XV
Fortale og Indledning.
✂ Det er gaaet med ►Bjovulfs-Drapen ligesom med 📌Høinordens Aand og det tilsvarende ►Kæmpeliv selv, at de, nedsunkne i Glemsel, naar de, ligesom tilfældigviis, kom for Lyset, ►syndes at skulle dele Skæbne med de gamle Syvsovere, der, efter nogle Øieblikke med deres gammeldags Penge, Klædedragt og Talemaade at have forskrækket den ny Verden i Hjemmet og mættet dens Nysgierrighed, maatte selv finde sig uskikkede til at leve med den vildfremmede Slægt, tye tilbage til Hulen og lægge sig til at døe for ramme Alvor. Jeg for min Deel har vistnok havt, og har, Gud ►skee Lov! endnu, anderledes godt Haab om Fremtiden, og tager det altid for en Øineforblindelse, som ►Penelopes fordum, naar 📌Nordens Aand synes at være blevet 📌Nordens Hjerte fremmed, men derfor fristes jeg saameget mindre til at lægge ►Dølgsmaal paa de tilsyneladende meget afskrækkende Kiendsgierninger fra 📌Nordens ►Nytaarstid.
✂ ►Bjovulfs-Drapen, som ikke har Spor af nogen historisk Begivenhed senere end det sjette Aarhundrede, og maa, efter alle ►Mærker, være over tusind Aar gammel, var ligetil det attende Aarhundredes BeXVIgyndelse saa aldeles forglemt, selv i Hjemmet, som om den aldrig havde været til, og da der end ikke i Middelalderens Krøniker fandtes Kny om den, saa indskrænkede Kundskaben om den sig giennem hele det attende Aarhundrede til, hvad 👤Wanley betroede den lærde Verden*👤Hickesii ►Thesaurus ►T. III. p. 218 under Mærket: ►👤Vitellius A. X.► i det 📌brittiske Museums ►Cottonianske Samling., at der i det 📌brittiske Museum laae et ypperligt angelsaxisk Kvad begravet om den danske ►Skjoldung ►Bjovulfs Kamp med nogle svenske ►Nisse-Konger *►In hoc libro, qvi Poeseos Anglosaxonicæ egregium est exemplum, descripta videntur bella, qvæ Beowulfus qvidam Danus ex regia Scyldingorum stirpe ortus, gessit contra Sveciæ regulos..
✂ Da nu denne Angivelse af ►Bjovulfs-Drapens Indhold var ►uefterrettelig, saa stod 👤Wanleys Vink aldeles paa Linie med alle de andre Sagn, man har om Kæmpehøie, hvor der skal ligge store ►Kæmper og store Skatte begravne, som Ingen har seet, men Somme dog siger, de har seet Blaalys over; og dog var det baade for Digtets og for 📌Danmarks Skyld en lykkelig Feiltagelse, thi medens det attende Aarhundredes Boglærde ellers hverken brød sig om 📌Nordens Aand eller om de danske ►Skjoldunger, saa var dog vor 👤Suhm og 👤Langebek en Undtagelse, saa de gjorde adskillige Forsøg paa at faae det ældgamle ►Skjoldung-Kvad gravet op og hjemført som Dannefæ, hvad omsider ogsaa forsaavidt lykkedes, at da den lærde Islænder 👤Grim Thorkelin (1791) kom hjem fra sin lange Reise i 📌Storbritannien og 📌Irland, medbragde han hele to Afskrifter af det oldnordiske Heltedigt, og skiøndt de begge var tagne længe efter XVIIden store Ildebrand i det 📌brittiske Museum (1731), som ogsaa har bidt mange Mærker i den poetiske ►Skindbog, saa viser dog den første Afskrift, som er en ►Eftermaling, at ►Skindbogen har dengang været endeel mindre smuldret i Kanterne, end da jeg (1829) først fik Fingre i den, og den anden Afskrift med 👤Thorkelins egen Haand, raadede Bod paa Udeladelser og andre grove Feil, som ►Eftermaleren, vist ganske ubekiendt med Sproget, havde begaaet. Det ►syndes imidlertid, som ogsaa dette Kæmpeskridt skulde have været unyttigt, thi 👤Suhm døde snart, og skiøndt Geheimeraad 👤Bülov til 📌Sanderumgaard paatog sig at bekoste Udgaven, gik det dog i Langdrag til 1807, da 👤Thorkelins hele Bogsamling brændte ved det Engelske Bombardement, saa man maa sige, at Ilddragen ►Stærkhjort blev ved at forfølge sin Banemands priselige Eftermæle. Afskrifterne reddedes imidlertid bogstavelig ►som en Brand af Ilden, og 👤Bülov helmede ikke, før det saakaldte “►Skjoldung-Kvad” (►De Danorum rebus gestis Sec. III et IV.) udkom, efter fattig ►Leilighed udmærket stadselig 1815, med en saakaldt latinsk Oversættelse og ►allehaande lærde Prydelser.
✂ Jeg var dengang i min Ungdomskraft og gjaldt i 📌Nordens Læseverden, om ikke for den fjerde ►Odin, saa dog for en af den Førstes Præster og Propheter, som gik igien for at kyse Livet af alle den tyske Fornufts oplyste ►Stillingsmænd herinde, og jeg brændte som et ildsprudende Bjerg af Begiærlighed efter at høre den gamle “►Lovtunge” kvæde om ►Skilfinger, ►Skjoldunger, ►Ylfinger og kanskee om selve ►Aserne; men da jeg ikke forstod et angelsaxisk Ord, og saae ►paa Timen, at den saakaldte latinske Oversættelse XVIIIhvert Øieblik blev meningsløs og maatte være ►splittergal, og da vor Sprogmester 👤Rask var borte, satte jeg mig i Fortvivlelse til, med de faa og smaa Hjelpemidler, jeg kunde opdrive, at lære Angelsaxisk, og ved saagodtsom at lære hele Digtet udenad, kom jeg snart saavidt, at jeg kunde skielne alle Omridsene og opdage baade Kong ►Skjolds storladne Ligbegængelse, ►Sigmund Volsung, Sørgespillet med Kong ►Hredel og hans Sønner ►Herebeald og ►Hædcyn, Heltene ►Hnæf og ►Hengest, ►Hrodulf og flere ►skikkelige Folk, som var forsvundne i Oversættelsen og tildeels lemlæstede i Texten, og da jeg tillige var saa heldig at opdage Kong ►Higelak hos 👤Gregor fra Tours, saa kunde jeg umuelig bare mig for at giøre en Støi med min Pen, som om Himlen skulde falde ned*►Kiøbenhavns Skilderi 1815. Nr. 60, 63-65. 70-72.. Gamle 👤Thorkelin blev naturligviis ►smækvred, erklærede alle mine ►Udsættelser for Galskab og paastod, at Sangen om ►Skjolds Ligbegængelse, som jeg strax ►gav til Priis, den havde jeg selv digtet, og da Ingen kunde dømme os imellem, førend 👤Rask næste Aar kom hjem, saa regnedes mit Angreb paa 👤Thorkelins angelsaxiske Mesterskab for en af mine store Forbrydelser i den lærde Verden. Det fandt imidlertid Geheimeraad 👤Bülov ikke, men fandt saamegen Behag i mit ►Prøvestykke om ►Skjolds Ligbegængelse, at han overtalde mig til at love en lignende Fordanskning af hele Digtet, som han gavmild vilde bekoste.
✂ Da nu 👤Rask kom hjem, foreslog han mig, at vi, efterat have giennemgaaet Digtet sammen, skulde udgive det i Fællesskab, saa han besørgede Texten og jeg XIXOversættelsen, og vi gik rask til Værket, men naaede kun til v. 1843 (i 👤Thorkelins ►Udgave p. 71) førend 👤Rask tiltraadte sin lange Reise over 📌Sverrig og 📌Rusland til 📌Persien, 📌Ostindien og 📌Ceylon, hvorfra han først 1823 vendte tilbage*Den ►mærkeligste Opdagelse, 👤Rask og jeg var lige gode om, var ►Fitela (►Sin-Fjotle), som laae begravet under det meningsløse “►wite la.”. Baade havde jeg imidlertid faaet lidt ►grammatikalsk Grund ved Samkvemmet med Sprogmesteren og ved hans ►angelsaxiske Grammatik, som snart (1817) udkom i 📌Stokholm, og tillige gjorde 👤Rask, før han reiste, et lille ►Fremlaan paa et Par Dage af de ►Thorkelinske Afskrifter, som han selv havde tillaans, saa nu kunde jeg med bedre Grund*►Om Bjovulfs Drape. ►Dannevirke. 1817. B. 2. S. 207-80., haabe at indfrie mit forvovne Løfte om en rimet Fordanskning af hele Kvadet, som ogsaa virkelig udkom 1820*►Bjovulfs-Drapen. Et Gothisk Heltedigt fra forrige Aartusinde af Angel-Saxisk paa danske Rim, ved Grundtvig..
✂ Herved meende jeg med Rette at have gjort det Nordiske Heltedigt og 📌Nordens Aand en stor Tjeneste, thi ved at give det ►forgiemte og forglemte Digt en splinterny og i det hele dog passende Dragt, gav jeg det Indfødsret i Nutiden, som hvis en god Ven havde givet de stakkels gamle Syvsovere nye Klæder, nye Penge og Underviisning i Dagens Talebrug, saa de kunde begaaet sig i den ny Verden; men for det første ►syndes derved dog saa godt som Intet udrettet, thi selv i 📌Danmark blev ►Bjovulfs-Drapen i mange Aar kun læst meget lidt uden for mit eget Huus, og skiøndt 👤Jakob Grimm roste dens ►Troskab (i de ►Göttingske Gelehrte Nachrichten) XXsaa opdagede jeg dog hardtad tredive Aar senere, at hvor nær end Kvadet ligger ►Gother og Svenskere, havde man dog ikke engang ►Bjovulfs-Drapen paa det 📌Kongelige Bibliothek i 📌Stokholm. Til det 📌brittiske Museum var ►Drapen vel naaet længe før, men kun derved, at jeg selv bar den derind 1829, da Kong 👤Frederik den Sjette, ►Høilovlig Ihukommelse, lod mig reise i 📌Engeland til Giennemsyn af angelsaxiske Haandskrifter.
✂ Disse mine ►Engelands-Tog (1829-31) ►syndes nu vel ogsaa at skulle blive frugtesløse baade for ►Bjovulfs-Drapen og for den ►Old-Angelske Poesi, thi den ny Udgave af ►Bjovulf, ►Cædmon, ►Exeter-Bogen, ►Layamon o. s. v., som jeg, efter Tilskyndelse af 👤Black and 👤Young paatog mig at besørge, blev der intet af; men da dog alt dette og mere snart efter begyndte at udkomme ved Engelskmænd, tør jeg saameget mere smigre mig med at have bidraget endeel dertil, saavel ved min personlige Nærværelse i 📌London og 📌Exeter, 📌Oxford og 📌Cambridge, som ved mine forsætlige Drillerier i den “►Prospekt”, der skulde have forberedt min Udgave, men ►aabenbar, ved at gaae Engelskmanden paa Livet, gjorde den umuelig*►Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscription for a Publication of the most valuable Anglo-Saxon Manuscripts (with a List of Subscribers). 📌London 1831..
✂ Saaledes udkom da 👤Kembles ►“Beowulf” (1834-35), der vel ►vanhældes af mangfoldige Trykfeil og en i det hele daarlig Oversættelse, men har dog en taalelig god Text og en med Flid udarbeidet Ordsamling med Optryk XXIbaade af ►Brudstykket om Finsborg, og af den først hos 👤Conybeare trykte og af ham benævnede ►“The Traveller’s Song” *👤Conybeare’s ►“Illustrations of Anglo-Saxon Poetry.” 📌London 1826. p. 9-22., som tjenlige til Digtets Oplysning.
✂ Tyve Aar senere udkom i 📌Engeland Mr. 👤Thorpes Udgave af Heltedigtet med samme ►Paahæng og en meget taaleligere Oversættelse*►The Anglo-Saxon Poems of Beowulf, The Scop or Gleeman’s Tale, and The Fight at Finnesburg, with a literal Translation, Notes, Glossary etc. By 👤Thorpe. 📌Oxford 1855., der vist i 📌Engeland giælder for et Mesterstykke “►standard work,” som det var latterligt at ville ►mestre. Det fandt jeg naturligviis saameget mindre, som Mr. 👤Thorpe, der dog, som Oversætter af 👤Rasks ►angelsaxiske Grammatik, maa kunne Dansk, altid har behandlet mig som en misundelig Medbeiler, man maatte benytte saa lidt og nedsætte saa meget som mueligt, men det var dog aldrig faldet mig ind paa mine gamle Dage at ville overtrumfe ham med en ny Udgave, hvis ikke nogle yngre Venner havde faaet mit Løfte paa en ny dansk Udgave, der skulde bøde paa den gamle, og havde skaffet mig offenlig Understøttelse dertil.
✂ Under Forberedelsen overraskedes jeg vel af Heltedigtets tyske Udgave ved 👤Grein, som med flittig og selvstændig Benyttelse af alle forhaandenværende Hjelpemidler øiensynlig har vundet Prisen fra begge de Engelske Udgaver*I ►“Bibliothek der Angelsächsischen Poesie” og ►“Dichtungen der Angelsachsen.” B. 1. 1857., og da Tyskeren heller ingenlunde som Engellænderne har enten fortiet eller vraget mine tidligere Oplysninger, saa vilde jeg neppe følt nogen Drift XXIItil at maale mig med 👤Grein, hvis han havde givet en særskilt Udgave af Heltedigtet, og hvis det kunde gaaet an saa seent at trække sig tilbage; men jeg saae dog snart, at der ogsaa hos 👤Grein var Mangel nok paa fortroligt Bekiendskab med ►📌Høinordens Aand og Tungemaal, og ►Misforstand nok af Digtets Indhold, til at jeg, som gammel Ven og ►Kynding ►ad begge, maatte kunne give en ny Udgave netop af Heltedigtet umiskiendelige Fortrin. Hvorvidt det nu er lykkedes mig, maa jeg lade Hr. 👤Grein og Efterslægten bedømme, men Flid har jeg ikke sparet, og ligesom jeg gientagne Gange har havt Leilighed til at see den gamle ►Skindbog efter i Sømmene, saaledes har jeg ogsaa nu bestandig havt de ►Thorkelinske Afskrifter for Øie, og stræbt at give saa reen en Text og saa gode Oplysninger som mueligt. Da jeg ingen bogstavelig Oversættelse vilde give af Digtet, og da dog selv de Tyske, for ei at tale om de Engelske, Oversættelser vidne om store Feiltagelser, saa har jeg i Indledning og Anmærkninger stræbt at hjelpe Læseren til at forstaae Digtet ligesaa godt som jeg, og det er, som man veed, alt hvad en Udgiver kan giøre.
✂ Hvad nu ►Brudstykket om Kampen ved Finsborg angaaer, som er optrykt bagved de engelske Udgaver, men staaer der kun til Stads, misforstaaet og ubenyttet, da optrykde jeg det allerede i Indledningen til ►Bjovulfs-Drapen 1820, og oplyste dets Sammenhæng med Heltedigtet, og i nærværende Udgave findes det indskudt, omtrent paa rette Sted, men med eget ►Versetal *►Brudstykket er først trykt hos 👤Hickes ►Thes. ►T. 1. p. 192, efter et Blad i 📌Lambeths (Ærkebispens) Bogsamling, som siden er ►forkommet, saa vi maae være glade vi fik det, med alle dets Læsefeil og Trykfeil..
✂ XXIIIDen saakaldte ►“Traveller’s song“ eller ►“Gleeman’s Tale” fundet i ►Exeterbogen *►Codex Exoniensis. By 👤Thorpe. 📌London 1842. p. 318-27., har jeg derimod ikke kunnet overtale mig til at lade optrykke her som ►Paahæng, thi skiøndt dette ►Vidsidsmaal tilfældigviis kaster Lysglimt paa Heltedigtet, og ved Linierne om ►Hrodgar og ►Hrodulf endog synes at forudsætte det, saa har det dog i sig selv ingen anden Sammenhæng dermed, end et maadeligt Rim med et meget godt paa samme Tungemaal. Jeg har derfor kun ved Leilighed optrykt de Linier, som give nogen virkelig eller tilsyneladende Oplysning om Heltedigtets Skikkelser.
✂ Endnu maa jeg anmærke, at Correcturen, saavelsom Eftersynet af ►allehaande Nyt om ►“Bjovulf” baade fra 📌Engeland og 📌Tyskland, vilde været mig over ►Magten, naar ikke min ærede Ven 👤George Stephens ►Esq. Professor i Engelsk, baade gammelt og nyt, ved vor ►Høiskole, og min Søn 👤Svend Grundtvig, havde paataget sig Broderparten og staaet mig bi med Raad og Daad.
✂ Maatte nu kun denne ny Udgave bidrage til, at 📌Høinordens Heltedigt blev bedre skattet og flittigere læst, baade her, hvor man alt længe har havt og i 📌England, hvor man endnu fattes en læselig Oversættelse*En saadan skulde jo 👤Wackerbarths været, og ved at vælge jævne Rim istedenfor, som Tyskerne, at ►bruge Rimstave til Stylter, valgde han den rette Vei, men uden nordisk Aand og Sprogkundskab kommer man dog ingen Vei med Heltedigtet..
✂ Saameget om mit Arbeide, der i alt Fald har gjort mig selv endnu bedre bekiendt med Kvadets Sprog og Indhold end jeg var for fyrretyve Aar siden, og det vil XXIVimmer have den Fortjeneste at være den første ►Haand-Udgave, der virkelig kan komme i alle de gode Hænder, som række derefter, og Pennen vender sig da nu til ►Bjovulfs-Drapen selv, som et ►Høinordisk Heltedigt fra forrige Aartusinde, ægte nordisk af Aand, saavelsom af Indhold og ►Bygningskonst, og det er unægtelig saa stor en Nyhed og ►Mærkværdighed i det Nittende Aarhundredes Læseverden, at det blot for sin egen Skyld fortjende langt mere Opmærksomhed hos hele den ►Gothiske ►Folke-Kreds end det hidtil har vundet eller kan vinde, førend de nu allevegne vaagnede eller vaagnende Folke-Aander komme tilrette med Folke-Hjerterne, som den hjemvendte ►Odysseus med den vel paa den ene Side meget tro, men dog ogsaa paa den anden Side meget mistroiske ►Penelope.
✂ Hvad der imidlertid giver ►Bjovulfs-Drapen verdenshistorisk og almen-videnskabelig Betydning og Vigtighed, det er dens levende Sammenhæng med de gamle ►Anglers verdenshistoriske Liv og Virksomhed i det Hele, der vel endnu kun er maadelig oplyst og mindre skattet, allermindst i 📌Engeland selv, men er derfor dog lige store og for Aandens Øine umiskiendelige*Hvor haardnakkede Studere-Kamrets Fordomme i denne Henseende er, beviser blandt andet den Kiendsgierning, at min ►“Haandbog i Middelalderens Historie” fra 1836, hvori jeg blandt andet ►opmanede det ►nedmanede ►Angelske Vidunder, hverken hjemme eller ude af de ►Høilærde er værdiget mindste Opmærksomhed..
✂ At ►Anglerne, som, efter deres egne Slægt-Registre, i lige Linie nedstammer fra ►Odin, som 📌Høinordens Aand, gjorde tilsvarende ►Kæmpeskridt paa den store XXVLøbebane, som, ventelig til Verdens Ende, vil være kiendelig paa den nu saakaldte “Protestantiske Christenhed” med alle sine Kirker og Skoler og alle sine folkelige og videnskabelige Fremskridt, i 📌Engeland, 📌Tyskland og 📌Høinorden, det har dog næsten alle Historie-Skrivere skjult for Læse-Verdenen, ved fra 📌Rom at gaae avet om og lade baade Christendommen, boglig ►Kunst og folkelig Dannelse forplantes til 📌Nord-Tyskland, og saa videre, med 👤Karl den Stores Sværd og hans ►tolv Jævningers Navne, ligesom 📌Roms hellige Stamtræ, plantet med Røverhaand, havde et Spyd til Rod. Vel kunde Historieskriverne ikke nægte, at ►Anglerne var de Første i vor ►Folke-Kreds, som baade christnedes ved Aandens Sværd, som er Guds Ord, og som vovede at giøre deres Modersmaal til Skriftsprog, længe før 👤Karl den Store gik i Skole hos 👤Alcuin; men at denne 👤“Alcuinus” var ►Angleren 👤Ælkvin, og at Tyskernes Apostel ikke holdt op at være ►Angleren 👤Vinfrid, fordi man kaldte ham “►Bonifacius”, og at det ►aabenbar var ►Anglernes Fortjeneste, at Christendommen forplantedes til 📌Nord-Tyskland og 📌Høinorden paa aandelig Maade, og at Modersmaalet baade i 📌Tyskland og især paa 📌Island blev Skriftsprog, hvorved Grunden blev lagt til hele den aandelige Udvikling, som har fundet Sted og kan finde Sted i 📌Tyskland og 📌Høinorden, see, det er det virkelig lykkedes Historie-Skriverne at skjule baade for sig selv og for deres Læsere giennem mange Aarhundreder, hvorved man da ogsaa har naaet at give den Engelske, Saxiske og ►Høinordiske Reformation Udseende af en aandløs Revolution, skiøndt den ►aabenbar er en XXVIaandelig Fornyelse og Opvækkelse af den i 📌England, 📌Nord-Tyskland og 📌Høinorden oprindelige, med Folke-Aanden og Folke-Hjerterne overeensstemmende Prædiken, Sang og Skrift paa Modersmaalet.
✂ Hvad der gjorde denne Forkludring af Kirkens, Skolens og Folkelivenes Historie muelig, det var jo ►aabenbar den saakaldte Angel-Saxiske Literaturs voldsomme Afbrydelse og hardtad fuldstændige Udryddelse under det Normanniske Aag i 📌England fra det Ellevte til det Fjortende Aarhundrede; thi kun derved blev det mueligt, at man selv midt i 📌Engeland, med 👤Gibbon og 👤Hume, kunde indbilde sig, at 👤Kædmunds og 👤Bedas og 👤Ealdhelms, 👤Ælfreds og 👤Ædelstens Tankegang og Tungemaal hørde til det raaeste Barbari, hvorfra 👤Villum Bastard med sit gode Sværd, og hans Franske Bisper og Abbeder med deres ►Pluddervælsk, først begyndte at udfrie de stakkels ►Angler.
✂ ►Vistnok kunde og skulde den Islandske Literatur paa Modersmaalet, fra det Tolvte til det Femtende Aarhundrede, have viist Historie-Skriverne, at de var kommet paa gale Veie, og have drevet dem tilbage til den ►Angelske Prædiken, Sang og Skrift paa Modersmaalet, hvoraf den Islandske Dannelse og boglige Konst maatte være frembragt eller dog fremkaldt; men deels forblev den Islandske Literatur længe ligesaa ubekiendt som den ►Angelske, hvor man skrev Verdens-Historier, og deels er Studere-Kamrets Nisser de meest haardnakkede af alle, saa at selv naar man vil flygte fra dem, stikke de midt paa Veien Hovedet ud imellem Boghylderne og hvæser, ►“vi XXVIIflytter”►. Selv nu derfor, da Eddaerne er oversat paa Fransk, maaskee endog paa Italiensk, og da den Islandske Literatur har hævdet sig en Plads i alle verdenshistoriske Bogsamlinger, selv nu, saa længe efter at min ►Haandbog i Middelalderens Historie er kommet for Lyset, vil det, ikke mindst i 📌Engeland selv, koste Kamp og Møie, før Verdens-Historiens ►Haandskrivere, selv med det halve Øie, som er alt hvad de laane ubehagelige Opdagelser, nødes til at see, og under ►Mund-Krampe nødes til med Pennen at bekiende, at de har gaaet i ►Taaget.
✂ Det er derfor efter Omstændighederne intet Under, skiøndt det kun er forklarligt af “den sorte Død” med Blækhus-Graven i Aandens Rige, at selv ►Bjovulfs-Drapen har behøvet mere end en Menneske-Alder til at aftvinge det lærde 📌Europa lidt Opmærksomhed baade paa sig selv og paa den ►Angelske Literatur i det Hele, men da den dog har naaet det og har allerede draget baade 👤Kædmunds ►Sangværk og ►Anglernes Postil, ►Exeter-Bogens blandede Digte og 👤Layamons ►Rim-Krønike heelt eller halvt op af Graven, saa er Heltedigtets Redning, ►som en Brand af Ilden, ►aabenbar en ►Bladvending i Literaturens Historie, og et Forvarsel for en tilsvarende ►Bladvending i Verdens-Historien, som alle Aander, hvad de end ellers ►kan have enten paa Tunge eller bag Øre, maa hilse med ►Høisang, da det er klart, at Folke-Livet, hvad man saa end vil bruge eller misbruge det til, først bliver brugeligt, naar det vaagner og reiser sig paa Modersmaalet i Folke-Aandens Kraft!
✂ XXVIIIAt nu ►Bjovulfs-Drapen ingenlunde har været det eneste større Kvad af ►Anguls Skjalde, hvori de stræbde at forbinde og bevare deres folkelige Oldsagn, det kunde man vel slutte sig til fra det Eneste, der nogenlunde heelt og holdent naaede til os, thi ethvert saadant Mesterstykke forudsætter og fremkalder altid endeel baade Svendestykker og ►Drengestykker i samme Retning, saa det store Digt paa Modersmaalet, som efter et samtidigt Vidnesbyrd, blandt andet ved sit kiønne Bind og ►glimrende ►Forbogstav, lokkede Kong 👤Alfred i sin Barndom til at stave og lægge ⓘ sammen, behøvede vist ikke at have været ►Bjovulfs-Drapen, især da vi har samme Hjemmel for, at 👤Alfred, før han kunde læse, havde blot ved Hørelsen indpræntet sig mange ►angelske Digte i sin Hukommelse;*►Alfreds Levnets-Beskrivelse af 👤Asser i ►Monumenta Britanniæ. 1848. ►Vol. I. p. 473-74. men de Brudstykker af et andet større ►angelsk Digt, som man nys saa uventet fandt paa 📌det Kongelige Bibliothek her i 📌Kiøbenhavn, maa dog overbevise selv den meest haardnakkede Tvivler om, at ►Bjovulfs-Drapen ikke har været enestaaende, men i det mindste havt en ganske ►mærkelig ►Valders-Kvide ved Siden ad sig,*Disse Brudstykker er allerede med største Omhu udgivne af Professor 👤G. Stephens under Titel: ►Two Leaves of King Waldere’s Lay. By 👤George Stephens, ►Esq. 📌Cheapinghaven and 📌London. 1860. thi skiøndt jeg ikke her kan udbrede mig over disse baade smaa og dunkle, men høist ►mærkværdige Brudstykker, staaer det dog klart for mig, at de har tilhørt et stort og blomstrende ►angelsk Kvad, som ventelig var Kilden til det Latinske Digt i classisk Stil om ►Valders Flugt med ►Hildigun fra Hunnekongen ►Atles XXIX►Gaard og hans Kamp underveis med ►Gunnar Gjukung (Guðhere), som vilde røve hans Skatte.*Af det latinske Digt har jeg kun seet 👤Fischers Udgave fra 1780 under Titelen: ►De prima expeditione Attilæ et de rebus gestis Waltherii. (Om ►Atles første ►Tog og om ►Valders Bedrifter.)
✂ At der imidlertid mellem de større ►angelske ►Saga-Kvad i det høieste kun i ►Valders-Kviden har været et Sidestykke til ►Bjovulfs-Drapen, omtrent paa samme Maade, som ►Odysseen er et Sidestykke til ►Iliaden, det slutter jeg ikke blot af Heltedigtets udmærkede Beskaffenhed, men ogsaa af den gamle ►Bog-Historie, der ei engang hos Grækerne lader os formode noget Sidestykke til de Homeriske Digte, hvoraf det ene besynger det folkelige Storværk og det andet den længe savnede og hardtad opgivne Folke-Helts Hjemreise og Hjemkomst. Vel kan og vil det sagtens synes de classiske Lærde ikke blot latterligt, men hardtad bespotteligt, at nævne ►Bjovulfs-Drapen og ►Valders-Kviden ud i eet Aandedræt med ►Iliaden og ►Odysseen; men deels skulde ►Classikerne, som har været nærved at sætte den poetisk usle ►Æneide over den mageløse ►Iliade, helst tie stille, og deels er her hverken Tanke eller Tale om nogen Sammenligning eller Sammenstilling af de Græske og ►Gothiske Konstværker, men kun Vink om, at de ►Angelske Heltedigte betegne omtrent samme Trin af poetisk Udvikling som de Græske, og saalidt som 📌Høinordens Aand vil maale sig med 📌Grækenlands i kvindelig Skiønhed, Klarhed eller Smag, saavist hævder den sig dog ved mandig Storhed, Reenhed og Dybsindighed sin Hædersplads ved Græker-Aandens Side, og leer kun ad Latin-Skolens clasXXXsiske Afguderi, som et overflødigt Beviis paa ►Stilemageriets Aandløshed. ►Bjovulfs-Drapens Skjald har nemlig ingenlunde villet nøies med at forbinde enkelte Optrin af 📌Nordens ►Kæmpeliv fra ►Skjold til ►Rolf og fra den gamle ►Hrædel til den unge ►Viglaf, men har indvævet sine Danske og ►Gothiske Oldsagn, om ikke smagfuldt, saa dog snildt nok i Heltens storladne Æventyr, saa hele det ►Gothiske ►Kæmpeliv med dets ►Ragnarok speiler sig deri langt fuldere og klarere end i ►Stærkodders ►Rimkrønike og ►Volsungernes ►Sørgespil, hvoraf den første maa være Dansk og det andet ►Vildgothisk Arbeide.*Af ►Rimkrøniken om ►Stærkodder, Storværks Søn har vi vel kun et ►forgjort Brudstykke i 👤Saxos Latinske Vers, men kan dog af Sagnet giætte os til Gangen, og i de ►Eddiske ►Volsung-Kvider seer vi tydelig Brudstykkerne af den stolteste ►Gothiske Bygning, man kan tænke sig.
✂ Der er nemlig to ►Kæmpeværker, som ►Gothe-Folket især har prøvet sine Kræfter paa, det ene Opvækkelsen af det indslumrede Heltemod og det andet Hevn over Rovgierrigheden, som har ranet al Verdens Herlighed, hvad klarest lader sig fremstille under Billedet af en ►Valkyrie i Dødsdvale og Kampen med en Ild-Drage, som ruger over en umaadelig stor Gulddynge, hvorom derfor ogsaa ►Volsung-Kviden dreier sig, men sært forvirret af den Tyske Romantik, der, som ►Niflungs-Kvadet (►Lied der Niebelungen) lærer os, har stræbt at flytte det store Brændpunkt fra ►Storværkerne til Kvinderne (►Brynhild og ►Krimhild), der, som rasende Medbeilerinder, ►drages om Helten. Sin Konst XXXIog Smag skal nu vistnok den gamle 👤Shakspear ligesaalidt som den Unge rose sig af, thi den søvndyssede ►Valkyrie bliver hos ham, hardtad ligesom i den ►Danske Rimkrønike, til fordrukne, snorkende ►Leire-Kæmper, og Heltens æventyrlige Kamp med ►Trolden, som kaster Søvn paa ►Kæmperne, og med Ild-Dragen, som ruger over Helte-Guldet, savner al poetisk Forbindelse, ja, for en Feils Skyld maa ►Bjovulf brydes baade med ►Grændel og hans Moder, og faaer kun Utak af Skjalden for sin Dødskamp med ►Stærkhjort; men ►Kæmpeskjalden trodser kiækt alle ►Udsættelser paa sit Arbeide med sit Falkesyn og sit Løvebrøl. Medens han nemlig løfter sin ►Gothe-Helt til Skyerne høit baade over ►Hermod og ►Volsungen, og stiller ►Storværkerne i deres rette baade historiske og poetiske Følge og Forhold, saa seer han dog godt, at ⓘ ogsaa hans ►Gothe-Helt, som vil gaae for ►Thor og fælde ►Midgaards-Ormen for tidlig, gaaer paa vilde Veie, og spilder igrunden sin mageløse Styrke, saa hverken kan han vække Heltemodet, end ikke i sin egen Gaard, eller frelse ►Hrædlinger eller ►Vægmundinger fra Undergang, saa Drage-Guldet er til ingen Nytte, men maa graves ned igien med ham til Rov for Dragens Datter. Netop saaledes gik det jo med ►Gothernes verdensberømte Kamp for at vække 📌Nordens ►Valkyrie i Hjemmet og fravriste den Romerske Drage sit Rov, saa den ►Angelske Helteskjald havde ligesaa god Grund til at bryde alle Konstens Regler, som ►Uffe til at sprænge sin Brynie, og han har brugt sit Sværd ligesaa godt som ►Uffe sit ►Skræp, og ►Bjovulf det gamle ►Jettesværd, der begge, ligesom hans, var ►afbrugt med det samme. Sammenlignes endelig XXXIISkjaldens med Heltens Bedrifter, da finder vi ogsaa derved en slaaende Lighed, thi det ►Angelske Skjaldskab, som han vilde fornye, forældedes ligefuldt til det uddøde, og de Nordiske Oldsagn, som han vilde udrive af Glemsel, sank strax saa dybt tilbage deri, at vi kunde fristes til at tænke, de havde aldrig været til uden i hans Hjerne, naar ikke de uforglemmelige Navne: ►Hermod, ►Volsung, ►Skjold og ►Rolf forbød det, og naar ikke de Frankiske Aarbøger ovenikiøbet gjorde os den uventede Tjeneste at bevidne ikke blot de reent forglemte ►Gothiske Kongesagns men ►Gothe-Kongen ►Higelaks virkelige Tilværelse.
✂ Herved mindes vi kraftig om ►Bjovulfs-Drapens sagnhistoriske Værd og Vægt, men førend vi gaaer ind paa den nærmere Betragtning heraf, maae vi dog endnu et Øieblik dvæle ved dens æventyrlige eller saakaldte mythiske Vilkaar. Disse har jeg vel ►alt stræbt at oplyse ved at pege paa ►Bjovulf som en hverken meer eller mindre mythisk Personlighed end ►Volsungen ►Sigurd Fofnersbane, ►Stærkodder, ►Storværks Søn, eller ►Peliden ►Akilleus i ►Iliaden, thi skiøndt vi hverken har hørt, at ►Bjovulf som ►Sigurd skulde stamme fra ►Odin, eller, som ►Stærkodder være ►Hærfaders Fostersøn, eller, som ►Akilleus have en Havfrue til Moder, saa viser dog hans Tredivemands-Styrke, hans Svømning over 📌Østersøen, saavelsom hans Dykke-Konst i ►Troldekiær, at han ikke kan have været af lavere Byrd. Dette har imidlertid syntes Engelskmændene enten for sært eller for lidt, saa de har ►endelig villet giøre ►Bjovulf enten til ►Thor eller til en anden tysk eller nordisk Afgud, uden at ændse, at XXXIII►Bjovulfs-Drapens Skjald, som vidste godt hvad han gjorde, i saa Fald vilde holdt sit Kvad ligesaa reent for hans, som for ►Odins, ►Thors og ►Freias Navne, der i alt Fald laae ham meget nærmere.
✂ Man maa nemlig ikke tænke, at det var med de ►old-angelske Skjalde, som med de ny-engelske Digtere, at 📌Nordens Gudenavne kun var dem bekiendte fra Slægtregistrene og Ugedagene, thi baade ►Vøluspaa, ►Havamaal og de fleste ►Eddiske Kvad maa være ►Angelsk Arbeide, og det er desuden sikkert nok, at ►Bjovulfs-Drapen, der skyer de gamle Gude-Navne, forudsætter dog ligefuldt gamle Gude-Sange, og staaer netop paa samme mythiske Trappetrin som ►Iliaden, der leger med Guderne.
✂ Det er ►vistnok sært, at Helten har faaet et aldeles ubekiendt Navn, men det vilde være lige sært, hvad saa end Navnet skulde betyde, og vi giætter derfor ►vist med Rette paa, at “Bjovulf” kun er en ►Angelsk ►Forskrivelse af “►Bodulf”, der paa ►Angelsk skulde skrives “►Beadowulf”, ligesom “►Starkaðr” ►aabenbar er en Islandsk ►Forskrivelse af “►Stærkodder”, og jeg vil lægge til, at ligesom Islænderne har taget “►Bjarkes” Tilnavn “►Bodvar” for hans Egennavn, saaledes har sagtens ►Anglerne ogsaa taget den gamle ►Gothe-Helts Tilnavn for hans Egennavn eller dog foretrukket det i Kvad, medens hans bekiendte Navn spores i “►►Hererik”, som han V. 2345 og 4406 synes at blive kaldt. I saa Fald vilde vi ►Nordfarer møde en gammel Bekiendt, Gothekongen ►Heidrek, som ►Anglerne kaldte “►Heaðoric”, og da han i ►Fredegods-Sagnet hos 👤Saxe smelter sammen med ►Erik Kæmpevækker, kunde det Hele poetisk afrundes.
✂ XXXIVDog, dette er endnu kun en ganske løs ►Giætning, medens vi ►nødvendig maa komme til den Slutning, at naar de ►Gothiske Oldsagn om Kong ►Hrædel og hans Æt er ægte, da maa ►Bjovulf, trods sit sære Navn og sin æventyrlige Skikkelse, ogsaa nyde godt deraf, uden at hans Tredivemands-Styrke maa ►komme ham mere til Eftertale end ►Stærkodders tre Par Arme og tre Aarhundreders Alder, der kun er dem skiænkede som mythiske ►Stillings-Mænd for hele ►Gothe-Stammen.
✂ Hermed vende vi os til ►Bjovulfs-Drapens Sammenhæng med 📌Høinordens Sagn-Historie, som vi finder den i Islandske Kilde-Skrifter og i 👤Saxe Runemesters ►Danmarks-Krønike, og heri giør den en Vending og tænder et Lys, som vi aldrig turde ventet, ved at pege paa ►Gothe-Kongen ►Higelaks (►Hugleiks) ►Søtog til 📌Frisland, og hans Fald i Kampen med ►Hetvarer og de Merovingiske Franker; thi da vi hos 👤Gregor fra Tours og i andre Frankiske Aarbøger finder dette ►Tog og dette Nederlag udtrykkelig omtalt, som en ►Mærkværdighed fra Merovingen 👤Theudeberts (👤Thjodverds) Dage i Begyndelsen af det sjette Aarhundrede, saa har vi derved faaet et Fodfæste midt i de bølgende Oldsagn, hvorved vi ordenlig kan faae sikker Gang i dem*Merovingerne opdagede jeg først 1841. See ►“Brage og Idun”. IV, 494. 497. 509.. At nemlig Frankerne har ►forskrevet Kong ►Higelaks Navn og kaldt ham “Dansk”, og at de kaldte “►Hetvarerne” ►Attuarier, det er, efter alle Kyndiges Dom, netop ►Borgen for Beretningens Ægthed, og da ►Bjovulfs-Drapen klarlig giør Kong ►Higelak samtidig med ►Hrodgar og ►Hrodulf (👤Saxes og Islændernes XXXV►Ro og ►Rolf) i 📌Danmark, ja, fører os derhos et halvt Aarhundrede tilbage til ►Halvdan og den verdensberømte ►Hengest, saa har 📌Nordens Oldsagn derved vundet Borgerret i Verdens-Historien. Vel har ►Bjovulfs-Drapens Engelske Udgivere faaet den Nykke at benægte ►Eenheden af ►Anglernes ►Hrodgar og Islændernes ►Hroar, og vil ikke engang ret kiendes ved deres egen ►Hengest, men beviser det noget, da er det kun, hvor nær ►Anglerne have været ved at drikke hele deres Nordiske Arvegods op i Franske Vine, saa at, hvis vi ikke, til Giengiæld for mange gamle og store Tjenester, havde reddet ►Bjovulfs-Drapen til dem, ►som en Brand af Ilden, da var den sagtens gaaet fløiten med alt det Andet. Ligesom nemlig ►Anglernes “►Hroðgar” og “►Hroðulf” ►aabenbar er de samme Navne som Islændernes “►Hroar” og “►Hrolf”, saaledes er Islændernes ►Hroar og ►Helge, ligesaavel som ►Anglernes ►Hrodgar og ►Halga, Sønner ►ad ►Halvdan Skjoldung, saa det vilde være et uhørt Tilfælde, om de intet skulde have med hinanden at giøre.
✂ Udenlandske ►Sagnkyndinger maae derimod vistnok studse ved, at ►Bjovulfs-Drapens ►Gothiske Kong ►Higelak med hans Fader ►Hrædel, samt alle ►Hrædlinger, og deres ►mærkværdige Sammenstød med de Svenske ►Skilfinger, ikke har efterladt sig mindste Spor i vor ellers saa rige Sagn-Kreds, men skulde det vække Tvivl om noget, da kunde det jo dog aldrig være om Ægtheden af de Sagn, vi spore hos os selv, men kun om de hidtil Ubekiendte, og da nu netop disse ►Gothiske Sagns Ægthed er godtgjort af de Fremmede, saa tjener det netop til at bestyrke Ægtheden af de Øvrige, og vi, som veed, at alle de ►Gothiske og Svenske Oldsagn vilde være XXXVIforgaaede, dersom ikke ►Bjovulfs-Drapens Skjald, 👤Saxe og 👤Snorre havde reddet enkelte af dem, vi forundre os kun over dette, og ikke over, at alle ►Hrædlinger og ►Vægmundinger maae takke ►Angel-Skjalden og 👤Gregor fra Tours for deres ►priselige Eftermæle. Ogsaa herved stadfæstes ►Havamaalets bekiendte Udbrud:
✂
Sjelden Bauta-Stene
►Stande ved ►Adelvei,
Reiser dem ei Søn efter Fader;
✂ thi det samme giælder ►aabenbar om Oldsagn, som glemmes i Hjemmet.
✂ Mellem de os i 📌Høinorden velbekiendte Oldsagn, som ►Bjovulfs-Drapen spiller paa, er nu ►Vølunds og ►Volsungernes de mest iøinefaldende, men herved maa dog bemærkes, at det er først seent opdaget, at ►►Bjovulfs-Drapen ikke, som jeg selv har udspredt, tilskriver ►Sigmund Volsung den Drage-Kamp, der, baade efter Nordiske og Tyske Oldsagn, tilhører hans verdensberømte Søn: ►Sigurd Fofnersbane (►Niflungs-Kvidens ►Siegfried), og at man af ►Bjovulfs-Drapen ei kunde seet, om ►Anglerne havde ►Vølunds-Sagnet tilfælles med os, eller blot, som hele den ►Gothiske ►Folke-Kreds, ►Vølunds-Navnet paa den Nordiske ►Dædalos eller ►Konst-Fader. Dette lærde vi nemlig først af ►Exeter-Bogen, hvor vi fandt de to ►mærkelige Vers af ►Anglernes ►Taalmodigheds-Vise:
►✂
Wéland him be wurman
wræces cunnade,
an-hydig eorl,
earfoða dreág,
hæfde tó gesíððe
XXXVIIsorge and longað,
winter-cealde wræce,
weán oft on-fond,
siððan hine Niðhad
on néde legde
swoncre seono-bende
on syllan mon.
þæs ofer-eode,
þisses swá mæg.*For “►be wurman” maae vi læse “►bemurnand”; ►ofer-eode af “►ofergangan” maa forstaaes ligesom det Danske “gaae over”, i Talemaaderne: Uveiret, Smerten, Ulykken gik over, blev forvundet; istedenfor “►on néde” maae vi læse “►on níðe” og forstaae det Følgende om den Lemlæstelse, som lammede ►Vølund.
Beadohilde ne wæs
hyre bróðra deáð
on sefan swá sár,
swá hyre sylfre þing,
þæt heó gearolíce
on-gieten hæfde,
þæt heó eácen wæs,
ǽfre ne meahte
þríste ge-þencan,
hú ymb þæt sceolde.
þæs ofer-eode,
þisses swá mæg►.
✂ Hvad der nemlig end heri falder os uforstaaeligt, saa er det dog klart, at ►Anglerne har havt det samme ►Vølunds-Sagn, som ellers kun findes i den ►Eddiske ►Vølunds-Kvide, hvor vi finder ►Vølunds-Bøddelen ►Nidhad baade som ►Nidad og ►Nidud, hans Sønner, som XXXVIII►Vølund hevnede sig paa, og hans Datter ►Bødvild, som ►Vølund ►daarede.*Efter mine Tanker maa endog den Islandske ►Vølunds-Kvide være en Oversættelse fra ►Angelsk; thi kun deraf kan det, efter mit Skiøn, komme, baade at der næsten lige saa tit læses ►“Niþaðr” som ►“Niþuðr”, at ►“Beadohild” er ►forskrevet til ►“Böðvildr”, at der findes det reent ►Angelske Ord “►jarknasteinar” og at endelig “►hrósa” kun giver Mening, naar det tages for det ►Angelske “►hreósan”.
✂ Hvad nu ►Volsungens berømte Drage-Kamp og ►Guld-Gæving angaaer, da afviger ►Bjovulfs-Drapen klarlig fra ►Edda-Kviderne og ►Volsung-Sage deri, at den ikke lader ham ride til og fra Valpladsen paa ►Sleipner-Føllet ►Grane, men fører ham frem og tilbage paa Lykke-Skibet, som man seer V. 1784-87.
✂
►sǽ-bát gehleód,
bær on bearm scipes
beorhte frætwa
►Wælses eafera►;
✂ og da “►eafera” sædvanlig betyder “Søn”, synes Daaden jo virkelig her at tillægges ►Sigmund, men da “►eafera” dog ganske svarer til vores “Afkom”, lader det sig ogsaa forstaae om enhver ►Volsung, og da nu Skjalden siger, at ►Sigmund havde ►Fjotle (►Fitela) med sig ved al sin Bedrift, men at ►Fjotle var ikke med ved Drage-Kampen, saa var det ►aabenbar overilet at sigte ►Angel-Skjalden for at ville berøve ►Sigurd Fofnersbane hans Tilnavn og mageløse ►Priis fra 📌Østersøen til 📌Middelhavet. Alt vel overveiet, maae vi derfor meget mere antage, at Skjalden netop har villet tilskrive ►Sigmund-Sønnen det mageløse Storværk, ved V. 1762-1771:
✂
►XXXIX►Sigemunde gesprong
æfter deáð-dæge
dóm unlytel,
syððan wíges-heard
wyrm ácwealde,
hordes hyrde,
he under hárne stán
æðelinges bearn
ána genéðde
frécne dǽde►.
✂ Ved “►æðelinges bearn” skal vi nemlig tænke paa “►Sigmunds Søn”, som gjorde sin Fader Ære i hans Grav, og ventelig har for “►syððan wíges-heard”, hvor Navnet nu fattes, enten staaet “►Sigeferð wíges-heard” eller “►syððan Wælsing wíges-heard”.
✂ Da det hos os er sædvanligt at slaae “►Volsunger” og “►Ylfinger” sammen, som een og samme Slægt med to Slægt-Navne, saa maa det med Flid anmærkes, at ►Bjovulfs-Drapen umiskiendelig skiller sine “►Vylfinger” fra “►Volsunger” og betegner dem som et Nabofolk til ►Gother og Danskere, saa de rimeligviis maa søges i 📌Norge, hvor da ogsaa, efter 👤Saxe, ►Erik den Veltalende (Eiríkr inn málspaki) havde hjemme, om hvem vi læser i “►Skalda”, at han var af “►Ylfing-Slægten” *►Snorres Edda (i 👤Rasks ►Udgave S. 192-93), hvor ►Ylfinger og ►Volsunger ogsaa ►klarlig adskilles.. Da nu, saavidt jeg veed, hele Sammenblandingen af ►Volsunger og ►Ylfinger, som ►Skalda ligefrem modsætter sig, ene beroer paa et løst henkastet Ord i Fortalen XLtil en ►Edda-Sang *►Den ældre (👤Sæmunds) ►Edda (i 👤Munchs ►Udgave) S. 89. Sammesteds S. 88 synes Skjalden at henføre ►Ylfinger til “►Gylfe.”, saa bør den agtes for død og magtesløs, om der end ikke skulde opdages flere Spor af ►Ylfingernes ►Idrætter, eller af den ►Heaðolaf ►Ylfing, som, efter ►Bjovulfs-Drapen, fældedes af ►Vægmundingen ►Egthjov og maatte bødes for i dyre Domme.
✂ Endnu een gammel Bekiendt fra den mythiske eller episke Tid møder vi i ►Bjovulfs-Drapen, nemlig ►Hermod, thi, skiøndt her spilles paa et ►Hermod-Sagn, som vi ikke kiender, er der dog ingen Grund til at skille ►Bjovulfs-Drapens ►Hermod fra ham, der spiller en udmærket Rolle i ►Balder-Sagnet, og som har sin faste Plads paa de ►Angelske Stamtavler, mellem ►Odins Forfædre, hvorved han endogsaa er smuttet ind i ►Gylfe-Legens berygtede Fortale*►Snorres Edda (👤Rasks ►Udgave) S. 13.. Hvis ikke den ►eddiske ►Hyndle-Sang skulde være ►Angelsk Arbeide, maae vi dog ogsaa i vort 📌Norden have havt Sagn om ►Hermod som Helt, siden han der stilles ved Siden ad ►Sigmund Volsung, naar det hedder om ►Odin:
✂
►Gaf hann Hermóði
hjálm ok brynju,
en Sigmundi
sverð at þiggja►
*►Sæmunds Edda (👤Munchs ►Udgave) S. 67, men vistnok har ►Hyndlas Sang saamange os fremmede Navne, at den sagtens har hjemme hos ►Anglerne..
✂ Det ►Angelske Sagn, seer vi for Resten, har fremstillet ►Hermod som en af de berømteste Kæmper i ►Skjoldungernes ældste ►Gaard, men som Lykken gjorde XLIovermodig og grusom, og forlod ham derpaa aldeles, saa han faldt i ►Jettevold og fik en ynkelig Ende, saameget ynkeligere, som Haabet om hans Søn ogsaa skuffedes, hvorved vi bagvendt mindes om det “►Hel-Rid” som er den nordiske ►Hermods mythiske Bedrift. Endelig finde vi i ►Hakonsmaal ►Hermod udgaaende fra ►Valhal, Haand i Haand med ►Brage, og vil vi see andet deri end et Vindæg af “👤Eivind Skaldaspilder” da maae vi derved komme til at tænke os ►Hermod som en af vore ►Arilds-Skjalde, der enten selv red til ►Hel paa ►Sleipner for at giæste ►Balder, eller blev viist til ►Hel af sin ►Eftermand, men dog kun som en lille Udflugt fra ►Valhal. ►Hermod-Sønnen hedder for Resten altid paa Stamtavlerne “►Skeldva” og skal, efter ►Skalda, være ►Skilfingernes Stamfader.
✂ Herved mindes vi om, at ►Skilfingerne, som i ►Bjovulfs-Drapen bryster sig paa den Svenske Throne, ei heller paa 📌Island har været aldeles ubekiendte, men om deres Skæbne og Bedrifter hører vi intet derfra, og kun i ►Hyndle-Sangen synes “►Skilfinger” at staae istedenfor “►Ynglinger”, som ellers hos os er de Svenske ►Arilds-Drotters staaende Tilnavn. Da imidlertid de bekiendte ►Ynglinger: ►Ann eller ►Ønn, ►Ottar og ►Adils, og især de to sidste, er kiendelige i ►►Bjovulfs-Drapens ►Skilfinger: ►Ongenthjov, ►Ohter og ►Eadgils, og da ►Eadgils her staaer i Linie med ►Hrodulf, ligesom hos os ►Adils med ►Rolf, saa er det uden al Grund, at man udenlands har anseet dem for uforligelige.
✂ Om den store Krig imellem de Svenske ►Skilfinger og de ►Gothiske ►Hrædlinger, som ►Bjovulfs-Drapen besynger, veed ►Ynglinge-Saga ►vist nok intet at forXLIItælle, men da 👤Harald Haarfagers Hoved-Skjald 👤Thjodolf af Hvine, paa hvis Vers fornævnte Saga er bygget, egenlig kun besynger ►Ynglingernes Død og Bautastene, maa det i Livet og i Marken ei være til Skade for deres gode Navn og Rygte, og det er i Øvrigt baade af 👤Saxes og 👤Snorres Fortællinger klart nok, at Modsætningen mellem Svenskere og ►Gother har endnu i det Ellevte Aarhundrede været skarp nok, saa den maatte sagtens i det Femte og Sjette Aarhundrede være ►bidhvas tilgavns.
✂ Da vi imidlertid nu engang savne alle andre Efterretninger om Arve-Feiden i gamle Dage end ►Bjovulfs-Drapens, og da Skjalden lidt ubehændig har indskudt hvad han vidste i kun halvt sammenhængende Brudstykker, saa holder det haardt at giøre noget Heelt ud deraf, men dog gienkiender vi her godt i det Smaa det store ►Gothiske Sørgespil, saa at skiøndt vi ikke engang ►ret veed, hvor Skjaldens 📌Gothland laae, borger dog Sagnet selv for sin Ægthed, og de Frankiske Aarbøger har, som sagt, ved at melde os Kong ►Higelaks Fald i 📌Frisland, givet os Troen i Hænderne. Sagnet begynder med den gamle Kong ►Hrædel, som vi kan skiønne har i sin Velmagt været en vældig Drot i sin Kreds, som Svenskerne enten har maattet bukke for, eller har dog ikke vovet at udæske; thi Freden brydes først af ►Ongenthjov, den gamle Hugaf, da Ulykken har nedslaaet ►Gothernes Mod og lagt Kong ►Hrædel i Graven. Ulykken har en fjern men dog ►mærkværdig Lighed med den brittiske Kong 👤Lears, som 👤Shakspear har stræbt at forevige, og en ►Broder til 👤Shakspear vil kunne fremstille Kong ►Hrædels Ulykke med sine tre XLIIISønner ligesaa gribende som Kong 👤Lears med sine tre Døttre, uden at laane det mindste; thi da ►Hædken (Hakon) ved et Vaadeskud dræber sin ældre Broder ►Herebeald (Hærbalder) ligesom ►Hødur, dræbde ►Balder, blev den gamle Fader vanvittig, og glemde aldeles, at han havde to Sønner tilbage, saa han sang det ene Sørgekvad oven paa det andet, alle med det Omkvæd, at han havde kun to Sønner, begge døde, den ene faldet af Vanvare for Broderhaand og den anden svævende i Galgen som Brodermorder, medens deres gamle Fader gik barnløs og trøstesløs i Graven.
✂ Svenskerne gjorde da under ►Ongenthjov Landgang paa ►Gothland (rimeligviis Øen, som endnu østenfor 📌Sundet bærer samme Navn, men som vi kalder 📌Gulland) og fik Held til ikke blot at fælde ►Hædken og bortføre hans Dronning *Det sidste kommer for Dagen, naar det fortvivlede “►bryda heord” 5853 læses ►“brýd á-herode” som Islændernes “►hertók” (ranede)., men til at ødelægge hele ►Gothe-Hæren, saa dens ringe Levning fandt sig om Aftenen indespærret i ►Ravne-Skoven, for næste Morgen, efter ►Ongenthjovs frygtelige Trudsel, enten at ►springe over Klingen eller, for Løiers Skyld, dingle i Galgen. Den yngste ►Hrædling, ►Higelak, kom imidlertid med Undsætning i Morgengryet, og, skiøndt vi ikke kan ►oprede de nærmere Omstændigheder, seer vi dog, at ►Ongenthjov maatte pakke sig, og faldt siden i et Slag med ►Higelak, for to Brødre, ►Vanraads Sønner, ►Jofur og ►Ulf, der vel var To om Een, ligesom ►Kette og ►Vigge om ►Adils, men vandt dog stor Ære ved Bedriften, saa ►Jofur endogsaa fik ►Higelaks eneste Datter, ►Hylde, til Ægtefælle.
✂ XLIVOm ►Ongenthjovs Sønner: ►Ottar og ►Unild (►Ohter og ►Onela), avlede, som det synes, med den ranede ►Gothiske Dronning, har søgt at hevne Skade, veed vi ikke, men det har i alt Fald været forgiæves, saalænge ►Higelak stod for Styret og ►Bjovulf gik i Spidsen, thi da, siger Skjalden, behøvede man ikke at leie ►Kæmper enten blandt Danskere, Svenskere eller ►Gepider, og selv efter ►Higelaks Fald, mens ►Bjovulf var Formynder for hans unge Søn ►Haarderaad (►Hardred), havde 📌Gothland Fred. Først da ►Haarderaad selv havde besteget Høisædet, og maaskee ►oversaae ►Bjovulf, gjorde ►Ottars Sønner Landgang paa ►Gothland for at hevne deres Bedstefader, og havde Held til at fælde ►Haarderaad, men maatte dog pakke sig for ►Bjovulf, som nu besteg den ledige Throne, og, som det synes, under en Broder-Krig mellem ►Ottar-Sønnerne, fandt Leilighed til at ydmyge Svenskerne og fortjene Tak af ►Adils (►Eadgils), som han skaffede Overhaand. Hvordan det endelig gik efter ►Bjovulfs Fald, da den unge ►Viglaf, som det synes, selv af ►Skilfing-Blod, skulde værge 📌Gothland, veed vi ikke, men at de bange Anelser, som Skjalden ved denne Leilighed udtrykde, gik i Opfyldelse, det veed vi af ►Ingel Ildraades Saga hos 👤Snorre.
✂ Af ►Bjovulfs-Drapens ►Gothiske Sagn staaer vel endnu det om Kong ►Higelaks Giftermaal med ►Hygd tilbage, men da ►Skind-Bogen netop under Kvadet derom har skiftet Afskriver og gjort et daarligt Bytte*Den ny Skriver har begyndt omtrent v. 3873. og da ►Vidsidsmaal ikke engang nævner Kong ►Hrædel og XLVhans Æt, men kun ►Ongenthjov som Svensker-Drot *►Vidsidsmaal (►the Traveller’s song) v. 64., saa maae vi lade den Sag ►staae ved sit Værd, og kan egenlig kun oplyse, at naar man udenlands endelig vil giøre ►Hygd, efter Kvadet ung som Rosens-Knoppen, til Enke efter ►Offa, da ►løber man aabenbar med Liimstangen►.
✂ ►Bjovulfs-Drapens ►Offa tvivler nemlig ingen af os om, jo er den ►Offa, ►Vermunds Søn, som findes paa de ►angelske Stamtavler, ei langt fra ►Odin, saa at naar man tager ►Higelak og hans Hustru for levende Folk i Slutningen af det femte Aarhundrede, da forbyder Giftermaalet mellem ►Offa og ►Hygd ►klarlig sig selv; men desuden seer man let, at ►Offas Dronning, hvis ►Drude-Navn endnu kan spores*V. 3856 hvor “►Þryðo” sikkert skal være Navnet paa ►Offas Dronning, som baade paa Stamtavlerne og i ►Munkekrøniken om ►Offa kaldes med et lignende Navn., kun er smuttet ind i Kvadet til Sammenligning med ►Hygd, ►Hæreds Datter, som ventelig ogsaa har været bevogtet af en ►Lindorm eller et andet Udyr, der maatte fældes af hendes Beiler. Dette, som vi kan slutte af Kvadet selv, bestyrkes ved 👤Saxes Fortælling om den Svenske Kong ►Herods Datter, som havde saa slem en Livvagt*👤Saxe Runemesters ►Danmarks-Historie, 👤Müllers ►Udgave S. 443., thi vel kaldes denne Prindsesse ►Thora og befries af ►Regner Lodbrog, men naar man veed, at 👤Saxe efter ►Braavalle-Slaget har i Sagn-Historien maattet tye til Islandske Kilder, og at ►Regner Lodbrogs Saga er en historisk Roman, der uden videre gifter Regner i det Ottende Aarhundrede med ►Sigurds og ►Brynhilds Datter fra XLVIdet Fjerde, da lader man sig ikke skræmme af Tidsregningen.
✂ At nu ogsaa Skjalden holder med Dronning ►Drude eller ►Ædel-Drude, mod den ►Vermunds Søstersøn, som beskyldte hende for at have ►staaet sin Husbond efter Livet, agter jeg, trods Textens Usikkerhed, for sikkert nok, og at det samme har været Tilfældet med Kong ►Offa, saa Fætteren maatte pakke sig*►Bjovulfs-Drapen v. 3874-3918 og de tilsvarende Anmærkninger, hvor jeg har givet mine Grunde..
✂
Hvad endelig Kong ►Offa selv og hans Giftermaal angaaer, da kaldes ►Drude vel her, ligesom i ►Munke-Krøniken en “Frankisk” Prindsesse, men hun rømmer ingenlunde, som i den, over Havet fra sin Fader, men roer kun over “den gule Flod” paa sin Faders Tilskyndelse, saa her maa man tænke paa det sønderjydske 📌Angeln og det holstenske 📌Mauringien (Stor-Marn?) hvor jo Frankerne selv siger, de har boet, før de tog Deel i Folke-Vandringen*►Bjovulfs-Drapen v. 3892-95.
✂
►– hió ►Offan flet
ofer fealone flód
be fæder-láre
síðe ge-sóhte►.
✂
XLVII►►Offa geslóg
ǽrest monna
cniht wesende
cyne-rica mæst,
(nǽnig efen-eald him)*Vi maae v. 80 læse “►cynelícre mærð” og v. 81 “►efnde” ⓘ
før “►him.”
eorlscipe máran
on orette*Man har villet giøre et Verbum af “►on orette” men forgiæves; vi skal vist læse: ►on (an) oretta, áne sweorde” og tænke paa ►Uffe, Een mod To, med Sværdet ►Skræp.
áne sweorde,)
merce ge-mǽrde*Enten maa ►Anglerne have havt et “►ge-mǽran” som betød at sætte Grændse-Skiel, eller vi skal læse “►mǽru ge - marcode” i samme Mening.
við Myrgingum
bi Fífeldore
*Selv Englænderne indrømme, at “►Fífeldor” maa være det samme som “►Eidora”, paa Islandsk “►Ægis dyrr.”
heóldon forð siððan.
Engle and Swǽfe
*►Swǽfe maa være en Skrivefeil for “►Seaxe,” blandt andet fordi vi ikke finde “►Swǽfe” men “Swǽfas” hos 👤Orosius.
swá hit ►Offa geslóg►.
✂ Ligesaalidt som det var med en Pen, ►Uffe satte “📌Eider-Grændsen,” og ligesaalidt som Pennen, selv i sine mest ►glimrende Dage, har mægtet at forsvare 📌Dannevirke eller ►hænge “Leddet ilave,” ligesaalidt nytter os i sig selv de gamle ►Skjoldungers ►Priis paa Papiret, men vi kan dog ikke andet end glæde os over, at ►Anglernes gamle Hovedskjald har givet dem og XLVIII📌Danmark meget bedre ►Lov end den Ny; thi det har saa meget mere at sige, som den Gamle ►aabenbar kiendte 📌Danmark og ►Skjoldungerne meget bedre end 👤Hamlets ►Engle-Skjald.
✂ Var nemlig endog Oldsagnet om Kong ►Skjold, alle ►Skjoldungernes Stamfader, og hans hemmelighedsfulde Forhold til 📌Danmark, det eneste, ►Angel-Skjalden havde balsameret og giemt for os, saa maatte vi dog være ham meget taknemmelige, thi vel har vi smukke Sagn om Kong ►Skjold, baade som ►Lødurs Søn hos 👤Saxe og som ►Odins Søn hos 👤Snorre, men dog ikke Mage til det ►Angelske, om “►Barne-Engelen,” der giæstede vore Kyster, slumrende paa Korn-Negen, blev som 📌Danmarks Skytsaand (►familiar) vor Konge, og vendte ei tilbage til ►Alfhjem eller ►Gimle, før han havde skaffet os Ære, Fred og Lykke midt iblandt stridige og ►nærige Naboer, og efterlod en Kongeslægt, der giennem Aarhundreder, som den ►Fredegode, skulde bæres paa Hænderne af Folket *Vel henfører 👤Ædelvard og de andre Latinske Krønike-Skrivere Oldsagnet om det folkeløse Stor-Skib med Barne-Kongen til “►Skef” men ►Angel-Skjalden har nok vidst langt bedre Besked med Nordiske Oldsagn end “Latinerne”, og desuden kan man godt see Grunden til at man kaldte den lille ubekiendte ►Skibs-Dreng ►Skefing efter den “►Skef” som siges at have været 👤Noas fjerde Søn, født i ►Arken, mens der ikke var fjerneste Grund til at lade ►Skef selv efter Aartusinders Forløb ►flyde op i 📌Danmark.. Af denne Kongelige ►Skjoldung-Stamme nævner ►Angel-Skjalden: ►Bjovulf, ►Halvdan den Høie, hans tre Sønner ►Hjørgar, ►Hrodgar og ►Helge den Brave, ►Hjørgars Søn ►Hjørvard, ►Hrodgars Sønner ►Hredrik og ►Hrodmund, og endelig, uden XLIXFaders Navn, ►Hrodulf; hvoriblandt kun eet Navn, nemlig ►Bjovulfs, er os aldeles fremmed, medens de andre Navne ikke blot har en hjemlig Klang, men er tildeels velbekiendte, som ►Halvdan, ►Roe (Islændernes ►Hroar) ►Helge og ►Rolf. Da nu imidlertid ►Halvdan og ►Roe, som vi kun har hørt meget lidt om her hjemme, er Hoved-►Skjoldungerne i ►Bjovulfs-Drapen, saa er baade ►Toget til ►Jotunheim i Kong ►Halvdans Tid og ►Maglebardernes Optøier i Kong ►Roes ►Gaard os ganske nye Begivenheder, som det maa være os en Fornøielse at giøre Bekiendskab med. ►Mærkeligt er det dog, at ligesom vi her hjemme kun har hørt om Kong ►Roe, at han bygde 📌Roskilde, saaledes synes ogsaa Byggeriet at have været den vigtigste Bedrift af ►Hrodgar, som Skjalden havde hørt tale om; thi vel roser han ►Hrodgar for Heltemod i Ungdommen, men nævner dog ingen Heltegierninger af ham, da Striden med ►Maglebarderne, efter ►Vidsidsmaal, maa henføres til den senere Tid, da ►Hrodulf (►Rolf) var blevet voxen. ►Hrodgar-Borgens Navn (►Heort) vilde efter den danske ►Mund være ►Hjortholm, men dersom Tyskerne ikke ganske for intet har skiænket os “📌Herthedalen”, maa det vel staae i Forbindelse dermed.
✂ Hele det Billede, ►Bjovulfs-Drapens Skjald giver os af Livet paa ►Hjorte-Borgen, passer for Resten vidunderlig godt til den historiske Betragtning af Dagene i 📌Danmark, som de maae have seet ud i ►Rolfs Opvæxt eller i den danske Guldalders Aftenrøde, som ►Rolf kun forgiæves stræbde at forvandle til en ny Morgenrøde, og blev kun Helten i et rørende Sørgespil, som maa Lkaldes det danske ►Ragnarok, hvori ►Bjarke og ►Hjalte svare til ►Thor og ►Frei, som falde ved ►Odins Side, og ►Vigge svarer til ►Vidar, som hevner ►Seierfader paa ►Fenris-Ulven. Enten vi nemlig hører paa ►Hrodgar med hans Gammelmands-Klynken og Klogskab, eller paa hans ►Drost ►Hunferd med store Ord i Munden, men kun lidt Mod i Bringen og ►Skielmen bag Øret, eller vi seer paa Dronning ►Vælthjov med Skuespillerindens Finhed og ►Væverhed, paa hendes kiære Sønner uden Mund og Mæle, eller paa de snorkende Kæmper med ►Æsker i Spidsen, der lod sig æde med Hud og Haar af ►Trolden, uden engang at vaagne; da gienkiender vi saa meget bedre den Danske Ynkelighed i Aandens Fraværelse, som vi selv har havt Nok af den for Øie, og det med den samme dybe Hjerteligheds ►Giennemskin, som godt kan røre en ►Gothisk ►Stærkodder til at ►kæmpe som en Løve for de falmede, men dog igrunden gyldne Hjerter.
✂ Alt dette har man naturligviis udenlands endnu ingen Tanke om, og selv her hjemme langt mindre Øie end Øre for, men desuagtet er det dog lige sandt, og er ingenlunde saa pæredansk, at det ►jo hænger nøie sammen med Verdens-Historien; thi hvad vi ►alt forud maatte giætte, at 📌Danmarks ►Næde og Trang til ►Gothiske ►Leiekæmper faldt sammen med den ►Angelske Udvandring i det Femte Aarhundrede, det har ⓘ ►Bjovulfs-Drapen slaaet fast, ved at redde Oldsagnet om Friser-Høvdingen ►Hengest, der i den Danske Kong ►Halvdans Ærinde, førde an paa ►Toget til ►Jotunheim, og har da siden taget Broderparten baade af det LIDanske Mod og den Danske Flaade med sig til 📌Bretland *At nemlig Høvdingen for det store 📌Englands-►Tog virkelig ►traf til at hedde ►Hingst (►Hengest), maa man, især efter ►Bjovulfs-Drapens Vidnesbyrd, antage, men naar Sagnet lader ham have Hoppen (►Hors) til Broder, som dog forsvinder ved Landingen, da vædder jeg Ti mod Een paa, at det er en Shakspearsk Vittighed til at betegne at alle de danske “►Hav-Heste” gik fløiten..
✂ Oldsagnet om Danskeres og Frisers ►Tog med samlet Styrke under ►Hnæf og ►Hengest mod Kong ►Finn ►Folkvalds Søn i ►Jetteland, lader Skjalden hans Helt høre giennem en ►Kæmpevise i ►Hrodgars Hall, og ved Hjelp af det opdagede ►Brudstykke om Natte-Kampen paa Finsborgen, seer vi, at ►Finn strax led et saa afgiørende Nederlag, at han ingen Redning saae, uden i et ►skielmsk Forlig med Seierherrerne, hvorefter de skulde være halvt med Kong ►Finn om hele Riget og have ►Finsborgen i Pant paa hans Troskab. Saasnart imidlertid ►►Jettekongen havde gjort Heltene godtroende med sin falske Finhed og Gavmildhed, overraskede han ►Finsborg ved Nattetid, hvor begge Høvdingerne ►havde Borgeleie med tresindstyve ►Kæmper af Vælgten, og skiøndt de kæmpede som Løver, maatte de tilsidst bukke under. ►Hnæf og de Fleste faldt, og kun ►Hengest med nogle Faa maa have reddet sig, da vi, paa hin Side af et ►Hul, som vi ikke kan stoppe, finder ►Hengest paa Hjemfarten til 📌Frisland, hvorfra han næste Vaar hjemsøger ►Finn, fælder ham og tømmer Skatkammeret. Denne ganske klare Sammenhæng har man vel udenlands stræbt at formørke med de to Linier i ►Vidsidsmaal:
✂
►►Fin Folcwalding
(weóld) Fresna cynne►,
✂ LIIthi herved har man ikke blot villet fradømme ►Hengest sin lovlige Stilling som ►Friser-Høvding, men ovenikiøbet væltet ►Finns ►Nidingsværk over paa ►Hnæf og ►Hengest, men det er saa aldeles grundløst, at jeg kun nævner det for at tilføie, at om end ►Vidsidsmaal ikke var saa uefterrettelig, som den ►aabenbar er, kunde dens Skjald paa anden Haand godt, for det gode Rims Skyld, kaldt ►Finn ►Friser-Høvding, fordi Friserne under Forliget med ►Hengest virkelig, efter Sagnet, havde hyldet ham. Uagtet vi for Resten intet kiender til ►Finn ►Folkvalds Søn, maae vi dog henføre Brynjen “►Finnsleif” til ham, som efter ►Skalda (p. 152) hørde til ►Adils-Skatten i 📌Upsal. Om den gaadefulde ►Hildeborg ►Hokes Datter, som var Følgje paa ►Toget, kan jeg vel heller ikke enes med de Fremmede, da de endelig vil have hende til at være ►Finns Dronning, et Giftermaal, jeg har modsat mig af alle Kræfter; men jeg tør dog ikke nægte, det lod sig høre, at hun kunde været en røvet Dansk Prindsesse, som ►Toget netop skulde hevne og befrie. Da imidlertid ►Hildeborg ►Hokes Datter maa antages for Syster til ►Hnæf, som efter ►Vidsidsmaal var ►Hoved for ►Hokingerne, og da hun efter ►Bjovulfs-Drapen maa have mistet sine Sønner tilligemed sin Broder paa ►Finsborgen, siden de brændtes paa hans Baal, saa maatte hun, efter mit Skiøn, enten været gift med ►Hengest eller have fulgt ►Danehæren som en Enke-Dronning. Skiøndt vi intet Sagn har om ►Hnæf, saa nævnes han dog mellem ►Søkongerne eller Viking-Drotterne baade i ►Skalda og hos 👤Saxe.
✂ Kommer vi nu til Sagnet om ►Maglebarderne (►Heaðobeardas), da var det, efter ►Vidsidsmaal, hvad LIIIvi af ►Bjovulfs-Drapen ikke kunde seet, ►Hrodgars egen Datter, ►Freyvor (►Freawære), som ved et Fornuft-Giftermaal skulde været ►Sone-Offeret mellem ►Hrodgar og den ►Maglebardiske Prinds ►Ingel, thi der læser vi (v. 91-100) :
✂
►►Hróðwulf and ►Hróðgár
heóldon lengest
sibbe æt-somne
►suhtor-fædran
*“►Suhtor-fædran” betyder, ligesom “►suhter-gefæderan” (v. 2321) Brodersøn med Farbroder, og viser, at ►Hrodulf hos ►Anglerne, ligesom ►Rolf hos os, har været kiendt ►for ►Helges Søn, skiøndt det ikke udtrykkelig siges. Det sjeldne Ords Brug ved denne Leilighed henviser for Resten paa, at ►Vidsidsmaals Skjald har havt ►Bjovulfs-Drapen for Øie.,
siððan hý for-wrǽcon
wícinga cynn,
and ►Ingeldes
►ord forbígdan
*►“ord forbígdan” maa vel betyde det samme som vores “tog Brodden fra.”,
for-heówan æt ►Heorote
►Heaðobeardna þrym►.
✂ Efter disse Vink og efter hvad vi læser i ►Bjovulfs-Drapen, har der været en farlig Feide mellem Danskerne og en Viking-Trop, som vi, i Lighed med Longobarder, maae kalde ►Maglebarder, og tænke os som Oldtidens Jomsvikinger, men veed slet ingen videre Besked om, og vel havde Danskerne beholdt Valpladsen, efter begge Viking-Høvdingernes ►Vidergild og ►Frodes Fald, men ►Danekongen var dog, for Freds Skyld, gaaet paa Forlig med ►Frodes Søn ►Ingel, saa der skulde blive et Par af ham og Kongens egen Datter. ►Legen blev imidlertid fordærvet af en gammel Viking, der, enten paa selve LIVBryllupsdagen eller dog ei længe efter, yppede Kiv i Kongens ►Gaard, ved at minde ►Ingel om, at det var med hans Faders Banemænd og med Røverne af hans Arvegods han pleiede Venskab og gjorde Svogerskab, saa ►Ingel tilsidst fløi op i Spidsen af sine ►Maglebarder og fyldte Kongehallen med Vaabenbrag, men maatte selv med sit Blod betale Gildet, medens den gamle Viking, som en ►Lurendreier, listede sig bort ad lønlige, kun ham bekiendte Stier.
✂ Vi Danskere kan nu umuelig læse dette uden at tænke paa Sagnet hos 👤Saxe Runemester om ►Stærkodder, som med sine Syvmils-Støvler og sin Kulsæk paa Nakken, paa egne Gienveie ►skiævede afsted fra 📌Upsal til 📌Leire for at hærde Kong ►Ingel Frodesøns Hu, som havde Ladet sig daare af et Kvindfolk, der var Datter ►ad hans Faders Banemand; men de to ►Ingels-Sagn vender dog for Resten saa bestemt Ryggen til hinanden, at vi umuelig kan faae dem til at følges ad, men maae lade dem gaae hver sine Veie. Selv den gamle Viking, som vi fristes til at holde paa, da ►Stærkodder sikkert i sine tre Aarhundreder har havt flere Æventyr i 📌Danmark, med ligesaamegen Lighed og Ulighed, maae vi vel slippe, da han i dette ►Ingel-Sagn er saa glat som en Aal.
✂ Derimod lader det sig godt høre og vanskelig afvise, at den ►Agner Ingelsøn, som, efter et andet Sagn hos 👤Saxe, var kommet til Kong ►Rolfs ►Gaard for at holde Bryllup med hans Syster ►Rude, men fandt der en Medbeiler i ►Bjarke, som blev hans Banemand*👤Saxe Runemester (👤Müllers ►Udgave) S. 86-87., maa anLVsees for en Søn ►ad den ►Ingel, som faldt i ►Roes Hall; thi en saadan Skæbne-Lighed mellem Fader og Søn er ganske i det Nordiske ►Kæmpelivs Aand.
✂ Et andet Spørgsmaal, som vi maae opkaste, netop fordi vi ikke selv kan besvare det, er, om ikke ►Maglebarderne (►Heaðobeardas) skulde være ►Levninger af den stolte Viking-Trop, som med 📌Hedeby til deres gamle Hovedstad, havde brudt med Danskerne og som, under ►Hengest, paa hvis Stamtavle vi finde Navnet ►Vedergils, satte ►Kaasen til 📌Bretland? Da vilde nemlig ►Eftersmækket i ►Roes Dage af ►Tordenslaget i ►Halvdans eller ►Hjørgars Dage være i sin ►følgelige Orden.
✂ Endnu maa det vel bemærkes, at da ►Rolf den Store, baade efter ►Bjovulfs-Drapen og ►Vidsidsmaal tilsidst har gjort Opstand mod Kong ►Roe, og temmelig snart maa have faaet Overhaand, saa er ventelig den Kong ►Rerek, som ►Rolf efter en af Viserne hos 👤Saxe *👤Saxe Runemester (👤Müllers ►Udgave) S. 97. skilte baade ved Liv og Skatte, ingen anden end ►Hrodgars ældste Søn ►Hredrik, som efter ►Bjovulfs-Drapen skulde været hans ►Eftermand; thi at 👤Saxes ►Rerek en eneste Gang siges at have havt en “►Bøke” til Fader, kan let beroe paa en af de mange Trykfeil i ⓘ Pariser-Udgaven.
✂ Skal vi nu endelig berøre ►Bjovulfs-Drapens Forhold til 📌Nordens Geographi, som man udenlands har havt travlt nok med, da maa det egenlig kun være for at pege paa den Bemærkning, der giør sig selv, at 👤Shakspears Tip-Oldefader sikkert ikke var stivere i Geographien end han, og at den Umage, Kong 👤Alfred gjorde sig for LVIat faae 👤Ohters og 👤Vulfstans Seilads i vore Farvande nøiagtig ført til Bogs, viser, hvor fattig selv de lærde ►Anglers Kundskab i denne Henseende har været; saa det vil derfor neppe lønne Umagen at lede enten om Skjaldens ►Hronesnæs (►Roneklint eller ►Hvalnæs) og ►Ravneskov, eller om hans 📌Nord-Frisland, 📌Finland, 📌Romø (►heaðoræmes), ►Brondingeland eller ►Skedelande, da selv hans “📌Gothland” fattes alle sikkre ►Kiendemærker.
✂ Ligesom imidlertid de Frankiske Aarbøger borger os for, at ►Bjovulfs-Drapens 📌Vest-Frisland er det, som Frankerne baade kiendte og giæstede, saaledes skulde ogsaa hele Kvadet med sine Øst- og Vest-, Syd- og Nord-Danskere, borge for, at Skjalden ikke med sit “📌Daneland” meende mindre end hele det lille 📌Danmark, der dog synes Tyskerne for stort saavel til ►Hrodgar som til os.
✂ I Henseende til Skjaldens “📌Gothland” eller 📌Vindmark ►(weder-mearc) da finder jeg, som sagt, al Grund til at giætte paa Øen 📌Gothland, (📌Gulland), hvis ældgamle ►Betydelighed som Sømagt er sikker nok, og hvis Historie er mørk nok til, at de største ►Mærkværdigheder kan være sunket i Jorden med 📌Visby.
✂ Om ►Skede-Landene er det endelig min Mening, at det skal betyde ►Skythe-Landene, som vi, blandt Andet af den ►Danske Rimkrønike, seer, vort 📌Høinorden har været kaldt, men derfor kan Navnet godt hænge sammen saavel med “📌Skandinavien” som med ►“Folke-Skeden (vagina gentium), der begge kan skylde de ►latiniserede Gothers Forglemmelse af Modersmaalet deres Tilværelse.
✂ LVIIHermed være da ►Bjovulfs-Drapen paa Grundsproget med hele sit rige Indhold og hele sin Trang til nærmere Oplysning ►Anglernes og hele vort 📌Høinordens forsinkede, men forjættede og forventede ►Runemestre paa det venligste anbefalet, som det ►Gothiske Heltedigt, der ikke blot har Krav paa deres stadige Opmærksomhed og betimelige Haandsrækning, men har Krav paa i saa klar og yndefuld en Skikkelse som mueligt, at blive hele den ►Gothiske Læseverden saa velbekiendt som ►Iliaden og ►Odysseen nogensinde var den Græske! Dette vil ►vist nok ikke skee med mindre den ►Høinordiske ►Vidskab faaer sin Hovedstad efter de store Forbilleder i 📌Oxford og 📌Cambridge, med Ørnen i Asketoppen, istedenfor ►Natuglen paa Hybentornen, i sit ►Storseigl, det vil jo sige: med 📌Høinordens Aand istedenfor 📌Roms ►Uvætte til sin Høvding; men det vil dog ogsaa, trods alle Forhindringer, med Guds Hjelp, skee til hele Verdens Gavn og Forundring.
✂ Mai 1861.
✂ N. F. S. Grundtvig.