde
Solegran til Rummets Fylde,
Traad til Livets Labyrint.

12

Høit udraabes end med Latter:
“Biblens fem Gang tusind Aar
Selv for Himlens yngste Datter
Ei til Vuggetid forslaaer,
Og hvert Arvetal fra Eden
Synker ned i Bundløsheden
Som et Fnug i Verdens Alt.

13

“Krøniken om Verdens Riger
Og Halvguders Heltery,
Der til Stjernerne opstiger,
Bryder med sin Glands hver Sky,
Det er Tommelidens Pralen,
Som vil maale med sin Alen
Tid og Rum og Evighed.

14

Pattedyret med Høinæsen,
Som gaaer dagligdags paa To,
Kalder sig et fornemt Væsen:
Menneske” med Ord og Tro,
Naar han giøer og naar han gaber,
Er han meer end andre Aber?
Er hans Aande meer end Damp?

256

15

“Hvad er det man kalder Guder,
Hvad er det man kalder Aand,
Som skal løse alle Knuder
Uden Mund og uden Haand!
Hvad kan de mod DampensVætte
Med et Aandepust udrette!
Hvad er de mod Ilt og Brint!”

16

Kun i Skoven, hvor end blusser
Hjertets Ild af Aandens Glød,
Aser vove mod Rimthusser
Tvekamp end paa Liv og Død,
Odins Ord ved Balders-Baalet
End, som i Vafthrudners-Maalet,
Knuser Jettens Pandebrask!

17

Ja, hvor Mennesket paa Jorden
Vaagner op med Aand og Ord,
Og hvor Hjertet, som i Norden,
Slaaer for Daad af Asa-Thor ,
Indeklemte mellem Skjolde,
Arrige som andre Trolde,
Thusser springe maae i Flint.

18

Thi kun hvor i Kæmpe-Røsten
Larmen dønner høit i Sky,
Som i Vaaren, saa i Høsten
Troldene for Lynet flye,
Maae bekiende, at ophøiet
Ordets Kraft er over Øiet,
Følelig som Tordenslag!

257

19

Ordet med sin Klang i Røsten,
Med sin Fart til Hjertensgrund,
Som en Lynilds-Fart fra Østen,
Slag i Slag fra Mund til Mund,
Det er Guddoms-Underværket,
Det er Folke-Kiendemærket
Mellem Dyr som mellem Steen.

20

Mellem Jord og Himmel svinger
Ordet sig af Munden ud,
Livet, som deraf udspringer,
Har kun Mennesket af Gud,
Deraf sig hos Mand og Kvinde
Skal et Levnetsløb udspinde,
Som til Maal har Evighed!

21

Derfor ikke Bjerges Alder
Eller Maanens første Ny
Tidens Fødsel Aanden kalder,
Men Kraft-Ordets Klang i Sky,
Med det Storværk Tid er givet,
Og for Mennesket Ord-Livet
Er det aandelige Lys.

22

Ja, Livs-Ordet er Nat-Lampen
For vor Slægt, og ei for Dyr,
I vor Aande har Ord-Dampen
Magt og Mod som Thor og Tyr ,
Kan med Liv og Lys udrette
Meer end hele Rummets Vætte
Med sin Trældoms blinde Drift.

258

23

Uden “Ordet som det lyder ,”
Ord-Skrift er utænkelig,
Bogstav-Skrift kun Ord betyder,
Som kan hørlig nævne sig,
Saa naar Ordet var forstummet,
Ei i hele Verdens-Rummet,
Var et Glimt af Tanke-Lys.

24

Eller kan selv Rummets Pave,
Som fornægter Livets Ord,
Uden Røst og Runestave
Raabe ud sin Kløgt paa Jord?
Eller kan en Tanke fødes,
Uden med en Lyd at mødes
I det Ord, som skaber Lys?

25

Kun til Aand kan Ordet svare,
Gaae i Hjertet ind og ud,
Kun i Ordet aabenbare
Kan sig Menneske og Gud,
Kun i Ord kan alt udtrykkes,
Hvad vi troe og hvad os tykkes,
Ord og Tanke gaaer i eet.

26

Kun i Ord kan Tanker giemmes,
Kun med Ord de gaae i Arv,
Derved kun Oplysning fremmes
Skridt for Skridt til Livets Tarv;
Kun i Ordet Jorderige
Fundet har en Himmel-Stige,
Slægten har et Levnetsløb!

259

27

Levnetsløbet i det Store,
Stykket ud i Baner smaa,
Hvor Livs-Ordet vi kan spore,
Læres til vi at forstaae,
Som en Livs-Vei over Døden,
Giennem Nat til Morgenrøden:
Valhals-Vei til Gimleborg !

28

Det er klarlig Norne-Dommen ,
Liv og Fred er Urdas Maal,
Verdand slaaer med Dødsord Bommen,
Skulda drikker Urdas Skaal,
Rister Runer for Livs-Ordet,
Som, hvor dybt det end er jordet,
Staaer med Solen op igien.

29

Derom Gladhjems Haner gale
Høit i Nordens Asamaal ,
Det er Odins mørke Tale
Ved Nordlysets Baldersbaal,
Det er Hjertets Toner ømme,
Freias gyldne Taare-Strømme,
Morgenrødens Moderskiød!

30

Ja, Livs-Ordet op af Døde
Stod med ham, som kaldes ret
De Opstandnes Førstegrøde,”
I sin Grav af Gud begrædt,
I sit Ord til alle Sjæle
Aandens Røst og Himlens Mæle,
Selv det evige Guds-Ord!

260

31

Med hans Ord til hele Jorden
Aand og Liv udgaae paany,
Som i Østen, saa i Norden
Svinger Ordet sig i Sky,
Saa sin Byrd det aabenbarer,
Thi kun det tilhimmels farer,
Som fra Himlen daled ned.

32

Om Livs-Ordet i 📌Høinorden
Nu der Syn for Sagnet gaaer,
Om Guds Forsyns Vei paa Jorden,
Om Guds-Folkets Gyldenaar,
Levnets-Løbet af Livs-Aanden
Selv sig klarer efterhaanden
I Guds-Ordets Middags-Lys!

33

Folke-Livet, fra de Døde
Her opreist med Ungdoms-Mod,
I sin anden Morgenrøde
Træder Døden under Fod,
Og dermed er Pant os givet
Paa Opstandelse til Livet
Af det hele Adams-Kiøn!

34

Ja, Guds-Ordet i vor Midte
Giør et Tidens Tegn fuldstort,
Hvortil Speilet er at hitte
Kun i Øst ved 📌Nains Port,
Hvor en Ungersvend fra Baaren
Reiste sig og kyssed Taaren
Fra sin gamle Moders Kind.

261

35

Og Guds-Ordet ved vor Side
I sin egen Konge-Stad
Giør et Tegn, som rygtes vide
Og giør Menigheden glad,
Moder-Hjertet i Guds Rige,
Moder til den tolvaars Pige,
Som sad op ved Herrens Haand!

36

Levnetsløbet i det Store,
Giennem Slægtens Tusindaar,
Længe nok var kun at spore
Til Utidens Ormegaard;
Under alle Himmel-Egne
For udlevet var at regne
Folke-Livet trindt paa Jord!

37

Asken syntes nys forbandet
Til at visne og gaae ud,
Atter dog, af Norner vandet,
Skyder nu den friske Skud;
Dagligdags dog meer den frønnes,
Og om end den synlig grønnes,
Øxen er ved Roden lagt.

38

Folke-Livet trindt paa Jorden,
Hvor engang det havde Vaar,
Faaer, saavelsom i vort 📌Norden,
Høst i samme Hundredaar;
Men, ifølge Himmel-Røsten,
Alt som Sæden, saa er Høsten,
Veirets Frugt er Hvirvelvind.

262

39

De, som saaed Støv i Luften
Til et himmelhøit Kastel,
De kun høste med Fornuften
Rulle-Vei med Damp til Hel,
Det er, hvad de blinde Kræfter
Pege paa og hige efter,
Det er deres Dødning-Dands.

40

Men hos Folket i 📌Høinorden
Nu der Syn for Sagnet gaaer
Om Guds Forsyns Vei paa Jorden
Og Guds-Folkets Gyldenaar;
Levnetsløbet med Livs-Aanden
Her sig klarer efterhaanden
I Guds-Ordets Middags-Lys!

41

Tidens Fødsel , Tidens Fylde ,
Derpaa giætted 📌Nordens Aand,
Derom han, hvem Engle hylde,
Giver Svar fra første Haand;
I 📌Høinorden findes Øre
Til om Tidens Løb at høre
Klare Ord af Sandheds Mund.

42

Livets Kilde, Livets Krone,
Kiærlighedens Dronning-Stol,
Skjult i Hjertedybets Tone
For Valguders Vinter-Sol,
For den græd i danske Aarer
Freia hemmelig Guld-Taarer,
Taare-Sæd gav gylden Høst!

263

43

Her paa Kæmpe-Tungemaalet
Klarer sig hver Heltedaad,
Her paa Hjerte-Modersmaalet
Røbes Hjertets skjulte Raad,
Klarer sig paa jordisk Maade
Kiærlighedens Himmel-Gaade:
Aandens Frihed, Hjertets Fred!

44

Først og sidst sig klarer Ordet,
Aandens Tolk og Kvindens Sæd,
End ufødt med Kraft omgjordet,
Men i Moder-Skiødet spæd,
Som vi nu til Verdens Ende
Glade troe og frit bekiende
Om Guds-Ordet, som blev Kiød!

45

Sagnet gik for Vind og Vove
Her paa Bølgen under Ø
Om et Bur i 📌Sællands Skove
Ved den stille, dybe Sø,
Hvor i Asernes Høialder
Mad til Lægedom for Balder
Laved Norne-Søstre tre.

46

Nu paa Grund er Sagnet drevet,
Maa behandles som et Vrag,
Thi sin Helsot overlevet
Balder har den Dag idag,
Ladet Gevars Datter fare,
Ægtet Gefion den klare,
Enke-Dronning efter Skjold !

264

47

Om med Gelder da end Høder
Harmelig giør fælles Sag,
Brat han for sin Kryhed bøder,
Stryge maa sit Fællesflag;
Thi, hvor tit end Verden skifter,
Atter dog sit Kys tilvifter
Lykke-Disen Dannebrog!

N. F. S. Grundtvig.