Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

↩ Naar jeg i de senere Aar rundt omkring mig hørde det ►Mundhæl: det er en bevæget Tid, da maatte jeg altid smile, for i mine Øine var det en meget stille Tid, da 85man vel, efter 1830, foer op, saasnart et Blad rørde sig, men satte sig saa ganske stille igien, naar man mærkede, at Himlen faldt dog ikke ned af det. Ja, det har i hele den ►Menneske-Alder, som jeg fristes til at kalde 👤Metternichs og ►weiter nichts, ligefra 1815 til 1848, været en meget stille Tid; men nu er Tiden da ogsaa blevet, man kan vel ikke sige “ordenlig,” men dog ►dygtig bevæget, og det sørger jeg ingenlunde over, thi af to onde Ting skal man vælge den mindste, og Frihed uden Orden har, i det mindste siden jeg først saae 📌Engeland, altid været mig et mindre Onde end Orden uden Frihed.