↩ Med den Tydske Krig er det nu vel i visse Maader en anden Sag, thi naar 📌Danmark faaer Krig 109med 📌Engeland, da er det altid, i det mindste paa en af Siderne, af Vanvare, da de har intet at slaaes men meget at forliges om, medens derimod 📌Danmarks Krig med 📌Tydskland er en Slags Natur-Nødvendighed, saa det er immer en ⓘ Feiltagelse, naar vi tænker, vi har Fred med Tydskerne, da Vaaben-Stilstand er det Høieste der kan finde Sted imellem os, saalænge vi paa begge Sider bliver ved at ligne os selv. 📌Tydskland har nemlig sat sig i Hovedet, at der maa intet frit, selvstændigt Kongerige 📌Danmark være til, og blandt alle nagelfaste Grundtanker (fixe Ideer) veed al Verden, at der sidder ingen fastere end de Tydske, og 📌Danmark føler ikke desmindre, at da det i et Par Aartusinde har været et frit selvstændigt Kongerige, maa det dog vel have vundet Hævd paa sin ►Tilværelse, saa, jo klarere det bliver os, hvad ⓘ Striden giælder, des dybere maa vi ogsaa føle, at ►Lodden er kastet, saa ikke blot mod hele 📌Tydskland, men mod hele Verden maatte vi under saadanne Omstændigheder kæmpe til sidste Blodsdraabe. Og naar vi Danske kun rykker i Marken med den Følelse, og giør ved 📌Dannevirke ligesaa forsvarligt Arbeide tillands, som vi i 1801 giorde ved 📌Kiøbenhavn tilvands, og lader os ikke narre med Snak om Broderskab, hvor vi veed der er dødeligt Fiendskab, da frygter jeg slet ikke for Udfaldet, thi paa den ene Side seer jeg klart, at Døden for Tydskerens Haand var langt at foretrække for Livet under hans Fødder, og 110paa den anden Side troer jeg, at Han, ►den Gamle af Dage, som ►raader for Lykken og Seiren i Strid, og som saa tit frelste det lille uskyldige 📌Danmark, ved Dets faa, men mageløs ædelmodige og ►livsalige Helte, Han vil ogsaa nu og herefter frelse os fra ►Tydsken, “►frie os fra det Onde!”