XIX.
►Sphinx og ►Balders-Baalet.
✂ “Hvor er Nøglerne?” det er et Spørgsmaal, som de unge Damers Bedste-Mødre neppe kiendte, for de havde sædvanlig Nøglerne enten i Lommen eller dog ved Haanden, men de unge Damer har dog vist tit baade hørt og spurgt: hvor er Nøglerne? og veed da, hvilket Paastyr det Spørgsmaal sommetider kan giøre i hele Huset; men nu troer jeg dog, den fortvivlede Tid er forbi, da Damerne slet ingen Lommer havde, og kunde altsaa hverken ►have Nøglerne eller Herrerne i Lommen, for jeg har lagt Mærke til, at naar den unge Frue endnu engang imellem kan spørge om den lille Hoved-Nøgel til Skuffen med alle de Andre, da finder den lille Frue ikke sjelden den lille Nøgel i sin egen lille Lomme, saa nu tør vi haabe, at Alting snart vil vende tilbage til sin naturlige Orden, som vi enstund har været rædsomt langt borte fra, baade i vore Huse og i det Hele, naar det gjaldt om Nøglerne til de virkelige ►Giemmer, som der er enten Føde eller Klæde eller Sølv og Guld og andre gode Sager i. De lommeløse Damers fortvivlede Nøgle-Spørgsmaal var nemlig saa langtfra at staae ene, at meget mere hele det forhexede Øiebliks Verdens-Historie speilede sig deri; thi paa alle ►Raad-Stuer og Universiteter gienlød uafladelig det samme Raab efter Nøglerne, og det var sædvanlig endnu mere fortvivlet, saa det ikke engang var Folks egne, men al 275Verdens og Vorherres Nøgler, man savnede, og vendte op og ned paa Alt, for at finde, hvor man dog burde vidst, de ikke var, fordi de umulig kunde være der. Saadanne Smaa-Speile til at see Tidens Aand og hele Verden i, dem har Damerne mange af, og har tillige et naturligt Mesterskab i at bruge dem, fordi de selv er et lyslevende Speil af den skiønne Menneske-Natur, med alle 702 (US) dens Skrøbeligheder, som med alle dens Fortrin, saa, naar jeg siger, jeg vil forære Damerne det lille Nøgle-Speil til ►Nyaars-Gave, da er det kun en af de storagtige og ædelmodige Talemaader, som Herrerne har ►vant sig til at bruge og Damerne ►vant sig til at taale; thi egenlig skulde jeg sagt, at jeg var lykkelig nok til at være den Første, der gjorde Damerne opmærksomme baade paa det smukke lille Speil i deres Eie, som de havde overseet, og i det Hele paa deres egen klare Speil-Natur! Uegennyttig er jeg ogsaa ved denne Leilighed langtfra at være; thi ikke blot venter jeg ganske vist et mildt Blik og ved Leilighed et ømt Haandtryk for det af de unge Damer, men ønsker og haaber langt meer end det, ønsker og haaber, at naar Damerne kommer “ud over” Nøgle-Spørgsmaalet, og faaer Huset bragt nogenlunde i Orden, De da af al Magten, De bærer i Skrøbelighed, vil hjelpe mig at raade Bod paa den rædsomme Uorden, der hersker baade i de gamle og i de unge Herrers Tankegang, og følgelig i hele den ⓘ store Verden, hvor man skiændes og slaaes om alle mulige “Nøgler”, istedenfor at bruge dem, man har Giemmer til, og passe godt paa dem, eller, hvad der i de fleste Tilfælde er det raadeligste, give Damerne dem i Forvaring, disse naturlige ►Kammer-Fruer, der bærer “►Guld-Nøgler” anderledes smukt end nogen ►Kammer-Herre!
✂ Naar jeg nemlig sidst ivrede lidt imod den alt for strænge 276Orden og tidlige Regelmæssighed, som man stræber mere at ►indskrue end indpode ikke blot i vore unge Konstnere og ►Vidskabsmænd, men i hele Ungdommen, da var det ingenlunde, fordi jeg elsker Uorden eller hader Regelmæssighed, som “onde Tunger og slette Penne” vil paastaae; men kun fordi jeg, ved i mange Aar at stirre stivt paa Damerne og ►Kæmperne, følgelig ogsaa paa Menneskeligheden baade i sine naturlige og sine historiske Forhold, har lært, at Alt hvad der skal ret blive enten smukt eller stort, og Menneske-Livet kan og skal jo være begge Dele, maa udvikle sig frit, og aldrig følge andre Regler end Natur-Lovene, aldrig ville tilegne sig strængere Orden eller mere Runding og Glathed end Friheden taaler. Saamegen Orden og Regelmæssighed forudsætter jeg imidlertid immer, med Grækerne og med Damerne, i den “dannede Verden”, jeg taler om, saa den ⓘ grændseløse Uorden, der, ligesom i de Græske Myther, er hævet, ►Titanerne og ►de Hundred-Armede undertvungne, og Alt bragt saavidt i Ligevægt, at de mange smaa, uund 703 (US) gaaelige ►Tørninger og Sammenstød, Nykker og skarpe Kanter, sædvanlig udjævnes af sig selv, og er i det Hele taalelige, ja, for Frihedens og det store Øiemeds Skyld, efter Omstændighederne, ønskelige. Ogsaa jeg stræber da efter i Alting at finde den “gyldne Middelvei”, som jeg hos Damerne og især hos ►Dannekvinden og alle hendes ægte Døttre elsker og beundrer, en Middelvei, der netop er det Modsatte af den ligesaa naragtige, som kiedsommelige, man endnu sædvanlig vil afrette os til at vandre: ligefrem og tilbage ad et smalt Bræt, for bestandig at bevise, vi er “ædrue”, og for Resten slet ingen Ting giøre, som er værd at tale om. Til Exempel pleier jeg at anføre Maler-Konsten, hvori det synes mig soleklart, 277at jo stærkere, man fra Først af lægger an paa skarpe Omrids og ►lydesløs Tegning, desmindre bliver man, under ellers lige Omstændigheder, skikket til at male “Menneske-Ansigter” med levende Øine og talende Munde, uagtet det er sikkert nok, at i det “fuldkomne Maleri” hvor Skiønheds-Maalet var opnaaet, vilde Tegningen være aldeles regelret, uden i mindste Maade at skade eller svække det levende Udtryk. Da jeg imidlertid er aldeles fremmed for de udelukkende saakaldte ►skiønne Konster, vil jeg iaften ►heller laane Exemplet af den Konst, der dog har ikke saa lidt med Skiønheden at giøre, og som jeg selv, giennem en heel Menneske-Alder, ►har fusket paa, den saakaldte “Digte-Konst” nemlig, hvis Historie klarlig viser, at jo meer man lige fra Begyndelsen stræbde efter Regelmæssighed, Runding, Klang og Klarhed, eller hvad man kalder en “fuldendt Form” dessnarere gik man Glip baade ad “Aanden og Livet”, der dog unægtelig er baade Hjerte- og Hoved-Sagen i det skiønne Levnets-Løb, og det er i denne, som i enhver Henseende, høist lærerigt at sammenligne den Old-Græske med den Old-Nordiske Poesi og Digte-Konst; men det vilde her føre for vidt, og jeg vil derfor ►bryde overtvært med at fortælle Damerne, at jeg har et Par smaa rustne Nøgler, som jeg iaften vilde forære de unge Herrer; thi Damerne giver jeg aldrig Nøgler, men raader dem blot at passe godt paa dem, de har, og, er de blevet borte, da først lede i deres egen lille Lomme, og, findes de ikke der, da lede, hvor De selv har forlagt dem, og hvor Ingen uden De selv veed Beskeed. Jeg fortæller imidlertid Damerne det, fordi jeg veed, at de unge Herrer passer aldrig paa deres Nøgler, saa, skal det nytte at forære dem Nogen, maa det være for Damernes Øine, som ►paa Timen ►tager Mærke paa dem, og 704 (US) kan tit i 278Mørke finde til de unge Herrer, hvad de selv med femten Lys forgæves leder om.
✂ Den Ene af disse Nøgler skal kunne aabne ►Fruer-Buret, hvor ►Pallas Athene sad og vævede de Olympiske Hierne-Spind, vi nu har fæstet Øie paa, og den Anden skal passe til den laasede ►Valhals-Dør i 📌Nord, som, efter ►Edda, er lidt vanskelig at aabne, men fører op til ►Odins berømte Udkik eller ►Lydskjalv, hvor man baade seer og hører, hvordan det gaaer til i hele Verden og i hele Tidens Løb. Om nu de unge Herrer vil tage til Takke med de gamle, ►intet mindre end glimrende Nøgler, det er vist nok et eget Spørgsmaal, men det faaer komme an paa en Prøve, som der Intet er at tabe ved, da de kun i Efter-Slægtens Haand kan virkelig giøre Nytte, og jeg immer tidsnok, hvis Ungdommen forsmaaer Nøglerne, kan forære dem til 📌det Antiqvariske Museum, at giemmes mellem alle de andre opgravede Sjeldenheder. Opgravede kan jeg vel ikke egenlig kalde disse Nøgler til 📌Grækenlands og 📌Nordens mythiske Paladser, thi hvad de dovne Digtere finder, maa altid langt mere tilskrives et Lykke-Træf end Flid og Slid; men man regner jo dog ogsaa det Hittegods til Dannefæ, som har skudt sig selv op af Jorden og findes kun derefter paa Overfladen, og saaledes er det virkelig gaaet med begge de Smaa-Nøgler, jeg nu har i Haanden; thi den Ene fandt jeg i 📌Grækenland, paa 📌Phikion eller Sminke-Bjerget, tæt ved Gruset af det gamle 📌Theben, og den anden paa 📌Strand-Veien ude ved 📌Skovs-Hoved og 📌Hvid-Ore, hvor jeg formoder, ►Balders-Baalet har brændt og ►Balder-Skibet, ►Ring-Horn, er stukket i Søen, ligesom ►Skjolds, til at forsvinde med ►Odins-Ringen og alle ►Breida-Bliks eller ►Straale-Borgens Klenodier.
✂ 279Hvad nu først den Græske Nøgel angaaer, da har sikkert alle Damerne, end sige Herrerne, hørt tale om ►Sphinxen, det underlige Dyr, med Kvinde-Aasyn, Løve-Fødder, Bryst og Hale, og med Fugle-Vinger, som havde lært en ►mørk Tale af ►Muserne, hvormed den ►pinde alle de Veifarende, og tog uden Barmhjertighed Livet af alle dem, der ei kunde løse Gaaden, indtil den, for Resten mageløs ulykkelige, Thebanske Kongesøn ►Ødipos løste Gaaden og ødelagde Vanskabningen.
✂ Hvad derimod meget mulig hverken Damer eller Herrer har hørt, er Gaaden selv og dens ►Opløsning; thi Damerne 705 (US) har nok mærket, at Alt hvad de Lærde nedlader sig til at aabenbare om saadanne Ting, er, ligesom ►Sphinxens ►mørke Tale, langt mere skikket til at pine Folk ihjel, end til enten at oplive eller oplyse dem. ►Sphinxen spurgde nemlig Enhver, hvad det var for et Dyr, der altid havde eens Røst, men var dog først firbenet, saa tobenet og omsider trebenet, og ►Ødip løste Gaaden med Ordet “Menneske”, hvorpaa ►Sphinxen i Fortvivlelse styrtede sig selv ned i Afgrunden og omkom.
✂ Her maa jeg nu strax giøre Damerne opmærksomme paa, at de Mythiske Paladser har ogsaa deres Borge-Stuer, og at det kun er igiennem den Græske Borge-Stue baade Mythen om ►Sphinx og mange af de Andre er kommet til os, saa vi maae hverken lade os forarge eller forvilde af den ►flaue Spas, eller ►Borgestu-Vittighed, at Menneskets ►Underlighed især skulde bestaae deri, at Barnet maa krybe paa alle Fire, Manden gaaer paa To og Oldingen maa tage, om ikke Næsen, saa dog Kieppen til det tredie Been, men vi maae holde os til Kiernen, som ►aabenbar ikke er skabt i Borge-Stuen, men har under Soel og Regn udviklet 280sig paa 📌Parnasset, hos ►Muserne, hvor ►Apollos Kiør græssede; thi det er jo Kiernen, at den store Gaade, hvormed ►Selv-Klogskaben eller den speculative Philosophi piner os, og hvis Løsning giælder “Liv og Død”, den fandt Grækerne løst i Menneske-Begrebet, og stræbde derfor at menneskeliggiøre baade Guderne og hele den umælende Natur, hvorved der vel ikke lykkedes dem mere end at væve og udbrede det ►guldblommede Slør over hele Tilværelsen, som vi, med al vor Beundring, maae kalde et Blændværk, men hvorved dog hele Menneske-Naturen afsløredes for Aandens Øie, og afmaledes lyslevende med de lifligste Farver, saa Ordet “Menneske” i hele sin høie og dybe ►Bemærkelse blev virkelig ►Guld-Nøgelen til hele den Græske Anskuelse af Liv og Død, af Himmel og Jord og af Skygge-Riget mellem Begge.
✂ I 📌Norden derimod, hvor intet fremspringende Øie spillede paa ⓘ Naturens skiønne Overflade, eller kunde fyldestgiøres selv af det klareste, mest blændende Skin, men hvor det dybtliggende Øie stirrede stivt paa det travle og daadfulde, men altid farefulde og stakkede Menneske-Liv, der blev dette Liv ikke Gaadens Løsning, men Gaaden selv, den mørke Tale, som kun Udødelighed kunde forklare, og derfor høre vi i ►Vafthrudners-Maal, at 📌Nordens høieste Gaade var Spørgsmaalet om, hvad ►Odin hviskede til ►Balder, da 706 (US) han laae paa Baalet? Dette Spørgsmaal af ►Odins egen Mund brød nemlig ►Vafthrudner, den Klogeste af alle ►Jetter, forgæves sit Hoved med, til Hjernen sprængdes, og det var intet Under; thi hvad ►Odin kunde hviske til den Døde, saa han virkelig hørde det, det var, som ►Jetten bemærkede, ganske rigtig en Hemmelighed ►imellem Bark og Træ, mellem Sjæl og Aand i ►Asgaard, som ingen ►Jette-Kløgt for281slog til at udgrunde. Saasnart man imidlertid hører Svaret, som 📌Nordens Aand fra Arildstid har lagt os paa Tungen, og som endnu findes i Folke-Munde, med det gamle Ordsprog: “►hvor Ingen falder, staaer heller Ingen op”, da føler man strax, hvori Hemmeligheden stikker; thi det er ►aabenbar i Troen paa “det Dødes Opstandelse”, forevarslet ved ►Odins-Ringen, som brændes med ►Balder, men vender tilbage med ►Hermod fra de Dødes Rige, og voxer saa hver niende Nat, med otte Ringe, til den mageløse Guld-Kiæde, som rækker fra Tidens Fødsel til den store Gienfødelse og Fornyelse paa ►hin Side ►Ragnarok.
✂ ►Ragnaroks-Mythen er derfor ogsaa ►aabenbar Hoved-Sagen i ►Vøluspa, vort ældste og, i sit Slags, mageløse Mythe-Kvad, som jeg derfor maa stræbe at ►klare for Dem, i samme Grad, som det har klaret sig for mig, hvad vi altid maa nøies med, da Intet er urimeligere end at ville en soleklar Umulighed, og en Saadan er det, trods alle den Tydske Philosophies skarpsindige Indvendinger, at ville ►forklare Andre hvad der er mørkt eller dog saare dunkelt for os selv!
✂ Først maa jeg nu henlede Damernes Opmærksomhed paa Tegnene eller Varslerne for ►Ragnarok eller “Gudernes Tus-Mørke”, ►den mørke Dal, der maa giennemvandres til det evige Lys, og mellem disse Varsler kræver især Eet vor hele Opmærksomhed; thi naar vi høre, at ikke blot ►Fenris-Ulvens men alle Baand briste, ogsaa “Blodets Baand” mellem ►Sydskende, Forældre og Børn, da føle vi godt, at Opløsningen af Alt, hvad Menneske-Aanden har beundret og Menneske-Hjertet elsket, er nær for Haanden; thi i dette hemmelige Baand var det jo, vore ►Kæmpe-Fædre bar baade ►Valhall og hele deres Anskuelse af det histo282riske Menneske-Liv, som en seierrig Kamp, fra Slægt til Slægt, for Udødelighed og evigt Liv, saa, naar dette Baand brast, ►maatte Himlen falde ned og Fuglene med.
✂ Dette er, desværre, kun blevet os alt for klart; thi i forrige Aarhundrede, som satte sin Ære i, saavidt muligt, at løsrive 707 (US) sig fra hele Fortiden, da var “Blodets Baand” ►aabenbar allevegne, selv i 📌Norden, bristefærdigt, og brast det virkelig, da kan Ingen af os tvivle om, at der jo i hele Hjertets Verden blev en ►Fimbul-Vinter, som aldrig meer afløstes af nogen Vaar, og giorde da en sørgelig Ende paa Menneske-Livet fra Slægt til Slægt. Brast nemlig Hjerte-Baandet mellem os og Fortiden, da brast det ogsaa mellem os og Fremtiden, saa Minde og Haab døde i hinandens Favn; thi naar en Slægt, som løsriver sig fra ►Fædrene og foragter dem, indbilder sig, at dens Børn ligefuldt skal ære og elske sine Forældre, da er det endnu større Daarskab end 👤Napoleons, som tænkde, han kunde krænke og spotte al Arve-Ret til den Franske Throne, og dog giøre den til et Arve-Gods for sin kiødelige Søn, ►Barne-Kongen af Rom!
✂ Men er nu først Hjertets Verden blevet “tom og øde”, da er Aandens Verden ►aabenbar ogsaa sin Undergang nær, saa naar ►Folkvang synker i Gruus, da ►raver ►Valhall og styrter en af Dagene, det saae vi ogsaa klarlig i forrige Aarhundrede, da Folke-Livet daglig meer uddøde, saa selv ►Kæmpe-Visen, som dets sidste Suk, hendøde paa Læberne; thi hvad man da endnu kaldte “Aand” var for det meste det Helvedes Gienfærd fra 📌Roms 📌Pontinske Moser, og, naar det var bedst, dog kun Gienfærd med Skygge-Liv og Skygge-Værk i ►Næde-Skinnet af den blege Maane. Naar nemlig Hjertet er koldt for sine Nærmeste, da er det 283naturligviis iiskoldt for det “grønne ►Gudhjem” langt borte, og for ►Gynge-Broen, som forbinder denne Verden med den Anden, altsaa for hele “Billed-Sproget”, som ►Jetterne da stræbe at bemægtige sig og fordreie, saa de dumdristig paastaae, at Vind betyder ingenlunde Aand, Ild betyder ikke Kiærlighed, eller Vandet Forstanden, men omvendt, betyder Aanden kun Vind, Kiærligheden Ild og Forstanden Vand, vist nok en Dumdristighed, der aldrig kan lykkes, da “Billed-Sproget” derved brister, som, i ►Ragnaroks-Mythen, ►Bifrost-Broen under ►Muspels Sønner, men derved er dog, een Gang for Alle, det naturlige Samkvem mellem Aandens og Haandens Verden afskaaret, og Menneske-Livet tilligemed denne Forbindelse berøvet hele sit høiere Præg og sin himmelske Næring, saa en fortvivlet Døds-Kamp er dets eneste mulige Bedrift.
✂ Denne i alle Maader Heltemæssige Døds-Kamp er det nu, som danner den store Midte i ►Ragnaroks-Mythen, hvor vi see ►Odin, ►Thor, ►Tyr, ►Frey og ►Heimdal, paa ►Vigrids- 708 (US) Sletten eller Stor-Dødens Valplads, i fortvivlede Tvekampe med ►Fenris-Ulven, ►Midgaards-Ormen, Helved-Hunden, ►Surtur og ►Loke, medens de utallige Hære, paa den ene Side af ►Ænherier og paa den Anden af ►Jetter og Trolde, i Bund og Grund ødelægge hverandre.
✂ Har vi nu Øie for Uhyrerne, som dumdristig kæmpe med Guderne og vinder den eneste Seier, der kan times dem, i fælles Undergang, da see vi let, det er den umættelige Begiærlighed, Falskheden, Skamløsheden, Misundelsen og den stolte ►Selv-Klogskab, der paa Liv og Død brydes med den verdenshistoriske Livs-Anskuelse, den tilsvarende Daadfuldhed, Æres-Følelsen, Gavmild284heden og den ægte ►Vidskab, og da kiender vi kun alt for godt de Uhyrer, som altid har truet Aandens og Hjertets Verden med Undergang, og har nuomstunder opnaaet saa frygtelig en Væxt, at vi ingenlunde fristes til at bebreide de gamle ►Kæmpe-Skjalde, at Farverne, hvormed de skildrede den store Døds-Kamp, var for mørke! Snarere fristes vi vel til at nedsynke i Mismod, ved den sørgelige Tanke, at Aandens og Hjertets Verden netop i ►Heimdals-Tiden, naar Lyset fra alle Sider kaster Glands paa dem, og ►Klang-Hornet i de dybeste og klareste Toner udbreder deres Priis over Øiets og Haandens Verden, netop da skal kiendelig nærme sig deres Undergang; men netop af denne Sorg, ligesom af ►Asa-Graaden ved ►Balders-Baalet, kan og skal Haabet opstige, det Nordiske ►Kæmpe-Haab om Fornyelsen, hvorved det ►guldtakte ►Gimle afløser og langt meer end erstatter det ►skjoldtakte ►Valhall, mens den gienfødte Jord blomstrer endnu langt yndigere end den Nyskabte, og den opstandne ►Balder straaler endnu langt klarere end den Nyfødte; thi dybt kan og skal det Nordiske, især det Danske Hjerte føle, at en ubodelig Undergang af det Høieste, det Dybeste og det Deiligste vilde ikke blot være alt for sørgelig, men maa være umulig, maa i Grunden være Blændværk og Øine-Forblindelse, skiøndt den paa Over-Fladen er baade ►øiensynlig og haandgribelig. Og er nu end ►Kæmpe-Kraften og Livs-Følelsen, hvormed vore ►Olde-Fædre og Olde-Mødre trodsede Død og Undergang, kiendelig svækkede, saa straaler paa den anden Side ogsaa Lyset nu med tusindfold Klarhed over den tilbagelagte ►Kæmpe-Bane, og viser os, hvor glimrende ►Odins Guld-Kiæde, udsprunget af Ringen, som gik uskadt giennem Ilden, slynger sig om alle Slægter, fra de Første til de Sidste, 285 709 (US) fra ►Balders-Fødsel til hans Opstandelse fra de Døde! Ja, har vi kun aabne Øine for Menneske-Livet og Dets Løb giennem Tiderne, da aabner Verdens-Historien os nu et Over-Blik, som klarlig viser, at Menneske-Aanden har fra Slægt til Slægt aabenbaret en seierrig Kraft i Døds-Kampen, og Menneske-Hjertet følt en fyldestgiørende Trøst over Døds-Lidelsen, der ene lade sig forklare af et “evigt Menneske-Liv” og Giennemførelsen dertil ved et Guddommeligt Forsyn, som den kæmpende Aand og det længselsfulde Hjerte kan trygt forlade sig paa! Kun den verdenshistoriske Vankundighed, der vel i 📌Norden er aldeles unaturlig, men tog dog, i den Latinske Dødbider-Tid, ogsaa i 📌Norden frygtelig Overhaand, kun den er det, der saa sørgelig formørker vore Udsigter, at vore gamle ►Kæmpe-Fædres ved Siden ad dem synes straalende; thi det er, forholdsviis, kun ubetydeligt, hvad Enkelt-Manden, selv den største og ædleste ►Kæmpe, med det frieste Spillerum, af sin egen stakkede Erfaring kan lære om Aandens Kraft og Hjertets Trøst, og med os maatte det blive den sorte Armod, da vi vilde lære Alt af os selv, vi, som følde os svage, viste os endnu svagere, og fandt desuden Tilværelsen saa ►indknebet og afstænget, at selv den Smule Kraft i Aanden, vi havde, fik neppe Lov til at yttre, end sige til at røre sig frit, saa vi af Livets Virkninger kunde oplyses om Dets Kræfter, og i de ædle Bestræbelsers endelige Udfald skimte Forsynets Haand, der styrer Kampen for det Høie og Dybe i et seierrigt Løb til et værdigt, til et glandsfuldt Maal! Kan vi derimod see ud over de Aartusinder, som ligge bag os, og see den for alle ædle ►Slægter fælles ►Kæmpe-Aands Helte-Bane giennem Tiderne, og see, hvilke Bjerge, der maatte flyttes, hvilke Have, der maatte aabne sig, hvilken utallig Skare af “ædle 286Sjæle”, der maatte kæmpe og bløde og overvinde sig selv, for at ►Fædrenes Aand kunde forplantes til os, og paa den anden Side, hvor utallige ømme Hjerter, der maatte lide, briste og trøste sig, og hvilke, som det ►syndes, bundløse Taare-Strømme der maatte udtørres, for at Menneske-Øiet endnu kan smile mellem Grav-Høiene, see vi det, da bliver Aande-Livets Almagt og Udødelighed den klareste af alle vore Tanker, ligesom af vore ►Fædres, og det saameget mere, som vi let opdage, at de Folkefærd paa Jorden, der kæmpede for Aandens og Hjertets Verden, var kun som en Haandfuld mod de utallige Skarer af ►Jetter og Trolde og misundelige ►Dværge, der baade med List og Vold stræbde til sidste Spor at udslette det høiere, det 710 (US) aandfulde og hjertelige Menneske-Liv af Jorden. Ja, mine Herrer! naar vi i 📌Nordens Myther see de tolv ►Aser staae ene mod en heel ►Jette-Verden, kun med den hemmelige Trøst, som Askens ►Norner med ►Urda-Vældet lod udstrømme, og som selv ►Balders-Baalet ei kunde udslukke, da udtrykker ogsaa dette en verdenshistorisk Sandhed; thi naar vi besinde os derpaa, da veed vi jo Alle, at ►Ebræer, Græker og Nordboer er de tre Smaa-Folk, der, paa Aandens og Hjertets Side, maatte holde en heel Verden Stangen, saa, historisk talt, er det de tre ►Børs-Sønner, som baade har bygget ►Asgaard af ►Ymers Øienbryn og forsvaret den til nu, mod alle ►Jetter, vistnok ikke uden kiendelig Hjelp fra det Høie, i Christendommens store Vidunder, men just derfor des vissere til en klar Aabenbaring af Aandens Almagt og Menneske-Hjertets Udødelighed!
✂ ►Ebræeren vandrer nu iblandt os, som en ►Odin, der har mistet begge sine Øine, som en blind Fortid, aandelig død og magtesløs, og Grækeren, den altid hal287tende ►Loder, staaer for os, som en længe fængslet ►Loke, der vel har sprængt sine Baand, men veed ei at bruge sin Frihed, ja, som et fortvivlet Øieblik, der, med sin Skiønhed har mistet sit Liv; saa Nordboen maa reise sig som en ►Hæner til at arve begge sine Brødre, som en oplyst Fremtid, der veed at klare og tilegne sig al Fortidens Herlighed, det maa han, om der endnu længer skal føres et ægte ►Kæmpeliv paa Jorden og vindes flere Seire for Aanden og Hjertet herneden, men De veed, det haaber jeg ogsaa vil skee, haaber det, til Trods for alle ⓘ Spotte-Fugle, fordi jeg i Verdens-Historien har seet, hvad 📌Nordens ►Kæmpe-Aand formaaer, og føler i mit Bryst, at 📌Nordens ►Kæmpe-Æt er til endnu!