X.
Stilstanden og ►Asgaards Bygning.
✂ Mine Herrer! jeg vil haabe, De har mærket, at jeg virkelig har havt et godt Forsæt og en reen Hensigt, virkelig havt isinde at forbedre mig og blive ordenlig, ret hvad man paa et Catheder kan kalde dydig: baade ►ædru og alvorlig, meget tydelig og lidt kiedsommelig, for, uden at rose mig selv, saa lagde jeg ►ordenlig en Plan til det i forrige Uge, efter Spasen med ►Dværgene, og jeg har jo ganske alvorlig foredraget Grækers og Nordboers mythiske Betragtning af Barndommen og Ungdommen, saa selv den lærde Tydsker maatte indrømme, at det stod i en vis Forbindelse baade med Naturen og de moralske Ideer, og at, om der end var Levninger af ►det gamle Sværmeri, saa var det dog i ►Skolemester-Stil og intet Sværmeri for Damerne!
✂ Nei, det var Synd at sige, tænker vist Damerne i deres Hjerte, og De veed endda neppe, eller har dog neppe nænt at giøre sig det klart, hvor aldeles jeg de to sidste Aftener har opoffret Dem, blot for at tækkes Herrerne, og det ikke engang de unge Herrer, som sjelden sværme for ►Skolemester-Stilen, men de gamle Herrer, og da især den gamle Herre, der staaer mig nærmest, altsaa mig selv. Ja, havde jeg ikke baade viist det og vidst det før, at jeg er kun meget lidt Digter og en halvmaadelig Historiker, saa har jeg i det mindste nu baade øiensynlig viist det og faaet det tilgavns at 142vide, ved denne saakaldte historisk-poetiske Betragtning af den gyldne Barndom og den blomstrende Ungdom, hvorunder den halve Deel af Menneske-Slægten, og det, ⓘ efter alle Herrernes Tilstaaelse, netop den smukkeste Halvdeel, blev saagodtsom aldeles glemt eller overseet, trods alt det Yndige og Blomstrende, den har for vore Øine, og trods alt det Yndige og Blomstrende, den har ►afpræget baade i Grækers og Nordboers Myther og Oldsagn, saa jeg skottede 602 (US) knap til den yndige ►Nanne, hvis Kinder blussede og blegnede ved ►Balders-Baalet, som Vaaren i Skiærsommers Morgenrøde, og jeg ændsede slet ikke den blomstrende ►Hebe, som paa ►Olympen krandsede Gudernes Bæger, saa selv Dødbidere fik Lyst til at drikke deraf!
✂ Det har jeg gjort, og at det hevner sig frygtelig iaften, det lader sig saa naturlig forklare, at jeg vel ingen Ret har til at tænke, det er Hexeri af Damerne, men da jeg dog veed, at Damerne kan hexe, saavelsom ►Iris, saa har jeg dem virkelig lidt mistænkt for, at de har forhexet det, saa jeg nu staaer midt i det og kan hverken komme frem eller tilbage, uden jeg vilde springe baade ►Thor og hele Manddoms-Alderen over, lukt ind i Alderdommen, og det er dog alt for halsbrækkende; thi vel har jeg seet Folk, og det pæne Folk, giøre det Spring før i Dag, og slippe hvad man kalder glimrende fra det, men det var kun ligesom paa jævn Jord, i Hverdags-Livet, hvor meget kan gaae glat, som fra Cathedret, i hvad vi kalde det høiere Liv, maa baade gaae galt og findes utilgiveligt. Da jeg derfor mærkede, jeg gik i Staa, havde det vist været klogest at indrykke i ►Adres-Avisen, vel ikke at jeg var gaaet i Staa eller at Damerne havde forhexet mig, men dog, at jeg var blevet lidt “upasselig” og kunde ikke have den Ære o. s. v. og jeg tænkde virkelig paa det iaftes, men dels var det for silde, og dels faldt det mig strax ind, at saa 143vilde Byen gjort en “►Kieldermand” af det og sagt: ►nu, det var dog engang et fornuftigt Ord, for han er rigtig nok ikke blot lidt, men meget “►upasselig” til at holde Foredrag baade for Herrer og Damer, men det skulde han betænkt før, og ikke lukket Munden saa høit op, at, det tænkde vi nok, han fik snart udsolgt, ikke blot sine Adgangskort, men sine “Græske og Nordiske Myther og Oldsagn”, ja, sine ►sammenrapsede Kundskaber, sine Blik og Overblik, ►Forvink og Eftervink, uden al Grundighed, Orden og Kritik! See, den Hevn undte jeg ikke Byen, derfor tog jeg Mod til mig og stillede mig op ligesom sædvanlig, skiøndt jeg godt vidste, at hvor megen Fart jeg end tog, kom jeg dog ikke et Skridt videre i Aften, fordi det er forhexet, enten saa Damerne har gjort det eller ikke; men jeg tænkde som saa: naar du strax gaaer til Bekiendelse, og siger, du har det Haab, at naar du, som ►Odin, faaer ►taget Nat til ny Raad, saa vil det nok gaae bedre næste Dag, da vil hverken Herrer eller Damer være saa ubarmhjertige som Byen, men tage til Takke med hvad Huset formaaer, skiøndt det er kun meget smal Kost, er 603 (US) kun et lille Æventyr, som endda maa giemmes tilsidst, for begyndte jeg allerede nu med den Mand, der var engang, da kom jeg snart til Snip, Snap, Snude, nu er Æventyret ude, og det hjalp vist ikke, at jeg, efter min Børnelærdom i Borgestuen, lagde til: Tip, Tap, Tønde, nu skal en Anden begynde, for hvem af Herrerne vilde vel ►løse mig af i denne Stilling! Derfor seer De selv, at, skal Enden blive nogenlunde taalelig, maa jeg see at trække Tiden ud med hvad der vil falde mig ind, og det, om muligt, saaledes, at Tilhørerne dog kan tænke: nu kommer det, eller: nu maa det dog snart komme; thi det er nu engang det Vovestykke, jeg iaften maa prøve: om De kan holde ud at høre paa en gammelagtig Digter og Historiker, som virkelig staaer i den 144Forlegenhed, at der er Noget, han maa have sagt, førend han kan gaae videre, og kan dog ikke komme til det, førend det tilsidst plumper ud og giør paa en Maade Opsigt, ligesom disse Foredrag paa 📌Borchs Collegium i det Hele.
✂ Saa vil jeg da begynde, som Damerne nok veed, alle Æventyr begynder paa Dansk: der var engang en Mand, men det var ingen ►Thor og det er intet Æventyr, jeg vil fortælle om ham, for jeg kan godt huske, den samme Mand var knap af Middel-Størrelse og gik paa To ligesom En af os, skiøndt han gik lidt skævt og det gik ogsaa skævt med ham tilsidst, stakkels Mand! for Historien begynder godt nok, som saamangen skikkelig Mands og selv høi Embedsmands: han blev Student og fik et lille Levebrød, men den ender meget tragisk, og ingenlunde, som deres sædvanlig, der faae de smaa men ►visse Levebrød, for den ender ikke med: og saa døde han, nei, den ender med: og saa, efter nogen Tids Forløb, saa mistede den stakkels Mand sit lille Levebrød, og det, veed De nok, man hos os kalder meget sørgeligt. Ja, naar en Mand døer, som havde et lille Levebrød, da tænker man: ►nu, døe skal vi Alle, og ►Ens Død, en Andens Brød, og, der er Nok om det; men naar en Mand, uden at døe, mister sit lille ►visse Levebrød, da spørger alle Folk hos os: men hvad skal han da leve af, med Kone og Børn? Svarer man nu: ja det faaer at blive hans Sag, da kommer gierne det Spørgsmaal: men hvad har han da gjort? og saaledes spurgde man da ogsaa om den stakkels Mand, hvis Historie jeg her fortæller, og da man fik til Svar: han har Ingenting gjort, da slog man Hænderne sammen og sagde høit: ingen Ting gjort, og dog miste sit Levebrød! Det er jo dog forskrækkeligt! Ja, De leer nok ad det, og det er jo ogsaa en latterlig Historie, men det ►Mærkeligste, synes mig dog endnu, 604 (US) er det, at jeg ikke mindes mere end dette 145ene Exempel paa, at en stakkels Mand i 📌Danmark mistede sit lille Levebrød, uden Pensjon, blot fordi han ingen Ting havde gjort, og selv her var der en Hage ved, for den stakkels Mand havde ladt Andre giøre galt hvad han skulde gjort ret, saa han mistede dog egenlig sit Levebrød, fordi der var gjort Noget, som man fandt, var galt; og denne Omstændighed, at det i Mands Minde, og sagtens længere, hos os, har mest været et lille ►vist Levebrød, man sukkede og længdes efter og giftede sig paa, og kunde snarere miste ved at giøre Noget, man fandt galt, end ved ingen Ting at giøre; denne Omstændighed tilskriver jeg for en stor Deel, at der giøres saa lidt hos os, som man egenlig kan kalde Manddoms-Gierning. Det faldt mig ikke engang selv ind, førend da jeg første Gang kom til 📌Engeland og følde, hvilken pinlig Forlegenhed jeg blev sat i, naar de spurgde mig: hvad giør I hjemme hos jer? Ingenting! det var jo let sagt, for det ligger os immer paa Tungen, i det mindste for Løier, eller af en Slags Beskedenhed, men i et Land, hvor der altid giøres Meget, hvoraf naturligviis endeel er galt, ikke sjelden meget galt, men dog ogsaa endeel godt, og ikke sjelden forbausende stort, der, naar man spørges om Gierningerne herhjemme, at svare: ingenting, det er dog ikke saa let, og jeg har snoet mig som en Aal for at undgaae Svaret, ved at fortælle vidt og bredt om Alt, hvad vi tænkde paa at giøre, og om alle de Forsigtigheds-Regler, vi daglig indpræntede os, for ikke at giøre noget Galt, som Engelskmændene saa tit; men hvordan jeg vendte og dreiede mig, saa blev Engelskmanden ved Sit, som er hans gamle Vane, og jo meer jeg havde at udsætte paa de Engelske Gierninger, des ivrigere spurgde han: ja, hvad giør da I? og det forbistrede “what do you do?” det glemmer jeg aldrig, om jeg saa blev hundrede Aar, og det ►pinde mig lige til Sjælen, 146fordi jeg følde, at den forstokkede Engelskmand har igrunden Ret, det Første hos en Mand er, at han selv giør Noget, som kan vise, hvad han duer til, siden kan han tale med om, hvad man helst skal giøre og hvordan, men før er det kun Snak, og duer en Mand til Noget, da lærer han tit ved at giøre noget Galt og faae Skam for, at giøre noget Godt, som han har Ære af. Hvor kæphøi jeg derfor end var, ►det Første, jeg kom til 📌Engeland, og kunde prægtig kritisere hele den Engelske Virksomhed, som langt mere haandværksmæssig end videnskabelig, langt mere haandfast end aandelig, og langt mere beregnet paa Vinding end paa det almindelige Bedste, saa ►faldt dog 605 (US) Kammen► paa mig efterhaanden, som Engelskmanden mødte alle mine Kritiker med den simple Sandhed, at naar man forud vilde tænke paa alle mulige Ting og Tilfælde, Maader og Misbrug, da fik man virkelig ingen Ting gjort, og sluttede saa regelmæssig med Spørgsmaalet: eller hvad giør vel I? Herved maatte jeg nemlig omsider gaae til Bekiendelse, baade paa mine egne og paa mine Landsmænds Vegne, og tilstaae, at, skiøndt vi havde baade Lyst og Evne til at giøre meget Godt, saa tænkde vi dog saameget paa de ►visse Levebrød og paa alle mulige Ting, hvoraf det Ene skulde giøres og det Andet ikke forsømmes, og paa alle mulige Hindringer og Misbrug og ►Miskiendelser af rene Hensigter, at vi rigtignok ingen Ting gjorde, som var værd at tale om. Til dette Skriftemaal har jeg intet at lægge, undtagen, at det naturligviis kun giælder Herrerne og slet ikke Damerne, dels fordi Damerne netop hos os sjelden er ledige, og dels fordi deres egenlige Bedrift maa være en Hemmelighed. Det har jeg ogsaa lært i 📌Engeland; thi da jeg der gjorde mig saa næsviis at spørge, hvad Damerne bestilde, siden man aldrig saae dem i ►Vindvet og sjelden paa Gaden, og de gik, som jeg hørde, 147ikke i Kiøkkenet, ►klædtes mest som Markens Lilier, der hverken sye eller spinde, og ►syndes mig heller ikke at læse eller lære meget, da fik jeg det korte Svar: det er en Hemmelighed, og skiøndt jeg i Førstningen loe kiækt ad det, saa har jeg dog siden ogsaa deri maattet give Engelskmanden Ret; thi vel see og høre især vi meget af Damerne, der er os saa uundværligt, som det daglige Brød og over al Beskrivelse fornøieligt; men deres egenlige historiske Bedrift i deres Høst og travle Tid, som vor Manddoms-Alder skulde svare til, det er dog en stor Hemmelighed, der kun paa en Maade røbes, naar en virkelig stor Mand ærbødig kysser sin lille Moder paa Haanden, og hun da, henrykt derover, glemmer sig selv og kysser sin store Søn paa Munden for alle Folks Øine!
✂ Det var en meget lang historisk Indledning til et lille mythisk Æventyr, men jeg kunde ikke giøre den kortere, dels fordi jeg maa see at trække Tiden ud, og dels fordi vi i den sorte Skole kun har lært at giøre een Ting taalelig godt, nemlig at kritisere, sædvanlig vel hinanden, men, har vi Luner, dog ►imellem, for Løiers Skyld, os selv med, og endelig, fordi jeg umulig kan tænke paa, at der var engang en Mand eller en Halvgud, som hedd ►Thor, uden at falde i Tanker over: hvorfor der ikke længer gives saadanne Mænd eller Halvguder i 📌Norden, og maa da sige mig selv, det er ikke Tidens Skyld, da man i 606 (US) 📌Engeland kan see for sine Øine, at saadanne Mænd fødes og vandre og virke endnu paa Jorden, saa naar de ægte Engelsk-Mænd blot kunde læres op at see, ja, læres til at see paa Guld-Alderen og ►Gylden-Aaret, istedenfor paa Guld-Pengene og ►Gylden-Skindet, da kunde det endnu være morsomt for en Nordisk Skjald at giøre ►Thors-Myther om saadanne ►Kæmper, og kunde være meget morsomt for Kvinder og Børn, meget nyttigt for Un148gersvende og meget lærerigt for Oldinger, at høre derpaa! Man skal derfor heller ikke forsværge endnu at høre Engelske ►Thors-Draper, der er langtfra at være grebet af Luften, for hvergang jeg traf en dygtig Engelskmand, der gav sig Stunder til at høre paa mig, da saae jeg ogsaa, at ►Naturen gik over Optugtelsen, saa han gav mig Ret i, at Mytherne om ►Thor og andre saadanne Karle, dem er det en Skam, man ikke kiender i 📌Engeland.
✂ Hos os, veed vi imidlertid nok, der er noget ganske Andet iveien for den levende Virksomhed, der skulde ►klare de gamle ►Thors-Myther og forberede Nye; thi her kiender man dog adskilligt Gammelt, som var værdt at fornye, og her findes ikke saa faa Øine, der godt kan see, at Guld-Alderen og ►Gylden-Aaret er meget mere værdt, end alle de Pund og Tønder Guld, der ligger i den Engelske Bank, eller løber rundt i alle Engelskmænds Hoveder, og jeg veed snart ingen Ting saa vanskelig, man ►jo kunde giøre den her i 📌Norden, naar man bare gad og fik Lov til det; men sædvanlig er ingen af Delene Tilfældet og kun yderst sjelden træffe begge Dele sammen, saa det er kun ved et Lykketræf, man opdager, hvormange store og gode Handlinger, der endnu kunde ikke blot beskrives men udføres i 📌Danmark og hele vort 📌Norden, og det vil følgelig være et endnu langt større Lykketræf, om disse Mester-Stykker og Mester-Værker virkelig komme for Dagens Lys, saa det kan slet ikke forundre mig, at mine Landsmænd sædvanlig tvivle stærk om Muligheden, og ansee mit store Haab om 📌Nordens Fremtid for endnu mere fantastisk og ►udsvævende end min Ophøielse og Forklaring af 📌Nordens Fortid. Tvivle kan jeg nemlig selv som den Bedste, og gjaldt det om at spase med de store Forhaabninger og vise deres Urimelighed i Sammenligning med vore Hverdags-Tanker og Hverdags-Sysler, da 149kunde jeg vel deri maale mig med hvem det skulde være; men jeg vilde ønske, mine Landsmænd ogsaa kunde, hvad jeg ogsaa kan, og vel finder vanskeligere men ogsaa langt fornøieligere, end at tvivle om alt hvad der er større end vor egen lille Person, eller trække 607 (US) det ned til os og stille det i et latterligt Lys, ja, jeg vilde virkelig ønske, at Alle med mig kunde troe og haabe det Største, det Bedste og det Glædeligste for Fremtiden; thi da er jeg vis paa, at om det ►ikke nær skedte Altsammen, vilde der dog skee saameget Stort og Godt og Glædeligt, at selv Engelskmænd skulde forundre sig og tilstaae, ligesom de maae paa 📌Strandveien, at skiøndt det ikke staaer i deres ►Veiviser, er det dog baade noget Stort og meget smukt.
✂ Med dette Ønske og med dette Haab vil jeg da tage Mod til mig og ophøie det Nordiske Begreb om Manddoms-Alderen og Virksomheden, langt over det Græske, tage Mod til mig og slet ikke ændse den ►spodske Mine, selv Franskmænd med det bedste ►Skin af Verden kunde giøre, og ei engang lade mig forknytte af det forbistret tørre Engelske Spørgsmaal om hvad vi giør nu, men jeg vil slaae det hen i Spas og svare: hvad vi giør nu, det kan I jo høre, og om Vinterdage, mellem Sex og Syv om Aftenen, hvad giør I da midt i 📌London andet end æder og drikker; saa, efter Omstændighederne, kan vi godt være bekiendt hvad vi giør nu og hvad I aldrig engang har viist os, I kan giøre, for nu morer vi os med at betragte de Græske og Nordiske Myther i et nyt Lys, og at lægge dem sammen til et ►Speil for langt større Daad end I for Øieblikket ►enten har Sind til at øve eller Sands til at skatte. Om Resten kan vi tales ved imorgen, iaften har vi ingen Stunder, da vi skulde tale om en Mand eller en Halvgud, der var engang i 📌Norden og hedd ►Thor, og det er vel alt det, I veed, at jeres Torsdag saavel som vores endnu 150bær Navn af ham, ligesom Tirsdag af ►Tyr og Onsdag af ►Odin, og I har neppe tænkt paa hvad heraf følger, nemlig, at de lever endnu, om end lidt forklædt og forklemt, baade i jeres og i vores Mund; men vi maae fortælle Jer, hvad I vist aldrig drømmer om, at paa vor Tunge har de gamle Karle i den sidste Tid slaaet ►dem løs og ►axlet deres Skind, saa I kan vente snart at see dem “►gaae i Høieloft ind”, og see ►Thor vade, som han pleier, hvor de andre Guder svømme paa deres Heste, undtagen ►Odin, som med ►Sleipner gaaer ►oven ad, see ►Thor, som han pleier, slaae rask til og lade, ligesom I 1807, ►Krigs-Erklæringen komme bagefter, med den Oplysning, at ►Hugg er holdne Vare!
✂ Men nu, naar jeg skal fortælle ►Thors Manddoms-Gierninger, hvordan han slog ►Jetter for Panden og gjorde ►Troldhexe skrutryggede, og sparkede endogsaa ved ►Balders-Baalet en stakkels lille ►Dværg ind i Ilden, saa han brændte Tippen af sin 608 (US) Næse, nu slaaer det mig først, at Damerne baade vil og nødvendig maae spørge mig: hvad ►Thor gjorde det for? og hvorfor han dog var saa forskrækkelig glubsk og havde, som det synes, slet ingen Medlidenhed? eller med andre Ord: hvad det dog egenlig var, han kæmpede for, hvem det egenlig var, han sloges med? og saa slaaer det mig igien, at det burde jeg sagt baade Damer og Herrer for længe siden, sagt dem, hvad ►Aser og ►Jetter i mine Øine har at betyde, hvad de slaaes om, og hvad der kan komme ud af den Strid, naar den lykkes paa ►Asernes Side, som kun da skeer, naar den føres med Fynd og Klem, som ►Thor førde sin Hammer, den over al 📌Norden berømte og frygtelige ►Mjølner.
✂ Men hvorfor har jeg da ikke gjort hvad jeg skulde, ligesaa godt først som sidst? ja, hvorfor har de andre Herrer ikke gjort hvad de skulde, ligesaa godt først som sidst, uden af samme Grund 151som jeg, fordi vi blev tidlig vant til Ingenting at giøre, som er værdt at nævne, og gad siden kun giøre meget lidt, og endelig, fordi al Erfaring lærer, at naar man længe ikke gad gjort hvad man skulde, da kan man næsten ikke og bærer sig allenfalds keitet ad dermed, som jeg i disse uordenlige Foredrag, hvor jeg, først efter en lang Snak om ►Ygdrasil, ►Mimer og ►Idunne, ►Balder, ►Tyr og ►Fenris-Ulven, først, naar jeg skal fremstille ►Thor for Damerne, endelig mærker, det er dog for galt, da de jo, naar de slet ikke forud kiender noget til ham, maae ansee ham for en reen ►Bulbider, eller dog for en slet og ret 👤John Bull, der slaaer sine ►Dommedags-Slag, blot for at vise hvad 👤John Bull kan giøre, og bevise, der er ►Knokler i ham endnu!
✂ Altsaa nu endelig, langt om længe, næsten bagefter, maa jeg da fortælle de ærede Damer og Herrer, at ►Aserne i mine Øine er de forgudede Livs-Kræfter, som aabenbare sig i et ædelt ►Kæmpeliv, hvis Maal ingenlunde er enten Blodbad eller en luftig Seierskrands, men det ædle, hjertelige, med Guddommen nærbeslægtede Menneske-Livs nye Seire, og at følgelig ►Asernes Fiender: ►Rimthusserne eller ►Jetterne, er Menneske-Livets baade aandløse og hjerteløse Fiender, som Mennesker umulig kan have nogen Medlidenhed med, og fra denne Side betragtet er da de Nordiske Guders Forhold til de Græske, som den levende, menneskelige Virksomheds til den levende menneskelige Skiønhed. Hermed, paastaaer jeg nu ogsaa, stemmer hele ►Edda prægtig overeens, og heraf udspringer Forskiellen mellem den Maade, Græker-Aanden 609 (US) og den, 📌Nordens Aand forestillede sig Livets Begyndelse paa. Ligesom nemlig den Græske Mythologi begynder med et stort, formløst eller udannet ►Chaos eller Virvar, hvoraf ►vist nok ikke Verden med Guder og Mennesker, men dog ganske rigtig 152den Græske Natur-Anskuelse dukkede op og ►uddannede sig til det skiønne Blik paa Menneske-Naturen, som jeg haaber, vi har seet den at være, saaledes begynder den Nordiske Mythologi med et eensformigt og vanskabt Uhyre, af hvis Krop vistnok heller ikke Himmel og Jord har deres Oprindelse, men som dog ganske rigtig den Historiske Anskuelse i 📌Norden sprængde og udviklede sig paa en egen Maade af, til det store Overblik af Menneske-Banen, som jeg haaber, De efterhaanden vil see, den virkelig er!
✂ Altsaa, der var engang et rædsomt Uhyre, som hedd ►Ymer, kold som Iis og ►bedsk som Edder og Forgift, og saa blev der en Mand, men det var ikke ►Thor, det var hans Bedstefader, ved Navn ►Bør, og den samme ►Bør fik tre Sønner: ►Odin, ►Hæner og ►Løder, af hvem, vi veed, den Første er blevet berømt i 📌Norden for dem alle Tre, og med ►Odin begynder egenlig vor Mythiske Historie, men dog er der to Mester-Stykker, som tillægges alle tre Brødre i Forening, og det Halve kunde være Nok til langt Fleres Berømmelse, naar det kun var ganske paalideligt; thi dels skal de have slaaet ►Rimthussen eller ►Frost-Jetten Ymer ihjel og bygt en heel Verden af hans uhyre Krop, og dels skal de have givet vore første ►Forældre, ►Ask og ►Emble, der kun havde ►Planteliv, Alt hvad der gjorde dem til Mennesker, saa ►Odin gav Aand, ►Hæner Forstand og ►Løder Blod og Lødd eller Ansigts-Farve. Jeg har imidlertid ►alt anmærket og vil strax udtrykkelig gientage, at jeg om Verdens Skabelse og Menneskets Ophav ligesaalidt af ►Odin som af ►Zeus, ligesaalidt af 📌Nordens som af 📌Grækenlands Skjalde, enten forlanger eller kan modtage nogen Oplysning, da de dertil var meget for unge, men at jeg blot venter, at hvad de fortæller om ►Ymer skal passe paa Oprindelsen til deres Anskuelse, ligesom det Grækerne for153tæller om ►Chaos passer til deres, og det finder jeg slaaer til; thi ►Ymer er et vel ikke meget smukt men meget træffende Billede paa Tiden i sit Nordiske Ophav, Vinter-Tiden nemlig, som den begyndte i det kolde 📌Norden, saa der behøvedes et godt Tøbrud, for at den kunde blive flydende, og adskilles i den forbigangne, den tilkommende og den nærværende Tid, hvoraf jeg mener, Skjaldene har skabt de store Trillinger ►Odin, ►Hæner og ►Løder. Saameget er idet 610 (US) mindste ganske vist, at med Synet af disse tre Tider som hinandens Brødre gryer den Historiske Anskuelse; thi saalænge hele Tiden giør Eet, seer vi ikke Andet, end en uhyre stor ►Jette med Rimfrost i Haaret og lange Iistapper i Skjægget, der ikke blot, som ►Kronos, vil sluge alle sine Børn, men har os allerede i sin uhyre Vom, hvor vi vel kan spadsere omkring, men kommer aldrig saavidt, vi har ►jo Tiden for os, saa den er endnu langt værre at slippe ud af, end 📌Rusland var for 👤Napoleon. Paa denne Maade var det altsaa kun Nødværge, at ►Børs Sønner sprængde ►Jetten ►Ymer, og at de saa brugde sig med ►Kæmpe-Kraft til Heltegjerninger og skabde en heel historisk Verden af ham, saa Kiødet blev Jord og Benene Bjerge, Blodet Hav og Hjernen Himmel, med de fire ►Dværge, ►Øster og ►Vester, ►Sønder og ►Nør, til Piller eller Hjørne-Stolper, det er hvad der i mine Øine giør dem megen Ære, og hvad jeg selv kunde have Lyst til at ►tage Haand i, hvad heller ingenlunde er umuligt, da ►Hæner, som jeg kalder Fremtiden, der giver Forstand, ikke blot ►rækker til os, men til ►hin Side ►Ragnarok, hvor han, efter ►Volas troværdige Spaadom, skal arve begge sine Brødre!
✂ Hvad der imidlertid for Øieblikket forundrer mig allermest, det er hvad jeg aldrig har seet før idag, den Borg nemlig, de samme tre Brødre, før de skildtes ad, bygde til dem selv og 154alle ►Aserne, som skulde fødes, nemlig det gamle ►Asgaard, og som jeg før ikke engang har seet efter, men leet baade ad Kong ►Gylfe og ad alle de følgende Oldgrandskere og Mythologer, som reiste til 📌Rusland, ned til det 📌As-Ovske og 📌det Sorte Hav, for at finde den ensteds paa 📌Krim; thi mig ►syndes, det gik dem Alle, ligesom der staaer i ►Heimskringle om ►Svegder 📌Upsals Drot, der i samme Ærinde drog samme Vei, men blev saa en Aftenstund, da han havde drukket over Tørsten, af en ►skielmsk ►Dværg lokket ind i en ►Steenhall for aldrig meer at komme tilsyne. Nu opdager jeg imidlertid, det kommer dog an paa, hvor man reiser hen og hvordan man bruger sine Øine for at lede om ►Asgaard, som 👤Thjodolf af Hvine ogsaa udtrykkelig siger i sit ►Ligvers over ►Svegder, som jeg vel selv har oversat for mange Aar siden, men forstaaer først nu, som det lyder: ►Giæk gik til ►Jetter iblinde, ►Gudhjem at finde. Nu seer jeg det først, det var tosset at reise udenlands for at finde hvad der staaer ligefor vore Øine, naar vi lukke dem op og see paa hinanden og paa ►Børs Sønner; thi Mythen siger jo, at denne Borg, der skulde være en Fæstning mod ►Jetterne 611 (US) ved Strand-Kanten, den bygde de af ►Ymers Øien-Bryn, naturligviis for paa ►Høielofts-Svalen at have et ordenligt Overblik af hele den Historiske Verden, deres Vei gik igiennem, og af denne Borg er det da ►Dvalin og de andre ►konstige ►Dværge har givet os en Tegning i ►Edda, saa, naar man har den for Øine, hæver Borgen sig ikke blot paany, men vi staaer selv paa ►Høielofts-Svalen med en ligesaa vid, som herlig Udsigt, og i dette Øieblik nærer jeg da ei mindste Tvivl om, at jeg ►jo næste Gang vil kunde vise dem ►Thor lyslevende, som han gik og stod i denne Verden, værgede ►Asgaard, og med det Samme Overblikket fra dets Høisæde, og forberedte med Daad ►For155klaringens► store Time, der umulig kan ►slaae, før Tiden har viist, at hvad man kalder Folke-Aand er intet tomt Hjernespind, men en herlig Livs-Kraft, der beviser sig selv, hvergang den med Mund eller Haand aabenbarer sin Kraft, udtrykker sin Retning og betegner sit Maal. Og skiøndt vi for Øieblikket ei har store Bedrifter at rose os af, saa, naar kun Sandsen for dem og Modet paa dem er vaagnet, opdage vi snart, at vort 📌Norden er rigt og 📌Danmark slet ikke fattigt paa dem, og i Tidens Løb hvælve ►Ymers Øienbryn dem selv til et Stade, selv ►Asgaards Damer uden synderlig Møie kan bestige og vil sikkert fornøie sig ved at benytte.