↩
Otto den Store, en Sachser af Byrd,
Han vandt Longobardernes Krone;
Røver-Kiøb var den, og blev dog fulddyr,
Thi falsk er den flækkede Throne!
Henrik den Fjerde, en Franke saa fro,
Som ret over Rom vilde raade,
Han maatte staae uden Hoser og Skoe,
Og vente paa Hildebrands Naade!
Romeren listig, Lombarden og studs,
Som leged med Kryster og Tosse,
Spared end ikke for Puf eller Puds
Den kiække, den snu Barbarosse!
Han var en Schvaber, ved Benene hvid,
En Tiger mod Sachsernes Løve;
Glimrende var Hohenstaufernes Tid,
Men stod dog kun daarlig sin Prøve!
149Fredrik Araber tog med sig dens Glands,
Derned, hvor ei Høvdinger bramme,
Scepteret, som endog neppe var hans,
Man jordede der med det Samme!
Siden med Kronen der stadsedes blot,
Endogsaa paa Viener-Borgen,
Og nu selv Navnet af Tydskernes Drot
Er jordet med Spiret og Sorgen!
Konger og Fyrster ved Donau og Rhin,
Som de har lært i Paris og Berlin,
Opløse Forfatningens Gaade!