Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Tro og Haab og Kjærlighed

I slutningen af 1700-tallet var det biskop 👤Nicolai Edinger Balle, der med sine bibellæsninger og sin modstand mod 👤Horrebow, 👤Bruun og 👤Christian Bastholms skriverier kæmpede for orden både i kirken og det borgerlige samfund (Grundtvig 1825a, s. 34; Koch & Kornerup 1951, s. 385-469). Et udtryk for denne kamp mellem lys og mørke så Grundtvig i begyndelsen af 1820’erne, da de gudelige vækkelser blev mødt af hård modstand fra store dele af præstestanden med det teologiske fakultet i ryggen, der siden 1790’erne havde været domineret af en liberal teologisk tradition med rødder i rationalismen (Koch & Kornerup 1951, s. 420). På Kertemindeegnen kulminerede dette modsætningsforhold, da den rationalistiske præst 👤Olivarius fra Ellinge Sogn angav sine egne sognebørn. Han henviste til konventikelplakaten af 1741, der forbød religiøse forsamlinger uden sognepræstens deltagelse. Sognebørnene blev i første omgang dømt, men sagen endte ved Landsoverretten (datidens appeldomstol) i København, hvor Grundtvig blev opmærksom på politiforfølgelsen af vækkelsesbevægelserne (Begtrup 1901, s. 121 f.).