Billed- og ideverden
✂ Digtets betydning er til en vis grad dunkel. Forståeligheden bliver bl.a. vanskeliggjort af det faktum, at “Nornerne” – ligesom de øvrige digte i ►“Nordens Myther” – forudsætter en læser, der ikke alene kender den nordiske mytologi og dens person- og historieinventar, men også Grundtvigs fortolkning heraf.
✂ Nogle af billederne er valgt sådan, at de kan fyldes med såvel kristent som nordisk indhold, men dog fastholdes i en form for ligevægt mellem begge universer. Det kan fx ses ved “Aanden” / “Kæmpen” i digtets tiende strofe. Beskrivelsen alluderer til ►Salmernes bog 19,6 og bruger samtidig ►Hlorride som sammenligning. Dette er et af navnene for ►Thor, der som søn af ►Odin med jordens gudinde ►Fjørgyn er “saavel paa Jordens Side / Som paa Himmelens indfødt.” Samtidig at være sand gud og sandt menneske er dog netop også 👤Jesu natur og dermed igen en kristen reference. Grundtvig står hermed fast på den grundtanke, han har udviklet i ►Nordens Mythologi fra 1832: at forstå myterne som en slags ‘gammelt testamente’ for det nordiske folk, der – ligesom det jødiske – præfigurerer frelseshistorien og opfyldes i 👤Kristus.
✂ I samme retning peger ►Frejas guldtårer i stroferne 29 og 42, som hun ifølge en episode i ►Snorres Edda græder, mens hun leder efter sin forsvundne ægtemand ►Od. I Grundtvigs radikale fortolkning symboliserer episoden hedenskabets længsel efter 👤Kristus, idet han identificerer ►Freja med Danmark og ►Od med 👤Kristus (se ►Auken 2005, s. 264 og ►2008, s. 212-214). Som bindeled til det kristne fungerer igen en allusion til ►Salmernes bog (126,5): “De, der sår under tårer, skal høste med jubel” – guldtårernes høst er dermed frelsen.
✂ Som versemål for “Nornerne” vælger Grundtvig Lutherstrofen, der med sin karakteristiske rimfølge (ababccx: a ♀, b ♂, c ♀ x ♂) og specielt sit syvende urimede vers vækker en tydelig association til protestantiske salmer i læserens ører. Samtidig indeholder stroferne påfaldende mange bogstavrim. Disse er her ikke kun en almindelig retorisk figur, men snarere en genklang af rimformen i den hedenske edda- og skjaldedigtning. På denne måde spejler Grundtvigs samsyn af det nordiske og det kristne sig også i digtets form.