Danskeren.
Et Ugeblad.
1848. Onsdagen den 17de Mai. Nr. 9.
►📌Dannevirke-Slaget Paaske-Søndag►.
(I “Danske Samfund” 3die Mai.)
✂ Det var idag otte Dage, at Efterretningen om det haarde og blodige Slag ved 📌Slesvig og 📌Dannevirke kom hertil, og skiøndt det ikke var derfor, jeg blev borte, saa er jeg dog velfornøiet med, at jeg ikke kom herop den Aften; thi Ingen kan i et saadant Øieblik være sikker paa sig selv, og dog skal ►Dannemænd, selv naar der er meget at sørge over, aldrig komme sammen for at sørge og klage, det kan de meget bedre giøre hjemme, hver for sig, saa naar de komme sammen med Tydskerne, maa det være for at ►skifte Hug, og naar de komme sammen indbyrdes, maa det være for at opmuntre og oplyse, og, naar det behøves, for at trøste hverandre.
✂ Uagtet jeg derfor heller ikke iaften har Sind til at tale om andet end hvad der hænger sammen med det haarde Slag første Paaskedag, endnu haardere for 📌Danmark end ►Skiærtorsdags-Slaget, saa 130vil jeg dog ikke dvæle ved alt det ædle Danske Blod, som der blev udøst, og endnu mindre ved det uædle Preusiske, som skulde meget heller blevet hiemme, da det havde slet intet ►uden Uret og Ulykke ved 📌Slien at giøre; ja, jeg vil ikke engang klage over den Fare, der ⓘ nu truer, især vore gode Venner baade i 📌Sønder- og 📌Nørre-Jylland, men jeg vil minde om, hvad der ved denne Leilighed giør det Danske Navn Ære, og hvad der kan og skal være os alle til Trøst under disse baade sørgelige og farlige Omstændigheder.
✂ Hvad der nu allerførst, i mine Øine, giør det Danske Navn Ære, det er, at førend vi begyndte paa Krigen, giorde vi alt hvad vi kunde for at beholde Fred; thi vel anseer Tydskerne det for ►Kiællingagtighed, saa i deres Øine er ingen Mand tapper, ►uden han, ligesom de, ►klapper paa Sværdet for ingen Ting og ypper Klammeri for et godt Ord; men derfor er dog ligefuldt Krig og Blodbad noget saa sørgeligt og smerteligt for Menneske-Hjertet, at hvem der har dette Hjerte paa det rette Sted, han krymper sig derved, det længste, han kan, og bekvemmer sig kun dertil, som et nødvendigt Onde, det vil sige: naar Krig er det eneste Middel til at forsvare hvad man elsker mod det Hadefulde og Hevngierrige, saa man ikke længer kunde beholde Fred uden at give sine Venner i deres Fienders Vold.
✂ 131Derfor siger Ordsproget med Rette, at ►Ingen kan have Fred længer end hans Nabo vil, og 📌Danmark kunde da heller ikke have Fred længer end Slesvigholstenerne vilde, thi de vilde ikke blot foreskrive os Love, men de vilde ogsaa med Vold og Magt giøre et Par hundredetusinde Danskere i 📌Sønder-Jylland til Tydskere, og det kunde vi med Dansk Hjerte i Livet umulig sidde stille og see paa.
✂ Ligesom nu Fredsommeligheden er det første, der ved denne Leilighed giør det Danske Navn Ære, saaledes skal den ogsaa være os til Trøst, thi selv midt under den farligste Krig tør vi haabe baade en snar og en god Fred, da vi veed med os selv, at os huer Freden i alle Maader bedst, saa det er ogsaa kun for Fredens Skyld at vi fører Krig. Naar derfor Blodet er flydt i Strømme paa begge Sider, som det flød første Paaskedag ved 📌Dannevirke, da kan de Danske, som forlader Valpladsen, ganske anderledes trøste sig med Freden, end Tydskerne kan, som beholder Valpladsen, thi de Danske føler, at de i det blodige Slag har bragt Freden det størst mulige Offer, og tør derfor sikkert vente den med al dens Velsignelse, medens Tydskerne har ikke andet end Krig ivente, da det er Krigs-Afgudens Fane, det Romerske Ørnebanner, de har svoret til.
✂ 132Det andet, som giør det Danske Navn Ære, det er naturligviis, at nu kan hele Verden see, og Fienden maa selv indrømme, at skiøndt de Danske i Fred er saa spage som Lam, saa kæmper de dog endnu som Løver, naar man nøder dem til at føre Krig. ►Vist nok var den Ære, vi vandt ved 📌Dannevirke første Paaskedag, i Sandhed dyrekiøbt, men den var uundværlig, naar 📌Danmark, saa lille og saa ►forhadet af Tydskerne, som det er, skulde blive ved at være et frit, selvstændigt Kongerige; thi mange uheldige Omstændigheder, og især Tydskernes store Anseelse ►herinde, har giort, at vi fik et daarligt ►Ord paa os overalt i 📌Europa, som om det i det høieste kun var tilsøes, vi endnu lignede vore tappre Forfædre, ja, vi var selv nærved at tænke, at dersom Tydskerne endnu engang for Alvor angreb 📌Danmark, da var der ingen Redning, med mindre, ved et stort Mirakel, den æventyrlige ►Holger Danske kunde staae op fra de Døde og slaae et Dommedags-Slag for os.
✂ Men see, nu har det Danske Folk ved 📌Dannevirke, hvis ældste Navn er 📌Holgers Dige, selv slaaet Dommedags-Slaget, og at de selv mærker det, kan man høre derpaa, at nu siger Bønderne selv baade i 📌Sælland og 📌Jylland, at nu er ►Holger Danske vaagnet, nu har de lært, at det var inden i dem selv 133han sad og ►uglesov, til Slesvig-Holstenerne kom og kneb ham i Næsen!
✂ Fra denne ►breddanske Side betragtet, seer man let, at Paaskedags-Slaget ikke blot er meget ærefuldt, men ogsaa meget ►trøsteligt for 📌Danmark; thi skulde Preuserne til Uheld ikke endnu have faaet deres Fornøielse ved 📌Dannevirke, saa faaer de den dog nok et andet Sted, da ►Holger er vaagnet og har faaet Næverne i Gang, og kan bare Preuserne faae deres Fornøielse af Slagsmaal med Danskerne, da faaer vi sikkert snart saa god en Fred, som vi ►nogentid har havt, og som man kan have den med Tydskere til Naboer. Siden vi nemlig 1801 holdt os i sex Timer tappert mod Engelskmændene, da har intet Folk, ikke selv Engelskmanden, budt os det glatte Lag tilsøes, og skulde det nu ►end ikke ret forslaae, at vi har holdt os tappert i otte Timer mod Preuserne, som een mod to, saa hjelper det dog nok, naar vi ved en god Leilighed lægger fire Timer til, saa det bliver fuld Daghyre, og neppe ►byder da enten Slesvig-Holstenere eller Høitydskere os Brodden meer tillands i dette Aarhundrede.
✂ Dog Tydskerne, baade de ►høie og de ►platte, baade de hele og de halve, og de fjerdedels og de ►ottendels, som vi endnu kun har alt for mange af midt 134iblandt os*Blandt mange andre ►Brande, som vore Tydske Giæster stikker os i Næsen, vil jeg kun pege paa den aabenbareste, som er de Tydske Indbydelser paa Tydsk til at lære godt og reent Tydsk, som vi endnu hvert Øieblik maa see i ►Kiøbenhavns Adresavis!!!, de vil ►sagtens sige, at om end 📌Danmark kan have Ære og Trøst baade af sin dagligdags Fredsommelighed og af sin helligdags Kækhed, baade Skiærtorsdag og første Paaskedag, baade tilsøes og tillands, saa har vi dog kun Skam og Ærgrelse af at vi lod os overraske i 📌Slesvig og ved 📌Dannevirke, og nødtes derved til at rømme en ellers uindtagelig Stilling!
✂ Havde nu 📌Dannevirke-Slaget staaet paa nogen anden Dag i Aaret end Paaske-Søndag, da maatte vi kanskee nødes til at give Tydskerne Ret heri; men nu, da det virkelig var paa første Paaskedag, paa 👤Christi Opstandelsesfest, paa den høihelligste Søndag i hele Aaret, Preuserne med velberaad Hu angreb de Danske, nu har vi ingen Skam og endnu langt mindre nogen Ærgrelse af det, om vi end lod os overraske, eftersom vi dog ikke lod os ►enten kyse eller underkue af den Preusiske Overmagt.
✂ Enten maatte nemlig de Danske været meget godt oplyste, eller de maatte været meget ►mistænkelige, 135naar de skulde ventet et Angreb af de saakaldte evangelisk-christelige Preusere en første Paaskedag, og jeg vilde rigtig nok ønsket, at alle mine Landsmænd havde været ligesaa godt oplyste som jeg om den preusiske Christendom, thi da havde de vidst, den var langt mere ►tyrkisk end christelig, og havde allersnarest ventet Preuserne første Paaskedag, men da de Danske nu ikke var saa oplyste, saa glæder det mig ordenlig, at de ikke var saa ►mistænkelige, som de maatte været, for at vente et Angreb af Medchristne paa den Dag, der giennem atten Aarhundreder i hele Christenheden har været en Fryds og Glædes Dag med Lovsange for Frelse fra Døden. Dette er mig nemlig det ►umistænkeligste Vidnesbyrd om, at saamegen Christelighed har Danskheden dog i det Hele tilegnet sig, at den kunde umuelig valgt Paaske-Søndag til Angreb selv paa sin ►arrigste Fiendes Liv, og da ligger der en stor Trøst for de Danske netop i den ►tyrkiske Overraskelse af et Folk, der i den sidste Tid bar Christendommen tilskue, thi her giælder det to Gange, at ►Fals slaaer sin egen Herre paa Hals.
✂ Ved denne Leilighed falder det mig ogsaa meget betimelig ind hvad jeg hørde i min Opvext paa den Jydske Hede, at ►Tyrkerne skulde engang komme ►saavidt, at de vandede deres Heste i 📌Kolding-Aa, men 136saa skulde de faae al Landsens Ulykke og blive hugget ned, som Bønder slaaer Græs, og man lagde til, at paa en vis Kirkegaard i “►Dansk 📌Holsteen►” voxde der et Træ ud af Kirkemuren, som snart vilde være stærkt nok til, at den hvidhaarede Prinds, der skulde slaae ►Tyrkerne, kunde binde sin Hest ved det. Da man nemlig nu siger, at Preuserne, som selv har beviist, de er igrunden ►Tyrker, enten allerede er kommet til 📌Kolding *►Naar man snakker om Fanden, siger Ordsproget, da er han nærmest, og saavidt jeg kan regne, er virkelig de første Preusere kommet til 📌Kolding mens jeg stod og snakkede om dem og om ►Tyrkerne., eller kan dog ventes en af Dagene, saa venter jeg ►vist, de skal ikke vande deres Heste i 📌Kolding Aa for intet, men komme til at betale saa gode Drikkepenge, at de aldrig mere reiser saa høit i Nord, med mindre de skulde faae fri Befordring til 📌Siberien!
✂ See, det er da med faa men fyndige Ord, at det har aldrig været saa klart, som det nu er blevet, at Danskeren baade er “Lam og Løve,” og 📌Danmark har i ⓘ mange Aarhundreder aldrig været saa godt paa Vei til at faae, hvad dets Hjerte ligefra ►Frode Fredegods Tid har sukket efter, ►det er: en ærefuld god og varig Fred, og især Fred for Tydskerne, som ikke blot vil ►forbluffe, fornærme 137og ►forkue, men forkvakle, forhexe og ►forgiøre os! Kan vi nemlig kun denne Gang ordenlig faae Tydskerne og al Tydskheden smidt ►firkantet ud ad Døren, da er 📌Dannevirke-Ledet hængt ►ilave, saa ►Tydsken betænker sig to Gange, før han gaaer eengang over 📌Eideren igien, og hvad Preuserne angaaer, da haaber jeg virkelig, at kan vi blot denne ene Gang lære dem at ►fægte med Hælene, da seer vi dem aldrig meer ►enten sønden eller norden for 📌Kongeaaen. Det Sidste er vel kun min egen Slutning, men den er dog ingenlunde uden Grund, for de nu saakaldte Preusere er kun ►Ripsraps af ►allehaande tydske og slaviske Folk, som hænger meget daarlig sammen, og har nu netop i hundrede Aar kun spillet en stor Magt i 📌Europa ved altid at have skarpe Rageknive ved Haanden, og naar de saae deres Snit, sætte skikkelige Folk dem paa Struben. Derfor har de allerede een Gang med Rette ►sidt i Tugthuset under 👤Napoleon, og brød kun ud, da det gik ham skævt i 📌Rusland; men siden har de spillet “de Hellige”, lige til nu, da de forhastede sig og fløi de slesvig-holstenske Oprørere til Hjelp paa Jernbanen, saa alle ►Julemærker maatte slaae feil, om de ikke snart kom i Slaveriet paa Livstid, og faaer de, som det tegner til, ►Russen til Slavefoged, da slipper de knap ud, mens disse Lys brænder!
✂ 138Desuagtet vil jeg ingenlunde nægte, at 📌Danmarks Stilling endnu er meget betænkelig, saa der maa visselig “Mod og Mands-Hjerte” til at see Faren, som er aabenbar Livsfare, under Øine, men nu, da især ►Langelegen ved 📌Slesvig og 📌Dannevirke ⓘ klarlig har bevist, at vi, Gud skee Lov! for Alvor har taget Mod og Mandshjerte til os, saa er 📌Danmarks Stilling ingenlunde fortvivlet, men er tusind Gange bedre end den var førend Krigen, eller har været i flere hundrede Aar; thi saalænge hele 📌Europa, og hardtad vi selv med, tænkde, vi ikke kunde taale Nogen rørde ved os tillands, uden at vi drattede omkuld, da var 📌Danmarks Stilling fortvivlet, men nu, da vi baade har viist Verden og mærket det selv, at, trods vor Smalhed mellem Skuldrene og vor høie Alder iblandt Folkene, kan vi dog endnu, naar det endelig skal være, vove en Dyst med de Unge, de Største og de Stærkeste, nu har det, med Guds Hjelp, ingen Nød, naar vi kun hader ►Tydsken ligesaa oprigtig midt i 📌Sælland som ved 📌Dannevirke, og slaaer ham allevegne ligesaa ►drøit for Panden med vor Munds Ord, som paa Grændsen med de ►knytte Næver. Ja, det er mit faste Omkvæd, at kan vi blot, ved ⓘ denne gode Leilighed, blive alle aabenbare Tydskere og al kiendelig Tydskhed kvit, da vil Alting igien blive saa oprigtig Dansk hos os, som 139det var i ►Frode Fredegods uforglemmelige Dage, og da ⓘ bliver det først igien i 📌Danmark ret en “Lyst at leve!”
►Om Forslaget til en ny Skatte-Udskrivning under Krigen.
(Blad fra 5te Mai).
✂ Berlings-Avisen for i Aftes har rigtignok indskærpet os, at fordi vore ansvarlige Ministre har lovet at frelse Danmark, derfor skal vi have blind Tillid til dem, og hvis vi synes, noget er alt for galt, da i det høieste klage til Præsidenten, men jeg haaber, at alle Dannemænd seer, det er kun Snak, eftersom vore Ministre, langtfra at være Guder, der kan alt hvad de vil, kun er Mennesker, som Folk er flest, og kunde umuelig, selv med den bedste Villie og den strængeste ⓘ Ansvarligheds-Lov, give os mindste Bod for Fædernelandet, hvis det ved deres Forseelse og Feilgreb gik tilgrunde.
✂ Det er da ingenlunde vore Ministres gode Villie, jeg anfægter, thi jeg takker meget mere Gud, at vi har faaet saa velsindet, saa dansk et Ministerium, men det er kun min gode Villie, jeg vil vise, og det maa jeg dog ei blot have Ret, men af mit Hjerte 140nødes til, netop fordi det er Alt hvad det undes mig at bidrage til det Fædrelands Frelse, som jeg, enhver Dannemand ufortalt, tør sige, ligger ingen haardere og tungere paa Hjerte. Vist nok kan ogsaa jeg see meget feil, men jeg veed dog, jeg er ingenlunde dummere paa folkelige Ting og det virkelige Liv end de Fleste, der staae for Styret, og jeg tvivler ikke uden Grund derom, at nogen Mand i Danmark har gjennem en heel Menneske-Alder tænkt saameget paa Danmarks Stilling, Farer og mulige Frelse, som jeg, saa mine Raad burde ikke foragtes, men vel overveies før de forkastedes. Danmark er i yderste Livsfare! hvem der føler det med mig, og elsker Danmark af inderste Hjerte, de bringes ei til at troe blindt paa de tilkaldte Læger, og de formane visselig ikke hinanden til taalmodig at oppebie hvad Enden vil blive, enten det saa bliver Liv eller Død!
✂ Ligesom jeg derfor paa det alvorligste har fraraadt Blokeringen af alle Preusiske Havne, som lige pinagtig paa begge Sider, og for os kun Spilde af den Kraft og de Penge, vi høit behøve, hvor Fienden skal mødes og, vil Gud, fordrives; saaledes advarer jeg ogsaa paa det indstændigste mod det ny Skatte-Paalæg, som Ministeriet har foreslaaet Folkeraadet.
✂ 141Maaskee er Advarselen overflødig, da ⓘ Folkeraadet sagtens maa finde, at Skatte-Udskrivningen i alt Fald kommer forsilde, da rimeligviis meer end Halvdelen af Riget er i Fiendens Haand, men min Advarsel gjælder enhver, hvilkensomhelst ny Skatte-Udskrivning under nærværende Krig, og at denne Advarsel er langtfra at være overflødig, det beviser Forslaget, der er gjort under de meest fraraadende Omstændigheder.
✂ Enhver Forsvars-Krig lærer os strax, at ligesom det ikke er Værnepligten, men Fædernelands-Kiærligheden, der sikkrer Landet sit Værn, saaledes er det igrunden ikke heller ved Skatte-Paalæg, men ved frivillig Opoffrelse, det borgerlige Selskab bestaaer, og ved Udbruddet af en Forsvars-Krig, der nødvendig ⓘ vil kræve daglig Opoffrelse af Folket, ⓘ vil trykke alle Næringsveie, maaskee reent afskære nogle, og rimeligviis, indtil videre, bringe en større eller mindre Deel af Landet i Fiendevold, da kan man ikke engang stole paa det gamle Skatte-Beløb, men maa stræbe, om muligt, at sikkre sig de nødvendigste Indtægter i rette Tid ved et udenlandsk Laan paa saa taalelige Vilkaar, som man ⓘ kan faae. Vi overraskedes nu vel af Krigen, og jeg veed ikke, om man forgæves har forsøgt, blandt andet ved Hielp af den dansksindede Grosserer Hambro i London, at opnaae et passende Laan, men prøves maatte det, 142om ikke før saa endnu, og naar det slog feil, saa vi var indskrænkede til vore egne Hjelpekilder, da maatte der øses af disse paa den eneste under Krigen gavnlige Maade: ved Kongeligt Opraab til det høieste Offer i yderste Nødsfald.
✂ Naar dette skedte, og naar den Danske Folke-Bank (Nationalbanken) foregik os alle med et lysende Exempel, da troer jeg vist, at ikke blot de fire Millioner, man havde ventet af den ny Skat, der snarere vilde formindske end forøge Told og Skat, medens den standsede Opoffrelsen, men at i det mindste det Dobbelte vilde blive stillet til Regieringens Raadighed.
✂ Hvad nemlig Banken angaaer, da er den baade stiftet og beriget ved et uhyre livsfarligt Offer af hele Folket, saa, da den nu er i de mest Bemidledes Haand, maa den ogsaa under Rigets aabenbare Livsfare giøre Offere derefter, dels med Gave og dels med Laan, og naar det skeer, da er jeg vis paa, at hele den Deel af Folket, der ei er i Fiendens Magt, vil ogsaa, dels med Gave og dels med Laan, anstrænge sig til det yderste.
✂ Det følger i Øvrigt af sig selv, at dersom Folkeraadet finder ⓘ sig bevæget til at anbefale Majestæten denne Danske Nødhjelp, det da med det samme udtrykkelig erindres, at det Kongelige Opraab til at 143hjelpe af yderste Formue, maa høitidelig forsikkre alle Danskere om, at naar Riget er frelst og Freden vundet, da skal ikke blot de, der laande Fædrelandet Løsepengene for dets Liv, være, uden Undtagelse, de allerførste Kreditorer, som betales, men at det ædle Danske Folk, som godvillig vovede Liv og Gods for gamle Danmark, skal faae og nyde alle de Friheder og Rettigheder, som deres Hjerte begjærer.
✂ Skeer dette, og udhæves det især, at alle de, som i denne Krig kæmpe for Fædernelandet, skal for sig og al deres Afkom være fri for al saakaldt Værnepligt, og at alle de, ⓘ som med Laan og Gave i en vis bestemt Grad komme Fædernelandet til Hjelp, skal i alle deres Dage være fri for alle tvungne Paalæg, af hvad Navn nævnes kan, da er det Danske Riges Redning og mageløse Opblomstring mig saa visse, som om jeg alt havde seet dem.
✂ Veed Nogen bedre Raad, paa hvis sande Gavnlighed for Folket og Riget, altsaa paa hvis ægte Danskhed, han er ligesaa sikker, han give dem, men Ingen tænke, at Danmark kan reddes selv ved Raad, som Verden vil kalde de klogeste, naar de er saa udanske, som nu at udskrive nye Skatter!
Efterskrift.
✂ Af Aviserne seer jeg, at man i ►Folkeraadet er gaaet ind paa Forslaget om Krigsskatten, men dog, efter Forhandlingerne, især fordi man derved vilde vise Ministeriet sin fulde Tillid. Dette røber imidlertid en meget uklar Tankegang thi den Tillid kan og maae vi jo ikke have til nogen Minister, Konge eller Keiser, at hvis 📌Danmark gik tilgrunde eller blev ulykkeligt, de da kunde erstatte os det, og det er den ægte Danske Tillid til Ministeriet, saavelsom til Kongen, at de vil giøre alt hvad de kan, for at frelse og husvale 📌Danmark, saa at, om de selv har taget feil ad Midlerne, lade de sig inderlig gierne oplyse derom, for at Misgreb kan undgaaes.
✂ Med denne Danske Tillid til Kongen og Hans Raad, gientager jeg min Bøn, at der dog endelig ikke under nærværende, giennem mange Aarhundreder mageløs farlige Krig, maa ►udskrives nogen Krigsskat, da dens skadelige Følger er uberegnelige, og der bør ingen Tvivl være om, at jo det Nødvendige kan faaes ved Gave og Laan, der letter og forbinder, medens Skatten vil ►betynge og adskille! Man ►sige dog ikke her, at man stoler paa Fædernelands-Kiærligheden og den frivillige Opoffrelse, thi Skatten vilde netop bevise, man stolede ikke paa dem!