VI.
►Iris og ►Hermes.
✂ Jeg vilde gierne spørge Damerne om Noget, men jeg tør dog ikke, førend jeg har rørt Deres Hjerte ved at ►forestille Dem, hvad det er for et besynderligt og i Grunden urimeligt Liv, vi stakkels Bog-Orme fører, naar vi lever, at sige, hvad kun er sjelden, eftersom vi sædvanlig ►bygger og boer i de Dødes Rige, hvor vi, ligesom ►Hermes eller ►Mercurius, sædvanlig følger en Sjæl ned hver Morgen, og bliver saa siddende og snakker for ►Pluto til Aften eller til Midnat. Jeg siger: snakke for ►Pluto; thi vel kalder vi det at snakke med ham, men det er kun figurlig at forstaae, ligesom naar man, efter Sigende, taler med Træerne og lever med de Døde; for vi veed det godt Allesammen, at ►Pluto er stokdøv, ja, meer end det, at han er ⓘ døvstum, og skiøndt han ►hedder Mester i Finger-Sproget, saa har han dog, omtrent ligesiden han bortførte ►Persephone, smukt holdt sine Fingre hos sig selv, ja ladt dem sidde som de sad, og for et Øieblik er det ganske morsomt at høre paa Lovtalerne, som alle de Lærde, baade fra 📌Sønden og fra 📌Norden, holde over ham for det Selvsamme, og at see, hvor de vrider Hænderne og bider sig i Fingrene, for at efterligne hans uforlignelig stille og rolige, ægte Classiske Majestæt og Værdighed! See, derfor kalder man os med Rette Dødbidere, og at jeg virkelig hører til Slægten, skiøndt de Lærde aldrig har villet kiendes 83ret ved mig, det, haaber jeg nu, Damerne kan vidne; men jeg vil ikke nægte, at jeg har ogsaa lidt tilfælles med de “dovne Digtere”, saa ►imellemstunder ►smøger jeg af mig og tager mig en Fridag eller dog en Fritime at leve i, mellem Folk heroppe, og jeg giør det, som mig synes, med en god Samvittighed, da jeg veed, ►Pluto savner mig ikke, deels fordi han har Selskab nok endda, og deels fordi han har 559 (US) et Horn i Siden paa mig, fra engang i min Ungdom, da jeg fik det fortvivlede Indfald at ville nøde ham til at svare mig, som et andet levende Menneske, og gav ham et Smæk over Fingrene for at vise hans Lovtalere, at til dagligt Brug var mine Fingre dog meget bedre end deres Afguds. See, i saadanne Fritimer er det nu jeg siger, Damerne kan troe, vi Bog-Orme fører et ►urimeligt Liv, og det mærker jeg især i denne Tid, da jeg, efter den lange Sommer-Ferie, er ►skinddoven og kommer herop imellem Damerne tre Gange om Ugen, for Alt hvad jeg har seet i de Dødes Rige og Alt hvad jeg saae i 📌Engeland isommer, og Alt hvad der er at see heroppe, det løber rundt med mig, saa, var jeg ikke saa stor en Hader af Processer, kunde jeg sommetider, ligesom 👤Jeppe paa Bjerget, ønske mig en Høiesterets-Dom for at jeg virkelig lever!
✂ Hermed maa jeg da bede Damerne undskylde den gruelige Uorden, der er i mine Foredrag, og de dumme Indfald, der vist ikke sjelden forskrækker Dem, og saaledes kan jeg iaften ikke faae det ud af mit Hoved, at jeg skal spørge Damerne: hvilket Bud der er det sikkreste at sende Kiærligheds-Breve med?
✂ Ja, jeg veed nok, De kan tænke, jeg er gaaet fra Vid og Sands, ikke blot for det tossede Spørgsmaals Skyld, som jeg dog vel maatte være gammel nok til selv at kunne besvare, men især fordi alle fornuftige Folk vil sige, at jeg skulde dog 84skamme mig ved, i min Alder, for ikke at tale om Andet, endogsaa kun at tænke paa Kjærligheds-Breve og med hvad Post de gaaer sikkrest, enten i de Levendes eller i de Dødes Rige; men har jeg Lyst til at leve lidt endnu, da maa jeg tage Livet som det kan falde, og i denne Tid, da Postvæsenet allevegne er saameget paa Tale, maatte jeg nødvendig komme til at tænke paa, hvordan det var indrettet i 📌Grækenland, da det er min oprigtige Mening, at naar man skal laane Stats-Indretninger udenlands fra, da maa man meget heller laane fra 📌Grækenland end baade fra 📌Rom og fra 📌Preusen.
✂ Damerne maae imidlertid ikke troe, jeg er saa tosset at ville underholde Dem en Times Tid med Postvæsenet i 📌Sparta og 📌Athenen; thi vel er jeg vis paa, at Conversations-Lexikonnet ogsaa i den Post vilde staae mig bi, men jeg er dog endnu vissere paa, at Damerne vilde reent slaae Haanden af mig, og hvor tosset end mit Spørgsmaal om Kjærligheds-Brevene faldt, saa maatte det dog her nødvendig holde sig paa Mythologiens Enemærker, altsaa ikke synke lavere end “lidt neden 560 (US) for ►Olympens Tind”, hvor ►Muser og ►Chariter svæve, og jeg meende virkelig kun: om det i Damernes Øine var sikkerst at betroe ►Iris eller ►Hermes sine Bud og Breve af det Slags? Man kan jo nok sige, at det er ogsaa et unyttigt Spørgsmaal, da de Olympiske Postbud jo Begge maa tænkes baade rappe og sikkre nok, men det siger Damerne dog vist ikke, og vel var jeg en stor Tosse, om jeg tænkde, Damerne her vilde svare paa et eneste Spørgsmaal, om jeg saa gjorde Tusinde; men det tænker jeg heller ikke; det ønskede jeg ikke engang, for jeg vil helst selv svare for Dem, ligesom vi er vant til at giøre for ►Pluto og for de Forfattere vi recenserer, saa vi kan være visse paa, at Svaret passer 85til Spørgsmaalet, og jeg svarer da rask paa Damernes Vegne, at De foretrækker ►Iris, og deri giver jeg Dem Ret; thi dels er jeg vis paa, at den meget betænksomme og tidt ikke saa lidt ►mistænkelige Dronning ►Here eller ►Juno vidste nok, hvem hun betroede sine Hemmeligheder, og dels kjender jeg ►Hermes for godt fra de Dødes Rige til at betroe ham Noget, som allerede stjal i Vuggen, og skal desuden have opfundet Bogstav-Skriften, saa hemmelige Breve kunde aldrig falde i værre Hænder.
✂ Men hvad kommer der saa videre ud af det? Ja, det veed jeg ikke endnu, for man veed aldrig hvad der kan komme ud af en Ting, førend man kommer rigtig ind i den, og det er hvad jeg nu først vil stræbe efter, ved at gjøre Damerne det alvorlige Spørgsmaal: om De, med de Lærde, vil søge ►Iris i Regnbuen, der i mine Øine ligner langt mere en god Dag end en smuk Dame, eller om De, med mig, vil finde ►Iris i Blikket, som mig synes, det kunde godt ligne ►Here, ja, ligne hvilken smuk Dame, det skulde være, at bruge til sit Bud selv i de allerhemmeligste ⓘ Ærinder. Og hvad siger Herrerne om “Blikket”, hvis Brugbarhed til hurtig Brev-Vexling, De ogsaa maa kiende, siden det hedder i Visen: “veltalende Øine hinanden forstaae”, og hvis Brugbarhed som ►Billed-Ord sagtens heller ikke er Dem ubekiendt? Ja, synes ikke baade Damer og Herrer, at denne ►Iris “hurtig som Aandedrættet og alle smaa Fugle” kom os meget nærmere og blev os meget mere levende, naar vi saae hende lege Skjul under alle smukt hvælvede Øienbryn, end naar vi staae og stirre efter hende i Regnbuen, og naar man endelig veed, at “Iris” paa Græsk betyder ligesaavel den farvede Ring omkring Øiet, som det betyder Regnbuen, er det da ikke rimeligt nok, at dersom de Lærde havde været ligesaa drevne i Poesien, som de var store 86Grammatikere, vilde de selv 561 (US) for længe siden opdaget ►Iris i Blikket, og fundet, at hun løi sig hverken Fader eller Moder til, siden hendes Fader, hos 👤Hesiodos, hedder ►Thaumas eller Hexemesteren og hendes Moder ►Elektra eller Solglands?
✂ Herrerne maae nu svare for ►dem selv, men jeg svarer for Damerne, at naturligviis maa ►Iris være Blikket, naar Dronning ►Here virkelig brugde hende til Bud i sine hemmelige Ærinder; thi at Øiekastet dertil er ligesaa vidunderlig skikket, som aldeles uundværligt, det behøver Damerne ikke at lære af de Lærde, men kan meget bedre lære dem, og selv hvad man siger, at ►Iris engang, hun havde gode Stunder, giftede sig med ►Zephyr og blev Moder til en ►Eros, vil neppe falde Damerne urimeligt, da noget Lignende endnu kan hændes alle Dage.
✂ Dog, da de Lærde kalder dette lille Æventyr et “senere poetisk ►Spilop” og man ellers Intet veed om ►Iris at fortælle, saa vil vi vende os til ►Hermes, som Alle veed, er en stor Skielm, saa Damerne maae have deres Øine med sig, om han ikke skal narre dem, og Herrerne ►maae have et Øie paa hver Finger, naar han ikke reent skal løbe af med dem.
✂ For nu først at vise, hvad Karl ►Hermes eller ►Mercurius var fra Barnsbeen, maa jeg fortælle Dem en pudsig Historie, der vel klinger meget urimelig, men har dog i mine Øine noget ganske Fornuftigt at betyde. Det hedder nemlig, at da ►Hermes, en Søn af ►Zeus og ►Titanen ►Atlas ældste Datter ►Maia, endnu laae i Vuggen hos sin Moder i Hulen 📌Kyllene, da sneg han sig ud og stjal ►Apollos Kiør, som gik paa Græs i det frugtbare 📌Pierien, og for at man ikke skulde spore ham, gav han Kiørene Sko paa. Han drev dem for Resten ind i en Klippehule, paa To nær, som han 87offrede, spiste Noget og brændte Noget af, spændte Huderne ud, og tog Tarmene med sig, som siden maatte tjene til Strænge paa Lyren, som han gjorde af en Skilpadde. Derpaa listede han sig vel ind i sin Vugge igien, men ►Apollo, som altid havde sine Øine med sig, var ham dog lige i Hælene, og skiøndt ►Maia pegede paa Svøbet, hvori ►Hermes laae, lod ►Apollo sig dog ikke narre, men tog ham paa Armen og bar ham til ►Zeus for at ►faae Ret over den lille Tyveknegt. ►Hermes paastod naturligviis, han var saa uskyldig som Barnet i Vuggen, men han slap dog ikke, før han gik til Bekiendelse og lovede at give ►Apollo hans Køer igien. Det skedte da ogsaa, forsaavidt de ikke var spiist, men da ►Apollo hørde Lyren, fik han Lyst til den og kiøbde den for Kiørene af ►Hermes, 562 (US) som da nu blev Hyrde og opfandt ►Rør-Fløiten, men ogsaa den fik ►Apollo Lyst til og ►handlede ham af, skiøndt han var uforskammet dyr med den; thi ►Hermes nøiedes ikke engang med at faae ►Apollos gyldne Hyrdestav, men vilde ogsaa have ►Spaadoms-Gave, og lærde ved den Leilighed at spaae af Tærning-Kast. Derpaa var det, ►Zeus tog ham i Tjeneste til at løbe Ærinder og udnævnede ham baade til sin og ►Plutos Herold, hvorved man nok veed, det er, han har vundet sin store Navnkundighed.
✂ See, var Mythen om ►Iris meget kort, saa var Snakken om ►Hermes aabenbar lang nok, og er dog ingenlunde den Eneste; men hvad har saa det at betyde, og hvad kan man tænke sig ved ►Hermes, som paa nogen Maade kan svare til hvad vi hørde om ►Iris? Ja, mine Herrer! kan de gjætte? for nu veed jeg det, men det er ellers en stor Hemmelighed, at sige, en af de hemmelige Ting, vi Alle har lige for Øinene, men pleier sædvanlig at oversee. Vel er det paa en Maade min Pligt og allenfalds min Lyst at sige hvad jeg har seet; men da jeg veed, at Herrerne er aldrig nysgjerrige, og vil 88helst see Alting med deres egne Øine, saa har De vist intet imod, at jeg ►slaaer en lille Svinke for at fortælle Damerne, hvad jeg glemde før, at ►Iris havde to Systre, som er blevet meget bekiendt under Navn af ►Harpyerne eller ►Drage-Dukkerne, der, i 📌Grækenland, fik Skyld for Alt hvad der pludselig forsvandt, og at de skulde være Systre til ►Iris, fandt jeg kun sært, til det faldt mig ind, at alle Øie-Kast er jo virkelig paa en Maade ►Sydskende, skiøndt der er en himmelhøi Forskiel paa hvad man kalder “et godt Øie”, og hvad man kalder ⓘ “onde Øine”, som ganske rigtig er to!
✂ ►Nu, Herrerne har neppe gjættet det endnu, hvordan ►Hermes svarer til ►Iris, skiøndt det omtrent maa være hvad der hos Herrerne svarer til Blikket hos Damerne, og jeg maa da gaae et Skridt nærmere ved at spørge, hvad ►Hermes i det Hele har at betyde; thi, som vi hørde, var han ikke født til Gudernes Herold og Sendebud, men ophøiedes først dertil af ►Zeus, da han var udlært, og hvad Menneskeligt skulde da vel den baade langfingrede og ►begfingrede Krabat svare til, uden netop “Haanden med alle fem Fingre”, der jo, ligesaavel hos Grækerne som hos os, var det naturlige Redskab, hvormed man baade gav og tog, trak og drev, pegede og vinkede, stjal og hittede, spillede og legde, skrev og regnede, følgelig gjorde Alt hvad ►Hermes efter Mytherne tog sig for, 563 (US) ligefra han i Vuggen begyndte at stjæle, til han drev den sidste Sjæl i Hænderne paa ►Charon!
✂ Herrerne vil maaskee sige, at den Forklaring falder dog vel meget i det Haandgribelige, men, skiøndt jeg selv vilde ønske, Herrerne herefter vilde skielne meget skarpere imellem “Haand og Aand”, der bestandig forvexles, som om vi var ►Franskmænd Allesammen, saa kan jeg dog her ikke lade Indvendingen giælde; thi naar Grækerne nu engang ►for89gudede Naturen►, som vi veed, de gjorde, da maatte de intet Øie havt for Menneske-Naturen, hvis de ikke havde seet en Halv-Gud i Menneske-Haanden, dette mageløs ►konstige, selvraadige og hardtad uafhængige Redskab til at giøre baade Ondt og Godt. Hertil kommer, at ►Maia, som Datter af Himmelbæreren ►Atlas, hører til en ►firskaaren Familie, betyder efter sit Navn, ►Haand-Følelsen, og boer i Hulen 📌Kyllene, som betyder “den hule Haand”, saa jeg troer virkelig, at om end alle Herrerne vilde ►spænde dem selv for, kunde de dog ikke rive ►Hermes fra Haanden, og naar Haanden paa sit rette Sted ikke synes skikket til at giøre lange Reiser, behøve vi dog kun at tænke os en “Olympisk Haand” vinke, saa seer vi strax, hvordan ►Zeus bruger ►Hermes til Sendebud; thi Herrernes Vink svarer jo virkelig, saavidt muligt, til Damernes Blik, saa Vinket fra ►Zeus maa gaae ligesaa vidt som Blikket af ►Here!
✂ Men siger ikke dog de Lærde eenstemmig, at ►Hermes eller ►Mercurius var i 📌Grækenland Gud for “Veltalenheden”.
✂ Jo, det kan gierne være, men dels har jeg aldrig lovet at rette mig efter hvad de Lærde siger, og deels veed man nok, det er sædvanlig kun Fattigdom med de Lærdes Veltalenhed, kun “►af Haanden i Munden”, saa der har været mange Professorer i hvad de Lærde kalde “Veltalenhed”, der hverken kunde tale ilde eller vel om de Græske Guder, uden Haanden med Pennen lagde dem Ordene i Munden, og paa den Maade kunde ►Hermes, som “Haanden for Munden” godt være dem en Gud i Veltalenhed; thi han var virkelig i Grækernes Øine meget meer end de, nemlig Haanden i Munden og Munden i Haanden!
✂ De mener nok, det her enten er de Lærde, jeg vil i Tot90terne paa, eller Ordspil jeg gaaer paa Jagt efter, men det er dog virkelig ingen af Delene, men jeg kan endnu fornøie mig som et Barn over saadanne Smaating, som at see “Blikket og Vinket”, 564 (US) disse gode, gamle ►Bekiendtere, med et Spring komme op paa ►Olympen og sidde tilbords med ►Zeus, og fornøie mig over vore jævne Danske Talemaader, der kan ►slaae de Høitravende af Hesten, og den Fornøielse vil jeg gjerne dele baade med Damer og Herrer.
✂ I den pudsige Historie om ►Hermes, der stjal ►Apollos Kiør er det nemlig blevet klart for mine Øine, at Græker-Aanden afbilder det indviklede Forhold, der allerede tidlig begyndte at finde Sted mellem det mundtlige og det saakaldte skrevne Ord, og skiøndt det rimeligviis ikke kan more Alle saameget som hvem der selv fusker paa at være baade Taler og Skribent, saa synes mig dog, det maa have noget morsomt for Alle at see den tørre, strængt videnskabelige Undersøgelse, som det nu er blevet: hvad Mund og Pen har tilfælles, pludselig forvandlet til en pudsig ►Tyvs-Sag og Tusk-Handel mellem Halv-Brødrene ►Hermes og ►Apollo. At nemlig ►Apollo er den Poetiske Ordfører eller Skjalde-Munden, forudsætter jeg naturligviis, og skiøndt jeg aldrig før har hørt tale om hans Kiør, der gaae paa Græs i 📌Pierien, hvor netop ►Muserne boer, saa kan jeg dog strax giætte mig til, at det maa være Kiør, som ►Muserne kan være bekiendt at malke, billedlig talt altsaa “Billed-Sproget” selv, som vi alle veed, Poesien paa en Maade nærer sig af. Tænker vi os nu en Haand, der hittede paa Billed-Skriften eller Hieroglypherne, med et Tegn omtrent for hvert Billed-Ord, da seer vi, hvordan ►Hermes i Vuggen kunde stjæle ►Apollos Kiør, og at han virkelig har stjaalet dem ikke blot i 📌Grækenland, men allevegne, hvor Pennen selv paa Poesiens Ene91mærker afløste Munden, det er, desværre, kun alt for sandt. Intet var derfor lettere end at oversætte hele den pudsige Mythe i et baade langt og lærd, følgelig ogsaa kiedsommeligt Indlæg af Munden imod Pennen, og altsaa mod Haanden, der ikke alt for ærlig er kommet til sit Mesterskab i boglig Konst og blevet Herold baade for ►Olympens og Underverdenens Guder, men dels kan jeg jo nok vide, De kommer ikke her for at kiede Dem, og dels klæder det en gammel Skribent kun meget daarlig at gaae irette med Pennen, saa det er bedst at springe Rettergangen over, med den Bemærkning, at ►et magert Forlig har altid været bedre end en feed Proces, saa ►Apollo giorde sagtens bedst i, da hans Kiør engang var stjaalet, at sælge dem til Tyven ►for Røver-Kiøb; thi det var det ►aabenbar, selv naar man ved Lyren, som man maa, forstaaer det velklingende Vers! Selv Guld-Staven, som ►Apollo siden 565 (US) solgde ►Hermes for Hyrde-Fløiten, nytter det vel ikke at giøre ham stridig, men jeg maa dog udtrykkelig bemærke, at det blev den Græske ►Apollos egen Sag og kan ikke binde den Nordiske; thi det er mit ramme Alvor, at selv saa udmærket en Poetisk Literatur som den Græske var kiøbt meget for dyrt, naar Skjalde-Munden skulde forstumme, og det skedte virkelig i 📌Grækenland, saa det var ikke uden Aarsag, at man der, naar et muntert Selskab pludselig blev taus og stille, altid sagde: nu kom ►Hermes! Det synes nemlig vel, at et skrevet poetisk Værk er en reen Vinding, da der jo altid og allevegne findes Munde, der kan laane det Mæle, men deri tager man ►mærkelig feil; thi dels er der hos Herrer saavelsom hos Damer stor Forskjel paa Munde, saa det ingenlunde er enhver Mund, der kan giøre de Døde levende, og dels gaaer det Digte-Konsten med Billed-Sproget, som det gik ►Hermes med ►Apollos Kiør, hvoraf han maatte slagte To, 92sikkerlig netop de Største og Bedste, for at finde Rum til Resten i sit Indelukke. Naar derfor Pennen ogsaa i Poesien kommer til at raade for Munden, da bliver Talen ikke længer en Strøm fra Livets Væld, der henriver og vederkvæger, men ►Bedemands-Stil, som alle ►Hermes-Talerne hos 👤Homer, og de Poetiske Skrifter synke da ned til hvad de nu er i 📌Grækenland: talende Mindesmærker ved Poesiens Grav!
✂ Vel nytter det aldrig at trættes om Sligt; thi naar Poesien ikke kan eller vil leve længer, da døer den naturligviis, enten man piber eller synger, men hvor Livet, som her i 📌Norden, hænger i den endnu, der kan det dog muelig nytte, at giøre Folk opmærksom paa Livets Værd, og at opmuntre Poesien til, trods Alt hvad de Lærde sige eller skrive derom, baade at leve saalænge den kan, og heller at ►stifte virkeligt Gavn end giøre hvad man kalder Lykke, heller saae Bøge end høste Laurbær, ikke, som den græske ►Apol, enten sælge sine Kiør for Lyren eller sin Guldstav for Fløiten, men tage igien fra Tyven Alt hvad den kan faae levende og passe bedre paa det herefter.
✂ Ja, mine Herrer! Det er virkelig mit Haab, at det herefter vil ►klare sig i 📌Norden, at hvor det hænger rigtig sammen med Damerne, der vil det altid giøre en ►mærkelig Forskiel, ogsaa i poetisk Forstand, “►hvad Moders Søn” man er, saa der vil ►Maias Søn fra Klippehulen aldrig fordunkle ►Letos Søn fra den svømmende Øe, men, trods alle sine Tyve-Rænker, nødes til at bukke for sin Overmand og nøies med ►Pigkiep eller 566 (US) ►Staal-Pen for Guldstav, medens Dronning-Sønnen, selv naar han vogter Kvæg, skal færdes kongelig!
✂ Derom finde vi ogsaa et ►mærkeligt Vink i 📌Nordens Myther; thi skiøndt vi der ingen egenlig ►Hermes finder, er dog ►Loke aabenbar lidt i Slægt med ham, og var blandt 93Andet, ikke ganske fri for at stjæle, men da han forgreb sig paa ►Freyas Guldsmykke, maatte han dog ►smukt bære det ►igien, og hvor Damerne faaer deres poetiske Klenodier igien, der har Herrerne, som giøre sig gode Venner med dem, altid smilende Udsigter.
✂ Dog selv dette lille Vink om ►Loke i Anledning af ►Hermes kunde maaskee lede paa Vildspor, som Herrernes Vink saa tit, og jeg vil derfor ikke lægge nogen Vægt paa det, men ►heller bemærke, at skiøndt man snarere skulde vente at finde en Halv-Broder til ►Hermes end en Halv-Syster til ►Iris i ►Asgaard, saa findes hun dog i ►Gna, som er ►Friggas Sendebud, og, hvad jeg ved første Øiekast slet ikke kunde fatte, farer tilhest. Dette synes ogsaa at have gjort megen Opsigt i 📌Norden; thi der staaer i ►Edda, at da nogle ►Vaner fik Øie paa hende, raabde de høit: “hvad flyver, hvad svæver, hvad seiler i Luften?” og fik til Svar: “ikke jeg flyver, om end jeg svæver og seiler i Luften;” hvad der slog mig, fordi 📌Nordens Poesi i det Hele, som historisk, maa holde sig til Jorden og Havet, og findes langt mere svævende og seilende end egenlig flyvende. Derved faldt det mig paa een Gang ind, at et ridende Blik meget godt kunde betegne et Over-Blik, der netop hører til Historien, ligesom Blikket til Naturen, og nu syndes mig, ►Gna nødvendig maatte være tilhest, for at kunne tjene ►Frigge ligesaa godt, som ►Iris tjener ►Here, og det skulde dobbelt fornøie mig, hvis baade Damer og Herrer var af samme Mening.
✂ Derimod er der udentvivl to Meninger om, hvad man skal giøre, naar man, som jeg nu, opdager, at man selv har taget for meget Deel i hvad man talde om, saa man har ►overilet og er blevet for tidlig færdig med hvad man havde at sige; thi Herrerne mener vist, man skal blive forlegen og, 94med eller uden mange Undskyldninger, bryde af saasnart som muligt, og saa ærgre sig en Times Tid eller to over, at man enten har forregnet sig eller ubetimelig sparet paa den nødvendige Fyldekalk, eller af urimeligt Hastværk skudt den tilside, men Damerne mener vist, man skal lade som ingen Ting, og ►uformærkt gaae over til noget Andet, der kan synes at staae i en vis, om end lidt fjern, Forbindelse med hvad man har talt om, og jeg vil da gaae en Middelvei, hvad Spottefuglene vil kalde ►at 567 (US) halte paa begge Been►, men kan dog, under 👤Guizots Ministerium, ikke nægte, er at ►holde Skridt med Tiden. Jeg vil nemlig efterligne Damerne; men, da jeg forud kan vide, det vil kun lykkes maadelig, saa betjener jeg mig af Herrernes Ret til at buse ud med det, saa De ikke ret kan vide, om det er Spøg eller Alvor, førend Timen er ude og jeg i Behold.
✂ Herrerne veed det jo sagtens Allesammen, hvorfor ►Hermes hvert Øieblik kaldes ►Argos-Bane, men ►det er dog ikke sagt, alle Damerne veed det, og det burde dog saameget mindre være Dem ubekiendt, som det nok var den største ►Fortjeneste, ►Hermes ►havde af det smukke Kiøn, at han satte en Steen i Panden paa den kiedsommelige Vanskabning, der havde Øine baade for og bag, og det fra Taa til Top, saa man kunde ikke engang slaae et Smil bag hans Ryg uden at blive overgloet. Dette Utyske havde Dronning ►Here nemlig sat til at passe paa den deilige ►Io, som hun havde ►Zeus ►mistænkt for, uagtet han havde skabt hende om til en hvid Ko, og ►Argos, der endnu var ►mistænkeligere end ►Here, tøirede den stakkels forvandlede Skiønhed til et ►Olietræ, men ►fik, som sagt, sit Livsbrød af ►Hermes.
✂ Hvordan det siden gik ►Io, kommer jo rigtig nok ikke ►Argos-Banen ved, ikke heller har jeg hørt, at ►Hermes 95brød sig videre om hende, saa det gaaer maaskee flere Herrer ligedan, men jeg er vis paa, Damerne tænke anderledes, og naar Herrerne høre videre, tør de maaskee forandre deres Tanker; thi da den ubarmhjertige ►Here satte ►Bræmser paa ►Io, da bissede hun ikke blot bort fra 📌Grækenland, men ►stædtes ikke før hun kom endog midt ind i 📌Skythien. Somme vil nu sige, at hun bissede tilbage igjen og landede tilsidst i 📌Ægypten, men det skal Ingen bilde mig ind, at hun blev ved at bisse hele Aaret om, naar hun først kom op, hvor vi Alle veed, at ►Bræmserne døer om Vinteren, og hertil kommer, at forleden, da ►Mimer laande mig det pandsatte ►Odins-Øie til et Blik paa 📌Grækenland, og jeg med det Samme stjal mig til at kaste Øie paa 📌Danmark, da saae jeg bestemt en fordansket Grækerinde midt i 📌Sælland og tænkde strax: der har vi Kalven af den hvide Ko. Siden, da jeg kom hjem til mine Bøger, opdagede jeg ogsaa ganske rigtig den forvandlede Grækerinde; thi ►Gefion, der engang kom reisende hertil, og blev modtaget som en Gudinde, betyder paa Gammelnordisk “Glæde” og netop det Samme betyder “►Io” paa Græsk, og 📌Nordens Skjalde har desuden saagodtsom gjort ►Gefion til en Ko, da de kalder de 568 (US) fire Tyre, hvormed hun pløiede 📌Sælland fra 📌Sverrig, hendes egne Sønner! Poetisk talt, kalder jeg det derfor en afgjort Sag, at ►Gefion er den hvide Ko fra 📌Grækenland, som vi paa en Maade maae takke ►Hermes for, og da ►Gefion, som De nok veed, blev gift med Kong ►Skjold i 📌Leire, og derved Moder til alle de berømte ►Skjoldunger, saa maa det jo findes rimeligt nok, at hendes Æt paa Spinde-Siden ei endnu er uddød, men om jeg virkelig har faaet Øie paa en Datter af hende i 📌Sælland, det kommer jo an paa, om ►Odins-Øiet, og mit Blik duer noget, og det er derfor kun et Vink til de unge Herrer, at, om de 96skulde finde en fremmed Skiønhed her i Landet, de da ikke, af overdreven Nordiskhed, driver hende ud, men slutter, det er Grækerinden, som ligefra Kong ►Skjolds Tid, som 📌Sællands Fostermoder og Dronning i 📌Leire, har ikke blot Dansk Borger-Ret men Adkomst til en Blomster-Krone!
✂ Jeg veed jo nok, at Somme vil sige, jeg har paa mine gamle Dage selv forelsket mig i Grækerinden, og, for hendes Skyld, i hele den Græske Mythologi, saa jeg er blevet den Nordiske utro, ligesom ►Sigurd Fofners-Bane, der glemde ►Brynhild over ►Gudrun, og det urimelige Spørgsmaal om “Kiærligheds-Brevene”, der slap mig udaf Munden, vil sagtens giøre Ondt værre; men jeg stoler paa Damernes Ædelmodighed, som selv veed, hvor let det uskyldigste Blik kan falde mistænkeligt i onde Øine, og jeg kræver Retfærdighed af Herrerne, som maae vide, hvor tit de tydeligste Vink kan misforstaaes, og de skal Alle være mine Vidner til, at Blik og Vink er Alt hvad jeg har vexlet ⓘ med Dem iaften!