↩ Vennerne af 1700-tallets oplysning, der fulgte denne “verdsligsindede Spottefugl”, kunne således ikke være kristne. Rationalisternes fornuftsdyrkelse umuliggjorde simpelthen en forening med den kristne tro. De betragtede ►Bibelen som den eneste kilde til kristendommen, men var samtidig styret af den kritiske eksegese, der fik dem til at så tvivl om det mirakuløse i 👤Jesu gerninger og liv. Det var, hvad man “efter 👤Semlers Tid, kaldte den rensede, fornuftige, oplyste Christendom” (s. 116). 👤Jesus var ikke længere ét med Gud og blev i det hele taget betragtet blot som en moralsk lærer (s. 114). Men Bibelhistorierne skulle ifølge Grundtvig hverken bortforklares, rationaliseres eller omskrives, hvis man var ægte kristen, og det “voltairiske og semlerske” førte i sin konsekvens til antikristelighed.