Grundtvig, N. F. S. Den Christelige Daabspagt

193

Den Christelige Daabspagt.

(Af N. F. S. Grundtvig.)


Da jeg først, netop for 30 Aar siden, begyndte at indskærpe den Apostoliske Troes-Bekjendelses Ret til at giælde for hele Menighedens Troes-Regel, og for Klippen, hvorpaa det aandelige Guds-Huus af levende Stene baade er opbygt og bestandig maa hvile, da glemde jeg vel ingenlunde med al Flid at pege paa Troes-Bekjendelsens Stilling i Menigheds-Livet, som Daabs-Vilkaar og Deel af den ny Pagt, der, ved Daaben efter Herrens Indstiftelse, skal oprettes med alle dem, der ved Daaben vil optages i Vorherres 👤Jesu Christi Menighed, men man var saa vant til at tage Skrift for Tale og Død for Liv i Aandens Rige, at det varede længe, inden jeg kunde faae vore Skriftkloge til engang at mærke hvad jeg meende, saa der findes kanskee endnu dem, der tænker, det er det samme som 👤Lessing engang, og efter ham 👤Delbrück i vore Dage, har paastaaet, at alle Christne skulde rette deres Tro efter hvad man læste i Kirke-Fædrenes Skrifter om den Apostoliske Troes-Bekjendelse som Menighedens Troes-Regel.

Nu har man dog for det meste opdaget, baade at jeg mener Troes- Bekjendelsen i Daabs-Pagten, som ikke maa søges i nogen Skrift, men høres ved Daaben, hvor den lyder som Daabens Vilkaar og som Udtrykket af den Christne Tro, hvorpaa vi døbes i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og hvor den maa forudsættes at 194have lydt eens for Menigheden ligefra Daabens Indstiftelse af Herren Selv, da det jo ligesaavel er Kiætteri at døbe i Herrens Navn paa andre Vilkaar end han har fastsat, som at døbe paa hans Vegne med en anden Daab end han selv har indstiftet.

Derimod bliver en heel Deel af vore Skriftkloge haardnakket ved at paastaae, at skiøndt Troes-Bekjendelsen ved Daaben maa agtes for uforanderlig, og kan ikke være udledt af Apostel-Skriften, da Daaben er ældre end Skriften og Apostlerne kun skrev til de Troende og Døbte, at desuagtet maa man ikke kalde Troes-Bekjendelsen og i det hele Daabs-Pagten et Ord af Herrens egen Mund, og hans egen Grund-Lærdom, hvorefter de Skriftkloge skal rette al deres Lærdom, da man dermed siges at fornærme Skriften og de Skriftkloge, ja vel endog at nærme sig Paven og Papisteriet paany.

Dette er saa aabenbar Vrævl, at det egenlig ikke nytter at svare paa det, thi enten veed de Godtfolk ikke selv hvad de siger, eller ogsaa de finder for godt, paa Skriftens og de Skriftkloges Vegne, gruelig at fornærme hele den Christne Menighed, som om Menigheden grundede sin Tro paa noget, den vel kaldte himmelfaldet, men vidste dog ingen Rede til, hvor det var kommet fra, og indrømmede selv, det var ikke kommet fra Herrens egen Mund, hvor Troens Ord dog nødvendig maa have hjemme, naar han selv deri skal være Klippen og Grundvolden, som Menigheden selv dog altid med Skriften har paastaaet, han skal og maa være. Saaledes kan man da ikke fornærme hele den Christne Menighed, 195uden dermed gruelig at fornærme Herren selv, thi var hele Menighedens Tro grundet paa noget andet end et Troens Ord af Herrens egen Mund, da havde Herren enten været saa skiødesløs at kræve en Tro af sin Menighed, som Saligheds-Vilkaar, uden engang at sige hvilken Tro, eller han havde været for magtesløs til at skaffe sig en Menighed, der vilde grunde sin Tro paa hans Ord.

Var det derfor sandt, hvad man har paastaaet, at vi, ved at hævde den apostoliske Troes-Bekiendelse, og i det hele Daabs-Pagten, som Ord af Herrens egen Mund og som det ufravigelige, men ogsaa eneste Vilkaar for det Gienfødelsens og Fornyelsens Bad, som Daaben efter Herrens Indstiftelse er, nærmede os Paven og hvad man har kaldt Papisteri, da gjorde det jo hverken fra eller til, thi ligesom 👤Luther holdt paa de tre Troes-Artikler, paa hele Daabs-Pagten og paa Daaben i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, skiøndt han godt vidste, han havde det altsammen tilfælles med Paven i 📌Rom, som havde blandet meget af sit Papisteri derimellem, saaledes maae vi jo ogsaa holde fast paa den eneste christelige Betragtning af Daabs-Pagten og af det uopløselige Baand mellem Troen og Daaben,” enten vi saa har den tilfælles med Paven eller ikke, og enten han har blandet noget af sit Papisteri deri eller ikke. Det er imidlertid ogsaa Vrævl med al den Snak om Pavens og hans Papisteries Sammenhæng med Daabs-Pagten, som et Ord af Herrens egen Mund og som det eneste Saligheds-Vilkaar, thi vel siger Paven meget rigtig, 196at man skal skille Daabs-Pagten og i det hele hvad vi kalder Sacrament-Ordet fra alt andet, under Navn af Herrens egen mundlige Meddelelse (Traditio Dominica), men han giør det ingenlunde selv, saa han hører i denne Henseende netop klarlig til de Skriftkloge, om hvem Herren byder at gjøre hvad de siger men ikke hvad de gjør, thi blandt alle skriftkloge Skolemestere er der aabenbar Ingen, der mindre end Paven følger eller kan være tjent med at følge hans eget gode Raad, og betragte Daabs-Pagten som Herrens egen Munds Ord og Salighedens eneste Vilkaar, eftersom derved Overtroen paa ham selv som 👤Christi Statholder, og paa alt hans Papisteri om Salighedens Vilkaar, er aldeles udelukt. Eller kan dog ikke enhver, som har sund Menneske-Forstand, begribe, at Paven i 📌Rom er det største Vrævle-Hoved under Solen, naar han først og fremmerst udraaber: hvo som har Øren at høre med, han høre! det er Herrens egen Munds Ord, at hvem der forsager Djævelen og alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og troer paa Gud-Fader og paa 👤Jesus Christus Hans eenbaarne Søn og paa den Helligaand, alt som vor apostoliske Troes-Bekjendelse lyder, hvem der giør det og lader sig døbe derpaa i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, han har med den Helligaand faaet Fred med Gud ved Syndernes Forladelse, og er gjenfødt til det evige Liv og skal fornyes derefter af den Helligaand, naar Paven først og fremmerst udraaber det, men derpaa tager os ved Ærmet og siger: det var nu Her rens Ord og Indstiftelse, men hør nu hvad jeg, som 👤Sanct Peders Efterfølger, Himmerigs Dør197vogter og 👤Christi Statholder, har at melde, og det er, at vil du blive salig, ja, vil du ikke udelukkes af den hellige Kirke og overandvordes til Satan og brænde i Skiærsilden, da maa du gjøre og lade alt hvad jeg faaer isinde at byde og befale! Naar derfor vore høilærde og sprænglærde Folk synes ikke at kunne fatte saa soleklar en Sandhed, da er det kun, fordi de har den ubehagelige Følelse, at det gaaer igrunden dem med Daaben og Daabs-Pagten, ligesom det gaaer Paven, saa de vrævler ogsaa utilladelig, naar de først opretter Daabspagten med os og døber os paa Herrens Vegne, med den Forsikkring, at vi derved faaer Syndsforladelse og gjenfødes af Aanden til det evige Liv, og derpaa fortæller os, at vil vi blive salige, da er der meget andet som vi, paa deres Ord, som skriftkloge Sjælesørgere, maae troe og gjøre, da vi ellers, trods Daabs-Pagten, med samt vor Tro og Daab efter Herrens Indstiftelse, med “hans Fred” og den “evige Velsignelse i det himmelske Bad” gaaer Glip ad den evige Salighed.

Men naar vi nu, som vi maae, for urokkelig at blive ved 👤Christus og “👤Christi Lærdom”, lade alt Vrævlet, baade det papistiske og det protestantiske Vrævl om Salighedens Sag fare, kan vi da ogsaa, uden Vrævl, forsvare vor christelige Betragtning af Daabs-Pagten, som et Ord af Herrens egen Mund og det eneste Saligheds-Vilkaar, uagtet vi bekiender Tro til Skriften og Trang til Nadveren.

Dette har man i den senere Tid dristig benægtet, saa at om det end var sandt, at Papisterne vrævlede, og at de protestantiske Skriftkloge vrævlede, saa vræv198lede dog Grundtvigianerne ogsaa, og maatte derfor selv indrømme, at deres Modstandere godt kunde have Ret, skiøndt de vrævlede.

Nu være det langt fra mig at paastaae Umuligheden af, at enten mine Venner eller jeg selv kan vrævle, og har sikkert ogsaa vrævlet lidt engang imellem, men jeg tør derfor ligefuldt paastaae og trøste mig til at kunne bevise, at om Daaben og Daabs-Pagten vrævler jeg ikke og har ikke vrævlet, siden jeg fik Øinene op for den soleklare Sandhed, at ligesom Gienfødelsen, den aandelige Fødsel, er det aandelige og evige Livs virkelige og eneste kiendelige Begyndelse, saaledes er Daabens eneste Vilkaar ogsaa Salighedens eneste Vilkaar, dersom ellers Daaben efter Herrens Indstiftelse virkelig er Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand. Denne Sandhed modsiges nemlig ingenlunde men forudsættes netop og bestyrkes ved den Oplysning, at vi har en Apostel-Skrift, der forudsætter netop denne Tro og Daab, netop disse Saligheds-Vilkaar, og tjener i mange Maader til at oplyse og forklare baade Daabs-Pagten, Daabs-Ordet og det ny Liv og Levnet, som vi i Daaben fødes til, ikke af forkrænkelig men af uforkrænkelig Sæd, det levende Guds Ord, som varer evindelig, og ved den Oplysning, at vi ikke blot i Daaben har en Indstiftelse af Herren til Saliggiørelsens Begyndelse, men har i Nadveren ogsaa en Indstiftelse af Herren til Saliggjørelsens Fremme og Fuldendelse, saa det ny Menneske-Liv i Herrens Aand, der ved Fødselen i Daaben er spædt og svagt, som alt Menneske-Liv, selv Herrens eget ved Fødselen af Moders-Liv, det Liv forefinder ved Daaben 199i Forsagelsens, Troens og Bønnens Ord, den Moders-Mælk, hvorefter Apostelen skriver, vi, som nyfødte Børn, skal hige, og forefinder paa Herrens Bord, i den saakaldte “haarde Tale” om at æde Menneske-Sønnens Kiød og drikke hans Blod, den “haarde Mad”, som nærer og styrker Livet til at naae sin fulde Væxt og vinde sin Krone.

Vilde derfor Nogen sige til os: vi troer vel i vort Hjerte alt hvad vi ved Daaben har bekiendt, og har den Tro til Herrens Daab, at den er i Sandhed et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, men just derfor troer vi ogsaa, at vi har Nok deri til Salighed, og vil slet intet have med den saakaldte Apostel-Skrift at giøre eller modtage dens Oplysning enten om Skabelsen, eller om Herrens Fødsel, Lidelse, Død, Opstandelse og Himmelfart, og vil heller intet have med Nadveren at giøre, som I kalde Deelagtiggjørelse i Herrens Legem og Blod; da vilde vi ikke vrævle og sige: ja, saa er I slet ikke Christne, saa er Eders Tro forgjæves og Eders Daab ugyldig, Eders Saligheds-Haab forspildt, men vi vilde sige: tager Eder vel i Agt, at I ikke lyver for Herrens Menighed i dette Stykke, thi da lyver I for den Helligaand, og vi kan ikke troe, det er sandt hvad I siger, at I troer Alt hvad I ved Daaben har bekiendt og troer paa Daabens Kraft til Gjenfødelse og Fornyelse i den Helligaand, og forkaster desuagtet ikke blot hele den christelige Lærestands Vidnesbyrd om Skriften, men hele Menighedens Vidnesbyrd om Nadveren. Imidlertid, det bliver Eders egen Sag, om I udelukker Eder selv baade fra Skriftens Oplysning og fra Nadverens Velsignelse, og vi tvivler ikke paa, 200at saafremt I alligevel, hvad vi dog ikke troer, kan staae fast i Troen og trøste Eder ved Daaben, da vil Sandhedens Aand ogsaa drive Eder baade til Nadveren, som Bordet i Himmeriges Rige, og til Skriftens Oplysning, som er uundværlig til Guds-Menneskets rette Dannelse.

Vender vi nu tilbage til Daabs-Pagten, da kan der vel fra de Skriftkloges Side møde os langt flere Indvendinger end vi enten kan besvare eller forudsee, mod dens Tilstrækkelighed, som det eneste christelige Vilkaar for Saliggjørelsen, men da det ligefuldt staaer fast, at Daabs-Pagten er det eneste Vilkaar for Daaben efter Herrens Indstiftelse, saa blive alle slige Indvendinger med Nødvendighed enten Indvendinger mod den aandelige Gienfødelse og Fornyelse i Daaben, eller Indvendinger mod Herrens Viisdom, der kun satte dette Vilkaar for Daaben, altsaa aabenbar uchristelige Indvendinger, som kun blive latterlige, naar man ikke tør være deres Uchristelighed bekiendt, men vil grunde dem paa de Christnes egen hellige Skrift, eller paa Nadveren, som netop udelukkende er et Saligheds-Middel for de Troende og Døbte med denne Daabs-Pagt.

Naar derfor de Skriftkloge med megen Ophævelse fortælle os, at de i vor Daabs-Pagt savner enten Forpligtelsen til Hellig hed, som dog, efter Skriften saavelsom efter Fornuften, maa paahvile den, der skal blive salig, eller Forpligtelsen til Kiærlighed, som baade kræves af Skriften og forudsættes ved Nadveren, mens der i hele Daabs-Pagten end ikke findes et Ord om Gienløsningen og Forsoningen ved 👤Christi Blod, som dog saa udtrykkelig fremhæves ved Nad201veren, og hvorpaa især Apostelen 👤Paulus har lagt Vægt som Christendommens Hoved-Lærdom, da maatte alt dette, om det var sandt og om de saakaldte Mangler virkelig gjorde Daabs-Pagten uskikket til at være det eneste Vilkaar for Saliggiørelsen, ene falde ham til Last, som har indstiftet Daaben og indrettet Pagten, saa han blev lige uefterrettelig og utilforladelig, om vi end nok saa flittig stræbde at raade Bod paa Manglerne hos ham, og fornægtede derved den Tro paa 👤Jesus Christus, som vi bekiender, thi Discipelen er jo ikke over sin Mester, men den udlærte Discipel skal være som hans Mester.

Uagtet vi imidlertid hverken kan eller vil paatage os at forsvare Vorherres Viisdom mod alle tossede Indvendinger, saa skal vi dog, baade for Herrens og Menighedens Skyld, oplyse de Selvkloges Taabelighed, naar vi seer den, og naar man saaledes savner allehaande Forpligtelser i Daabs-Pagten, da kommer det jo af, at man tager for en Lov, hvad der er et Evangelium, ikke et Paabud om hvad vi skal giøre og lade for at blive salige, men et Tilbud om at giøre os salige, naar vi ærlig vil gaae ind paa Herrens Vilkaar. Forsager du og troer du, siger Herren, saa døber jeg dig med den Helligaand, saa at naar man vil giøre nogen Indvending herimod, da maa det være, enten at Vorherre 👤Jesus Christus ikke har Magt til at døbe med den Helligaand, eller at han dog ikke har Ret til at døbe saaledes paa disse Vilkaar, thi alle andre Indvendinger er grebne ud af Luften, hvor Talen ikke er om Salighed af Gjerninger men om Saliggiørelse uforskyldt af Guds Naade. Kunde derfor Herren forsvare sin berømte Kierne-Præ202diken: Guds Rige er nær, omvender Eder og troer Evangelium! da kan han ogsaa godt forsvare sin Daabs-Pagt, der ved Døren til Guds Rige udtrykkelig siger os hvad han mener med at omvende sig og troe Evangelium, og vi tør godt paastaae, at kunde Vorherre 👤Jesus ikke saliggiøre den, der ærlig siger Ja til de Spørgsmaal, han giør dem ved Daaben, da kunde han slet ikke saliggiøre Syndere, som jo dog er baade hvad han, efter Skriften, kom for, og hvad vi arme Syndere behøver ham til, thi hvem der allerede er hellig og reen, behøver ingen Renselse, og hvem der allerede elsker Gud af ganske Hjerte og Næsten som sig selv, behøver ingen Frelser fra Fortabelse, men er det evige Liv saa vis, som den, der allerede lever det, alt efter Herrens Ord til den Skriftkloge: giør det, saa lever du.

For Resten er det jo mærkeligt nok, at man har savnet et udtrykkeligt Ord om “Hellighed” hvor vi baade bekiender Tro paa den Helligaand, beder om Optagelse i den hellige Menighed og haaber alt i de Helliges Samfund, eller at man har savnet Hensyn paa Kiærlighed, hvor hele den christne Tro aabenbar udspringer af Troen paa Guds Faderlighed, altsaa Kiærlighedens evige Kilde.

Noget anderledes er det vel med Daabs-Pagtens Taushed om, at Synds-Forladelse og evigt Liv er Virkningen af Herrens Lidelse, Død og Opstandelse, thi denne Taushed maa vel altid ved første Øiekast forundre og kan maaskee et Øieblik ængste en skriftklog Christen, men det kommer dog blot deraf, at vi skriftkloge Folk, selv naar vi har søgt og fundet Livet, dog idelig fristes til mere eller mindre at glemme 203Livet over Bøgerne; thi saasnart vi sætter os levende ind i Forholdet, som det var fra Begyndelsen og som det altid skal be tragtes, da falder baade Uroen og Forundringen bort og giver Rum til Beundring af Herrens Viisdom. Der var nemlig Ingen i de første Dage, der døbdes, før de havde hørt Forkyndelsen af det glædelige Budskab om Guds Søn, som blev Menneske, leed, døde og opstod for os, saa alle de der lod sig døbe, gjorde det kun for at faae Deel i den Salighed, som 👤Jesus Christus i Liv og Død havde forhvervet, saa det var en følgelig Sag, men fordi Herren ikke kunde eller vilde forlange mere af et Menneske ved Daaben end det var det gamle Menneske mueligt at fatte, fæste Lid og sige Ja til, derfor krævede han ikke Bekiendelse af den Tro paa Fællesskabet mellem Herren og hans Menighed, hvorved alt vores bliver hans og alt hans bliver vores, da det er hvad først det ny Menneske kan opvoxe til at fatte, og som derfor først Herrens Ord i Nadveren til sine Giæster udtrykkelig bevidner.

Til Slutning skal jeg sige mine Medchristne, hvorfor jeg skriftlig har svaret saa lidt paa alt det meget, der er skrevet mod Troes-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, som hele Menighedens guddommelige Troes-Regel og et levende Guds-Ord af Herrens egen Mund.

Tildeels er Grunden den, der ligger i Stridens Beskaffenhed, da Munden umulig kan hævde sit Fortrin for Pennen ved en Penne-Feide, men kun ved selv at udrette hvad Pennen aabenbar ikke kan: udtrykke og meddele Aanden og Livet, som Pennen kun kan betegne og pege paa; men jeg har 204dog ogsaa en anden Grund, der udspringer af Sagens og Spørgsmaalets Beskaffenhed.

Jeg veed nemlig med mig selv, at selv som skriftklog Præst af 👤Morten Luthers Skole følde jeg en dyb Trang til et kiendeligt Ord af Herrens egen Mund, der kunde tjene til en gyldig Regel baade for Menighedens Fælles-Tro og for den christelige Lærdom og Skrift-Fortolkning, og som tillige kunde være et guddommeligt Meddelelses-Middel for Aanden og Livet, som vor Prædiken ingenlunde er, og som Skriften endnu mindre kan være, og denne dybe Trang, som jeg er vis paa, alle troende Skriftkloge og alle noget oplyste Christne maae dele med mig, den Trang var det, jeg fandt, og er det, jeg daglig klarere og gladere finder tilfredsstillet ved Sacrament-Ordet i det Hele, som Apostlerne har meddeelt os, ligesom de modtog det af Herren, og da baade først og sidst ved Troes-Bekiendelsen i Daabs-Pagten, som den Klippe, hvorpaa hele Menighedens Tro skal hvile, og hvoraf det “levende Vand” udspringer, som hos alle de Troende bliver et Spring-Vand til evigt Liv.

See, derfor veed jeg ogsaa, at det christelige Spørgsmaal i denne Sag er ingenlunde, om vi kan hitte paa Indvendinger for at snoe os fra Ordet af Herrens egen Mund, men det christelige Spørgsmaal er kun, om vi for Herrens og Sandhedens Skyld tør troe, at vi ved Herrens egne Indstiftelser forefinder dette Troens og Haabets og Kiærlighedens Guddoms-Ord af Herrens egen Mund i sin fulde Kraft, hvortil vi alle føle en nødvendig Trang, som Herren paa en eller anden Maade maa baade 205kunne og ville afhjelpe. Hvem der vil snoe sig fra Troen og fra Herren kan vi ikke forhindre, og hvem der ikke vil det, vil heller aldrig snoe sig fra Herrens egne Ord ved Daaben og ved Nadveren, eller snoe sig fra sin Daabs-Pagt, hvori vi ene kan finde vort Samfund med Faderen og Sønnen og den Helligaand, i hvis Navn vi er døbte.