Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Det christelige, aandelige og evige Liv / Værk

Grundtvig, N. F. S. Det christelige, aandelige og evige Liv

Grundtvigs Værker

✂
✂ 97

►Det christelige, aandelige og evige Liv.

✂ (N. F. S. Grundtvig.)


✂ Det er i vore Dage saa vanskeligt at blive forstaaet, naar man taler om det virkelige Liv, som det daglig føres for vore Øine midt iblandt os, at man ►maa giøre sikker Regning paa ►grovelig at misforstaaes af de fleste Læsere, naar man skriver derom, og troer man os ikke om de jordiske, hvordan skulde man da troe os om de him melske Ting; saa det er et stort Guds-Under, at der endnu findes Folk, som kan og vil tale og skrive om det christelige, det aandelige og evige Liv, som ikke et eneste Menneske kiendelig gjennemfører, og som vi selv siger, kun et eneste Menneske, fra Verdens Skabelse til nu, kiendelig har giennemført paa Jorden, nemlig den Eenbaarne i alle Maader, den Mageløse, “👤Jesus Christus,” som blev korsfæstet i 📌Jødeland under 👤Pontius Pilatus, og sidder nu i Himmerig ved Gud-Faders Høirehaand, hvorfra han først paa den yderste Dag skal komme igien at dømme Levende og Døde!

✂ Det var desaarsag ingen Konst for 👤Søren Kierkegaard, med Verdens ►høirøstede Bifald, at beskrive hele vor saakaldte christelige Prædiken og Bibellæsning og Gudstjeneste, Barnedaab og Altergang, som en stor Narrestreg, som en lystig Comedie, der imidlertid blev tragi-comisk, ja, ikke blot uhyre sørgelig, men høist bespottelig, derved at mange Folk indbildte sig, hvad vi saakaldte Præster, vi “Sortekjoler” indbildte dem, at naar de blot vilde høre 98paa os og sige Ja til det, og lade deres Børn døbe, og selv gaae til Alters engang imellem, saa tog de paa en vel aldeles skjult og os ubegribelig Maade, men dog ganske vigtig Deel i det christelige, aandelige og evige Liv, som Vorherre 👤Jesus Christus havde ført paa Jorden og lovet at dele med alle sine troe Efterfølgere evindelig.

✂ Nei, det var ingen Konst; men da 👤Søren Kierkegaard godt tog sig iagt for at skrive, at han ►enten af sig selv eller af det ►Ny Testamente havde faaet og kunde ►meddele Andre Lys og Kraft til at føre et virkelig christeligt, aandeligt og evigt Liv, men at han kun af sig selv og af det ►Ny Testamente havde lært og kunde klarlig vise, at det var en grov Løgn, et uhyre Giøgleri og en endnu langt mere uhyre Bespottelse, alt hvad der udgav sig for et christeligt, aandeligt og evigt Liv, som det findes beskrevet i det ►Ny Testamente, der jo dog skal være 👤Jesu Christi sandfærdige, ufeilbare Lære og Levnets-Beskrivelse; saa har han derved ►aabenbar sat sin egen Ære og det ►Ny Testamente i Pant til den danske ►Læseverden, derpaa, at der slet intet christeligt, aandeligt og evigt Liv findes paa Jorden, og det giælder da ikke blot for os, men for den 👤Jesus Christus, som vi bekiender, og for den Aand, som vi drives af og stoler paa, at vise Verden, at der findes dog et saadant Liv paa Jorden, skjøndt det unægtelig har længe været skjult, eller dog kun meget svagt og vanskeligt at kjende.

✂ Hvad der nu hertil, til Løsningen af en saadan mageløs Livs-Opgave, kan giøres med Pennen, det maae vi strax kunne see, er kun meget lidt, thi 99at vi ikke med vore Penne kan skabe et saadant christeligt Liv, naar selv Herrens Apostler ikke har kunnet i mindste Maade forplante eller ►meddele det med deres Penne, skjøndt det maa forudsættes, at 👤Christi Aand ret egenlig førde deres Haand, naar de skrev, det er en ►følgelig Sag, ligesom det da ogsaa er soleklart, at naar vi ikke engang tør paastaae, at ►Apostel-Skriften selv har og fører et christeligt, aandeligt og evigt Liv, saa kan vi hverken, uden Selv-Modsigelse, tillægge ►Apostel-Skriften Evne til at forplante og ►meddele det christelige Liv, som den ikke selv har og fører, eller, uden Bespottelse og latterlig Stolthed, tilskrive vor egen Skrift den guddommelige Livs-Kraft og Livs-Forplantelse, som vi fraskriver og frakiender ►Apostel-Skriften.

✂ Ligesom imidlertid ►Apostel-Skriften, ved at være en sandfærdig Beskrivelse baade af 👤Jesu Christi eget Liv og Levnet, og af det christelige Liv, saaledes som det fandtes hos Penneførerne og i den daværende Christne Menighed, og ved tillige at være en Spaadom om det christelige Livs Udvikling i Menigheden indtil det naaer sit Maal og sit ►Mønster i 👤Jesu Christi eget Menneske-Liv paa Jorden, kunde være meget nyttig og oplysende for dem, som baade troede paa 👤Jesus Christus og var delagtige i det christelige Liv; saaledes kan ►aabenbar ogsaa vor Skrift være meget nyttig og oplysende for levende Christne, naar den deels er en sandfærdig Beskrivelse af de Midler, hvorved, og af Maaden, hvorpaa, det christelige Liv har forplantet sig til os, og deels tillige er en Spaadom om, hvorledes det nær100værende spæde, svage og dunkle, men dog christelige Liv skal udvikle sig i Menighedens Levnets-Løb, til det naaer 👤Jesu Christi Væxt i hele sin Livs-Fylde, Kraft og Klarhed.

✂ Hertil har jeg nu gjennem en heel Menneske-Alder benyttet min Pen, det bedste, jeg kunde faae ►Lykke til, og da især med Flid søgt at oplyse, at det er ved Herrens eget Munds-Ord, som det lyder ved ►Daaben og Nadveren efter hans egen Indstiftelse, og ikke ved noget andet, at baade hans Aand, ►som hans Livs-Kraft, ►meddeles, og at hans aandelige Liv gjenfødes og oplives i Menigheden, saa det var intet Under, at det christelige Liv forsvandt, hvor man bortkastede eller forvanskede dette Herrens Munds-Ord, eller at det christelige Liv blev hardtad usporligt, hvor man vel beholdt dette Herrens Munds-Ord uforvansket, men fæstede dog kun halvveis Tro dertil, og ventede baade Aanden og Livet og Væxten tillige ad andre Veie.

✂ ►Vist nok seer man, saavel af Raadvildheden i 👤Søren Kierkegaards Dage, som af Forvirringen under sidste Pennefeide om Alterbogs-Daaben, at Nytten af mine skriftlige Oplysninger har ikke været nær saa stor, som jeg ønskede, men jeg har dog aldrig ventet den større, saa længe det christelige Liv, der jo hverken kan udspringe af eller udvikles ved Bogstav-Skrift, ikke af “Ordet og Troen” ved Daaben og Nadveren er blevet videre udbredt eller klarere udviklet, end man af alle ►Mærker kan see, det er, og jeg tør desuden nok haabe, ved min korte Beskrivelse af ►“de christelige Livs-Tegn” at have forbe101redt en fremskridende Oplysning om den christelige Livs-Sag, som man hidtil har maattet savne.

✂ At vi nemlig kan og skal sammenfatte de christelige Livstegn i “Bekiendelsen, Forkyndelsen og Lovsangen” paa Folkenes eget Modersmaal, det er en christelig Livs-Oplysning, som, skiøndt den ingenlunde giør Sagen klar, dog kaster et nyt Lys paa den, som jeg smertelig har savnet, baade naar jeg eftersporede det christelige Liv hos mig selv og Menigheden, og naar jeg skulde forsvare Vorherre 👤Jesus Christus mod den ærerørige Beskyldning, at han enten havde ladet sit Liv uddøe i Menigheden, eller kunde dog, siden Apostlernes korte Dage, aldrig faae det Liv udviklet af Barne-Svøbet, aldrig opelske det til Ungdoms-Blomsten, endsige til Mands-Modenhed.

✂ Saalænge vi nemlig vel, efter ►Apostel-Skriften, forudsætter, at “Tro og Haab og Kiærlighed” er det aandelige og evige Indhold af det christelige Liv, men kan ikke sætte forsvarlig Skiel mellem “disse Tre” efter hedensk eller jødisk eller christelig Talebrug, eller i Hverdags-Forstand og i Søndags-Forstand, da kan vi heller ikke opvise tydelige Livs-Udtryk og Livs-Tegn, ►som er den levende Christendom egne, saa alle Paastande om det christelige Liv maa da synes vilkaarlige og indvikle os i en forvirret Strid om, hvad der i Menneske-Livet er aandeligt og hvad der er ►kiødeligt, og i hvad Forhold Christendommen, efter Erfaringens Vidnesbyrd, har staaet og staaer til hvad Menneske-Aanden kalder aandeligt.

✂ Først, naar vi har opdaget den Christne Troes christelige Liv-Udtryk i Troes-Bekiendelsen ved 102Daaben, og det christelige Haabs Liv-Udtryk i Herrens Bøn, ►Fadervor, baade ved Daaben og Nadveren, og den christelige Kiærligheds Liv-Udtryk i 👤Christi Hengivenheds-Ord til sine Troende, eller hans Kiærligheds-Erklæring til sin Brud, ►ved Nadveren; først da kan vi i Menigheds-Livet opvise en christelig Bekiendelse, Forkyndelse og Lovsang, som er ►eiendommelige og umiskiendelige Livs-Tegn af den Christne Tro, det christelige Haab og den christelige Kiærlighed, om hvis Forhold til hvad vi ellers mellem os selv paa Modersmaalet kalder Tro og Haab og Kiærlighed, der da kan tales tydelig og dømmes grundig.

✂ Det christelige Liv i sig selv vedbliver ►vist nok fremdeles at være en dyb Hemmelighed for os, men det samme er jo Tilfældet med Menneske-Livet i det hele, adskilt fra Dyre-Livet, som heller intet Menneske kan giøre kiendeligt ►uden i tilsvarende aandelige Livs-Yttringer, saa at hvis man vil giøre den Indvending mod de christelige Livs-Tegn, at de, som Bekiendelse, Forkyndelse og Lovsang, kun er Ord og ikke Handling, da svarer vi med Rette, at det følger af Aandens, ligesaavel Menneske-Aandens som Guds-Aandens Usynlighed, at den kiendelig kun kan bevise sit Liv i det ligeledes usynlige, men dog gjennem Øret hørlige og i Hjertet følelige, og for saavidt sandselige, Ord, da derimod enhver Handling, ligesom Haanden og alle synlige Ting, staaer i saa dunkelt et Forhold til den usynlige Aand, at vi i det høieste kun gjennem det oplysende Ord kan skimte Forholdet og det endda kun i et tvivlsomt og tvetydigt Lys, lige103som i Tusmørke. Uagtet saaledes ►vist nok den christelige Kiærlighed, naar den er fuldkommen, vil ogsaa stræbe at vise sig i mageløs Gavmildhed og legemlig Opoffrelse, saa vidner dog ikke blot ►Apostel-Skriften, at ►man kan uddele alt sit Gods til de Fattige og overgive sit Legeme til Baalet uden at have den christelige Kiærlighed►, men det er vitterligt, at Folk har giort begge Dele uden engang at kalde sig Christne eller ville være det, saa at selv de klareste saakaldte Kiærligheds-Gierninger kan kun blive christelige Livstegn i klar Forbindelse med den christne Bekiendelse og den christelige Lovsang.

✂ Dette er Nytten udad af Oplysningen om “de christelige Livs-Tegn”, men Nytten indad og opad er endnu langt vigtigere for os Alle, thi medens vi kun forgiæves vilde stræbe at udgrunde det christelige Livs Hemmeligheder, enten Kaldets Hemmelighed ved Evangeliets Prædiken (►Julebudets Udraab), eller Gienfødelsens Hemmelighed i Daaben, eller ►Opfødelsens Hemmelighed i Nadveren, saa bliver dog “Livets Vei,” den christelige Livs-Vei, baade lysere og jævnere for os, naar vi seer, hvor og i hvilken Følge vi skal søge og kan vente den christne Tro, det christelige Haab og den christelige Kiærlighed, med Troens Bestyrkelse, Haabets Udvidelse og Kiærlighedens Væxt. Fremdeles beroliges vi ved denne Oplysning over Afstanden mellem det christelige Livs Skikkelse hos os og den nærværende Menighed, og den Skikkelse, hvori vi finder det beskrevet af Apostlerne, deels hos dem selv og Menighedens Førstegrøde, og især hos 👤Jesus Christus i 104hele dets Fylde og Reenhed, og vi beroliges derover, ikke som de Bog-Orme, der stole paa Fuldkommenheden af det fremmede Liv, paa hvis Beskrivelse de gnave, men som den levende, opvakte Dreng beroliger sig over Afstanden mellem sig og sin voxne Broder eller mellem sig og sin gamle Fader; thi naar vi blive ret vendte i den levende Betragtning af det christelige Liv, som et aandeligt Menneske-Liv, ligesaa virkeligt og langt mere menneskeligt end vort ►kiødelige Liv, saa ►det christelige Liv begynder med en virkelig Undfangelse efter Aands-Villien, som Herren siger, og med ►en virkelig Fødsel af Vand og Aand, som Herren ogsaa har sagt, og udvikler sig kun efterhaanden, ►ligesom Herren selv ►forfremmedes i Alder, Viisdom og Yndest for Gud og Mennesker►; da bekymres vi ligesaa lidt som Apostelen 👤Paulus over Afstanden fra Maalet, men stræber dog ligesom han, ►at glemme det Tilbagelagte ►over det Forestaaende, og strækker os ved levende Fremskridt efter Krandsen og Kronen►.

✂ Vel er nemlig paa det christelige Livs som i det hele paa Menneske-Livets Vei giennem denne Verden, hvad Forstanden angaaer, lyst bag og mørkt ►for, thi vi forstaaer aldrig meer af et Liv, end vi selv har oplevet, men paa det christelige Livs Vei skinner der dog et ►overordenligt og for saavidt overmenneskeligt Lys, som Herren har sagt, at ►hvem der følger efter ham, skal aldrig gaae i Mørke, fordi han er det sande Verdens-Lys, og hvad der, ►som en Lygte, giør det ►veilyst for os midt i Mørket, er, som Apostelen skriver, et fast Spaadoms-Ord►, som kiendes derpaa, at det stemmer overeens med 105►Troens Regel og med Menneske-Livets vitterlige Grund-Lov.

✂ Det følger saaledes med Nødvendighed af Daabs-Pagten, at det aandelige Liv, vi i Daaben fødes med, ikke i nogen Henseende kan være djævelsk, men skal i alle Henseender være gudeligt, og Christendommen forudsætter klarlig, at Menneske-Livet i Guds Billede kun kan gienfødes og fornyes ved paa ►vidunderlig Maade at skilles fra Diævelskabet; men hvormeget der hos Mennesket, som det nu fødes, skal regnes for Djævelskab, og hvorledes Mennesket under Levnetsløbet kan og skal tage virkelig Deel i ►Afløsningen fra alt Diævelskab og i Opvæxten af al Gudelighed, det er en Gaade for den sunde Menneske-Forstand, som ene kan løses ved Erfaringen, saa det er intet Under, at naar man ►paa fri Haand har villet udgrunde og afgjøre denne Livs-Sag, man da kun har forvirret den. Jo mere vi nu ogsaa veed om de Skriftkloges Beskrivelser af hvad man kalder “►Saliggjørelsens Orden” eller hvad ►Skriften kalder ►det gamle Menneskes ►Afførelse og det ny Menneskes Iførelse►, desbedre forstaaer vi ingenlunde Sagen, men desbedre kiender vi Forvirringen, der vel maa kaldes grændseløs, da det derefter synes, som om man enten maatte tænke, at alt Menneskeligt skulde betragtes og udryddes som Djævelskab, eller at der igrunden slet intet Djævelskab var til, og igjen, enten at Mennesket selv skulde styre det ny, christelige Levnetsløb, eller at han skulde staae udenfor det som en ørkesløs Tilskuer.

✂ Naar man selv er en levende Christen, om end i sine umyndige Aar, da seer man strax, at ingen 106af Delene kan være Tilfældet, thi var der ingen Djævel, ingen Fanden, ingen Grund-Løgner, ingen ►Nat-Mand og ►Morder-Engel til, eller havde han dog ingen Magt over Mennesket, da kunde der ikke være et sandt Ord i hele 👤Christi Evangelium, ikke være mindste Sandhed i Budskabet om Guds Søn, som Verdens Frelser fra Syndens, Mørkets og Dødens Magt, som kun kan være til og være virksom i og ved en ureen Verdens Aand, og at dersom paa den anden Side alt Menneskeligt ved Syndefaldet var blevet djævelsk, da kunde Guds Søn ligesaa lidt blevet et virkeligt Men neske, som han kunde blevet en Djævel, og da kunde der intet nyt Menneske i Guds Billede tilveiebringes ved en Gienfødelse og Fornyelse af det gamle Menneske, men kun ved en splinterny, det gamle Menneske aldeles uvedkommende Skabelse. Hvorledes det imidlertid gaaer til med det nødvendigviis meget indviklede Helliggiørelses- og ►Saliggiørelses-Værk hos det faldne, syndige Menneske, i det hele saavelsom i det enkelte, det er saameget mere skjult for vore Øine, som Guds Søn vel blev i alle Maader Menneske, som en af os, men dog uden Synd, saa hans Levnetsløb kan slet ikke vise os, hvordan det ny Menneske hos os under Opvæxten, ved at ►renses fra al “►Kiøds og Aands” Besmittelse► bliver Synden og Satan kvit, saa at, skal vi faae det at vide, da maa Sandhedens Aand, som Vorherre 👤Jesu Christi Aand, aabenbare os det, men da vi under det ny Menneskes Opvæxt ikke kan undvære den foreløbige Kundskab om Livs-Udviklingen, saa vil ogsaa Herrens Aand ►meddele os den, naar vi beder ham 107om det, som skrevet staaer om den samme Aand: ►de tilkommende Ting skal han forkynde eder. Naar det alligevel ikke skeer, da maa det komme af, at Menighedens Tro paa den Helligaand enten er saa vaklende eller saa ubestemt, at han hverken levende kan paakaldes eller kan kiendes fra Vildfarelsens Aander, og da vi først ganske nylig, ved at fæste vor Tro til Troes-Bekiendelsen ved Daaben som et Ord til os af Herrens egen Mund, baade har vundet en fast og bestemt Tro paa den Helligaand, som en guddommelig Trediemand, og derved tillige opdaget, hvad det er for ►en “Bekiendelse” af den i ►Kjødet komne 👤Jesus Christus, hvorpaa Sandheds-Aanden kan og skal kiendes fra alle Vildfarelsens Aander►, saa er det ogsaa først nu, vi kan modtage ►“Aandens ►Aabenbarelse” om det Nyttige►, som unægtelig for hele Menigheden og for os alle i den, er, hvorledes vi kan ►beholde Troen, stride den gode Strid og fuldende Løbet, saa Maalet naaes og Kronen vindes.

✂ Ligesom nu Guds Aand har det gode ►Lov fra Arilds Tid, at ►han ►fører “paa det Jævne,”► saaledes er hans ►Aabenbarelse om det christelige Livs Udvikling og Fremskridt saa ►jævn, at den forarger alle de Selvkloge, der kun vil lade det Høitravende gjælde for aandeligt, og er saa menneskelig, at vi maatte antage den for vor egen Aands Aabenbaring, naar vi ikke lagde Mærke til, hvor fremmed den fra først af ogsaa forekom os og hvor haardt det holder, inden vi ret kan finde os i den.

✂ At saaledes det christelige Liv, skjøndt det naturligviis, baade for at lade Kiærligheds-Loven skee 108Fyldest i Menigheden, og for at være et evigt og saligt Liv, maa blive et fuldkomment Kjærligheds-Liv, dog lige fra Begyndelsen til Enden i denne Verden især maa være og kan kun klarlig give sig tilkiende som et “Troes-Liv,” det er jo en Oplysning, saa ►jævn og saa menneskelig, at man skulde tænke, dertil behøvedes ingen Aabenbaring, men desuagtet, og uagtet Apostelen 👤Paulus udtrykkelig skriver til Corinthierne: “►vi vandrer ikke i Beskuelsen, men i Troen,” og til Galaterne: “►hvad jeg nu lever, det lever jeg i ►Guds Søns Tro►”, og uagtet denne ►Troes-Regel gaaer igiennem hele ►Apostel-Skriften, saa lærer dog hele det christelige Livs og Skriftklogskabens Historie, at denne ►jævne Oplysning var meget sjelden, og var, selv hvor den fandtes, som hos 👤Morten Luther, meget for mat til at kaste Lys paa Livet i det hele, som et virkeligt Troes-Liv, altsaa hvad Verden med Skuldertræk kalder et blot poetisk Liv, et Phantasi-Liv, men derfor ikke desmindre sandt og virkeligt, fordi den guddommelige Poesi (►poiesis) er en virkelig Skabelse, og den guddommelige Phantasi er Aanden, som gjør levende, og beviser sin Magt til at gjøre ogsaa vort Legem aandelig levende ved at tage vor ►Kiød-Tunge i sin Tjeneste, saa den udtaler ikke hvad vi selv, men hvad Gud tænker baade om sig selv og om os.

✂ Om muligt, endnu ►jævnere og menneskeligere er den Oplysning, at det christelige Liv, i Menigheden og hos os alle, har de samme Aarstider som det gamle Menneske-Liv, saa det udvikler sig ogsaa kun efterhaanden fra Vaar til Høst, eller fra det dunkleste 109Barne-Liv til det kraftige og klare Manddoms-Liv og Oldings-Liv, thi baade fødtes og voxede Vorherre jo saaledes paa Jorden, ligesom en anden “Menneske-Søn,” og Menneske-Livet, det være sig gammelt eller nyt, maa jo, for virkelig at svare til sit Navn og være et sandt, ægte Menneske-Liv, ogsaa altid ligne sig selv, men desuagtet er nok Apostelen 👤Paulus den sidste af de Skriftkloge, som bekiendte, ►at han ogsaa christelig talt havde været et spædt Barn, før han blev en Mand, og i alt Fald har man aldrig siden i Menigheden brugt det gamle Menneske-Liv til et Speil for det Ny, og ►voxde derfor meget stærkere nedad end opad, og troede tilsidst, at man ligesaa godt kunde begynde det christelige Liv fra Toppen som fra Roden, ligesaa godt begynde ved ►Herrens Bord som ved Gienfødelsens Bad, ligesaa godt begynde med ►Kiærlighedens Høisang som med Troes-Bekiendelsen.

✂ Fremdeles er det jo en meget ►jævn og menneskelig Oplysning, at da det naturligviis er det samme Menneske-Liv, som faldt, der skal opreises, den samme ►►forlorne Søn, som var mistet, der blev fundet, var død og blev levende,► det samme ►fortabte Faar, som var ►forkommet, der blev baaret hjem paa Hyrdens Skuldre►, saa er det ny Menneske heller ikke strængt talt et andet Menneske end det gamle, men kun et andet Menneske efter samme billedlige ►Talebrug, som naar der staaer skrevet om ►👤Saul, at da han var salvet, og Aanden kom over ham, blev han til et andet Menneske►; men uagtet det nu ogsaa er klart nok, at det var den gamle Menneske-Art, Guds Søn tilegnede sig, da han kom til Verden, 110som Kvindens ►Sæd og 👤Abrahams ►Sæd og 👤Davids Søn, og at selv det ny Menneske-Legeme, hvormed Herren opstod, var igrunden det samme som det gamle, der nagledes til Korset, saa har dog alle de Skriftkloge, der lagde Vægt paa det christelige Liv, som Vorherres 👤Jesu Christi og intet andet Menneskes eget Liv, meer eller mindre skarpt afskaaret det saakaldte ny Menneske-Liv hos 👤Christus og hans Menighed fra hele det gamle Menneske-Liv, som et ►kiødeligt ►Syndeliv, der maatte aldeles ødelægges og med Rod oprykkes, for at det ny Menneskes Liv, som noget, det gamle aldeles uvedkommende, kunde afløse det. Af denne Grund-Vildfarelse udsprang ikke blot alle Kloster-Reglerne, men ogsaa alle vore saakaldte orthodoxe ►Dogmatiker, hvorefter Menneske-Naturens Grund-Fordærvelse og aandelige Uduelighed til alt Godt gjordes til Grundvold for hele ►Gienløsnings-Værket, skiøndt det er klart, at alt det Menneskelige, der trængde til at frelses og gienløses, gienfødes og fornyes ►efter Hans Billede, som skabde os, derved maatte gaae tilgrunde. Følgen blev naturligviis, at det gamle Menneske-Liv, der aldeles blev givet til Priis, daglig klarere gik Pokker i Vold, medens hvad der kaldte sig det ny Liv enten slet intet Liv var, slet ingen Kraft havde, slet ingen Ting gjorde ►uden i det høieste at skrive ►Dogmatiker og lære dem udenad, eller det saakaldte ny og aandelige Liv blev et umenneskeligt, ret et Fandens Liv, der førde Krig med alt Menneskeligt og løftede under alle Slags falske Navne den Selvraadighed og Selvklogskab til Skyerne, som altid har hørt Fanden, den Menneske-Morder, til.

✂ 111Derfor er jo endnu baade 👤Anders Larsen og 👤Andreas Rudelbach enige om at ►forkiættre mig for den ►jævne menneskelige Oplysning, at den Menneske-Søn, der, efter hans egne Ord, ►ikke var kommet for at ødelægge, men for at frelse Menneske-Liv, bærer sig ad i 📌Danmark ligesom i 📌Jødeland, og slaaer paa ingen Maade sine danske Discipler ihjel, men ►forlader dem deres Synder og aabner saa ►en Kilde i dem, der springer til et evigt Liv, saa de takker ham af Hjertets Grund paa det gamle Menneskes, den gamle 👤Adams, Vegne, der ogsaa hos dem fik al sin Synd ►forladt og stod op fra de Døde til det ny Liv efter det ►Guds-Billede, der var saa forældet og fordærvet hos ham, at det, uden kraftig og kiærlig Fornyelse, maatte gaaet evig fortabt.

✂ Endelig er det ogsaa en ganske ►jævn, menneskelig og ret egenlig evangelisk Oplysning, at Gud-Fader og hans Aand bærer sig ad med os, ligesom de vil, at vi skal bære os ad med Næsten, saa de overvinder det Onde hos os med det Gode, som da ogsaa, efter al menneskelig Erfaring, er den eneste Maade, hvorpaa det Onde lader sig ►hjertelig overvinde, ►afløse og fordrive, da selv Guds egen Lov med Torden og Lynild, der har nemt ved at knuse det stolteste Menneske-Hjerte, dog ikke kan udrydde den mindste onde Lyst og Begiærlighed, der kun viger for den gode, kjærlige Lyst og Begiæring, hvis ►Uglebillede den er, saa Hovmoden lader sig af Hjertet og i Hjertet aldrig udrydde uden ved Ydmyghed, og Vellyst, som er ureen Kiærlighed, lader sig kun fortrænge af den rene Kiærlighed, og Begiærligheden efter denne Verdens Herligheder lader sig kun ►afløse af Begiærligheden efter Guds Riges Herlighed. Siden 112Apostlernes Dage veed jeg imidlertid ikke at nævne nogen christelig ►Moralist, der beskrev Helliggiørelsen i denne Aand eller i dette Lys, thi naar de, som Mystikerne, begyndte i Hjertet, da begyndte de i Mørke med det gamle Menneske, der skulde gienføde og ►opføde sig selv med sin egen Kjærlighed (Egenkiærlighed) til Gud og Næsten, og det blev da kun en falsk og uægte Christelighed fra først til sidst, og ellers begyndte de med Loven, ikke som et Speil, men som en Livs-Kraft, der, naar den havde nedbrudt Afguds-Templet, skulde paa dets Gruus opbygge den Helligaands Tempel, uagtet Vorherre vidner, ►at naar man begynder Helliggiørelsen udenfra, da bygger man altid kun Gravsteder, fulde af Ureenhed og Dødningebeen, og uagtet al menneskelig Erfaring lærer, at naar man vil begynde Helliggjørelsen indenfra, da kan man i Lovens fulde Rustning slaaes med den mindste onde Lyst til Dommedag, uden at den viger et Haarsbred. Da nu imidlertid det christelige Liv i denne Verden altid bliver ved at være et Troes-Liv, altsaa aandeligt og usynligt, og vi dog fremdeles fører et ►øiensynligt Legems-Liv, saa maa den christne Menighed, og enhver af os i den, ►vist nok►, som Apostelen skriver, ►bruge Lovens, det være sig ►Mose-Lovens eller ►Danske Lovs, Tvang til det udvortes Levnet►, men vil vi leve og voxe christelig, da maae vi vogte os for at give denne vor lovlige Handlemaade et christeligt Skin, og endnu mere vogte os for at omgiøre 👤Christi Evangelium til en saakaldt ny, christelig Lov, der skal paatvinge vor Sjæl en christelig Tænkemaade og vort Hjerte den christe113lige Kiærlighed, thi saalænge vi prøver paa det, da enten kiender vi slet intet til det christelige Liv, eller vi sætter det overstyr, thi man kan ligesaa lidt ville helliggjøres som retfærdiggjøres af Loven, uden at falde fra Naaden.

✂ Denne ►Haarde-Knude i det christelige Liv, som et Troes-Liv, seer vi af alle 👤Pauli ►Apostel-Breve, har lige fra Begyndelsen, hos de Christne af Hedningerne, om ikke kvalt det christelige Liv i Fødselen, saa dog ►forknyttet det i Væxten og født den ►Tæring, der lige fra Apostlernes Dage er kun alt for kiendelig, og da denne Knude dog kun kan løses ved ►Kiøds-Opstandelsen fra de Døde paa den yderste Dag, eller ved ►Kiøds-Forvandlingen hos dem, som levende oppebier Herrens ►øiensynlige Komme, saa giælder det om, ikke paa nogen Maade at ville overhugge Knuden, men at bære den i Troen, som en “►Pæl i Kiødet”, og nøies med ►Guds Naade, hvis Kraft hos os kun kan udvikle sig i vor Skrøbelighed. Idet vi holder fast ved Troen paa, at det christelige, aandelige Liv, som vi gienfødes til i Daaben og ►opfødes i ved Nadveren, er i Sandhed et evigt Liv, maae vi dog opgive at blive os det christelige Livs Evighed klarlig bevidst i denne Verden, baade fordi det kun er i fuldkommen ►Enighed med Herren og hele hans Menighed, denne klare Bevidsthed kan oprinde, og fordi den er umulig, ►uden ►naar “det Indvendige bliver udvendigt”, hele vor Sandsning og Legemlighed bliver ligesaa aandelige, som Troens og Haabets og Kiærlighedens Ord er i vor Mund og vort Hjerte, altsaa naar hele vort Legeme er en for evig velbehagelig Bolig, et fuldkomment 114og fuldstændigt Redskab og et klart, uplettet Speil for Aanden, som den guddommelige Livs-Kraft, der er udgaaet fra Faderen, for baade at begynde og fuldføre den gode Gierning i hele Herrens Menighed, men bliver først færdig dermed til Vorherres ►👤Jesu Christi Dag, og arbeider hos os kun derpaa, forsaavidt vi virkelig fornægter os selv, opgiver al aandelig Selvstændighed, og lader god villig den Helligaand, som en guddommelig Selvstændighed (Person), ►raade for vort Hjerte og vor Tunge, som den fornyede guddommelige Livs-Kraft, der ene kan skabe og ►opholde og opelske det ny Menneske-Liv efter ►Guds-Billedet i 👤Jesus Christus!