Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1

529

1848.  Nr. 34.

Danskeren.

Et Ugeblad.

3. Kvartal. Onsdagen d. 8. November. Nr. 6.


📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke.

Naar “Danskerens” Læsere seer, paa den ene Side, hvormegen Umage jeg, hidtil forgæves, har gjort mig for at blive Rigsdagsmand, og paa den anden Side, hvor aabent og dristig jeg baade mundlig og skriftlig, baade i Spøg og Alvor, udtrykker mig om 📌Danmarks Stilling, øiensynlige Fare og hardtad utrolige Frelse, ja, om alle Danske Forhold, uagtet jeg ikke blot maa kunne see, men maa nødes til at føle, at jeg har ikke blot Styrmændene men ogsaa Vinden og Strømmen imod mig; naar mine betænksomme Læsere, selv de velvilligste, seer det, da kan jeg godt forstaae, de fristes til et af to: enten til at lee ad mig, som en gammel Mand, der gaaer ikke saa lidt i Barndom, og indbilder sig, han kan skabe Verden om, enten det, eller de fristes til at tænke, at jeg igrunden har opgivet den Danske Sag og vil kun, dels for et glimrende Eftermæles og dels for Løiers Skyld lade Modstan530derne føle min Overlegenhed i Brugen baade af Mund og Pen paa det Danske Modersmaal, som skal i Graven med mig.

Ja, jeg kan godt forstaae det, at Læserne fristes til de nemmeste Forklaringer af min besynderlige Adfærd paa en Tid, da næsten alle bekiendte Mænd paa min Alder enten kryber i et Musehul, eller kappes om at redde i det mindste Pungen under det almindelige Skibbrud; men det hører og til mit Skriver-Kald at staae Danske Læsere bi til Overvindelsen af saadanne Fristelser, hvis Hensigt er aabenbar at bortlede Opmærksomheden fra den Danske Sag til Rollerne, der spilles paa den Danske Skueplads og til den gruelige Tankegang, at alle fornuftige Folk maae betragte deres eget “Liv og Levnet” ikke som en virkelig Kamp for en virkelig Krone, men kun som et Skuespil, kun beregnet paa Klap og Tidsfordriv, paa Kost og Tæring og endelig paa Naadsens Brød og en honet Begravelse.

Derfor maa jeg begynde med at sige saa alvorlig og vidne saa gyldig, som Pennens Vilkaar tillade, at hverken har jeg opgivet eller kan jeg nogensinde opgive den Danske Sag, fordi den i mine Øine, skiøndt det vil sige meget, er ligesaa lykkelig igrunden, som den paa Overfladen synes fortvivlet og som den, selv i alle Verdens utydske Øine, er god og retfærdig; men derfor er jeg dog saa langt som mueligt fra 531den naragtige Indbildning, at enten min tandløse Mund, om den end stod vidaaben paa Rigsdagen eller min skrattende Pen, om den saa var endnu langt ægtere engelsk, end den, desværre er, skulde kunne vende enten Vind eller Strøm, for ei at tale om de mageløs stadige Styrmænd!

Men hvad er det da, jeg stoler paa, naar jeg endnu, midt under den gruelige Vaabenstilstand, midt under Dødssukket fra det Danske 📌Slesvig, med Øiet hæftet paa den Slesvig-Holstenske Regiering, der i Kongen af 📌Danmarks Navn grunder Staten 📌Slesvig-Holsten paa det berømmelige Oprør, med Øiet fæstet paa det Ministerium, der har sluttet Vaabenstilstanden og taaler at den aabenlyst misbruges til at grundfæste Oprøret, og forlanger desuagtet, som en sat Ret, den blindeste Tillid af den Danske Rigsdag og det Danske Folk, og synes kun at møde ubetydelige Indvendinger; og endelig med Øiet hæftet paa den saakaldte Grundlov for “📌Danmark og 📌Slesvig,” der langt mere ligner et Skiøde paa Godser i Maanen; naar jeg, trods alt dette, og trods alt, hvad dermed følger og deraf flyder, endnu lader min Danske Mund og Pen seile deres egen Sø tvertimod Vind og Strøm og alle Styrmændenes Bestik, og siger trøstig: saa høi en Sø har vi Danske Gutter seilet før og kuldseilede dog ikke, men slap, om end 532lidt dyppede, dog lykkelig iland og fik vores paa det Tørre!

Hvad jeg stoler paa er vel hverken den gamle Historie eller den ny Aabenbaring, som de Lærde har gjort dem lystige over og de Pæne rympet Næse ad, for uagtet al min Kiærlighed til 📌Danmarks gamle Historie, troer dog Ingen mindre end jeg paa de Dødes Heltegierninger, og uagtet al min Tro paa Aanden i 📌Nordens Skjalde-Syner, veed jeg dog godt at alt Billedsprog er tvetydigt, men det er dog rigtig nok hvad man ogsaa kalder “en gammel Historie” om “📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke,” som jeg baade bygger og regner paa, fordi jeg har seet en splinterny Aabenbarelse af dem begge, ikke, som vel Godtfolk tænker, blot i Bøgerne ved Natlampen, men fremforalt ved høilys Dag i dette vidunderlige Skudaars Danske Begivenheder.

Ja, 📌Nordens Kæmpe-Aand og 📌Danmarks høie Lykke-Stjerne har iaar saa klarlig aabenbaret sig for mine Øine, at hvis de ikke var slagne med Blindhed, maae alle Dannemænd og Dannekvinder i det mindste have skimtet dem, om de end knap endnu tør troe deres egne Øine.

Gaaer vi nemlig tilbage til dette Aars Begyndelse, til 👤Christian den Ottende paa Sottesengen og paa Ligbaaren, da veed vi alle, hvor modfaldne og raadvilde selv de Kækkeste og Klogeste iblandt os var, og det 533med Rette, thi Haardeknuderne, baade udad og indad, som Aarhundreder havde været om at slaae, var netop ved de bagvendte Løsnings-Forsøg blevet saa stramme, at de paa en eller anden Maade maatte overhugges, og der var ikke mindste Udsigt til, at det kunde skee uden et ulægeligt Hjertesaar.

Men see, da begyndte 📌Danmarks Lykke midt i al Ulykke at aabenbare sig, derved at Kong 👤Frederik den Syvende endnu førend det Franske Jordskælv frivillig opgav den Franske Betragtning af Enevoldsmagten, der i 📌Danmark, hvor Enevoldsmagten langtfra at være et Rov, var en Vennegave af Folket, havde gjort den redeste Sag i Verden til den mest indviklede. Vi mærkede vel endnu ikke, at Lykken igrunden spillede for os, thi den mørke Udsigt til Sammenkoblingen med 📌Holsten fængslede hele vor Opmærksomhed, men da Jordskælvet kom uden at naae til os, da begyndte vi dog at føle det, og da Slesvig-Holstenerne i deres blinde Overmod selv rev sig løs fra den kun for 📌Danmark uheldsvangre Forbindelse, og vi i de samme Dage fik et Statsraad, der brød overtvært med Oprørerne, da maatte vi alle prise 📌Danmarks Lykke, naar det kun maatte vise sig, at 📌Nordens Kæmpeaand ei blot svævede over Skjalde-Issen, men havde endnu et Lønkammer i Folke-Hjertet.

534Og see, det aabenbarede sig jo ikke blot for vore, men for 📌Europas Øine, da, som Jyden sagde, den “grove Aand” kom over de Danske, saa hele Folket meldte sig ikke blot til Udskrivning men til Udrykning, stillede alt hvad de havde til Rigets Tjeneste, og forudsagde djærvt hvad Slesvig-Holstenerne vel umuelig kunde troe, men fik virkelig at føle ved 📌Flensborg, at Hjertefolket, skiøndt det sidder lavt, kan dog endnu hævde sin Rang mellem Hovedfolkene, hvorpaa Det har Brev fra Arildstid. Ja, ogsaa Preuserne, den store Hugafs Førstefødte fik det at føle ved 📌Dannevirke, at vel var vi nemmere end de at overraske, men ei at overvinde, og dette “staaende” Slag, som det blev kaldt fra begge Sider af i det Høieste een Dansker mod to Tydskere, det var en Aabenbarelse af 📌Nordens Kæmpeaand, som man skulde tænke, maatte overbeviist selv de mest haardnakkede Tvivlere, end sige Dannemænd selv ei blot om Tilværelsen, men om Nærværelsen af den gamle nordiske Livskraft, hvis Ord skaber Daad og hvis Daad føder Høisang.

Vist nok kan man sige, at ved 📌Dannevirke fristede vi baade 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke, men det skedte i al Uskyldighed, derfor blev ogsaa baade Aanden og Lykken os tro, thi om Mage til den Lykke, der fulgde de udmattede Faa fra de Manges Aasyn tilbage til 📌Als og 📌Kongeaaen, om den 535kan man lede længe i Krigens Aarbøger og endnu længere i det virkelige Liv.

Siden denne uforglemmelige Paasketid har Kæmpeaanden vel kun faaet meget sparsom Leilighed til at vise sig, men greb dog Leiligheden de to berømte Sommerdage saa begiærlig og erstattede især ved 📌Dyppel saa godt med Vægt hvad der fattedes i Tal, at kunde selv Tydskerne indbilde sig, at dermed var Kraften udtømt eller Lysten styret, da være de aabenbar ligesaa taabelige, som de havde drømt sig vise.

Og hvad nu 📌Danmarks Lykke angaaer, da fik den kun alt for god Leilighed til at glimre, thi ikke blot beholdt den Æren alene for 📌Jyllands Befrielse, men tilskrives ogsaa hele Æren for det Vidunder, som vi dog vist igrunden skulde takke den mageløs varme Danske Fædernelands-Kiærlighed for, det store Vidunder, at 📌Nordens Kæmpeaand heller bar de uværdigste Baand end han vilde lade vor Ungdom i Stikken og bringe vore Kvinder i Fortvivlelse til, som de gamle Skjoldmøer, at aabne den Heltebane, der spærredes for Kæmperne. Ja, hvilken Dannemand kan høre Kæmpevisen om 📌Islands Kongedatter og Holger Danske i Fangetaarnet, uden at tænke paa det Danske 📌Slesvig og den Danske Krigshær, og hvem af os tvivler vel om, at naar Baandene briste idag eller imorgen, vi da snart skal spørge nyt fra vor Ungdom og 📌Nordens Kæmpeaand, der 536svarer til det gamle Omkvæd “Holger Danske han vandt Seier over 👤Burmand!”

Om jeg derfor slet ikke kiendte meer til 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke end hvad enhver Mand med aabent Øie for Menneske-Livet og lyst Begreb om Verdens sædvanlige Løb, kunde have lært, og bør have lært iaar, skulde, eller kunde jeg da vel enten skamme mig ved at høre til denne Aands og Lykkes Selskab, eller føle mig ene i Marken ved Siden ad dem! Ja, var det desuden ikke i det samme Følgeskab at 📌Norges Løvenskjold og 📌Sverrigs Lejonhufvud gjorde ved Løvemod deres Navne udødelige, ved ædelmodig Selv-Opoffrelse deres Minde velsignet hos os fra Slægt til Slægt, og var de ikke Mænd med Kiød og Been som jeg, saa i det mindste til de segnede paa Heltebanen, var jeg ikke ene om at troe paa 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke, og maatte dog vel heller ønske at falde som de for den Danske Sag og sidde hos dem i 📌Nordens Gladhjem, end at staae paa det Danske Folks Grav og stirre mig blind paa 📌Tydsklands Storhed!

Men stod da 📌Norges og 📌Sverrigs Løver ene med 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke ved 📌Flensborg, ved 📌Dannevirke og 📌Dyppel, saa denne Tro skulde nu i 📌Danmark med den graahærdede Skjald kun være et Haarsbred fra Graven!

537Nei, vi veed jo alle, det er ikke sandt, er, Gudskeelov! en haandgribelig Løgn, thi det er jo klart af Tydskernes egen Bekiendelse at de har ogsaa mødt de Danske Løver, og at om end Løverne fra Sletten ei sprang saa høit som de Bjergfødte, saa viste de dog klarlig, at de var af Slægten, og vi behøve ikke Tydskernes Vidnesbyrd, da det ikke blot er Hæren i Marken, men er hele 📌Danmarks Folk, der har viist sin Tro af sine Gierninger!

Hvordan saa derfor end Vinden springer og Strømmen skifter og Roret dreier, saa er det lige vist, at jeg staaer midt i et Folk, som med mig troer paa 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke, paa den stærkeste Aand og den blideste Lykke, som nogen Folkestamme og noget Verdensrige har kunnet tilegne sig, og naar nu dette Folk, naar det Danske Folk vælger Rigsdagsmænd, som skal kræve Regnskab af dem, der stod for Styret under Kæmpeaandens Aabenbarelse og Lykkens Smil, skal give Raad om de bedste Midler til Rigets Redning og skal i Samfund med Enevolds-Kongen fastsætte Grundloven for Livets Rørelse, for Magtens Brug og Landets Styrelse; skulde jeg da ikke tilbyde Folket min Tjeneste, og skulde jeg ikke stræbe med al Flid at vise Folket, at de kan være tjent med min Mund og min Pen, saa vist, som de ønsker at besjæles af 📌Nordens Kæmpeaand og at følges af 📌Danmarks Lykke! Eller skulde maaskee Tale og Skrift i 538Folkets Aand og paa Dets Modersmaal lyde fremmed paa den Danske Rigsdag og oversees i den Danske Læseverden, fordi Endeel, et Parti, som for Øieblikket med Mund og Pen vil føre Ordet, ei troer paa 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke, og fik derfor heller aldrig Modersmaalet i deres Magt og lærde aldrig at kiende Veien til Folkets Hjerte!

Nei, vel er vor Tro herneden altid omleiret af Tvivl, som, naar de ikke kan rokke, stræbe at udhungre den, og jeg kan ingenlunde rose mig af, at naar min Tro paa 📌Nordens Kæmpeaand i Dværge-Skikkelse og paa 📌Danmarks Grund-Lykke midt i alskens Ulykke, har hungret ikke blot i fyrretive, men snart i halvandethundrede Dage, fra først i Juni til sidst i October, at Troen da endnu skulde være stærk nok til at flytte Bjerge, men alt hvad Troen endnu kan styrke mig til at sige og giøre for den Danske Sag, det veed jeg er kun lidt af, hvad 📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke baade har fortjent og vil vise, de kan svare til.

Hvorvidt 📌Nordens Kæmpeaand kan faae Bugt med Krigsministeren, saa han med det Gode løser ham af det forsmædelige Baand, hvori han snart hele Sommeren har ligget, Baandet, der, ligesom Fenris-Ulvens, synes gjort

Af Kattefods Døn
Og Kvindeskiæg,
539Af Bjergerødder
Og Bjørnegræs,
Af Fiskeaande
Og Fuglemælk;

det veed jeg rigtig nok ikke; thi det synes virkelig, som Krigsministeren anseer alle Aander, selv Folkeaanden iberegnet, for Spøgelser, man maa bruge alt det Staal, man har, til at holde borte; men jeg tvivler dog slet ikke paa, at jo 📌Danmarks Grundlykke, der altid aabenbarer sig midt imellem en heel Flok Ulykker, og som hører til Kvindekiønnet, vil i værste Fald nok vide, enten at liste Nøglen til Fangetaarnet fra Krigsministeren, eller at liste Holger Danske ud af Nøglehullet, og slipper Holger bare ud af Taarnet engang endnu, da skal baade Krigsministeren og 👤Burmand og hele 📌Danmark vist faae at see, at Baandene, der igrunden, ligesom den Tydske Flaade, er gjort af lutter Tydske Ideer eller Hjernespind, dem blæser han kun ad, og Slesvig-Holste nerne, dem blæser han omkuld, og med deres Hjelpere vender han Mølle uden al Persons-Anseelse, og for alle Tydskere slaaer han en Bom, de seent skal overspringe!

Saaledes har jeg da gjort rigtigt Regnskab for min Danske Tro og mit Nordiske Haab, saa jeg vil haabe, den velvillige Læser kan see, at hvor sjeldne de end kan synes, har dog det Danske Folk 540netop iaar viist, at Det igrunden deler dem baade Troen og Haabet med mig, og at derved er der iaar gaaet Syn for Sagn baade om den Nordiske Aands og den Danske Lykkes virkelige Nærværelse, saa selv Krigsministeren kunde meget godt være bekiendt at troe sine egne Øine bedre end de Tydske Regnemestre, der bilder dem ind at ligesaalet som de kan trække een fra Fyrretive paa Tavlen, ligesaalet kan de med en Tyvendedeel af 📌Tydsklands Magt tilintetgiøre hele 📌 Danmark! Ja, hvor fortvivlet det end maa synes, vil jeg dog ikke endnu opgive alt Haab om Krigsministerens Omvendelse til det Danske Folks Tro, hvoraf det Nordiske Seiershaab udspringer, thi naar jeg betragter Mænd, som 👤Friedrich den Eneste og 👤Napoleon, der vist for Resten slet ikke var stærkere i Troen end vor Krigsminister, da seer jeg grandt, at de troede desuagtet, den ene paa 📌Preusens og den anden paa 📌Frankrigs Slumpe-Lykke, og satte begge deres Haab til den Romerske Krigsaand, og bekiendte selv, at det var denne Lykke bedre end Forstanden, og denne Skytsaand de skyldte hele deres Mod og deres mange Seire, ligesaa snart med Undertal som med Overtal! Det falder mig derfor ubegribeligt, at man kan være født i 📌Danmark, have nogen Kundskab om Krigs-Begivenhederne blot i det sidste Aarhundrede, have seet 541hvad der iaar er foregaaet for vore Øine, og have en lille Smule indvortes Styrke, og dog ei have mindste Tro paa 📌Danmarks Lykke, og ei engang den Smule Tillid til 📌Nordens Kæmpeaand, at 30000 enige Danskere ved Aandens Hjelp kan overvinde i det allermindste det dobbelte Antal af aandløse, splidagtige Tydskere, som ovenikjøbet stride for Intet, medens Danskerne stride for Alt hvad de har kiært! Læseren maa derfor gierne sige til Krigsministeren, som sagtens ikke selv læser “Danskeren”, at jeg troer hardtad, han maa være blevet forhexet af en eller anden gammel Kiælling, han en Morgen paa fastende Hjerte har været saa ulykkelig at møde, og at jeg derfor havde Lyst til at læse over ham blot en halvsnees af 👤NapoleonsBulletins,” og see, om ikke det kunde hjelpe, især da de Danske Kanoner, der jo vel langt snarere end det Danske Folk kunde formere sig, jo selv efter Tydskernes Bekiendelse har været dem for mange, og har spillet saa smukt op, at de bestemt vilde forlystet selv “Ild-Sultanens” Øren, og trøstet ham over enhver Brøk i Tal-Regningen med den indlysende Erfarings-Sandhed, at een dygtig og velopdraget Kanon overveier i det mindste ti Tydskere!

Og nu, som sagt: det gaae som det kan med Krigsministeren, med hele Ministeriet, med hele Partiet 542og med Fædrelandet, som synes at have opgivet baade os og sig selv; saa bliver jeg dog ved den Tro og ved det Haab, at den Nordiske Kæmpeaand der ligesaavel besjæler Folket paa Sletten som mellem Bjergene, og at 📌Danmarks Grund-Lykke, der iaar som ifjor er mageløs, skal nok redde Fædernelandet, beskæmme Tvivlerne og straffe de vantroe Spottere, om hvem det giælder: de skal see det, men ikke smage det!


👤Clara.

1

Jeg stod engang i et fremmed Land,
Og om lidt hjemligt mit Øie ledte,
Da saae jeg 👤Clara, den Liljevand,
Og Hjemmet sig for mit Blik udbredte!
De findes til Lykke, som yndes!

2

Ei før, ei siden jeg 👤Clara saae,
Og meget Vand er til Strande rundet,
Men Sjæle to, som et Blik forstaae,
Har Øieblikket for immer bundet.
De findes til Lykke, som yndes!

3

543Jeg saae paa 👤Clara, hun saae paa mig,
Som om hinanden vi satte Stævne,
Og hver af os gik den halve Vei,
Saa brat hinanden vi sad ijævne.
De findes til Lykke, som yndes!

4

Jeg sad hos 👤Clara saa sjæleglad,
Mundharpen toned foruden Strænge
Om saare meget, jeg veed ei hvad,
Og Ingen af os det veed hvorlænge!
De findes til Lykke, som yndes!

5

Da kom den Herre, som os indbød,
Og spurgde artig, med Vid i Panden,
Om vi, saa fremmed end Stemmen lød,
Dog nogenlunde forstod hinanden?
De findes til Lykke, som yndes!

6

Da svared 👤Clara, som Engle mild,
Slog Øiet op og udbrød med Gammen:
”Den Ting er ikke i Verden til,
Hvorom vi To jo kan tale sammen!”
De findes til Lykke, som yndes!

7

544Det var om Hjerter et sanddru Ord,
For alt i Verden de Udtryk finde,
I Ordet lever og stadig boer
Med 👤Claras Stemme end 👤Claras Minde!
De findes til Lykke, som yndes!

8

Med Skolemestre man ogsaa vel
Om alt kan tale, naar man vil kives;
Men Venne-Sjæle kun har det Held
Om alt at tale og sødt oplives!
De findes til Lykke, som yndes!