↩ Naar vi derimod betragter Sagen fra sin reen aandelige og christelige Side, da forslaaer det ingenlunde, hvad Præsterne med den ømme Skriftemaals-Samvittighed beraaber sig paa, at Skriftemaalet ikke hos os Lutheraner saaledes som hos Papisterne ansees for et Sakrament, og at, efter 275Kirkehistorien at dømme, kan vi heller ikke paastaae, at Skriftemaalet fra Arilds-Tid har været uopløselig knyttet til Altergangen, saa de To kan uden Kjætteri eller anden Fare godt skilles ad. Det forslaaer ingenlunde, thi deels er jo 👤Luther ligesaa lidt som Paven nogen gyldig Hjemmel for hvad der skal agtes for Sakrament, deels bliver jo Tilsigelsen af Syndsforladelse ved Skriftemaalet, som vi har faaet fra Papisterne, slet ikke forsvarligere eller christeligere, fordi vore Præster indskrænker den til dem, der gaaer til Synds-Bekjendelse, og endelig saa ligner det jo slet ikke 👤Christi og hans Menigheds Tjenere, at de nok vil ►meddele Daaben og Nadveren til alle iflæng, og derved i 👤Christi og hans Menigheds Navn forsikkre Vedkommende om Synds-Forladelse, men gjør sig kun Skrupler over at spilde deres egne Ord paa de Uværdige.