Grundtvig, N. F. S. ADAM OEHLENSCHLÆGER. Et Mindeskrift om Festen den 14. November 1849



1

👤ADAM OEHLENSCHLÆGER.
ET MINDESKRIFT
OM FESTEN DEN 14. NOVEMBER 1849


KJÖBENHAVN.

UDGIVET AF ”FESTCOMITEEN”.

2
3

👤ADAM OEHLENSCHLÆGER.
Et Mindeskrift
om Festen den 14. November 1849.

Sange og Digte

af

👤Th. Overskou, 👤C. Hauch, 👤A. Oehlenschlæger, 👤H. P. Holst, N. F. S. Grundtvig, 👤H. C. Andersen, 👤J. L. Heiberg, 👤Fr. Paludan-Müller, 👤O. Bang, 👤H. Hertz og 👤Chr. K. F. Molbech.

Taler

af

👤H. C. Örsted, 👤H. N. Clausen, N. F. S. Grundtvig, 👤H. Martensen, 👤J. N. Madvig, 👤Baron v. Lagerheim og 👤E. C. Tryde.


Udgivet af ”Festcomiteen”.

Kjöbenhavn. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1

16Enigheden i vort Norden
Loke vel har længe spildt,
Haab om den ved Lyn og Torden,
Det var ogsaa alt for vildt;
Men ved Mindekvad af Brage,
Ved Guldstrængens gamle Klang,
Vender Enighed tilbage,
Alt som Vaar ved Fuglesang.

2

Enighed paa Nordens Tunger
Det er ikke hip som hap,
Men som Vaarens Fugle sjunger
Med sit Næb enhver omkap,
Enes dog om lydt at love
Livets Fryd og Vaarens Glands,
Himlen blaa med grönne Skove,
Engens favre Blomsterkrands.

3

Enes saa skal Nordens Skjalde,
Saa og Nordens Folkefærd;
Med sit Navn skal hver sig kalde,
Saa det höres fjern og nær,
Enes godt dog om at prise
Alt, hvad Livet blomstrer ved,
Enes altid om at vise
Nordisk Broder-Kjærlighed.

4

Og som alle Sangens Fugle
Fælles Sag mod Hög og Örn,
Gjör Fostbrödrene i Thule
Fælles Sag mod Ulv og Björn,
17Fælles Sag med Lövebanner,
Friheds Sag i ædel Pagt,
Mod al Jorderigs Tyranner,
Vold og Svig i hver en Dragt.

5

Held os, Venner! Asa-Brage
Slog Guldharpen midt blandt os,
Gjör det end paa gamle Dage,
Fimbul-Vinteren til Trods!
Derom skal i Sang og Sage
Ry med Roes gaae op og ned,
Med os klinker Asa Brage:
Skaal for Nordens Enighed!

Der er aabenbar ingen Skaal, man i 📌Danmark for Öieblikket kan udbringe med en bedre Samvittighed end den, jeg skal have den Ære at foreslaae, som er en Skaal for Enigheden i vort 📌Norden: Enighed mellem de mærkværdige Smaafolk Danske, Svenske og Norske, som fra Arildstid med Ære har beboet og besidt vore tre nordiske Riger; thi om her end skulde findes Dannemænd, som er bange for det skandinaviske Selskab, og al anden Skandinaviskhed, saa kan her dog ingen Dannemænd findes, der jo baade ifjor og iaar til har önsket, at hele 📌Norden vilde være enig om at hjelpe og forsvare det kjære 📌Danmark!

Jeg tör da nok forudsætte, at vi i 📌Danmark aldrig mere vil savne gode Önsker for 📌Nordens Enighed, naar man blot ikke forvexler den med 📌Nordens Eenhed,” der vist nok kan tages i en meget gal Forstand, ja, skjöndt det er meget sagt, i ligesaa gal Forstand som 📌Tydsklands Eenhed” i 📌Frankfurt am Main. Sagen er nemlig den, at Eenheden af Folk og Riger kan let blive for stor, 18som ogsaa 📌Nordens Eenhed vilde blive, dersom 📌Rusland opslugte hele 📌Norden; men Enigheden mellem skikkelige Folk kan aldrig blive for stor, og skjöndt den ifjor begyndte meget godt mellem os og vore nordiske Grander, saa er den dog endnu saa lille, at vi maae önske den Væxt i Dagetal, og hvad vi i denne Henseende önsker kan vi ogsaa godt vente, eftersom Nordens Guder, der naturligviis paa et Haar ligne 📌Nordens Aand, de var altid meget enige, saa det var kun Loke, der gjorde Klammeri, og naar han gjorde det for grovt, da veed vi, at Thor smed ham paa Dören.

Ved “Nordens Guder” kommer vi desuden her naturligviis strax til at tænke paa Skjalden, der vakte 📌Nordens Guder af den lange Dvale, som de tydske Lærde vel tænkte, skulde været en evig Sövn, men tog dog, som saa tit, og som vel var, mærkelig feil, og ved at tænke paa 📌Nordens Hoved-Skjald, 👤Adam Oehlenschlæger, kan vi faae et deiligt Forbillede paa Enighed i 📌Norden, thi da han, for et halvt Aarhundrede siden, först slog paa den ægte nordiske Stræng, som vi kalder “Brages Guldharpe,” da vaagnede alle lydhöre Folk i 📌Norden og enedes prægtigt om at lytte, og vel var vi mange i alle tre nordiske Riger, som siden slog paa samme Stræng, hver efter Evne og hver paa sin Viis, som alt maa gjöres, der skal due noget; men vi er allesammen enige om, at vi har lært af ham, og at han er vor Mester!

See, saaledes er det, jeg önsker, at Folk i 📌Norden skal blive enige i det hele med 📌Nordens Aand og Nordens Guder, Loke naturligviis fraregnet, men saa i det enkelte gjöre Hver sit Bedste, og saaledes har jeg den Ære at udbringe Skaalen for 📌Nordens Enighed!


29Selskabet har önsket at jeg skulde overrække Dem Laurbær-Krandsen fra Danske Qvinder, og Selskabet önsker det jo, fordi alt fyrretive Vintre er henrundne, siden jeg hilste Dem som den Hoved-Skjald i 📌Norden, De nu i hele 📌Norden med Hylding erkjendes for; men det fölger af sig selv, at denne Krands ei faaer sit Værd fra den, der overrækker, men fra dem, der bandt den, og 30Dem behöver jeg ikke at sige, hvad der gjör Krandsen fra Dannekvindens Hænder dyrebar! Derfor vil jeg kun bemærke, at Dannekvindens Ærekrands til Skjalden har en egen magelös Glands, fordi det er i 📌Danmark alene, man har det Oldsagn, at Folket, da deres gamle Kongestamme var uddöd, virkelig rakde Kronen til Hoved-Skjalden Hjarne! Gid De da længe lyslevende maa bære Krandsen med Krone-Glands, som vi veed skal omstraale Navnet, mens Bögen har Löv og Dannekvinden har Hjerte!


Naar De har tömt 👤Adam Oehlenschlægers Skaal, da har De dermed, efter mine Tanker, drukket alle de fölgende Skjaldes og Konstneres Skaal i 📌Norden, thi som Skjald taaler Ingen at nævnes ved Siden ad ham; men da vi ved en lille venlig Uorden er kommet til at nævne flere Navne, beder jeg om Lov til ogsaa at nævne et, og gjör det saameget dristigere, som det egenlig er Navnet paa en Skjaldinde, der kan staae ved Siden ad den störste 31Skjalds, uden at bilde sig det mindste ind, fordi Skjaldinden er ikke Skjaldens Medbeiler, men hans Medhjelp, som Ydun var Brages! Jeg skjönner nemlig ikke rettere end at 👤Bernhard Ingemann forholder sig omtrent til 👤Adam Oehlenschlæger som Ydun til Brage, som Kæmpevisen til Asamaalet, som Middelalderen til Oldtiden og med eet Ord: som Guld-Æblerne i Skiödet til Guld-Harpen i Favnen! –