Grundtvig, N. F. S. Den guddommelige Treenighed

193

Den guddommelige Treenighed.

(N. F. S. Grundtvig.)


Der er Tre, som vidner i Himlen: Faderen og Ordet og den Helligaand, og disse Tre er Eet.

Dette saa meget omtvivlede og omtvistede Sprog har vore lutherske Skriftkloge været skjødesløse nok til at stille i Spidsen for alle de christelige Vidnesbyrd om den guddommelige Treenighed, og det ikke blot i deres konstige Lærebygninger, men ogsaa i Børnelærdommen, og havde derved frembragt den Mening baade i den lærde Verden og i Menigheden, at med dette Sprogs Ægthed stod og faldt den christne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand. Herved havde de Skriftkloge givet Troens Modstandere det skarpeste Vaaben i Hænderne, som de i det attende Aarhundrede brugde saa ubarmhjertig, at til Slutning hardtad ingen Skriftklog turde være Troen paa den virkelige Treenighed bekjendt, og Menigheden vidste slet ikke mere, hvad den turde troe; thi uagtet det er uforsvarlig sagt i vort oppudsede Nytestament fra 1817, at Sproget om de tre himmelske Vidner fattes i alle Haandskrifter og gamle Oversættelser, saa maatte dog en saadan Forsikkring gjøre læge Læsere i 📌Danmark bange, og det er desuden ustridigt, at det omtvistede Sprogs Ægthed er tvivlsommere end de fleste saakaldte Beviissteders (loca probantia), som man har pralet med. Skulde derfor den christne Tro virkelig udledes og bevises af Bibelen, da var den ved de Skriftkloges Misgreb blevet aldeles ube194viislig for os, thi naar man selv udraaber, at det Skriftsprog, hvoraf man især har udledt og hvorpaa man især har bygget Troen, maa opgives som uægte, da nytter det os jo slet ikke, om man byder os tyve andre Skriftsprog isteden, da Menigheden een Gang for alle har tabt Troen paa sine Skriftkloges Ufeilbarhed, hvormed dens Bogtro staaer og falder.

Da det nu imidlertid under alle Omstændigheder er umuligt, paa fri Haand, uden Forudsætning af den christne Tro og Menighed, at bevise enten lidt eller meget af Apostel-Skriftens Ægthed, saa maae vi erkjende, at Vorherre forsaavidt havde sin Haand i hine Skriftkloges uhyre Misgreb, som vi seent eller aldrig vilde blevet vor indgroede Fordom kvit, om Bogstav-Skriften som Troens Grundvold og Menighedens første Kundskabskilde, dersom ikke vore Skriftkloge i det syttende Aarhundrede, da de udgav hver Tøddel i Skriften for indblæst, havde erklæret en sammenlappet Boghandler-Vare, hvis Uægthed var soleklar,*Den efter de hollandske Forlæggere saakaldte Elzewiriske Udgave af det Ny Testamente. for den ægte Grund-Text, og saa ovenikjøbet bygget den christne Grund-Tro paa et af de meest uhjemlede Skriftsprog, saa Menigheden enten maatte opgive sin christne Tro eller søge en anderledes fast Grundvold og gyldig Hjemmel for den. I Sammenligning hermed maa det vel kaldes ubetydeligt, at det eneste Haandskrift, som man kan sige, har havt det tvivlsomme Sprog om de tre himmelske Vidner, den Haandskrift nemlig, hvorefter det Ny Testamente først blev trykt i 📌Alcala (Compluten195seren), har ikke Sproget saaledes, som man beraaber sig paa det, og dernæst, at Sproget, selv naar dets Ægthed havde været ligesaa sikker som den var tvivlsom, slet ikke kunde hjemlet den christne Tro paa Faderen og Sønnen og den Helligaand, da det andet Vidne jo ikke, som i Troes-Bekjendelsen og Daabs-Ordet, kaldes “Sønnen”, men “Ordet”, og Sproget altsaa godt lod sig indrømme, uden at bekjende, at 👤Jesus Christus er Guds Søn, som jo dog baade efter Johannes-Brevet og efter al Erfaring er Christendommens Grundsætning, hvormed den staaer og falder; men man seer dog let, at det Halve vilde være nok til at bevise vedkommende Skriftkloges Daarskab, som roste sig af, at de kunde bevise hele Christendommen af Skriften og forudsatte dog i de saakaldte Beviser Alt hvad der ved dem skulde bevises.

Nu, da vi endelig har opdaget, hvad man kun længe oversaae, fordi det laae lige for Næsen, at ligesom den christne Menighed med sit eget Liv maa bevise sin Tilværelse, saaledes maa den ogsaa forudsætte og paastaae, at den Tro, som den selv ved Daaben bekjender sig til, og ingen anden, er den ægte christne Tro, hvorefter alle Bøger saavelsom alle saakaldte Christnes Christelighed er at bedømme, nu kan det aabenbar være Menigheden aldeles ligegyldigt, enten det er et ægte Apostel-Ord eller ikke, at der er tre himmelske Vidner: Faderen og Ordet og den Helligaand og at disse Tre er Eet, saa derom kan vi lade dem trættes, der ikke er skriftkloge paa Guds Rige, men kun selvkloge paa Skriften, medens vi indskrænker os til den Paastand, at skal Sproget om 196de tre himmelske Vidner være apostolisk og christelig ægte, da maa ved “Ordet” menes “Sønnen” Vorherre 👤Jesus Christus, og da maa Udsagnet om de Trendes Eenhed ei udtrykke mere end hvad der kan afhjemles med Menighedens Troes-Bekjendelse og Daabs-Ordet, saa at hvis der skulde ligge mere deri, bliver det den christne Menighed uvedkommende. De Skriftkloge har nemlig tit baade talt og skrevet saaledes om Eenheden af de tre himmelske Vidner, at Modstanderne, med mere eller mindre Ret, deri fandt en klar Selv-Modsigelse, og at i alt Fald Menighedens Forestillinger om Trehedens Virkelighed derved, istedenfor at klares, maatte formørkes og forvirres, saa vi maae berolige Menigheden med den Oplysning, at hvis de Skriftsteder, Vedkommende har beraabt sig paa, virkelig forudsatte det samme Vilderede, da kunde de umulig være apostolisk ægte. Det Samme gjælder om Konst-Ordet “Treenighed” (det græske trias og det latinske trinitas), saa at hvis deri fandtes noget Uforsvarligt, da blev det de Skriftkloges egen Sag, og ikke Menighedens, som kun har at vedstaae og forsvare hvad den heel og holden ved Daaben bekjender sig til at troe og lader sig døbe paa.

Kun da forsaavidt som Treenigheden, eller Eenheden af de tre Vidner, ikke Modsiger eller ophæver den virkelige Trehed, maae vi paa Menighedens Vegne vedkjende os og forsvare Konst-Ordet som Navn paa det evige Fælledsskab, hvori Faderen og Sønnen og den Helligaand nyde og bruge den ene og samme Guddommelighed, i den Følge og det Forhold, som deres Egen-Navne Fader og Søn og Helligaand 197udtrykker. Ogsaa da vil Herrens og Menighedens Fjender paastaae, at vi enten dyrke tre Guder eller gjør os skyldige i en klar Selv-Modsigelse, men i Sikkerheden paa, at vi forsaavidt har Herren, som er Sandheden, med os, hører vi rolig paa den ubeviislige Beskyldning for Afguderi eller grov Løgnagtighed, og siger med Apostelen 👤Paulus: der er kun een Gud og ingen anden, thi hvormange der end kaldes Guder enten i Himlen eller paa Jorden, som om der var mange Guder og mange Herrer, saa har vi dog kun een Gud-Fader, af hvem Alting er, og vi til Ham, og een Herre 👤Jesus Christus, ved hvem Alting er, og vi ved ham *1 Cor. 8.. Denne Over-Ordning af Faderen, som vi i Skriften har baade 👤Pauli og Herrens eget Vidnesbyrd for, kræver vistnok en tilsvarende Under-Ordning af Sønnen, som de saakaldte snorrette (orthodoxe) Skriftkloge vel enten har gjort til Kjætteri eller dog korset sig for, men som desuagtet er uundgaaelig nødvendig, fordi to sideordnede Guddoms-Bærere, som to Uafhængigheder, er en klar Selv-Modsigelse. Denne Sønnens Under-Ordning, som ligger i Sønne-Navnet selv, naar det tages levende, maae vi imidlertid udtrykkelig indskrænke til hvad der ligger i Sønligheden, som skrevet staaer, at skjøndt Sønnen slet intet kan gjøre af sig selv, saa er det ham dog givet at have Livet i sig selv, og saa gjør han dog Alt hvad Faderen gjør, hvorfor de skal alle ære Sønnen ligesom de ære Faderen, thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, 198saaledes gjør ogsaa Sønnen levende hvem han vil. Naar derfor gamle og nye Kjættere paa Grund af den Under-Ordning, som baade ligger i Sønne-Navnet og i den guddommelige Uafhængigheds Udelelighed, har villet gjøre Sønnen til mindre end Gud, da nægtede de, som skrevet staaer, derved baade Faderen og Sønnen, thi Gud kunde jo ikke være evig Fader, hvis han ikke havde en evig Søn, og dog maa Gud være evig alt hvad han er.

Den christelige Treenighed er altsaa en guddommelig Fader og en guddommelig Søn og en guddommelig Fælles-Aand, som i denne Orden og Følge er med evig Selv-Bevidsthed lige gode om alt Guddommeligt, undtagen Uafhængigheden, som Gud-Fader med det guddommelige Fader-Navn nødvendig har sig selv alene forbeholden.

Ligesom vi nu, ved at udlede den christelige Treenigheds-Tanke udelukkende af Menighedens Fællesbekjendelse og Daabs-Ordet, undgaaer al Selv-Modsigelse og alt Kjætteri om Sønnen, saaledes undgaaer vi ogsaa derved den Grund-Vildfarelse om den Helligaand, at der egenlig ingen Helligaand skulde være til, men kun en Slags hellig Aande, sig selv ligesaa ubevidst som vores Aande, thi i Daabs-Ordet maa Helligaandens Navn nødvendig være eensartet med Faderens og Sønnens Navn, følgelig udtrykke Selv-Bevidsthed eller aandelig Personlighed, hvorfor der da ogsaa staaer skrevet om ham efter Herrens egen Mund, som om en aandelig Person, at han taler ikke af sig selv, og der staaer atter skrevet, at han randsager 199 Guds Dybheder og at han uddeler af Guddoms-Kræfterne til enhver, som han vil.

Saaledes er da den christelige Tro paa Treenigheden at forstaae og at beskrive, og naar man nu christelig betragter Forsøgene paa nærmere at oplyse og forklare den guddommelige Treenighed, da skal hverken Grækernes i Oldtiden eller Latinernes i Middelalderen eller Tydskernes i Nytaarstiden friste os til Efterligning, da de enten gik ud fra Vantro eller førde dertil, men ved de Lys, som nu brænder, kan vi ikke blot klarlig see, at Misheldet var en nødvendig Følge af Misgrebene, men vi opdager ogsaa let, at der er en Oplysning af Treenighedens guddommelige Forhold, som Troen og Aanden ikke blot taaler men kræver, for at det evige Livs-Ord i den gode Jord kan bære fuldmoden Frugt.

Det følger nu af sig selv, at det Guddommelige, som overgaaer Menneske-Begrebet i sig selv, umulig kan blive os klart uden igjennem en Deeltagelse i Guddoms-Livet, som bliver sig selv klar, saa at naar man desuagtet med sin Selvklogskab indbilder sig at kunne randsage Treenigheden og forklare Guddommen, da er det fordi man ikke troer paa den levende sig selv bevidste Gud, men opdigter et Alguderi (en Pantheisme), der er det værste Afguderi, da Mennesket derved ret egenlig forguder sig selv, som om det var i ham selv, Guddoms-Tanken først begyndte at komme til Bevidsthed, og det er aabenbar ligesaa uchristeligt som ugudeligt, thi denne Selv-Forgudelse vil netop klare sig hos Falskeblakken (Anti-Christ), der udgiver sig selv for den eneste Gud, som Herren sagde: Jeg kom i min Faders Navn, og 200I modtog mig ikke, men der kommer en Anden i sit eget Navn, ham vil I modtage.

Denne saakaldte Forklaring, som kun er en Forkvakling af det guddommelige Treenigheds-Begreb, kan imidlertid kun finde Sted og finde Indgang fordi Mennesket, skabt i Guds Billede, baade maa have og maa kunne finde en Billed-Lighed og et Skygge-Billede hos sig af den guddommelige Treenighed, Billed-Ligheden nemlig i Hjertets, Mundens og Haandens trefoldige Liv, og Skyggebilledet i de tilsvarende Sjæle-Begreber: Kjærlighed, Sandhed og Livs-Kraft. Ogsaa maae vi ved Oplysningen af den guddommelige Treenighed lægge vel Mærke til begge Dele, hvorom Skriften stadig minder os, baade ved billedlig at tilskrive Gud Hjerte, Mund og Haand, og ved med Eftertryk at kalde Gud (Faderen) Kjærligheden og Sønnen Sandheden og Hellig-Aanden Livskraften, men ligesom det kun er af Troesbekjendelsen og Daabs-Ordet vi lærer at kjende den rette Orden og Følge i Treenigheden, saaledes er det ogsaa kun af 👤Christus-Livet, som den sande Christelighed, vi kan oplyses om den guddommelige Treenigheds Aabenbarelse i en levende personlig Virksomhed. Var nemlig Mennesket ikke faldet, da maae vi vel forudsætte, at han under Guds Aands Styrelse kunde gjennem Livsudviklingen og Selvbetragtningen kommet baade til en levende Tanke om den guddommelige Treenighed og til Oplysning om dens personlige Virksomhed, men efter Syndefaldet, da Mennesket i alle Maader trængte til en overordenlig Aabenbaring for at naae til den sande Guds- Kundskab 201og Gudsdyrkelse, da er det først ved den christelige Aabenbaring, vi kan faae Kundskab om Guddommens trefoldige Personlighed og kun gjennem det nye christelige Menneskeliv, vi kan spore Guddommens personlige Virksomhed.

Naar vi derimod ved Aands-Forkyndelsen af Troes-Ordet og Daabs-Ordet i uopløselig Sammenhæng, har vundet Tro paa Gud-Fader som Enevolds-Herren (pantokrator) og Skaberen, og paa Gud-Faders eenbaarne Søn som den i Kjødet komne 👤Jesus Christus, Frelser og Dommer, og paa Helligaanden som Menighedens evige Livskraft, da seer vi ikke blot, at den guddommelige Treenighed ganske rigtig i sin levende Aabenbarelse personlig svarer til Treenigheds-Begrebet: Kjærlighed, Sandhed og den fælles Livskraft, og at Sønnens, Vorherres 👤Jesu Christi Manddom med Hjerte, Mund og Haand levende udtrykker den guddommelige Kjærlighed, Sandhed og Kraft, men vi kan ogsaa slutte os til, at Menigheds-Livet i 👤Christus maa have kjendelige Spor af den guddommelige Treenigheds personlige Virksomhed.

Førend vi imidlertid med mindste Held kan lede herom, maae vi have opdaget de christelige Livstegn i Menighedens levende Troesbekjendelse, i Aands-Forkyndelsen af det tilsvarende Evangelium, og i den deraf udspringende Menigheds-Lovsang, som naar de er levende, unægtelig udtrykker et eiendommelig christent Liv, da det levende Udtryk altid beviser et tilsvarende levende Indtryk. Dog, selv naar vi tillige har besindet os paa, at disse christelige Livstegn forudsætter et trefoldigt 202👤Christus-Liv af Tro og Haab og Kjærlighed, hvori vi maa kunne spore Treenighedens personlige Virksomhed, saa støder vi dog strax paa en uoverstigelig Hindring for Treenighedens klare Erkjendelse (Beskuelsen Ansigt til Ansigt) i Guds-Rigets tilsvarende Tredobbelthed, som Aandens og Sønnens og Faderens Rige, thi da Menigheds-Livet, lige til Herren kommer øiensynlig igjen, kun er aandeligt, saa er Livs-Erfaringen indskrænket til Guds-Riget i Aanden, fordi det er kun gjennem den Helligaands Personlighed, baade Sønnens og Faderens Personlighed virker hos Menigheden. Fra dette Stade sees det vel allerklarest, hvad for Resten fra alle Sider er klart nok, at med Troen paa den Helligaands Personlighed staaer og falder al levende Christendom, thi kun i Aanden er Gud virkelig levende og levendegjørende hos os, og derfor er Troen, som den Helligaand personlig virker, Grundvolden for hele 👤Christus-Livet under Herrens tilsyneladende Fraværelse, som skrevet staaer: nu færdes vi i Troen, ikke i Beskuelsen, og atter: hvad vi lever, det lever vi i Gud-Søns Tro.

Anderledes vil det imidlertid være, naar Vorherre 👤Jesus Christus kommer i sin Herlighed og sidder personlig paa Thronen, som skrevet staaer: I Elskelige! nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbart hvad vi skal blive, men vi veed, at naar han aabenbares, da skal vi blive ham lige, thi vi skal see ham, som han er, og atter: Eders Liv er skjult med 👤Christus i Gud, men naar 👤Christus vort Liv aabenbares, da skal ogsaa I aabenbares 203med ham i Herlighed *Coll. 3.. Vi maae her, hvor det ikke er Skriftklogskab, men Menigheds-Livet, hvorom Talen dreier sig, hverken lade os forvilde eller forstyrre af Tvisten om Aabenbarings-Bogen og det saakaldte Tusindaars-Rige, men skal blot minde om, hvad alle levende Christne kan forstaae, at Vorherres 👤Jesu Christi Kongedømme, saavelsom hans Rige paa Jorden, er kun virkelige i Aanden og maa dog engang blive ligesaa virkelige i alle Maader, som han er et virkeligt Menneske baade med Sjæl og Legeme, og det er soleklart, at Sønnens som Sandhedens Rige paa Jorden er netop ligesaa skjult og ligesaavel en Troes-Sag, som 👤Christus-Riget, og maa dog nødvendig engang aabenbares i Herlighed, saa Jorderige dømmes med Ret og Folkene med Sandhed, og saa at alle Løgnens Munde tilstoppes. Den samme Retfærdighed, Fred og Glæde, som nu udgjør Guds Rige i Aanden, vil da ogsaa udgjøre det, men baade i Aanden og for Haanden, saa det Indvendige er blevet udvendigt, som Herren selv har sagt, det skal være, fordi Han, som skabde det Indvendige, Han skabde ogsaa det Udvendige.

Endelig skimter vi i det Fjerne og Skjulte det Faderens Rige, om hvis Tilkommelse vi daglig beder i Herrens Bøn, og hvori Faderens personlige Liv og Virksomhed skal aabenbare sig, som skrevet staaer om 👤Christi Atterkomst: da er vi ved Maalet, naar han overgiver Gud og Faderen Riget, thi han (Sønnen) skal herske, indtil Han (Faderen) har 204lagt ham (Sønnen) alle Fjender under Fod, og Døden er den sidste Fjende, som udryddes, for at Alt kan lægges ham under Fod; men naar han (Aanden) siger, at Alt er ham (Sønnen) underlagt, da er det jo med Undtagelse af Ham (Faderen), som underlægger ham (Sønnen) Alt, og naar da Alt er Sønnen underlagt, da skal han selv underlægge sig Ham (Faderen), som underlagde ham Alt, for at Gud maa være Alt i Alt *1 Cor. 15.. De saakaldte snorrette (orthodoxe) Skriftkloge har vistnok paastaaet, at dette Skriftsprog kunde og skulde forstaaes om Sønnen blot som Menneske-Søn, men derom behøver vi ikke her at tvistes med dem, da vi ikke med Skriftsproget vil bevise noget om Sønnens og Faderens Rige, men bruger det kun fordi det i vore Øine betegner uforbederlig hvad 👤Christi Aand ogsaa har aabenbaret os om Faderens som den personlige Kjærligheds Rige, der først kan aabenbares, naar den gode Strid, som den personlige Sandhed i Tidens Løb har ført med den personlige Løgn, er udstridt, saa alt Personligt er Sandhed underlagt, thi først da kan den Kjærlighed, som ikke kan elske Andet end Sandhed, vise sig at være Alt i Alt, men da maa den det ogsaa, fordi Kjærlighed ene er Fuldkommenheds-Baandet, som skiænker Alt hvad det omfatter evigt Liv og stedsevarende Glæde. Dette er i sig selv, i Begrebet, klart nok, men hvorledes Begrebet levende udfyldes ved Faderens personlige Aabenbarelse, derom vil vi først i Sønnens Rige kunne gjøre os en levende Forestilling.

205Naar vi imidlertid med denne Oplysning eftersporer Treenighedens personlige Virksomhed paa 👤Christus-Livet i Aanden, da opdager vi let, at ligesom Troen aabenbarer Helligaandens personlige Virkning, saaledes maa Haabet, Guds Herligheds Haab, tilskrives Sønnens personlige Virksomhed, som skrevet staaer: Jeg haaber i den Herre 👤Jesus *Philip. 2., og atter: Herlighedens Haab, som er 👤Christus i Eder *Coloss. 1., medens Kjærligheden, den Kjærlighed, som er Lovens Fylde, nødvendig maa tilskrives Faderens personlige Virksomhed, da kun Han er Kjærlighed, og det er Kjærlighedens mageløse Fortrin at komme af sig selv. Da det nu igjen er Troes-Ordet ved Daaben, hvorigjennem den Helligaand, som den guddommelige Ordfører og Talsmand personlig virker den tilsvarende Christen-Tro, saa maa det være Sønnen, som, skjult i Aanden, personlig virker Haabet gjennem Daabs-Ordet og hans egen Bøn Fadervor i Menighedens Mund, og det maa være Faderen, skjult med Sønnen i Aanden, som gjennem Nadver-Ordet personlig medvirker til den guddommelige Kjærligheds Opkomst og Væxt, som skrevet staaer: dersom Nogen elsker mig, da fastholder han mit Ord, og da skal min Fader elske ham, og vi skal (begge) komme til ham og bygge og boe hos ham *Joh. 14., og atter: jeg bøier mine Knæ for Vorherres 👤Jesu Christi Fader, af Hvem al Faderlighed i Himlen og paa Jorden bærer Navn, for at 👤Christus ved Troen maa boe i Eders Hjerter, og I, rodfæstede og grund206fæstede i Kjærlighed, mægte med alle de Hellige at fatte det Lange og det Brede, det Dybe og det Høie, og lære at kjende 👤Christi overstrømmende Kundskabs-Kjærlighed, saa I kan fuldelig føies til hele Guds-Fylden! *Eph. 3.

Uagtet vi saaledes, ved den christelige Oplysning, vi har opnaaet, maae være helbredede for den Indbildning at ville forklare og beskrive hvad vi hverken har oplevet, eller kan i dette Verdens-Aar opleve, saa kan vi dog skimte, hvordan en christelig Lærebygning, som en Tegning til 📌det ny Jerusalem vilde see ud, og da Livet i Troen, og Guds-Riget i Aanden, ikke blot er et sandt Forbillede, men ogsaa en virkelig Forsmag paa hvad der i Sønnens og Faderens Rige, ved Haabets og Kjærlighedens fuldkomne Aabenbarelse, skal opnaaes, saa skinner der virkelig alt nu et Lys som syv Dages Lys over den Livets Vei, som Vorherre 👤Jesus Christus ikke blot har banet og ledsager os paa med Sandheds-Aanden, men som han igrunden selv er, og selv har vedkjendt sig at være i Ordet: jeg er Veien og Sandheden og Livet, der kommer Ingen til Faderen uden ad (igjennem) mig, og vi føler os visse paa, at ved hvert Fremskridt, vi gjør ad denne Vei, des klarere skal vi kjende den Retfærdighed, Fred og Glæde, som Guds-Riget er i Aanden, i Sønnen og i Faderen, til vi naaer den Klarhed, som Sønnen havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, og hvori han kjender Faderen, ligesom Faderen kjender ham.