►Skriftemaal og Altergang.
✂ (N. F. S. Grundtvig.)
✂ Vi veed det alle, at vi under Navn af “Skriftemaal” har den Skik i vor Folke-Kirke, at alle de, der vil gaae til Alters, i Forveien ikke blot ved en lille Tiltale hvad man kalder “forberedes” til en værdig Altergang, men tilsiges ogsaa høitidelig deres Synders Forladelse, i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og da dette Skriftemaal skal forrettes med Alle iflæng, som ►fremstiller sig dertil, ►enten de er troende Christne eller ikke, ja ►enten de lever gudfrygtig eller ►aabenbar ugudelig, saa følger det af sig selv, at vort Skriftemaal med ubetinget Syndsforladelse er uforsvarligt, og maa findes meget stødende ikke blot for alle sande Christne, men for alle dem, der med mindste Alvor og Ærbødighed betragter den Christne Tro og Gudsdyrkelse, saa det er intet Under, at næsten alle vore Præster for kort siden, da enhver gjorde hvad han vilde, stræbde at undgaae det Stødende enten ved slet ingen Syndsforladelse at tilsige, eller ved at indskrænke og betinge den med et “saafremt” eller “saasandt” der hos Vedkommende fandtes Omvendelse og Tro, eller Dyd og Retskaffenhed, alt efter Præsternes egne Tanker om “Synd og Retfærdighed”, der da var saa forskjellige som Nat og Dag. Dette Husraad, seer man imidlertid let, gjorde Sagen hverken reen eller klar, men gjorde den kun mindre stødende for den vantro Verden og langt mere stødende for troende Christne, 274der følde deres Trang til uindskrænket Synds-Forladelse, og tænkde, at den efter Herrens Bud skulde tilsiges Gjæsterne ved hans ►Bord, og derfor hører vi nu endeel Præster høirøstet raabe paa, at enten maa det anstødelige Skriftemaal reent afskaffes, eller det maa paa en Maade frigives, saa baade hvem der vil, de kan gaae til Alters uden Skriftemaal, og Præsten kan indskrænke Tilsigelsen af Syndsforladelse til dem, der vil gaae til Syndsbekjendelse og begjære ►Afløsning. 481 (US) Herved beraaber man sig deels paa sin egen ømme Samvittighed, og deels paa Verdens Forargelse og den Skade, det kan gjøre og har gjort for Dyd og Sædelighed, at Mange tænker, de kan leve som de vil, naar de kun engang imellem gaaer til Skrifte og faaer deres Synder ►forladt af Præsten, og herimod er fra den statskirkelige eller folkekirkelige Side ikke stort at indvende, thi Stats-Kirken, det er jo en blot menneskelig og ►borgerlig Indretning til Folkets 155 (VU) Oplysning og Opbyggelse, som aldrig kan lykkes eller trives ►uden ved Frihed paa begge Sider, saa hverken Sognefolkene tvinges til at have mere med Sognepræsterne at gjøre i deres ►Saligheds-Sag end de selv vil, ei heller Præsterne tvinges til enten at sige eller gjøre noget i gudelig Retning, som strider mod deres Samvittighed eller Overbeviisning.
✂ Naar vi derimod betragter Sagen fra sin reen aandelige og christelige Side, da forslaaer det ingenlunde, hvad Præsterne med den ømme Skriftemaals-Samvittighed beraaber sig paa, at Skriftemaalet ikke hos os Lutheraner saaledes som hos Papisterne ansees for et Sakrament, og at, efter 275Kirkehistorien at dømme, kan vi heller ikke paastaae, at Skriftemaalet fra Arilds-Tid har været uopløselig knyttet til Altergangen, saa de To kan uden Kjætteri eller anden Fare godt skilles ad. Det forslaaer ingenlunde, thi deels er jo 👤Luther ligesaa lidt som Paven nogen gyldig Hjemmel for hvad der skal agtes for Sakrament, deels bliver jo Tilsigelsen af Syndsforladelse ved Skriftemaalet, som vi har faaet fra Papisterne, slet ikke forsvarligere eller christeligere, fordi vore Præster indskrænker den til dem, der gaaer til Synds-Bekjendelse, og endelig saa ligner det jo slet ikke 👤Christi og hans Menigheds Tjenere, at de nok vil ►meddele Daaben og Nadveren til alle iflæng, og derved i 👤Christi og hans Menigheds Navn forsikkre Vedkommende om Synds-Forladelse, men gjør sig kun Skrupler over at spilde deres egne Ord paa de Uværdige.
✂ Spørger vi nu først, om Paven eller 👤Luther tænkde christeligst om Skriftemaalet, altsaa ►enten Skriftemaalet med ►Afløsningen er et christeligt Sakrament eller ikke, da maa jeg her gjentage, at man aldrig paa christelig Grund kan trættes om hvad der skal kaldes et Sakrament, fordi hverken dette latinske Ord eller noget tilsvarende findes ►enten ved Herrens Indstiftelser eller i den ►Hellige Skrift, men at Spørgsmaalet maa være, om Skriftemaalet er en guddommelig Indstiftelse med en egen Naadegave, hvad Paven paastaaer, men hvad 👤Luther med Rette benægter, da Skriftemaalet hverken har et eget Herrens Ord at 482 (US) bevare og udtrykke, og heller ikke af den Helligaand er stillet i klar Sammenhæng med Daaben og Nadveren, men er kun en Kirke276skik med dunkel Oprindelse og tvivlsom Christelighed; men derimod havde 👤Luther 156 (VU) og hans Efterfølgere Uret i at beholde ►Afløsningen og forkaste den egenlige Synds-Bekjendelse og Underkastelse af Kirketugten, som var det egenlige Skriftemaal. At nemlig Lutheranerne satte en saakaldt “►Skriftebøn” med en blot almindelig Syndigheds-Bekjendelse uden Kirketugt istedenfor den papistiske Opregnelse af og Bodsøvelse for de Enkeltes vitterlige Synder, det gjorde ►Afløsningen eller Afladen endnu mere baade farlig og uforsvarlig, medens Lutheranerne ligesaavel som Papisterne syntes at flytte hele Synds-Forladelsen fra Daaben, hvor Herren selv giver den, til Nadveren og Skriftestolen, og at flytte ►Afløsningen fra 👤Christus til Præsterne. Papisterne undskyldte sig i denne Henseende med, at Synds-Forladelsen i Daaben kun skulde gjælde Arve-Synden, medens ►Afløsningen i Skriftestolen kun skulde gjælde hver Enkelts ►gjørlige Synder, men Lutheranerne, som med Rette forkastede denne selvgjorte, grundløse og trøstesløse Deling, synes ikke engang at have følt, de selv trængde til nogen Undskyldning, ►sagtens fordi deres Skriftkloge pleiede at henføre Synds-Forladelsen ligesaa meget til Troen, som til Daaben, tit endog alene til Troen, og det ikke engang til den ►almindelige, fuldstændige christne Tro, som vi ved Daaben bekjender den, men til en meget tvetydig Tro paa 👤Christi Død for vore Synder, der tit kun var en selvgjort, kjættersk Overtro.
✂ Med alt saadant kan vi imidlertid intet have at gjøre, og kan ikke engang med vore lutherske ►Fædre 277ved ►Herrens Bord udhæve Synds-Forladelsen, som om det igrunden var der og ikke i Daaben den skjænkedes os, saa vi maae holde fast paa, baade at Synds-Forladelsen skjænkes i Daaben, og at den skjænkes fuldstændig, men ingenlunde ubetinget, da den, tilligemed hele Daabs-Naaden, klarlig betinges af den Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, som vi alle ved Daaben bekjender os til og høster ►Retfærdiggjørelsen af. Ligesom det nemlig kun er aandløse Folk, der kan indbilde sig, at Arve-Synden, som er den nedarvede Syndighed, virkelig kan ►forlades uden at alle denne Syndigheds nødvendige Følger og Virkninger ►forlades med det samme, saaledes er det ogsaa kun aandløse Folk, der kan indbilde sig, at Vorherres Tilsigelse af Syndsforladelsen, ligesom Præsternes, kan trænge til at gjentages ved hver Altergang, for at beholde Kraft og Gyldighed, 483 (US) eller at et syndigt Menneske enten kan modtage 157 (VU) den Helligaand, eller kan gjenfødes og fornyes i ►Guds Billede, uden Forudsætning af en fuld Syndernes Forladelse.
✂ Det synes derfor ved første christelige Øiekast, ⓘ som om det ►almindelige Skriftemaal med ►Afløsning maatte være en blot papistisk Uskik, der havde indsneget sig ved Nadveren, ligesom den ►almindelige Djævle-Besværgelse (Exorcismen) ved Daaben, hvad jo let kunde skee og ►sagtens maatte skee, naar man, ved at lokke og true Folk til Daaben, fyldte det saakaldte Herrens Huus med Vantro og Ugudelighed, thi da er det et følgeligt Skridt, i Selv-Modsigelse at betragte og behandle dem alle paa een Gang som lutter Christne og lutter 278Uchristne, lutter Guds og lutter Djævelens Børn. Under saadanne Omstændigheder maae nemlig Daabens og Nadverens Virkninger Dag for Dag blive sjeldnere og ukjendeligere, og Troen paa dem aftage, og Trangen opstaae til at faae flere ►Naademidler, som, da ►man fattes det ny Klædebon, kan tænkes at lappe paa det Gamle, og da man nu, fra den første Gang en ►Affalden vendte angerfuld tilbage og forlangde paany at optages i Menigheden, maatte faae Skriftemaal med Synds-Bekjendelse og ►Afløsning, før den Bodfærdige ►stædtes til ►Herrens Bord, saa laae det nær i Statskirken, som i Kirkestaten, at anvende det paa hele Flokken, hvis Liv og Levnet ►sædvanlig viste, at enten havde de aldrig faaet Daabs-Naaden eller var faldne fra den, var enten aldrig gjenfødte eller tidlig afdøde.
✂ Saaledes synes ved første christelige Øiekast Skriftemaals-Sagen at hænge sammen, ingenlunde med ►Nadveren efter Herrens Indstiftelse, men kun med den statskirkelige forvirrede Sammenblanding af den Christne Tro med alskens Overtro og Vantro, og Sammenblanding af 👤Christus og den Helligaand med den ►selvgjorte ►Statholder og hans Naade og Velsignelse, og at vi derfor maatte ønske det Hele afskaffet snarest muligt som en farlig Misbrug og ►papistisk Surdei. I denne Tankegang har jeg dog aldrig kunnet finde Hvile, men har heller valgt at lade Skriftemaalet staae ved sit Værd, som en menneskelig Indretning af tvivlsom Oprindelse og i et tvetydigt Forhold baade til Daaben og Nadveren. især da det stod klart for mig, at hvem min Sam279vittighed tillod mig at tage til Alters, kunde den umulig forbyde mig at tilsige Syndsforladelse, eftersom jeg jo Ingen kan tage til Alters uden at forsikkre dem i Herrens Navn, at hans Blod er udgydt for dem til Synds-Forladelse, og istedenfor at 158 (VU) ønske “►Skriftebønnen” tilbage, kom jeg til den Overbeviis 484 (US) ning, at den var det utaaleligste ved hele Skriftemaalet, da den virkelig ►stilede paa at flytte Syndsforladelsen fra 👤Christus til Præsten og fra Daaben til Skriftestolen. Idet jeg bestandig i mine ►Skriftetaler henførde Syndsforladelsen til Herren og Daaben, der tilligemed en virkelig Gjenfødelse forudsættes hos alle Herrens Gjæster, da fandt jeg ingen Betænkelighed ved i Forberedelsen til Nadveren at forsikkre de Troende om den Syndsforladelses Fuldstændighed, som ►Herren selv i Nadveren forsikkrer dem, han har kjøbt til dem med sit Blod, og Faren for at ►synde paa Naade, fandt jeg, blev ved ►Afløsningen hverken større eller mindre end den altid er, hvor 👤Christi Evangelium trolig forkyndes som en ►Guds Kraft til ►Salighed►, der ved Syndsforladelsen ►ikke kalder de Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.
✂ Hertil kom, at ►Herrens ►Fodtvætning ved Nadverens Indstiftelse► tidlig vakde den Formodning hos mig, at skjøndt jeg ikke kunde ►oprede Sammenhængen, maatte der dog være en særegen Sammenhæng mellem Syndsforladelse og Nadver, da Pavens Efterabelse af ►Fodtvætten ved at vadske ►Stodderbeen Skjærtorsdag kun var latterlig, og der dog ►aabenbar efter Evangeliet var noget deri, som Herren vilde at hans Disciple skulde efterligne, 280og Herrens Ord til 👤Peder: ►hvem der er badet, behøver kun at ►toe Fødderne,► ►syndes mig tydelig nok at henvise til Synds-Forladelsen i Daaben som den egenlige Renselse, der dog, langtfra at udelukke, desuagtet krævede en Fuldendelse ved Nadveren. Her laae den papistiske ►Skilsmisse mellem den fælles Arvesynd og den Enkeltes ►gjørlige Synder mig nær, da “Fødderne”, som skal tvættes, ►nødvendig paa Billed-Sproget maa betyde “Vandringen”, som skal reengjøres, men Aanden og Lyset tillod mig dog aldrig en saadan Deling af Synds-Forladelsen, men først i den seneste Tid gik det op for mig, at her vel ikke kan være Tale om en Deling, men nok om en Dobbelthed, der, langtfra at være Christne noget Nyt eller Fremmed, er lagt os alle paa Hjerte i ►Herrens Bøn, naar vi beder vor himmelske ►Fader ►forlade os vor Skyld, som vi ►forlader vore Skyldnere►.
✂ Der er altsaa virkelig en dobbelt Synds-Forladelse, den guddommelige nemlig, som skjænkes i Daaben, og den menneskelige, som hører til Nadveren, og skjøndt den guddomme 159 (VU) lige Syndsforladelse i Daaben kun er betinget af Troen og Bekjendelsen under eet, og er aldeles fuldstændig, saa gives den dog kun under den Forudsætning, at den indbyrdes men 485 (US) neskelige Synds-Forladelse kommer til hos Menigheden, følgelig igrunden med det Forbehold, at den falder bort, naar Vedkommende unddrager sig, som Herren baade har viist os i ►Lignelsen om de titusinde Pund, og har udtrykkelig vidnet for sine Disciple, at ►dersom de 281ikke indbyrdes tilgive hverandre deres Skyld, da vil den himmelske Fader ikke heller tilgive dem deres►.
✂ Nu tør jeg ikke kalde det ►urimeligt, men maa tvertimod finde det høist ►rimeligt, at der ►alt i den apostoliske Menighed fandt en udtrykkelig indbyrdes Synds-Forladelse Sted ved Nadveren, og at den Ældste, som forrettede Nadveren, ►meddeelde den, vel ikke ved Haands-Paalæggelse, men ►dog ved ►Haandtag►, med “►Samfundets Høirehaand” paa hele Menighedens Vegne, og da vilde det være denne apostoliske Skik, der i Tidens Løb blev sammenblandet med de Faldnes Skriftemaal og ►Afløsning, og den christelige Opgave blev da ikke at faae Skriftemaalet afskaffet eller skilt fra Nadveren, men at faae det ført tilbage til en Skikkelse, der svarede til dets christelige Betydning, som aandelig “►Fodtvæt” og hjerteligt “Broderkys” til Udtryk ►af den ►Kjærlighed, som skjuler Synders Mangfoldighed.
✂ Skjøndt det imidlertid saaledes er blevet min Overbeviisning, at Aanden i 👤Christi Menighed ikke vil have Skriftemaalet ved Nadveren afskaffet, men renset og ►klaret, saa ønsker jeg naturligviis ligefuldt, at det i Folke-Kirken blev aldeles frigivet, som en Sag mellem Præsten og hans Alter-Gjæster, hvori hverken den verdslige Øvrighed eller nogen anden har mindste aandelig eller christelig Ret til at blande sig, men da det, som sagt, christelig betragtet, er baade latterligt og oprørende, naar ►►Tjeneren vil være bedre end Herren,► og være ømmere om sin egen end om sin Herres Ære, saa nytter det jo slet ikke, at Skriftemaalet frigives, naar ikke Altergangen frigives med det samme, og her staaer vi da igjen 282ved Sogne-Baandet, der ligesaavel maa ►løses for Præsternes, som det er ►løst for Kirkegængernes Vedkommende, naar christelig oplyste Mænd skal kunne holde ud at være Sognepræster i Folke-Kirken, og naar den Christelige ►Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed skal kunne lykkes og trives i Folke-Kirken.
✂ 160 (VU) Naar vi nu har christelig Tro paa den hellige Nadver, paa ►👤Christi Legems og Blods Fællesskab►, som de Vantroe og Ugudelige ikke blot er fremmede for, men staaer fjendlig og fnysende imod; naar vi har den Tro, som jo maa forudsættes hos alle 486 (US) christelige Præster, og vi saa betragter den i Folke-Kirken sædvanlige ►Altergang iflæng, da er det intet Under, at flere og flere Læge eller Menigmænd finder det saa selvmodsigende eller oprørende, at de, naar man ikke vil holde særskilt Altergang for dem, gaaer ud af Folkekirken og holder Altergang paa egen Haand; men vel er det et Under, at ikke alle Præster, som vil gjælde for troende, derved føler sig drevne til den Erklæring, at nu maa det bære eller briste, nu maa Folke-Kirkens Øvrighed og Værger indrømme dens Præster al den Frihed i de saakaldte Sacramenters Forvaltning, som sætter dem istand til, derved at følge deres Overbeviisning om Herrens Indstiftelse, eller ogsaa maae vi christelige Præster aabenlyst træde ud af Folkekirken og bede alle sande Christne følge med os.
✂ Det nytter slet ikke, om man derimod vil indvende, at de fleste Lægmænd, som hos os enten er traadt ud eller staaer ifærd med at træde ud af Folkekirken, fordi den saakaldte “officielle Christendom” og især ►Altergangen iflæng forarger dem, de er enten hele eller 283halve Baptister, som ingen Sacramenter bryder sig om, ►uden dem, de selv gjør, eller de er Pietister, som stoler paa deres egen Retfærdighed og er bange for at omgaaes Syndere; thi om dette end var langt meer en vitterlig Kjendsgjerning og langt mindre en ukjærlig Formodning, end det er, saa blev det dog lige sandt, at alle virkelige Medlemmer af Herrens Menighed krymper ►dem ved den ►nærværende Tingenes Orden, der, baade christelig og menneskelig talt, er en rædsom Uorden, og at hvad der holder dem i Folkekirken er kun den Følelse, at saalænge vi christelige Præster kan holde det ud, maae de ogsaa kunne, og de lægger os derved Ansvaret som en stor Steen paa Hjertet, saa at dersom jeg ikke ved 📌Vartou havde været saa ganske ►eiendommelig stillet, at den uundværligste Frihed ligesom fulgte af sig selv, da maatte jeg for længe siden ►brudt over Tvært.
✂ Jo mere vi nemlig betænker, hvad Herrens Indstiftelser, og navnlig ►Herrens Bord, skulde være baade for hans Menighed og for Verden, des klarere maa det staae for os, at hverken er de, ikke heller kan de under ►nærværende Omstændigheder blive hvad de skulde være, og at navnlig ►Herrens Nadver, uddeelt iflæng uden al Bord 161 (VU) skik, saa vi byder dem til ►Herrens Bord, som vi aldrig vilde taale ved vort eget Bord, behandles saa uværdig, at vi derpaa maa anvende Apostelens Ord: ►dette er slet ikke at holde Herrens Nadver, deraf ►Sygeligheden hos eder og deraf Søvnen! At herpaa nu umulig kan raades chri 487 (US) stelig Bod ved en Kirketugt, som udgik fra en Majoritet enten i et ►Clausensk ⓘ Kirke284raad eller paa et ►Brammersk Landemode, det maa jo for alle christelig oplyste Præster være indlysende, blandt andet, fordi det maatte blive ►Fleerheden af Folkekirkens Medlemmer, der af christelige Grunde maatte udelukkes fra Nadveren, og man vil dog vel ikke vente eller forlange, at ►Fleerheden skal indføre en Kirketugt, hvorved den udelukker sig selv. Kun naar Folke-Kirken vil gaae til den Sandheds Bekjendelse, at den er ikke 👤Christi, men Kongens og det Danske Folks Kirke, som kun ved at taale aandelig Frihed kan beholde 👤Christi Frimenighed hos sig, og naar Folkekirken desaarsag tillader sine Præster at forrette og forvalte Sacramenterne, hver efter sin bedste Overbeviisning om Herrens Mening med dem og den apostoliske Beskrivelse af dem; kun da kan de christelige Præster i deres Frimenigheder indføre saamegen Bordskik, som de og deres Kirkegængere er enige om at kræve og at taale, og først da kan det vise sig, at ►Herrens Bad og ►Herrens Bord, naar de virkelig svarer til hans Indstiftelse, endnu kan skjænke den Troende det samme Liv og den samme Livsfylde, som var og er i ham, og som han har lovet at dele med sin Menighed. Da nu alle Troende veed, at denne ►Aabenbarelse af Herrens Gjerninger maa skee, saasandt som han er 👤Christus, Faderens Eenbaarne, maa skee ikke blot til ►Æres-Redning for ham, men ogsaa til ►Guds-Menneskets Opelskning til Fuldvoxenhed i hans Menighed, saa er det klart, at naar den dertil ⓘ nødvendige Frihed ikke kan findes i Folkekirken, da maa alle Herrens troe Tjenere og Medarbeidere søge den udenfor, og ei holde sig tilbage, ►enten for de 285Opoffrelsers Skyld, som de med Guds Hjelp kan overkomme, eller for de mange Farers og Hindringers Skyld, som man unægtelig ved Udtrædelsen gaaer imøde, men som vi veed, Gud kan, og naar Udtrædelsen skeer for Hans Naades og Sandheds Skyld, vil give baade Kraft og Viisdom til at undgaae eller overvinde.
✂ 162 (VU) Snart i tyve Aar har jeg nu stræbt at forhindre eller forhale den christelige Udtrædelse af Folkekirken, og jeg turde det, selv da 👤Søren Kierkegaard sigtede mig desaarsag som den værste af dem alle i ►Røverkulen, jeg turde det, fordi jeg havde havt Leilighed til at vise, at jeg “►talde fordi jeg troede” og skyede intet Offer for Menighedens og min christelige Frihed, men skal jeg leve med i Guds Kraft nogle Aar endnu, da lader det til, at jeg skal opleve den Dag, da jeg maa opgive Haabet om i Folkekirken at finde den Frihed, som 👤Christi Sandhed og hans Menigheds 488 (US) levende Væxt i Naaden og Sandheden kræver, maa opgive Haabet, især fordi Endeel af dem, der skulde været med at kræve Friheden, forblindede modsætter sig den ►almindelige ►Præste-Frihed i Folkekirken, uden hvilken de christelige Præsters evangeliske Frihed i Folkekirken er umulig, medens det falske Skin af Christelighed, som Vedkommende tænker, Folkekirken maa beholde, for at christelige Præster kan tjene i den, altid har været og altid vil være en Vederstyggelighed for Herren og en Pest for Livet i ham. Og skal det skee, maa jeg opgive Haabet om den Frihed, som ►alt ved Sognebaandets ►Løsning er halv opnaaet og som vor Troes Fjender, saasnart de seer, vi er de Stærkeste, selv maae foretrække, 286da nødes jeg til at vise, at jeg, for 👤Christi og hans Menigheds Skyld, heller ikke skyer Udtrædelsens Farer, som neppe Nogen i vore Dage har klarere seet og aabnere skildret end jeg; thi følger der ikke Opreisning og et nyt Levnetsløb paa Menighedens Opvækkelse ved Herrens Røst, da falder den opvakte Menighed snart i Søvn paany, og ►det Sidste bliver værre end det Første, og uden Frihed til at være som Gud skaber os og til at voxe, som Gud giver Velsignelse, kan Menigheden umulig i Folkekirken voxe en guddommelig Væxt.
✂ Endnu har jeg imidlertid ikke opgivet Haabet om ►Præste-Friheden i Folkekirken, som baade er forberedt ved Sognebaandets ►Løsning, og maa jo for den verdslige Øvrighed i 📌Danmark findes ►borgerlig uskyldig og uskadelig, da den jo ikke er noget nyt, men har fundet Sted hos os i et halvt Aarhundrede, og det i en ►selvtagen, ulovlig Skikkelse, uden at Øvrigheden i mindste Maade fandt den betænkelig, førend jeg gjorde Anskrig, fordi ►Præste-Friheden uden ►Sognebaands-Løsning var utaalelig ikke blot for troende 163 (VU) Christne, men for alle Troende, der umulig kunde skifte Tro, hvergang de skiftede Sognepræst, og kunde dog ikke heller paa een Gang baade skatte Troen og være ligegyldige ved Troen.
✂ Nu derimod, da Sognebaandet er ►løst, og ►Præste-Friheden derved blevet taalelig for Christne selv med den ømmeste Samvittighed, nu burde den verdslige Øvrighed dog ►aabenbar ikke lade sig forblinde af ►Hierarkerne eller lade sig kyse af deres latterlige Jeremiader, men lukke Øinene op for den soleklare Oplysning, at naar man har givet virkelig Religions-287Frihed og dog vil beholde en Folkekirke, da maa man enten gjøre Stillingen deri ligesaa aandelig fri, som den er udenfor, eller ogsaa maa man være belavet paa kun at beholde ►Hierarker og 489 (US) aldeles ligegyldige eller slaviske Sjæle i Folkekirken, medens alle oplyste, ►kraftige og frisindede Ordførere træde ud og adsplitte Folket, ligesaavel i ►borgerlig, som i kirkelig Henseende, mens den hierarkiske og slaviske Folkekirke daglig mere forstenet og daglig mere forbistret over de ►ærgerlige, men aandelig overlegne Secter og Kjætterier, plager Øvrigheden ►for et Korstog imod dem. Jeg, som blev den sidste Martyr for den Danske Stats-Kirke, men som desuagtet er blevet Forkæmper for den fri Folkekirke, burde jo dog i den Danske Regjerings Øine være en paalideligere kirkelig Raadgiver end alle de Bisper, som i Farens Stund ikke har vovet eller lidt det mindste, men vil kun nu høste Ære og Fordeel af Seieren, og finder, at han, der blev graa som hyperorthodox Lutheraner, nu ikke nær er luthersk nok, fordi han vil have Hierarkiet eller Præste-Herskabet med christeligt ►Skin, men med ►borgerlig Virkning, ikke blot ►tophugget, som det blev ved 👤Luther, men med Rod oprykket.