Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Ved Bernhard Ingemanns og Lucie Mandix's Sølvbryllup 30 te Juli 1847

I strofe fire og fem bliver dagen til aften eller nat: “Sommer-Kvælden nu paa Slöret væver” (strofe 4, vers 1). Hvor dagen i de første to strofer var en metafor for brudeparrets ungdom og de første 25 år sammen, fungerer aftenen eller natten som en metafor for deres alderdom og det med ønsket om, at de næste 25 år må blive som de første: “Lign kun du i Længde Sommerdagen” (strofe 5, vers 3). I strofe fem gentager Grundtvig billedet med brudekransen fra strofe to, og lader den nu pege frem mod alderdommens idyl: “Lign i Yndighed det stille Soer! / Brudekrands af immerfriske Blommer / [...] Duft nu södt i femogtyve Aar!” (vers 5-6, 8).