↩ Spørger vi nu først, om Paven eller 👤Luther tænkde christeligst om Skriftemaalet, altsaa ►enten Skriftemaalet med ►Afløsningen er et christeligt Sakrament eller ikke, da maa jeg her gjentage, at man aldrig paa christelig Grund kan trættes om hvad der skal kaldes et Sakrament, fordi hverken dette latinske Ord eller noget tilsvarende findes ►enten ved Herrens Indstiftelser eller i den ►Hellige Skrift, men at Spørgsmaalet maa være, om Skriftemaalet er en guddommelig Indstiftelse med en egen Naadegave, hvad Paven paastaaer, men hvad 👤Luther med Rette benægter, da Skriftemaalet hverken har et eget Herrens Ord at 482 (US) bevare og udtrykke, og heller ikke af den Helligaand er stillet i klar Sammenhæng med Daaben og Nadveren, men er kun en Kirke276skik med dunkel Oprindelse og tvivlsom Christelighed; men derimod havde 👤Luther 156 (VU) og hans Efterfølgere Uret i at beholde ►Afløsningen og forkaste den egenlige Synds-Bekjendelse og Underkastelse af Kirketugten, som var det egenlige Skriftemaal. At nemlig Lutheranerne satte en saakaldt “►Skriftebøn” med en blot almindelig Syndigheds-Bekjendelse uden Kirketugt istedenfor den papistiske Opregnelse af og Bodsøvelse for de Enkeltes vitterlige Synder, det gjorde ►Afløsningen eller Afladen endnu mere baade farlig og uforsvarlig, medens Lutheranerne ligesaavel som Papisterne syntes at flytte hele Synds-Forladelsen fra Daaben, hvor Herren selv giver den, til Nadveren og Skriftestolen, og at flytte ►Afløsningen fra 👤Christus til Præsterne. Papisterne undskyldte sig i denne Henseende med, at Synds-Forladelsen i Daaben kun skulde gjælde Arve-Synden, medens ►Afløsningen i Skriftestolen kun skulde gjælde hver Enkelts ►gjørlige Synder, men Lutheranerne, som med Rette forkastede denne selvgjorte, grundløse og trøstesløse Deling, synes ikke engang at have følt, de selv trængde til nogen Undskyldning, ►sagtens fordi deres Skriftkloge pleiede at henføre Synds-Forladelsen ligesaa meget til Troen, som til Daaben, tit endog alene til Troen, og det ikke engang til den ►almindelige, fuldstændige christne Tro, som vi ved Daaben bekjender den, men til en meget tvetydig Tro paa 👤Christi Død for vore Synder, der tit kun var en selvgjort, kjættersk Overtro.