↩ Det er nemlig soleklart, i det Mindste for mig, at dersom vi, midt i ►Folkelighedens Aarhundrede, som det Nittende er, endnu ikke har faaet eller vil have andet Begreb om Dansk end Utydsk, ligesom Polakkerne ved Polsk kun synes at forstaae urussisk, upreusisk og uøsterrigsk, da maa det snart gaae 📌Danmark ligesom det gik 📌Polen, thi da havde vi enten aldrig havt, eller havde dog tabt vor Berettigelse til at være et Folk og at udgjøre et Rige i virkelig, menneskelig Forstand, og dog kunde intet være urimeligere med et Folk, som det Danske, hvis lille Kongerige, under en meget farlig Beliggenhed, er blevet saa ældgammelt, at Ingen veed, i hvilket Aarhundrede, end sige da, hvad Aar det er stiftet, thi her beviser den blotte Alder, at der maa have været et meget stærkere Sammenhold i det lille Folk, med sit lille Fæderneland og sit uanseelige Modersmaal, end Nogen ►paa fri Haand skulde formode. Tidens Tand er jo ►vist nok ►bidhvas, saa det kan synes rimeligt nok, at den dog tilsidst maatte faae Bugt med det lille seilivede Danske Folk, der ►syndes at ville trodse den, ja, mange tør vel endogsaa mene, det var rimeligt nok, at det ældgamle Folk selv kunde være træt af Møie og mæt af Dage, selv finde, det var til ingen Nytte mere i denne Verden, ja, finde, at fremfor alt i disse urolige Tider var det 4bedst at ligge i sin Grav, med en kiøn Latinsk eller Tydsk Gravskrift over sig, hvori der stod med forgyldte Bogstaver, at det Danske Folk med samt sit Modersmaal var salig hensovet og skulde hvile i Fred. Dette er nu imidlertid slet ikke min, og jeg tør sige, heller ikke den Danske Tankegang, for, hvad Tiden og dens hvasse Tand angaaer, da tænker jeg: Tiden er jo selv meget ældre baade end du og 📌Danmark, saa den maa dog vel, ligesom vi, have bidt sine bedste Tænder istykker, og i alle Maader have lært at ►fare i Mag og lade skikkelige Folk leve, saalænge de kan, og Tiden i 📌Frankrig har jo desuden høitidelig afskaffet Dødsstraf for politiske Forbrydelser, saa hvis det Franske Folk, trods alle sine politiske Forbrydelser, kan beholde Livet, mister det forholdsviis uskyldige Danske Folk dog ►vist ikke nu sin Smule Liv, ►uden det skulde giøre en Ulykke paa sig selv. Hvad nu det angaaer, at giøre en Ulykke paa sig selv, da hører man vel ikke sjelden, at det skeer i 📌Danmark, men det skeer ogsaa i 📌England og 📌Frankrig, hvor man derfor dog aldrig tænker, at hele Folket kunde ►falde paa med Forsæt at giøre det Samme, og hvad mig selv angaaer, saa, skiøndt jeg ogsaa føler, jeg bliver ældre hvert Aar og har havt det surt nok i denne syndige Verden, saa finder jeg dog ikke mindste Lyst til at tage mig selv af Dage, allermindst i disse bevægede Tider, da jeg meget mere kommer min Børnelærdom ihu, at ►i rørte Vande 5er godt at fiske►, og glæder mig derover baade paa egne Vegne, og paa 📌Danmarks, som jo er et gammelt Fiskerleie, der stod sig godt, mens Sildene vrimlede saaledes i 📌Øresund, at man, som gamle 👤Saxo skriver, kunde slaae dem med Aarerne og tage dem med Hænderne. Vel falder det mig ind, at for tolvhundrede Aar siden, eller ►saa ved et Pas, skal der have været en ældgammel Konge i 📌Danmark ved Navn ►Harald Hildetan, som, da han havde mistet sine Hildetænder (Huggetænder), blev kied ad Livet, og opæggede derfor selv med ►Flid sin Frænde Kong ►Ring paa ►hin Side 📌Sundet til at møde sig paa 📌Braavalle-Hede, hvor han da ogsaa faldt, efter at have været forsynlig nok til selv at lade sin Gravskrift riste med Runer i en Klippe; men dels agter man jo nu det Hele baade om ham og alle vore ældgamle ►Danekonger for idel ⓘ Æventyr, og Runeskriften paa 📌Runemo for lutter Narre-Streger, og dels saa varsler netop dette i mine Øine høist ►mærkværdige Danske Oldsagn en ganske anden Vei. For det Første var det nemlig i alt Fald ikke Lyst til Døden, der, efter Sagnet, drev ►Harald Hildetan til 📌Braavalle-Heden, men ►heller Frygt for Døden i sin værste, ►kiedeligste Skikkelse, som “Straa-Døden” ogsaa i mine Øine er, saa han tænkde kun, som det Danske Ordsprog lyder: ►ligesaagodt springe i det, som krybe i det, og dernæst anmærker de Gamle selv, at det var udentvivl kun hvad man kalder Folke6snak, at det store ►Braavalle-Slag, hvori alle det gamle 📌Nordens ►Kæmper mødtes og de Fleste faldt, skulde havt saa urimelig en Grund, da man dog selv høit oppe i 📌Norge havde hørt, det var, som sædvanlig, en ►Falske-Blakke, ved Navn ►Brun, der havde sat Splid mellem Kongerne paa begge Sider ad 📌Øresund, saa de foer i Harnisk for at ødelægge hinanden, og at den samme ►Falske-Blakke baade kiørde for ►Harald Hildetan til Valpladsen og slog ham ihjel under Kampen, da han ►saae sit Ram. See, det er der Rimelighed i, og naar de Gamle lægger til, at den ►Falske-Blakke var udentvivl ►Odin selv, som fra Arildstid havde været de Danskes Skytsaand, men var nu blevet kied ad dem, ligesom ►Stærkodder, da er jeg vel for ►godevenne med gamle ►Odin til at tage det bogstavelig, men da ►Stærkodder ►Odinsfostre, vor gamle ►Staabi, virkelig, efter Alles Sigende, var paa den anden Side i ►Braavalle-Slaget, saa tør jeg ikke nægte, der ►jo, paa Aandens Sprog, var noget deri, saa at med deres gamle Kong ►Hildetan opgav det gammeldanske Folk ogsaa paa en Maade Aanden, uden at det dog nær saa meget var Aandens, som det var Dødens Skyld.