👤Adam Oehlenschläger.
Den 26. Januar 1850.
1.
✂
247
(PS)
222
(US)
Et Sorgens Budskab 📌Norden gjennemsuser
Som Vinter-Stormen over Blomster-Grav,
Det ►Danneqvindens Hjerte gjennembruser
Som Vinterstrømmen i det vilde Hav:
223
(US)
Det Sorgens Budskab: død er 👤Oehlenschläger,
Tre Rigers Yndling, 📌Nordens Hoved-Skjald!
Hans Mesterhaand ei meer paa Harpen ►leger,
Guldharpen med det ►fulde ►Tonefald!
Med ham paany er falmet Oldtids Glands,
Med ham har 📌Norden tabt sin Laurbærkrands.
✂
248
(PS)
Dog ►stille! Skjalden er ei død, han sover
Som Vinter-Marken til en deilig Vaar,
Som 📌Nordens Aand i Tidens Vinter-Vover,
Hvoraf paany han seierrig opstaaer;
2Thi han opstod i 👤Adam Oehlenschläger,
Besang sin ►Kjæmpedaad og Heltedød,
Og tømte ud det store ►Bragebæger,
Saa ►Kjæmpeløftet ►trindt i 📌Nord gjenlød;
Han holder Ord, saa atter høit i Sky
Skal af hans Ord, som af hans Kvad gaae Ry!
✂
Og Sjælen, som sig frydet har i Aanden,
Stormanden, som var Menneske og Skjald,
Han barnlig fromt sig trøsted i ►Dødsvaanden
Ved meer end ►Brage-Harpens Tonefald,
Ved meer end Krandsene, som Fingre binde,
Ved meer end Eftermælets Efterklang,
Ved meer endnu end Hjerternes ►Kjærminde,
Som senest visne vil i 📌Dannevang,
Ved meer end Verdens Kløgt har gransket ud:
Ved Sjælens Liv for evig hos sin Gud!
✂
Saa hviil da, ►Støv af Sjælens skjønne Bolig,
Til Hvile fulgt som ►Støvet af en Drot,
Hvor hjemligt Muld omfavner Dig fortrolig,
Tildækker Dig med Tæppet himmelblaat!
Vi spaae den Sjæl, som sig i Dig har speilet,
Saa skjøn en Bolig, som i Aanden tit
Vor Skjald har seet og ►malt, og til den beilet,
Med den at svæve over Jorden frit;
Thi ham, som os har spaaet ►Bod for Savn,
Vi spaae Forklarelsen i 👤Jesu Navn!
✂ N. F. S. Grundtvig.