Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1

Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

II.

Det er ikke ret mange Aar siden, da jeg fik et trykt Omgangs-Brev ligefra 📌Leipzig, stilet til mig, som en af “📌Tydsklands berømte Boglærde (nahmhaften Gelehrten), angaaende et Høitydsk Storværk, naturligviis af “Sort paa Hvidt”, hvortil man ikke tvivlede om, at jo ogsaa min høitagtede Pen vilde levere et Bidrag, der var det store “Fædreland” værdigt! Dette kunde jeg vistnok, efter min Pens Forhold til Tydsken, med en god Samvittighed lee ad, som jeg ogsaa gjorde, men naar jeg siden tænkde paa, hvad der 52dog alt maatte være gaaet i Forveien, før det blev mueligt at tiltale navnkundige Danske Forfattere som Tydskere, der altsaa, naar de skrev Dansk, kun legede lidt med Landskabs-Mundarten, til Morskab for Almuen, da var jeg tit nær ved at græde, og nær ved at fortvivle om 📌Danmarks Udfrielse fra det Tydske Overherredømme, fordi saa dybt kunde Danskheden umuelig være sunket i Tydskernes Øine, naar den ikke selv havde kastet sig i Støvet, og 👤Demosthenes har jo meget rigtig sagt, at hvor Trællen er, der kommer Herren af sig selv.

Da jeg nu imidlertid hverken kan eller vil opgive mit gode og lyse Haab om 📌Danmark og Danskheden, som herefter aabenbar maae staae eller falde med hinanden, saa vil jeg stræbe, det klareste jeg kan, at stille Danskerne den Tydske Sag for Øie, saavidt den kan vedkomme os alle, for at de kan see, det er gammeldansk at spase med den, og det er historisk oplyst, at den er ikke nær saa farlig, som den seer ud, naar vi blot paa vore egne Enemærker har Mod til at trodse den.

I sig selv er den gammeltydske Sag saa bælgmørk, at Romerne, der dog trængde lige op til 📌Elben, har, saavidt vi kan skiønne, ikke engang hørt Tydskerne nævne, ja selv den Franske Keiser 👤Karl den Store, med hvem Tydskerne begynder deres Historie, stødte hverken ved 📌Rhinen, ved 📌Donau eller ved 53📌Elben enten paa Tydske Konger eller Keisere, men kun paa Baierske, Frisiske og Sachsiske Fyrster, som han fandt meget lettere at bringe til Fornuft end den urimelige Danske Konge, for hvem han ikke selv i 📌Aachen troede sig ganske sikker. See, denne 👤Karlmagnus-Tid, maae vi huske, var ved Aar 800, saa for tusind Aar siden, da 📌Tydskland kun var en keiserlig Fransk Provinds, da lignede Kongeriget 📌Danmark en Holger Danske, fast i Sadlen, som selv Keiseren over 📌Frankrig, 📌Italien og 📌Tydskland fandt det voveligt at pirre ved, og forligdes derfor heller med om 📌Eideren til Grændse.

De Tydske Historieskrivere fra iaar, for ifjor havde de endnu ingen, jeg mener dem i den nyere Tid, for de har ingen fra den Gamle, de regner det naturligviis for ingen Ting, at der var et Dansk Kongerige længe førend der blev et Tydsk, og at den stormægtige Keiser, som traadte alle deres Fyrster paa Nakken, maatte nødes til at tinge op med vore Konger, men deraf følger jo dog vel ikke, at vi ogsaa skal regne det for ingen Ting, saa jeg tør paastaae, det er allerede store Ting, at selv Tydskerne maae tilstaae, at i 👤Karl den Stores Tid, da de først ved at falde begyndte at blive navnkundige, da var der allerede et Dansk Kongerige, som Keiseren maatte lade staae i det mindste til 📌Eideren.

54Hvad nu enten vore egne Historieskrivere fra Middelalderen, med 👤Saxo i Spidsen, eller de Islandske med 👤Snorro paa Toppen, har skrevet op om det gamle 📌Danmarks berømte Skjoldunger, med al deres Livsalighed, Magt og Herlighed, mange hundrede Aar før 👤Karl den Store blev født, det kan vi giemme til en anden Gang, kun med den Anmærkning, at selv den ramtydske 👤Dahlmann, som kiender noget til det, tør ikke nægte, der er immer Noget i det.

Derimod hverken kan eller vil jeg, for Tydskernes Skyld, nægte mine Danske Læsere den Fornøielse at see, hvad der staaer i vor gamle Rimkrønike fra Middelalderen, om Maaden, hvorpaa Kongeriget 📌Danmark i den graa Oldtid først blev til; thi vel er den historiske Hjemmel ved saa ældgamle Spørgsmaal ikke den bedste, men Læserne vil strax finde, der er en Natur-Sandhed i Sagnet, som ingen anden Hjemmel behøver.

Gamle Fader Humle, Sællandsfarenes Høvding, indføres nemlig saaledes talende:

Saa kom de Tydske i 📌Jylland ind,
At skiænde og brænde lagde de paa Vinn,
De søndre Jyder, dem sloge de paa,
De havde saa tænkt deres Land at faae;
Thi sendte de (Sønder-Jyderne) Bud da til min Søn,
Fordi han var en Kæmpe kiøn,
55Han foer med dem de Tydske imod
Og slog dem alle der ned for Fod.

Desaarsag, hedder det saa videre, enedes baade Jyder og Øboer om at tage Humlesønnen til Konge, og, efter hans Navn, som var Dan, at kalde hele Kongeriget 📌Danmark; og denne gamle Tro, at Kongeriget 📌Danmark, som vi veed, for tusinde Aar siden gik til 📌Eideren og trodsede Tydskernes Overmand, det var alt mange Aarhundreder før stiftet paa Trods mod Tydskerne, den Tro kan end ikke Tydskerne finde urimelig, og vi, som nu kaldes til Hjelp af de Slesvigske Danskere, hvis Land de Tydske saa længe og nys saa vist har “tænkt at faae”, vi behøver nu blot at slaae de Tydske ned for Fod, saa har vi Troen i Hænderne.

Det er altsaa den gammeldanske Tro, at 📌Eideren er 📌Danmarks naturlige Sydgrændse, men at den baade er sat og maa immer hævdes paa Trods mod Tydskerne, som idetmindste vil have 📌Sønder-Jylland, og det er en historisk Kiendsgierning, at indtil 👤Karl den Stores Tid holdt vi Stand, skiøndt de gamle Tydskere vist var nok saa ramme som de Nye, saa naar vi ikke er vanslægtet meer end Tydskerne, kan vi vel ogsaa nu holde dem Stangen.

At det imidlertid holdt haardt nok, fra den Sachsiske 👤Henrik Fuglefænger til den Svabiske 👤Frederik Rødskiægs Tid, altsaa fra Begyndelsen af 56det Tiende til Slutningen af det Tolvte Aarhundrede, det beviser allerbedst det berømte 📌Dannevirke der i disse tre Aarhundreder fyldte sine Stærkodder-Dage, thi det gaaer allevegne som i 📌Sparta, at saalænge Mænd staae som Mure, da bruger man ingen andre, og i denne Tid falder da vel ogsaa Oprettelsen af Hertugdømmet 📌Slesvig, der allerede under 👤Valdemar den Stores Fader 👤Knud Lavard, havde et meget tydsk Snit, og lovede da ingenlunde den sikkre Grændsevagt, hvortil det aabenbar skulde sigte.

Vel var endnu 👤Valdemar Seier en dygtig Krigsmand og havde i sin Ungdom Lykken med sig, saa han indtog baade 📌Holsteen, med samt 📌Hamborg og 📌Lybek, og andre tydske Lande, men allerede i hans Dage gik det dog Krebsgang, saa han faldt selv i tydsk Fangenskab og tabde siden Slaget ved 📌Bornhøved, hvorpaa den Schaumborgske Grev 👤Adolph opkastede sig til Greve i 📌Holsteen, og da nu 📌Slesvig tillige efter 👤Valdemar Seiers Død (1241) blev et særskilt Hertugdom, som ved de Holsteenske Grevers Hjelp immer stræbde at giøre sig uafhængigt, saa tegnede det kun til daarlige Tider for Kongeriget 📌Danmark. Naar man nu desuden veed, at Midten af det trettende Aarhundrede, ligesaavel 👤Snorro Sturlesøns som 👤Valdemar Seiers Dødstid, er Slutningen af den ægte Nordiske Udviklings-Tid (650-1250), som i den Angelsachsiske og Islandske Literatur har sat 57sig varige Mindesmærker, da forundrer man sig ikke over, at Kongeriget 📌Danmark alt i Midten af det fjortende Aarhundrede var paa Randen af sin Undergang og reddedes, for menneskelige Øine, kun ved 👤Niels Ebbesøns Vovestykke, da han slog 📌Holsteens 👤kullede Greve, men vel maa man forundre sig over, at Kongeriget 📌Danmark ikke blot er til endnu, men betragter med Rette Slesvig-Holstenerne som Oprørere, det vel endnu staaer i 📌Danmarks Magt at tugte.

Paa en Maade kan da det lille 📌Danmark ikke andet end prise sin Lykke, selv i sin nærværende meget farlige Stilling, men turde vi ikke haabe at kunne afkaste det aandelige Aag, som Tydskerne har lagt paa os, og at faae den store Steen bortvæltet, som nedtrykker Hjertet og stopper Munden paa det Danske Folk, da maatte vi sige, det var dog kun en tynd Lykke, kun af det Slags Held, som igrunden fører Ulykken med sig; thi at baade Hertugdømmet 📌Slesvig og Grevskabet 📌Holsteen i Midten af det femtende Aarhundrede paa en Maade blev forbundet med Kongeriget 📌Danmark, synes vi hidindtil kun at have havt Ulykker af.

At nemlig Kong 👤Christian den Første af Oldenborg, for at blive Greve i 📌Holsteen, lovede Ridderskabet, at 📌Slesvig skulde kobles sammen med det, har ikke blot givet Slesvig-Holstenerne men hele 📌Tydskland et velkomment Paaskud til at giøre os det 58gammeldanske Hertugdom stridigt, og Oldenborger-Stammen har desuden i de firehundrede Aar, den besad 📌Danmarks Throne, viist saamegen Forkiærlighed for Tydsken og indviklet sig saa dybt i 📌Tydsklands Anliggender, at det nødvendig maatte svide baade til 📌Danmark og Danskheden paa mange Maader.

Desuagtet er det dog kun Overfladelighed, naar man udleder al 📌Danmarks Pine og Danskhedens Dødsfare fra den Oldenborgske Stammes Tydskhed og Forbindelsen med 📌Holsteen, thi hvad vilde vi Danskere med Tydske Konger, eller hvor kunde vi glemme, at med Koen følger Halen! Desuden saa begynder jo vor Tydske Kongerække ikke med 👤Christian af Oldenborg, men med 👤Erik af Pommern, og netop i hans Dage blev det vitterligt, at end ikke Kongen af alle tre Nordiske Riger kunde længere faae Bugt med Slesvig-Holstenerne, som havde Hansestæderne 📌Hamborg og 📌Lybek i Ryggen, saa uden den Oldenborgske Stamme og den tvetydige Slesvig-Holsteenske Forbindelse, vilde der rimeligviis ei meer været noget Kongerige 📌Danmark til. Ulykken maa derfor udledes deraf, at den Nordiske Folke-Aand var hendøet endnu før vor indfødte Kongestamme uddøde med 👤Valdemar Atterdag og Dronning 👤Margrethe, og at det Danske Folke-Hjerte, uden Folke-Aandens kraftige Bistand, var alt for svagt til at modstaae den Tydske Paatrængenhed, 59hvoraf det altid har været og altid vil blive bestormet.

Ja, gid det ikke maa forarge “de Skiønne,” hvis de, som jeg ønsker, kaster et mildt Øie i mit Ugeblad, men jeg kan virkelig ikke forklare mig Danskhedens urimelige Føielighed mod Tydskhedens uforskammede Krav, uden under den Forudsætning, at Danskheden ligner en kvindelig Skiønhed af Kiød og Blod, som med alle sine gode Dyder forbinder den kvindelige Skiønheds tit meget slemme Lyde, at ville behage de tit meget slemme Mandfolk, som føre det store Ord i Verden og klapper paa Sværdet mod hvem der tør mukke, skiøndt netop disse stormægtige Personer tit ikke kan behages uden overdreven Føielighed.

Det er mig nemlig klart, at Tydskheden ligner en saadan styg, magerslagen, suurmulet, opfarende og trættekiær, men sei, stærk, stortalende, skarp og bidende Krigsmand, og vel er hvad den i 📌Jylland nærmest støder paa, heller ikke blødsødent; thi Jydskheden ligner i alle Maader den Bondemand, der længe red til 📌Kolding og kiøbde Viin og Hvedebrød til Franskmanden af “den store Armee,” men bukkede saa dog tilsidst begge Ender sammen paa ham og puttede ham ned i Hakkelsetønden, da han blev for grov; men just derfor siger jeg, at Danskhedens Undertrykkelse er langt mere dens egen overdrevne Eftergivenhed end Tydskhedens Overmagt at tilskrive. I 📌Slesvig eller 60📌Sønder-Jylland seer man saaledes strax, at sine historiske Erobringer i 📌Norden skulde Tydskheden nødig rose sig af, da den, trods sit Tyranni i hele sex Aarhundrede, hverken heelt eller halvt har kunnet fortydske Hertugdømmet, men ventelig kun beholdt de Tydskere, den fulgdes med derind, og vundet de Veirhaner, der altid er som Vinden blæser; men i 📌Kiøbenhavn, og i det Hele paa 📌Øerne, hvor Danskheden, saavelsom vort bløde, søde Modersmaal, egenlig har hjemme, der seer man ogsaa let, at Tydskhedens romantiske Udvandringer har været os til langt mere Ulykke end alle dens historiske Krigstog.

Det vilde her føre meget for vidt, af 📌Tydsklands egen Historie at vise, at Tydskheden i sin Kraft altid, ligesom 👤Goethe, mest har lignet en Roman-Helt eller vandrende Ridder paa Æventyr, hvis hele Levnetsløb er et saa indviklet Sammenvæv af Drøm og Virkelighed (Dichtung und Wahrheit), at den, ligesom 👤Goethe, ei selv kan skille dem ad; men at Tydskheden meget tidligt har giæstet os i denne for Alt hvad der ligner det smukke Kiøn, altsaa for Danskheden, farligste Skikkelse, det seer vi godt paa 👤Saxos Beskrivelse af Kongernes Gaard i 📌Leire, hvor Stærkodder snart traf en sachsisk Prinds, snart en Spillemand og snart en Guldsmed, i meget betænkeligt Forhold snart til Dronningen, snart til Prindsessen og altid til Danskheden. Saalænge Gothe-Kæmpen og 61Gothe-Skjalden Stærkodder levede og var paa de Danskes Side, havde det vel ikke saa stor Nød, thi som der staaer i Riimkrøniken:

Tydske maatte (gad) han ingenlunde see,
Han drev (holdt) dem baade for Spot og Spee;

og endnu om Dronning 👤Thyra Dannebod har man den gode Fortælling, at hun tilgavns narrede sin Tydske Tilbeder, 👤Henrik Fuglefænger, i det hun byggede 📌Dannevirke op for de Penge, han vilde bestukket hende med; men ligesom vi før anmærkede, at 📌Dannevirkes Opbyggelse var selv et Beviis paa den Danske Grændsevagts Svækkelse, saaledes er ogsaa 👤Thyra Dannebod giennem mange Aarhundreder den Sidste paa vor Dronning-Stol, i hvem Danskheden speiler sig. Endnu længe førend vi med vore Tydske Konger fik den lange Række af endnu langt tydskere Dronninger, maatte den deilige Danskhed da søges lavere end paa Thronen, hvortil den dog er født og baaren, og man behøver ikke engang at kiende Tovelilles Vise, for at vide, det er allerfarligst ved sin Skiønhed at vække Dronningens Misundelse, og dog selv ingen Dronning at være!

Læseren og fremfor alt Læserinden, om jeg har en, vil herved sagtens tænke, at jeg enten i min poetiske Ruus, eller af Skielmeri, driver Lignelsen af Danskheden ved en kvindelig Skiønhed saavidt, at den halter paa begge Been; men dog kan jeg forsikkre dem 62begge, og især hende, at jeg baade er saa ædru, som om jeg nys var traadt ind i Afholdenheds-Foreningen, og tillige er jeg, om end altid lidt skielmsk, dog ved denne Leilighed meget alvorlig, skiøndt jeg maa drive Lignelsen endnu videre og sige reent ud, at Danskheden i de sidste trehundrede Aar, for mine Øine, ligner en vel igrunden altid ung og hardtad mageløs elskværdig Skiønhed, men som dog, for at behage en umaadelig styg, opblæst, gnaven og arrig Tydsk Skolemester, ikke alene har sminket sig op, og maiet sig ud med al Verdens Flitterstads, men har, hvad der er det allerværste, tvertimod sit eget Hjertes Drift, givet sine uskyldige Børn, baade Piger og Drenge, i den forbistrede Skolemesters Vold, som vistnok selv bilder sig ind, han kan, som han har sagt, “sætte Hoved paa dem,” men kan, som han har viist, dog kun “pine dem Sjælen ud af Livet.

Ja, det er mit ramme Alvor, saa ramt, at jeg tit har været nær ved at græde, naar jeg saae en Flok blaaøiede, gullokkede Danske Piger og Drenge, fulde af Liv og Munterhed, og tænkde paa: om nogle faa Aar er ogsaa alle disse, eller dog vist alle Drengebørnene, forgaaede eller forgjorte i den Tydske Skole, som er den samme bittre Død for Danskheden, ligefra sit mindste Lukaf ved Siden ad Kostalden i vore gamle Steenkasser, indtil den store Sal paa vor ny Studigaard.

Ja, jeg maa idelig gientage det, fordi mine Læsere hidtil bestandig glemme det, og mine Læserinder tage det for Spas: jeg er selv fra Barnsbeen og, saa at sige, af Modersliv, ikke blot halvveis, men næsten heel og holden en Bog-Orm, og skiøndt jeg vel ogsaa er et Beviis paa, at næsten slaaer ingen Mand af Hesten, saa er jeg dog et endnu langt gyldigere Vidne om, hvilken Pestilens den Tydske Skole er for Danskheden, da jeg, som dog, forholdsviis, er gaaet glat igiennem den, og havde de bedste Udsigter til at glimre i den, ikke engang jeg kan paa nogen muelig Maade forlige 63mig med den, men maa bestride den med alle Vaaben, blot fordi jeg har en lille, lyslevende Dansk Blodsdraabe i mig, som jeg ikke for al Verden vil miste, og som dog isner, saasnart jeg sætter Foden ind i den forbistrede Tydske Skole, hvis aandløse Sjæl er et Bogstav-Væsen, og hvis hjerteløse Maal, naar det opnaaedes, vilde være en Fandens Boglærdom og boglig Konst, der trodsede Aanden, foragtede Hjertet, og gav hele Menneskelivet, som den formastelig paatog sig at omskabe, et ulægeligt Banesaar! Hvorvidt Tydskere kan giennemgaae denne sorte Skole, uden at Fanden, som Ordet gaaer, tager meer end hver Trettende, det bliver deres egen Sag, men de har, i alt Fald, anderledes Drift og Hoved til det end vi, og har derfor baaret sig langt fornuftigere ad med deres egne Børn end med vores, enten fordi det altid kun var Tydske Vindmagere, der tog sig af vores Opdragelse, eller fordi de var kloge nok til at see, vi duede slet ikke til den Tydske Lærdom og Videnskabelighed, men de var ogsaa selvkloge nok til at slutte, at vi duede, aandelig talt, til slet ingen Ting, saa Verden tabde intet ved, at vi nøiedes med et tomt Skin af den Tydske Viisdom, som var os for høi.

Dog, jeg er i saamange Aar blevet misforstaaet, naar jeg talde og skrev om Uforligeligheden mellem Dansk og Tydsk, at vil jeg tænke nu at blive forstaaet, maa jeg beflitte mig paa den største Tydelighed, som Danskheden, uden paa Tydsk at skiæres op, tillader, og skiøndt Misforstaaelsen vistnok har mange Grunde, er dog nok en af de vigtigste den, at naar jeg talde om Grunddansk og Høitydsk, da tænkde man kun paa Sønderjydsk og Plattydsk, som i det mindste i Munden kun altfor let løbe sammen, skiøndt det igrunden klæder dem meget bedre, naar de slaaes end naar de kysses. Modsætningen mellem Grunddansk og Høitydsk er derimod ligesaa klar, som den er dyb, thi den er som mellem et Dronning-Hjerte, der iløn vil styre Hovedet, og et Skolemester-Hoved, 64der aabenbar mishandler Hjertet, eller skulde det i vore oplyste Tider ikke være indlysende baade af Folke-Historierne, af Literaturerne og af den daglige Erfaring, at Tydskheden med et meget haardt og stridbart Hjerte har baade sin Styrke og sin Hede i Hovedet, medens Danskheden med et meget vittigt, men ogsaa meget skiørt Hoved, har hele sin Styrke og Varme i Hjertet, saa den Danske Efterligning af Tydskheden maa, aandelig talt, enten blive en vittig Spas eller det meest usammenhængende Daarskab, og hiertelig talt, et grueligt Selvmord, ganske af samme Slags, som det, 📌Danmarks Rige maatte begaaet ved at forbinde sig i en halvtydsk og kun paa Papiret halvdansk Heelstat med 📌Slesvig-Holsteen.

Vil derfor det Danske Dronning-Hjerte ikke blot under daglig Krænkelse friste en kort og kummerlig Tilværelse i Fædernelandet, men atter bestige sin blomstrende Throne, godvillig adlydt i “deiligst Vang og Vænge” og paa “Bølgen blaa,” og lovsunget som en Gudinde af alle 📌Nordens Skjalde, da maa det engang for alle, det koste hvad det vil, sende det tydske Skolemester-Hoved et kort og koldt Skilsmisse-Brev, og dermed lade det fare samme Vei, som hele det Slesvig-Holsteenske Cancelli, og takke Gud til, at de begge To, af den usleste og blindeste Egenkiærlighed, gjorde sig saa splittergale, at man med et halvt Øie kunde see, det var kun Fjas med al deres “Gemüthlichkeit,” men ramme Alvor med deres grændseløse Foragt for det dunkle, men grunddybe, ømme og troskyldige “Kvinde-Hjerte” som om det kun var en Kiød-Klump, eller dog kun et sandseligt, aandløst Spilleværk, der, naar det ikke vil lystre Spillemands-Haanden, uden al Barmhjertighed skal sønderknuses!