↩ For nu ret tydelig at vise dette, hvad ►fornævnte Angribere, og især Formanden, Hr. 👤Levin, angaaer, da maae vi først giøre os klart, hvad Talen er om, men hvad ►Skriverne, saavidt mueligt, gaaer udenom, og det er da den Kiendsgierning, at vore gamle ►Kæmpeviser er den eneste Levning af den Danske ►Folkesang, Blomsten af det Danske Tungemaal, i Middelalderen, og at af disse ►Kæmpeviser findes nu kun en lille Deel i Folkemunde, og det naturligviis tit meget forvanskede og udvandede, medens vi derimod dog har 4-500 Folkeviser opskrevne i det Sextende og Syttende Aarhundrede. Naar man nu veed, at disse Viser ingenlunde, som Viser nuomstunder, er skrevet i Snese- eller Hundrede-Tal af nogle enkelte mere eller mindre begavede og folkelige Rimsmede, men at de er blevet til, som af sig selv, i det Danske Folks Mund, og har, mens utallige Saadanne kom og gik, holdt sig der, til de omsider blev ført til Bogs, da seer man strax, at det er en mageløs Skat for hvem der ønsker at kjende de gamle ►Dannemænds og ►Danne7►kvinders Maade at tænke og tale, føle og synge paa, og skiøndt Ingen kan tænke, at alle de gamle Viser er lige gode, lige smukke og lærerige, saa maa dog nok hver oplyst ►Dannemand tænke, at alle de ægte ►Kæmpeviser, som vore Fædre og Mødre i mange Led har fundet værd at huske og at synge, dem maae deres ægte Børn dog ogsaa finde værd i det mindste at læse engang, før de kaster dem bort. Denne Tankegang bliver nu saameget stærkere, som den Følelse daglig mere vaagner og voxer hos os, at det Fremmede, tildeels endogsaa Vildfremmede, har i de sidste Aarhundreder fortrængt Saameget af det ægte Danske, som dog for os er det eneste Naturlige, baade indvendig og udvendig, baade af vor Tankegang og vort Tungemaal, vor Tale og vor Sang, saa at selv naar en ►Kæmpevise ikke havde andet Værd end at være ægte Dansk, maatte vi deri dog altid finde Noget, vi nødig skulde undvære, især fordi ►Kæmpeviserne har gjort sig selv i Folkemunde, og det paa en Tid, da Folk gik anderledes end nu ►med Hjertet paa Tungen, saa, høi eller lav, stærk eller mat, vil deres Tone altid finde Gjenlyd i det Danske Folkehjerte.