↩ Saaledes synes ved første christelige Øiekast Skriftemaals-Sagen at hænge sammen, ingenlunde med ►Nadveren efter Herrens Indstiftelse, men kun med den statskirkelige forvirrede Sammenblanding af den Christne Tro med alskens Overtro og Vantro, og Sammenblanding af 👤Christus og den Helligaand med den ►selvgjorte ►Statholder og hans Naade og Velsignelse, og at vi derfor maatte ønske det Hele afskaffet snarest muligt som en farlig Misbrug og ►papistisk Surdei. I denne Tankegang har jeg dog aldrig kunnet finde Hvile, men har heller valgt at lade Skriftemaalet staae ved sit Værd, som en menneskelig Indretning af tvivlsom Oprindelse og i et tvetydigt Forhold baade til Daaben og Nadveren. især da det stod klart for mig, at hvem min Sam279vittighed tillod mig at tage til Alters, kunde den umulig forbyde mig at tilsige Syndsforladelse, eftersom jeg jo Ingen kan tage til Alters uden at forsikkre dem i Herrens Navn, at hans Blod er udgydt for dem til Synds-Forladelse, og istedenfor at 158 (VU) ønske “►Skriftebønnen” tilbage, kom jeg til den Overbeviis 484 (US) ning, at den var det utaaleligste ved hele Skriftemaalet, da den virkelig ►stilede paa at flytte Syndsforladelsen fra 👤Christus til Præsten og fra Daaben til Skriftestolen. Idet jeg bestandig i mine ►Skriftetaler henførde Syndsforladelsen til Herren og Daaben, der tilligemed en virkelig Gjenfødelse forudsættes hos alle Herrens Gjæster, da fandt jeg ingen Betænkelighed ved i Forberedelsen til Nadveren at forsikkre de Troende om den Syndsforladelses Fuldstændighed, som ►Herren selv i Nadveren forsikkrer dem, han har kjøbt til dem med sit Blod, og Faren for at ►synde paa Naade, fandt jeg, blev ved ►Afløsningen hverken større eller mindre end den altid er, hvor 👤Christi Evangelium trolig forkyndes som en ►Guds Kraft til ►Salighed►, der ved Syndsforladelsen ►ikke kalder de Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.