►Forsagelsen i Daabs-Pagten.
✂ (N. F. S. Grundtvig).
✂ Vi veed det alle, naar vi besinder os derpaa, at vor Daabs-Pagt bestaaer af to Dele: Forsagelsen og Troes-Bekiendelsen, og det følger af sig selv, at disse to Ting er ⓘ uadskillelige, og at ligesom de kun ►tilsammentagne udgiør Daabs-Pagten, saaledes faaer de ogsaa, hver for sig, kun deres rette Betydning og Forklaring, naar de sees i deres indbyrdes Forhold. Ligesom vi derfor, hos Evangelisten 👤Marcus ►i det Første, finder Herrens ►Lærdom beskrevet i de faa Linier: ►Guds Rige er nær, ►omvender eder og ►troer Evangelium!► saaledes skal vi i Daaben, som Gienfødelsens Bad, see Guds Rige tæt ved os, og i Daabs-Pagten høre de to Vilkaar, hvorpaa Herren, ved sin Daab af Vand og Aand, vil føre os derind, saa Forsagelsen siger os, hvad Herren forstaaer ved Omvendelse, og Troes-Bekiendelsen siger os, hvad Herren forstaaer ved Tro paa Evangelium.
✂ Først naar vi saaledes betragter Forsagelsen fra den rette Side, som det christelige Udtryk for Omvendelsen, og paa sit rette Sted, som ⓘ Vilkaar for vor Indgang i Guds Rige, først da seer vi 22 (VU) Forsagelsens Vigtighed og kan opdage dens Nødvendighed, uden at ændse hvad Skumlerne sige, at det seer ud, som om Tro paa Djævelen ogsaa hørde til den apostoliske Troes-Bekiendelse.
✂ 114Ligesom det nemlig er klart, at det vilde være en grov Bedrager, som lovede en Synder ►Salighed uden Omvendelse, vilde være netop det samme som at love en, der var paa gale Veie, at han, uden at vende om, skulde naae det Maal, han vendte Ryggen til, saaledes vilde det jo ogsaa være et grovt Bedrag med Daabs-Naaden til Gienfødelse og nyt Liv, dersom ikke Daabs-Pagten, som et af Vilkaarene, udtrykde Bortvendelsen fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken det umulig kan være ærlig meent med den Henvendelse til Naaden og Sandheden, som den apostoliske Troes-Bekiendelse udtrykker.
✂ 350 (US) Dette er det Første ved Forsagelsen, som vi skal lægge Mærke til, men det Andet er ligesom dette, at vi hverken maa lægge meer eller mindre i Forsagelsen end en saadan ærlig Bortvendelse fra og ►Afsigelse til al Løgn og Ondskab, uden at vi lade os rokke derfra til Høire eller Venstre ved alt hvad man har sagt eller kan sige om Meningen med Ordet “Omvendelse” eller Besindelse (►Metanoia), som det bruges i ►den ny Pagts Bog.
✂ Hvad vi nemlig med Forsagelsen ved Daaben kan og skal svare ja til, det maa jo ikke være mere end hvad vi, førend Gienfødelsen og Fornyelsen, som har sin Kilde i Daaben, kan med Guds Hjelp ærlig og oprigtig svare ja til, og det er jo ingenlunde, at vi allerede har overvundet den onde Aand, eller at vi føler os ►retvise og stærke nok til at afslaae alle hans Angreb, men kun, at vi opsiger ham al Huldskab og Troskab, og vil, med Guds Hjelp, aldrig, som Forrædere, giøre fælles Sag med denne vor Herres og vor egen ►Saligheds arrige Fiende. Saa115ledes maa den alvidende og naadige Frelser have indrettet Forsagelsen, og saaledes seer vi, han har indrettet den, naar vi undersøge, hvad Ordet “forsage” i vor Daabs-Pagt skal og maa betyde.
✂ Ordet “forsage” er nemlig, uheldigviis, ikke et Ord, som vi bruge i daglig Tale, thi vel har vi et Ord, som lyder ligedan, men er, ligesom det tyske “►verzagen” noget ganske andet end her kan menes, nemlig at blive modfalden, og vi trænger derfor til den Oplysning, at “forsage” i vor Danske Daabs-Pagt har den samme Betydning som »forsake« har i den Engelske, altsaa at vende Ryg til og lade fare, medens det tilsvarende Ord i den Latinske Daabs 23 (VU) pagt er »►renunciare«, at ►afsige eller skikke Afbud. Dette er da ogsaa netop hvad Apostelen 👤Paulus mener, naar han skriver ►(2 Cor. 4): vi har ►afsagt Skændselens Hemmelighed►, og atter ►(2 Tim. 2): Guds Grundvold staaer fast, som har dette Seigl: Herren kiender Sine, og enhver, som nævner Herrens Navn, ►afstaae fra al Uretfærdighed►.
✂ I Forsagelsen er nemlig Sandhedens Seigl klarlig trykket paa den christelige Daabs-Pagt, thi ved det Herren af alle sine Tilhængere kræver en fiendlig ►Skilsmisse fra den Djævel, der, efter hans eget klare Udsagn, er “►Løgnens Fader,” men kræver ikke ►Skilsmisse fra nogen Anden, eller fra noget Andet end hvad der er “Djævelskab,” da giør han netop den ►Skilsmisse, som Sandheden maa giøre, men som ingen anden Høvding kan 351 (US) nøies med, end han, som er vis paa, at han 116har altid Sandheden med sig, og kan derfor aldrig have Andet end Løgnen imod sig.
✂ ►Vistnok forudsætter vor Herre 👤Christus herved, at der er en virkelig Djævel til, eller tydeligere, at ►Løgnen virkelig har en Fader, som veed af sig selv at sige, er sig selv bevidst som Grund-Løgneren, den evige Sandheds uforsonlige Fiende, men just fordi det er en Forudsætning, er det ingen christelig Læresætning, og skal derfor kun forsvares, som en menneskelig Forestilling fra Arildstid, som de Christne har Lov til, paa Herrens Ord, at tage for gyldig, saalænge Ingen kan ►afbevise dens Rigtighed. Dette ►meende vel næsten alle vore ►Boglærde ved dette Aarhundredes Begyndelse, de kunde magelig, men Erfaring har dog allerede giort dem saa kloge, at de maa tilstaae, det lader sig endnu ikke giøre, og de turde vel snart komme til den Erkiendelse, at ►Tilværelsen af en aandelig ►Løgnens Fader lader sig, uden Selv-Modsigelse, ligesaa lidt nægte som Løgnens og Falskhedens ►Tilværelse, eller med andre Ord, at man ligesaa lidt kan tænke sig et “Nei” uden en “Nægter”, som man kan tænke sig et “Ja” uden en “Bejaer.”
✂ Dette, at Forestillingen om en Grund-Løgner, som tillige er den store Frister, ingenlunde er noget Nyt, som Christendommen har indført i Verden, men noget Ældgammelt, der af Christendommen forudsættes, og forudsættes bestandig, tilligemed Synd og Død, som noget, der er alle vitterligt og for alle Sandheds-Venner aldeles utvivlsomt, det vilde ikke behøvet denne Oplysning, dersom man, i vor Daabs-Pagt, istedenfor at beholde det græsk-117latinske Udtryk 24 (VU) “Djævel” (►Diabolos), havde, som man burde, indsat det tilsvarende dansk-nordiske Udtryk “Fanden”, men da Navnet “Fanden” betyder “Fristeren”, men Navnet “Djævel” betyder “Bagtaleren,” saa kommer vi derved lidt nemmere til den ►fule, urene Aands Grund-Begreb, der, som sagt, er Løgneren, og det maa vi endelig tilgavns indprente os, ikke blot, fordi det er Herrens udtrykkelige Vidnesbyrd, men især fordi ligesom Sandhed er det eneste Begreb, der klarlig indbefatter alt Godt, saaledes er Løgn det eneste Begreb, der klarlig indbefatter alt Ondt i sig, saa vi kan bevise, at ved at forsage Grund-Løgneren med alle hans Gierninger og alt hans Væsen, forsages alt det aandelige Ondskab, der lader sig nævne.
✂ Gaaer vi nu saaledes ud fra, at Djævle-Forsagelsen ved Daaben, som en Bortvendelse fra ►Løgnens Fader og al hans Yngel, er det christelige Udtryk for “Omvendelsen,” da ►klarer det 352 (US) sig►, at skiøndt Loven ikke maa indlemmes i den christelige Børnelærdom, saa forudsættes dog hele dens Indhold, saa det er kun i Skikkelse af Paabud og Forbud, Trudsel og Forbandelse, at de Christne intet har med Loven at giøre, medens de bestandig maa ►see sig i Speil paa den, for at vide, baade hvad det er, Frelseren vil nedbryde og hvad han vil opbygge i sin Menighed og hos alle sine Troende. Ligesom det imidlertid ingenlunde er blot ved Djævle-Forsagelsen, men ligesaa fuldt og endnu tydeligere ved Troes-Bekiendelsen om Hellig-Aanden, med den hellige 118Menighed, de Helliges Fællesskab og Synds-Forladelsen, at Daabs-Pagten forudsætter Guds-Loven, saaledes strækker Djævle-Forsagelsen sig ikke blot til Synden, men til alt, hvad den onde Aand er Sjælen i, altsaa ogsaa til det aandelige Mørke og den aandelige Død, der ogsaa er Djævelens Gierninger, da ►Løgnens Fader tillige er Mørkets Fyrste og den store Dødbider med Dødens Myrde-Kraft.
✂ Dette er en meget vigtig Oplysning, som hidtil har været overseet, men maa ►endelig fremhæves, ikke blot fordi den christelige Oplysning og Oplivelse umulig kan lykkes, med mindre vi vende ⓘ Ryggen til Mørket og Døden, men især for at Djævle-Forsagelsen kan sees i sit rette Lys, som ei mindre evangelisk end lovmæssig. Da nemlig Meningen med Djævle-Forsagelsen ved Daaben er, at alt hvad vi dermed ►hjertelig skille os fra, det vil den Herre, vi ved 25 (VU) Troes-Bekiendelsen ►hjertelig fæste os til, aandelig nedbryde for os og hos os, saa er det jo et glædeligt Budskab, at vi tilligemed Løgnen, som er Syndens Rod, ogsaa skal blive Mørket og Døden kvit, fordi Vildfarelsen og Vankundighedens Mørke er paa een Gang Løgnerens eget Opspind og hans Lænke, og Hjerte-Dødhedens Kulde og Forhærdelse er lige saavel Syndens Straf, som det igrunden er dens Lyst.
✂ Dette er da ogsaa den dybe Grund til Omvendelsens Mulighed, saaledes som den i Djævle-Forsagelsen ved Daaben udtrykkes, thi da Løgnen er Syndens Rod, saa er Synderen ►nødvendig selv hildet i Løgnens Garn, og kunde ikke før Gien119fødelsen ærlig og sanddru sige Ja til, at han forsagede eller skildte sig ►hjertelig fra al Løgn og Synd i den selv, men derimod kan Synderen ærlig og sanddru sige, at han forsager den Djævel med alle hans Gierninger, der lige saavel er ►Menneske-Morderen af Begyndelsen, som han er Løgnens Fader, altsaa er lige saavel Menneskets som Sandhedens ►arrige Fiende. Ligesom det nemlig er med Synderens Forhold til den aandelige Sandhed, saaledes er det ogsaa med hans Forhold til det aandelige 353 (US) Liv, thi Løgn skaber ►nødvendig Mørke til sit Skjul, fordi den kan ikke taale Lyset, og Synderen har derfor selv paataget sig de Mørkets Lænker, hvori han ligger og kan umulig sprænge dem, men anderledes er det med det aandelige Liv, thi den aandelige Død, som er ►hjertelig Kulde og Ufølsomhed, den er vel lige saavel Djævelens eget Valg, som det er hans Straf, men saaledes behøver det ikke at være med den menneskelige Synder, thi han er, ►ligesom 👤Eva i 📌Paradis, fristet og forført af Løgneren, der med Slange-Trædskhed indbilder ham, at Synden, langtfra at koste ham Livet, vilde føre ham til det guddommelige Lys, som hans Skaber misundte ham►. Naar derfor Mennesket fatter Tro paa ►Guds eenbaarne Søn, som Livets Fyrste, der kan og vil frelse ham fra Døden, da faaer han baade Lyst og Magt til at hade og ►hjertelig skille sig fra ►Menneske-Morderen fra Begyndelsen, med al den Løgn, hvorved ►han lokkede det troskyldige, uerfarne Menneske-Barn ud af sit 📌Paradis ved Livets Træ,► ud ►i Ørken at sidde fortvivlet i Mørke og i Dødens 120Skygge►, og idet Mennesket troer paa Synds-Forladelsen i 👤Christi Menighed, da forsvinder Synderens nødvendige Frygt for det guddommelige Lys, og da vaagner Menneskets naturlige Kiærlighed til det guddom 26 (VU) melige Lys, som Fristeren ►falskelig lovede ham, men som Frelseren har i sig selv og vil dele med alle sine Troende.
✂ Naar vi saaledes betragter Forsagelsen i sin uopløselige Forbindelse med Troes-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, da, men ogsaa først da, seer vi, hvorfor det altid er Djævelens Gierning at adskille hvad Herren i Daabs-Pagten har sammenføiet, fordi hverken Omvendelse eller Tro, saaledes som Herren har oplyst og forbundet dem i Daabs-Pagten, kan være sand og ægte uden i denne Forbindelse, i dette aandelige Ægteskab, thi hvordan kan et syndigt Menneske ærlig forsage Djævelen, ►Løgnens Fader, Mørkets Fyrste og Dødens ►Mærkesmand, uden at troe paa Guds eenbaarne Søn, som Sandheden, Lyset og Livet, heller ikke kan Mennesket henvende sig til Sandheden, Lyset og Livet, uden at bortvende sig fra Løgnen, Mørket og Døden, saa, hvem der alligevel siger, han giør hvad han ►aabenbar ikke kan, han lyver mod Sandhed, han fornægter den klare Sandhed, modsiger vitterlig sig selv, og har derved fordømt sig selv.
✂ Her kan og skal vi see den evige guddommelige Sandheds Seigl klarlig paatrykt Guds faste Grundvold i den christelige Daabs-Pagt, som derfor ogsaa hos de Gamle, især hos 👤Irenæus, og selv i ►Apostel-Skriften, udtrykkelig kaldes Sandheden 354 (US) (►aletheia og ►veritas), thi den christelige Daabs-Pagt 121er det levende Udtryk for hvad de Lærde med et daarligt ►Konst-Ord kalde “Modsigelsens Grundsætning”; men som oplyste Christne vil kalde “Sandhedens Grundlov,” at hvad der ikke kan paastaaes uden Selv-Modsigelse, det kan heller ikke tænkes i Sandhed eller forsvares uden Falskhed, saa det er haandgribelig Løgn, og hvad derimod ikke kan nægtes uden Selv-Modsigelse, det kan heller ikke mistænkes uden Falskhed eller bestrides uden Løgn, saa det er soleklar Sandhed. Denne Sandhedens Grundlov maa nemlig enhver, som vil christnes og døbes, vedkiende sig ved Forsagelsen og Troes-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, og kan ikke fragaae den uden derved at frafalde sin Daabs-Pagt, og derved fralægge sig alt Krav paa Daabs-Naaden og Christen-Navnet, som kun skiænkes paa begge Daabs-Pagtens Vilkaar, af ham, der ikke for intet har sagt: ►hvem der ikke er med mig, er mod mig, og ►hvem der ikke er mod mig, er med mig, fordi baade med og mod den evige Sandhed kan Ingen være, men kun Grund-Løgneren, i vitterlig Selv-Modsigelse, ►falskelig sige, han baade er og er ikke.
✂ 27 (VU) Modstanderne vil jo ►vist nok sige, at denne Forklaring af Forsagelsen i Daabs-Pagten lade de ingenlunde giælde, men det skal jo heller ikke være for Modstanderne, men for vore Medchristne vi oplyse og forklare vor christelige Daabs-Pagt, thi Modstanderne lade jo heller ikke Daabs-Pagten eller Daaben giælde for hvad de Christne troe om dem, og derfor skulde dog vel de Christne ikke lade deres Tro og Daab fare, saa at naar vi oplyse og stræbe at forklare den christelige Grundvold og Børnelærdom 122i Sandhedens Aand, da skal det være os Nok, at de, som ærlig har indgaaet Daabs-Pagten, og har enten fundet eller dog troende venter at finde Gienfødelsen i Daaben, kan finde sig oplyste og opbyggede derved, og navnlig finde sig bestyrkede mod de mange taabelige Indvendinger med Viisdoms Skin, som i de senere Tider blev opdyngede mod Djævle-Forsagelsen, saa mange Christne vel fristedes til at lade den fare tilligemed Djævle-Besværgelsen (►Exorcismus), som Modstanderne af alle Kræfter har stræbt at faae den sammenblandet eller dog sammenkoblet med, skiøndt der dog ►aabenbar er samme Forskiel mellem dem, som der er mellem den Syndighed, vi alle har tilfælles, og den legemlige Besættelse, der baade i de fleste Tilfælde vil findes tvivlsom og hører i alle Tilfælde til de sjeldne Undtagelser.
✂ ►Vist nok er det saaledes med al christelig Oplysning, at mange, 355 (US) som i Tusmørket ikke har været sig deres Vantro bevidst, blive det, naar de faaer at see, baade hvad Christendommen udtrykker og hvad den forudsætter, og at den, med det mageløse gode Kiøb, den giver paa alle Himmerigs Skatte, dog har sin bestemte Priis, hvoraf den ikke lader sig det mindste ►afprutte; men det er da kun, fordi de igrunden, af Hjertet, aldrig har troet paa den ►i Kiødet komne 👤Jesus Christus; thi, som Herren har sagt, ►enhver, som giør Sandhed, kommer til Lyset, for at det kan aabenbares, at hans Gierninger er giorte i Gud.
✂ Saaledes var der ►aabenbar mange, som under Pavedømmets Mørke indbildte sig, at de troede 123alt hvad vi bekiende baade om Vorherre 👤Jesus Christus og om den Helligaand, men som ved Reformationens Lys opdagede, at det var langt fra, og det samme vil nu være Tilfældet med mange, der indbildte sig, de troede “►Skriften,” men som, naar de seer hvad ►Skriften betyder og forudsætter, vil see, det var langt fra; men hvad Djævle-Forsagelsen ved Daaben angaaer, da vil den christelige Oplysning dog snarere til 28 (VU) fredsstille endeel, som har stødt sig over Forsagelsen, fordi de enten misforstod den, eller indsaae dog ikke dens nødvendige Sammenhæng med Troesbekiendelsen, og dens Uundværlighed til det Vidnesbyrd, at Ingen har Ret til at nævne 👤Jesu Navn eller til at trøste sig ved Guds Naade og Synds-Forladelsen i Frelser-Navnet, uden han vil afstaae fra al Uretfærdighed. Ligesom nemlig alle maa vide, at Sandhed og Ret er uadskillelige, saa kun hvem der følger Sandhed, giør Ret, saaledes er ogsaa Løgn og Uret uadskillelig forbundne, saa det er umuligt at hade Løgn og elske Uret, eller at undskylde og forsvare Uret med andet end Løgn.
✂ Derimod er det sandt nok, at saavel denne Oplysning, som Oplysningen om alt, hvad der maa regnes til Djævelens Gjerninger og til hans Væsen, eller rettere Uvæsen (►pompa), der lige saavel er Mørkets Fyrste og Dødens Aand, som han er ►Løgnens Fader, maa giøre alle sande Christne langt mere aarvaagne og nøieregnende med sig selv, end de har længe været, og navnlig giøre dem til al aandelig Oplysnings og Friheds bedste Venner, og til alt aandeligt ►Giøgleværks, Død124bideries og ►Skin-Væsens erklærede Fiender, men det maa og vil ►nødvendig lønne sig saa godt ved voxende Livs-Kraft, stigende christelig Oplysning, og Befæstelse af Freden og Glæden i Sandhed, at de vil velsigne den Dag, da Lyset opgik for dem over Forsagelsen, og kastede netop derved himmelsk Glands paa Frelserens Aasyn, ►hvis Herlighed, som den Eenbaarnes af Faderen, er “Naade og Sandhed,” 356 (US) hvis Ord er baade Liv og Lys, hvis Aandepust er Fred og hvis Blik er Glæde for alle hans Troende!
✂ Saaledes kan og skal det blive soleklart, at Djævle-Forsagelsen i Daabs-Pagten, som i vore Dage har været den store Anstøds-Steen, og som Troens skriftkloge Modstandere havde Magt til at pine de Christne med, saalænge de forpligtede sig til at udlede deres Daabs-Pagt af ►Skriften; den bliver til en Ædelsteen og urokkelig Grund-Steen i den evige Sandheds Bygning, saafremt den faaer Lov til at staae paa sin egen Bund, baaret af ►Hans Munds-Ord, som bærer Alt, og som, sagt af ham selv til os, er Aand og Liv, og denne Erfaring skal ikke alene berolige os over enhver Dunkelhed i den levende Christendom, som Modstanderne beraabe sig paa, naar de kalde os Mørkets Børn, men den kan og skal, hvad der er meget mere, blive til den Erfaring, at Sandhedens Aand, som den vantro Verden er uimodtagelig for, ham er og blive vi netop ved Forsagelsen af ►Løg 29 (VU) nens Fader► og Løgnens Aand modtagelige for, og fattes da hverken det Liv eller det Lys, som hører til at ►stride den gode Strid, fuldende Løbet og be125vare Troen►, og som kan giøre os glade i Herren altid, fordi vi føle den Guds Kraft hos os, som ►nødvendig maa og skal overvinde Verden, fordrive alt Mørke fra vor Synskreds, og tilintetgiøre Døden aldeles for vort Vedkommende, som vel syndige men benaadede, faldne men opreiste, døde men gienfødte, formørkede men igien oplyste og herlig forklarede christelige Mennesker!