↩ Jeg seer jo nok, at den meget nære Forbindelse, hvori jeg vitterlig staaer med ►“Udgiveren”, vil gjøre Angriberne det let at vække Mistanke til min Upartiskhed, men jeg kan dog ikke være mere partisk for ►Udgiveren, end Angriberne er for sig selv, og kun i Modsætning til deres giver jeg her min Stemme, og lader iøvrigt ganske rolig Sagen tale for sig selv. Dette kan jeg saameget desbedre, som jeg aldrig har anseet det for ►Udgiverens Lykke, at han traadte i et uberegneligt Selskabs Tjeneste, men anseer det rigtig nok for et sjeldent 4Lykketræf, at Selskabet, der længe forgiæves har ønsket at giøre noget Klækkeligt for vore gamle Folkeviser, traf en ung Mand, der af egen Lyst ►alt længe og flittig havde sysselsat sig med den ►Nordiske Folkesang i hele sin Udstrækning, og havde det Ungdoms-Mod, vi Gamle fattes, til, med skrøbelig Borgen for en “►honet ►Omgang”, at tilbyde Selskabet for den Danske Literaturs Fremme en langvarig Tjeneste, for at see sin Yndlings-Tanke snart og værdig udført. Havde derfor Angriberne kun sagt, at det er alt for stor en Lykke for det unge Menneske at tjene saamange Penge hos Selskabet, blot ved at “skrive og lade trykke”, som andre kan meget bedre end han, da skulde jeg vist ikke have sat Pen til Papir for at ►trættes derom, men nu er det, som de har forhaanet og stræbt at forhindre, et Værk, som den Danske Literatur maatte ønske sig til Lykke med, og som det Danske Folk vilde have baade Gavn og Ære af, og det skal uden Skaansel giøres alle vitterligt.