Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skriftemaal og Altergang

Vi veed det alle, at vi under Navn af “Skriftemaal” har den Skik i vor Folke-Kirke, at alle de, der vil gaae til Alters, i Forveien ikke blot ved en lille Tiltale hvad man kalder “forberedes” til en værdig Altergang, men tilsiges ogsaa høitidelig deres Synders Forladelse, i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og da dette Skriftemaal skal forrettes med Alle iflæng, som fremstiller sig dertil, enten de er troende Christne eller ikke, ja enten de lever gudfrygtig eller aabenbar ugudelig, saa følger det af sig selv, at vort Skriftemaal med ubetinget Syndsforladelse er uforsvarligt, og maa findes meget stødende ikke blot for alle sande Christne, men for alle dem, der med mindste Alvor og Ærbødighed betragter den Christne Tro og Gudsdyrkelse, saa det er intet Under, at næsten alle vore Præster for kort siden, da enhver gjorde hvad han vilde, stræbde at undgaae det Stødende enten ved slet ingen Syndsforladelse at tilsige, eller ved at indskrænke og betinge den med et “saafremt” eller “saasandt” der hos Vedkommende fandtes Omvendelse og Tro, eller Dyd og Retskaffenhed, alt efter Præsternes egne Tanker om “Synd og Retfærdighed”, der da var saa forskjellige som Nat og Dag. Dette Husraad, seer man imidlertid let, gjorde Sagen hverken reen eller klar, men gjorde den kun mindre stødende for den vantro Verden og langt mere stødende for troende Christne, 274der følde deres Trang til uindskrænket Synds-Forladelse, og tænkde, at den efter Herrens Bud skulde tilsiges Gjæsterne ved hans Bord, og derfor hører vi nu endeel Præster høirøstet raabe paa, at enten maa det anstødelige Skriftemaal reent afskaffes, eller det maa paa en Maade frigives, saa baade hvem der vil, de kan gaae til Alters uden Skriftemaal, og Præsten kan indskrænke Tilsigelsen af Syndsforladelse til dem, der vil gaae til Syndsbekjendelse og begjære Afløsning. Herved beraaber man sig deels paa sin egen ømme Samvittighed, og deels paa Verdens Forargelse og den Skade, det kan gjøre og har gjort for Dyd og Sædelighed, at Mange tænker, de kan leve som de vil, naar de kun engang imellem gaaer til Skrifte og faaer deres Synder forladt af Præsten, og herimod er fra den statskirkelige eller folkekirkelige Side ikke stort at indvende, thi Stats-Kirken, det er jo en blot menneskelig og borgerlig Indretning til Folkets Oplysning og Opbyggelse, som aldrig kan lykkes eller trives uden ved Frihed paa begge Sider, saa hverken Sognefolkene tvinges til at have mere med Sognepræsterne at gjøre i deres Saligheds-Sag end de selv vil, ei heller Præsterne tvinges til enten at sige eller gjøre noget i gudelig Retning, som strider mod deres Samvittighed eller Overbeviisning.