►Menneske-Historien og Bibel-Historien hos Jøderne og de Christne.
✂ (N. F. S. Grundtvig.)
✂ ►“Ord gaaer, mens Skrift staaer”, det er et af vore gode Ordsprog, som ►vist nok kan betyde, at i Spørgsmaal om “Mit og Dit” er Skrift langt anderledes ►lovfast end det mundlige Ord, men som dog i en langt dybere Betydning fastsætter Forholdet mellem “Ord og Skrift”, som det “Gaaende” med ►Livs-Røre, og det “Staaende” med Døds-Stille; thi naar man en Tidlang har indbildt sig, at Skriften hardtad gjorde Talen overflødig, eller at dog det mundlige Ord, for at være forsvarligt, paa det Strængeste maatte rette sig efter en Bog, da havde det ►aabenbar sin Grund i en ligesaa latterlig, som sørgelig Miskjendelse af Menneskelivet i det Hele, der netop ved det mundlige Ord hæver sig over det Umælende, ligesom det da ogsaa er indlysende, at havde Mennesket ikke først havt Mund til at tale med, da skulde han til Verdens Ende nok baret sig for at faae Pen til at skrive med.
✂ Saasnart derfor Mennesket vaagner til Bevidsthed, som den eneste Skabning paa Jorden ►i Skaberens Billede, den Eneste, der kan tale om og med sin guddommelige Skaber, da falder det ham aldrig ind at forgude nogen Bogstav-Skrift, der, naar den er allerbedst, dog kun er et dødt Tegn og en tom Skygge af det levende Ord, som maa findes hos 138Læseren selv, naar han skal kunne forstaae Skriften eller have mindste Gavn deraf.
✂ Naar man imidlertid ved et ►Ord med “Aand og Liv” er sat istand til at læse og forstaae, da kan man unægtelig have saare megen baade 191 (VU) Nytte og Nydelse af gode Bøger, og da især af gode Historie-Bøger, som netop, fordi de er døde Ting, kan trodse Døden og kan være baade de varigste og sikkreste Mindesmærker om Menneske-Livet i den forbigangne Tid. Derfor har ogsaa den samme Herre, som ved Daaben og Nadveren taler 517 (US) ►det evige Livs-Ord og det himmelske Lys-Ord til alle Slægter, og som ved sin Aand vil sørge for, at der altid er “levende Røster” til at udraabe og bevidne, udbrede og udtyde dette hans Evangelium, den samme Herre, som var “►førend 👤Abraham►”, har ogsaa ved sin Aand begavet os med to mageløse Bøger, som er hele Christenheden bekjendte under Navn af ►det Gamle og det ►Ny Testamente, og som især ved deres historiske og prophetiske Indhold kaster Lys for os baade over Fortid og Fremtid.
✂ Herved har nu Vorherre unægtelig givet tilkjende, at han vilde have baade Bog-Læsning og Bog-Lærdom eller Skrift-Klogskab hos sit Folk paa Jorden, og i den ny Christenhed er Bog-Lærdommen og Skrift-Klogskaben blevet baade nødvendigere og vanskeligere, fordi vor ►hellige Skrifts ►Grund-Sprog baade er fremmede for os og hører til de saagodtsom “døde Sprog”, der ikke mere tales af noget Folk, saa man med Møie maa stave sig til dem og kan kun ved et ►Pindse-Jærtegn faae dem saameget i sin Magt, 139som man enten har sit Modersmaal, eller kan dog tænkes at faae et andet “levende Sprog”.
✂ Under disse Omstændigheder er det ►vist nok intet Under, at Guds-Folket, den Christne Menighed, hos os hidtil ikke nær har havt al det Gavn af den ►Hellige Skrift, som den er skabt og skikket til at yde, men vel maa det synes sært, at vore Skriftkloge har kunnet falde i den samme Snare, som Jøderne, der randsagede Skrifterne, som om de deri kunde og skulde finde et evigt Liv, thi ikke blot lastede Vorherre 👤Jesus Christus det ►strængelig hos Jødernes Skriftkloge, at de, ►istedenfor af Skrifternes Vidnesbyrd at lade sig drive til ham, som har Livet at ►meddele, vilde med Skrifterne gjøre ham overflødig►, men vore Skriftkloge havde heller ikke den Fristelse til at forgude deres egen yderst tarvelige Skriftkundskab, som Jødernes Skriftkloge, der havde samme Modersmaal som 👤Moses og Propheterne, og kunde derfor let indbilde sig, at ►Skriften for dem var baade et levende og klart Guds-Ord. Vi veed imidlertid, at vore Skriftkloge baade, trods Herrens strænge Advarsel, har tilegnet 192 (VU) sig de jødiske Skriftkloges Indbildning, og har for en stor Deel saaledes forhærdet sig deri, at de udraabe Aandens og Menighedens nødvendige Gjenmæle derimod for en Bespottelse af den ►Hellige Skrift, uagtet vort Gjenmæle langtfra at modsige ►Skriften stemmer klarlig overeens dermed, og revser kun de Skriftkloge, der vil sætte sig selv, deres eget Ord og deres egen Skrift istedenfor Guds-Ordet og den ►Hellige Skrift, eller dog stille sig selv imellem dem og Menigheden, hvorved de endnu langt klarere 140 518 (US) end ►Jødernes Skriftkloge bemægtige sig, som Herren sagde, “Kundskabs-Nøglen”, og kommer dog ikke engang selv ind, men spærre kun Veien for dem, som vil ind.
✂ Dette gjælder imidlertid kun om de saakaldte rationalistiske eller ►aabenbar vantroe Skriftkloge, der ingenlunde vil have den ►hellige Skrift, men deres egne Omskrivninger troede eller dog tagne for gyldige til at ►bestride den Christne Tro, thi 👤Morten Luther og de troende Skriftkloge af hans Skole, de paastod vel ogsaa, at Troen paa ►Skriften, som i Livet maatte blive en Tro paa de Skriftkloge, var en ►Saligheds-Sag, og at de baade kunde og skulde udlede og bevise den Christne Tro af ►Skriften, men ved bestandig at forudsætte som en afgjort Sag, at den Christne Tro, der skulde udledes og bevises af ►Skriften, var den selvsamme oprindelige Christen-Tro, som vi ved Daaben bekjende, og ved aabent at tilstaae, at det var kun ved den Helligaands Oplysning, de kunde udlede og bevise den Christne Tro af ►Skriften, derved stræbde de ►aabenbar ►at opbygge med den ene Haand hvad de nedbrød med den anden, og kunde aldrig, uden klar Selv-Modsigelse, nægte, at der maatte være et andet Troens Ord end ►Skriften, hvormed man skulde bekjende sig til den Christne Tro og hvorved man fik den Helligaand til at forstaae og ►forklare ►Skriften. Saasnart vi derfor indsaae dette, maatte vi, netop som 👤Luthers ægte Børn, lade de Paastande falde, som vi fandt uforenelige med Sandheden om Guds-Ordet og den Helligaand, og vi gjorde det med Glæde, fordi Tiden havde viist, at de ufor141svarlige Paastande om ►Skriften som Troes-Grund og ►Troes-Regel kun forvirrede Menighedens Tankegang og gjorde den enten overtroisk eller tvivlraadig, enten lunken eller voldsom, altid aandløs og hardtad livløs.
✂ Men til hvad Nytte er den ►Hellige Skrift da nu Menigheden, naar den hverken er Troes-Grund eller ►Troes-Regel? det er 193 (VU) Spørgsmaalet, hvormed Bogormene plager os, og skjøndt vi ikke skylder dem andet Svar, end at det maa Vorherre vide og det maa Tiden vise, naar ►Skriften dog ikke længer er Menigheden til mere Skade end Gavn, og bliver benyttet i Herrens Aand og ved hans Lys; men Menigheden skal vi dog gjerne meddele al den Oplysning om ►Skriftens Nytte og Brug, som Aanden skjænker os.
✂ For det Første er det os nu alle indlysende, at Guds-Folkets Skriftkloge til alle Tider behøver den ►hellige Skrift for at være sunde i ►Lærdommen, da det kun er ved Hjælp af den, de i 519 (US) mange Tilfælde kan i deres egen Tankegang skjelne tydelig mellem den Helligaands og deres egen Aands eller andre vildfarende Aanders Indskydelser, og at ►Skriften i denne Henseende er os dobbelt uundværlig, da Apostlernes Prædiken under Pavedømmet blev saa forvansket, at vi maae stræbe fra Grunden af at rense og ►klare den. Det er imidlertid kun en mindre Deel af den ►hellige Skrift, egenlig kun ►Apostel-Brevene og Herrens Taler hos Evangelisterne, hvis Uundværlighed for Lærerne, og gjennem dem for Menigheden, herved tydelig fremstilles, medens især det ►Gamle Testamente, hvis Indhold næsten heeligjennem 142er hvad man kalder historisk og prophetisk, synes at blive hardtad overflødigt.
✂ Hertil svare vi ►vist nok med Rette vore Modstandere kort og godt, at om nu ►saa var, at den ►gamle Pagts Bog, der har gjort ubeskrivelig megen Nytte hos Jøderne, paa hvis Sprog og til hvis Brug den ►aabenbar nærmest er skrevet, herefter ei gjorde de Christne anden Nytte end at oplyse dem om Christendommens Forberedelse og Forudsætninger, saa var det dog meget nyttigere for Menigheden, end om man vedblev, til Trods for den apostoliske Troes-Bekjendelse ved Daaben og til Trods for sund Menneske-Forstand, at ►mynte saakaldte Christelige Troes-Artikler af ►Jødernes hellige Skrift, og det uagtet Christendommen maatte være falsk, dersom den kunde været ældre paa Jorden end Vorherre 👤Jesus Christus selv. Heller ikke kan vi igrunden meddele Menigheden nogen anden sund Oplysning om den ►gamle Pagts Bog, der for de Christne ikke er eller maa være nogen Lov-Bog, som den først og fremmerst var for Jøderne, men vi kan og skal dog meget bedre end hidtil oplyse Menigheden om, af hvilken gjennemgribende Vigtighed denne Christendommens Forberedelse og Forudsætning, som den ►gamle Pagts Bog lærer os at kjende, er for hele det Christelige 194 (VU) Menneske-Liv, der uden denne Oplysning ligesaalidt kan fuldføres, som det uden den kunde begyndes.
✂ Dette er ►vist nok ikke andet end hvad den Christne Menighed til alle Tider har følt, og i 👤Luthers Skole klarlig viist, ved den høie Priis, der sattes paa den saakaldte “Bibelhistorie” og det snart mere paa 143►det Gamle end paa det ►Ny Testamentes Bibelhistorie; men det skal heller ikke være noget Splinternyt, som blandt Christne altid er splittergalt, men netop det Ældgamle, oplivet og bedre oplyst, saa man ikke betragter Historien i den ►gamle Pagts Bog som Bogens Historie om sig selv (Bibelhistorie 520 (US) ►ͻ: Boghistorie), men som det gamle Menneskes Historie i sine bedste Klæder og i sit høieste Forhold, sit Forhold til Gud og Næsten baade efter Loven og efter Naaden.
✂ Naar vi nu i Lighed hermed betragter Historien i den ►Ny Pagts Bog som det Ny Menneskes Historie, da seer vi strax, at den, langt fra at være saa tydelig og fuldstændig som det gamle Menneskes Historie, tvertimod kun er det første Hovedstykke, der svarer til ►Mose-Lovbogen, da det ikke blot er ►Johannes Aabenbaring, men i det Hele ogsaa ►Apostel-Brevene, der maa betragtes langt mere i et prophetisk end i et historisk Lys. Dette kan nu slet ikke forundre os, naar vi har besindet os paa, at Historien er en ►Idræts-Bog, der ikke kan gaae forud for det Liv og Levnet, den skal beskrive, saa at 👤Christi og hans Apostlers ►Idræts-Bøger kun lod sig fortsætte i Tidernes Løb hos Christen-Folket selv, ligesom Jødefolkets Historie fortsattes fra 👤Moses til 👤Nehemias. Skulde derfor Noget i denne Henseende forundre os, da maatte det være, at Gud ikke hos Christen-Folket, saaledes som hos Jødefolket, har opvakt og oplyst en Række af skriftkloge Mænd til i samme Stil og med samme Gyldighed som Evangelisterne, at skrive Menighedens Historie i det mindste til 👤Morten Luthers Dage; men blandt de mange 144slemme Vaner, vi maae aflægge, for at see Lys i Herrens Lys, er da ogsaa den slemme Vane, at gaae irette med Vorherre om hvad han ikke har gjort, istedenfor at finde alle Herrens Gjerninger rette, betragte, forstaae og ►prise dem.
✂ Ligesom Herren derfor ►alt har lært os i den saakaldte Bibelhistorie at see Menneske-Historien fra 👤Adam til 👤Christus, saaledes skal vi tænke, han baade kan og vil i betimelig Tid oplyse os til en Beskrivelse af det ny Menneske-Liv hos Christen-Folket, 195 (VU) forsaavidt som det behøves til Livets Udvikling og ►Forklaring. Det er nemlig, som vi nu kan see, en saakaldt “Kirke-Historie” en god Deel bedre end ►Eusebs og ►Bedas, for ei at tale om de Følgende, og da denne maa forholde sig til den gamle Menneske-Historie, ligesom det ny Menneske forholder sig til det gamle, og ligesom det Christelige Guds-Folk forholder sig til det Jødiske, saa kan den først skrives til Nytte, naar dette Forhold har ►klaret sig, saa vi i Jøde-Folkets og det gamle Menneskes Liv ikke blot seer en nødvendig Forberedelse og Forudsætning, men ogsaa et oplysende Forbillede, der ingenlunde skal efterlignes, men ►forklares.
✂ Da nu Christen-Folket ikke blot adskiller sig fra ⓘ Jøde-Folket ved at være et Udvalg af alle Folk, medens Jøderne 521 (US) var det fra alle andre adskilte og udvalgte Folk, men i det Hele ved at være slet intet verdsligt, men et reen aandeligt Folk, der kun i Aanden har Liv, Modersmaal og Fæderneland tilfælles, og da de Skriftkloge dog, lige fra Apostlernes Dage til 👤Luthers, har betragtet Christen-Folket som et ►Verdens-Folk, 145omtrent ligesaadan udvalgt af Gud, som Jøderne, saa var det paa en vis Maade rigtigt, ved Reformationen (Fornyelsen) at slaae en Streg over hele den mellemliggende saakaldte Kirke-Historie, og tage fat hvor Apostlerne slap; men Feilen var den, at man ikke blot slog Streg over de Ypperstepræster og Skriftkloge i Kirke-Historien, men ogsaa over Menigheden og dens Tro og drømte sig til en aandelig Christenhed i Luften, uden aandelige Kjendemærker, under Navn af den usynlige Kirke, medens i det virkelige Liv den saakaldte synlige Kirke hos Protestanterne beholdt det samme verdslige Præg som under 📌Roms saakaldte christne Keisere.
✂ Først nu, da vi har opdaget Christenfolkets aandelige Kjendemærker i det med Guds-Ordet sammensmeltede Menigheds-Ord, vel usynligt, men derfor ingenlunde mindre virkeligt og kjendeligt, nu først kan vi, med Guds Hjelp, tage levende fat hvor Apostlerne slap, uden at ville grave nye Brønde ved Siden ad de “►Levendes Kilde” i ►Daaben efter Herrens Indstiftelse, og uden at gjøre mindste Brud paa den levende Kjæde, som ved ►Herrens Bord forbinder og skal forene os med Herrens Apostler. Nu vil vi da ogsaa Dag for Dag kunne gjøre mere levende, fuldstændig Brug baade af ►den gamle og den ►ny Pagts Bog, af Spaadommen saavelsom af Historien og ►Lærdommen, og da sen 196 (VU) der Herren os nok i rette Tid ved sin Engel den lille Bog, hvorom ►der staaer i “Aabenbaringen” at den maa spises og fordøies, for at Fremtiden kan blive os omtrent ligesaa lys som Fortiden.
✂ 146Sagen er nemlig den, at ligesom Menneske-Livet hos enhver af os, naar vi leve vor Alder ud, har en Barndom, en Ungdom, en Manddom og en Alderdom, saaledes maa Menneske-Livet ogsaa i det Store og det Hele, hos hvert Menneske-Folk og hos hele Menneske-Slægten, have de samme fire Aarstider, og det samme Anlæg til i dem at udvikle sig fra Dunkelhed til Klarhed, men naar, trods Synden og Døden, 👤Adams faldne ►Kjøn skulde udvikles i Guds-Menneskets Retning og naae Maalet, da maatte der af Guds Naade skee mange ►underlige Ting saavel i Tidens Løb som i ►Tidens Fylde, og deriblandt er da ogsaa den ►Hellige Skrift, som til Indledning giver os i paalideligt Udtog Menneskets Barndoms-Historie til ►Tungemaalenes Blanding, 522 (US) giver os udførlig Menneskets Ungdoms-Historie hos 👤Abrahams-Folket som den Førstefødte, og endelig Manddoms-Historiens Begyndelse med den kvindefødte Guds-Søns Manddom og Stiftelsen af Christen-Folket, der gjennem Manddommen og Alderdommen skal fuldende Menneskets Levnetsløb, men med en ny Livs-Kraft, saa hverken Øinene ►dummes eller Ryggen bøies paa de gamle Dage. Da imidlertid Ingen af Hedning-Stammerne kunde gaae i Spidsen ved 📌Israels Frafald, saa synes den christelige Udvikling at standse i Middelalderen, mens Hedningerne faaer paa en Maade en jødisk Opdragelse. Det er Tempel-Forgaarden, givet til Hedningerne, som ikke skal opmaales, men dog heller ingenlunde oversees, da ikke blot det gamle Menneske-Liv ogsaa her er Forbillede paa det ny, men det ny Liv, som altid følger med “Troen 147og Daaben”, baade maa forudsættes virksomt og beviser sig i Fornyelsen ved at komme fra Lyset, som
✂
►den Søn ►under Øe,
►der haver den Skæbne, han aldrig skal døe,
og aldrig sin Klædning opslide►►.
✂ Naar Menigheden saaledes lærer, ikke at bygge ►enten sin Tro eller sit Liv paa Bøger, som ►aabenbar selv fattes begge Dele, og om hvis Oprindelse, Ægthed, Oversættelse og ►Forklaring der kan trættes til Dommedag, men grunder Bøgerne paa den velbekjendte Tro og det velbevidnede Menneske-Liv hos Jøder og Christne, der gjør 197 (VU) eet i Vorherre 👤Jesus Christus, da skiller Christen-Folket sig derved ►vistnok med Pennen ligesaa skarpt fra den saakaldte lærde Verden, som Menigheden med sin mundlige Daabs-Pagt skiller sig fra Verdens-Aanden, med alt hans Væsen, og det er hvad man kalder “aaben Feide”, men det er ikke længere den forvirrede, uendelige Trætte med mere eller mindre Selv-Modsigelse, som har været saa aandsfortærende, det er klarlig Liv imod Død og Lys imod Mørke, følgelig ogsaa Sandhed mod Løgn i Aandens Rige.
✂ Naar nemlig den Christne Menighed holder sig med sin Fællestro udelukkende til Herrens Munds Ord ved hans tilsvarende Gjerninger i Daaben og Nadveren, baade som Livs-Kilde og Livs-Næring, og naar Menighedens Lærere, som skriftkloge paa Guds Rige og paa Menneske-Livet, aldrig ►binder Byrder af Skrifterne til Menigheden, men paatager sig gladelig Ansvaret for deres Overeensstemmelse baade med den Christne Tro og med alt hvad Mennesket virkelig veed om sit Liv og 148dets Forhold 523 (US) til Gud og Verden, da vil Menigheden daglig voxe baade i aandelig Livskraft og i menneskelig Livs-Oplysning, saa den vantro Verden skal nødes til at beundre det christelige Menneske-Liv og paakalde Mørket mod det alt for straalende Lys.
✂ Med denne Vished og med dette Fremsyn kan jeg naturligviis kun smile ad alle de Beskyldninger, man gjør imod mig enten for ►Lyssky og Uvidenskabelighed, eller især for Vankundighed i Kirke-Historien, Hang til ►Papisteri, Uærbødighed for den “►Hellige Skrift” og Nedbrydelse af Menigheds-Livet og det christelige Fællesskab; thi vel skulde det gjøre mig bitterlig ondt, om man derved lukkede et eneste Øie for det christelige Livs-Lys, som jeg stadig peger paa; men det veed jeg, man kan ikke, dertil er Ordet for stærkt, Aanden for viis og Herren for trofast, saa Mørket skal herefter ligesaa lidt kunne ►skjule Guds Stad, som ►Helved-Porten kan lukke sig over Vorherres Menighed.
✂ Menneske-Historien fra 👤Abraham til 👤Christus og fra 👤Christus til os skal godt kunne bære sin Forudsætning, som er ►Slægte-Bogen fra 👤Adam til 👤Abraham, derfor borger hans Viisdom, som ikke kan lyve, og som ►talde med vor Hjemmelsmand, 👤Moses, som en Mand taler med sin Næste►, baade paa 📌Sinai og paa 📌Thabor. Ordet er ikke af ►Skriften, men ►Skriften er af Ordet, af Guds-Ordet, som var før Bøgerne og ►før Bjergene blev til, ja, er fra Evighed til Evighed!