Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Det christelige Ægteskab

Man kan nemlig ikke tænke sig et vildere Æventyr end det vilde være, at Gud skabde et Menneske af Jordens Støv i sit eget Billede og efter sin Lignelse, og at dette Menneske ved Syndefaldet i 📌Paradiis tabte Guds-Billedet, tabte hele sin Lighed med Gud, saa der var ikke en god Sene i hans Liv, men at desuagtet blev Gud ved at elske 4det grundslette Menneske som en Fader sit vel uartige, men dog igrunden hjertelig gode Barn, og elskede saa høit, at Han for at frelse sit forrige Barn, hengav og opoffrede sit ægte Barn, sin evig-eenbaarne Søn, for at Skiftin gen eller Djævel-Ungen i Menneske-Hamm, ved Troen paa den Eenbaarne skulde frelses fra Fortabelse, og, som Guds udkaarede Barn, arve det evige Liv, og at nu denne Skifting, som der slet intet Godt var hos, men lutter Ondt, alligevel angrede sine Synder, omvendte sig og troede paa Frelseren, blev ved denne Tro retfærdiggjort af Guds Naade, fyldt med den Helligaand, som er den Allerhøiestes Kraft, gienfødt i Daaben af Vand og Aand og opfødt i Nadveren med Mad og Drikke til et evigt Liv, uden at det dog Altsammen gjorde kiendelig Forandring i det virkelige Menneske-Liv og Lev net, førend man ved en salig Død kom over i den anden Verden, gik ind i Evigheden. Dette er nemlig, som en klar Selv-Modsigelse og Selv-Giendrivelse, en Umuelighed i Sandhed, altsaa lige umuelig for den sande Gud og det sanddru Menneske, en Selv-Modsigelse, som kun forgjæves stræber at skjule sin Løgnagtighed under det Paaskud, at det vel er umueligt for Mennesker, men at for Gud er alting mueligt, thi det løber aabenbar her ud paa den Guds-Bespottelse, at den Løgn, der var Mennesket for grov og haandgribelig, skulde dog hos Gud kunne gaae og gjælde for Sandhed.