►Det christelige Ægteskab.
✂ (N. F. S. Grundtvig).
✂ At Ægteskabet ligesaa vel er Menneske-Livets Brændpunkt, som det er ►Borger-Livets Vugge, det har ►vistnok ikke undgaaet og kunde umuelig undgaae ►enten de gamle eller de ny Bispers, Præsters og Skriftkloges Opmærksomhed, saa de har altid paa en eller anden Maade stræbt at faae Ægteskabet i deres Magt, hvad de følgelig 122 (VU) viis kaldte at christne og hellige det; men da man hverken havde udfundet Christendommens rette Forhold til Menneske-Livet i det hele, eller vilde nøies med at christne de virkelige Christnes Ægteskab, saa maatte ►nødvendig alle disse Forsøg ikke blot mislykkes, men bestandig mere ►indvikle og forvirre Ægteskabets Forhold til Christendommen.
✂ Paa den ene Side gjorde nemlig Papisterne Brude-Vielsen til et saakaldt “Sacrament”, der skulde christne og hellige Ægteskabet uden alt Hensyn ►paa Ægteparrets egen Tro og Tænkemaade, og paa den anden Side ⓘ udraabdes ikke blot Eremit-Livet for det allerhelligste, men ved aldeles at forbyde 2Præsternes Giftermaal, erklærede man ►aabenbar Ægteskabet for noget saa uchristeligt, at det end ikke ved Brudevielsens Sacrament kunde christnes eller helliges, men kun hos verdslige Folk af verdslige Grunde faae et Slags Aflad.
✂ En saadan aaben Trods imod Ægteskabets guddommelige Indstiftelse i 📌Paradiset, baade til Menneske-Livets Forplantelse og til Menneske-Maalets Opnaaelse, var i alle Maader baade saa umenneskelig og saa ugudelig, at den saakaldte Aandelighed (Geistlighed), som udsprang deraf og forhærdede sig deri, maatte ►nødvendig blive Menneske-Livets Pestilents, og vise sig at være det Djævelskab, hvortil Ægteskabs-Forbudet fra Arildstid er stemplet.
✂ Ogsaa i denne Henseende var da den Lutherske Reformation et ►Kæmpeskridt til det christelige Menneske-Livs Redning og 450 (US) den christelige Oplysnings Fornyelse, thi mandelig hævdede 👤Morten Luther Ægteskabets Ære, som en guddommelig Indretning, ved, til Trods for Pavens ►Næse, selv at tage sig en Hustru og leve med hende det christeligste ►Huus-Liv, man i mange Aarhundreder havde seet; thi man kan jo ikke tænke sig noget kraftigere Gienmæle ⓘ mod det papistiske Ægteskabs-Forbud, end Munkens Giftermaal med Nonnen; men Ægteskabet kunde dog umuelig ad Oplysningens Vei komme i sit rette Forhold til Christendommen, førend det oprindelige (naturlige) Menneske-Liv i det hele kom til at staae i sit rette Lys, og dette var jo saa langtfra at skee i 👤Luthers Dage, at dette oprindelige Menneske-Liv i sin forfaldne Tilstand aldrig i Christenheden har været saa tykt formørket, som det blev under de 3protestantiske Skriftkloges Forelæsninger i Kirken saavelsom i Skolen.
✂ 123 (VU) Naar man nemlig saa grundig misforstaaer Aanden og ►Skriften, at det dybe Apostel-Ord: ►i mig selv, i min ►kiødelige Selvstændighed, er intet Godt,► skal betyde, at hos det faldne ⓘ Menneske findes slet intet Godt, følgelig slet ingen Levning af hvad Gud i Mennesket havde skabt, ►thi hvad Gud skabde var jo Altsammen saare godt, og naar man saa gjorde dette mishandlede Skriftsted til ►Troes-Regel, hvorefter blandt andet ►den samme Apostels sande og sørgelige Skildring af det syndige, men dog gudfrygtige Menneskes Stilling under ►Loven, med en afmægtig Lyst til det Gode,► skulde være en Skildring af det troende og gienfødte Menneskes Stilling under Naaden, see, da ►lyvtede man igrunden, om end ►uvitterlig, Christi ⓘ Evangelium der unægtelig lover sine Troende Magt til at være Guds-Børn og til at skikke sig derefter, og man indhyllede ►aabenbar baade det gamle og det ny Menneske-Liv i et Bælgmørke, der skjulte den himmelvide Forskiel mellem det store Guds-Under, som forbinder Gienfødelsen med Skabelsen, og et arabisk Æventyr, der farer fra Himmerig til Helvede og fra Helvede til Himmerig, som en ►Springvei.
✂ Man kan nemlig ikke tænke sig et vildere Æventyr end det vilde være, at ►Gud skabde et Menneske af Jordens Støv ►i sit eget Billede og efter sin Lignelse, og at dette Menneske ved Syndefaldet i 📌Paradiis tabte Guds-Billedet, tabte hele sin Lighed med Gud, saa der var ►ikke en god Sene i hans Liv, men at desuagtet blev Gud ved at elske 4det ►grundslette Menneske som en Fader sit vel uartige, men dog igrunden ►hjertelig gode Barn, og elskede saa høit, at Han for at frelse sit forrige Barn, hengav og opoffrede sit ægte Barn, sin evig-eenbaarne Søn, for at Skiftin 451 (US) gen eller Djævel-Ungen i ►Menneske-Hamm, ved Troen paa den Eenbaarne skulde frelses fra Fortabelse, og, som Guds udkaarede Barn, arve det evige Liv, og at nu denne Skifting, som der slet intet Godt var hos, men lutter Ondt, alligevel angrede sine Synder, omvendte sig og troede paa Frelseren, blev ved denne Tro retfærdiggjort af Guds Naade, fyldt med den Helligaand, som er den Allerhøiestes Kraft, gienfødt i Daaben af Vand og Aand og ►opfødt i Nadveren med Mad og Drikke til et evigt Liv, uden at det dog Altsammen gjorde kiendelig Forandring i det virkelige Menneske-Liv og Lev 124 (VU) net, førend man ved en salig Død kom over i den anden Verden, gik ind i Evigheden. Dette er nemlig, som en klar Selv-Modsigelse og Selv-Giendrivelse, en Umuelighed i Sandhed, altsaa lige umuelig for den sande Gud og det sanddru Menneske, en Selv-Modsigelse, som kun forgjæves stræber at skjule sin Løgnagtighed under det Paaskud, at ►det vel er umueligt for Mennesker, men at for Gud er alting mueligt, thi det ►løber aabenbar her ud paa den Guds-Bespottelse, at den Løgn, der var Mennesket for grov og haandgribelig, skulde dog hos Gud kunne gaae og gjælde for Sandhed.
✂ Under denne bælgmørke Forudsætning af det Utænkelige, Usigelige og Ugiørliges Muelighed og 5Sandhed kan nu ►vistnok intet Virvar i Tankerne om det menneskelige Ægteskabs Forhold til Christendommen synes for stort, men det har dog været saa forfærdelig stort, at man tænkde, det gik an paa een Gang at tilegne sig Ægteskabets paradisiske Velsignelse, ►►Lovens Forbandelse► og Evangeliets Forjættelse, og det altsammen ved en Brudevielse, der ikke engang var et Sacrament, og som var fælles for alle Statskirkens frivillige eller tvungne Medlemmer.
✂ Naar vi imidlertid nu har faaet den Forstand, at det er den christne Menigheds bestandige og uforanderlige Troes-Bekiendelse, og intet andet, af hvad Navn nævnes kan, der kan og skal afgiøre, hvad der er christeligt eller uchristeligt, og at det i det hele er Ordene af Herrens egen Mund til os ved hans egne Indstiftelser, hvorpaa vi maae grunde alle vore christelige Forventninger, naar vi vil have christeligt Pant paa deres Opfyldelse, og naar vi endelig forudsætter vor ►hellige Skrifts uindskrænkede Paalidelighed, som den guddommelige Aabenbarings og Gudsrigets Historie, da spørger vi hverken om, hvordan de Skriftkloge til forskiellige Tider har læst og udtydet de prophetiske og theologiske ►Runer og Gaader (Hieroglypher), eller hvilke meer eller mindre urimelige Tanker de kan have gjort sig om 452 (US) Menneske-Livet, ►enten i sin oprindelige, eller i sin forfaldne og forældede og i sin gienfødte og fornyede Skikkelse og Tilstand, men vi spørger kun om, hvilken Tankegang om Menneske-Livet, under sine store og forunderlige Omskiftelser, der enten maa være, eller kan dog, saa6vidt vi veed, være den rette, i forsvarligt ⓘ Sammenhæng med den Christne Tro og i det hele med Ordet til os af Her 125 (VU) rens egen Mund, som baade er det eneste Kiendemærke, vi har paa Herrens Aand og Herrens Menighed, og er det eneste Ord, hvori Herren kan være kiendelig nærværende og virksom hos Sine, mens han er skjult for Verdens Øine?
✂ Hvad der nu allerførst maa ►lynslaae os, naar Troens og Troes-Bekiendelsens Aand hviler paa os, det er, at for at Vorherre 👤Jesus Christus, som vi troer og bekiender, kan være Gud-Faders eenbaarne Søn, født af 👤Marie-Mø, da maa baade Mennesket, som skrevet staaer, være ►skabt i Guds Billede, og være skabt saaledes deri, at den guddommelige Natur lod sig forene med den menneskelige Natur, og kunde giennem Menneske-Legemet aabenbare Guddoms-Herligheden, og at denne levende Billed-Lighed, hvormeget den saa end ved Syndefaldet maa have lidt, dog umuelig kunde være udslettet, naar Guds Søns Menneske-Liv skabdes i 👤Maries Modersliv, saa han fik ►Kiød af hendes Kiød og Been af hendes Been, ligesom 👤Eva fik af 👤Adams.►
✂ Paa den anden Side forudsætter ►vistnok baade ►Glædskabs-Budet (Evangeliet) om Frelseren (👤Jesus) i det hele, og Synds-Forladelsen ►foran det evige Liv i Særdeleshed, at Menneske-Livet ►i Guds Billede har ved Syndefaldet faaet en Grund-Skade, som den Menneske-Søn, der skulde helbrede den, maatte selv være fri for, og det troer vi, opnaaedes derved, at Guds Søn kun fik en menneskelig Moder, men ingen menneskelig Fader, 7da den Helligaand traadte ved Avlingen i Mandens Sted, og derved kommer vi til i Guddoms-Manden at see et Menneske, som en af os i alle Maader, kun uden Synd.
✂ Hvorvidt nu denne Grund-Skade, som er Syndigheden, strækker sig hos os alle, som avles af Mand og Kvinde ved ►kiødelig Omgang, det kan vi ►vistnok ►paa fri Haand umuelig afgiøre, blandt andet fordi Syndigheden er en Grundskade, der ligesaavel maa have skadelig Indflydelse paa Syns-Maaden og paa Tanke-Gangen, som paa Livs-Kraften, og da Skaden i Christnes Øine maa være saa stor, at den i det hele kun lader 453 (US) sig helbrede ved Guds Søns Fornedrelse og Opoffrelse, og selv af Guds Søn kun lader sig helbrede med en virkelig Gienfødelse og Nyskabelse, saa synes det let, som om man aldrig kunde tænke sig Grund-Skaden for stor, men at jo større, man tænkde sig den, desbedre var det, da derved Forsoningens og ►Gienløsningens, Syndsforladelsens og Gienfødel 126 (VU) sens Nødvendighed og Naadens Herlighed blev saameget mere indlysende; men det giælder dog ligefuldt ogsaa her, at formeget saavelsom forlidt fordærver alting, og at man skyder ligesaavel forbi, naar man skyder over, som naar man skyder under Maalet.
✂ At der nemlig i Syndigheden og Forsyndelsen er en Grændse, udover hvilken man ikke kan gaae, uden at give sig Fanden i Vold, og at denne Grændse ligesaavel overskrides, naar ►man sætter sig for at synde til det yderste, for at Naaden kan blive desstørre, som naar man vitterlig foragter og ►forskyder Guds Naade, ►det har allerede Apostelen 👤Pau8lus► og ►Herren selv indskærpet, og det har Erfaringen grundig oplyst og stadfæstet; men det maa da ogsaa være splittergalt, at tænke sig Syndigheden saa grændseløs hos hele den faldne Menneske-Slægt, at den ►nødvendig maatte enten vitterlig ►forskyde Naaden eller forsætlig ►synde paa Naade, som Fanden og hele hans Yngel altid har giort og vil giøre, og saa spittergalt tænker man dog igrunden, naar man paastaaer, at den faldne Menneske-Natur er i Bund og Grund fordærvet, saa at hos det faldne Menneske, naar han synes allerbedst, er der dog slet intet Godt at finde; thi hverken var der da Noget hos Mennesket for den sande Gud at ynkes eller forbarme sig over, heller ikke var der Noget hos det ►grundslette Menneske, som kunde lade sig røre til Anger og Omvendelse, eller ⓘ vilde lade sig overtale til Tro paa Guds Naade og Sandhed, eller lade sig gienføde til ⓘ et Guds-Barn, og lade sig fornye efter ►det Guds-Billede, hvori Mennesket oprindelig er skabt, og dog er baade Omvendelse, Tro og inderlig Hengivenhed uden ►Godvillighed aldeles utænkelige og selvmodsigende.
✂ En saadan ►Godvillighed, som Herren har stillet os for Øine i ►Lignelsen om “den ►forlorne Søn”► maa altsaa forudsættes og virkelig findes hos det faldne Menneske i den faldne 👤Adams Billede, ligesom den efter ►Skriftens Vidnesbyrd fandtes hos 👤Abel, hos 👤Seth, 👤Enos, 👤Enoch, 👤Noah, 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, 👤David, 👤Zacharias og 👤Elisabeth, 👤Johannes den Døber, 👤Marie-Mø og hendes Fæstemand 👤Joseph, 👤Simeon og 👤Anna, saa de var vel alle vanartede Guds-Børn, men dog ægte Guds-9Børn, der kom deres 454 (US) himmelske Fader ihu og havde igrunden ►Sind til at lyde og ligne ham, skiøndt de havde forspildt Hans første 127 (VU) Kiærlighed og derved baade tabt Kraften til at giøre Hans Villie og ►forbrudt Samfundet og Fællesskabet med Ham.
✂ Kun saaledes faaer vi en Forestilling om det faldne, syndige, fortabte Menneske, og om Menneske-Livet udenfor 📌Paradis i Ørken, der svarer til ►Lignelsen om den “►forlorne Søn”► i Landet langt borte fra Faderhuset, som sank saa dybt, at han ønskede sig Svineføde, men var dog en værdig Gienstand for sin Faders Medynk, Naade, Tilgivelse og fulde Indsættelse paany i alle ►Børne-Rettigheder, fordi han følde og bekiendte, at han var selv Skyld i sin Ulykke, og fordi han havde ►Sind til at vende om og heller være sin Faders Træl, end, som hidtil, at være Syndens Træl under den pralende, men falske og tomme Titel af “sin egen Herre!”
✂ Ved denne Fremstilling af det faldne Menneskes Forhold til Gud og til ►Guds-Billedet hos sig, bortfalder, som man let seer, al Tanke om Fortjeneste, om egen Retfærdighed eller om Magt til at hjelpe eller frelse sig selv, medens dog ►Bekvemheden til at trøstes, benaades, gjenfødes og fornyes er vedligeholdt, saa den himmelske Fader dog fremdeles har et tabt Barn paa Jorden at oplede og et dødt Barn at gjøre levende, saa at, naar kun den himmelske Fader-Kiærlighed hos Gud er reen og riig, uegennyttig og gavmild nok dertil, da kan den uden al Selv-Modsigelse skjule Syndens Mangfoldighed hos det angergivne og raade Bod paa alle Savn hos det ►dødskyldige og ulykkelige, 10men dog ydmygede og ►trohjertige, godvillige og taknemmelige Menneske, og da kan der, som Herren baade skildrer i ►Lignelsen om den ►forlorne Søn► og vidner med rene Ord, ►være større Glæde i Himlen over een omvendt Synder end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.
✂ Naar man desuagtet, beraabende sig paa den ►Hellige Skrift, har paastaaet, at hos det gamle Menneske er ►Guds-Billedet aldeles udslettet, og alt virkelig Godt udryddet, og kun Skin-Hellighed, med ►glimrende Laster muelig; da har man jo vel seet, at man umuelig, uden at trodse hele den hellige Historie, kunde anvende denne ►Fordømmelses-Dom paa 👤Abraham, de Troendes Fader, paa 👤Moses, den tro Tjener i Guds Huus, paa 👤David, ►Manden efter Guds Hjerte, paa Propheterne, og paa ham, som ►Herren selv kaldte meer end en Prophet, kaldte sit Aasyns Engel; men man har dog aldeles overseet, at det slet ikke gaaer an at undtage en 455 (US) eneste af den gamle 👤Adams naturlige Børn fra den Dom, man fælder over 128 (VU) ham og hele hans Slægt, fælder over den faldne Menneske-Natur, og at man lige saa lidt kan sætte det ny Menneskes Fødsel ►foran Barnets i 📌Bethlehem, uden at giøre hele 👤Christi Evangelium til Løgn og Fabel. Ved desuagtet i Blindhed at giøre det Sidste, ved, som allerede Biskop 👤Eusebius i hans ►Kirkehistorie, at gjøre 👤Abraham og alle 👤Christi Forfædre ►efter Kiødet til Christne ►foran 👤Christus, til Guds gienfødte Børn førend Gienfødelsen af Vand og Aand, kun derved har man forblindet sig selv for den indlysende Sandhed, at der hos det faldne Menneske 11kan være, har været og maa, saalænge Gienfødelsen skal være muelig, findes tænkelig og giørlig i Sandhed, være baade Spor og Levning af Menneskets oprindelige Godhed og Herlighed, som ►en Skabning i Guds Billede, der ►veed af Gud og sig selv at sige, og, saavist som “Tro, Haab og Kiærlighed” udtrykker hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud, saavist maa der hos det faldne Menneske, som skal kunne ►opreises, hos det fortabte Menneske som skal kunne frelses, og hos det vanartede Menneske, som skal kunne gienfødes, findes en virkelig Levning af Troen, Haabet og Kiærligheden, som de oprindelig med Ordet udgjorde og udtrykde Menneske-Livet i ►Guds Billede.
✂ Naar vi nu betragter det oprindelige Menneske-Liv eller 📌Paradis-Livet i Herrens Lys, med ►Skabelses-Bogen for Øie, da seer vi let, at Troen paa Guds-Ordets Kraft og Liv og Sandhed, og Haabet om Udødelighed i 📌Paradiis, det var Troen og Haabet hos vore ►første Forældre, hvormed de stod og faldt for Guds Aasyn, medens det kan synes tvivlsomt, om de tabde eller beholdt den indbyrdes Kiærlighed, der hos dem var ►Kiærligheden til Næsten som til sig selv, hvori ►Guds-Kiærligheden af ganske Hjerte, Sjæl og Styrke spirede, og hvoraf den skulde opvoxet og udfoldet sig som ►Paradis-Rosen, men at vore ►første Forældre dog maae være faldet netop ligesaa dybt fra den indbyrdes Kiærlighed, som de faldt fra Troen og Haabet, det følger dog ►nødvendig af den levende Sammenhæng derimellem, og vi kan høre det paa 👤Adams Ord, hvormed han igrunden skiller sig 12fra sin Hustru, som sit eget Legeme, Kiød og Been, sigende til Skaberen: ►Kvinden, som Du gav mig, hun forførde mig.
✂ Ligesaa lidt imidlertid, som vi kan tænke, at den indbyrdes Kiærlighed mellem vore ►første Forældre og dermed mellem Mand og Kvinde, aldeles udslettedes og ophørde ved Syndefaldet, lige 129 (VU) saa lidt maae vi tænke, at det var Tilfældet med Troen 456 (US) paa Guds-Ordet, eller med Udødeligheds-Haabet, men vi maae tænke, at ligesom Mennesket i Ordet beholdt sin kiendelige Lighed med Gud, saaledes fulgde ogsaa en Levning af Troen, af Haabet og af Kiærligheden, det faldne Menneske ud ad 📌Paradis og ind i Ørken, hvor de ►vistnok alle, med Afmagten og det dødelige Saar, som var Syndens ►Handsel, rimeligviis snart maatte uddøe, men kunde dog mueligviis ogsaa af Guds Naade ►vidunderlig ►opholdes og styrkes, og ►i Tidens Fylde af samme Guds Naade i hele sin Rigdoms Aabenbarelse gienfødes og fornyes ►efter Hans Billede, som skabde os.
✂ At nu ogsaa Levningen af Menneskets 📌Paradis-Tro, 📌Paradis-Haab og 📌Paradis-Kiærlighed af Guds Naade blev ►opholdt i Ørken ei mindre ►vidunderlig end 📌Israels Børn ►opholdtes med ►Manna i Ørken, ►det har Apostelen 👤Paulus skrevet med store Bogstaver►, og det lærer Guds Ords og Guds Riges Historie ligefra 👤Adams til 👤Christi Dage, og allerklarest Betragtningen deri af Troes-Helten 👤Abraham, Haabs-Engelen 👤Johannes den Døber, og Hjerte-Dronningen 👤Marie-Mø, alle af ►den gamle Surdei, den faldne Skabning, men dog stærke i Troen paa ►de nye Himle og den ny Jord, glade 13i Haabet derom, og oprigtige i Kiærligheden, og skiøndt vi umuelig saaledes kan følge det gamle Menneske og spore 📌Paradis-Livet paa Hedningernes Øer som paa 📌Israels Fastland, og vi ikke heller kan formode at Guds Naade vilde vise sig saa rig nogensteds, som der, hvor Troen paa Guds-Ordet maatte bevares, for at ►“Ordet” paa menneskelig Maade kunde blive “Kiød” og aabenbare sin Herlighed, hvor Haabet om det evige Liv maatte vedligeholdes, for at det kunde opfyldes ved hans Komme, som er baade Liv og Lys evindelig, og hvor Kiærligheden maatte udvikles ►vidunderlig, for at Guds Søn kunde finde en Moder paa Jorden og virkelig blive Kvindens ►Sæd; saa maa dog allevegne, hvor 👤Christi Evangelium har fundet og skal finde Ørenlyd og Hjerterum, saa stor en Levning af det gamle Menneskes Tro og Haab og Kiærlighed være bevaret, at det gamle Menneske baade kan opvækkes til at høre, oplives til at fatte, overtales til at troe og røres til at elske ►Glædskabs-Budet om det ny Menneske, ►den anden 👤Adam►, 130 (VU) som er Herren fra Himlen, og at det midt iblandt Hedninger er paa sine Steder skedt i en forbausende høi Grad, det seer vi paa ►Høvedsmanden fra 📌Kapernaum,► om hvis Tro paa Guds-Ordet Herren selv vidnede: ►saadan en Tro har jeg end ikke fundet hos 📌Israel►, og paa ►den Cananæiske Kvinde, hvis Haab, og paa ►den ►Blodsottige Kvinde►, hvis Kiærlighed, skiøndt de voxede vildt, 457 (US) som Træerne i Skoven, godt kunde maale sig med det meste, der fandtes hos 📌Israel.
✂ 14Vel har vi nemlig fra Latinerne med saamange andre falske Forestillinger, ogsaa faaet den, at Jøderne især var stærke i Troen, men Mesteren, som vidner: ►►uden I seer Tegn og ►underlige Gierninger, da vil I ikke troe,► han lærer os noget ganske Andet, og hele Jødefolkets Historie, fra ►Udgangen af 📌Ægypten► til 📌Jerusalems ►Forstyrrelse, stadfæster det samme, og at Jøderne heller ikke var de kiærligste af Art, det seer vi paa alle Kiærligheds-Forholdene hos dem, som jo er Forholdet mellem Forældre og Børn, mellem gode Venner og da Sødskende især, og imellem Ægtefolk, hvorfor Herren ogsaa vidner, at ►det var for deres Haardhjertethed, at 👤Moses gav dem Skilsmisse-Loven.► I Haabet var det derimod 📌Israel havde sin Styrke, ja har den i sin høie Alderdom og midt i ►Adspredelsen endnu, derfor gav ►Jehova dem under ►Loven saa lidt som mueligt at troe, og Han kastede ligesom et Slør over deres Mangel paa indbyrdes Kiærlighed ved ►Grundloven om at ære Fader og Moder, om ►ikke at myrde, ►ikke at ►krænke Ægteskabet► og ►ikke at forlange Næstens Eiendom, men han gav dem Alt at haabe, lige fra Forjættelsen til 👤Abraham “►i din ►Sæd skal alle Jorderigs Slægter velsignes►,” til de allerklareste Spaadomme om “►Israels Haab,” som den Guds Salvede, 👤Christus, Messias. Blandt alle Hedningerne var derimod netop Romerne Folket med den stærkeste Tro, hvorfor ogsaa ►Apostel-Brevet til dem dreier sig hardtad udelukkende om “Troen”, og at det lige saavel var Romerne, der giennem Middelalderen bevarede den Christne Tro, som 15det var fra 📌Rom al Overtroen udgik, burde være os alle lige frisk i Minde.
✂ Betragter vi endelig Hedning-Livet i vort 📌Høinorden, da finder vi vel, at næst efter 📌Israel, har intet Folk været besjælet af saa stærkt et Udødeligheds-Haab, men hvor der i vort 📌Høinorden 131 (VU) var mindst af Haabet, i “►Danmark, deiligst Vang og Vænge,” sporer vi derimod en mageløs Kiærlighed saavel i Forholdet mellem Forældre og Børn som mellem Mand og Kvinde, og da disse ligesaavel er den christelige eller nymenneskelige, som den hedenske eller gammelmenneskelige Kiærligheds Grund-Forhold, saa maa det findes rimeligt nok, at naar vi Danskere christnedes, det da snarest vilde være hos os, at Lyset skulde opgaae over Ægteskabets og Christendommens indbyrdes Sammenhæng.
✂ Hvor længe det nemlig end har været overseet, og hvor dristig 458 (US) man endnu tit benægter det, saa er det dog lige klart og lige vist, at det gamle Menneskes Tro og Haab og Kiærlighed maa være eensartede med det ny Menneskes, da det ellers var umueligt, at det gamle Menneske kunde ved nogensomhelst Aabenbaring faae en rigtig Forestilling om det ny Menneskes Tro og Haab og Kiærlighed, som han dog ►nødvendig maa have for at eftertragte dem og for at gienkiende dem hos sig, og at derfor maa Kiærligheden mellem Forældre og Børn og den ægteskabelige Kiærlighed mellem Mand og Kvinde i det gamle Menneske-Liv, for saavidt den findes og saavidt den gaaer, være aldeles eensartet med Kiærligheden mellem den himmelske Fader og hans 16jordiske Børn, og med den ægteskabelige Kiærlighed mellem 👤Christus og hans Menighed i det ny Menneskeliv, og ligesom Herren selv har sagt os, ►at vi maae blive som Menneske-Børn, før vi kan gjenfødes til Guds-Børn, saaledes vil Herrens Aand sige os, at vi maae blive som menneskelige Ægtefæller, før vi kan indlemmes i det store Fællesskab med Herren som en Brud med sin Brudgom, og en Husfrue med sin Ægtemand. Og at der nu igien er en levende Vexelvirkning mellem 👤Christi eget og de Christnes Ægteskab, det har allerede Apostelen 👤Paulus indskærpet Menigheden, ved udtrykkelig at skrive, ►at de christelige Ægtemænd kan og skal elske deres Hustruer ligesom 👤Christus elskede Menigheden, og at de christelige Hustruer igien skal være deres Ægtemænd underdanige, ligesom Menigheden er sit Hoved og sin Herre 👤Christus,► saa at følgelig forudsætter ikke blot Herrens Ægteskab med Menigheden det gamle Menneskes ægteskabelige Kiærlighed, men det ny Menneskes ægteskabelige Forhold bliver ogsaa et Forbillede paa og en Forberedelse til Herrens evige Bryllup.
✂ 132 (VU) Hvorledes dette saalænge har kunnet undgaae vore Skriftkloges Opmærksomhed, uagtet de dog selv ved hver Brudevielse efter Alterbogen indskærpede os Opmærksomhed paa, hvad St. 👤Povel skriver “til de ►Epheser i det Femte” om det christelige Ægteskab, det vilde ►vist nok være uforklarligt, naar man ikke vidste, at med døde Øine enten seer man slet ikke Livet eller overseer det dog altid i Beskrivelsen, men nu kan det ikke undre os, at de samme Skrift17kloge, der i det hele var blinde for det virkelige Liv i Aanden, ogsaa ►overfoer ►Epheser-Brevet med en Harefod►, saa at selv naar de ved Brudevielsen udtrykkelig beraabde sig paa Brevets store Ord om ►det christelige Ægteskabs hemmelighedsfulde Forbindelse med Ægteskabet mellem 👤Christus og Menigheden,► da faldt det dem slet ikke ind, at det var 459 (US) ►en “stor Hemmelighed” i det christelige Liv, men kun en stor Hemmelighed mere i den ►hellige Skrift.
✂ Har vi nu imidlertid faaet Øinene op, og stræber at bære os bedre ad herefter, da maae vi fremfor alt drage to vigtige Slutninger af disse Oplysninger om Ægteskabets Forhold til det ny Menneske-Liv, og den første Slutning er den, at al Tale om et christeligt Ægteskab mellem andre end ret christelige Ægtefolk er Snak hen i Veiret, da Ægteskabet, for at kunne være christeligt, ►nødvendig maa være hvad Apostelen kalder ►et Ægteskab “i Herren;” saa at de Christnes Letsindighed i dette Stykke vilde være Grund nok til, at det christelige Liv ei endnu har vundet synderlig Tilvæxt ved Ægteskabet, medens paa den anden Side de christelige Præsters Omsorg for at faae christelige Hustruer dog har baaret saa velsignet Frugt i det Lutherske Kirkesogn, at det berettiger til de største Forventninger, naar Menigheden herefter for Alvor “►beraader sig med Gud og sit eget Hjertelag” i Ægteskabs-Sagen, og naar den tillige oplyses om, hvor Velsignelsen til et christeligt Ægteskab findes og maa udelukkende søges.
✂ 18Dette er den anden vigtige Slutning, vi skal drage af Oplysningen om Ægteskabets Forhold til Christendommen, thi kan og skal det christelige Ægteskab være et Forbillede paa og en Forberedelse til Herrens Ægteskab med Menigheden, da maa det jo udelukkende vente og hente den guddommelige Velsignelse dertil af det christelige ►Saligheds-Middel, som baade udtrykker og ska 133 (VU) ber det hemmelighedsfulde Kiærligheds-Forhold og uindskrænkede Fællesskab mellem 👤Christus og hans Menighed, altsaa af “den hellige Nadver,” og hverken af et selvgjort Ægteskabs-Sacrament eller af en blot og bar Brudevielse efter Alterbogen. At det nemlig ene og alene er ►ved at ►æde Menneske-Sønnens Kiød og drikke hans Blod,► at den troende Menighed kan ►blive Kiød af hans Kiød og Been af hans Been, saa ►de To bliver til eet Kiød, det maa jo være os alle vitterligt, og at derved det menneskelige Ægteskabs Oprindelse og oprindelige Øiemed optages i det christelige Fællesskab, det maae Hjertets oplyste Øine ►vist opdage; men skiøndt dette kun skeer efterhaanden, maae disse Øine dog snart klares til at indsee, at baade var Ægteskabs-Forholdet fra Begyndelsen Menneske-Kiærlighedens Vugge, og maa i det gienfødte Menneskeliv ligesaafuldt være det, da al Kiærlighed til Næsten ►nødvendig maa begynde med Kiærlighed til den Allernærmeste, som Ægtefællen unægtelig er i det christelige Ægteskab, saavelsom i 👤Adams og 👤Evas, saa at den ►Kiærlighed, som er Lovens Fylde, kan aldrig 460 (US) ►uden igiennem det christelige Ægteskab, indtage og giennemtrænge 👤Christi Menighed, saa 19den pryder sig for ham, som en Brud for sin Brudgom!
✂ Spørger man nu endelig, hvoraf det da kan være kommet, ikke blot, at Menigheden giennem mange Aarhundreder stod i den faste Formening, at den ugifte Stand, naar den var i Sandhed christelig og gudelig, var den helligste og Gud velbehageligste Stilling, men at selv Apostelen 👤Paulus ►i et af sine Breve synes at paastaae det samme; da maa jeg først afkræfte denne Indvending og alle Indvendinger mod den christelige Tankegang, som man laver af ►Skriften, med den Bemærkning, at ►Skriftens fulde Overeensstemmelse med 👤Christi ►Lærdom er vel en nødvendig Forudsætning hos Menighedens Skriftkloge, men som intet kan bevises med, da den selv bestandig trænger til Beviis. Dernæst skal jeg bede vore Skriftkloge lægge vel paa Hjerte, at hvad der kun findes hos een Apostel og ovenikiøbet kun i eet af hans mange Breve, det lader sig aldrig med Rette henføre til hele Menigheden og Menigheds-Livet, og endelig tør jeg mene, det er klart nok, at hvad Apostelen 👤Paulus skrev til ►Corintherne om Ægteskabet, det betragtedes af ham selv kun som hans eget Skiøn og gode Raad, med bestemt ►Hensyn paa Tid og Omstændigheder.
✂ 134 (VU) Ligesaa klart som det nemlig paa den ene Side er, at naar alle Christne havde afholdt sig fra Ægteskab, da vilde Christendommen have været uddøet for mange Aarhundreder siden, og at, naar i det nærværende Øieblik alle oplyste Christne vilde forblive ugifte, da vilde Efterslægten baade blive 20mindre christelig og mindre oplyst end den nærværende; ligesaa klart er det ogsaa, at den Christne Slægt, som skal opleve den yderste Dag, den gifter sig ikke, fordi den ikke kan faae eller skal have nogen christelig Efterslægt, og behøver heller ingen, fordi Menigheds-Livet hos den har naaet sin Modenhed, Væxten sit Maal, som er 👤Christi Maal, og Oplysningen sin Middagshøide, som er Soleklarheden i Aanden, og da nu Apostel-Menigheden, som Brudens moderlige Forbillede, baade havde en stærk Formodning om, at Herren kom igien til Doms en af Dagene, og havde en levende Forsmag af Fuldendelsen, saa vilde dens Betænkelighed ved Ægteskabet være meget forklarlig, om den end havde været langt større og almindeligere end den var, og da nu Erfaringen ►lærde de Christne i 📌Romerriget, at hverken det christelige Liv eller det christelige Lys tog til, men tog gruelig af fra Slægt til Slægt, saa var det ganske naturligt, at de intet Godt 461 (US) ventede af Fremtiden, førend Dommedag, som de ►syndes, maatte komme meget snart, hvis den endnu skulde “►finde Troen paa Jorden.”
✂ I den ny Christenhed, udenfor 📌Romer-Riget, og fremfor alt hos os, efter Reformationen, og efter det præstelige Ægteskabs Fornyelse ved 👤Morten Luther, da vi bestandig venter og maae vente af Fremtiden hvad Fortiden, aandelig talt, har tabt og hvad Nutiden savner og længes efter, og da vi kan forudsee, at Herren kommer ingenlunde i Skyen, førend baade “►Aanden og Bruden” raaber: kom, Herre 👤Jesus! nu maae vi dog endelig 21Dag fra Dag blive klogere paa det christelige Ægteskab og sætte høiere Priis derpaa, som den eneste levende ►Plante-Skole for en Efterslægt, der, aandelig og christelig talt, kan og vil staae paa vore Skuldre og see til Enden og træde i vore Fodspor, til de i Herrens egne Fodspor kommer os forbi og ham saa nær, at de paa en Maade kan maale sig med ham. Kun da vil hos den næstsidste Christen-Slægt, der er kvindefødt paa det gamle Menneskes Viis, det gamle Menneske komme til at staae det Ny ligesaa 135 (VU) nær, som Sønnen af Præsten 👤Zacharias med 👤Elisabet af 👤Aarons Døttre, stod 👤Jesus af 📌Nazaret, “avlet ved den Helligaand og født af 👤Maria-Mø”, og denne næstsidste Slægt vil da døbe den Sidste omtrent med samme Følelse, som ►👤Johannes døbde 👤Jesus, til at fuldkomme al Retfærdighed,► og til at være i denne Verden, ligesom Herren var i denne Verden, og til at vente paa hans Herligheds Aabenbarelse, medens det iøvrigt, efter Herrens Spaadom, ►vil gaae til i denne Verden, ligesom i 👤Noahs Dage, da de tog til Ægte og lod sig tage til Ægte, indtil Syndfloden kom og tog dem Alle bort►; thi saaledes skal jo Menneske-Sønnens ►Tilkommelse være, naar han kommer igien ►at hjemføre sin Brud til sin Faders Huus, hvor Brude-Krandsen er Livets Krone!
✂ Slutningen bliver da, at “►det hellige Kys” der, som et “►Kiærligheds-Kys” skal beseigle de “Helliges Fællesskab” hos den syvende og sidste Menighed, det kan kun fødes, opelskes, optugtes, oplyses og ►forklares i et christeligt Ægteskab, der ikke 22skabes ved nogen selvgjort Brudevielse men ene mellem levende Christne ved Nadveren i Vorherres 👤Jesu Christi Navn af den Helligaand.