Forord.
✂ Ordene “Tydsker” og “Svensker” kiender og bruger alle vore ►Skrivere, men Ordet “Dansker” seer man aldrig, og mange kunde maaskee endog mene, det var et selvgjort Ord af min Pen, dersom det ikke ►alt for tohundrede Aar siden, ved en ganske ►besynderlig Hændelse, var ført til Bogs af 👤Shakspear i hans ►“Danske Prinds Hamlet”, og dette slaaende Beviis paa, at vore Boglærde ►sædvanlig reent “havde glemt hvad de hed” forklarer kun alt for godt den tykke Uvidenhed om og Ringeagt for alt hvad der kun er Dansk, som desværre kun alt for kiendelig hersker i vor ►Læseverden.
✂ Tænkde jeg nu, at der kunde raades Bod paa denne al 📌Danmarks Ulykke blot ved at skrive et Ugeblad ved Navn “Danskeren”, og deri, saavidt mueligt, betragte alt med Danske Øine og beskrive alt med Danske Ord, da var jeg ►vist nok en Nar, fordi min Danske Pens Skæbne i Løbet af fyrretyve Aar ellers maatte gjort mig meget klogere; men jeg ►fortvivler dog endnu ikke om, at 📌Danmark ►jo ved ►allehaande Mid2ler kan vindes for Danskheden, og et af Midlerne, om end et af de allermindste, har jeg fundet, er et virkelig Dansk Ugeblad, som i denne forvirret bevægede Tid kunde hjelpe gode ►Dannemænd til at forstaae sig selv og hinanden, og vel er det et Vovestykke for mig, paa mine gamle Dage, uden synderligt Haab om Bistand af yngre Penne, at begynde paa Sligt, men jeg er nu engang en gammel Vovehals i den Danske ►Læseverden, og tør ikke lade noget uforsøgt, som muelig kunde bidrage til Danskhedens Redning fra det store Skibbrud, der aldrig truede den ►øiensynligere end nu.
✂ Desuden, saa naar jeg seer tilbage paa de sidst forløbne Maaneder, da opdager jeg strax, at det har været mig umuligt at skrive om andet end 📌Danmark og Danskhedens Fare og Frelse, og deres mørke og lyse Udsigter for Øieblikket, medens jeg paa den anden Side slet ikke kunde overtale mig til, efter Sædvane, at udgive et saakaldt “Flyveskrift” derom, da især min ►“Lykønskning til Danmark med det Danske Dummerhoved og den Danske Høiskole” har lært mig, at det var kun “►Liggeskrifter” jeg hidtil fik udgivet om Danskheden. Om nu dette Ugeblad kan faae bedre Kaar og virkelig blive et “►Flyveblad”, det er ►vistnok et stort Spørgsmaal, men just derfor maa jeg ogsaa finde det Umagen værd at prøve, for ikke siden at høre den Bebreidelse især af mig selv: det var dog immer mueligt, og ingenlunde ►urimeligt, at netop i det ►nærværende 3Øieblik et Dansk Ord kunde finde et Dansk Sted i vor lille ►Læseverden.
✂ Det er nemlig soleklart, i det Mindste for mig, at dersom vi, midt i ►Folkelighedens Aarhundrede, som det Nittende er, endnu ikke har faaet eller vil have andet Begreb om Dansk end Utydsk, ligesom Polakkerne ved Polsk kun synes at forstaae urussisk, upreusisk og uøsterrigsk, da maa det snart gaae 📌Danmark ligesom det gik 📌Polen, thi da havde vi enten aldrig havt, eller havde dog tabt vor Berettigelse til at være et Folk og at udgjøre et Rige i virkelig, menneskelig Forstand, og dog kunde intet være urimeligere med et Folk, som det Danske, hvis lille Kongerige, under en meget farlig Beliggenhed, er blevet saa ældgammelt, at Ingen veed, i hvilket Aarhundrede, end sige da, hvad Aar det er stiftet, thi her beviser den blotte Alder, at der maa have været et meget stærkere Sammenhold i det lille Folk, med sit lille Fæderneland og sit uanseelige Modersmaal, end Nogen ►paa fri Haand skulde formode. Tidens Tand er jo ►vist nok ►bidhvas, saa det kan synes rimeligt nok, at den dog tilsidst maatte faae Bugt med det lille seilivede Danske Folk, der ►syndes at ville trodse den, ja, mange tør vel endogsaa mene, det var rimeligt nok, at det ældgamle Folk selv kunde være træt af Møie og mæt af Dage, selv finde, det var til ingen Nytte mere i denne Verden, ja, finde, at fremfor alt i disse urolige Tider var det 4bedst at ligge i sin Grav, med en kiøn Latinsk eller Tydsk Gravskrift over sig, hvori der stod med forgyldte Bogstaver, at det Danske Folk med samt sit Modersmaal var salig hensovet og skulde hvile i Fred. Dette er nu imidlertid slet ikke min, og jeg tør sige, heller ikke den Danske Tankegang, for, hvad Tiden og dens hvasse Tand angaaer, da tænker jeg: Tiden er jo selv meget ældre baade end du og 📌Danmark, saa den maa dog vel, ligesom vi, have bidt sine bedste Tænder istykker, og i alle Maader have lært at ►fare i Mag og lade skikkelige Folk leve, saalænge de kan, og Tiden i 📌Frankrig har jo desuden høitidelig afskaffet Dødsstraf for politiske Forbrydelser, saa hvis det Franske Folk, trods alle sine politiske Forbrydelser, kan beholde Livet, mister det forholdsviis uskyldige Danske Folk dog ►vist ikke nu sin Smule Liv, ►uden det skulde giøre en Ulykke paa sig selv. Hvad nu det angaaer, at giøre en Ulykke paa sig selv, da hører man vel ikke sjelden, at det skeer i 📌Danmark, men det skeer ogsaa i 📌England og 📌Frankrig, hvor man derfor dog aldrig tænker, at hele Folket kunde ►falde paa med Forsæt at giøre det Samme, og hvad mig selv angaaer, saa, skiøndt jeg ogsaa føler, jeg bliver ældre hvert Aar og har havt det surt nok i denne syndige Verden, saa finder jeg dog ikke mindste Lyst til at tage mig selv af Dage, allermindst i disse bevægede Tider, da jeg meget mere kommer min Børnelærdom ihu, at ►i rørte Vande 5er godt at fiske►, og glæder mig derover baade paa egne Vegne, og paa 📌Danmarks, som jo er et gammelt Fiskerleie, der stod sig godt, mens Sildene vrimlede saaledes i 📌Øresund, at man, som gamle 👤Saxo skriver, kunde slaae dem med Aarerne og tage dem med Hænderne. Vel falder det mig ind, at for tolvhundrede Aar siden, eller ►saa ved et Pas, skal der have været en ældgammel Konge i 📌Danmark ved Navn ►Harald Hildetan, som, da han havde mistet sine Hildetænder (Huggetænder), blev kied ad Livet, og opæggede derfor selv med ►Flid sin Frænde Kong ►Ring paa ►hin Side 📌Sundet til at møde sig paa 📌Braavalle-Hede, hvor han da ogsaa faldt, efter at have været forsynlig nok til selv at lade sin Gravskrift riste med Runer i en Klippe; men dels agter man jo nu det Hele baade om ham og alle vore ældgamle ►Danekonger for idel ⓘ Æventyr, og Runeskriften paa 📌Runemo for lutter Narre-Streger, og dels saa varsler netop dette i mine Øine høist ►mærkværdige Danske Oldsagn en ganske anden Vei. For det Første var det nemlig i alt Fald ikke Lyst til Døden, der, efter Sagnet, drev ►Harald Hildetan til 📌Braavalle-Heden, men ►heller Frygt for Døden i sin værste, ►kiedeligste Skikkelse, som “Straa-Døden” ogsaa i mine Øine er, saa han tænkde kun, som det Danske Ordsprog lyder: ►ligesaagodt springe i det, som krybe i det, og dernæst anmærker de Gamle selv, at det var udentvivl kun hvad man kalder Folke6snak, at det store ►Braavalle-Slag, hvori alle det gamle 📌Nordens ►Kæmper mødtes og de Fleste faldt, skulde havt saa urimelig en Grund, da man dog selv høit oppe i 📌Norge havde hørt, det var, som sædvanlig, en ►Falske-Blakke, ved Navn ►Brun, der havde sat Splid mellem Kongerne paa begge Sider ad 📌Øresund, saa de foer i Harnisk for at ødelægge hinanden, og at den samme ►Falske-Blakke baade kiørde for ►Harald Hildetan til Valpladsen og slog ham ihjel under Kampen, da han ►saae sit Ram. See, det er der Rimelighed i, og naar de Gamle lægger til, at den ►Falske-Blakke var udentvivl ►Odin selv, som fra Arildstid havde været de Danskes Skytsaand, men var nu blevet kied ad dem, ligesom ►Stærkodder, da er jeg vel for ►godevenne med gamle ►Odin til at tage det bogstavelig, men da ►Stærkodder ►Odinsfostre, vor gamle ►Staabi, virkelig, efter Alles Sigende, var paa den anden Side i ►Braavalle-Slaget, saa tør jeg ikke nægte, der ►jo, paa Aandens Sprog, var noget deri, saa at med deres gamle Kong ►Hildetan opgav det gammeldanske Folk ogsaa paa en Maade Aanden, uden at det dog nær saa meget var Aandens, som det var Dødens Skyld.
✂ Men hvor ganske anderledes staaer ikke Sagerne i 📌Danmark nu, saa hverken vilde det Danske Folk, om det end var nok saa bange for at døe Straadød, udæske sin gamle ►Grande, ikke heller skal nu saa let 7nogen ►Falske-Blakke sætte Splid imellem dem, da de har fundet paa selv at gjæste hinanden, og blive hver Gang enigere om, at 📌Nordens ►Grander, baade for gammelt Slægtskabs Skyld og til deres eget Bedste, herefter ►nødvendig maa, som gode Fostbrødre, staae Last og Brast med hverandre. Og spørger man mig, hvor al den Kjærlighed nu saa hovedkulds er kommet fra, da svarer jeg kækt: naturligviis er den kommet igjen med ►Odin, som fra Arildstid ingenlunde blot var 📌Danmarks men hele 📌Nordens Skytsaand, eller har man kanskee midt i 📌Danmark endnu ikke hørt, hvor det ligefra dette Aarhundredes Begyndelse har runget baade i Skov og Fjeld af Skjaldekvad i 📌Nordens gamle Aand, saa at døde eller hendøde Folkene i 📌Norden, da de billedlig eller paa Billedsproget opgav deres Aand, saa maae de dog vel ogsaa paa Billedsproget leve op igjen, naar Aanden kommer over dem, med mindre de skulde være blevet saa forhærdede Dødbidere, at de ikke fandt hele Folke-Livet saameget som et Aandedræt værdt. Vel kan det nu let synes, som at saa forhærdede Dødbidere var netop det Danske Folk blevet, thi ingensteds i 📌Norden har Skjaldekvadet i den gamle Aand ►enten runget saa høit eller saa uophørlig fra Anden April 1801 til midt i Marts 1848, og dog hersker der vel ingensteds i 📌Norden endnu saa tyk Uvidenhed om ►Asamaalet og giver sig saa grov en Ringeagt tilkiende for det, som midt i 📌Danmark, 8i den saakaldte Danske ►Læseverden; men jeg har dog altid i den Anledning baade tænkt og sagt: ►Skinnet bedrager, og ingensteds meer end i 📌Danmark, hvor mange Munde baade smiler fornemt ad ►Asamaalet og snakker tosset om det, medens Hjerterne dog hoppe dem i Livet, naar de hører det. Og nu faaer vi det da at see, om det Danske Folk virkelig har mere Lyst til at døe og begraves end til at leve og see gode Dage, for nu er det ganske vist og bliver daglig klarere, at det Danske Folk ►hverken kan leve længere af Brød alene, eller af alt det Suul med, der voxer paa al Markens Svin, men at nu maa der Aand, Folke-Aand til, og tænker man endnu, den ►lader sig forskrive enten fra 📌Frankrig eller fra 📌Tydskland, da vil man dog snart nødes til at lære, det er kun Vinden, ikke Aanden, der blæser eens over alle Lande, saa enten maa der være en Dansk Aand, med en egen Lyd og Kraft, Ild og Farve, Glands og ►Sving og Vingeslag, over det Danske Folk og i det Danske Tungemaal, eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at holde sammen, til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige, til at bevise sin Indfødsret paa Guds grønne Jord, og til at glæde sig med hinanden over det ældgamle Fællesskab paa Mark og Hede og paa Bølgen blaa, over fælles Bedste, fælles Kamp og Seier, fælles Dansk, udødeligt Minde.
✂ 9Ja, det er klart og bliver nu en af Dagene soleklart, nu har det Danske Folk almindelig Valg-Ret, ja, ikke blot Valg-Ret men Valg-Tvang, thi vi har, trods al muelig Frihed, dog kun to store Herrer at vælge imellem, det er Livet og Døden, Folke-Livet og Folke-Døden, begge To i deres allerkiendeligste velbehagelige Skikkelse, som Dansk og Tydsk, Grunddansk og ►Høitydsk, og Valget giælder til Verdens Ende, saa nu vil, nu skal, nu maa det vise sig, om det er sandt, hvad de mange Munde har sagt og de mange Penne skrevet, at det Danske Folk, for at have Fred, vil meget heller døe paa Tydsk end leve paa Dansk, eller jeg har Ret, som endnu baade siger og skriver, hvad jeg længe var saa godt som ene om at sige og skrive, at naar galt skulde være, naar der var ingen anden Redning, vilde mit Folk dog heller døe i en Fart paa Dansk end leve længe paa Tydsk og faae ►den sene Død at lade Giæs træde sig ihjel.
✂ Ja, om saa end alle andre Folk paa ►Jordens Kreds kunde slaae deres Pjalter sammen og blive rige deraf, saa kan det Danske og Tydske Folk det dog i Evighed aldrig. Det Tydske Folk har nemlig altid været som ►Pharaos magre Kiør, der aldrig blev federe af Alt hvad de slugde, saa en langt federe Mundfuld end det lille 📌Danmark vilde aldrig være at kiende paa det store 📌Tydskland, og for ►Dansken at holde halvt med ►Tydsken, det var ►aabenbar ►som at give sig 10i Ulvs Mund, hvoraf der hverken heelt eller halvt slippes ud igien►. Eller har man virkelig glemt, kan man nogensinde glemme i 📌Danmark, at det Tydske “►der Teufel hole” klinger langt anderledes end “skynd dig Ole!” anderledes høit og bydende, haardt som ⓘ Flint og stærkt som Brændeviin! Eller veed man ikke, hvormed Tydskerne ved 📌Weichselen aabenlyst sætter Mod i deres Brødre ved 📌Elben og ved 📌Eideren; veed man ikke, det er ►med den rene Regning, at da Tydskerne i firehundrede Aar har været vore Skolemestere og Dydsmønstre, saa at al vor saakaldte “Intelligens” er Tydsk, det jo da kan aldrig feile, at naar vi skal holde Raad med Tydskerne, maae vi lade dem ►raade, og snakke dem med den grundige Videnskabelighed, det “►gewaltige” Sprog og den uhyre store Literatur efter Munden!
✂ Eller, da det Danske Folk rigtignok for Øieblikket er saa uvidende i Tankelov-Kyndigheden (Logiken), at alt dette neppe rører dem; er de da ogsaa blevet saa hjerteløse, at de ikke mere finde Forskjel som paa Nat og Dag imellem hvad man nu kalder “Staten” og hvad der fra Arildstid hedder “📌Danmarks Rige?” Føler man slet ikke med mig, at ►Konst-Ordet Stat er saa bælgmørkt, at man deri hverken kan skielne Dansk fra Tydsk eller Ven fra Fjende, er saa koldt som Iis og saa tungt som ►Bolt og Jern, mens Fædernelands-Navnet, 📌Danmarks Rige, var saa lyst for utallige 11►Slægters Øine som Bøgen i Mai, var saa varmt selv for haarde ►Kæmpers Hjerte, som et Moderskiød, og var saa let at bære, at det vel i to Aartusinder gav Træsko-Folket Vinger, naar det gjaldt om at vove Livet, især mod Tydskerne, for Fædernelandet?
✂ Ja, det er jo dog vist og soleklart, at der er ikke og har aldrig været ►uden et eneste 📌Danmarks Rige paa Jorden, saa om det veed vi godt, hvor det ligger, hvad det er, og hvad det vil sige, om vi der kan enes og forstaae hinanden og ►raade selv for det lidt vi har, eller om de Fremmede ►tydsker op imellem os, saa vi ikke forstaaer andet end hvad der forstaaer ⓘ sig selv, at vi enten skal lade dem ►raade for os og for alt hvad vi har, eller vi skal ►stimes og ►djævles med dem baade tidlig og silde, hvad vi Danske umulig kan længe holde ud. Og det er ligesaa vist, om det end ikke her er nær saa vitterligt, at “Stat” det kalder man alt det, der staaer til det falder under een Pidsk og med samme Snit, ►enten det saa staaer i 📌Europa, 📌Asien, 📌Afrika eller 📌Amerika, og ►enten det er Jøder og ►Tyrker, eller Danskere og Tydskere, der er smækket sammen, og at endelig en Stat, bestaaende af 📌Danmark og 📌Schleswig-Holstein, ikke engang kunde faae et Fælles-Navn, som Danske Tunger kunde udtale, end sige da faae en Fædernelands-Historie, som ikke hver Dansk maatte blegne og ►synke i Jorden ved at høre eller læse!
✂ Nu altsaa er det snart afgjort, om det Danske 12Folk, som staaer og falder med 📌Danmarks Rige, vil leve eller døe, leve i sin Moders Skiød eller døe i Slesvig-Holstenernes Arme, og jeg troer endnu, at alle Danskere, ligesom jeg, vil ikke blot foretrække Livet, men selv Døden i 📌Danmarks, vor Moders Skiød, for Alt hvad der kan findes i 📌Slesvig-Holsteens Favn, man ►kalde det saa Død eller Liv, og byde os, med al Verdens Guld, alle 📌Tydsklands Bøger i Tilgift! Denne min Tro grunder sig naturligviis, som al virkelig Tro, paa en ►vidunderlig men klar Anskuelse og paa en dunkel men dyb Følelse, nemlig paa Anskuelsen af Folke-Livet som et sammenhængende Heelt, og paa Følelsen af min ►hjertelige Eenhed med Folket, selv i den ►Slægt, der hidtil ikke fattede Folke-Aanden og derfor ei heller kunde reise sig i Aandens Kraft til ægte Dansk Bedrift. Af Troen udspringer Haabet, og naar derfor kun det Danske Folk, saa at sige eenstemmig, vægrer sig ved at opoffre 📌Danmarks Rige for 📌Slesvig-Holsten, for hele 📌Tydskland, ja, for hele Verden, da skal intet andet bringe mit Danske Haab til at ►glippe, hvor urimelig stort og æventyrligt dette Haab end midt ►paa Marken synes de Fleste.