Grundtvig, N. F. S. Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer

370

XXV.

Holger Danske.

Damerne har formodenlig læst “Urania”, og vel er det meer end jeg kan rose mig af, for dels er jeg lidt magelig, dels begynder jeg at blive gammel, saa jeg har ondt ved at holde Skridt med Tiden, og endelig tager man i vore Dage saa forfærdelig lange Skridt, eller, maaske rettere, springer man saa forskrækkelig høit i Luften, at jeg tør snart slet ikke begynde paa at læse de nye Bøger, men holder mig helst til de Gamle, der bliver ved Jorden; men dog gjorde jeg mig, forleden Aften, saa dristig at kikke i Urania, og tænkde, det er jo dog en Slags Almanak til det ny Aar, saa man kan dog aldrig vide, om ikke “Astronomierne” har fundet den Stjerne, der blev borte for dem, og, saalidt som jeg har moret mig ved hvad jeg hidtil fandt i de Astronomier, jeg læste, saameget føler jeg dog en vis Længsel efter hvad jeg savnede i dem, som var en menneskelig Betragtning ikke blot af Dyre-Kredsen og Mælke-Veien, men af Soel og Maane og alle Stjerner, som jeg, paa Gammeldags, virkelig troer, er til for Menneskets Skyld. Det kan jo være høit og tillige beskedenligt, uegennyttigt nok, at betragte Jorden som et Støvgran i det uendelige Rum, og Mennesket som en Madik i det Støvgran, saa man maa have en Kikkert, der forstørrer mange tusinde Gange, blot for at øine det underlige Dyr, og kan da, naturligviis, slet ikke skille det rigtige Menneske fra en Abe371kat, der sætter sig paa Bagbenene og kikker Stjerner; det kan Altsammen være høit og kanskee himmelsk, guddommeligt nok; men see, menneskeligt er det dog ingenlunde, og jeg kan slet ikke begribe, hvor jeg skulde faae den brændende Kiærlighed fra, enten til “Manden i Maanen”, eller til det Kopernikanske System, det uende lige Rum og den uendelige Regning, at jeg, for deres Skyld, opoffrede mig selv, Damerne og hele Menneske-Slægten, for ikke, som de unge, Philosopher, at tage “Vorherre” med i det alt for blandede Selskab; hvor jeg skulde faae den brændende, Alt opoffrende Kiærlighed fra, naar jeg dog slet ingen Kiærlighed havde, enten til Damerne, til Menneske-Slægten med dens levende Begreb, eller til min egen Delagtighed i det, for mine Øine, guddommelige Menneske-Liv; saa mig synes, Engelskmanden har unægtelig Ret i, at, hvorvidt end Kiærligheden kan og skal strække sig, saa maa den dog immer begynde “hjemmefra”; og, paa den anden Side, begriber jeg ligesaalidt, hvor Folk faaer al den store Forstand fra, ikke blot paa Soel og Maane og Stjerner, men paa hvad man, for at det ikke skal være Løgn, baade paa Latin og Dansk kalder det “hele Universum”, naar de dog slet ingen Forstand har paa den lille Deel af det Hele, som de selv, deres Folk og Fæderneland og Menneske-Slægten er; thi Dette maa nu være saa smaat, som man vil, saa finder jeg det dog soleklart, at det Smaa, der ei engang kan begribe sig selv, er frit nok for at begribe det umaadelig Store, som det drukner og taber sig i!

Dog, for at min Smule “relative” Forstand ikke skal drukne i den “absolute” Misforstand, vil jeg bryde kort af, og fortælle Damerne, at mine Øine faldt paa et Sted i Urania, hvor der staaer, at “førstkommende Maidag”, naar vi vil lukke 372vore Øine op, og hvem vil ikke det, naar Bøgen springer ud, da skal vi om Aftenen, i Vesterlide, see et meget fornøieligt Syn paa Himlen, af Mars som en Rubin, og Venus som en Saphir, og Tvillingerne, Kastor og Pollux, som to Brillanter, saa det hele skal ligne et Dronning-Smykke, og uagtet nu “Mars og Venus” er saalidt af mine Guder, at jeg ikke engang har villet fortælle noget om dem, saa har jeg dog ligefuldt en gammel Kiærlighed til “Aften-Stjernen”, hvad Navn man saa end giver den, og en ligedan til det Græske Sagn om Tvillingerne, eller de berømte Dioskurer, der saa smukt deelde Medgang og Modgang, ja, Liv og Død, med hinanden, at jeg skal vist ikke glemme, midt i Mai, naar 📌Sælland faaer sit gamle, men aldrig forældede Dronning-Smykke, da ogsaa at kikke efter de klare Stjerner, men ligner de virkelig, ogsaa i mine Øine, et Dronning-Smykke, da tænker jeg, naturligviis, nærmest paa Freyas Smykke, det berømte Brysing, som, efter en dunkel Mythe, engang var hende frastjaalet af Loke, men blev viist igien af Heimdal, og saaledes skal det smukke Veirlys blive mig et godt Varsel for hvad jeg venter at see i Virkeligheden, eller et Stjerne-Billede af det Skiønheds-Baand, som jeg haaber, skal omslynge, først os paa Sletten, saa alle 📌Nordens Stammer, og Grækerne med os, i et mythisk Forbund til Værn om Menneske-Livet i hele dets vidunderlige Fylde, og til stille men dog store Fremskridt i en Oplysning, der ikke giør Livet øde, men blomstrende, ikke forfølger det Dybe med gloende Pile, fordi det er dunkelt, men omfavner med sine Straale-Arme alt det Dunkle, som er dybt, saa det efterhaanden forklarer sig selv. Kun dette er nemlig det Favntag af Kamp-Guden og Kiærligheds-Disen, som jeg kalder det rette, og som, for mine Øine, speiler sig fra Arilds-Tid i den 373dunkle men dybe Nordiske Mythe om den bortfløine Othar, der omsider paany synker i Freyas Favn, afkysser med Gylden-Mund hendes Guld-Taarer, og kæmper heltelig med Bærsærken Angantyr om Val-Malmen som Dannefæ!

Ja, dette Nordiske Haab, med Dansk Guld-Nakke, har jeg hidtil levet med, og aldrig misundt dem deres Lykke, for hvem det var latterligt eller dog alt for smaat, med det begyndte jeg min Tale om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, og med det vil jeg slutte den, taknemmelig, baade for de mange Ædelstene, jeg, ved i min Ensomhed at stirre tilbage, opdagede, og for de mange Soelglimt, der mødte mig her i en smilende Kreds, og samle sig sikkert til at giennemstraale Fremtiden!

At jeg imidlertid, heroppe, hvor tit jeg end nævnede og stræbde at udbrede mit Nordiske Haab, dog aldrig endnu knyttede det til sit gamle, velbekiendte, folkelige Navn, som Haabet om Holger Danskes Hjemkomst, det kan jeg slet ikke begribe, men da det dog, til Lykke, slog mig imorges, vil jeg gribe det sidste Øieblik og giøre det iaften!

At nu Holger Danske, som selv i Borge-Stuen var nær ved at glemmes, dog igien, udentvivl, er alle Damerne bekiendt, det takker jeg med Glæde Dane-Skjalden, 👤Ingemann, for, og jeg giør det med dobbelt Glæde, fordi jeg veed, at selv Børn og Bønder finder Smag i 👤IngemannsHolger Danske”, lytter gierne, hvor der synges, og nynner selv efter, baade:

“Vær hilset, mit gamle Fædreland!”
“Ved 📌Leire græsse nu Faar paa Vold.”
“Kong 👤Gøtrik sad ene paa 📌Leire-Borg.”
“I alle de Riger og Lande”,

374 og sagtens Flere af Holger-Viserne, der, som faldet ned fra Skyerne, igien opliver Mindet om Folke-Helten og melder hans Hjemkomst.

At imidlertid 👤Ingemann, her som allevegne, følde sig indtaget af det Æventyrlige, der, paa een Gang svarer baade til det Mythiske og det Historiske i 📌Norden, derfor takker jeg vor fælles søde Moder, den dybe og kiærlige Danske Natur, og dette er mig baade et langt klarere og kiærere Varsel for 📌Dannemarks og 📌Nordens Fremtid, end hvad der kan findes imellem Stjernerne eller læses i dem; thi det beviser, at Hjertet er blevet Aanden tro, saa, hvad enten 📌Grækenland endnu har en Penelope, der venter paa Odysseus, eller ikke, saa har 📌Norden ligefuldt en Jomfru 👤Gloriant”, en Islandsk Konge-Datter, som har biet paa Holger Danske, og synger, efter Kæmpevisen, ind i det skumle Fængsel:

Est du levende, Olger Danske!
jeg siger dig paa min Sand,
her er en Trold, begiærer mig,
og det er sorten 👤Burmand!

Høre I, goden Olger Danske!
I hjelpe mig af den Nød!
førend jeg tager den lede Trold,
langt hellere var jeg død!

Dæmpet, men dog livlig og lydelig, kommer alt Svaret fra det dybe Taarn-Giemme:

Vel eder, Jomfru 👤Gloriant!
at I vilde til mig gange!
I give mig Spise og Drikke saagod,
jeg bryder med 👤Burmand Stange!

375Kunde I flye mig min Hest igien,
dertilmed Brynje og Sværd,
jeg gjorde det for Eders Skyld,
jeg red med hannem en Færd!

saa jeg venter snart at høre fra alle Kanter:

De strede saa længe, de strede saa hardt,
de var baade trætte og møde;
slagen blev han dog, 👤Burmand Kamp,
han faldt til Jord og døde!
Olger Danske, han vandt Seir over 👤Burmand!

At jeg nu venter en Holger Danskes Hjemkomst ikke blot i poetisk, men ogsaa i prosaisk Forstand, reen folkehistorisk, det veed jeg nok, man kalder grovt, men med mig kan det ei anderledes være; thi mine Spaadomme er selv paa en Maade haandfaste, jeg har aldrig givet mig af med enten at læse i Stjernerne eller at randsage Dyrenes Indvolde, men troer kun, som “Ringens Aand” siger til 👤Aladdin, at “Fremtid speiler sig i Oldtid”, og at man efter “Frøet, Saaningen og Jorden, kan give Nys om Blomstens Art”. Denne Ringens, Odins-Ringens Aand har nemlig givet mig Øre for Alt, hvad der “rimer sig” baade i Mythe, Æventyr og Historie, saa jeg kan oversætte fra det Ene i det Andet, og seer derfor nu den Tid ganske nær, da Historien, paa een Gang, vil forklare baade den mythiske Heimdal og den æventyrlige Holger Danske, der smelter sammen, saasnart man aander lidt varmt paa dem, og størkner saa historisk til hvad man nu helst kalder et “Skandinavisk Samfund”, men jeg et “Nordisk Gylden-Aar”.

Ved første Øiekast kan det jo vel synes, som kun Heimdal, med sit Guld-Horn, sin Guld-Top, sine Guld-Tænder og sit skærpede “Mande-Hoved”, staaer for hele 📌Norden, mens 376Holger, efter Æventyret, ligesom Odysseus, ligger i Dvale paa en forborgen Øe, hos Ælve-Dronningen, for engang, forynget, at komme tilbage og frelse, ikke hele 📌Norden, men kun 📌Danmark af Nød og Vaande, men det er kun et Skin, som strax forsvinder, naar man besinder sig paa, at Holger Danskes Krønike er ingenlunde Dansk Arbeide, men er opdigtet i fremmede Lande, hvor baade Normannisk og alt Nordisk blev kaldt Dansk, saa 📌Danmark har slet ikke meer Ret til Holger end de andre Nordiske Riger, ja, oprindelig, mindre end 📌Norge, da det aabenbar er “Normannen”, der har omklædt Oldtidens mythiske Grændse-Vogter i Middel-Alderens æventyrlige Ridder-Dragt. Har derfor 📌Danmark, ogsaa i denne Henseende, et lille Fortrin, da ligger det dog kun deri, at vi nok var de Sidste, der kom Holger ihu, og de Første, der kiendtes ved ham i hans ny Skikkelse, men selv det bliver kun et virkeligt Fortrin, naar han kommer først og bedst i Virksomhed hos os, og det vil sige, hvis vi bliver de Første, hos hvem den Nordiske Betragtning og Benyttelse af Menneske-Livet paany træder i Kraft, hvad jeg vel inderlig ønsker og derfor dristig har troet, men, skiøndt jeg haaber det endnu, maa jeg dog vide, at min naturlige Partiskhed for 📌Danmark kan deri let have spillet mig et lille Puds, og, om nu saa var, skulde jeg endda være velfornøiet, naar vi i 📌Norden kun ret aabenbar kappedes om, hvem der kunde give Holger det bedste og kraftigste Haandtryk, og hvor Heimdals Klang-Horn kunde lyde renest og klarest og videst omkring over Land og Hav. Naar jeg imidlertid betragter Levningerne af det gamle 📌Dannevirke, hvis første Navn var 📌Holger-Diget”, da skiønner jeg ikke rettere, end at der virkelig rører sig Noget i Dagningen, som ligner Holger paa et Haar, og kaster 377Handsken til 👤Barbarossas Gienfærd med den samme Mine, som fordum til “Diderik af Bern”, saa Omkvædet bliver paany “Nu stander Striden 📌Norden under 📌Jylland”, og Ingen kan fortænke mig i, at jeg her, midt imellem Dannekvindens Sønner og Døttre, som gløde for Danskhedens Kæmpe, finder hans Nærværelse bekræftet.

Dette minder mig om Takken, jeg har lovet og skylder den Kreds, jeg iaften, indtil videre, siger Farvel, og skylder især de unge Damer, blandt meget Andet, fordi En af dem venskabelig har betroet mig, at hun, med Flere, ønskede, jeg vilde lade trykke hvad jeg har talt heroppe, men at de “unge Herrer”, som egenlig skulde bede mig om det, var saa kiedelige, at der selv for de “unge Damer” var intet Udkomme med dem.

Dette skal nu først de unge Damer have mange Tak for; thi det glæder mig ret at have faaet saa god en Anledning, om ikke til at lade Taler trykke, thi derom skal jeg siden sige Dem min Mening, saa dog til at udtale min stigende Beundring af de unge Damer, som ikke blot fattede Mod til at høre mig, men holdt ærlig ud, og tog saa levende Deel i min uordenlige Tale om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, og om Allehaande, baade Levende og Dødt, baade Forbigangent, Nærværende og Tilkommende, at De nødig vil glemme, gierne vil mindes den!

Ja, dels ved min egen og dels ved Andres Skyld, men i det Hele ved “den haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne”, men som jeg dog mærker, man ei omsonst stræber at bære som en Mand, og haaber at overleve, derved kom jeg til at staae i et ligesaa skævt som ufordelagtigt Lys, vel især for “Herrerne” baade gamle og unge, men derved dog middelbar ogsaa for “Damerne”, især de 378Unge, der fra Barnsbeen hørde mig beskrive, som en “Bussemand”, der vilde tage dem Allesammen, om han kunde, og putte dem i et “Kloster”, hvor de knap nok fik Lov til at vexle Blik med Soel og Maane, end sige med Glæden og de unge Herrer, saa det har sikkert kostet Overvindelse, før jeg kom til at staae i en saadan rødmusset og smilende Kreds, og at staae for mit Fædernelands Ungdom, som en vel lidt sær, gammelagtig og gammeldags, men dog munter og venlig Dannemand og Skjald, som vil Ingen paanøde enten sin Tro eller sin Tankegang, sine Syner og Drømme eller sine Danske Minder og Nordiske Forhaabninger, men har dog faaet Mod til at være det Altsammen bekiendt, faaet Magt til at tale frit, livligt og muntert derom, og vil inderlig gierne dele med Alle, hvad der giør ham selv glad og lykkelig, og føler sig gladest og lykkeligst i en livfuld, ungdommelig Kreds, der gløder og sværmer for det Store og Skiønne, først og sidst i Daad og Kiærlighed!

Udentvivl har det kostet Herrerne mest Overvindelse at være og blive mine Tilhørere, og de skulde da, efter sædvanlig Regning, have den meste Tak, men jeg kan heller ikke i dette Stykke følge den sædvanlige Regning; thi, efter min Regning, skylder enhver Taler dem den meste Tak, som høre ham helst, og som, med Lysten til at høre, har maattet overvinde adskillige Hindringer, og deriblandt dem, vi selv, vel ikke af Ondskab, men af Dødbideri, lægger vore Tilhørere og især Damerne iveien, saa det er i alle Maader Damerne, og især de Unge, der her skal takkes baade mest og bedst, baade først og sidst.

Vistnok er det ellers især de ældre Damer, jeg i Livet skylder den meste Tak, og jeg gientager det gierne, at havde de ikke været, da stod jeg vist ikke her, og stod her endnu 379mindre saa rørig, saa munter og saa velforligt med Øieblikket, som De har seet og hørt mig; thi ikke blot er jeg en “Moders Søn” og erkiender Moder-Hjertet, som en Frigga, for Skjalde-Livets naturlige Kilde, skiøndt Fæderne-Aanden naturligviis er Dets Kraft; men mit lille Hjem var, giennem en Menneske-Alder, min Deel af Verden, og en lille venlig Kreds, saa idyllisk, som den kan times i vore Dage i Udkanten af en Hovedstad, og saa idyllisk, som ingen Kreds kan være uden skiøn og ægte Kvindelighed, den var mit Skjalde-Livs daglige Brød, og endelig var de faa Solskins-Øieblikke under aaben Himmel, hvortil Skjalde-Livet, selv det allertarveligste, ligesom Blomsten, nødvendig trænger, lutter milde Øiekast fra ældre Damer og fra Dame-Skjalden. Men, med alt Dette, var jeg dog en Hykler, om jeg sagde: det er især de ældre Damer, jeg iaften takker; thi det er virkelig især de Yngre, og skiøndt dertil gierne kan være en hemmelig Grund, som vore ældre Veninder altid vil paadutte os, naar vi viser de Yngre særdeles Opmærksomhed, saa er her dog unægtelig saa gode og iøinefaldende Grunde, at jeg giør det med en Dristighed, som ikke selv mine ældste og kiæreste Veninder vil være bekiendt at laste.

Vel er jeg nemlig alt for kortsynet til at vide, hvor smukke mine fleste Tilhørerinder har været, men at de Fleste har været unge, det har jeg dog kunnet see, om ikke paa Andet, saa paa de “unge Herrer”, som fulgde dem, dels ved Armen og dels med Øinene, og dernæst er det jo netop de unge Damer, der snarest lade sig kyse, især med lærde Sager og gamle Herrer, saa dem skylder jeg aabenbar, ved denne Leilighed, baade den meste og varmeste Tak!

Vil imidlertid mine ældre Veninder haardnakket paastaae, 380at nogen Deel har dog sikkert baade Ungdom og Skiønhed i min varme Tak til de unge Damer, da vil jeg ikke haardnakket benægte det, men heller bekiende, at, efter min Erfaring, har Damer og Digtere ogsaa det tilfælles, at de bliver aldrig saa gamle, de jo ønsker at behage Ungdommen, jo smukkere, des mere; men jeg paastaaer ogsaa, det er igrunden ingen Feil, skiøndt derved let kan indløbe mange Feil, det er en nødvendig Følge af Damers og Digteres Kiærlighed til det Levende, Sands for det Skiønne og Takt for det Glade, saa det bliver kun en Feil, naar Maaden og Midlerne er slette, hvad da sædvanlig straffer sig selv. Ligesom det derfor, naturligviis, er en Høitid for en gammelagtig Skjald, naar de smukke, unge Damer gierne vil høre ham, saaledes tør jeg sige, det er ikke blot smigrende for ham, men er til fælles Bedste, baade for de unge og de gamle Herrer, ja, for det Hele; thi de unge Damer, som har Lyst til at høre gamle Skjalde og bevare Minderne fra gamle Dage, de vil i det Hele bevare deres Barndoms og Ungdoms bedste Indtryk: Barndommens Paradis og Ungdommens Kiærlighed, ja, bevare Hjertet, som er Livets Kilde!

Men nu Ønsket af flere “unge Damer”, og, jeg maa selv lægge til, af flere “unge Herrer”, at jeg vilde lade mine Taler trykke, hvad siger jeg til det?

Jeg siger, naturligviis, først og sidst, at Ønsket er mig inderlig kiært, som det Ønske hos Ungdommen at mindes hvad de Gamle har forudsagt om Menneske-Livet, og at prøve dets Værd, mens Dagene rinde; thi en saadan Prøve er det min Lyst at underkastes og mit lyse Haab at kunne bestaae, en saadan Examen, hvorved de Unge spørger, de Gamle svarer og Livet dømmer, den ønsker 381jeg inderlig, maatte, heller idag end imorgen, afløse alle vore bagvendte, chinesiske Examiner, hvorved de Gamle piner de Unge med Spørgsmaal, som de umulig kan besvare af deres egen Livs-Erfaring, og besvare kun som Eftersnakkere af Andres. Om derimod Trykningen af mine Aften-Taler vil være det rette Middel til at befæste Mindet og befordre Prøven, eller om det ikke var bedst at lade glemmes hvad ei hos Ungdommen indprænter sig selv uforglemmeligt, det er et Spørgsmaal, jeg ei iaften tør besvare, men maa sige, hvad sandt er, at, for Øieblikket, synes det Sidste mig rimeligst.

De har saaledes vist Alle mærket, at skiøndt jeg er blevet graa ved Pennen, og har virkelig baade det Ønske og det Haab, at Endeel af hvad jeg har skrevet, herefter skal finde baade flere og velvilligere Læsere og Læserinder end hidindtil, har det Ønske og det Haab, at Efterslægten ei vil sige, at mit flittige Bogmageri var “til Skade for Pen og Blæk og for de rene Blade”, saa deler jeg dog slet ikke den sædvanlige Tankegang, at Pennen, som en Pave, skulde være Aandens Statholder paa Jorden, men kalder tvertimod den Indbildning et ligesaa sørgeligt, som urimeligt Papisteri, der trænger høit til en grundig Reformation, saa Pennen bliver igien, hvad den er skabt og skaaret til: en “Tjenestekvindes Tjener”, ja, en ydmyg Tjener af Menneske-Munden, der vel selv er en Tjenerinde, men kun Aandens og Hjertets Tjenerinde, og er i Sandse-Verdenen regierende Dronning baade over Levende og Døde. Ja, Stile-Magerne og alle de Bog-Lærde, der selv ønske at være “Bøger i Skind-Bind”, maa kalde det Dumhed, Sværmeri, Mysticisme, Fanatisme, Barbari, Bespottelse eller hvad 382andre smukke Navne de bruge, naar de bansætte hvad de ikke kan lide, men heller ikke kan magte, saa siger jeg dog, det er soleklart, at “Tale-Gaven” hører til det Guddommelige i Menneske-Naturen, mens derimod “Skrive-Konsten” i alle mulige Betydninger, kun er et Haand-Værk, der ligesaa lidt kan virke levende paa noget Menneske, som vi med vore Hænder kan dreie Tanker og bøie Hjerter, saa det er ene og alene det mundtlige Ord, som kan bevise, at der er “Liv og Kraft” i Aandens og Hjertets usynlige Verden! Kun det mundtlige “fuglevingede” Ord og ingenlunde “Bogstav-Skriften” ligner Kæmpe-Buen, som Ingen uden Odysseus selv kunde spænde, og ligner Apollos Sølver-Bue, der aldrig fattes “klangfulde” Pile, saa hvis der igien skal blive et, for Aand og Hjerte, kraftigt og virksomt, muntert og glædeligt Liv paa Jorden, da er det ingenlunde nok, at det balsamerede Mimers-Hoved mumler og lærer Rune-Konster fra sig, men da maa Odin igien tale aabenlydt med Saga, Brage høirøstet prise Ænheriernes Bedrifter og Heimdals Klang-Horn lyde tordenmælet over hele det grønne Gudhjem.

Vi veed det jo ogsaa Alle, naar vi besinde os paa det, at netop dette levende, mundtlige Ord paa Moders-Maalet var, for trehundrede Aar siden, ikke blot det store Tvistens Æble mellem vore Fædre og Papisterne, men var den “lille Tue”, der væltede det store Læs af Pave-Buller og Legender, og er nu, poetisk talt, “den tredags gamle Thors-Søn”, som, ved at frigiøre sin Fader eller Fæderne-Aanden, ei blot skal tjene “sine Sporer”, men Hesten Guld-Manke”, der kappes med Sleipner! Dyb var Følelsen, vore Fædre havde af det levende, mundtlige Ords Her383lighed og Uundværlighed for Menneske-Livet, og triumpherende indførde de det i Kirken, men da de oprettede Latin-Skoler til at danne deres Ord-Førere paa Moders-Maalet, da vidste de aabenbar ikke, hvad de gjorde; thi aldrig vilde de vitterlig undergravet deres eget Værk, saa naar vi uddrive Latinen af Skolen, ligesom de uddrev den af Kirken, og indsætte det mundtlige Ord paa Modersmaalet i alle dets naturlige Rettigheder, da, men ogsaa først da, handle vi i Reformationens og Fædrenes Aand!

Vist nok duer, for Øieblikket, Ingen af os synderlig til at føre dette levende Ord om Aandens og Hjertets Verden, da Kilden, hvorfra det fordum strømmede saa rigelig: Urda-Kilden, er nær ved at være udtørret, og da vi, desuden, fra Barnsbeen er afrettede til at øse vor Tale om det Høie og Dybe af en ganske anden Kilde: af “Styx med de kulsorte Vande”, eller af Blækhornet; men saalænge der fødes Skjalde, er Urda-Kilden dog ikke reent udtørret, og Skjald er det umuligt at være, uden inderlig at elske det levende, mundtlige Ord paa Modersmaalet, uden at føle Dets Uundværlighed til al levende Meddelelse og uden, saavidt Kræfterne strække, at virke baade med det og for det. Desaarsag har jeg i Vinter ret med Flid prøvet paa at skrive for Munden, og er det blot nogenlunde lykkedes, saa Talen derved blev lidt sikkrere, uden at miste Livet eller Friheden, da har jeg ingenlunde talt for Pennen, men “som en Mand taler med sin Næste”, hvad, naturligviis, tager sig ud paa Papiret, omtrent, som hvad der er skrevet for Læsere, og især for Recensenter, tager sig ud i Munden, og, om jeg nu har Mod til at give en saadan værgeløs Opskrift til Pris for en Verden fuld af Recensenter, 384det veed jeg virkelig ikke, saa det maa jeg alvorlig betænke mig paa.

Men – hvad siger jeg! røbede jeg nu ikke selv den Hemmelighed, at det igrunden kun er Frygt for Recensenterne, der afholder mig, hvis jeg ikke føier de unge Damer, og lader mine Foredrag trykke?

Jo, ganske rigtig, men det nyttede jo heller slet ikke, om jeg vilde dølge det for Damerne, da de sikkert strax har fundet det umuligt, at en Bogorm af Natur og en Bogmager af Handværk skulde krympe sig ved at lade Noget trykke, blot fordi han tvivlede om Nytten deraf for hans Læsere og Læserinder, og naar jeg betænker mig ret, da er det jo netop det, vi har hørt, vi kan have godt af at læse, da det ægte Forhold mellem Mund og Pen er, som det imellem de Græske Tvillinger, Kastor og Pollux.

Det er aldrig før faldet mig ind, men jo meer, jeg nu tænker paa det, des klarere bliver det mig, at ligesom kun den Ene, Pollux eller Polydeukes, var en Søn af Zeus, født til Udødelighed, men kunde dog hverandet Døgn føre sin Tvilling-Broder, Kastor, med sig til Olympen, fordi han, af Kiærlighed, fandt sig i at tilbringe hverandet Døgn med ham i Skygge-Riget, saaledes kan ogsaa Forholdet mellem Haand og Mund være saa venligt, at de døie Ondt og Godt med hinanden, og da kommer Bogen til at ligne en lukket Mund og Tungen en Hurtig-Skrivers Pen; men vist nok beroer dette glædelige Fællesskab paa, at det aldrig glemmes, hvor Ordet har Hjemme og Livet er medfødt, og hvor derimod kun findes Skygger af Ord og Skin af Liv!

For altsaa ikke at staae som en Kryster i Damernes Øine, maa jeg nødvendig baade love Dem en lille Bog, der 385kan opfriske Mindet om Alt hvad De hørde, og maa jeg holde hvad jeg lover, enten saa Recensenterne seer mildt eller surt, og dertil haaber jeg virkelig at fatte Mod, om saa kun med det hemme lige Haab, at de unge Damer vil tage Bogen under deres Vinger og afvæbne i det mindste de unge Recensenter!

Dog, er Holger Danske virkelig kommet, eller kommer han dog en af Dagene, da har det ingen Nød; thi da slaaer han jo i det første Slag “sorten 👤Burmand”, altsaa netop den stolte Pen, der ikke blot drømmer sig uafhængig, men vil beherske baade Munden, Damerne og Digterne; og kom Holger ikke, da var det jo Tant med al min Tale, og da enten fortjende Bogen, der minder om Talen, ei bedre Skæbne end at falde i Hænderne paa den Ubarmhjertigste, ikke blot af de Danske, men af de Tydske Recensenter, eller da var det dog kun Fjas med alle Bøger, der umulig kan træde isteden for levende Mennesker!

Derfor vil jeg trøstig slutte med den Spaadom, at ligesom det sidste historiske Tilnavn, Guldet fik paa 📌Nordens Billed-Sprog, var Leire-Kongen Rolv Krages Sæd, saa vil det Første paa anden Omgang blive Dannemænds Høst”, og blive det des snarere, jo mere rundhaandet vi udsaae vort Arvegods efter hovedrige Fædre, og jo klarere vi bevise, at der er intet Menneskeligt enten saa høit eller saa dybt, saa stort eller saa deiligt, at derom jo kan tales værdig, muntert og levende, ja, tales tydelig og klart for Kvinder og Mænd, paa vort deilige Moders-Maal, men at der er Meget, som paa det ikke blot klinger lifligt, men færdes som Sleipner, rammer som Mjølner og skinner som Brysing, uden at dog al Verdens Rectorer formaae at opdrive Udtryk der386for i det “Classiske Latin”, der vil brændemærke os til Barbarer!

Dog, allersidst: hjertelig Tak for de sammenlevede Timer! Gid deres Minde, hos Dem, som hos mig, maa trodse Aarene og tækkes Hjertet!