↩ Vi, som paa den ene Side for ramme Alvor betragter ►Herrens egne Indstiftelser i Daaben og Nadveren►, som “Herrens Gierninger”, der kun bliver kiendelige ved Ordet til os af Herrens egen Mund, og skeer ved hans Munds Aande, og som paa den anden Side dristig forudsætter, at “Tro” ligesaavel i Forholdet til Vorherre 👤Christus, som i vort Forhold til andre Mennesker, er ►hjertelig Sikkerhed paa Sandheden af hvad han siger 119til os, og at “Haab”, ►enten det er løst eller fast, og ►enten det gaaer paa timelige eller evige Ting, er en trøstelig Forventning af et tilkommende Gode, og at “Kiærlighed” mellem 👤Christus og os, ligesom al indbyrdes Menneske-Kiærlighed, er en ►hjertelig Tilbøielighed, der kun kan fyldestgiøres i et fuldstændigt Fællesskab, vi seer et stort Lys opgaae over det christelige Menigheds-Liv, hvori det, saavidt det er kommet, klarlig gienkiender sig selv, og hvorved det i Aanden kan forudsee baade Maalet og Veien, som fører dertil. Hvad der saa inderlig bekymrede vore bedste lutherske ►Forældre, og gjorde dem bange for stadig at betragte Christen-Livet i ►Tro og Haab og Kiærlig 466 (US) hed► hos sig, som den eneste ægte Christelighed, det var jo den svage, dunkle og ufuldkomne Tilstand, hvori de fandt Livet og især Kiærligheden, som det ypperste; men det forvirrer og kyser ikke længer os, fordi vi paa den ene Side, i Ordet af Herrens egen Mund, har en usvigelig Prøvesteen for ►Troens og Haabets og Kiærlighedens christelige Ægthed, og paa den anden Side af den Helligaand, som Aanden i Herrens Munds Ord, oplyses om Christenlivets fuldstændige Menneskelighed, saa det har sin hemmelige Avling i ►Evangeliets godvillige Hørelse, hvor Guds Aand fører Ordet, har sin ►Fødsel af Vand og Aand i ►Daaben efter Herrens Indstiftelse, og har sin Opvæxt til Fuldkommenhed ved ►Herrens Bord, idet Udtrykket af ►Troen og Haabet og Kiærligheden giør et tilsvarende levende Indtryk, saa Christen-Livet begynder hos os med Troen, voxer med Haabet, og fuldkommes af og i Kiærligheden.