Grundtvig, N. F. S. Det Ny Testamentes Christendom!


1

Det Ny Testamentes Christendom!

(N. F. S. Grundtvig).


Vi veed alle, at ved det Ny Testamente mener man i daglig Tale hverken mere eller mindre end de Christnes egen hellige Skrift, til Forskjel fra den hellige Skrift, som egenlig er Jødernes, og fik hos de Christne Navn af det Gamle Testamente,” men da “Testamente” hos os er et fremmed Ord, og som ovenikiøbet fra Romer-Retten er gaaet over i vort Lovsprog til kun at betegne en Afdøds sidste, vidnesfaste Villie, saa veed kun meget faa iblandt os, hvad den Bog-Titel, vi har givet de Christnes hellige Skrift, egenlig har at betyde. Dette kunde nu ogsaa omtrent være ligegyldigt, naar den samme Benævnelse ikke brugdes om andet end Bogen, men nu gaaer det med Benævnelsen “det Ny Testamente” ligesom det gaaer med Benævnelsen “Kirke,” at vi, af Skrøbelighed eller dog af andre løse Grunde, er kommet til at give to grundforskiellige Ting eens Benævnelse, hvad altid foraarsager nogen Forvirring, og kan, naar uforstandige eller listige Personer komme til at føre det store Ord, foranledige en grændseløs Forvirring.

2Idet man saaledes med et fremmed Ord gav hele den Christne Menighed og vore Søndags-Huse med deres Huusholdere eens Benævnelse og kaldte begge Dele “Kirke,” da fordunkledes derved selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt forskiellige Ting, og naar listige Præster og Paver vilde sætte sig selv i Herrens Sted og sætte det Udvendige over det Ind vendige, da havde de i Talens Dunkelhed og Tankens Tusmørke dertil den ønskeligste Leilighed.

Ligedan gik det, da man gav hele Christendommen og Søndags-Bogen med de Skriftkloge eens Benævnelse, og kaldte begge Dele “det Ny Testamente,” da fordunklede man ogsaa selv den ærligste og forstandigste Tale om disse i sig selv himmelvidt forskiellige Ting med eens Benævnelse, og naar indbildske og ærgierrige Skolemestere og Skriftkloge vilde sætte sig selv i Aandens og Boglæsning i Troens Sted, da havde de i Talens Tvetydighed og Meningens Tvivlsomhed dertil det ønskeligste Paaskud.

Sagen forholder sig for Resten saaledes, at det Græske Ord »Diatheke«, som paa Latin er oversat »testamentum« betyder baade hvad vi kalder en Pagt og hvad vi kalder et Testamente, saa at hele Christendommen godt paa Græsk kan kaldes »kaine diatheke« den ny Pagt, men ikke paa Latin »novum Testamentum« eller paa halv Dansk og halv Latin: det ny Testamente, og desuagtet har vi baade i vor Bibel-Oversættelse og i Herrens Tiltale ved den hellige Nadver brugt Benævnelsen “det Ny Testamente” til Christendommen i det 3hele, ligesaavel som vi bruger den Benævnelse til Apostel-Skriften, og derfor kan de Uvidende og de Trædske meget let sammenblande begge Dele, ved at sige: det Ny Testamente, det, og det alene er jo Christendommen, og dermed mene Bogen, saa at det Ny Testamentes Kalk bliver Bogstavens Kalk og det Ny Testamentes Embedsmænd bliver Bogstavens Embedsmænd, skiøndt Apostelen udtrykkelig skriver, at han ved dem ingenlunde forstaaer Bogstavens men netop i Modsætning Aandens Embedsmænd.

Medens det derfor i sig selv kunde være ligegyldigt, enten vi kaldte Apostel-Skriften det Ny Testamente eller vi sagde “den ny Bog” eller den ny Pagts Bog, saa har det givet Anledning til en farlig Forvirring, at vi gav den Bog samme Benævnelse som Christendommen med Aand og Liv, saa man ved et tildækket Ordspil kunde sætte Bogstavens i Aandens og et skrevet Testamente i den levende Aftales og Pagts Sted, saa naar det nu rædsomt indviklede Forhold skal opredes, da maae vi begynde med at sige reent ud: den ny Pagt mellem Vorherre og os, det er Daabs-Pagten, som skal oprettes med alle dem, der efter Vorherres egen Indstiftelse vil døbes i den Faders og Søns og Helligaands Navn, med hvem de ved Troes-Bekiendelsen i deres Daabs-Pagt uopløselig forbinder sig, uden alt Hensyn paa den Bog, som man kalder det Ny Testamente.

Naar man nu siger, at denne Paastand skal være fornærmelig imod Apostel-Skriften, da er det aabenbar uden allermindste Grund, thi ikke blot 4er det en Kiends-Gierning, at den ny Pagt ved Daaben oprettes og er fra umindelige Tider blevet oprettet uden mindste Hensyn paa Apostel-Skriften, men tillige er det indlysende, at da Vorherre og hans Apostler indrettede Daaben og oprettede den ny Pagt, da kunde de umulig tage Hensyn til den Skrift, som da ikke var til, og at vi heller ikke kan det uden at afvige paa egen Haand fra Vorherre og hans Apostler og saaledes forkvakle hans Pagt og Indstiftelse. Endelig er det saa langt fra, at Apostel-Skriften selv skulde udgive sig enten for “den ny Pagt” eller for den christelige Grundvold, at den tvertimod stadig henviser til et mundtligt Guds-Ord, til en hjertelig Pagt og en levende Grundvold.

Naar man derimod vil giøre det til min Paastand, at fordi Daabs-Pagten, Christendommens Grund-Udtryk, i Henseende til sin Gyldighed, er aldeles uafhængig af Apostel-Skriften, derfor skulde Apostel-Skriften heller ikke have noget med Daabs-Pagten at giøre, enten til dens Bekræftelse, Oplysning eller Forklaring, da tager man sin egen Paastand og giør til min, uagtet jeg med al Flid har søgt at vise, at Apostel-Skriften heel igiennem forudsætter netop denne vor Daabs-Pagt og Troes-Bekiendelse, og bekræfter saaledes deres apostelige Ægthed, ligesom at den samme Apostel-Skrift bidrager saa usigelig meget til Daabs-Pagtens Oplysning og rette christelige Forklaring, at vi dertil nu maa finde den uundværlig.

Siger man endelig, som man nys har sagt, at i saa Fald er der ingen Anledning til Tvist, men al 5mulig Grund til Enighed mellem alle dem, der baade erkiender Daabs-Pagten og Apostel-Skriften for at høre til det Grund-Christelige, der altid skal bedre forstaaes, men kan aldrig forandres, da er dette netop min Overbeviisning og Paastand fra Begyndelsen, men som man jo hidtil ikke har villet indrømme, og som jo heller ikke maa forhindre mig fra, men skal netop drive mig til at meddele al den Oplysning, jeg kan, om det sande og rette Forhold mellem Daabs-Pagten og Apostel-Skriften, et Forhold, der var blevet saa forrykket, at man ikke blot kaldte Bogen hvad Pagten er, men giorde Bogen, som forudsætter Pagten, til Pagtens Kilde, og giorde Bogen, som er Apostlernes Værk og Menighedens Eiendom, til Apostlernes Kaldsbrev og Menighedens Lovbog.

Skiøndt jeg derfor altid har erklæret og fremdeles erklærer alle dem for mine Med-Christne, som frivillig indgaaer samme Daabs-Pagt som jeg og døber med den samme Daab, holder fast ved Pagten og skatter Daaben som Gienfødelsens Bad i Herrens Aand, erklærer alle dem for mine Med-Christne, hvor urimelige Tanker de end kan giøre sig enten om Pagtens Oprindelse eller om Daabens Indstiftelse, eller om Apostel-Skriftens Alder, Sikkerhed, Kræfter, Klarhed og Bestemmelse, saa kan og maa jeg dog hverken for Herrens eller for Menighedens Skyld fortie, at en bagvendt Tankegang om den ny Pagt, om Christendommen og Christeligheden i det hele, ikke blot er uforsvarlig, og vilde giøre Troen og Menigheden værgeløse, men maa 6tillige, i samme Grad, som den behersker os, giøre Troen og Haabet døde og magtesløse hos os, saa vi savne baade den gode Samvittighed og det Guds Herligheds Haab, som er Christendommens evangeliske Tilbud og skal, efter den ny Pagt, være Daabens Frugt hos alle de Troende. Det Første, at Troen og Menigheden ved den bagvendte Tankegang om Pagten og Bogen blive, aandelig talt, aldeles uforsvarlige og værgeløse, det har jeg lige fra Begyndelsen med Flid stræbt at vise, men da jeg ikke kunde eller vilde angribe Troen og Menigheden, men tvertimod af al Magt forsvarede begge; da Mængden kun har liden Følelse af aandelige Vaaben, derfor heller ingen Frygt for dem; og da vore Skriftkloge havde været saa forsigtige at overlade den verdslige Øvrighed Forsvaret af Troen og Menigheden baade mod Paven og Tyrken; saa er det først ganske nylig, man begynder at mærke den bagvendte Tankegangs Uforsvarlighed. I en saa aandløs Tid, som den, der enten endnu løber omkap med os eller ligger dog tæt bag os, kiender kun meget Faa noget til Troens aandelige Fristelse og Anfægtning inden i os selv, saa alt hvad Mængden da skal ændse, maa udvortes komme til Orde, og naar da paa den ene Side de verdslige Love strængelig forbyde Papister, Baptister og alle fremmede Troes-Samfund at giøre Proselyter eller hverve Tilhængere i Riget, og paa den anden Side Troens indfødte Modstandere ikke vender deres Vaaben mod den bagvendte Tankegang, men netop ved Hielp af den be kiæmper Troen, som en gammel, i vore oplyste Tider uforsvarlig Overtro, da voxer 7Forvirringen daglig, og de Fleste, som endnu holder paa den Christne Tro, veed da hverken ud eller ind, opgiver sædvanlig alt aandeligt Forsvar, mistænker enhver Oplysning og slaaer sig til Ro med den Tanke, at de har dog igrunden Ret.

Først nu, da Papister, Baptister, Atheister og Mormoner ved Religions-Friheden har faaet anderledes Dristighed og Spillerum, og da en udmærket Haarkløver, forudsættende Christendommens muelige Sandhed, selv i den allerurimeligste Skikkelse, reiser Banner for hvad han kalder “det Ny Testamentes Christendom og forstaaer derved udelukkende Apostel-Skriften og Bogstavens Christendom, først nu begynder der at komme Oprør i Leiren, saa alle de, der har nogen Christen-Tro, føler Nødvendigheden af at forsvare den mod dem, som kiækt paastaaer, at vi ingen Christendom har eller kan have, og de, der hidtil rask sammenblandede eller forvexlede Bogen “det Ny Testamente” med den ny Pagt mellem Vorherre og os om en god Samvittighed og en salig Evighed, de nødes til at indrømme, at deres Tankegang har været, om ikke aldeles bagvendt, dog temmelig skiæv, saa den lader sig ikke længer forsvare.

Haarkløveren siger nemlig til dem: I og jeg er jo enige om, at det Ny Testamentes Christendom er den eneste rette, og I paastaaer jo, at den Christendom, I om Søndagen prædiker i Kirkerne, indprænter eders Confirmander, trøster eders Kirkegængere og Skriftebørn med, giver beskreven i eders Bøger, lader haandhæve af den verdslige Arm og lader eder besolde for at bevidne, 8lever flot med og faaer Titler og Ordener for, det er og skal være “det Ny Testamentes Christendom”, men enten kiender I jo slet intet til det Ny Testamente og er da blinde Veiledere, eller I maae selv vide, at det er Pokker ikke det Ny Testamentes Christendom, er soleklart det Modsatte, og saa er I jo, christelig talt, store Gavtyve. At nu Haarkløveren lader, som om han slet ikke kiendte den christelige Daabs-Pagt eller de christelige Saligheds-Midler: Daaben og Nadveren, eller som om det dog var Biting, der slet ikke kom i Betragtning, hvor Talen kun er om det Ny Testamentes Christendom, og at han, for at faae hele Christenheden til at synes det Ny Testamentes Christendom modsat, benytter sig af alle muelige Skole- Kneb og Finter, som om den sande Christendom umuelig kan findes, bevidnes og forplantes i en saakaldt Stats-Kirke, fordi denne i sin Heelhed er et uchristeligt Sammensurium, og som om alt hvad man kan anføre et Skriftsprog imod, var dermed for Tid og Evighed giort uchristeligt; men ved alt saadant sætter han dog kun den bagvendte Tankegang paa Spidsen og giennemfører den med ubøielig Strenghed, saa det bliver hver Dag klarere, at vil man ikke nødes til at give Haarkløveren Ret, da maa man begynde med selv at lade den bagvendte Tankegang fare, at Bogen “det Ny Testamente” skulde være den sande Christendoms egenlige Kilde, Grundvold eller Troes-Regel, thi dermed staaer og falder Haarkløveren som Christendoms-Kiender og Præste-Piner, og maa enten giendrive sig selv eller 9staae som Christendommens aabenbare Fiende og Fornægter.

Nu tvivler jeg dog ingenlunde paa, at jo alle de af os, der vil giælde for Christne, endsige da for Lys i Menigheden, vil finde, det var godt og meget nødvendigt, at vi fik den Oplysning, at vi ved Talen og Tvisten om vor Christendom, aldrig skal lade os narre til at begynde med, hvad Christendom hverken er begyndt med eller kunde begynde med: den Bog, som først blev skrevet og læst i den christne Menighed, men at vi altid begynde med, hvad Christendommen er begyndt og maatte begynde med, og som vi godt tør sige, Apostel-Skriften ikke blot forudsætter men bevidner, nemlig den Christne Troes mundtlige Forkyndelse, Bekiendelse og Beseigling, saa det ikke bliver et Spørgsmaal mellem de Christne og denne Verden, eller de Troende og de Vantro, men kun mellem de christelige Boglærde indbyrdes eller mellem dem og uchristelige Boglærde, først om vi har en ægte Apostel-Skrift, dernæst om dens Udstrækning og nærværende Skikkelse, og endelig om dens rette Fortolkning, dens Forhold til den ny Pagt og til den Christne Menighed, lutter lærde og tildeels meget omtvistelige Spørgsmaal, hvormed man, efter den bagvendte Tankegang, bebyrdede Menigheden, og istedenfor med Skriften at oplyse og bekræfte Troen, vakde og nærede alle mulige Tvivl hos dem, der ikke turde troe paa en enkelt Skriftklog eller paa den verdslige Øvrighed, som foreskrev hvad der skulde være den sande Christendom og rette Skrift-Fortolkning.

10Jeg har imidlertid en anden og endnu langt vigtigere Grund til at oplyse og bekæmpe den bagvendte Tankegang om “det Ny Testamentes” saakaldte Christendom, thi det er Livs-Grunden, der vel ikke kan giøres nær saa klar, som Lys-Grunden, vi nys omtalde, men som vi dog maa sætte øverst, fordi man kan dog leve taalelig godt i Tusmørke, men man døer ligesaa snart ved Dag som ved Nat, i Lys som i Mørke. Jeg har derfor ogsaa bestandig lagt Vægt paa, at det ny Liv, som er Delagtighed i Guds eenbaarne Søn, Vorherres 👤Jesu Christi retfærdige, sande og hellige, evig lyksalige Menneske-Liv, den kan kun meddeles os ved et mundtligt Ord af Gud til os, saa det er kun luftigt Sværmeri, naar man indbilder sig at have faaet eller at kunne faae dette ny, christelige Liv, enten af Luften, som Vinden blæser eller gjennem et Pennestrøg og en Bogstavskrift, eller ved et Guds Ord, der ikke tales til os, eller ved et Præste- Ord, Pave-Ord eller Skolemester-Ord til os, hvor sandt det end ellers kan være og hvor godt det end ellers lader sig kapitelfæste, saa at, naar Vorherre 👤Jesus Christus virkelig skal og vil frelse os fra Døden og skiænke os det evige Liv, da maa han ved sine egne Indstiftelser have efterladt sig paa Jorden et mundtligt Guds-Ord til os, der er “Aand og Liv,” kan frelse og saliggiøre os og kan vise, at vor Saliggiørelse er hans Gierning, hverken Pavens eller vor egen, idet at den Aand og det Liv, vi faaer af og ved hans Munds Ord til os, aabenbar er hans Aand og Liv, og ei vore egne eller nogen Andens.

11Denne min Tankegang om de saakaldte Indstiftelses-Ord ved Daaben og Nadveren, der meddele os Livet, ligesom den derfra uadskillelige Daabs-Pagt skaber Lyset og meddeler os Aanden, den falder vistnok endnu selv de fleste Troende fremmed, og det følger af min egen Paastand om alle Pennestrøgs og alle Bogstavskrifters aandelige Død og Magtesløshed, at jeg ikke kan tænke paa med min Pen og mine Bogstaver at gjøre noget levende Indtryk paa mine Læsere, men naar Aanden giør os til Skriftkloge, da lærer han os ligesaa vel hvad Skrift duer til som hvad den ikke duer til, og da den duer til at pege paa al Sandhed, saa skal jeg ogsaa bruge den til at pege paa Sandheden om det mundtlige Guds Ord, der alene fører den christelige Aand, det christelige Lys og det christelige Liv med sig.

Først skal jeg da bemærke, at Seendrægtigheden hos de Troende med at tilegne sig Sandheden om Herrens Munds Ord til os ved Daaben og Nadveren som Livs-Kilden, hvoraf hele vort levende Forhold til Vorherre 👤Jesus Christus, og i ham til vor himmelske Fader, udspringer, den har sin dybe Grund først i den papistiske Forblanding af Menneske-Ord med Guds-Ord, og dernæst i den protestantiske Forblanding af Mund og Pen, Tale og Skrift, baade i guddommelig og menneskelig Henseende, saa det er et stort Guds-Under, naar en saa dybt indgroet Fordom med Rod oprykkes. Det er derfor slet intet Under, at vi hundrede Gange kan baade tale og skrive derom, uden at man engang ret mærker hvad vi mener, 12eller kan forstaae, at vi derved bekæmper ligemeget baade den papistiske og den protestantiske Vildfarelse, skiøndt vi kan giøre det langt klarere, at det Guds-Ord, hvorved Himmel og Jord blev skabt, det Guds-Ord, som var i Begyndelsen hos Gud og var Gud, kunde umuelig selv være eller udledes af en Bogstav-Skrift, end vi kan giøre den Sandhed, at intet Menneske uden alene det Menneske 👤Jesus Christus, som er den eenbaarne Søn, Guds-Ordet i egen Person, kan tale et “Guds-Ord” i hele sin Kraft med Menneske-Tunge.

Derimod vil det sikkert hos alle sandhedskiærlige og troende Mennesker fremme den Oplysning, at, begribeligt eller ubegribeligt, er det nu engang saa i Herrens Menighed, at den levendegiørende Aand og det ny Liv kun meddeles os giennem Herrens Munds Ord til os ved Daaben og Nadveren, naar vi med al vor Tale og Skrift om Guds Rige stræbe at vække og skærpe Opmærksomheden paa de Aandens Frugter og Christendommens Virkninger, som ene kan bevise, at det ikke er Blændværk og tom Indbildning med den egne Aand og det ny Liv, som Herren har lovet sine Troende, og som vi rose os af at besidde. Alle sandhedskiærlige og troende Mennesker veed igrunden med dem selv og opdage det, saasnart de ret gaae i sig selv, at de er blevet og vil blive ved at være Christne, ene og alene fordi de troe, at Vorherre 👤Jesus Christus kan og vil skiænke dem og alle sine Troende en virkelig god Samvittighed og et sikkert og levende Saligheds-Haab, saa de 13kan let overbevise sig selv om, enten det er sandt eller ikke, at vi maa troe paa Daabs-Pagten og de andre Indstiftelses-Ord ved Daaben og Nadveren som Guds-Ord til os af Herrens egen Mund, for at faae Aand og Liv tilfælles med ham, thi kan vi uden det, Syndere, som vi alle er, faae en virkelig god Samvittighed, og Dødsdømte, som vi alle er, faae et sikkert og levende Saligheds-Haab, da har vi ogsaa Aand og Liv tilfælles med Frelseren, men kan vi ikke faae en saadan “god Samvittighed” og et saadant “Saligheds-Haab uden ved Troen paa hans Munds Ord til os, da nytter det os jo slet ikke, om vi kan giøre de stærkeste Indvendinger mod denne Troes Forsvarlighed eller optænke andre muelige Maader, hvorpaa vi finde det rimeligere at faae den evige Velsignelse, thi vi gik jo dog ligefuldt Glip ad den virkelig gode Samvittighed og det sikkre Saligheds-Haab, som vi søger hos Vorherre 👤Jesus Christus og tør ikke vente at finde hos nogen Anden, da vi troer, at kun han har det evige Livs Ord.”

Til denne vigtige Prøve: om det er ved hvad man kalder “det Ny Testamentes Christendom” eller ved hvad jeg kalder “Christendommen af Herrens egen Mund,” vi faaer en virkelig god Samvittighed og et sikkert, levende Saligheds-Haab i Vorherres 👤Jesu Christi Navn, dertil vilde jeg med disse Linier op fordre alle mine christne Læsere, da jeg er sikker nok paa, at, har de ikke vidst det før, skal de derved opdage, at det ikke var noget Nyt, jeg har hittet paa, men at det er Vorherres 👤Jesu Christi egen Saliggiørelses-Orden og 14Indstiftelse, jeg peger paa og med Munden, efter den Naade, som Gud ved sin Helligaand giver, stræber at sætte i Kraft og at giøre frugtbar til det Guds-Riges Tarv, som er Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand!