Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Ordet og Troen efter Christi egen Lærdom

Grundtvig, N. F. S. Ordet og Troen efter Christi egen Lærdom

Grundtvigs Værker

↩ 289

►Ordet og Troen efter 👤Christi egen ►Lærdom►.

✂ (N. F. S. Grundtvig)


✂ “Ordet og Troen,” var det almindelige Løsen ved det store Omsving, den saakaldte “Reformation” i det 16de Aarhundrede, og hverken var der nogen Anden af Reformatorerne, der lagde saa ►hjertelig og saa aandelig hele Vægten paa disse Guds Naade-Virkningers Grund-Kræfter, som 👤Morten Luther; heller ikke er nogen christelig Reformation ►ͻ: Fornyelse tænkelig, uden at disse Grund-Kræfter betragtes i Herrens og deres eget Lys, og træder i levende, uafbrudt Vexel-Virkning. Ligesom der nemlig staaer skrevet, at ►Alt er blevet ved Guds-Ordet og Intet uden det, saaledes er Ordet Aandens eneste levende og kiendelige Udtryk baade i Himlen og paa Jorden, og ligesom paa den anden Side Herren vidner, at ►for Troen er Alting mueligt, saaledes vidner Erfaringen, at for Vantroen er Alting, aandelig talt, umueligt.

✂ Men uagtet man saaledes ved at nævne Ordet og Troen, igrunden har udtalt Grund-Sætningen for al sand Oplysning, ikke blot om Christendommen, men om al guddommelig og menneskelig, aandelig og ►hjertelig Virksomhed, saa er det dog langt fra at ►enten i det hele den store Vexel-Virkning mellem Gud og Menneske, eller i Sær deleshed det christelige Liv og Levnet fra ►Apostel-Tiden: Livet i Guds Søns Tro, er blevet fornyet i Christenheden, saa at denne Fornyelse, denne virkelige Reformation, som ►aabenbar ikke blot var 👤Morten Luthers Ønske, men 290hvis Mulighed hans Liv og Levnetsløb beviser, den synes meget mere hartad kvalt i Fødselen, og begynder i alt Fald først nu kiendelig at udvikle sig af Svøbet.

✂ Aarsagerne til dette ►Misheld og ►Langdrag er nu ►vist nok mangfoldige og samles bedst i den Kiendsgierning, at man baade fik og vilde have en Stats-Kirke der lignede Kirke-Staten, thi naar en Stats-Kirke er allertaaleligst for “Ordet og Troen,” da er den dog altid et Svøb af Staaltraad eller et Snørliv, som Livet kun i sin Barne-Skikkelse til Nød kan taale; men hvor fri end ►Rørelsen udvortes var blevet, vilde man dog aldrig være kommet videre, naar man ikke først havde gjort det Fremskridt i Oplysning om “Ordet og Troen,” som var Nutiden forbeholdt, saa vi taler ikke længer om Ordet og Troen, eller om “Ordet og Sacramenterne,” hver for sig, som to lige guddommelige Grund-Kræfter, der kun skulde virke sammen til christelig Gienfødelse og Fornyelse, fordi Gud vilde det ►saa, da de ellers hver for sig godt maatte kunne udrette det Hele, men vi seer og siger, at det er kun “Troes-Ordet” og “Ord-Troen,” hvorom her kan være Tale, og at deres Sammen-Virkning og Vexel-Virkning er ligesaa vel fra Menneskets som fra Guds Side det christelige og menneskelige Livs og Levnets nødvendige Forudsætning og Betingelse.

✂ Man kan nemlig ►vistnok med Rette sige, at dette ►alt igrunden var 👤Morten Luthers Mening, naar han talte om Ordet og Troen og om Ordet og Sacramenterne, thi baade var han langt fra at ophøie den vilde Tro, der fæster sig til noget andet end et udvortes kiendeligt Guds-Ord, og han var ligesaa 291langt fra papistisk at tage de saakaldte Sacramenter for ►Saligheds-Midler uden Guds Ord; men uagtet han endog ivrig forfægtede, at uden Guds Ord var den saakaldte “Daab” ingen Daab, intet Gienfødelsens og Fornyelsens Bad, men det bare Vand, saa beholdt han dog det farlige Udtryk “Ordet og Sacramenterne,” som om de adskilte, hver for sig, kunde enten heelt eller halvt frelse og ►saliggiøre, og uagtet han baade indsaae og indskærpede, at “Troen” ved blot historisk og ►skoleret at hænge sig ved ►Skriftens Udsagn, derved ingenlunde var levende fæstet til Guds Naades og det evige Livs Ord, saa nævnede han dog intet andet udvortes kiendeligt Guds-Ord end Bogstav-Skrif ten, hvortil Troen maatte fæste sig, baade for at være christelig, for at findes levende, og for at overvinde Verden.

✂ Medens det derfor skal være langt fra os at prale med Oplysningen om Ordet og Troen, som noget splinternyt, da vi tvertimod gladelig indrømme, at det er den ældgamle christelige Oplysning, som Herren selv har sørget for, ►ved at sætte sit Lys i Stage til at skinne for alle dem, som er i Huset, og at det ►aabenbar var ved denne Oplysning, 👤Morten Luther fandt Veien ud af Pavedømmets Mørke, saa maae vi dog, for Sandhedens og Menighedens Skyld, ikke blot indrømme, men indskærpe, at det selv for 👤Luther stod meget i Skygge, baade hvorledes Ordet og Troen og hvorledes Ordet og “Sacramenterne” forholdt sig til hinanden og sammenvirkede til det store Gienfødelses og For nyelses Værk i 👤Christi Menighed, og at hos de lutherske Skriftkloge blev Tankegangen og Tale292maaderne om denne Hovedsag daglig dødere og mere forvirrede, saa at vi nu har meget ondt ved endog blot at blive forstaaet af dem, naar vi med de allerjævneste Ord og paa det allertydeligste ►udvikler den christelige Oplysnings ældgamle, i ►Pavedommet skjulte, men af 👤Luther paany opdagede Grundsætning om “Ordet og Troen,” det christelige Guds-Ord og den dertil svarende Menigheds-Tro, som de to i ►Saliggiørelsens Orden uadskillelige Grund-Kræfter.

✂ ►Til Lykke er det imidlertid ikke saaledes med Kvinder og Børn, eller med Mennesket i det hele, som det ►sædvanlig er og altid har været med de Skriftkloge og ►Boglærde, der saa ofte enten slet ingen Tro har paa det evige Liv, eller sætter sig dog haardnakket fast i den Indbildning, at det er ved Randsagelsen af en eller anden Bogstav-Skrift, at de har fundet eller finder dog en af Dagene det evige Liv, og at hvis de Ulærde og Ustuderede kan faae lidt Deel i det evige Liv, da er det ene ved at troe paa de Skriftkloge og lære deres Bogstavskrift og Tankegang udenad. Lige saa lidt derfor, som, da ►Ordet blev Kiød og boede blandt Menneskens Børn med den Eenbaarnes Herlighed, ligesaa lidt, som de jødiske Skriftkloge da vilde komme til ham, som ►Skriften gav Vidnesbyrdet, at ►kun han havde det evige Livs Ord, for at faae Livet af hans Naade, ligesaa lidt maae vi vente, at vore Dages Skriftkloge, skiøndt de kalde sig christelige og indbilde sig at være det, vil i Hobetal give den christelige Grund-Oplysning Magt, som ►Apostel-Skriften giver Vidnesbyrd, at ►vi have det evige Livs Ord, fuldt af Naade og Sandhed, midt 293iblandt os, i det Troens og Haabets og Kiærlighedens Ord af Vorherres 👤Jesu Christi egen Mund, med “hans egen Røst”, som lyder til os alle fra ham, ved ►hans egne Indstiftelser: den hellige Daab og den hellige Nadver, og at dette Guds Naades Ord vel er det samme, som ►Apostel-Skriften beskriver og giver Vidnesbyrd, men kan naturligviis ikke findes, og findes derfor naturligviis ikke heller levende og ►kraftig, er ingenlunde “►Aand og Liv” i den døde og stumme Bogstav-Skrift, og har ingenlunde i Bogstav-Skriften, men kun i den troende, udødelige Menigheds Mund, som 👤Christi Evangeliums lydelige Bekiendelse, ►høirøstede Forkyndelse og glade Lovsang, sit levende, almeengyldige og urokkelige Vidnesbyrd.

✂ Lad os dog betænke, hvad det vil sige og har at betyde, at da ►“Ordet blev Kiød” for at boe hos os med den Eenbaarnes Herlighed, da Guds-Ordet, den himmelske Faders eenbaarne Søn, aabenbarede sig paa det Klareste i menneskelig Skikkelse med guddommelige Ord og Gierninger; da finder vi, i alle de fire Evangelier, Skriftkloge Nok blandt hans Tilhørere, som fristede ham og ►stod ham efter Livet, men vi finder kun en eneste Skriftklog, som virkelig kom til ham for at finde det evige Liv, og at selv ►denne eneste Skriftkloge, som vi finder i venlig Samtale med Herren, 👤Nikodemus nemlig, selv han kom kun til Jesus om Natten, fordi han af Menneske-Frygt ikke turde om Dagen, selv hos 👤Nikodemus rokkedes Troen paa den guddommelige Lære-Mester, saasnart han viste ham til “Gienfødelsens Bad” og til Aandens ►Dampvogn, 294som kun kan høres, for at finde det evige Liv, og ►han kom aldrig mere til Herren, før han ►laae Liig►, saa det er endnu et Spørgsmaal, om selv hans Tro nogensinde blev ret levende!

✂ Lad os fremdeles betænke, at alle Herrens tolv Apostler var ulærde Mænd, og at den Trettende, hans eneste skriftkloge Apostel, ►👤Paulus, først hørde til hans arrigste Fiender, og maatte af den himmelfarne Frelser ligesom med Vold og Magt drives til Omvendelse og Tro►, og lad os da heller forundre os over, at dog nogle Skriftkloge hos os give Herrens Munds Ord Magt og søge deri det evige Liv, end over, at de ikke er langt flere.

✂ Vi vil nu ikke her indlade os i en dybere Undersøgelse om Grunden til, at skiøndt Herren selv, som skrevet staaer, har vidnet, at ►det er af Ordet som det udgaaer af Guds Mund, at Mennesket lever, og skiøndt ►Apostel-Skriften heel igiennem vidner om Herrens Munds Ord, som han med Aand og Liv lægger sin Menighed i Munden, saa holder det dog netop haardest for de Skriftkloge at komme til dette Herrens mundlige Ord, for deraf at faae Livet; men vi vil kun, ligesom i Forbigaaende, bemærke, at da Bogstav-Skriften, skiøndt den ikke engang er et Skygge-Billede af det mundlige Ord, men ligner det slet ikke, og er da kun et vilkaarligt Tegn derfor, dog fører Titel af Ord paa alle Tungemaal, saa er for de Uoplyste Sammenblandingen og Forvexlingen af “Tale og Skrift” ikke blot meget fristende, men hardtad uundgaaelig, da selv Kvinden, der dog godt føler, at der er samme Forskjel paa det kiærlige Ord, som flyder 295fra varme Læber og de tilsvarende Bogstaver, som flyder fra den kolde Pen, som der er mellem Kysset af de varme Læber og af de kolde Bogstaver, selv Kvinden tør neppe nok troe sit eget Hjerte bedre end de Skriftkloges Penne. Kun derfor, naar Aanden virkelig taler til Menigheden og beviser med Ild og Kraft, at han er saaledes nærværende i Mundens Ord om aandelige, ►hjertelige og evige Ting, som han hverken kan eller vil være det ►enten i Bogstavskrift eller i noget andet Værk af Menneske-Hænder, kun da føler Menneske-Hjertet hos os Alle og dybest hos Kvinden, at det baade tør og for Samvittighedens, for Sandhedens Skyld maa fæste Tro til Aandens Vidnesbyrd, uden at ændse, hvad al Verdens Skrift-Klogskab og al Verdens-Klogskab kan have derimod at indvende. Naar vi derfor skriver om disse Ting, da maae vi endelig huske, at ifølge den Oplysnings-Grundsætning om Herrens Munds Ord og Troen derpaa, som vi stræber at giøre giældende, ifølge netop deraf kan vor Skrift umuelig hos vore Læsere føde nogen levende Overbeviisning om, at det er kun af Ordet, saa varmt, som det udgaaer af Guds Mund, at Mennesket lever, men at vi enten maae forudsætte denne levende Overbeviisning hos vore Læsere, eller skrive til dem: vil I forstaae os, da ►gaaer hen og ►►hører, hvad Aanden mundlig og lydelig taler til Menigheden►! Alt hvad vi nemlig ellers med Pennen kan giøre til vore Læseres aandelige Gavn, det er at sætte Tegn, som kun de forstaae og kan benytte, som har hørt Guds Aand og heller end gierne modtaget ►Ordet fra de glødende Tunger, som beviser sig selv for 296►de brændende Hjerter, thi ligesaa lidt som vi kan forplante aandeligt Liv med vore Fingre og vore Penne, ligesaa lidt kan vi igrunden dermed tænde aandeligt Lys, men vi kan kun pege paa begge Dele i Aandens mundlige Ord, som intet verdsligt Øie kan see, og som Ingen kiender ►uden hvem der har hørt dets Røst og ►fornummet dets Kraft, da det ene er med sit levende Ords Kraft, at Aanden kan bevise sin aandelige, usynlige og uhaandgribelige, Sandhed og Virkelighed. Desuagtet er ikke blot ►Apostel-Skriften som et ►aposteligt Vidnesbyrd hele Menigheden uundværlig, men selv vores christelige Skrift er saa langt fra at være unyttig eller overflødig, at den tvertimod for alle christelige Læsere i vor Tid og vor Læseverden maa være ønskelig, og vel for de Læsere, der føle Trang til at giøre sig selv og hinanden Regnskab for deres Tro og Haab, findes uundværlig.

✂ Naar vi saaledes har hørt og troende modtaget Aandens Vidnesbyrd om Guds-Ordet til os af Herrens egen Mund ved den hellige Daab og den hellige Nadver, og om Troen paa dette Guds-Ord, som eet i Aanden med Herren selv: ►Guds-Ordet af Evighed, som veed guddommelig af sig selv at sige (er sig selv guddommelig bevidst) og blev Kiød, blev Menneske, ►som en af os i alle Maader, kun uden Synd, i ►Tidens Fylde, og er i Aan den virkelig, lyslevende, baade aandelig og aands-legemlig eller ►hjertelig ►med Sine alle Dage til Verdens Ende, og naar vi, paa Grund heraf, føler os ved Daaben indfødte i Guds Rige og ved Nadveren indlemmede i Herrens aandelige Legeme, som er hans Fællesskab, 297da føler vi Alle meer eller mindre Trang til at giøre det tydeligt for os selv og for hinanden, at skiøndt dette for Verdens-Klogskaben klinger ligesaa hemmelighedsfuldt og æventyrligt, som hvad de vildeste og mørkeste Sværmere har fortalt os om deres Aand, som de ►sædvanlig ogsaa kalder Guds Helligaand, og har tit kaldt 👤Christi Aand, saa er vor Tro og Bekiendelse dog baade kiendelig og himmelvidt forskiellig fra alt Andet, og har i sig selv den klareste Sammenhæng, og den jævneste Fattelighed for alle virkelige Mennesker, som forudsætte sig ►skabte i den sande Guds Billede til Deelagtighed i Hans evige Liv.

✂ Denne Forudsætning af Menneskets virkelige ►Skabelse i Guds Billede til det evige Liv, den paastaaer nu ►vist nok Verdens-Klogskaben, er en urimelig Indbildning, som kun er bygget paa ►første Mosebog, og maa staae eller falde med denne gamle Bog, hvis guddommelige Ufeilbarhed vi nok skal lade være at bevise; men herved glemmer Verden ganske to uimodsigelige Ting, og da først og fremmerst, at dersom Mennesket ikke var ►skabt i Guds Billede,► ligesaa virkelig som noget Barn kan bære sine Forældres Billede, da var det umuligt for Mennesket at have nogen sand og levende Forestilling om Gud eller hans Egenskaber, hvortil Mennesket kun er ►bekvemt, naar der er Noget i Mennesket af Alt hvad der er i Gud, og at naar nu Verden dumdristig vilde frakiende Mennesket al ►Bekvemhed til at kiende Gud, da vilde den see sig gjendrevet af den uimodsigelige Kiendsgierning, at Mennesket ved Aands-Ordet i sin Mund ikke blot er kiendelig 298skilt fra alt det Umælende, men aandelig hævet over hele den synlige og haandgribelige Verden til en usynlig, aandelig Verden, der i Munds-Ordet har sin egen Soel baade med Lys og Livs-Varme, saa at enten maatte Menneske-Ordet selv være Menneskets usynlige Skaber, eller, da dette var en klar Selv-Modsigelse, maa det usynlige Menneske-Ord være et eensartet, levende Billede af det skabende Guds Ord.

✂ Er nu Mennesket virkelig en ►Skabning i Guds Billede, og følgelig et aandeligt Guds-Barn, ►avlet i Guds Billede, ligesom der staaer skrevet, at ►👤Adam efter Faldet avlede en Søn i sit Billede, som i sit usynlige Ord til levende Udtryk for aandelige og ►hjertelige Ting bar sit Adelsbrev i Hjertet og paa Tungen, da føl ger det af Guds Alvidenhed og Eiegodhed, at Han baade forudsaae Faldet og vidste Raad til ►Opreisningen, da Han umuelig kunde lade sit Værk ødelægges eller lade sit Barn gaae fortabt, og herved knytter ►Gienløsningen ►i Tidens Fylde sig uopløselig til Skabelsen i Tidens Ophav, saa de forudsætte i Tankens og Ordets Verden (fornuftigviis ►ͻ: logisk) hinanden indbyrdes. ►Gienløsningen er ►vistnok en dyb Hemmelighed, men slet ikke dybere end ►Skabelsen i Guds Billede, og naar Mennesket kun, trods Syndefaldet, beholdt den væsenlige Lighed med Gud, som ligger i Ordet, da var ikke blot en vedvarende guddommelig Aabenbaring for Mennesket muelig, men da kunde Guds eenbaarne Søn ogsaa blive et virkeligt Menneske, født af en Kvinde, uden derfor mindre at være Guds Søn, thi Guds-Ordet 299og Menneske-Ordet, som oprindelig er eensartede, behøvede kun at sammensmelte, for at Guds Søn tillige var Menneskens Søn, og Menneskens Søn Guds Søn. Det gjaldt kun om, at naar ►Guds-Ordet blev Kiød, det da ikke skedte efter ►Kiøds-Villien, men efter Aands-Villien, som vi bekiender, at vor Frelser vel er født af en Kvinde, men kun af 👤Marie-Mø, avlet ved den Helligaand, saa at Guds Søn vel som kvindefødt, var et virkeligt Menneske, alle Menneskers Broder paa Møderne-Side, men havde intet af den Smitte, som forplantes ved ►kiødelig Omgang. Ligesom nemlig Menneske-Ordet er udsprunget af Guds-Ordet, saaledes er ►det i Guds Billede skabte Menneske skabt i den eenbaarne Søn, ►som er Gud-Faderens Billede fra Evighed, og Mennesket var derfor kun et Guds-Barn ligesom paa anden Haand, i den Eenbaarne, saa Synde-Faldet var et ►Af-Fald fra Guds eenbaarne Søn, som maatte kunne ►afsones, naar den Eenbaarne, som var uskyldig deri, vilde fornedre sig til et Menneske-Barn og paatage sig al Skylden, og lide saavel den aandelige som den legemlige ►Døds-Straf, der er Syndens Sold; men om denne ►Afsoning skulde komme de syndige Mennesker til virkeligt og evigt Gavn, det beroede ►aabenbar paa, om de syndige Mennesker kunde og vilde lade sig paany optage i den uskyldige Menneske-Søn, som havde baaret alle Menneske-Synder og havde lidt Døden for dem, men havde, som Guds eenbaarne Søn, taget sit opoffrede men aldrig ►forbrudte Menneske-Liv tilbage fra den Død, der kun har Ret og Magt over det syndige ►Kiød.

✂ 300Denne det syndige Menneskes Gien-Optagelse i det ny uskyldige Menneske, og dermed i Guds eenbaarne Søn, som er baade Gud og Mand, det er jo ►vist nok ogsaa en dyb Hemmelighed, men dog slet ikke dybere end Menneskets op rindelige Forhold til Guds eenbaarne Søn, da det ikke er noget Fremmed, men ►sit Eget, Guds Søn i Mennesket kommer til, og som Guds-Ordet i Menneske-Ordet lider for og optager i sig, og denne Opreisning er slet ikke mere gaadefuld og os ubegribelig end Syndefaldet, saa det ene maa være ligesaa mueligt som det andet.

✂ Naar vi nu, efter disse Betragtninger, vender tilbage til den christelige Oplysnings Grundsætning om Ordet og Troen, da seer vi let, at under Forudsætning af Menneskets virkelige og kiærlige ►Skabelse i Guds eget Billede, og Menneskets deri grundede, utabelige Barne-Forhold til den himmelske Fader, da bliver ►Gienløsningen ved ►Guds eenbaarne Søn, der ikke betragtede sin Guddommelighed som et Rov, men som en ►Salighed, hans Menneske-Kiærlighed ikke tillod ham at være ene om, denne vidunderlige ►Gienløsning bliver ikke blot en ventelig, men en ►følgelig Sag, og dog kun muelig ved den magesløse Kiærligheds-Gierning, som ►den eenbaarne ⓘ Søns ►Kiøds paatagelse,► barnlige Ydmygelse, sagtmodige Selv-Opoffrelse, taalmodige Pine og ligesaa bittre som uskyldige Død,► unægtelig og klarlig er, og endelig, at Sandheds-Ordet om denne Guds eenbaarne Søns, Vorherres 👤Jesu Christi Kiærligheds-Gierning maa være det Guds-Ord, hvortil det faldne Menneskes ►hjertelige Tro og 301Tillid maa fæste sig, for derved at kunne ►opreises med den korsfæstede og opstandne Menneske-Søn og i hans Kraft føre et nyt Menneske-Liv i ►Guds Billede, der lige saa vist ►forklares i Himlen med den himmelfarne Frelser, som det gamle Menneske-Liv i ►Guds Billede under Syndens og Dødens Magt maatte opløses paa Jorden.

✂ Hvorledes nu dette glædelige Budskab, dette christelige ►Julebud, dette 👤Christi Evangelium, som Guds Naades og det evige Livs Ord, maatte komme os for Øren og hvorledes det maatte troes i vort Hjerte, for at gienløse, frelse og ►saliggiøre os, det kunde vi jo umuelig selv udgrunde, og Aabenbaringen derom har altid syntes, og vil, efter ►Skriften, altid ►synes den verdslige Viisdom en Taabelighed, saa vi kan ikke troe paa den Korsfæstede til ►Salighed, uden at blive de største Taaber i Verdens Øine, men det kan dog, som allerede Apostelen 👤Paulus indskærpede, umuelig forhindre Guds saakaldte Taabelighed fra at være den høieste Viisdom, saa at naar Menneske-Livet i Guds Søns Tro nærmer sig Modenheds-Alderen, da vil de Troende ogsaa begynde at see Lys i Herrens Lys, og stykkeviis opdage den guddommelige Viisdom under Narre-Dragten.

✂ Naar vi saaledes veed, og har af Aarhundreders Erfaring seet det stadfæstet, at Guds-Ordet om den Eenbaarnes ►Kiødspaatagelse, Pine og Død, ►Helfærd, Opstandelse og Himmelfart, maatte, for at føde og finde den ægte, ►hjertelige og ►saliggiørende Tro, udtømme og fornedre sig ligesaa ►fuldelig, som den eenbaarne Søn, da han lod sig føde af 👤Marie-Mø, 302og at dette fornedrede Guds-Ord maatte længe bære sin Guddommelighed paa Jorden ligesaa lønlig, som Vorherre 👤Jesus Christus bar sin, da han ►voxde op i 📌Nazaret og var sine jordiske Forældre underdanig; naar vi er blevet os dette levende bevidste, og fæster derfor kiækt og udelukkende vor Christne Tro til Troes-Ordet ved ►Daaben, som det Guds-Ord, Vorherre 👤Jesus Christus selv, mens han talede guddommelig med Menneske-Røst paa Jorden, har i sin Troes-Bekiendelse lagt sin Menighed i Munden, og gjort til Vilkaar for hele den gienfødende, opelskende og ►salig giørende► Livs-Kraft, som han har skjult i de ►sædvanlig saakaldte “Indstiftelsens Ord” ved begge saakaldte Sacramenter, men som vi kalder hvad de er: Herrens egne Gierninger med hans Munds Ord til os, som troer hvad hele Menigheden bekiender, saa at i den Helligaands Kraft bliver Daaben et Gienfødelsens Bad og bliver Nadveren et evigt Levebrød for det ►i Guds Billede skabte, dybt faldne, men ligesaa høit ►opreiste Menneske; see, da lysner det for os over ►den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, som er Guds Menigheds Liv i denne Verden, dyrekiøbt, ikke med Sølv og Guld, men med Guds Søns uskyldige Blod, som renser os af al Synd og ►meddeler sig os som det ►guddommelige Hjerteblod i Leerkar, med Guddoms-Kraften midt i vor Skrøbelighed.

✂ Ordet og Troen er nemlig ingenlunde først ved Syndefaldet blevet de Grund-Kræfter, hvorved Menneske-Livet paa Jorden kan og skal vinde Udødelighed og himmelsk Forklarelse, men Ordet og Troen var fra Begyndelsen for Mennesket netop det 303samme, som de er nu, saa det var ene ved Troen paa det aabenbarede Guds-Ord, at ►Mennesket, skabt af Støv i Guds sin Skabers Billede, kunde og skulde udvikles til guddommelig Bevidsthed, Klarhed og Herlighed, thi Menneske-Livets Gaade var lige fra Begyndelsen, at ►Støv-Legemet skulde blive aandeligt og Menneske-Sjælen af Erfaring lære at forstaae Guds Aand, og blive sig guddommelig bevidst i den Eenbaarnes Favn, som hans Brud, og da nu Guds Munds Ord er Aandens eneste kiendelige Liv-Udtryk paa Jorden, hvori den usynlige Verdens Kræfter giennem Hørelsen sandselig giør sig giældende midt i den synlige og haandgribelige Verden, saa maatte det ene være ved Guds-Ordets Kraft, at hele Udviklingen, Forvandlingen og ►Forklaringen kunde foregaae i aandelig Retning med evigt Øiemed, og da Troen er Menneske-Hjertets Sikkerhed paa hvad der er skjult for ►Øiesynet og unddraget selv den fineste ►Haand-Følelse, saa beroede Guds-Ordets hele Kiærligheds-Gierning hos Mennesket paa Troen, som Hjerte-Haanden, der godvillig griber og lukker sig om Guds-Ordet, hvorfor det lige saa vel i 📌Paradis, som derudenfor var Tvivlen, som fældte Mennesket, bragde Hjertet til Fald, berøvede det Aanden, som er Guds-Ordets Livs-Kraft, og gjorde det til Syndens Slavinde og Dødens Rov.

✂ Havde derimod Mennesket bevaret Troen, holdt fast paa Guds-Ordet og deri beholdt Guds-Aanden, da vilde den saakaldte poetiske Anskuelse, den billedlige Selv-Betragtning, hvortil Mennesket var skabt og ved Ordets ►Meddelelse ►vidunderlig skikket, daglig 304have stadfæstet og ►klaret sig, indtil Legemet var blevet Aandens velbehagelige Bolig, fuldkomne Redskab og klare Speil, ligesom Menneske-Ordet med det samme vilde have udviklet sig til et sandt og klart Udtryk for Guds-Ordets Indtryk paa Menneske-Hjertet; men ved Tvivlen om Guds-Ordets Sandhed og Elskelighed og ved det deraf ►flydende ►Affald, kom Mennesket, ligesaa vel aandelig som legemlig udjaget af Guds 📌Paradis, til at staae i et ►pinligt og fortvivlet Forhold til Guds-Ordet fra Begyndelsen, der oprindelig var en Spaadom om Menneske-Livets Udvikling til Gudommelighed, der baade kunde og vilde hos det troende Menneske bevise og opfylde sig selv, altsaa var en Kiærligheds-Erklæring, et Evangelium og ►Julebud, men blev nu en Kiærligheds-Lov, som det faldne, syndige Menneske hverken kunde elske eller opfylde, og skulde dog, for Samvittighedens og Sandhedens Skyld troende bøie sig under, saa Hedenskabet med sit falske eller dog forvanskede og forkvaklede Guds-Ord, og ►Jødedommet med sit idelige Oprør mod ►Loven, er forstaaelige nok, thi uden vi seer Tegn og ►underlige Gierninger, troer vi naturligviis ikke paa det Guds-Ord, som fordømmer os, og da man altid kan tvivle om forbigangne Tegn og ►underlige Gierninger, saa tabes den kolde Tro, de fremtvinger, hardtad saasnart Underet ophører.

✂ Fra dette Stade skal vi betragte Guds Naades Ord, ►Gienløsnings-Ordet, der, ligesom Skabelse-Ordet, kiærlig tiltaler Menneske-Hjertet, forlanger intet af det ►uden Tro, og lover det da Liv og ►Salighed ►uforskyldt, saa det Guds-Ord kan elskes, altsaa levende troes paa af det faldne Menneske, og 305skiøndt Ordet falder vanskeligt at troe, fordi det har hele Verden og Verdsligheden imod sig, saa maa det dog, for at giøre sin ►vidunderlige Virkning, omfattes med en fast og levende Tro, der ikke forlanger Tegn og ►underlige Gierninger, men føler i Haabet om at overvinde Verden Mod til at trodse den. Dette Haab vilde imidlertid finde sig skuffet og forsvinde tilligemed Frimodigheden, dersom ikke Herren allerede her skiænkede os i Løn det ny Liv, med den altid voxende Kiærlighed, som er sig selv Borgen for Seier og Udødelighed, saa det Guds-Ord, som hos de Troende skal udrette den store Kiærligheds-Gierning, som er Synderes Frelse, maa ligesaa vel være et Gienfødelses og et kiærligt Fællesskabs Ord, som et Synds-Forladelses og ►Gienløsnings Ord, altsaa et Troens Ord med den Helligaand. Derfor siger Herren: ►salige de, som ikke har seet, men dog troet! thi for at Guds-Ordet kan øve sin ►saliggjørende Virkning paa Menneske-Hjertet, maa det ikke blot troes som reen, guddommelig Sandhed, men ogsaa troes paa som guddommelig “Aand og Liv,” og denne ►hjertelige, tillidsfulde Tro findes ikke, hvor man kun troer fordi man har seet, eller hvor man grunder og bygger sin Tro paa noget Andet end Guds-Ordet selv og dets guddommelige Indtryk. Denne blindfødte Tro, som vi, uden at ændse Verdens Spot, maae kalde den, synes ►vistnok vanskeligere at bevare for det faldne end for det ufaldne Menneske, baade fordi ►Gienløsnings-Ordet falder urimeligere end Skabelse-Ordet, og fordi Guds Naades Ord kun virker i Løn, saa “►Hjertets Øine” kan 306hverken saa snart ►oplades eller saa klart oplyses, som det vilde skedt i det oprindelige 📌Paradis, naar Mennesket havde bevaret den oprindelige Tro, men paa den anden Side er ►Gienløsnings-Ordet en langt klarere Aabenbaring af Guds Fader-Kiærlighed end Skabelse-Ordet, saa Hjertet kommer langt lettere til at elske det, og ►Kiærlighed, som giør alting let, giør allersnarest og allervissest Troen paa Kiærlighed let. Herren har derhos i sin kiærlige Viisdom sørget for, at Troen paa ►Gienløsnings-Ordet har to urokkelige Støtter: den ene i Menighedens lydelige Troes-Bekiendelse ved Daaben, som er det sikkreste af alle udvortes Vidnesbyrd, og den anden i det sikkreste indvortes Vidnesbyrd, som er Guds Aands og vor Samvittigheds forenede Bekræftelse af den Syndsforladelse, som Guds Naades Ord strax skiænker de Troende, saa vi vil altid i Menighedens Vidnesbyrd finde Grund nok til Troen, og i Følelsen af Guds-Freden, som ►Guds-Ordet “Fred være med dig!” skiænker, kunne sige til Menigheden, som Mændene til den Samaritanske Kvinde: ►nu troer vi ikke længer for din Tales Skyld, thi vi har selv faaet at vide, at denne 👤Jesus er 👤Christus, Verdens Frelser►.

✂ Det vilde derfor endogsaa være aldeles ubegribeligt, hvis ikke alle Mennesker, saasnart de høre Troens Ord, heller end gierne modtage og bevare det i deres Hjerte, dersom Herren ikke, ved Forsagelsen, ►lærde os, at man maa først ►omvende sig, før man kan troe Evangeliet, medens al Erfaring lærer os, at Omvendelsen falder alle Syndere saa vanskelig, at den synes dem umuelig, og at al den 307Tro paa Guds Naade i 👤Christus, som man kan faae uden Omvendelse, er dødfødt.

✂ Dette kommer imidlertid ingenlunde af den christelige Omvendelses Vanskelighed i sig selv, thi da den christelige Omvendelse kun bestaaer i det oprigtige Ønske, at blive ham kvit, der, som den store ►Menneske-Morder ligesaa vel er Menneske-Hjertets ►arrigste Fiende, som han er Mørkets Fyrste og Løgnens Fader►, Guddoms-Lysets og den sande Guds ►arrigste Fiende, saa kan det igrunden aldrig falde et Menneske vanskeligere at omvende sig til den guddommelige Frelser, end det faldt ►den ►forlorne Søn i Lignelsen►, som Svine-Hyrde, med Hungers-Døden for Øine, at gaae i sig selv og ønske sig hjemme i sin kiærlige Faders Huus; men lige saa umuelig som en sand Omvendelse er for ►Løgnens Fader, ligesaa umuelig er den for alle hans Børn, og i samme Grad da, som vi har ladt os overtale af Fristerens søde og sledske Ord til at tage ham i Faders Sted, i samme Grad bliver følgelig Omvendelsen til vor himmelske Fader og Hans eenbaarne Søn os vanskelig, da den forudsætter, at vi selv under Frafaldet og midt under Syndens Herskab, dog igrunden har beholdt ►Tro, som et Senepskorn, paa vor himmelske Faders af os gruelig miskiendte og med sort Utaknemmelighed lønnede Kiærlighed. Dette, at den christelige Omvendelse, som den Christne Tro klarlig forudsætter, vel meget dunkelt men dog ligesaa vist og virkelig forudsætter Troen paa den Guds Faderkiærlighed, ►i Hvis Billede Mennesket er skabt, det giver vel den Christelige ►Saliggjørelses-Orden det ►Skin af Taabelighed, som er Korset, alle Herrens Disiple maa bære efter 308ham, men det afhjemler derfor ikke desmindre den store Oplysnings-Grundsætning, der giør Guds Viisdom Ære, at det fra først til sidst er Ordet og Troen: Guds-Ordet og Menneske-Hjertets Tro derpaa, hvorved al Guds Gierning paa Jorden udrettes, som Herren selv har sagt: ►dette er Guds Gierning, at I troer paa Hans Søn; thi Sønnen og Ordet er jo for evig een og den samme!