↩ At der nemlig i Syndigheden og Forsyndelsen er en Grændse, udover hvilken man ikke kan gaae, uden at give sig Fanden i Vold, og at denne Grændse ligesaavel overskrides, naar ►man sætter sig for at synde til det yderste, for at Naaden kan blive desstørre, som naar man vitterlig foragter og ►forskyder Guds Naade, ►det har allerede Apostelen 👤Pau8lus► og ►Herren selv indskærpet, og det har Erfaringen grundig oplyst og stadfæstet; men det maa da ogsaa være splittergalt, at tænke sig Syndigheden saa grændseløs hos hele den faldne Menneske-Slægt, at den ►nødvendig maatte enten vitterlig ►forskyde Naaden eller forsætlig ►synde paa Naade, som Fanden og hele hans Yngel altid har giort og vil giøre, og saa spittergalt tænker man dog igrunden, naar man paastaaer, at den faldne Menneske-Natur er i Bund og Grund fordærvet, saa at hos det faldne Menneske, naar han synes allerbedst, er der dog slet intet Godt at finde; thi hverken var der da Noget hos Mennesket for den sande Gud at ynkes eller forbarme sig over, heller ikke var der Noget hos det ►grundslette Menneske, som kunde lade sig røre til Anger og Omvendelse, eller ⓘ vilde lade sig overtale til Tro paa Guds Naade og Sandhed, eller lade sig gienføde til ⓘ et Guds-Barn, og lade sig fornye efter ►det Guds-Billede, hvori Mennesket oprindelig er skabt, og dog er baade Omvendelse, Tro og inderlig Hengivenhed uden ►Godvillighed aldeles utænkelige og selvmodsigende.