Grundtvig, N. F. S. Om en god Skolebog i Verdenshistorien

Prisopgaver og offentlig forfatterstøtte

Grundtvigs anke var altså konkurrenceudsættelsen og dens vilkår. Præmien på tusind rigsbankdaler var en alt for ringe aflønning af fire bind på omregnet 640 til 800 sider i stort format (40-50 ark i stor oktav). Et fast honorar til en kompetent historiker ville have givet et langt bedre resultat.

Årlig statslig forfatterstøtte og faste honorarer for konkrete opgaver var i 1845 en etableret praksis, der dog endnu var forbeholdt de få. N.F.S. Grundtvig havde fra 1818 indtil 1842 modtaget et årligt honorar på 300 rigsdaler til sine fordanskninger af bl.a. 👤Saxos danmarkshistorie og øvrige almennyttige historiske studier (Rasch 1968, s. 31 f., 34). I 1842 var offentlige fonde blevet sammenlagt. I den forbindelse blev Grundtvig strøget fra lønningslisten, nok især fordi han i 1839 havde fået fast indtægt som præst ved Vartov Hospitalskirke. Det er muligt, at Grundtvig med artiklen fra 1845 ville forbigå Universitets- og Skoledirektionen og få kongen i tale. 👤Christian 8. kunne sikre, at Grundtvig på ny ville modtage offentlige midler til at forfatte endnu et almennyttigt historisk værk, den manglende tidssvarende håndbog i verdenshistorie.

Uanset hvad må det fastholdes, at udskrivelsen af prisopgaver var helt normalt, også hvad angår historiske lærebøger. 👤G.L. Baden modtog således i 1829 for sin seneste danmarkshistorie 100 rigsdaler fra det ærværdige Selskab til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (Plesner 1959, s. 118). I 1836 udlovede Selskabet for Efterslægten en præmie på 300 rigsdaler for en mere progressiv og nationalsindet danmarkshistorie. Vinderen blev 👤C.F. Allens Haandbog i Fædrelandets Historie fra 1840. 👤Allens navnkundige håndbog blev fra 1843 i bearbejdede udgaver benyttet ved universitetet og de lærde skoler.

Grundtvig nævnte afslutningsvis den mulighed, at en dansk forfatter kunne lade sin lærebog oversætte til engelsk eller tysk og derved øge afsætningen. Grundtvigs verdenshistoriske lærebog fra 1817 var ganske vist blevet oversat til tysk i 1837, men var ingen salgssucces (se indledningen til Verdenskrøniken 1817, afsnittet “Bogens skæbne”). I reglen forløb oversættelsen af verdenshistoriske lærebøger dog i den modsatte retning, fra de europæiske hovedsprog (navnlig tysk) til dansk.