↩ 162 (VU) Snart i tyve Aar har jeg nu stræbt at forhindre eller forhale den christelige Udtrædelse af Folkekirken, og jeg turde det, selv da 👤Søren Kierkegaard sigtede mig desaarsag som den værste af dem alle i ►Røverkulen, jeg turde det, fordi jeg havde havt Leilighed til at vise, at jeg “►talde fordi jeg troede” og skyede intet Offer for Menighedens og min christelige Frihed, men skal jeg leve med i Guds Kraft nogle Aar endnu, da lader det til, at jeg skal opleve den Dag, da jeg maa opgive Haabet om i Folkekirken at finde den Frihed, som 👤Christi Sandhed og hans Menigheds 488 (US) levende Væxt i Naaden og Sandheden kræver, maa opgive Haabet, især fordi Endeel af dem, der skulde været med at kræve Friheden, forblindede modsætter sig den ►almindelige ►Præste-Frihed i Folkekirken, uden hvilken de christelige Præsters evangeliske Frihed i Folkekirken er umulig, medens det falske Skin af Christelighed, som Vedkommende tænker, Folkekirken maa beholde, for at christelige Præster kan tjene i den, altid har været og altid vil være en Vederstyggelighed for Herren og en Pest for Livet i ham. Og skal det skee, maa jeg opgive Haabet om den Frihed, som ►alt ved Sognebaandets ►Løsning er halv opnaaet og som vor Troes Fjender, saasnart de seer, vi er de Stærkeste, selv maae foretrække, 286da nødes jeg til at vise, at jeg, for 👤Christi og hans Menigheds Skyld, heller ikke skyer Udtrædelsens Farer, som neppe Nogen i vore Dage har klarere seet og aabnere skildret end jeg; thi følger der ikke Opreisning og et nyt Levnetsløb paa Menighedens Opvækkelse ved Herrens Røst, da falder den opvakte Menighed snart i Søvn paany, og ►det Sidste bliver værre end det Første, og uden Frihed til at være som Gud skaber os og til at voxe, som Gud giver Velsignelse, kan Menigheden umulig i Folkekirken voxe en guddommelig Væxt.