Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

I sig selv er den gammeltydske Sag saa bælgmørk, at Romerne, der dog trængde lige op til 📌Elben, har, saavidt vi kan skiønne, ikke engang hørt Tydskerne nævne, ja selv den Franske Keiser 👤Karl den Store, med hvem Tydskerne begynder deres Historie, stødte hverken ved 📌Rhinen, ved 📌Donau eller ved 53📌Elben enten paa Tydske Konger eller Keisere, men kun paa Baierske, Frisiske og Sachsiske Fyrster, som han fandt meget lettere at bringe til Fornuft end den urimelige Danske Konge, for hvem han ikke selv i 📌Aachen troede sig ganske sikker. See, denne 👤Karlmagnus-Tid, maae vi huske, var ved Aar 800, saa for tusind Aar siden, da 📌Tydskland kun var en keiserlig Fransk Provinds, da lignede Kongeriget 📌Danmark en Holger Danske, fast i Sadlen, som selv Keiseren over 📌Frankrig, 📌Italien og 📌Tydskland fandt det voveligt at pirre ved, og forligdes derfor heller med om 📌Eideren til Grændse.